Kategoriarkiv: stort og småt om lidt forskelligt

Lidt om lys og mørke

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

 
Det er blevet efterår. Og lyset svinder. Men vi ved heldigvis, at det kommer igen, og desuden, at det forlader os i et blus af røde og gule farver. Skoven er så smuk nu og bliver kønnere jo nærmere vi kommer løvfaldstiden. Næsten kønnere end i de første forårsdage. Og vinteren er nok mørke og kulde, men sneen vil lyse i mørket. Og sådan kunne jeg blive ved. Det er ikke tristhed alt sammen. Jeg skrev et par linjer for nogen tid siden om mørket og lyset:
Nedenstående tegning er af Amtsavisens tegner NEX – den illustrerede en klumme, jeg skrev tidligere, men passer jo fint hertil:

 Forleden sendte en af mine venner mig en sms. Der stod: ”verden er mørk og fuld af ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”
Og det er rigtignok den følelse, man sidder tilbage med efter at have set TV-nyhederne: at verden er en jammerdal, og at alt er krise og modgang. Medierne er gode til at pøse vand på pessimismens mølle, så den fortsat kan male ad helvede til.
Så derfor sagde jeg til mig selv. Nu sætter du dig til tastaturet og skriver noget andet. Noget om det lyse og glade i livet. 
Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange såkaldte selvhjælpsbøger. Fortræng alt det, der nager og plager og fokuser på det positive! Tænk KUN positive tanker! Så forsvinder det mørke og triste som dug for solen.
 Men det er jo noget vrøvl! Det triste kan nok fortrænges, men dybt nede i sindets dunkle irgange lever det videre, og det i en grobund, der er så usund, at det næres i stedet for at kvæles. Det er psykologi for burhøns.
Men hvad så? Skal man da krampagtigt holde fast på de mørke tanker og ikke åbne sig for lyset. Nej. Men man skal snakke frit og højt nok om alt det, der gør ondt. Man skal dele det med andre, for så mister det måske sin magt over sindet, og så kan man måske endelig åbne sig for lyset. Det er i al fald en af de farbare veje.  
Lyset. Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ganske vist ikke til at komme udenom, og det skal vi heller ikke, men vi skal lukke øjnene op for alt det vidunderlige, der også er i verden.
Engang cyklede jeg en lang tur i skoven, ja, det gør jeg nu hver dag, men lige den dag brød lyset frem gennem tågen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn: ”Jeg savner dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte af glæde.
Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også. Du kan lave dig en lang eller en kort liste over det, der er en velsignelse i dit liv.
 Billedet herunder viser en svag afglans af det syn, der den dag åbenbarede sig på stien foran mig:

 

  Synes du, at du har set billedet før? Jo, det er rigtigt, jeg bruger det jo som hoved på bloggen! Den dag, jeg tog billedet, sendte jeg det til mine børn, og Svend skrev tilbage: “Mor, du har haft en åbenbarelse!” – Han brugte det bibelske ord.
 
 

92 – en lille episode fra gamle dage

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg sidder og læser i en dejlig bog, som jeg godt kan anbefale til dem, der interesserer sig for Skagen Landsogn. Det er Gyldendals “I begyndelsen var lyset” redigeret af Kirsten Obelitz Rode. Heri er en artikel af Bent Hardervig, som hedder “Kokholm’s Hotel.”

Hardervig fortæller historien om det hotel, der kom til at hedde “Kokholms Hotel”. Da Chresten Kokholm, der er håndværker, kommer til Kandestederne for at arbejde med at bygge et nyt redningshus, forelsker han sig i Mads Houkjærs datter Elisabeth ( = Lise), og de bliver gift. Houkjær havde i generationer været strandfogedgård, og havde fra tid til anden haft logerende, nemlig de søfarer, der var forlist ved Kandestederne og reddet i land i levende live. De boede her. Men da de unge gifter sig, realiserer de drømmen om et rigtigt hotel. Og det bliver en bragende succes. Der er fuldt hus hver sæson, og det er honette folk, der gæster Kandestederne.

