Erindringer – et strejftog

Udgivet den 17/02/2022 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Memoirergenren.

Nogle strejftog i en genre, der er ældgammel, men egentlig altid har haft den samme præmis, nemlig at fremstille sandheden i et menneskeliv, sådan som det skrivende menneske selv har forstået den.

Analytikere og kritikere af genren har brugt vældig megen energi på at (be)vise, at denne sandhed undertiden ikke holder vand. Det klassiske eksempel er Johanne Louise Heibergs erindringer, som hun selv betegner: El Liv genoplevet i Erindringer, men som senere af onde tunger har fået titlen: Et Liv genopløjet i Erindringen.

Jeg har tænkt i den kommende tid at gennemgå nogle memoirer – også for selv at lære mere om genren. Og jeg har valgt nedenstående (der vil blive suppleret med flere efterhånden) af to grunde: 1) fordi det er værker, jeg kender i forvejen, 2) fordi det forekommer mig, at de er dækkende for genren.

Valgte eksempler

Chateaubriand: Memoires d’outre tombe 1841

Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen 1855

H. C. Andersen: Mit livs eventyr – 1855

B. S. Ingemann : En Levnetsbog 1862

Jeppe Aakjær: Fra min Bittetid – 1928

Karin Michaëlis: Vidunderlige Verden 1948-1950

Jesper Stein: Rampen 2020

Lige en lille note:

jeg ser nu, at Grundtvig mangler, og hans erindringer har jeg både læst og stående på min reol ( undslap tsunamien) – han skal med, selvfølgelig. Hvis jeg skriver mine erindringer en dag, så bliver det med vægt på barndommen. Og nu ved vi, hvad den tid betyder i et barns liv, det har man ikke vidst – eller ikke villet vide af før forrige århundrede ( barnets århundrede) – og når jeg ser på de skildringer, jeg har læst fra 1800tallet er det fælles, at barndommen har været fæl.

Ved nærmere eftertanke nej, så kommer Grundtvig IKKE med.

Chateubriand fortæller, at han kort efter fødslen blev “eksileret” – sendt hjemmefra ( det var ganske almindelig procedure i adelen – børnene blev straks efter fødslen bragt ud til en bondegård, hvor konen i forvejen ammede – så fik hun en til, og hvis familien var heldig, blev barnet afleveret igen, når det var i skolealderen.

Johanne Luise Heiberg blev groft udnyttet som barn. Herom senere.

H.C Andersen blev kanøftlet godt og grundigt.

Grundtvig blev sendt hjemmefra, da han var ganske lille og så herefter meget sjældent sin mor .

B.S. Ingemann skiller sig ud ved en vist nok lykkelig barndom.

Jeppe Aakjær blev pryglet af sin mor og bedstefar til han var gul og blå, og han skulle selv gøre risene klare til afstraffelsen.

Ja ja men i erindringerne klages der ikke over mishandlingerne. De blev nærmest set som “naturlige” – tidens børneopdragelse havde endnu ikke opdaget kærligheden. Eller også var kærlighedens bud det her over hele linjen: Den man elsker tugter man. Og tugtet, det blev de, også så det var en gru.

Som jeg husker – At skrive erindringer

Udgivet den 11/02/2022 af marianne

Svar

Skal jeg skrive mine erindringer? Det er jo det, de fleste forfattere slutter deres karriere med. Ja, mange af dem kan slet ikke afvente slutningen, før de kaster sig over memoirer-skrivningen. Som om det var vigtigt at få læsset livet af længe før det læsser en af.

Og som alle forfattere går jeg og overvejer for og imod. Er i øjeblikket mest imod. Jeg føler en voldsom lyst til at skrive det, jeg husker, og en lige så voldsom ulyst ved tanken om, at nogen skal læse det. Og når de to følelser strides, går det hele i stå.

Men jeg er forfatter. Og det betyder, at jeg er en, der skriver. Det er længe siden, jeg gjorde den opdagelse, at skrivetrangen er en drift, som ikke kan tøjles med viljens kraft. Og så må jeg vel skrive.

Måske bliver det så kun på bloggen. Og her er det vel kun mine børn og et par enkelte bekendte, der en gang imellem (børnene mest for mors skyld) læser med, og jeg er faktisk i stand til i lange perioder at bilde mig ind, at jeg er den eneste læser.

Og når jeg finder ro ved den tanke, at være enelæser, så burde konsekvensen jo være, at jeg lukkede bloggen ned og lukkede min egen helt eksklusive fil op og rablede løs på den. Og her kunne jeg jo så frit skrive ALT.

Det tænker jeg somme tider på at gøre, men jeg fortryder det, inden jeg rigtig har tænkt tanken til ende. Og hvorfor? Det kan jeg ikke engang svare på. Alle andre end mig ville sikkert sige, at det var forfængelighed. Og det er jo heller ikke helt forkert. Jeg er forfængelig. Som alle kunstnere. Jeg er det både i den moderne og i den religiøse betydning.

Hvad er mine år,
som smugende³ svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.

(Thomas Kingo)

Forleden læste jeg i et tidsskrift “Troldspejlet,” som Kirsten Klitgård redigerer (om digteren Karen Michaëlis) følgende citat fra en artikel af Karin Michaëlis, hvor hun udtaler sig om, hvorvidt man kan forsvare at bruge levende mennesker som personer i en bog (hvilket man jo uvægerligt vil gøre, når man skriver erindringer): ”Hvornår er brugen af levende model berettiget, og hvornår er den forkastelig? Enhver af os skrivende kan når som helst stå over for det spørgsmål. … Men står læseren over for en bog, gælder det for ham, om bogen er velskrevet og virker overbevisende”.

