Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

En strandbypige – Mit liv gennempløjet i erindringen

Tak til jer, der ikke slap mig de mange år, hvor jeg svævede over vandene, altid i fare for at styrte ned, mens jeg forsøgte at skabe verdner, der var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg ellers stille op med dem? De var ikke enestående, og de kunne derfor ikke stå alene. I var nødvendige, og I holdt mig oppe.

De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Mens tiden gik, visnede vi en smule, og vi dør til sidst, men som der står i Biblen: ”hvis kornet ikke dør …”( Johannes k.12,v.24)  jeg  håber, at jeg hen ad vejen har spredt nogle frø, som vil spire i en fremtid, som ikke er min.

Ofte ser jeg mit liv som en mark. Ikke en eng. Ikke et sted med vilde blomster og bække, der risler gennem alt det grønne. Der er ingen idyl i det syn. Det er hårdt arbejde og altså en mark. En ager. Et sted, hvor jeg lever, som Gud har tænkt:: “I dit ansigts sved osv.” Og jeg høster det, jeg sår.

Ingenting kommer ud af den blå luft.

Og så tænker jeg, at det må være sådan.

Og så alligevel. For når jeg tænker på jer? Hvor kom I fra? Ud af den blå luft, synes jeg.

Jeg tænker på at pløje marken nu, hvor jeg er blevet gammel. Jeg ved, at jeg vil støde ind i sten, og at det kan gøre ondt … men … jeg vil pløje den igennem alligevel. Akkurat, som man fester igennem. Ikke uden stop selvfølgelig, og måske når jeg ikke til vejs ende.

Nu nok.

Jeg ved ikke, hvor jeg går hen, når jeg forlader jer. Det overlader jeg til Gud. Det er sådan, jeg synes, at det skal være.

Men nu får I alligevel to opstandelsesdigte. Og det ene er morsomt, og det andet er dybt alvorligt. Jeg tror på dem begge. Jeg tror på naturen, og at vi er i den, og jeg tror på Gud og at vi er i Ham.

Hans Hartvig Seedorf: Vi har retten til at drømme:

Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.

Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.

Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.

En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.

Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”

Grundtvig:

Hil dig, frelser og forsoner!
Verden dig med torne kroner,
Du det ser, jeg har i sinde
Rosenkrans om kors at vinde,
Giv dertil mig mod og held!

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
Og hvad elsked’ du hos støvet,
At du ville alt opgive
For at holde os i live,
Os dig at meddele hél?

Kærligheden, hjertegløden,
Stærkere var her end døden,
Heller giver du end tager,
Ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted!

Ak! nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
Navnet værdt, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror, af dine vunder
Væld udsprang til stort vidunder,
Mægtigt til hver sten at vælte
Til isbjerge selv at smelte,
Til at tvætte hjertet rent!

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
Floden, som kan klipper vælte,
Floden, som kan isbjerg smelte,
Som kan blod-skyld tvætte af!

Du, som har dig selv mig givet,
Lad i dig mig elske livet,
Så for dig kun hjertet banker,
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,
Skønt min hånd og barm må isne
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage,
Du betalte syndens sold!

Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi gå til Paradis!

Det er jo for så vidt to uforenelige livsanskuelser, de to digte udtrykker, og de er skrevet til to forskellige lejligheder: Seedorffs til fest og Grundtvigs til begravelse. En fest og en begravelse. Det hænger jo ikke sammen.

Jo, det gør det i mit hoved. Det kan du så måske forarges over. Men sådan er det. For mig er sorg og glæde tæt forbundne.

Livet er stærkere end døden.

Læs digtene og fortvivl ikke – selv om Putin kan slå os ihjel, kan han ikke forhindre os i at leve.