Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

17 – Henrik Pontoppidan – en fiskerrede

Udgivet den af
1

I året 1883 besøgte Henrik Pontoppidan Skagen – han rejste i de år land og rige rundt og samlede materiale til sine noveller: Fra Hytterne – noveller, der afdækker livet på samfundets bund, vel at mærke som han ser og tolker det. Det er f.eks. helt andre menneskeskildringer vi møder hos Martin Andersen Nexø, hos ham ligger hele sympatien og medfølelsen hos de fattige, i Pontoppidans skildring er de fattige oftest skildrede som mere eller mindre afstumpede individer: de ser med sløve øjne på deres omverden, og de vralter og vrikker på jorden, og deres følelser kan ligge på en fingernegl.
Men her i novellen “en fiskerrrede” får vi en litterært set enestående skildring af Skagen i middelalderen og Skagen i nutiden ( 1880’erne). To begivenheder: et skibsforlis i den fjerne fortid og en stranding i nutiden sættes op mod hinanden. Skagboerne er i begge skildringer fremstillet som griske, afstumpede og empatiforladte væsner, og ingenting i sindene har ændret sig i de mellemliggende mange hundrede år. Hør her to eksempler:
Fra middelalderen:
“Paa stille Sommerdage, naar Solen smeltede Tjæren ud af Bjælkevæggene og gennemglødede Sandet, saa det brændte under fodsålerne, kunde det lille Leje dog folde sig ud i sin Ensomhed og ligesom en Sommerfugl, der gennembryder sin Puppe, kaste et kortvarigt, sydlandsk broget Liv udover det triste Øde. Oppe paa Klitterne rejste sig Rækker af høje Stejler med flagrende fiskegarn; Skarer af halvnøgne Børn larmede ude paa Forstranden, og hist og her saaes solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sad paa Hug omkring et Baal i Sandet og kogte Beg.” (s.227)
Og i nutiden:
“Paa stille Sommerdage, naar Solen smelter Tjære af de enkelte gamle Træhytter, der endnu er tilbage, og gløder Sandet, saa det brænder under Fodsaalen, folder Byen sig ud i sin Ensomhed ligesom i gamle Dage, – breder sig ud over Klitterne med sorte Stænger for Næt og tørrede Fisk, med larmende Skarer af barbenede Børn paa forstanden og Klynger af stærke, solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sidder paa Hug i Sandet ved en dampende Gryde og skræller Kartofler.” ( s.231)
Derefter hører man om strandingen i middelalderen. Beboerne venter på stranden, indtil skibet er slået i splinter af stormen, og da de døende søfolk driver i land står skagboerne parate med knive. Derefter plyndres de opskyllede vragrester:
“Op ad Formiddagen, naar der ikke er mere at redde, og de nøgne Lig er bleven samvittighedsfuldt begravede i Klitten, trilles Tønderne under megen Lystighed ind i Hytterne; de store Trækander sættes paa Bordene, Mændene og de silkesmykkede Kvinder bænker sig omkring dem,  – og Døgn efter Døgn tumler det lille Leje sig i en sanseløs Rus med Syngen og Larmen i de lange, mørke Nætter, mens Sand og hvide Skumflager hvirvler hen over det.” ( side 230)
Og i nutiden:
“Man flokkedes udenfor Gadedørene, spurgte og gav Forklaring. først da det var bleven uomtvisteligt godtgjort, at Skibet sad fast – solidt, paalideligt fast – hævedes Beklemmelsen og slog ud i en løssluppen Munterhed, der smittede selv Børnene, saa de gav sig til at løbe hurraraabende gennem Gaden. …( s.235) … “Inde paa Strandbredden blev Menneskemængden stadig forøget, idet nu ogsaa Konerne indfandt sig og bragte Mad og Drikke til Mændene. Man lejrede sig omkring i Sandet; Brændevinsflasken gik rundt. Man klinkede og morede sig som ved en Folkefest.” ( s.237)
Det bliver stormvejr, og skibet hejser nødflaget. Her er Skagboernes reaktion: “…efter endnu en lang Tøven, hvorunder alle paa Stranden havde rejst sig, saae man gennem det fremvældende Mørke Nødflaget langsomt blive hævet. Samtidigt lød der et hæst og langtrukkent Signal fra Dampfløjten. “Nu græder han,” sagde man og lo.” (S. 238)
Der er ikke meget heltemod og Lars Kruse over den skildring, og alle er kun optaget af én ting: hvor meget de hver især kan rage til sig af bjergningslønnen. Skildringerne her står i skærende kontrast til, hvad man ellers kan læse om forlis og redningsaktioner. Det er en digter, der udtrykker sig her, det er fiktion, og i fiktionen ligger altid en tolkning af virkeligheden og aldrig et spejl.
 

