Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Min søster Dorte
Jeg har fire søskende. En, der lever, og tre, der er døde. I mig lever de alle fire, og det vil de gøre så længe, jeg trækker vejret.
Dette indlæg vil handle om Dortes barndom. Der, hvor vi altid var sammen.
Jeg skrev i september 2021 et indlæg om min ældste søster, Hanne. Det kan man læse ved at vælge datoen 14 september 2021.
Dorte er min lillesøster. Da hun blev født, var jeg tre år. Anders var 5 år, Annelise 7 år og Hanne 9 år. Jeg husker vores fælles lille-tid som skøn og problemfri. Det var den nok ikke, for 40’erne var dyrtid, og der var mangel på alt, og den knaphed varede langt op i 50’erne, og selv om vi var små og fik mad og klæder og kærlighed nok, så må de voksnes verden have været brydsom. Og mon ikke, det smittede af på os småfolk? Og vores mor? Hun var så sart. Mor var enebarn. Og jeg ved fra flere pålidelige kilder, bl.a. min bedstemor, at hun var forkælet som barn og fik, hvad hun ville have, og også som voksen blev båret på hænder. Først af sine forældre og senere af vores far, som gik og ventede på hende i mange år, før han kunne få hende. Men da ventetiden omsider var forbi, og de blev gift, så kom børnene jo. Trip trap, træsko – den ene efter den anden.
Dorte var den sidste. Mor blev steriliseret efter fødslen, som nær havde kostet hende livet. Hun mistede meget blod og måtte have en blodtransfusion, og man havde ikke noteret, at hun var rhesusnegativ og gav hende derfor en forkert slags blod. Hun har fortalt mig, at hun fik så voldsomme kramper, at hun kunne høre jernsengen ryste under sig. Hun lå syg i lang tid, og det lille barn kom hjem uden mor. Vi havde heldigvis bedstemor.
Men det var ikke mor, jeg skulle skrive om, men Dorte. Men mors lange sygeleje må have været en barsk begyndelse på livet, et stort savn for en baby, også selv om hun var omgivet af kærlighed. Bedstemor, der boede hos os, plejede hende sammen med sin søster Marie, der en periode flyttede ind hos hende. Og far var der jo, og han var af natur meget omsorgsfuld.
Alligevel må hun have savnet sin mor. Marie blev aldrig gift, og ”bedstemor” var over tres, da hun fandt min bedstefar. Hvad vidste de to om barnepleje?
Og mor må have savnet sit lille barn heftigt. Jeg var jo kun tre, men alligevel husker jeg den dag, Dorte kom hjem til os. Eller rettere, jeg husker den lille barneseng, som far havde med hjem og som kom først. Jeg gik rundt om den ude i gården og undrede mig, for den var jo alt for lille til mig. Og hvem var den så til? Det med en lillesøster, havde jeg ikke forstået, og Annelise har fortalt, at alle børnene blev dybt forundrede, da far en dag kom hjem og fortalte os, at vi havde fået en lillesøster, og at hun snart ville komme hjem til os.
En lillesøster? Hvor mon hun kom fra? Jo, jo, vi havde da hørt om storken. Kom den med hende? Og hvor var mor? Det fik vi heller ingen rigtig forklaring på, og det er noget, jeg ved med sikkerhed, men det er en anden historie, som ikke hører hjemme her.
Vi fik lille Dorte hjem. Jeg vil fortælle lidt af det, jeg husker fra vores fælles barndom. Og nogle billeder fra tiden. Desværre er de næsten alle sammen af ringe kvalitet, og jeg har ikke ret mange. Vore forældre fotograferede ikke ofte. Tak til Mona og Annelise for deres bidrag.
VORE LEGE
Vi legede. Det havde vi talent for. I legen flyttede vi ind i fantasiens verden, og mange af de rum, vi færdedes i, er nu borte. Jeg har glemt de fleste – men der var utallige.
Da Anders blev stor nok, flyttede han ovenpå. Her fik han det lillebitte kammer, som i sin tid var den unge piges. Her kunne hun akkurat have sin seng og en stol til sit tøj. Jeg tvivler på, at der var plads til en kommode, men de piger, vi havde, kom ikke langvejs fra, så de havde kun tøj til en uge, og det bar de på kroppen.
Så fik Dorte og mig det snævre værelse, som lå ind mod vaskehuset, og hvor alle børnene havde haft deres sove-og legeplads fra tidernes morgen. Engang stod der to etagesenge langs den ene væg – i dem sov Hanne og Annelise og Anders og mig. I den lille bitte barneseng, som stod lige inden for døren til højre, når man trådte ind, lå lille bitte Dorte.
