Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
De første uger i Paris.
Jeg husker ikke mere, hvor længe det frie liv varede. Et par uger vel. Men en dag – og alt for tidligt – var det forbi. ”Det var så den frihed,” tænkte jeg og gik med tunge skridt ind til en (be)stilling, som andre havde valgt for mig, og som fra begyndelsen forekom mig at være en misforståelse. Og nu skulle jeg så være ”au pair pige” – det anede jeg ikke, hvad det var, kun at det (ud over bange anelser) gav mig chancen for at blive i Paris.
Det viste sig at være værre, end jeg havde forestillet mig. Tilværelsen som ”au pair pige” i den parisiske overklasse udelukkede enhver form for frihed. Gitterporten til det store hus forblev lukket døgnet rundt. Og når jeg endelig forlod huset sammen med den lille dreng, som jeg passede, blev vi skygget af en detektiv, der aflagde rapport til monsieur og madame. Og jeg kom i forhør, hvis jeg havde snakket med nogen på vores tur i parken. Senere slækkedes kontrollen. Men med friheden var det slut. Og her fandtes ikke noget kældervindue.
Men derom senere.
Først vil jeg forsøge at genkalde nogle af minderne om tiden, der gik forud. De dage og nætter, hvor vi frie og forslugne kastede os over storbyen med alle dens uendelige tilbud om oplevelser, der var så nye og overvældende for os – landsbytosseunger som vi var.
Det var først på sommeren, og ingen parisere holdt endnu ferie. Også min søster arbejdede hårdt hver dag. Hun var allerede forlovet med Philippe, sin senere ægtefælle, og han studerede medicin og var lige så travlt beskæftiget med studierne som hun var med at pleje de syge. Derfor boede vi kun hos dem et par dage. Ordet ”fatigué” er et af de første franske ord, jeg husker fra den tid.
Derfor flyttede vi til en campingplads i Boulogneskoven, og herfra kørte vi hver dag ind til byen, slentrede om i gaderne og langs kajerne, nød restaurant- og cafélivet og besøgte kirker og museer. Vi legede kort sagt turister på vores egen selvopfundne, men sikkert ikke synderlig originale måde.
Som jeg husker det, var det en lykkelig tid uden skygger af nogen art.
Men jeg har jo altid jagtet skyggerne, eller rettere: søgt det, der ikke lige faldt i øjnene – og også her var der noget mørkt, som jeg ville se: Paris’ skumle sider. Som jeg jo ikke vidste et hak om, men som vores fransklærer Hr. Nordentoft havde fyldt vore hoveder med. Nemlig de romantiske fortællinger om clocharderne, der levede deres frie og uafhængige liv i underverden dybt nede i mørket. Sådan havde han fremstillet det. Sådan var det jo ikke skulle vi erfare.
Men alle Nordentofts fortællinger ville jeg se “live.” Og nu var chancen der. Mona Lisa var OK – men det levende liv med al dets gru var noget nok så interessant.
Anders havde ikke mod på det eventyr, men det lykkedes mig at overtale Holger, og sammen drog vi i nattens mulm og mørke helt ind til centrum. Stillede bilen et sted på Ile de la Cite og vandrede om til den gamle middelalderbro Pont Neuf. Et sted her omkring, husker ikke præcis hvor, dukkede vi ned i mørket. Ja, for lyset fulgte ikke med, da vi forlod de travle gader og begyndte vor vandring langs flodbredden, der om dagen var venlig og vrimlende fuld af turister, men som nu virkede tømt for liv. Og så dukkede det frem – lidt efter lidt – livet eller de levende døde, kan man også sige.
Hernede samledes clocharderne ( en slags parisiske vagabonder, der i vores skoleverden var blevet fremstillet omtrent med samme kærlige humor som Storm P’s lasede vandringsmænd), og vi så deres skikkelser dukke frem – i små grupper af pjalter og elendighed. Og jo længere vi vovede os ind i mørket jo flere skikkelser og lyde, uklare og dæmpede. De fleste ubevægelige. Som om de sov. Eller var døde. Andre rokkede uroligt og enkelte råbte efter os. Skal vi ikke vende om, sagde min fætter. Nej, sagde jeg.
Sært nok var jeg ikke bange, selv om det var skummelt, men jeg husker, hvordan det romantiske skær fortonede sig og det gik langsomt op for mig, at det ikke lignede det, jeg havde hørt i sange og læst i skolebøgerne. Det hele var ret væmmeligt. Flodens rislen og klukken blandede sig med menneskers sukken. Og det stank af urin og noget ubestemmeligt og absolut ubehageligt. Og ja, de romantiske clocharder var jo de rene stakler. Mit nysgerrigheds-gen forvandledes til en slags magtesløs Moder Theresa-agtig trang til at hjælpe.
Og jeg husker, at min fætter pludselig tog mig i armen og sagde: ”Hold da op, hvor er jeg glad for at jeg ikke går her alene. Det ville jeg aldrig turde.”
Han var høj og stærk, og jeg var lille og spinkel – vi kom begge to til at grine helt ustyrligt, men blev dog ved med at holde godt fast i hinanden. For vist var det et skummelt sted at færdes.
Men spændende det var det nu – på en egen dragende måde.