16 – Anekdote 3 – erindring

Udgivet den af
2

I 1950’erne kørte vi søndagsture – far, mor, børn og bedstemor ind i bilen og så af sted! Det var aldrig lange ture, for det var efterkrigstid, og der var ikke mange penge i familiepungen. En kort tid havde vi ingen bil, men var alligevel på en enkelt køretur. Det foregik i lejet bil, og det var ingen søndagstur, men en veritabel rejse, helt ned til Skive gik det, og vi skulle krydse Limfjorden og altså nærmest til udlandet. Jeg husker næsten ingenting fra den tur, men suset kan jeg stadig mærke og så det, at vi sov på hotel. Det var vildt.
Men ellers kørte vi ofte små søndagsture – ud i det blå, som mor sagde, og vi drak kaffe på en kro et sted i Vendsyssel. Krokaffe, det var et almindeligt fænomen i efterkrigstiden, og ved alle borde sad familier og drak kaffe og spiste lagkage.
Nogle af turene gik til Kandestederne. Så skulle vi vandre på Råbjerg Mile, og far fortalte om dengang, han var spillede statist i en dansk film, der foregik i Sahara, men altså blev optaget her. Bagefter drak vi kaffe på Kokholms Hotel. Far havde gået i skole med hotelejeren, jeg tror han hed Mads Kokholm, men måske husker jeg forkert. I al fald drak vi kaffe der, og far og den gamle skolekammerat satte sig, og de faldt i snak. Desværre har jeg glemt, hvad de snakkede om, fandt det sikkert kedeligt dengang, og det er jo kedeligt i dag, men så må jeg finde nogle Kandestederhistorier andre steder. Det vil jeg gøre, og i den kommende tid bringe et par stykker. En fortalt af Niels Barfoed og en anden af Thorkild Bjørnvig.
Den første er fra Niels Barfoeds erindringer “Farvel så længe” ( Gyldendal 2007) – hvor han bl.a. fortæller om sit ophold i Kandestederne som helt ung. Ja, det var ganske vist ikke Kokholms Hotel, han boede på, men Kandehus. Her tilbragte han en tid som huslærer for hotelparrets yngste datter Anne.
Det følgende er nogle citater fra hans beretning om opholdet i Kandestederne:
“Så dér stod jeg en dag i august i 1950, endnu ikke tyve år, på Hulsig Station, den sidste før Højen og Skagen, med en køjesæk og en kuffert og en skrivemaskine. Det var langt borte for en københavner.”( side 64)
………..
“Her på denne tomme perron ved verdens ende med tæt plantage til den ene side og klithede så langt øjet rakte til den anden, var jeg absolut alene.
På nogen afstand stod en mand lænet op ad en høj, gammel Ford og iagttog mig, som om det var en gemen western. Han knipsede dog ikke en cerutstump fra sig, da han rettede sig op. Jeg kunne derimod se, at han skråede – hvad der straks var knap så western – da han spurgte, om jeg var den nye lærer. Jeg syntes, han vrængede på “lærer”, men han drævede nok bare på sit halvt uforståelige vendelbomål.
Så kørte vi. Der blev ikke sagt noget, og der blev ved med ikke at blive sagt noget, mens vi humpede ud over heden med solen i øjnene. Det hændte, at vi kørte lidt ud i landskabet for at undgå nogle regnsøer. Det gjorde ingenting, for der var ingen grøfter og knap nok en vej alligevel. Der var en sti, dvs. et par hjulspor. Om man fulgte dem eller ikke, gjorde ikke den store forskel. Jeg kunne godt se, der var brug for en huslærer i Kandestederne.
Min chauffør, der skulle have fem kroner, da han fire-fem kilometer senere satte mig af på gårdspladsen til Kandehus Hotel, havde ikke ment, det var ulejligheden værd at præsentere sig. Det var der jo også god tid til. Men han var altså Viggo, Viggo Hjort, sønnen ovre på Hjorts Hotel, hvor han var altmuligmand. Der, forstod jeg snart, var det hans mor, som var højt oppe i halvfjerdserne, der bestemte. Hans far, Peter, der var endnu ældre, sad altid i et lille værksted, der var bygget i et hjørne af laden, og byggede sirlige kirkeskibe med sine tykke fingre.”( side 65)
“Det andet hotel på Kandestederne hed Kokholm. Det var nok det berømteste og også det nobleste, men alt er jo relativt. Det havde i al fald en vidunderlig endeløs udsigt mod øst, ud mod Milen. Her kom en gang om året dronning Alexandrine og spiste æbleskiver, og her sås Poul Reumert i hvis habit, skuende betydningsfuldt ud over det lave landskab.
Kandehus, det tredje hotel, hvor jeg skulle bo og undervise, havde alle dage, dvs. siden tyverne, været det moderne og livlige hotel. Her synede hotelejeren betragteligt. Han var oven i købet en rigtig maler med bredskygget kunstnerhat og røg egenhændigt sine laks på enebærris og charmerede advokat- og andre fruer på stribe. Men sorgløsheden havde haft sin bedste tid for længst. Da jeg arriverede, var Kandehus’ økonomi hovedkuls på vej ned ad bakke. Det vidste jeg ikke.
Kokholm og Kandehus var konkurrenter, men mere end det: uvenner. Man omgikkes i det hele taget ikke hinanden i Kandestederne. Enhver holdt sig for sig selv. Kokholm havde fine fornemmelser, sagde man på Kandehus. Og ikke særlig meget at have dem i. Dog var der en datter, som var blevet fint gift. Og omvendt: Kandehus! Hvad forstod en forløben kunstmaler fra København sig på hoteldrift? spurgte man på Kokholm. Men de kom altid rendende, begge parter, og skulle låne hos hinanden, når der var noget, der manglede: så var det kaffe, så var det mel. Det var mest på Kandehus, man rendte tør.
Hjorterne, de dukkede sig, gned sig en anelse i hænderne og passede deres. Der var ikke noget fint ved dem. De var lige så meget bønder som krofolk. Til gengæld behøvede gæsterne ikke at klæde om til middag, maden stod på bordet til tiden, og så manglede der ikke noget.
Derudover var der en eneste ærlig husmand i Kandesterne, Jakob, og hans kone samt en enkelt datter, der ikke var flyttet hjemmefra endnu. De skulle heller ikke blande sig. Jakob havde dårligt hjerte, men kørte alligevel mælk hver eneste morgen, før fanden fik sko på.
Nu var der så kommet en indbygger til.
De kaldte mig “studenten”. Som fænomen var jeg ikke noget nyt. Men hvad de kaldte mine forgængere i embedet, ved jeg ikke. Jeg var nok den yngste, som havde været der, kun seks år ældre end min eneste elev. Anne var med andre ord 13 og skulle begynde 3. mellemskoleklasse – hos mig.” ( Side 67)
……..
“Da jeg havde været der en måned eller to, kom køkkenkarlen Robert op på mit værelse og satte sig på kanten af en stol. Om Otine, hans datter, som jeg jo kendte, ikke kunne gå i skole hos mig, så slap hun for at skulle begynde i landsbyskolen inde i Hulsig. Hele den vej! Og der var der jo også kun skolegang hver anden dag. Han så bønligt på mig, og så havde jeg også en elev i første klasse. Løn kom ikke på tale. Jeg holdt jo skole alligevel, og hotelejeren gav mig 100 kr. om måneden oven i kost og logi. (Side 68)
………….
“Mellem Kandestederne og f.eks. Skiveren var der uoverkommeligt langt. At trave derned langs havet kunne være fristende nok, men hvordan komme hjem igen? Jeg var der en enkelt gang, sandsynligvis i en hårdfør bil sammen med en eller anden københavner eller ålborgenser, der var på vores kanter og godt ville have selskab på en udflugt.
Til Råbjerg inde i landet tog folk i gamle dage i kærre fra Kandestederne for at holde gudstjeneste i den lille, ensomme, tårnløse kirke. Dengang var der ikke nogen i Hulsig. Til fods er det en mange timers vandretur ad fåreveksler og over lier. Man måtte have madpakke med. Med mig havde jeg også en feltflaske med filt om, tysk og fra krigen, og lidt grej til at lave akvareller. I kirken hang der nogle gamle naive træskærerarbejder, som jeg fordrev tiden med at gengive på skitseblokken. Så troede jeg, jeg var Martin A. Hansen og Sven Havsteen- Mikkelsen på een gang.
Det hændte, at jeg gik nordøst på ad stranden i stedet for, mod Højen eller Gl. Skagen, og ved en enkelt lejlighed kunne jeg hjælpe en opskyllet sælunge ud på det dybe. Derfra videre til fods til Skagen og med toget hjem til Hulsig. Der var ingen mobil til at ringe efter Viggo og Ford’en. Det måtte aftales og helst dagen i forvejen. Og så gjaldt det om at være der. Viggo var ikke den, der ventede. Så en enkelt gang eller to måtte jeg så også traske de sidste fire kilometer til Kandehus oveni.
Engang havde jeg en kuvert med fra professor Rubow, som jeg for ikke helt at tabe forbindelsen til universitetet havde aflagt en hølighedsvisit, da jeg var i København i julen. Om jeg havde noget imod at at tage dette med, når jeg skulle tilbage? Han rakte mig nogle breve fra Holger Drachmann til en frk. Ingeborg Andersen i Skagen, også kaldet “Skagens Rose”, der som ung havde været den aldrende Drachmanns sidste flamme og siden drev Skagen Hotel efter sine forældre. Dem havde Rubow lånt, for han var i gang med en biografi om Drachmann, som jeg i øvrigt ikke begreb, at han skulle have særlig sans for.
Ingeborg var en fin, lille, intelligent dame højt oppe i årene, der gav kaffe i en lavloftet stue og sad og klappede på den lille stak breve, som hun havde fået igen.” ( side 77)
Barfoed fortæller i et langt kapitel meget levende om livet i Kandestederne i 1950. Det var på den tid endnu et mondænt feriested, men der var nedgangstider over hele linjen, ikke kun på grund af efterkrigstidens lavkonjunkturer, men vel også fordi den slags ferier var ved at gå af mode og kort efter mere eller mindre erstattedes af udenlandsrejser. Verden åbnede sig, og det føltes vel sagtens en kende indelukket og klamt at feriere i Kandestederne på de gamle umoderne hoteller – og lidt efter lidt forfaldt de, og jeg husker, hvordan en tur til det lille samfund i 1970’erne og 80’erne var som en rejse til det en spøgelsesby – I Kandehus var ruderne slået ud og murene afskallede og faldefærdige.  Forladthed og forfald. Uden at vide det oplevede Barfoed midt i sit eget blomstrende forår, det gamle steds efterårsagtige afblomstring.
Vil man læse om Kandestederne i dets storhedstid kan man fiske den her bog frem: “I begyndelsen var Lyset. En bog om Kandestederne” Gyldendal 1990. Den er både underholdende og meget smukt illustreret.
I dag er de gamle hoteller igen i drift – forrige årtis vilde byggeboom og usvigelige tro på evig vækst, satte også Kandestederne på den anden ende. Og der blev bygget og restaureret på livet løs. I dag kommer man til et genetableret feriested, der måske endda fungerer. Jeg ved det ikke. Det fremstår umiddelbart sådan, men den ydre velstand kan  dække over et indre forfald, og det skulle være mærkeligt, om ikke krisen også har sat kløerne i Kandestederne.
 