Altså bud nr. 1 ifølge Karen Michëlis, en af vore store gamle forfattere, det er AT SKRIVE GODT.

Og det vil jeg altid forsøge.

Som jeg husker – de første uger i Paris

Udgivet den 09/02/2022 af marianne

Svar

De første uger i Paris.

Studenterhuen var med i Paris. Jeg var familiens første student. Og stolt af det.

Jeg husker ikke mere, hvor længe det frie liv varede. Et par uger vel. Men en dag – og alt for tidligt – var det forbi. ”Det var så den frihed,” tænkte jeg og gik med tunge skridt ind til en (be)stilling, som andre havde valgt for mig, og som fra begyndelsen forekom mig at være en misforståelse. Og nu skulle jeg så være ”au pair pige” – det anede jeg ikke, hvad det var, kun at det (ud over bange anelser) gav mig chancen for at blive i Paris.

Det viste sig at være værre, end jeg havde forestillet mig. Tilværelsen som ”au pair pige” i den parisiske overklasse udelukkede enhver form for frihed. Gitterporten til det store hus forblev lukket døgnet rundt. Og når jeg endelig forlod huset sammen med den lille dreng, som jeg passede, blev vi skygget af en detektiv, der aflagde rapport til monsieur og madame. Og jeg kom i forhør, hvis jeg havde snakket med nogen på vores tur i parken. Senere slækkedes kontrollen. Men med friheden var det slut. Og her fandtes ikke noget kældervindue.

Men derom senere.

Først vil jeg forsøge at genkalde nogle af minderne om tiden, der gik forud. De dage og nætter, hvor vi frie og forslugne kastede os over storbyen med alle dens uendelige tilbud om oplevelser, der var så nye og overvældende for os – landsbytosseunger som vi var.

Det var først på sommeren, og ingen parisere holdt endnu ferie. Også min søster arbejdede hårdt hver dag. Hun var allerede forlovet med Philippe, sin senere ægtefælle, og han studerede medicin og var lige så travlt beskæftiget med studierne som hun var med at pleje de syge. Derfor boede vi kun hos dem et par dage. Ordet ”fatigué” er et af de første franske ord, jeg husker fra den tid.

Derfor flyttede vi til en campingplads i Boulogneskoven, og herfra kørte vi hver dag ind til byen, slentrede om i gaderne og langs kajerne, nød restaurant- og cafélivet og besøgte kirker og museer. Vi legede kort sagt turister på vores egen selvopfundne, men sikkert ikke synderlig originale måde.

Som jeg husker det, var det en lykkelig tid uden skygger af nogen art.

Men jeg har jo altid jagtet skyggerne, eller rettere: søgt det, der ikke lige faldt i øjnene – og også her var der noget mørkt, som jeg ville se: Paris’ skumle sider. Som jeg jo ikke vidste et hak om, men som vores fransklærer Hr. Nordentoft havde fyldt vore hoveder med. Nemlig de romantiske fortællinger om clocharderne, der levede deres frie og uafhængige liv i underverden dybt nede i mørket. Sådan havde han fremstillet det. Sådan var det jo ikke skulle vi erfare.

Men alle Nordentofts fortællinger ville jeg se “live.” Og nu var chancen der. Mona Lisa var OK – men det levende liv med al dets gru var noget nok så interessant.

Anders havde ikke mod på det eventyr, men det lykkedes mig at overtale Holger, og sammen drog vi i nattens mulm og mørke helt ind til centrum. Stillede bilen et sted på Ile de la Cite og vandrede om til den gamle middelalderbro Pont Neuf. Et sted her omkring, husker ikke præcis hvor, dukkede vi ned i mørket. Ja, for lyset fulgte ikke med, da vi forlod de travle gader og begyndte vor vandring langs flodbredden, der om dagen var venlig og vrimlende fuld af turister, men som nu virkede tømt for liv. Og så dukkede det frem – lidt efter lidt – livet eller de levende døde, kan man også sige.

Hernede samledes clocharderne ( en slags parisiske vagabonder, der i vores skoleverden var blevet fremstillet omtrent med samme kærlige humor som Storm P’s lasede vandringsmænd), og vi så deres skikkelser dukke frem – i små grupper af pjalter og elendighed. Og jo længere vi vovede os ind i mørket jo flere skikkelser og lyde, uklare og dæmpede. De fleste ubevægelige. Som om de sov. Eller var døde. Andre rokkede uroligt og enkelte råbte efter os. Skal vi ikke vende om, sagde min fætter. Nej, sagde jeg.

Sært nok var jeg ikke bange, selv om det var skummelt, men jeg husker, hvordan det romantiske skær fortonede sig og det gik langsomt op for mig, at det ikke lignede det, jeg havde hørt i sange og læst i skolebøgerne. Det hele var ret væmmeligt. Flodens rislen og klukken blandede sig med menneskers sukken. Og det stank af urin og noget ubestemmeligt og absolut ubehageligt. Og ja, de romantiske clocharder var jo de rene stakler. Mit nysgerrigheds-gen forvandledes til en slags magtesløs Moder Theresa-agtig trang til at hjælpe.