Det er nu ikke den historie, jeg vil fortælle lige her, men derimod citere en bid af artiklen, hvor det handler om Chresten og Lises lille datter Rigmor og hendes trange vej til skolen. Der var jo ingen skole i Kandesterne, så hun måtte trave til Rannerød. Her er det lille uddrag:

( Citat side 138) “Og to små varme vantehænder der holdt hinanden i de mørke morgener ad den frosne lyngvej fra Kandestederne til den stråtækte Rannerød Skole ved Hulsig – til den lavloftede, kakkelovnsfyrede skolestue, hvor Lærer Wilhelmsen indviede egnens børn i al denne verden viden og visdom.

De små hænder tilhørte Rigmor og den lille, jævnaldrende Svend fra nabofamilien Hjorth. Sammen sjoskede de hver morgen de 4 – 5 kilometer ad det sandede spor til Lærer Wilhelmsen. I slud, tåge eller i knagende frost med et himmelhvælv af glitrende stjerner, der lagde nakken tilbage på to lyse, rødnæsede barnehoveder, som uden smålig skelen delte mækevejen mellem sig. Der skulle mere end en almindelig forkølelse til, før de svigtede.

Når kulden bed og sneen føg, fik Rigmor de ekstra-tykke, hjemmestrikkede strømper på – og derudover nogle gamacher, faderen selv havde lavet af sjeldug og som blev sat ned over de små træsko.

Og var det rigtig slemt, så blev der udover træsko og gamacher trykket et par af de store brødres eller faderens hjemmeuldne strømper – for de skyede sneen og så smuttede fødderne ikke så nemt i de glatte, frosne hjulspor.

Det var dog noget i strid med hendes forfængelighed og hendes egen opfattelse af, hvad der klædte en lille pige – så inden hun nåede skolen trak hun dem af.” ( Citat slut)

Senere hører vi om turen til præsten – men her drejer det sig om de ældste af Kokholmbørnene: der var nemlig endnu ingen kirke i Hulsig:

( citat side 141) “Var vejen lang til Lærer Wilhelmsens skole, ad de lyngklædte hjulspor i østlig retning, så var det dog for intet at regne i forhold til turen, når man skulle til konfirmationsforberedelse i Raabjerg Kirke. Den lille trykkede “fattigmands”kirke ude bag horisonten, syd for den vældige mile. Dertil gik ingen vej, når man skulle forberede sin bekræftelse af dåben.

Hver for sig måtte de fem ældste af Kokholm’s børn, i lighed med generationerne før dem, stride sig alene over milens fygende, vejløse øde til kirken langt ovre bag klitterne, hvorfra de vendte tilbage, når mørket faldt på. Med sand i tøj og hår og med hovedet fyldt af salmevers, hvoraf man havde glemt de to sidste linier.

Men tider og skikke mildnes – familiens to yngste, pigerne Helga og Rigmor, kunne nøjes med at gå de fem km til den nyopførte kirke i Hulsig. Her blev de konfirmeret iført en sort kjole, hvortil de bar en halskæde med et sølvkors, der havde inskriptionen: “Fra Emil Robin”, navnet på en fransk cognacfabrikant, der i gudfrygtig taknemlighed over sin redning fra et skibsforlis ved Kandestederne stiftede en fond med det formål at bekoste udgifterne til konfirmationsudstyr for børn af redningsfolk i det Raabjerg Sogn, der havde trukket ham af havet og derved sikret en fortsat produktion af mangen god flaske cognac.” Citat slut.

Mere om Kandesterne og bogen i et af de følgende indlæg.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Nu vi er ved engle og djævle – så vil jeg dele et fund fra skuffen med jer – håber ikke, at nogen ( jeg siger ikke hvem ) synes, at jeg går over stregen. Somme tider er det ikke til at lade være.
I 80’erne var Ole meget aktiv i det kommunalpolitiske liv, og måske syntes hans børn, at han var for fraværende ind i mellem, eller måske tværtimod for formynderisk, grænsende til det enevældige, og det var jo just i den tid, hvor det begyndte at blive moderne at lytte til børnene og indføre et forsigtigt familiedemokrati.
Et af mine børn, og jeg siger ikke hvem, har i al fald haft en særlig ejendommelig måde at føre valgkamp på – og det har sikkert været i forbindelse med et kommunalvalg at vedkommende barn, jeg siger stadig ikke hvem af dem, har syntes at denne valgplakat af far var lige i øjet –