15 – Huse i Skagen – Højen og Vesterby

Udgivet den af
Svar

Bogen er udgivet af Fredningsstyrelsen i 1981 ved Bodil Heegaard.
Det er en minutiøs gennemgang af byens huse ( dog kun Vesterby og Højen). Man tager gade efter gade og beskriver hvert hus – det siger sig selv, at mange af husene nu er ændrede, ligesom der også er kommet mange nye ejere.
Den slags bøger findes i mange gamle byer. Til forskel for disse andre byer, er der heri ingen beskrivelser af gamle historiske bygninger fra Middelalder, Renæssance og Barok, alle huse fra 1300 – og frem til 1800tallet blev for det første mest opført af brædder ( ler var dyrt) og de blev ødelagte af sandstorm eller stormflod, dog findes enkelte af dem beskrevet hos Olavius og Klitgaard. Der er dog en væsentlig undtagelse, nemlig det gamle tårn fra den tilsandede kirke St. Laurentii Kirke, der dateres til omkring 1400tallet og siden ud over at være et Gudshus har ageret sømærke for skibene i Kattegat. Man kan tilføje som et kuriosum, at det solide materiale, kirken var bygget af ( bjælker og sten) er bevaret i mange af de gårde, der flyttede omkring ude i Skagen Landsogn – således indgik materialer fra kirken i genopbyggelsen af Hesselholtgården i (? her mangler jeg et præcist årstal).
Da jeg i sin tid skrev bogen om Hans Fugl, der var lærer i Stege i 1830’erne havde jeg en lignende bog om det gamle Stege liggende, og jeg brugte den flittigt til at dirigere min helt sikkert rundt i den lille købstad. Jeg vil naturligvis også lade mine nye personer bevæge sig omkring i Skagen, men får i den forbindelse ikke meget brug for bogen om dens huse. De fandtes næppe, da “mine” mennesker færdedes i Skagen. Det er jo nemlig stadig min plan at begynde romanen omkring slutningen af 1700tallet og føre den op til begyndelsen af 1900tallet. Så måske kommer der alligevel til at løbe et par romanpersoner rundt i det “moderne” Vesterby.
Det, der ud over af de smukke bygninger, især har interesseret mig, er er den gode indledning med et rids af byens historie. Et rids, som naturligvis i store dele er en gentagelse af beretninger, jeg har læst før. Enkelte interessante oplysninger har jeg dog noteret, dels for ALDRIG at glemme dem, og dels fordi de er nye for mig:
Endnu en gang: Det var i 1413, at Erik af Pommern gav Skagen købstadsret med alle de privilegier, det medførte.
Og det var i 1507, at kong Hans gav byen stadsret, nedfældet i 60 paragraffer. Heri bl.a. et forbud mod, at andre fiskerlejer kunne etablere sig i området.
I året 1580 forsøgte man (igen) uden held at få nedlagt fiskerlejet i Aalbæk.
I året 1580 viser en folketælling i Nordjylland, at Skagen er større end Hjørring og Sæby.
Vesterby strakte sig længere mod Sct.Laurentii Kirke, og midt mellem kirken og byen lå præstegården. Ved kirken lå gården (  herregården?) – Hofsøgaard. Den tilhørte kronen. Blev 1548 overdraget til Skagen by.
Så tidligt som sidst i 1300tallet begynder stormfloder at skylle ind over land og sandflugten tager sin spæde start her. Den tiltager gradvist.
1591 – 22 spidsborgere drukner under en storm. – 25 gårde og huse ødelægges samme år af sand.
Herefter er der årlige stormfloder.
1723 – præstegården er nu så ødelagt af sand, at den opgives.
De store sildefangsters tid er definitivt slut omkring 1600. I Skagens glansperiode kom der folk fra hele landet ( og udlandet) for at deltage i det store sildeeventyr. Da Skagen på den tid havde ca.1800 faste indbyggede, et tal, der sikkert mere end fordobledes, kan man jo forestille sig, hvor hektisk livet må have formet sig – en vældig aktivitet. Som i vore dage, da sommergæsterne myldrer til Skagen i en kort sæson og forvandler livet for de fastboende.
Denne kontrast mellem at være en almindelig, velfungerede købstad for så pludselig i en kort tid at blive invaderet af et hav af fremmede, der pumper penge og liv i byen, er altså slet ikke fremmed for Skagen. Sådan er det nu og sådan var det i gammel tid:
Dengang: fisken – nu: turismen.
Men mellem de to blomstrende perioder lå der tider, hvor fisken svigtede, og jorden sandede til og blev gold, og hvor byen havde så alvorlig åndenød, at mange stod parate i kulissen med en dødsattest. Den blev heldigvis aldrig skrevet.
Skagen fik sin renæssance i 1800tallet.  – Min roman kommer til at handle om denne overgangsperiode, hvor et nyt håb, men også en helt ny kultur spirer frem, en kultur, der er byen fremmed, men som suger sin kraft af dens gamle fiskerkultur og det omgivende landskab, ja, hvor det, der var slidsom dagligdag med et kummerligt udkomme og gold ørken bliver til motiv for kunstnere og skabes om til skønhed og rigdom. Derom senere.
———–
1600 tallet – som sagt, de store sildefangsters tid er forbi – og desuden: i den katolske tid havde fisken en hædersplads på spisebordet. Fisken er et Kristustegn, og man spiste den for at mindes ham. Nu erstattedes den kød og grød. Disse nye spisevaner i hele Nordeuropa var medvirkede til at dolke Skagen – og hvad der for resten i den forbindelse skete med folkesundheden, kunne være interessant at vide. Aldrig var sult og underernæring i al fald mere udbredt end i 1600tallet, men den historie hører hjemme et andet sted. Vil man vide mere om den periode, der afløste katolicismen kan man gå til min bog om Kingo: “Gylden Sol og sorte skyer” – her på bloggen under “omkring Kingo”
Det varede længe inden fisk blev: “ikke så ringe endda!”
! 1682 viser taksationen 171 ejendomme imod Hjørrings 145
Indbyggertal i 1560: 1800 –  i 1781: 650
1781: 91 familier i Vesterby – 28 i Østerby og 21 i Højen.
Denne by var i alt væsentligt den by ,, der 100 år senere fascinerede Holger Drachmann” ( s.11)
“Under klitterne mellem kirken og Vesterby lå den tidligere Vestermark med byens frugtbareste jorder.” ( s.12)
“Den tætte bebyggelse blev bevaret ( = selv om husene flyttedes jævnligt) for at give bedst mulig læ for sandflugten.” ( 12)
1810 blev kirkeskibet nedbrudt og ruinerne solgt på aution. ( Her er faktisk et bevis for, at hvis det min onkel Lars har fortalt, nemlig at munkestenene fra kirken blev brugt ved genopbyggelsen af Hesselholtgården, så fandt denne sted efter 1810. – Det er altså en begivenhed, der hører hjemme i 1800tallet.)
Vedligeholdelsen af kirketårnet overgik i 1816 til fyrvæsenet. ( s.13)
Kapellerne i Østerby og Højen blev brugt som kirker.
1746-47 – det hvide, kantede tårn opføres af mursten. (s.14) erstatter det gamle fyr af træ.
1850 – befolkningen nu vokset til 1400 (s.15)
Byfoged O.C.Lund anlægger i 1803 – 28 plantagen i Vesterby.
Knaphed på bygningsmaterialer gjorde genbrug til en dyd i Skagen. Eks: Fyrinspektørens bolig ved det hvide fyr – hovedfløjen revet ned, og materialerne anvendt til bygning af Vesterby Skole og distrikslægebolig. De to sidelænger blev brugt til at bygge ( 1861) et fiskesalteri ved Fyrbakken. Det blev lukket kort efter, og materialerne anvendt til hestestal ved Hoffmeyers Købmandsbutik ( s.16)
I 1868 blev Købmandsgården købt af byen og ombygget til rådhus.
1841 – ny kirke C.F.Hansen
Efter 1870 opgang i landbruget i DK men ikke i fiskeriet – stagnation. (s.17)
Fra 1863-1877 – 200 strandinger ved Skagen
D.G. Monrad – Skagens første dæksbåd til søgående fiskeri – 1862
1879 – Jernbane fra Frederikshavn og sydpå.
1898 – Grenen Badehotel.
1903-1907 – Skagen Havn