Og jeg husker, at min fætter pludselig tog mig i armen og sagde: ”Hold da op, hvor er jeg glad for at jeg ikke går her alene. Det ville jeg aldrig turde.”

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 20220213_162829-936x1024.jpg

Han var høj og stærk, og jeg var lille og spinkel – vi kom begge to til at grine helt ustyrligt, men blev dog ved med at holde godt fast i hinanden. For vist var det et skummelt sted at færdes.

Men spændende det var det nu – på en egen dragende måde.

Som jeg husker – dengang i 60'erne – Paris

Udgivet den 05/02/2022 af marianne

Svar

Min udsigt ved TH Langs Kostskole – naboejendommen. Senere vil jeg finde et billede af skolen. Jeg har dog meget få fotos fra perioden.

Reklame for Silkeborg Museum – her på en gavl, hvis hus er nabo til kostskolen

Som jeg husker – dengang i 60’erne – Paris

Silkeborg. Th. Langs Kostskole. Mit hjem i tre år. Beskyttet omtrent så håndfast som pigerne blev det på Ingemanns tid. Faste senge- spise- og læsetider. Og altid under nidkær inspektion. Nogle få timers fritid. Udgang til biograf eller venindebesøg i weekenden. Ville man ”i byen” måtte man kravle ud gennem et vindue i gymnastiksalen og liste ind med mælkemanden i den tidlige morgen. Den trafik har jeg kun hørt om. Og måske var det pral.

Engang måtte man kun forlade skolen ifølge med en lærerinde. Men det var før min tid. Da jeg blev indlemmet i huset i 1959, havde man nogle timers fri udgang. Tøjlesløsheden havde fået indpas. Tilbage var blot en kostskolevise, som vi stadig sang og som beskriver den daglige spadseretur med en vogter. Jeg husker disse vers: ”Og sku’ vi en herre skue/ så går vi i en bue/ for hvad kunne der ikke ske?

Så kom jeg til Paris. Og blev sluppet løs.

Jeg husker følelsen af frihed. Sikkert den samme ustyrlige glæde, som griber køerne, når de efter en lang vinter i en lummer stald slippes løs på grønne enge og kan boltre sig i den friske luft.

Det handlede faktisk om frisk luft. I overført betydning naturligvis, for luften var alt andet end frisk i Paris. Allerede dengang var forureningen slem, men det ser jeg først nu i bagklogskabens klare lys. Dengang anede vi intet om bilosens og skorstensrøgens skadevirkninger.

Jeg blev glad for Paris. Jeg blev forelsket i Paris. Men derom senere. Det er 60 år siden, og begivenhederne fra dengang har fortonet sig eller er gledet ind i glemslen. Det er med dem som med alle vore minder: Tiden fortærer de fleste.

Men nogle af dem får de aldrig sat tænderne i.

Der er f.eks. denne allerførste dag i Paris, hvor vi endelig efter lang tids kørsel i en trafik, vi aldrig havde set magen til og med de helt unge uerfarne hænder knugende om rattet fandt frem til stedet, hvor vi skulle mødes med søster. Jeg var vist nok cool. Havde jo en storebror bag rattet.

Jeg havde travlt med at stirre ud på vrimlen og var ved at besvime af fryd, da Eiffeltårnet dukkede op forude til venstre. Venstre? sagde min fætter. Det skulle det ikke. Vi er kørt forkert, sagde han. Min bror svarede ikke, han havde travlt med at følge trafikken.

På et tidspunkt kom vi over på den rigtige side af Seinen, og ved et mirakel havnede vi i 15. arrondissement og fandt endda frem til Porte de Versailles.

Her faldt bilen til ro. Og vi gjorde også, fik ringet til søster Hanne, og mens vi ventede på hende som på den gode fe, gik vi frem og tilbage på avenuen og kiggede på livet, der strømmede forbi os. Det var mest unge mennesker, der færdedes her, sådan husker jeg det i al fald, og mændene var mørke, nogle af dem helt sorte og meget smukke. Af en eller anden grund forekommer det mig, at gaden var befolket af lutter unge mænd. At den ene smukke prins efter den anden defilerede forbi. Vi var i et kvarter med mange studerende, og de fleste var naturligvis mænd dengang. Studenteroprøret og rødstrømpebevægelsen lå et sted ude i fremtiden.

Som jeg husker – Paris

Udgivet den 01/02/2022 af marianne

Svar

I går sluttede jeg læsningen af en bog, som bl.a. havde “erindringen” som emne. Aase Schmidts: “Den nøgne mur.” Forfatteren, som jeg ikke kendte i forvejen, men nærmest snublede over i min research , er otte år ældre end mig, og bogen handler om et “jeg”, som rejser til Paris 50 år efter, at hun forlod byen som ganske ung studerende.

Jeg vil ikke komme ind på bogens indhold i øvrigt, og jeg har også kun læst den hurtigt og som ren underholdning, og altså ikke studeret den – ved således ikke, om forfatteren skriver om egne erfaringer som studerende i Paris i 50’erne eller det hele er fiktion. Jo, det er jo en roman.

Men mens jeg læste begyndte billeder og begivenheder fra min egen studietid i 60’ernes Paris at dukke op. Og jeg tænkte, at jeg ville lade nogle af dem folde sig ud. Hvis er muligt.