Påske

Udgivet den af
Svar


Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.
I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.
Her et par ord fra mit tastatur:
Apropos Påske
Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.
Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.
Og vi er aldrig i tvivl.
I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”
Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.
Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”
Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.

plan for januar

Udgivet den af
Svar


Andreas har tegnet mormor, sådan som han opfatter mig: skrivende og om to ting, nemlig kultur og natur. Det er meget rigtigt set, synes jeg, og Mette fortalte, at han en dag havde reflekteret lidt over sine nære forfædres(mødres) forskelligeheder: “Bedstefar kan jo næsten reparere alt, og han interesserer sig for ting, der fungerer – Mormor er anderledes, hun interesserer sig for teater og bøger.” Der fik han os på kornet. Nu har vi været gift i snart 50 år, og ikke tale om, at vi har ændret os eller hinanden – osmotisk har vores samliv i al fald ikke været. Nå, der smuttede vist et underligt ord med i farten, men vi lader det stå, og I kan hver især lægge jeres i det.
Mormor ved computeren – jo, men det varer lige lidt endnu. Der er et par bøger, der skal læses. Til gengæld vil jeg forsøge i den nærmeste fremtid at præsentere endnu en bid af den skønlitteratur, som er mere eller mindre inspireret af Skagen. Kort sagt: Skagenprojektet fortsætter, og det er dejligt at tænke på, at der måske er nogen et eller andet sted i universet, der læser med og endda kan komme med forslag til stof, der er gået min næse forbi, selv om jeg har snust vidt og bredt og til meget godt i de forløbne måneder.
Nu ikke mere snak. Men tak. Fordi du var med. Et lille stykke af vejen i al fald, og det er allerede meget.
 

Intermezzo – en annonce

Udgivet den af
Svar

Til mine eventuelle læsere:
I de første 24 dage af december vil der publiceres en føljeton her på bloggen. Det bliver en såkaldt burleske, eller man kunne måske endda kalde det en groteske, forsynet med markante erotiske over- og undertoner. Passende nok, når det nu er ved at være jul. Til den tid altså.
Heri vil man kunne stifte bekendtskab med interessante personer f.eks. fra  det danske kongehus – perifert ganske vist, men netop ganske vist – Og man vil møde andre og mere interessante personer, her kan jeg nævne Faust ( som ganske vist er fiktiv i modsætning til prinsesse Mary ). Og hovedpersonen er en ganske ung mand, der minder lidt om Voltaires helt Candide i romanen af samme navn, I ved, den type, der formår at gå gennem livet med uskylden i behold, men som ikke desto mindre er særdeles begavet og vågen. Her i den lille burleske hedder han Svend og er dansk. Og han har ikke noget at gøre med min søn af samme navn.
Den kommer som sagt til at løbe over de første 24 dage af december og vil kunne læses som en julekalender.

7 – Nogle billeder fra Tranestederne

Udgivet den af
Svar

Man fristes til hele tiden at forsøge at fange himlen med sit kamera – den er så meget større og smukkere her end andre steder – det er næsten kun i marskområderne, jeg har oplevet den vældige himmelbue i al sin udstrakthed.
Her er et par eksempler, der afspejler lidt – meget lidt – af den skønhed, der er her i al slags vejr og på alle årstider. Forleden gik vi langs stranden mod Skagen. Der var en strid østenstorm, og bølgerne skyllede helt op mod de høje, hvide klitter, så faktisk kunne vi ikke færdes på stranden, men måtte klatre hen over klitterne. Vi gik til Sandmilen, og der er vel kun ca. 4 kilometer, men det tog næsten 2 timer, og vi følte det, som havde vi vandret 20 kilometer …  mindst. Desværre var mit fotoudstyr ikke med på turen. Det kommer det næste gang.

En sommerdag efter regnvejret – tæt på havet

En grå dag men med sollys på havet

Tranestederne hedder det og sandelig om ikke det lykkedes at fange tre af fyrene i flugten. De er her, tranerne, men de lader sig ikke ret ofte se i år – vi så dog en flok på 6 stk. flyve lavt over klitten.

Her græsser de på en mark, der hører til Tranegården.

En solskinsdag i sensommerens blege lys