14 – Anekdote 2

Udgivet den af
Svar

I det interwiev, far giver til avisen ( hende, der har klippet ud (fy mor!) har ikke skrevet, hvilken avis, udklippet stammer fra, men jeg antager, at det er Frederikshavns Avis) , her fortæller far et lille erindring, som han desværre ikke uddyber, eller jounalisten har ikke plads til det hele, men jeg har heldigvis hørt historien før, så der kan jeg med god samvittighed sætte en lille krølle på.
Han fortæller, at kronprinseparret hvert år holdt sommerferie på Klitgården i Skagen, og både prins Christian og prinsesse Alexandrine var meget afholdte, også fordi de forstod at optræde som “almindelige og jævne” hvad de selvfølgelig ikke var. Far fortæller, at det var en tradition, at de den første feriedag rejste med toget tilbage til Hulsig og gik op til Hesselholtgården, hvor farfar tog imod dem, hvorefter han kørte dem til Kandestederne, hvor de nød deres eftermiddagskaffe på Kokholms Hotel. Det var et fast ritual med den tur, og der blev altid serveret det samme: kaffe og æbleskiver. Farfar har sikkert ikke ligefrem snakket med de fine folk, men de har jo nok snakket til ham, og en dag, hvor han skulle køre med dem, så kongen lidt tilknappet ud ikke bare i tøjet, men også i ansigtet. Og hvad der var galt, kom jo snart for en dag.
Dagen forinden havde toget jo på vej til Skagen passeret Hulsig, hvor alle byens børn var linet op på perronen, hvorfra de skulle vinke til kongen og råbe hurra. Og kongen stod parat til at modtaget de smås hyldest. Men i går havde alting været anderledes. Og vist var der børn, sagde kongen, men de havde da været så sært stivnakkede og hverken vinket eller råbt. Farfar vidste det godt. Min far og hans brødre havde jo også været der og forholdt sig demonstrativt stive og stille ligesom de øvrige. “Nå,” sagde kongen, “fortæl! hvad stak dem dog?” “Jamen, de vinkede da godt nok,” protesterede farfar, for han havde jo selv stået fulgt optrinet i baggrunden. “Ja,” sagde kongen med et glimt i øjet, “det gjorde de jo ganske vist, men da ikke før jeg lænede mig helt frem og vinkede meget kraftigt til dem. Så kom der jo et par arme op.” “Jo,” sagde farfar en smule beklemt. “Men se, vi har altså fået ny lærer i Rannerød, og han … han er altså sådan en slags socialist.” “Aha,” sagde kongen “rød altså. Som sin skole. Hmm …”
Sådan omtrent faldt ordene, men jeg er ret sikker på, at min farfar, som selvfølgelig har været glødende højremand, ikke helt har forstået sagens rette sammenhæng, for så vidt jeg kan regne ud, så hed den unge rebelske lærer Wirring, og han var ikke socialist, men fuld af en masse ideer om fornyelse og folkeoplysning, og muligvis var han ikke rigtig royalist. Han var derimod grundtvigianer,  og det skulle ikke undre  mig, om han oven i købet stemte på Venstre – og det var jo galt nok. Det gjorde ingen andre deroppe, ikke engang de fattige fiskere i Skagen: de blev aget af Købmand Møller til Frederikshavn, hvor de som tak for turen fik ordre til at stemme på Højre. Hvad de selvfølgelig også gjorde.
Nej, Wirring var ikke socialist, men han var som sagt grundtvigianer, og jeg ved fra min bedstemor, som nåede at blive hans elev, hvilken revolution, han skabte i det lille samfund. Ham kommer jeg helt sikkert tilbage til. Præsten i Hulsig var i samme periode for resten indremissionsk – hvad der kan have været af konflikter der, ved jeg ikke. I den lille folder, der ligger i Hulsig Kirke står der, at de to virkede fint sammen – og at Hulsigfolk i det hele taget var tolerante. Hmmm …
Men nu skal vi tilbage til kongen. Og nu kommer en beretning, som jeg vist nok har fra min farmor, men det kan også være, at far har fortalt den. I al fald var det sådan, at der en dag kom en famlie cyklende ad den nye makadamiserede vej fra Frederikshavn. Ind i mellem kom der jo tossede badegæster bilende til Hulsig – men cyklende, nej, det var noget nyt. Og de gik jo ind på gården, og endda ret hjemmevant, syntes min farmor, og de var forfærdelig snavsede, for vejen var støvet på den tid af året. Farmor var jo en rar dame, så hun skjulte vel sit ubehag ved de støvede spøgelser der stod der så ugenerte – fruentimmeret endda meget dristigt påklædt. “Kan De ikke kende os,” spurgte manden. “Nej,” sagde farmor, “sådanne folk har jeg ikke kendskab til.” “Det tror jeg nu nok, de har. Jeg er kongen.” ( Det må altså have været efter 1912). Farmor knækkede efter sigende sammen af grin. Aldrig havde hun da hørt magen til vrøvl. Kongen!!!! Som altid var så pæn. Og så det der rakkerpak. Ja, det sidste sagde hun jo ikke, og hurtigt gik det op for hende, at hun måtte skynde sig at undskylde af fuld hals. Men det var svært at vise ærbødighed for sådan nogle støvgrise.
Kong Christian var i øvrigt ikke til at spøge med. Det fortalte min bedstemor, som kendte postmesteren i Skagen. Og hvert år på postmesterens fødselsdag kom kongen på gratulationsvisit. Men et år var var det så uheldigt, at postmesteren havde absenteret sig lige netop den formiddag, hvor han havde fødselsdag, og da det behagede det Hans Majestæt at aflægge ham visit, var han der ikke. Postmesterinden beklagede jo og bad kongen vente – postmesteren var ude, men kom snart tilbage. Kongen blev vred, vendte om på hælen og satte den aldrig mere i det hus. Så kunne de lære det!! Jo vist kunne han blive majestætsfornærmet.
En anden historie har jeg fra farmor, men den er så uklar, for jeg ved ikke, om hun selv oplevede de,t eller om hun har fået episoden fortalt. Sikkert det sidste. Og så er det måske løgn. Historien er, at de to prinser havde været med skoleskibet hele sommeren, men nu skulle de hjem, og far og mor stod på kajen for at tage imod dem, da skibet lagde til. Drengene kom fra borde og forventede måske et knus, men nej, Alexandrine bad dem række hænderne frem, og da hun så, at neglene ikke var ganske rene, blev de beordret ombord igen. Og så tog kongen og dronningen hjem uden børn. Sådan kunne min bedstemor ligegodt aldrig behandle sine drenge!

13 – Liste over litteratur om Skagen

Udgivet den af
Svar

 
Den nedenfor nævnte litteratur vil blive min “landevej” i den kommende tid. Her vil jeg ufortrødent trave et langt stykke – en ørkenvandring ind i mellem, det ved jeg, men der er dog en vej gennem den ørken ( og “jeg har flikket de gamle sko”). Alle tekster skal læses.
Og jeg vil som hidtil efter hver læsning skrive et lille indlæg med notater og som regel også en opsummering af indholdet og i de fleste tilfælde en vurdering af bogen/artiklen. Materialet kan så måske blive til nytte for andre end mig – der er fri adgang. Også til evt. billeder, dog vil jeg i sidstnævnte tilfælde forlange, at fotografens navn ( som regel mit) nævnes, i al fald hvis det drejer sig om en publikation af en art.
Titlerne på boglisten er valgt ud fra Hans Nielsens bibliografi: ”Litteratur om Skagen – et udvalg” fra 1995. Det siger sig selv, at der er skrevet meget litteratur om Skagen siden da, men jeg vil i første omgang anvende dette materiale og senere supplere op.
Når arbejdet med disse tekster er færdig, vil jeg gå over til egl. arkivarbejde. Fortidsminderne i Skagen skulle eje et pænt arkiv, og Vendelboarkivet i Hjørring vil jeg også besøge. Desuden vil jeg undersøge mulighederne for at at gennemløbe diverse årgange af Vendsyssels Tidende fra perioden 1874 – 1920 og Skagen Avis fra 1913-1920.
Jeg regner med at arbejdet med at finde og redigere stoffet vil komme til at vare ca. et år, måske to, og hvis helbredet tillader det, vil jeg derefter skrive romanen, som jeg stadig forestiller mig som en slags hjemstavnsroman om folkene i Hulsig og omegn gennem en periode på ca. 100 år – fra 1820 – 1920, men med tilbageblik på tiden før og muligvis med en afstikker op i 1920’erne, 1930’erne. Ingen mennesker fra den tid lever i dag, men det gør deres børn og børnebørn, og jeg har ikke tænkt at gøre nulevende mennesker til romanpersoner.
Men det bestemmer jeg nu ikke helt selv. Der kan ske så meget for en forfatter, og jeg har mere end en gang oplevet, at stoffet greb mig i den grad, at jeg måtte gå veje, jeg ikke havde forestillet mig. Husk på, at jeg ofte før har skrevet om personer fra “det virkelige liv” – og det har ikke altid var kvalløst for mig. Det er et spørgsmål om etik, synes jeg, og jeg hører ikke til de forfattere, der blæser på alt andet end det æstetiske fænomen: at kunne skabe et fænomenalt kunstværk.
 
Skønlitteratur
Andersen, H. C. :Skagen og En historie fra Klitterne (Haase, 1967)
Bech Nygaard : Livets Dræt og Dødens (Westermann 1943)
Bønnelycke, Emil: Skagen ( I: Vesterhav – København 1963 – digt)
Friis, J.J.F: Strandingskommissæren i Skagen: et Tidsbillede ( Jørgensens Forlag 1874)
Haller, Bent: Digterpjalten  (Vindrose 1991 )
Haller, Bent: Skagensbillede ( Borgen 1985)
Haller, Bent: Så mange rum: en fortælling. ( Vindrose 1988) – barndomserindringer
Hansen, Aase: Alt for kort er duggens tid. ( Gyldendal 1954)
Houkjær, Christian: Ved tredje stormvarsel ( Frimodt 1968)
Jørgensen, Johannes: Fra Vesus til Skagen ( Gyldendal 1909)
Kaalø, Sten: Lys og mørke ( Vindrose 1987)
Kaalø, Sten: Og silden sover med hovedet nedad. ( Skagen Fiskerestaurant 1986)
Kaalø, Sten: Omstændigheder. ( Gyldendal 1984)
Krogh, Christian: Falken – (I Dissonantser, København 1906)
Pontoppidan, Henrik: En Fiskerrede –( I: Landsbybilleder, København 1883)
Rasmussen, Christian: Sølvapostlene: En strandingshistorie ( Dafolo, 1982)
Reerslev, Svend Aage: Præsten i ødemarken: fortællinger fra et vestjydsk sogn ( Frimodt 1942)
Reerslev, Svend Aage: Søen ( Branner og Korch, 1958)
Rifbjerg, Klaus: Kandestedersuiten: et digt ( Gyldendal 1994)
Rifbjerg, Klaus: Poulsen privat. ( I: Sommer, København 1974) novelle
Stjernø Ole: Raabjerg Mile: en digtcyklus ( Gyldendal 1923)
Svendsen, Hanne Marie: Guldkuglen: fortælling om en ø. ( Lindhardt og Ringhos 1986)
Søiberg, Harry: Historier fra Skagen ( Hamlet 1979).
Wermuth, C.A.: Familien fra Aalbæk ( Schou 1883)
Wivel, Ole: Til de fattige præster: digte fra Skagen ( Centrum 1985)
Faglitteratur:
Klitgaard, C: Toldere på Skagen – (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1925-1927, 4. rk. Bd. 5, side 42- 92)
Hancke, N.: En kriminalhistorie fra Skagen fra begyndelsen af 17de årh.: Palle Friis’ og Kristens Skrædders mord på Peder Blosser og hustru. – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1866-1867, 1. rk., bd. 1., side 151 – 157).
Klitgaard, C.: en drabssag, en kærlighedshistorie med båreprøve og genfærd. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1922-1924, 4. rk., bd.4, side 294-299 –
Klitggard, C. Vendsyssels ting og tingsteder.  ( Vendsysselske Årbøger 1921-1922, side 280-281)
Secher, V.A. Mordet på Peder Blusser og hustru i Skagen 1615 – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1900, 3. rk. Bd. 2, side 520-524 )
Gaardbo, A.P.: Om overtro før og nu i det nordlige Vendsyssel. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1886-1888, 2. rk., bd. 1, side 46 – 60)
Johansen, Jens: Skrøner fra Skagen. ( Vallensbæk Strand: IHM, 1991 – 13 blade).
Klitgaard, C.: Hexen i Jerup. Troldkarlen i aalbæk. ( Vendsyssels Årbøger, 1915, side 75-90)
Klitgaard, C: En troldkonesag fra Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1949-1950, side 353-361 )
Kæmperne på Skagen. I: Danske Folkesagn ved Lauritz Bødker. (København, 1958)
Sandfærdige Historier/ samlet af Birger Nordmann i. Skagen (Silver Star Reklame, 1988-1994 – 3 bind,  Folkevid.)
Tønnesen, Jens: Gamle Skagensminder: om overtro og skikke i forbindelse hermed. – ( Vendsysselske Årbøger, 1935-1936, side 276-280