Jeg vil begynde med begyndelsen. Det var sommeren 1962. Algierkrigen var lige afsluttet. Jeg var absolut ikke studerende, havde lige forladt skolen og var bare turist. Men jeg havde alle antenner ude. For det var første gang, jeg var i en rigtig storby, og især menneskemyldret virkede overvældende på en landsbypige. Vi havde selvfølgelig været i København med skolen og med far og mor. Men Paris var noget helt andet og i første omgang utrolig fremmedartet.

Vi, siger jeg, ja, for jeg var ikke alene. Sammen med min to år ældre bror Anders og min jævnaldrende fætter Holger var vi draget af sted for at besøge vores storesøster Hanne, der som nyuddannet sygeplejerske havde taget job i Paris. For eventyrets skyld tror jeg. Og vist var Paris et eventyr.

Vi var meget unge. Holger jeg var 18 år og Anders 20. Drengene havde lige fået kørekort, og vi havde lånt Tante Netes nye Saab. Vi var ængstelige over at skulle køre ind i selve Paris, så vi blev enige med Hanne om, at vi ville holde ind et sted i udkanten. Porte de Versailles. Derfra skulle vi ringe efter storesøster og bede hende køre os til den gade, hvor hun logerede. Udkanten!!!! Uha, den lod sig ikke lige finde – vi blev grebet af trafikken og som en anden stærk strøm tog den os, vi MÅTTE flyde med den, og den trak os hele vejen ind til centrum.

Inden vi vidste af det, kunne vi skue Eiffeltårnet i fuld størrelse.

“Vi skal altså over på den anden side af floden,” sagde Holger, “for hun bor syd for Seinen.” Så meget vidste vi.

Paris er fuld af broer, så det kunne ikke være så svært, mente Anders og satte kursen mod syd. Vi bumpede over en gammel bro og på et tidspunkt fandt vi frem til Porte de Versailles. Oh mirakel!

15. arrondissement. Det er også præcis der, “Den nøgne Mur” udspiller sig.

Under vore fødder – over vore hoveder.

Udgivet den 17/12/2021 af marianne

Svar

Når jeg som lille barn gik tur med bedstemor – og det forekommer mig, at vi gik en tur hver dag. “Skal vi spadsere?” spurgte hun – og det var det, vi gjorde: vi spadserede, så lærte hun mig fra helt lille at gå med rank ryg og øjnene rettet mod himlen – sådan husker jeg det i al fald. Min bedstemor blev gammel, men hun gik med ret ryg og himmelvendte øjne. Sådan lærte hun også mig at gå. “Ret ryggen! sagde hun. Se mod himlen! Vis, at du er fri og frejdig! Og ingen Kain.”

Senere sænkedes blikket, og når jeg går i skoven i dag – og nu er jeg på alder med min bedstemor fra den tid, hvor hun lærte mig den rette gang på jorden, så går jeg med sænket blik. Og det er ikke den dårlige samvittighed, der tynger mit hoved. Nej, det er skovbundens sære vækster. Så forunderlige og smukke. Navnlig nu, hvor der hverken er frost eller sne, men alt ligger så sårbart blottet.

Himlen ved Hulsig – fra sommerhuset i Tråen

Her et billede fra det nordligste Danmark – det er nogle år gammelt, men motivet er evigt det samme og alligevel altid i forandring – ligesom skovbunden.

Over os og under os: det samme mirakel af skønhed.

Længslens dimensioner

Udgivet den 12/12/2021 af marianne

Svar

Længslens metamorfose

Lige nu lovpriser jeg min mands vane med at gemme alt. Således har han gemt de breve, jeg skrev til ham i de første to år, vi kendte hinanden. Dengang, der spirede en tro i os på en fælles fremtid. Ægteskab? Måske og måske ikke … ser min tøven i brevene – jeg kunne sandt for dyden ikke se mig selv i husmoderrollen. Og den var stensikker dengang, hvis man som kvinde indgik i ægtestanden – vi var jo lige kravlet ud af 50’erne – så lå rollen og ventede.

Den fælles fremtid – ja, den drøm gik jo i opfyldelse, trods alle mine betænkeligheder. Og nu er vi her – næsten 70 år senere. I den landsby, hvor vi slog os ned dengang midt i 60’erne.

I et af sine breve til mig må han have skrevet om længslen. Og han har fundet den irriterende og forstyrrende – han var nu heller ikke synderlig romantisk anlagt, og han dyrkede bestemt ikke den slags højstemte følelser. Det gjorde jeg vist nok, havde læst Goethe og Chateaubriand – i al fald kan jeg af mit svar til ham se, at jeg betragtede længslen som en slags drivkraft i sindet, – ligeså nødvendig for mennesket som benzin er det for bilen.

Se, nu glemte jeg rent elbilen!! – bilen behøver ikke benzin, men sjælen behøver længslen. Det skrev jeg til ham.

Vi boede jo langt fra hinanden i de første par år – og begge længtes helt basalt efter hinanden i hverdagen. Men vi havde også en anden længsel, eller jeg havde i al fald, som vi ikke kunne sætte ord på.

En længsel efter Det Største. Og jeg var ret sikker på, at det ventede på os – langt, langt ude – og om meget længe – måske – Ikke nu – men engang skulle vi forløses i lykke. Ikke lykke, men LYKKE.

Alle de store ords opfyldelse, alt det, digterne skrev om. Ingenting kunne tænkes stort nok i mit hoved. Dengang.

Nu har vi levet sammen i snart 60 år – det er i sig selv stort – og især, fordi ingen af os ville have ønsket sig et andet liv. Og hele tiden syntes vi, og synes vi, at der ligger noget stort foran os. At vi stadig har noget at blive overrasket over.

