Tag-arkiv: salmer

En Morgen-Psalme

Udgivet den af
Svar

Carpe diem! – ja, Brorson kan som i Op al den Ting glædes over dagens skønhed og minde os om at gribe den, mens sol er oppe. Men det er et liv i nærkontakt med Gud, digteren skriver om, når han er mest salig ved jordelivet. I denne salme kulminerende i de her linjer.
“Saa tryg jeg lagde mig,/og sov saa sødelig,/ fordi mit hierte paa/ dit hierte laae;/ Saa sund paa siæl og krop/ saa glad jeg vogned op,/ og JEsu kys jeg fandt,/ før natten svandt.”
Salmens to første vers lyder sådan her:
See dagen bryder frem med magt / giør himlen lys igien/ og driver mørket hen./ Op hierte paa din morgen-vagt/ lad ingen trygheds blund/ formørke naadens stund!/ Hierte tag/ denne dag/ vel i agt, og tænk derpaa,/ mueligt seer/ aldrig meer/ dine øyne soel opstaae./ Hvor mangen morgen-rød/ var inden aften død,/ og i et øyeblik/ sin afsked fik?/ hvad hielper øynene/ den lyse dag at see/ naar sielen vandrer blind/ i tiden ind?
Kom morgen-røde rosen skiøn/ giør himlen lys og blaae,/ at mørket vige maae!/ Min morgen-røde er Guds søn,/ hans vunders røde glands/ forfrisker sind og sans,/ Jesu død/ purpur-rød/ giør mit hierte himmelblaae,/ at mit sind/ kiger ind/ hvor jeg skal for thronen staae. / Den dug, som over alt/ paa græs og urter faldt/ at væde bierg og dal,/ ey svinde skal,/ før jeg i Jesu blod/ forfrisket har mit mod/ og ret bedugget faaer/ udi hans saar.
Første gang, jeg læste salmen, læste jeg: før jeg bedugget står … – det syntes jeg gav mening: den syngende sjæl er jo beruset af tanken om Jesu lidelse – en slags blodsdyrkelse som er en konstans i den pietistiske retorik, undertiden endda grænsende til det uudholdelige, synes jeg. Og ind i mellem bliver det faktisk berusende, så at man virkelig “bedugget” står, når man har læst et antal salmer om sår, blod og lidelse (!) – det er ret tankevækkende, ikke? – men det handler jo altid samtidig ligeså meget om kærlighed: kys, favnetag og fælles åndedrag …
“Bedugget får” må betyde, at den dug, der falder, er at ligne ved dråberne fra Kristi sår, som sjælen her får del i – de drypper ind i hendes/hans sind og forårsager en slags åndelig forening med den lidende Kristus.  Og at ens hjerte ligger på Kristi hjerte, det er da et smukt billede. To elskende så tæt sammen, som de kan være.

Brorson som jeg først mødte ham

Udgivet den af
Svar

I forrige indlæg ses Titelbladet til Troens Rare Klemodie, som er Brorsons hovedværk. I det følgende vil jeg berette om min vej til en forståelse af salmedigteren.
Brorson havde jeg et ret klart billede af, inden jeg begyndte min research i forbindelse med romanen om ham. Det var jo ham med “Op al den ting, som Gud har gjort” og “Den yndigste rose er funden.” Dem sang vi ofte i min barndom. Og jeg sang dem sammen med bedstemor, der var min åndelige vejleder i de år. Hun var from og kærlig, kunne vist slet ikke blive vred, hverken på verden eller på os børn – og jeg hører lige nu hendes stemme, mens hun læser højt af Barfoeds roman om Brorson: “En Rose mellem Torne.” Herigennem fik jeg mit Brorson billede bekræftet. Ja, han var mild og rar og lignede bedstemor.
Senere tiders billeder af ham divergerede ofte kun lidt fra den opfattelse af digteren. Hør her et digt af C.J. Brandt. Den romantiske tone klinger tydeligt:
“Saa mild som en Midsommeraften sval,/ naar Maanen smiler fra Himlen,/ vemodig som Nordens Nattergal/ gik Brorson i Blomstervrimlen./ Han leged med dem i Smil og Suk;/ men selv hans Taarer de faldt som Dug,/ saa Rosen dufted i dale.”
Yndigt, sentimentalt – men billedet krakkelerer, efterhånden som man kommer tættere på digteren. Her er et citat fra en indberetning om Brorson, som biskop Peder Hersleb sendte til Kong Frederik d.V i 1747: … “en god, men eenfoldig, ved Svaghed og Hypokondri fast uduelig Mand.” Den indberetning blev sendt kort tid efter en af digterens mest alvorlige kriser. En af dem, ja, for hans liv var fuld af kriser. Og dog er han i sin digtning ofte lys, og ordene gnistrer af glæde. Der var store svingninger i hans liv, som der er i hans salmer.
Et indblik i en af hans kriser får man af et brev, som Herrnhuteremissæren Grassmann sendte til grev Zinzendorf i Herrnhut:
….Grassmann besøger Brorson i Ribe i 1746, og han beretter om besøget bl.a.
“… er ( = Brorson) fiehl mir gleich un den hals und erzehlte mir seyn hertzens an liegen. wie er schon 14 Tag eine besondere kranckheit hatte und dabey war die angst seyner seelen manchmahl so gross das er sich nichts halten könt, auch kein mensch ihn trösten könt …” ( Citeret fra Steffen Arndals “Den store hvide Folk” side 335) Det er et uddrag af brev fra arkiverne i Herrnhut).
I oversættelse nogenlunde sådan her: “han faldt mig straks om halsen og fortalte mig om sin sjæls anliggende. Hvorledes han i allerede 14 dage havde lidt af en underlig sygdom og derved var hans sjæleangst så stor, at han ikke kunne stilles ved noget som helst, og intet menneske kunne trøste ham.”
Her er et klip af en moderne digters syn på Brorson. Det er fra Johannes Johansens digt: “Blandt Blomster i Randerup Enge”:
“Han elskede blomstrende gloser/ som ærenpris, tusindskøn, roser./ Om tidselgemytter han fnyste/ ved Helvedets afgrund han gyste.
“Forundret, begejstret og svimmel,/ henrykt til den syvende himmel,/ men aldrig hovmodig i mødet/ En rosentorn stak ham i kødet.
Hans lyre blev stemt af hans smerter/ med varme til bundfrosne hjerter./ En stumhed går gennem hans tale/ om rosen, der vokser i dale.”