Friis, J.J.F. Lønborg: Vendsyssels nationaldragter. – Vendsysselske Årbøger, 1968, side 85-89

Gaardbo, A.P.: et bondebryllup i Raabjerg Sogn for 30 år siden. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1867 – side 305-317.
Gaardbo, A.P.: Julefesten på landet i det nordlige Vendsyssel for 50 år siden.. ( Samlinger til Jydsk
Historie og Topografi, 1884 -1885, 1. rk., bd. 10, side 75-84.
Gaardbo, A.P.: St. Hans aften I det nordlige Vendsyssel. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1878-1879, 1. rk.bd. 7, side 1-7.)
Kammer, Laura: Nu ligger han på strå/ ved Arne Larsen. (Vendsyssel Årbog, 1992, side 113-118.)

Kristensen, Albert: Barn i Gl. Gaardbo. ( Vendsyssel Årbog, 1991, side 117-124.)
Chrsitensen, Chr.: Tilstanden i Vendsyssel ved år 1735 – ( Vendsysselske Årbøger, 1915, side 123-128.

Andersen, Knud: Sluppet løs en efterårsdag i 1922 – I : Vesterud  (København, 1973, side 72-80)
I begyndelsen var lyset: en bog om Kandestederne ( Gyldendal 1990)
Nicolaisen, Hanne: Kandestederne. (Vendsyssel Årbog, 1991, side 125-136 )
Gaardbo, A.P.: Historisk-topografisk beskrivelse af Raabjerg Sogn. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1870-1871, 1. rk., bd. 3, side 31-124.)
Gaardbo, A.P.: Fortidsminder fra Vendsyssel: Historisk-topografiske og kulturhistoriske brudstykker ( Jydsk Forlags Forretning, 1893.)
Houkjær, Christian: Fra klitplantagernes og sandmilernes landsdel. ( Skovbrugstidende, 1966, nr.5, side 45-47.)
Houkjær, Christian. Skitser fra det nordlige Vendsyssel: sandflugten formede landsdelen og prægede dens befolkning. ( Vendsyssel Årbog 1989, side 87-104.)
Andersen H.C. Skagen – I: Folkekalender for Danmark, 1860, side 46-58).
Andersen H.C.: Skagen – I: Husvennen, 1889, nr. 25, side 194-195
Andersen, Poul Carit: Skagen i fortid og nutid – Carit Andersens Forlag 1980
Bindslev, Sven Hauge: Der skete meget og store ting i 20-ernes og 30-ernes Skagen. ( Barn af Vendsyssel, 1987 VI, side 45-52 ).
Blicher, Steen Steensen: Vestlig profil af den cimbriske halvøe fra Hamborg til Skagen. ( C. Steens Forlag 1839, ny udgave 1969).
Both, L.: Skagen – I: Danmark: en topografisk beskrivelse (København 1972, side 18-21.)
Brandes Georg:: Skagen. I: Fugleperspektiv, København 1913, side 155-157.)
Bruun, Camillo: Fra Vendsyssel: rejseindtryk og optegnelser. (København: Jacob Lund. 1866.)
Bruun Camillo: Hvad marehalmen fortalte. (Thorst, 1877)
Christensen, Erling S.;: Natur og mennesker på Skagens Odde. (Sindal: Bakkelund, 1987)
Christensen, P.: Pastor Friis’ optegnelser. ( Vendsysselske Årbøger, 1950, side 249-316.)
Drachmann, Holger: Fra Skagen – (Illustreret Tidende, 1873, nr. 737, side 46-48)
Drachmann, Holger: Skagen. ( I: Danmark i skildringer og billeder, København 1887, side 1-22
Drachmann, Holger : Skagen. ( Dansk Touristforenings Årsskrift, 1897, side 104-109)
Eskildsen, Hakon: Gamle huse i Skagen – Vendsyssel Årbog, 1983, side 23-30 )
Det gamle Skagen. Danmark: illustreret almanak, 1928, (side 68-73)
Goldschmidt, M: Skagen – Illustreret Tidende, 1865, side 84-86)
Hagemann, Johannes:: Skagen. ( Nyt nordisk Forlag, 1967.)
Hansen Larsen, Chr.: Skagen. – Hagerup, 1922 )
Hansen Larsen, Chr.: Skagen og Skagensfiskerne for en menneskealder siden. ( Dansk Tidsskrift, 1905) side 539-554).
Holberg, Ludvig: Skagen. ( I: Baron Ludvig Holbergs Geographie, 1777, side 413-414)
Holst, Lars: Hvad skjuler sandet ved Skagen? – ( Vendsyssel Nu og Da, 1986, side16-19)
I skarpt lys: digternes Skagen fra Blicher til Rifbjerg ved Ole Wivel. ( Stokholm, 1990)
Klitgaard, C.: en rejse i Vendsyssel 1763 – ( Vendsysselske Årbøger, 1925-1926, side 304-317).
Larsen, Thomas: Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1927, side 146-160)
Nielsen, N.M.: Fra Aalbæk til Skagen – ( Søndagsbladet, 1901, side 163-165)
Olavius, Olaus: Oeconomisk-physisk beskrivelse over Schagens kiøbstæd og sogn. ( Thiele 1787 – fotografisk optryk København 1975).
Petersen, K. Fra Skagen. ( Udvalgt Folkelæsning, 1882, side 70-72.
Pontoppidan, Erik: Skagen. ( I: det danske atlas, 1769, bind 5, side 211-233.)
Pontoppidan Henrik: Havet og Klitten. ( Illustreret Tidende, 1889, nr.40, siden 484-486)
Secher: Alex: Æ haw – ( København – Bogvennerne 1963)
Skagen og Digterne/tekstudvalg: Frederik Dessau. ( Hamlet 1980)
Skawbojul 1976. aalbæk : ( Bjarne Steen 1976)
Thagaard, Chr.: Bag hjemstavnens klitter: skildringer fra dagliglivet. ( Skagen Bogtrykkeri 1969)Thagaard, Chr.: Blade af Skagens historie. ( Skagen bogtrykkeri 1967)

Tønnesen, Jens: Gamle skagensfiskere fortæller. ( Einer Nielsens Boghandel, 1934)