Det sidste er måske underligt for andre end os, man vil måske sige, at vi jo ikke bevæger os synderlig meget omkring mere. Engang var Sydamerika vores hjem i månedsvis. Engang rejste vi rundt i Sovjet. Engang brugte vi alle ferieugerne i Tyrkiet, og hvor har vi rejst Europa tyndt – og nu – rejser vi ingen steder. Højt en tur til Nordjylland.

Vi bliver altså her. Så vores verden må jo set med andres øjne være gået i stå. Ja, men det gør verden jo med alderen – på det ydre plan. Den snævres ind geografisk.

Men jo ikke nødvendigvis mentalt. Det er vist en af mine kæpheste det her: at vi kan rejse i sindet, i kunsten, i kærligheden, i naturen, i troen, i venskabet. Og at de rejser er så langt smukkere og meget dybere og længere end nogen ferietur med Spies.

Når jeg i gamle dage besøgte min mor på plejehjemmet, sang vi fra en sangbog med store bogstaver, så alle kunne se dem, og vi sang ulideligt mange gange sangen om ”de nære ting” af Aase Gjødsbøl Krog.

Den var (er) så drivende sentimental, at man får sved på hænderne, men min mor, der var stærkt dement de sidste år, fik tårer i øjnene. Hun elskede den. Jeg kendte den igen fra min barndoms giro 413. Jeg kunne høre Rachel Rastennis stemme, når vi sang den på plejehjemmet. Her et par citater:

“Dit sind flyver altid så viden omkring/ det er, som du glemmer de nære ting./ du drømmer om lande i syd og mod nord/ og ser ikke skønheden, hvor du bor.“

Helt alvorlig: Det var ikke ligefrem skønheden, der stak i øjnene på plejehjemmet.

“Gå ind i din stue, om end den er trang/ og hør, hvor den nynner en stille sang/ den rummer dog ting,/ som dit hjerte har kær/ du ved bare ikke, hvad de er værd.”

Men hør nu! Mors stue var virkelig trang. Og hun var bedre vant: store stuer, smukke malerier og ting, hun holdt af, hele sit liv havde hun levet i smukke omgivelser – og her var der gråt linoleum på gulvet, og jernsengen stod midt i rummet, og det eneste, der var stort, var handicaptoilettet.

Men nu sidder jeg så her og er på alder med min mor, da hun sad på plejehjemmet. Og så kan jeg på en forgræmmet måde forstå hende. Melodien. Og Rachel Rastenni. Og de banale ting om ”hjertet”. Og det ”at have kær”.

Nå, ja. Det er ikke dybe ting, og de er trivielt udtrykt, og hjerte rimer på smerte. Men det gør ingenting, for der var ærlige følelser på spil, og jeg kan se de gamle ansigter for mig, mens de sang. De blev SÅ glade, og ordene løftede dem.

Ja, og måske ender vores liv altid ret banalt. Måske er det virkelig ”de nære ting,” der gør os glade. Men jeg tror nu ikke, at det er et spørgsmål om dimensioner og afstande. Alt det store findes i det små. Og jeg tænker på alt det, der er bag tingene.

Et nu et llille kig ind i en fjern fortid, hvor vi alligevel var hinanden så nær (undertiden smerteligt nær – undertiden lykkeligt nær)

Jeg læser som sagt de gamle breve nu, hvoraf jeg ofte skrev et hver anden dag, og jeg undrer mig som sagt over meget. Og så er alligevel grundsubstansen genkendelig. Jeg kan godt genkende hende, der sidder og skriver hver anden aften til ham, hun har valgt at følges med hele vejen.

I det her brev kan man se lidt om, hvordan vi tænkte om opdragelse og kærlighed, da vi var så unge, at vi ikke vidste alverden endnu:

Risskov d. 22. marts 66

Kære Ole

Nu kan jeg aldrig rigtig lade være med at sende dig et par ord, og jeg håber også at få et af dig i morgen.

Jeg er fuld af forårsenergi lige i dag. I går holdt jeg næsten fri, fordi jeg var forkølet og noget træt, men i dag har jeg lyst til at kaste mig over en hel masse, også til at gå ud og mærke det er forår. Når du kommer søndag, og hvis vejret er pænt, vil vi gå en tur i skoven og se om vi kan finde anemoner; de må vist være på trapperne nu.

Måske er jeg også i godt humør, fordi det går så vældig godt med russisk – i dag f.eks. holdt jeg en slags foredrag, hvor jeg rent uvilkårligt brugte en masse indviklede ord og vendinger, som det både undrede min lærerinde og mig, at jeg kendte, og som de andre slet ikke forstod. Det er også sjovt at gå til de timer, fordi stemningen mellem studenter og lærere er af helt venskabelig karakter – vi griner og har det, som om vi var sammen til kaffeslabberas, samtidig med at forstanden virkelig er i første gear hos alle, fordi det er nødvandigt for at begribe lærerens bestemt ikke langsomme russisk. Det er mit store ønske næste år at komme med på den studietur, som arrangeres til Leninggrad universitetet – det er med obligatorisk 6 daglige timers russisk med russiske professorer – 20 dage, og prisen er 13.000 kr. Men senere synes jeg også, det kan blive morsomt at komme til Rusland på bilferie og sammen med dig og Grethe og Kethil – det er det bedste ved at være så unge, som vi er, at vi stadig kan lægge planer (store) for fremtiden med tro på, at de kan realiseres.