Men vi var kun en kort tid 5 børn i værelset. Så byggede far og mor huset større, der kom et nyt værelse oven over vaskehuset, og her flyttede de store piger ind, mens Anders som sagt fik tildelt pigekammeret.
Og vi blev altså ene i børneværelset. Her fik vi to lige store senge, udtrækssenge, der kunne vokse i takt med os. Og bedst af alt, vi fik et bræt, som kunne sættes på sengens sider, så vi havde et lille bord. På det lille bord skabtes verdner. Vi havde altid modellervoks, og med det kreerede vi tilværelser for fiktive personer, der lignede og ikke lignede nogen, vi kendte. Vore lege kunne fortsætte i det uendelige.
Når vi kom i seng, lagde mor (om vinteren) de varme dyner over os. De havde ligget på radiatoren. Så satte hun sig mellem de to senge, og vi bad sammen fadervor og sang ”jeg er træt og går til ro” – og så sagde mor: ”og nu skal I lægge jer på den lille soveside, og være artige børn, som smukt lægger sig til at sove!”
Og vi lagde os artigt på sovesiden, men så snart mor var ude af døren, og vi kunne se, at lyset var slukket i køkkenet, og far og mor og de store var udenfor høre- og synsvidde, tændte vi lyset og begyndte legen der, hvor vi sidst sluttede den. Og når far så skulle i køkkenet senere på aftenen for at lave kaffe, så kunne han jo se, at de to små ikke lå smukt på den lille soveside, som de skulle, og han kom ind og sagde med en stemme, som skulle forestille at være bøs og var så høj, at mor kunne høre den: ”Ka’ I så slukke lyset! Ellers kalder jeg på Natmanden!” Vi grinede altid, når han sagde det, og han grinede også selv og fortsatte helt stille: ”I må hellere se at få slukket lyset, ikke?”
Og måske var vi artige og slukkede lyset, men jeg er ikke sikker. For legen var spændende og kunne jo ikke slutte, bare fordi far kom truede med Natmanden.
Legene var spændende. Og vi var en del børn i vores kvarter. Ja, for skønt landsbyen var så lille, var den opdelt i kvarterer. Jeg kom til at kende dem godt, fordi jeg gik med aviser sammen med Anders.
Og jeg tror ikke, vi legede med børnene fra “de andre kvarterer” – Vi boede på Strandvej i den søndre ende. Her var husene, da vi flyttede ind, nye, og det var i de huse, vi fandt legekammerater: Lilly, Slej, Jens, Jane, Kjartan, Bjørka, Britta, Bjarne – centrale legekammerater, da vi var helt små, rekruteret på Strandby Skole – lærerbørn – og i nabohusene – fiskerbørn.
For Dortes vedkommende stødte der en legekammerat til helt oppe fra Stationsvej. Verdens ende. Det var Mona. Hun er et kapitel for sig. For det er det eneste af de mange venskaber, vi børn indgik i lille-tiden, som holdt livet ud. Mona blev som en søster for os.
VORE PLIGTER
De hjemlige pligter var få. Men de var der. I lilletiden var der vist nok ingen – bortset fra, at vi skulle være artige. Det var vi vist også. Dorte var i al fald. Sød og nem. Men da vi blev lidt større, fik vi rigtige arbejdsopgaver: vi skulle vaske op, støvsuge lidt, tror jeg, og feje køkkengulvet hver dag. De store piger er sært fraværende i min erindring om disse daglige gøremål, jeg ved ikke mere, hvorfor. Så meget ældre var de jo heller ikke. Men Anders trak ligesom en grænse mellem dem og os. Og han begyndte tidligt at interessere sig for madlavning og fik ret ofte overladt køkkenet. Så var det surt at vaske op bagefter, for mens mor ryddede op, mens hun kokkerede, spredte Anders alt, hvad der kunne spredes over hele køkkenet. Dorte og mig vaskede altså altid op ( i min hukommelse) – og vi snød, hver gang der var gryder, som så vanskelige ud. Dem satte vi ud på trappen og tænkte, at få fandt mor dem ikke før vi var skole næste dag, og når hun så alligevel bebrejdede os vores springen over hvor gærdet var lavest, forsvarede vi os altid med, at sådan måtte det være, når gryderne var så medtagne af fastkogte(brændte) rester. Som jeg husker det, tav mor så. Hun havde vist ikke så svært ved at lade maden brænde på. Og hun havde ingen glæde ved at lave mad. Måske egentlig heller ingen ved at spise mad. Hun var så spartansk. Hvorfor? Far var en livsnyder, men mor …
Vi arbejdede og legede og havde det rart sammen og denne tryghed og glæde ved hinandens nærhed varede livet ud. Tak for det.