Gaardbo, A.P.: Historisk topografisk beskrivelse af Skagens Landsogn – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1874-1875, 1. rk. Bd. 5, side 308-324.
Klitgaard, C.: sandflugten i Vendsyssel. ( Vendsysselske Årbøger, 1941-1942, side 1-46).
Lykke Andersen, Holger: Undergrunden ved Skagen – ( Varv, 1992, nr.2, side 46-51 )
Etlar Carit: Skagen Strand – ( Illustreret Tidende, 1870, nr. 955, side 32,34.)
Fabricius, Chr. Vilh.: Redningsstationernes historie: Skagen og Gl. Skagen – (Tidsskrift for Redningsvæsen 1938, nr. 4, side 35-36, 38).
Mylius-Erichsen, L. Skagensfiskere før og nu ( Strandingshistorier, 1901)
Huse i Skagen ved Bodil Heegaard, Jesper Knudsen , Bente Lange os. ( Fredningsstyrelsen 1981-1982).
Albøge, Gordon: den yderste pynt af Jylland: et navnehistorisk rids. ( Vendsyssels Årbog, 1990, side 85.96).
Espegaard Arne: Vendsysselsk ordbog: ordbog over målet i de vendsysselske herreder samt Øster Hanherred. ( Vendsyssel Tidense 1972-1986 – 5 bind).
Christensen P: Da tyskerne og østrigerne var her i 1864. ( Vendsysselske Årbøger 1945-1946, side 217)
Fellow, Otto: Preussernes ridt til Skagen. ( Nutiden i Billeder og Text, 1878, nr.119.
Gaardbo, A.P.: Svenskerne som fjender i Vendsyssel i 1657-58 ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1882-1883, 1. rk., bd. 9, side 136-166)
Jensen, Thyra: Luft under vingerne. ( I: fra gamle præstegårde, København 1930, 1, side 230.233
Gaarbo. A.P.: Smed Jens: en genial bondemand i det nordlige Vendsyssel. ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1880-1881, 1. rk. Bd.8, side 81-91———–
Svendsen, Hanne Marie: Ane Møller: lærerinden. ( I Heltehistorier Købnh. 1983 )
Houkjær, Christian: Optegnelser ved oldefars chatol: en slægtshistorie ( Odder: Christian Houkjær 1985).
Houkjær, Christian: Mellem to have. ( Fredericia: Frimodt, 1978)
Etatsråd Jørgen W. Larsen – Ugeskrift for Landmænd, 1921, side 285-386
Honnens de Lichtenberg, G.: Larssen fra 64: en gammel fyrskippers oplevelser til vands og til lands. (Marinehistorisk Selskab: Munksgaard 1964.)
Thagaard, Chr.: Den gamle fyrskibskaptajn – (Vendsyssel Årbog, 1962, side 187-193).
Lindhardt, Karsten: Dagbog fra en dansk slave. – Ude og Hjemme, 1978, nr. 45, side 44-45).
Poulsen, Magda: Fra min barndom i Raabjerg Sogn. ( Vendsyssel Årbog, 1985, side 105-114).
Poulsen, Magda: Ung pige i huset i 30’erne. ( Vendsyssel Årbog, 1989, side 15-20 ).
Private restriktioner hos Reumerts: hos skuespilleren Poul Reumert på Vagtbakken i Kandestederne. ( Billedbladet, 1941, nr.26, side 27-29).
Slægtsbog for efterkommere efter Neils Christian Hansen Ruth – ( Dansk Slægtsforskning, 1966)
Svendsen, Hanne Marie: Min oldemor: et fragment – ( HUG, 1982, nr.33, side 22-24).
Hesselå, Peder: Harry Søiberg – ( Den Nye Litteratur, 1929, nr.3-4, side 71-77).
Thagaard, Chr.: Krestine: skildring fra dagliglivet. ( Skagen 1975) omslagstitel: Krestine: den lange rejse.
Klitgaard, C.: Jens Tønnesen – ( Vendsysselske Årbøger, 1947-1948)
Andersen, C.C.: Døden ville ikke vide af mig! – en samtale med 80-årige fiskerenke, der fortæller minder fra det gamle Skagen. ( Illustreret Familiejournal, 1963, nr.36, side 24.
 

12 – Poul Hauerbach og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen

Udgivet den af
Svar

En lille, meget smuk og instruktiv bog fra 1983. Fornemt illustreret med fotos og malerier af A.L.Hansen.
Hauerbach er landmåler og har levet og virket meget af sit liv i Skagen. Han var en af initiativtagerne til museet “Skagen Odde”, tegnet af Jørn Utzon og beliggende i det klitlandskab, som det arkitektonisk er tænkt at skulle være en integreret del af. Et smukt hus, og en smuk tanke. Men selve ideen med at skabe et levende museum om Skagens Odde og dens tilblivelse er måske kikset en smule med årene – det handler om penge, og jeg vil ikke komme mere ind på sagen.
Arne L. Hansen er Skagensmaler og kendt for sit arbejde med lyset – de lyse farver. Selv kender jeg næsten kun hans arbejder fra udsmykningen af Hulsig Kirke, der til gengæld er fremragende. En lille mørk og skummel hedekirke forvandles gennem hans kunst til en lysende stjerne. Men gå selv ind og se!
Om Grenen skriver Hauerbach, at den hele tiden vokser mod nordøst.( s.6)
Om Grenens forandring gennem tiderne er der skrevet mange bøger – i flere af dem hører vi, at det har været nødvendigt gang på gang at flytte bygninger og monumenter ( f.eks. Drachmanns grav, fordi havet åd landet. Herom skriver Hauerbach:
“Det grå fyrs beliggenhed i forhold til Kattegat er et synligt og kontant mål for erosionen af Sønderstrand. Ældre Skagboere kan huske, at der har været både en og to veje sønden om fyret. De er begge forsvundet i havet.” (s. 14)
Fra et tingvidne fra 1355 ved vi, at den yderste spids af Grenen lå umiddelbart i forlængelse af landet omkring Hovsø ( som lå mellem St. Laurentii Kirke og bebyggelsen.) s.20)
Her får man faktisk den allerbedste forklaring på, hvorfor kirken lå så afsides. Den lå jo ikke afsides, da den blev bygget, men faktisk næsten i forlængelsen af byen. Kun søen var imellem.
Det viser sig, at kystlinjen flytter sig 2,4 kilometer mod nord på 300 år ( s.20)
Til slut et par lange citater fra det afsluttende kapitel i bogen.
“Et antal ulykker omkring år 1600, der hver for sig var alvorlige for befolkningen i Skagen, var som helhed en katastrofe for byen. De medførte en i Danmarkshistorien enestående situation. En hel købstad – med datidens øjne en stor by – flyttede i løbet af ganske få år fra ét geografisk område omkring Sct. Laurentii Kirke til et andet, beliggende ca. 2 km mod øst – til den placering af Skagen, som vi kender i dag. Derefter forsvandt den gamle by helt og blev glemt. Ulykkerne var så store, at der ikke kendes en historisk beretning om denne flytning.
Tiden fra 1413, da Kong Erik af Pommern gav byen købstadsprivilegier til år 1590, var en stor og rig tid i Skagen bys historie. Der blev landet mange fisk, det gav omsætning og fortjeneste.
Fremmede skibe i stort tal kom til. Det drejede sig om fisk og handel. I disse tider var den katolske tro eneherskende i Europa. Det var et godt marked for salg af fisk.
Om den første brik i en økonomisk nedtur for Skagen skal findes ved Martin Luthers reformering af kirken i Europa omkring 1520 – med en dermed følgende ændring af spisevaner – er et gæt. En realitet er, at handelien med fisk til udlandet faldt betydeligt fra omkring midten af dette århundrede for helt at påhøre omkring år 1600.” ( s.45)
“Hvorledes Købstaden Skagen som en helhed har set ud i det 15. og 16. århundrede, bliver det aldrig muligt at konstatere. Sandflugten, der stort set varede hele det 17. århundrede, ændrede landskabets karakter og højdeforhold fuldstændigt. Den lagde et tykt lag sand over resterne af den gamle købstad.
Nogle antagelser om den gamle by kan laves, baseret på hvorledes andre danske byer så ud i middelalderen. Bebygelsen har ligget rundt om kirken. Præstegården måske helt op til kirkegården. På grund af byens særlige karakter med fiskeri, handel og søfart har en stor del af husene sikkert været orienteret mod arbejdspladsen, havet.
Houesø, mellem kirken og vandet, har ligget i vejen for en egentlig randbebyggelse langs Kattegat og delt den i Vesterby og Østerby.
Byen har haft en åben og lav karakter som en stor landsby. Det må ikke forglemmes, at der på den tid var nogen landbrugsdrift, som selvfølgelig satte et præg på byen.
Det kan antages, at byen har haft en ret stor geografisk udbredelse. Der har næppe været et systematisk gadenet med bebyggelse langs, som det kendes fra købstæder med en fortid i middelalderen.
Byggestilen og husenes placering i terrænet har sikkert ikke været meget forskellig fra bebyggelse i Skagen omkring 1850, som den kendes på Sladderbakken ved Fortidsminderne
Kirken var nært beliggende ved kysten mod Skagerrak og Kattegat, da den blev opført år 1400. Foruden dens egentlige formål tjente den som sømærke for trafikken rundt om det frygtede og farlige Skagen Rev. Kirken var højt placeret i terrænet, som det så ud dengang. Den store hvide kirke kunne ses langt til søs. I den ældste danske beskrivelse af besejlingsforholdene i de indre danske farvande: “Søkortet offuer Øster og Vester søen off Laurentz Benedicht, Kjøbenhaffn 1568”, er det yderste af landet “Schagen Riff” vist med et terrænprofil, hvor kirken og fyrboden er karakteristiske punkter til landkending. – Kirken er vist med både tårn og en god del af kirkeskibet.” (s.47-48).