I aftes kom Else herned for at få nogle tips om forprøven – hun skal op nu, det stakkels får – men hun læser også hele tiden og synes derfor, det var hyggeligt at slappe lidt af hernede og snakke. Det er sjovt, for hun er faktisk meget sympatisk, og når hun læser så meget (næsten altid) er det simpelthen usikkerhed, der gør det og ikke lyst – det må være skrækkeligt. Bodil kender hende jo også, og vi har tit grinet af hende, når vi tænker på, hvordan hun sad sidste forår bag nedrullede gardiner, mens vi lå på græsplænen og læste i søvne og lyttede til fuglene og så på træerne og følte solen, mens det så alligevel var os, der skulle til eksamen. Men nu kan jeg forstå, at hun slet ikke ved, hvad hun går glip af.

Jeg glæder mig meget til maj. Så vil jeg prøve at være ”lærerinde” – det skal more mig at tage fat på det igen, og gode råd kan jeg jo få hos min mand. Men jeg er ikke så sikker på det med det meget arbejde – det er også lige meget, bliver der arbejde hver anden dag, kalder jeg det flot! I weekend’en vil du komme, og vi vil tage i sommerhus og bad, eller jeg rejser til Lild, og så skal vi snakke en hel masse – det er da for resten godt, at vi begge to er glade for at sludre.

Lige før sad jeg og hørte båndet fra i lørdags – det er sjovt, det bånd, og Anders må bestemt høre det, for vi skåler jo for ham og kalder ham nok så smigrende for en slap militærpadde; nå, måske vil det gøre ham ked af det at høre, hvad vi i det øjeblik følte for ham, for alt i alt kan vi jo godt lide fyren, trods hans særheder! – ja da! Vi får først ferie torsdag d.7. april nu til påske, men så kan jeg ikke få nogen ordentlig ferie i Lild, så hvis I ikke er trætte af at stirre på mig i så mangfoldige dage, vil jeg ankomme til Frøstrup hovedbanegård eller hvortil det nu bliver, allerede lørdag d.2., eller, hvis jeg skulle få moralske skrupler på grund af disse fordømte foredrag (som jeg nu er glad for at lave) – som jeg skal holde efter påske, d.3. april ( det var sørme en indviklet smøre – spring den bare over, det er alt sammen noget, jeg kan fortælle dig om på lørdag!)

Ja, du har ret, på lørdag kommer den kære Hækkerup ikke – han skulle være kommet begge aftener, men må have meldt afbud; til gengæld kommer Ole Bj. Kraft og mange andre gode mænd, hvis meninger jeg i hvert fald gerne vil vide. Desuden vil en del forfattere og skuespillere medvirke i debatten. Men det begynder allerede klokken fire, så du vil nok komme så snart, du kan, ikke?

Jeg synes, vi havde en herlig tur sidste lørdag – søndag. Jeg kendte ikke Kethil før, fordi jeg kun har set ham ved større fester, og der lærer man jo ikke hinanden at kende, og jeg troede egentlig slet ikke, at han var så sympatisk og flink, men det er han bestemt. Kun syntes jeg engang imellem, at det var synd for ham, at vi snakkede så meget skole og børn, for her sad han af gode grunde tavs og havde ikke store muligheder for at deltage. Det er glædeligt, at Edith er så tilfreds, hun er også en pige fuld af evner til at udnytte hverdagens muligheder, synes jeg, og jeg tror virkelig, at der er ved at ske noget spændende, når hun åbent siger, at hun meget snart (efter et par år) vil dumpe ned i et lykkeligt ægteskab – det har hun vist ikke været vild med tidligere. — mon ham Poul konkurrerer Anders ud?

