Min far var måske en god fortæller, det ved jeg ikke, men jeg har hørt folk sige, at det var han. Så morsom. Hjemme var han nærmest lidt fåmælt. Ikke sur og uvenlig, nej, han var glad og venlig. En rar far. Men ikke en fortæller. Og hvis det endelig skete, så var fortællingen slut, næsten inden den var begyndt. Det var der ikke meget sjov ved. Og så alligevel, men det kommer jeg tilbage til.
Det var kort sagt ikke ham, man tyede til, når man som barn ville høre historier. Det var mor eller bedstemor. Men jeg har som sagt hørt, at andre har nydt at lytte til ham. Og han havde sandelig også noget at fortælle om, det skal jeg også komme tilbage til senere. Og når han var sammen med andre mænd, og de havde fået et par genstande, så blev der åbnet op for det ellers skjulte fortællegen, og han fandt de gode historier frem. Min bror blev på et tidspunkt lukket ind i kredsen, hvortil børn og kvinder altså ikke havde adgang, og fra dem har jeg nogle af historierne. Det var ikke vittigheder, det var ting, han havde oplevet som dreng og ung, og hvor er jeg ærgerlig over, at jeg ikke er en dreng. Så ville jeg have haft dem fra løvens mund.
Hjemme i stuen var det kvinderne, der førte ordet. Mor og bedstemor. Og far snakkede med, selvfølgelig, men i små sætninger, som skulle han spare på ordene. Og samtalerne var så fredelige og uinteressante og helt ligegyldige, og for resten var de to altid enige. Og ingen af dem havde temperament, så der blev aldrig råbt højt, og skænderier var utænkelige.
Så meget mere uhyggeligt var det, når det alligevel skete, at de kom på kant med hinanden. Og jeg har enkelte svage erindringer om uoverensstemmelser mellem de to, som ellers levede i skøn harmoni.
En af de aller tidligste står endda temmelig klart for mig, for i den forvirrende “samtale”, de førte, rubricerede min far min mor. Ja, han satte hende simpelthen i bås, og det ret så kategorisk. Jeg husker endnu min rædsel over, at hun virkelig var SÅDAN EN!!! Og jeg forstod, at mor trods sit engleagtige ydre og blide indre havde skumle sider, som jeg ikke lige havde adgang til, måske fordi de kun kom frem om natten, når jeg sov, men altså også lige nu.
Episoden fandt sted kort efter krigen. Og i køkkenet. Og de stod begge to og ved vinduet og kiggede ud i gården. Jeg kunne jo ikke se, hvad de så på. Men jeg kunne forstå det alligevel. Det var vores lille tykke bil. Den snakkede de også om. “Men vi er nødt til det!” sagde far, “det må du da kunne forstå. Vi har ikke råd” Så tror jeg, at mor græd – i al fald lavede hun en hæslig slubrelyd, og jeg tænkte, at nu ville han da trøste hende, ingen kunne trøste som far. Når han holdt en i armene, så var man ikke bange mere. Eller ked af det. Men mor blev ved med at slubre, og far stod helt stiv ved siden af hende, ja, jeg tror endda, han vrissede, og det lød ligeså unaturligt som mors hulken.
Så var det han sagde det. Og jeg blev helt kold af skræk. For min mor var slet ikke min søde mor. Hun tænkte ikke mere på os. Eller far. Eller bedstemor. Hun havde skiftet fra at være mor til at være … ja, ordet lyder stadig lige væmmeligt efter mere end 60 år. “Du tænker kun på LUKSUS! det er det eneste, du har i hovedet!!” Det var de ord han sagde. Og ordet luksus, det måtte jo være rent forfærdeligt, når det nu havde invaderet mors hoved, så kun det var tilbage. Min mor var en luksus – mor. Eller måske slet ikke mere en mor. Måske var hun nu kun en ting. LUKSUS.
Jeg husker også mors modstand mod, at far ville ind i hjemmeværnet. Han havde ( som så mange andre i den lille fiskerby) hjulpet med at få flygtninge sejlet til Sverige – gemte dem på havnen på sit kontor. Og mor havde været bange. Meget bange. Og hun ville ikke have mere krig, som hun sagde. Ikke flere uniformer. Og ikke noget med at rende rundt og lege, at krigen ikke var slut. Men ordene husker jeg ikke. Det var mere stemningen.
Mit næste indlæg vil handle om de anekdoter, far fortalte, eller som blev fortalt fra hans barndom og ungdom, og som jeg har dels fra min bror, dels fra aviserne (interviews med min far) og dels fra, hvad min onkel Lars, onkel Otto og tante Kirsten har fortalt. Begivenhederne er lige så sande som den sandede egn, hvori de udspillede sig.