11 – Anekdoter 1

Udgivet den af
Svar

Men enkelte beretninger har jeg nu alligevel fra fars egen mund, og en af dem hørte jeg ham fortælle med jævne mellemrum. Når han så ofte vendte tilbage til den, skyldes det sikkert, at lige den begivenhed kom til at betyde meget for ham.
Jeg ved ikke, hvor gammel han har været, men i al fald gammel nok til at køre en vogn med et par heste for. Far er født i 1901, så historien stammer sikkert fra omkring tiden lige før 20’erne eller måske i 1920’erne. Måske var det lige efter farfars død i 1919 – han havde siden sin ungdom været bonde på Hesselholtgården, men besad desuden en række andre hverv, bl.a. drev han en vognmandsforretning. Far fortæller i et interview i Frederikshavns Avis “Strandby fiskeauktions “far” fylder 80″) i 1981 følgende: “Det var før bilernes tid, så når de prominente gæster steg af toget i Hulsig, stod vi for den videre transport til Kandestederne med hesteforspand.
Nu var det altså far, der kørte, og gæsten var skuespilleren Poul Reumert. Han var verdensberømt dengang, havde spillet store roller på Theatre National i Paris, og var en af de mest kendte kongelige skuespillere. Far kørte ham til sommerhuset i Kandestederne og blev budt indenfor. Hvorfor ved jeg ikke, og desværre spurgte jeg aldrig, men Reumert har måske fundet det morsomt at snakke med den her gæve bondeknøs, i al fald kom de ind i hans arbejdsværelse. “Og der lå bøger alle vegne rundt om på bordene, ja, jeg havde da aldrig set så mange samlet på et sted,” fortalte far, og fortsatte, “og så var det, jeg spurgte ham, om han havde læst dem alle sammen?”
“Læst!!!” himlede Reumert og fortsatte, “jeg har ikke læst dem, jeg har lært dem udenad. Det er mine roller.” Roller? Far måbede. Og udenad! Selv havde han haft sit bøvl med de salmevers, han havde skulle lære. Og så en hel bog! Nej, mange bøger … det kunne han ikke tro og fik det da også sagt. Så bad skuespilleren ham om at tage en af dem og læse en linje højt. Far tog Henrik Ibsens “Terje Vigen” den var jo ikke så uforskammet tyk, og han åbnede den og læste ( langsomt, for han var ingen god læser, og det her sprog var vist nærmest ikke rigtigt dansk, lignede i al fald ikke det, han var vant til at høre og selv talte: “Da lakket og led det af krigens år/ i 1809/ endnu går sagn om de trængslers kår/folket da stedtes i …” Tak! Reumert afbrød ham og reciterede videre derfra, hvor far var kommet til. Side efter side. Og så flot det lød! Det var smukkere end musik. Og musik kendte far noget til, for han var organist i Hulsig Kirke.
Reumert lukkede bogen og rakte far den. “Den må De få. Men husk så, at den skal læres udenad!” Far gik hjem med sit trofæ. Og han lærte den udenad. Det kan jeg garantere for, for jeg hørt ham recitere utallige gange, da jeg var lille. Og min far, der ellers aldrig gav slip på vendelbomålet, han reciterede altid på det smukkeste dansk, han kunne præstere. Jeg kan stadig høre ham helt tydeligt. Og for mig lød det også som musik. Mon Reumert havde gjort det bedre?
En dag hørte jeg far fortælle om, hvordan han bragte traktoren til Vendsyssel. Og nu husker jeg ikke detaljerne, desværre, og far fortalte det måske heller ikke til mig, men til Anders, eller måske var det også til mig – for det var jo ikke sådan, at han ikke regnede sine piger. Vi var i al fald sammen alle tre og sad i bilen på vej til Tranestederne. Sommerhuset var nyt, og vi skulle vel bare ned og se, om alt stod vel til – det har sikkert været om vinteren, for mor var ikke med.  Og Anders sad altså foran hos far. Og far fortalte om, hvordan han havde været til et marked ( eller en landbrugsmesse måske) i Sønderjylland eller måske Nordtyskland? Det har været en vældig rejse, og der er muligt, at en af hans brødre har været med eller måske endda farfar. Men det var i al fald far, der bad om at få lov at prøvekøre en traktor dernede på udstillingen- og det fik han lov til – og ejeren begyndte da også på sin salgstale, og far ( som ikke for ingenting senere blev købmand ) virkede jo interesseret nok. En traktor! I Nordjylland, hvor alle agede med heste både på marken og til transport, det var da ret ophidsende for en ung mand, der brændte efter, at noget nyt skulle ske. Og det lykkedes faktisk far at hale en aftale i land med forhandleren: Far skulle hente en traktor hjem til Nordjylland og demonstrere den for de lokale landmænd. Om han så til gengæld for det arbejde fik traktoren billigt eller måske gratis, ved jeg ikke. Men at han bragte den første traktor op på disse kanter står til troende, for der var pionerånd i ham. Og desuden, min far var “intj prålvoren” = han pralede ikke.
Men vi børn kunne måske nok spinde videre på en historie eller et på et billede. Vi har et eller andet sted et gulnet foto af far, der står lænet op ad en enorm flot HGF-vogn – han ligner ejeren, og det har jeg altid troet, at han var. Og måske var han det også. Han fik i al fald tidligt bil.
Men som chauffør debuterede han i sin pureste ungdom og blev Danmarks yngste taxachauffør – det fremgår af det før nævnte interview, hvor han fortæller, at han kom ekspres hurtigt og let til sit kørekort. En vognmand i Skagen ved navn Sørig havde erhvervet sig tre automobiler, men havde kun to ansatte, der kunne køre bil, og han spurgte far, om han havde lyst til at blive den tredje.  Han skulle bare erhverve et certifikat. “Men jeg kan allerede køre,” sagde far, som selvfølgelig havde prøvet det, jeg ved ikke hvor. Far meldte sig dog til køreprøve hos “ingeniøren,” og da de efter “eksamen” sad over kaffen på Skagen Hotel, kom Sørig ind og var slemt forlegen, for der stod tre fine damer udenfor, som så gerne ville køres til Grenen, og de to andre chauffører var ude at køre. Kunne far ikke? Jo, selvfølgelig. “Hov hov,” kom det fra ingeniøren, “han har jo ingen kørekort.” “Jamen, så se da at få lavet et!” sagde Sørig – “man kan da ikke lade damerne vente.” På den måde fik far kørekort i en vis fart.
Far var i mange år chauffør, og den ene af hans kolleger var digteren Thomas Olesen Løkken. Han har ind imellem droppet nogle små historier om sine ture. En især husker jeg, nemlig da han kørte en stangdrukken Stauning til et sommerhus i Kandestederne. Det var en mølle, der lå meget højt placeret, og min far, der var en lille mand, skulle bugsere Stauning, der var en kæmpe, op ad de mange trin til Møllen. Det var ved at tage livet af dem begge to. Og hvor ville jeg gerne have set det syn!
Nogle år kørte far også fisk fra havnen i Skagen og til Tyskland. Det har jeg aldrig vidst før, og han fortalte aldrig om det, men faktisk må han have lært sig noget tysk, for jeg har hørt ham tale med en tysk turist, og det gik fint. Turene til Tyskland i 1920’erne beretter han om i interviewet, hvor han også siger, at han hele sit liv har været lidt “biltosset” – Så jeg er da for resten ret sikker på, at det ikke kun var mor, der var ked af, at de efter krigen måtte skaffe sig af med bilen.
Det var forøvrigt en rigtig lille prop af en bil. Jeg har billede af den, og skal senere sætte det ind på bloggen.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Min far var måske en god fortæller, det ved jeg ikke, men jeg har hørt folk sige, at det var han. Så morsom. Hjemme var han nærmest lidt fåmælt. Ikke sur og uvenlig, nej, han var glad og venlig. En rar far. Men ikke en fortæller. Og hvis det endelig skete, så var fortællingen slut, næsten inden den var begyndt. Det var der ikke meget sjov ved. Og så alligevel, men det kommer jeg tilbage til.
Det var kort sagt ikke ham, man tyede til, når man som barn ville høre historier. Det var mor eller bedstemor. Men jeg har som sagt hørt, at andre har nydt at lytte til ham. Og han havde sandelig også noget at fortælle om, det skal jeg også komme tilbage til senere. Og når han var sammen med andre mænd, og de havde fået et par genstande, så blev der åbnet op for det ellers skjulte fortællegen, og han fandt de gode historier frem. Min bror blev på et tidspunkt lukket ind i kredsen, hvortil børn og kvinder altså ikke havde adgang, og fra dem har jeg nogle af historierne. Det var ikke vittigheder, det var ting, han havde oplevet som dreng og ung, og hvor er jeg ærgerlig over, at jeg ikke er en dreng. Så ville jeg have haft dem fra løvens mund.
Hjemme i stuen var det kvinderne, der førte ordet. Mor og bedstemor. Og far snakkede med, selvfølgelig, men i små sætninger, som skulle han spare på ordene. Og samtalerne var så fredelige og uinteressante og helt ligegyldige, og for resten var de to altid enige. Og ingen af dem havde temperament, så der blev aldrig råbt højt, og skænderier var utænkelige.
Så meget mere uhyggeligt var det, når det alligevel skete, at de kom på kant med hinanden. Og jeg har enkelte svage erindringer om uoverensstemmelser mellem de to, som ellers levede i skøn harmoni.
En af de aller tidligste står endda temmelig klart for mig, for i den forvirrende “samtale”, de førte, rubricerede min far min mor. Ja, han satte hende simpelthen i bås, og det ret så kategorisk. Jeg husker endnu min rædsel over, at hun virkelig var SÅDAN EN!!! Og jeg forstod, at mor trods sit engleagtige ydre og blide indre havde skumle sider, som jeg ikke lige havde adgang til, måske fordi de kun kom frem om natten, når jeg sov, men altså også lige nu.
Episoden fandt sted kort efter krigen. Og i køkkenet. Og de stod begge to og ved vinduet og kiggede ud i gården. Jeg kunne jo ikke se, hvad de så på. Men jeg kunne forstå det alligevel. Det var vores lille tykke bil. Den snakkede de også om. “Men vi er nødt til det!” sagde far, “det må du da kunne forstå. Vi har ikke råd” Så tror jeg, at mor græd – i al fald lavede hun en hæslig slubrelyd, og jeg tænkte, at nu ville han da trøste hende, ingen kunne trøste som far. Når han holdt en i armene, så var man ikke bange mere. Eller ked af det. Men mor blev ved med at slubre, og far stod helt stiv ved siden af hende, ja, jeg tror endda, han vrissede, og det lød ligeså unaturligt som mors hulken.
Så var det han sagde det. Og jeg blev helt kold af skræk. For min mor var slet ikke min søde mor. Hun tænkte ikke mere på os. Eller far. Eller bedstemor. Hun havde skiftet fra at være mor til at være … ja, ordet lyder stadig lige væmmeligt efter mere end 60 år. “Du tænker kun på LUKSUS! det er det eneste, du har i hovedet!!” Det var de ord han sagde. Og ordet luksus, det måtte jo være rent forfærdeligt, når det nu havde invaderet mors hoved, så kun det var tilbage. Min mor var en luksus – mor. Eller måske slet ikke mere en mor. Måske var hun nu kun en ting. LUKSUS.
Jeg husker også mors modstand mod, at far ville ind i hjemmeværnet. Han havde ( som så mange andre i den lille fiskerby) hjulpet med at få flygtninge sejlet til Sverige – gemte dem på havnen på sit kontor. Og mor havde været bange. Meget bange. Og hun ville ikke have mere krig, som hun sagde. Ikke flere uniformer. Og ikke noget med at rende rundt og lege, at krigen ikke var slut. Men ordene husker jeg ikke. Det var mere stemningen.
Mit næste indlæg vil handle om de anekdoter, far fortalte, eller som blev fortalt fra hans barndom og ungdom, og som jeg har dels fra min bror, dels fra aviserne (interviews med min far) og dels fra, hvad min onkel Lars, onkel Otto og tante Kirsten har fortalt. Begivenhederne er lige så sande som den sandede egn, hvori de udspillede sig.