Nej, Ole, nu kan du vist ikke tage mere sludren denne gang. Jo, for resten, jeg har læst artiklen i Hjemmet, men ved du hvad, Ole, jeg synes nu, det meste var almindeligheder – og den skarpe adskillelse mellem naturen af mænds og kvinders jalousi er forkert, synes jeg absolut. Jalousi er en menneskelig meget stærk og meget kompliceret følelse, der ikke kan forklares så almindeligt som i den artikel og ikke fastslås som stærkere hos ham end hos hende. Hvem har for øvrigt skrevet den? Det er ikke en psykolog. Det med at vække hinandens jalousi,, sådan som der er et par eksempler på, vil vist også kun være et sikkert tegn på, at der er noget rivende galt i de to elskendes forhold – enten er det ikke fæstnet og fortroligt endnu, eller også er det ved at gå i opløsning. Det med at mindreværdskompleks kan få et menneske (for det er jo ikke kun mænd, der er kønsvæsner, sådan som artiklen fremlægger det) til at være utro, vil jeg da godt tro på, selv om der vist også i det tilfælde må være lidt mere end almindelig knas i det ægteskab. Og jeg synes i hvert fald, den mand er lidt dum eller måske nærmere umoden, som går og opstiller et supermandsideal at leve op til, og artiklen fremstiller den mand, som den normale mand, det er han ikke; den slags er pubertetsfølelser, noget der tydelig ses blandt teenagers idoldyrkelse; mens den modne voksne mand forstår, at han netop er fin, fordi han er sig selv – altså helt sig selv. Jo, også denne sætning fik mig til at studse: ”kvinden er anderledes skabt(?!). Naturen har skænket kvindekønnet den rolige sikkerhed, og hun tvivler ikke ustandselig på sig selv, som manden gør.” Det er simpelthen en grov generalisering – bortset fra, at det er usandt, der findes bestemt ligeså mange kvinder, der er usikre som mænd og omvendt – jeg tror endda at vide, at kvinder normalt oftere er neurotiske end mænd er det p.g. af kærlighedsulykker = ulykkelig kærlighed. Nå, det kan jo godt være, mænd er noget mere barnlige og naive og selvglade, end jeg troede, men det er bare noget underligt noget at udtale sig generaliserende om halvdelen af jordens befolkning, når det drejer sig om sådan noget som psyke (sind). Jeg tror nemlig, men ved det selvfølgelig ikke, at to mennesker, det ene en mand, det andet en kvinde, rent åndeligt, psykisk kan være helt parallelle, begejstres over samme ting, stødes over samme ting, føle noget ens, trods deres biologiske og fysiske helt divergerende følelser. Hvis manden alligevel i de fleste tilfælde får visse karaktertræk, der er helt forskellige fra den piges, han lignede som lille, skyldes det, at man opdrager ham i en helt anden retning og allerede fra dreng af indprenter ham, at han skal være mand med alle dertil hørende ”egenskaber” , ligesom pigen opdrages til at være ”kvinde” ved at få at vide, at det og det og det er ”kvindeligt” – det er ofte ting, der slet ikke ligger til hende, og som knuser hendes personlige frie udvikling til at realisere de helt store muligheder, hun har fået i vuggegave. Det sammen gælder manden. Lad os bare tage det seksuelle opdragelsesmønster – her bliver drengen i de fleste ”civiliserede” samfund opdraget til mere eller mindre tvungen tidlig seksuel udfoldelse, uanset hans behov og vilje, mens pigen den såkaldt pæne pige, opdrages til kyskhed og sværmeri trods hendes eventuelle behov for seksuel udfoldelse. Det forhold resulterer helt automatisk i, at man tillægger den pæne pige jomfruelighed og den pæne mand en vis erfaring. Den direkte antiseksuelle pigeopdragelse (der her i Danmark vel ikke mere er så udbredt) fører alt for ofte til tragedier i den unge kvindes liv – prøv at høre hvad Karl Evang skriver om dette: ”Man skelner ofte mellem to sider af kærligheden: ømheden og erotikken. En af farerne ved den almindelige opdragelse af pigen er netop, at der sker en spaltning af kvindens kærlighedsliv, således at ømheden sættes i højsædet og dyrkes stærkest, mens erotikken bliver forkrøblet. Sådanne kvinder vil ofte være særdeles velegnede til som unge at tiltrække sig mænds opmærksomhed og udvikle et ømt platonisk forlovelsesforhold, men må forholdet udvikles, viser det sig, at de ikke kan følge med …. Og det synes, at en sådan skæv udvikling af kærlighedslivet er idealet for en ung piges opdragelse.” Jeg mener, at dette igen er et eksempel på en kunstig adskillelse af mænds og kvinders natur. Jeg ved godt, at mange mænd har et større sekuelt behov end kvinder, men jeg gad vidst, hvor meget af det, der skyldes den hæmmende og forkerte opdragelse. Omvendt opdrages mænd ofte til at vise mindre tegn på ømhed (det er kvindefølelser, mener man) – og det tror jeg, er lige så galt, for hos manden er der da givet den samme trang til at beskytte og være god mod pigen, som der er hos hende til at vise ham ømhed – og hun har brug for den del af hans kærlighed også. Jeg ved ikke, om jeg forklarer mig lidt tåget, det er alt sammen noget, jeg tidligere har tænkt over, men ved at diskutere med dig, kan jeg måske komme til større klarhed, du er jo en mand, og bortset fra dig kender jeg ikke vældig meget til mænd. Men det med den forkerte moralske opdragelse er jeg sikker på – det er en ulykkelig ting, som sikkert har voldt flere mennesketragedier, end man umiddelbart forestiller sig. Hvis jeg får børn, vil jeg da lære dem at udvikle de gode ting hos dem og lære dem, at det bedste er kærligheden, og at netop det bedste lettest kan misbruges – en ting misbruges, hvis den gør mennesker ondt, og det kan kærligheden vist gøre mere end noget andet på jorden. Men jeg vil også fortælle dem, at hvis de kommer til at føle for og elske et andet menneske, så vil de blive meget lykkelige mennesker; og være lykkelig sammen med et andet menneske, det er den bedste moral. Det ved jeg.

Nu må jeg da se at holde op, ellers skriver jeg bare hele natten. Jeg glæder mig til at se dig snart, ja, det kan du tro, jeg gør. De kærligste hilsner fra din Marianne

Hils familien fra mig.

Ole som ung lærer. Han er i avisen, fordi han vil indføre noget så underligt som elevdemokrati på skolen

Et pat år tidligere og et enkelt år efter brevet så var jeg nok heller ikke sværere at overtale

Som jeg husker: Dengang i 60'erne

Udgivet den 20/10/2021 af marianne

Svar

Dengang i 60’erne

40’erne – 50’erne – 60’erne – 70’erne – 80’erne – 90-erne – 00’erne- 10’erne – 20’erne

Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.

60’erne tør jeg skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de år. Og hvor fortrydelsen lå nær.

Jeg blev i de år uventet svag. Men holdt fast alligevel. Gudskelov holdt jeg fast.

Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden udløb.

På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de grå 50’ere, tværtimod, men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting.

Nej, det er heller ikke sandt.

Men det er den følelse, jeg får, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev meget bleg og tynd og svag. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Der er jeg ikke endnu. Og måske springer jeg lige det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom. Og det er måske det bedste. Sådan har jeg tænkt.

40’erne elsker jeg at huske på. De bedste år i mit liv. Fulde af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også her, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne havde et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”

Et par billeder:

På det første er jeg på vej væk. Væk fra 50’erne og væk fra far og mor. Begge dele var smertelige. Det udtrykker billedet klart nok. Jeg ligner en, der er på vej til skafottet. Men jeg er på vej til Th. Langs Kostskole. Det andet billede er fra sommeren efter. Min første sommer i det nye årti – i mig nye liv. Og jeg havde fået nyt liv. Min bror Anders og jeg kørte Danmark rundt på scooter.

I den nærmeste tid vil jeg nærme mig 60’erne: langsomt … lidt tøvende … hvordan var det, det var dengang?

Som jeg husker. Dengang i 70'erne

Udgivet den 09/10/2021 af marianne

Svar

Vi blev gift midt i ungdomsoprøret. Og nej, vi var ikke oprørere. Det var der ikke tid til. Eller tid?. Egentlig havde begrebet tid slet ingen mening dengang. Og det er jo sært, når man prøver at rekonstruere 1970’erne – vor ungdomstid .

Vi læste meget. Jeg læste hele tiden.

Det er ingen bedrift at læse.

For nogen er det en last.

For mig er det et must.

Jeg tænker somme tider tilbage på dengang, jeg læste litteratur på universitetet og samtidig med det underviste håbefulde randrusianske piger og drenge i fransk. Delingsartiklen og verbers bøjning og andre finurligheder, som de skulle have ind i deres stakkels hoveder. Og mine tanker, der flagrede fra dem til mine børn, der var så små og sarte, og til de mange bøger, som jeg skulle læse og analysere om lidt – i aften i nat. En ny bog hver uge, sommetider var det en om dagen, for nu at overdrive en smule. Og også dengang havde døgnet kun 24 timer.

Samtidig var det en tid, hvor alt svævede i den klare luft og alt syntes muligt, og mellem blevask og madlavning og gulvvask og sure sokker og fransk grammatik og universitetsopgaver og 1000 andre gøremål, var der alligevel tid til at ånde dybt ind og føle sig i live. Så meget i live.

Hvad var det, der bar oppe, selv om tyngden af opgaver var så massiv og så helt uflyttelig. Jeg tror, det var, fordi verden åbnede sig og tog imod. Og gav så meget igen.

Et digt. En fugl. En bølge. En himmel. En mand. Et barn. Et kys. Et smil. Og den varme, der var. Og skønheden.

Ja, nu ser jeg det jo på lang afstand og måske husker jeg forkert. Men det gør ingenting. Det er fint sådan.

Mine 70’erbørn: Hans og Mette

Intermezzo

Udgivet den 08/10/2021 af marianne

Svar

Min seneste bog. Er det virkelig min sidste bog?

Jeg læste et interview med Hans Edvard Nørgaard-Nielsen for et par år siden. Han har skrevet mange bøger – og er en dygtig forfatter. Langt bedre til at skrive end de fleste. Og nu var han altså syg og træt, og jeg husker den her sætning, som jeg her citerer efter hukommelsen: “hvis jeg ikke skriver, så er jeg ingenting.”

Jeg tænkte dengang, at sådan ville jeg aldrig sige. Og det var helt sikkert heller ikke sandt for ham dengang. Han var så meget andet. Også dengang. Men følelsen var sand. Og nu forstår jeg alligevel lidt mere, hvad han mente.

At skrive er for en forfatter SÅ meget det, man er = en der skriver.

Lige nu er Peter Øvig Knudsens seneste (bestemt ikke sidste) bog udkommet, og den hedder: “Jeg er det, jeg husker.” Heller ikke den sætning er sand. For vi er alle sammen meget mere end det, vi husker. Men følelsen er sand.

Det tror jeg. Kan mærke på Ole, at han føler, at han mister så meget ved at miste hukommelsen. Men jeg kan ikke tro, at han er det, han husker. Han er SÅ meget mere end det.

Vores identitet er et flydende begreb. Vi er en ting i dag og en anden i morgen og helt andre ting om 14 dage og en hel anden om ti år. Men kernen er den samme. Og for resten: vi er aldrig en “ting” – og vi kan aldrig blive “ingenting.”

Vist er det efterår. Vi går mod vinteren. Men se engang haven nu! som den sender sit flammehjul lige i øjet på os. Grundtvig synger så trist om efteråret: “Nu falmer skoven …” Men ingenting falmer om efteråret. Og også vinteren giver plads for liv. Jeg så til mine rhododendronplanter i dag – de står med store grønne knopper. Hvor er de dristige! Det skal vi også være! Vær lidt modig, min ven! spring ud!

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Kategoriarkiv: erindringer

Erindringer – et strejftog

Som jeg husker – At skrive erindringer

Som jeg husker – de første uger i Paris

Som jeg husker – dengang i 60'erne – Paris

Som jeg husker – Paris

Under vore fødder – over vore hoveder.

Længslens dimensioner

Som jeg husker: Dengang i 60'erne

Som jeg husker. Dengang i 70'erne

Intermezzo