Jeg vil ikke skrive om Dorte som voksen. Da vi var store snakkede vi om fremtiden. Dorte ville giftes, det ville jeg ikke. Hun ville gerne have sit eget hjem. Jeg tænkte først langt senere i de baner. Jeg ville gerne finde ud, Dorte ville finde ind. Hun snakkede om børn. Senere var det hende, der havde udve og mig, der altid havde hjemve, når jeg var taget ud i verden. Men det var langt senere. Da vi var unge, ville vi som alle andre sikkert det hele. Og som alle andre nåede vi knap nok det halve.
Men jeg tror, at Dorte fik det liv, hun ønskede sig: et godt hjem, en god mand og gode børn. Og mange rejser – i 1995 endda jorden rundt i 80 dage – nej, i flere dage endda.
Mens de rejste kunne vi andre følge dem (nej, ikke på facebook) i avisen: her et lille pluk:
Men den rejse hører voksenlivet til. I barnelivet, i Dortes og mit, hører livet som spejder i metodistkirkens regi til som et væsentligt element – her udfoldede vi sider af livet, som lå stille i hjemmet – vi lærte alt det, spejdere gør: at være duelige til alt praktisk, at være opmærksomme på omverdenen, den nære og den fjerne, at knytte venskaber til børn, vi ellers kun mødte der. Der var varme og nærhed. Og vi trivedes og voksede i det miljø. Også som voksen blev Dorte ved med at komme til arrangementer i Strandby Metodistkirke. I caféen Quindfolk. Her var, da vi var børn og er sikkert også nu om dage, et frisind og en tolerance, som man ellers ikke forbinder med små kirkesamfund. Vi legede, vi digtere, vi spillede teater, vi gik på opdagelse i naturen, vi lærte at bo hjemmefra og at klare hverdagen på feltfod. Alt det gav os glæde og selvtillid.
Jeg blev sendt på kostskole i 1959, og så kom vi jo til at leve to adskilte liv, og i den første tid især, men også siden, savnede og savnede og savnede jeg dig. Men jeg var jo 15 år, en alder, hvor man formodes at være voksen og hvor omtrent alle kom hjemmefra på den tid. Du var kun et barn (det var jeg faktisk også) og fortsatte din glade barndom med skole, spejder, Mona, mor og far og Anders og vi store søstre, der kom hjem i ferierne.
Dorte blev gift med Evald i 1972
Vi fik hver sin kernefamilie, men vi havde et, som vi var fælles om: Tråen – og det var her vi mødtes med hinanden og hinandens familier. Det blev samlingsstedet.
I de seneste mange år forsøgte vi at samle alle til Hesselholtfesten i Tråen i begyndelsen af august.
Senere vil dette afsnit indeholde flere billeder fra samværet i Tråen
Vi mødtes jo også ofte i hinandens hjem. Når der ikke lige var en familiefest, så var det som regel vi voksne, der fandt sammen. I en årrække havde vi en snapseklub, hvor Evald og Kirsten (som er en ven og ikke familie) sørgede for at medbringe årets høst af gode hjemmelavede kryddersnapse. Det var herlige gilder.
Søster Hanne var ikke med på vandreturene. Hun har altid været mere fjern, fordi hun boede i Frankrig. Vi håbede, at hun ville flytte hjem på et tidspunkt, men så døde hun alt for tidligt, kun 73 år. Men hun havde et sommerhus i Spanien, og hertil inviterede hun os i september 2013 og her fejrede jeg min 70 års fødselsdag sammen med Dorte og Anders og Hanne og Ole.
Et nyt fællesskab mellem vi søstre opstod, da vi for år tilbage besluttede at vandre nogle dage i Skønne Danmark. Og hver sommer drog vi ud med barnevognen ladet med vin og andre lækkerier. Vi gik fra sø til sø. Vi gik Randers Fjord rundt, vi gik Mariager Fjord rundt, vi gik på Djursland, vi sejlede til og gik på Læsø. Vi vandrede i Vendsyssel og vi travede i Fussingøskovene. En enkelt sommer valgte vi, fordi en af os var blevet opereret i stedet en kulturuge med overnatning i Ålum og besøg i Århus og Viborg og Vestjylland ( det gyldne alter i Sahl) – Vi tre søstre og Mona – næsten også en søster.