10 – Når det blæser til kuling i Tranestederne

Udgivet den af
Svar

Inden et nyt Skagen-indlæg vil jeg publicere et par af de billeder, som jeg var heldig at fange forleden i Transtederne, netop som stormen piskede havet op i et sandt raseri – ja bølgerne skyllede langt op og åd sig helt ind i klitten. Det var et smukt sceneri, men det må have været ganske forfærdeligt i de gamle dage, hvor fiskere ikke nåede at komme i land, før en sådan storm tog fat og forvandlede havet fra idyl til vildskab.

Her er normalt en bred strand, men havet skyller hen over den.

Og skyhimlen




Nu hvor jeg ser billederne, synes jeg ikke, det ser så faretruende ud, men et billede er kun et billede, navnlig når man er amatør som jeg er.

9 – Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen tilsandede Kirke

Udgivet den af
Svar

Ligesom mange andre bøger om Skagens tidligste historie bygger ovenstående beskrivelse fra 1995 i høj grad på Olavius og Klitgaard. Det er en særdeles læseværdig bog, hvor, som overskriften siger, en stor del handler om Den tilsandede Kirke – dens oprindelse og oprindelige skikkelse med indbo og hele historie.
Men her vil jeg her nedfælde et par notater fra den den del, der handler om middelalderens og 1600tallets Skagen:
I indledningen omtales en stranding i 1387. Vi hører, at skibbrudne heller ikke dengang var retsløse. I 1369 blev det fastslået ved lov, at skibbrudne selv måtte bjærge deres gods eller betale andre for at gøre det, men tingene tilhørte altså de oprindelige ejere. “Det bjærgede gods kunne – og inddrevet gods skulle – bringes til den nærmeste kirke og opbevares, til en ejermand meldte sig.” ( citat side 9)
Her er et andet citat fra side 9: “Den første dag blev det bjærgede gods ført til den nærmeste kirke. De syv pakker klæde, der blev bjærget på andendagen, lod præsten Bernhard føre til en anden kirke 1 mil derfra. Selv om det ikke er nævnt udtrykkeligt, må de to kirker være henholdsvis Råbjerg og Skagen kirke, for vi kender Bernhard som præst i Skagen.”
Indledningsvis nævner forfatterne det besynderlige i, at kirken er placeret så langt både fra Højen og Skagen. Hvorfor er den det?
Nævner, at Skagen Sogn ikke er en stabil størrelse. Der var flere bebyggelser allerede fra de tidligste tider: citat: “Bebyggelserne i sognet havde deres navne. I kilderne møder vi til forskellige tider Reven, Højen, Østerby, Vesterby og Kappelborg, samt landbebyggelserne Lunholm, Karred, Hulsig, Klarup, Hesselholt osv.” ( s.11) Den første bebyggelse i Skagen hed Reven.
I bogen gøres der grundigt rede for de mange byflytninger, som fandt sted navnlig i 1600tallet på grund af de store stormfloder, hvor havet skar sig ind i landet og rev hele huse med sig – jorden blev ganske enkelt eroderet væk og forsvandt.
Også teorierne om, hvor Skagens første nybygger, Skarpæs’ hyrde Trond, byggede sin gård diskuteres, og forfatterne er ikke enige med Olavius i hans teori fra 1787, hvor han skriver, at Tranestederne har navn efter Trond, fordi det var her, han først slog sig ned.
Citat: “Sammenfattende kan det altså siges, at det ikke vides, hvor på Skagen mark Trond byggede sit hus. Vi har ingen sikre holdepunkter, og man kan egentlig kun fastslå, at det ikke var på Grenen. Det kan altså godt være, at han slog sig ned ved Tranestederne, i Højen eller ved Den tilsandede Kirke, men så kræves der andre argumenter, end dem der hidtil er fremsat. Hvis Trond har boet ved den søndre side noget væk fra Grenen, er der en mulgihed for i fremtiden at finde stedet, men hvis det var Skageraksiden, han valgte, vil alle spor forlængst være skyllet bort af havet.” ( s.39)
På side 44 kommer bogens forklaring på, at Laurentii Kirke ligger så langt fra Skagen (=Reven). “Da kirken omkring 1375 blev bygget, var der to kraftcentre i sognet: Lunholm ved Kildeklit og Reven. Kirken ligger midt mellem dem. Herresædet Lunholm havde hele Skagen mark undtagen kongens forstrand, hvor Reven var skudt op i årene omkring 1275. Det hurtigt voksende fiskerleje blev begyndelsen til Skagen by.” (s.44)
Jeg vil senere vende tilbage til en lille bog af Hauerbach, Arne L. Hansen og Hans Nielsen. Her vil det især dreje sig om Hauerbachs meget fine redegørelse af Grenens forskellige ændringer gennem flere hundrede år. Han påviser bl.a., at Grenens yderste spids nærmest lå lige nord for Skagen havn – altså skar den sig ind i Østerby ( Ø. lå på Grenen!!)  omkring 1600 mens den lå i Vesterby i 1400 – altså få år efter, at kirken blev bygget. På en tegning på side 25 – 26 illustreres dette fænomen. Bogen hedder Havet – Grenen – Skagen og den er fra 1983 – altså tidligere end ovennævnte om Laurentii Kirke, som er fra 1995, men ikke synes at inddrage Hauerbachs målinger i sin argumentation for at kirken er placeret så langt fra det nuværende Skagen.
Jeg vil inden længe offentliggøre et register over de bøger, jeg vil arbejde med, men min  chokerende mangel på metodisk stringens gør. at det må vente.