Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Jeg er begyndt at skrive på erindringsbogen. Og I, kære læsere, for kære er I, hvad enten I er to eller flere, vil få den allerførste side af bogen vist her på siden. Og de firssindstyve år er ikke en overdrivelse, jeg vil bruge ca. et år, måske mere på at skrive bogen, men helst vil jeg jo, at den skal komme ud på min 80års dag. Og sådan her tror jeg, den begynder:
“Her står jeg på min søjle af firsindstyve år. Så roligt. Som om jeg var ung og stærk. En dorisk søjle, tænker jeg. En stoisk ro. Det er mig. Alderen kan bare komme an! Jeg er vant til lidt af hvert, og jeg skal nok klare det her også. Jeg bøjer mig frem, Det er nu, det gælder.
Men så sker det alligevel: søjlen begynder at vakle, og pludselig synes jeg, at den er truende nær ved at falde sammen, og jeg klamrer mig til den, vil forhindre, at et eneste år skal glide ud og skabe et tomrum og bringe ubalance og få det hele til at kollapse. En ruinhob, hvad skal jeg med den?
Rolig nu. Forsigtigt læner jeg mig frem for at få øjenkontakt med det spæde barn. Hende først, tænker jeg. Senere vil jeg finde frem til pigens gemmesteder. Og kvindens. Den gamle kone behøver ikke gemme sig, for mens de andre skjuler sig i fortidens labyrinter, så er hun lige ved hånden.
Kom nu frem, piger i alle aldre! Tal til mig! Lad mig huske jeres øjne, jeres smil, jeres gråd, jeres glæder og jeres sorger.
Lad os begynde med begyndelsen. Fødslen. Min. Selv har jeg kun tågede forestillinger om detaljerne i det drama, der udspandt sig i købmandsgården i den lille fiskerby Strandby d.7. september 1943. Dog er jeg sikker på, at det ikke gik glat og smertefrit for sig, for der er ingen kvinde, der leende føder sine børn, og intet barn kommer lattermildt til verden.
Først skreg min mor, og kort efter fulgte jeg hendes eksempel og frembragte et vræl, der dog næppe kan lignes med mors i styrke, men som var lydeligt nok til at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.
Men som sagt: Glemslen kaster sit nådeslør over det spæde primalskrig, jeg som alle andre mødte verden med. Alligevel er jeg vis på, at smerten fra dengang bliver hængende i det vildnis, vi kalder underbevidstheden.