Da jeg lavede research til Ingemannbøgerne besøgte jeg naturligvis Eskildstrup Præstegård, for her er digteren født, og her levede han den største del af sin barndom. I den forbindelse spurgte præsten i Eskildstrup mig om, hvorfor jeg i grunden skrev om de karle? Og mente jo salmedigterne. Det enkleste svar ville være: “fordi jeg har lyst.” Det er bare ikke rigtig noget svar, for det kunne følges af spørgsmålet: og hvorfor har du så det? Jeg ved oprigtig talt ikke, hvor lysten kommer fra, men kan jo gætte.
Jeg er født i en lille fiskerby, hvor kristendommen var ligeså selvfølgelig som mad og drikke ( læs Hans Kirks Fiskerne, og du vil se et nogenlunde klart billede af Strandby dengang). Min åndelige vejleder var bedstemor, som beboede førstesalen i mit barndomshjem. Hun var en from kvinde, der tidligt og silde læste højt for os af kristelige tekster, mest biblen, dog vist nok kun i børneudgave. På den måde fik vi indblik i en åndelig verden, der lå langt væk og alligevel var indenfor rækkevidde. Men man skulle jo altså række ud efter den, den var ikke for dovendyr. En af vore sange dengang begyndte således: “luk dit lille hjerte op, Guds Nådes sol vil skinne ind …” Med lidt god vilje var vejen banet.
Barnetroen. Den var stærk, og der skulle gå mange år, inden jeg i det mindste forsøgte at give slip på en så naiv tro. Den var blevet indpodet så blidt og smukt, og havde lejret sig i sindet så solidt, at det føltes som et ubærligt værditab at give slip. Men ungdommen er den tid, hvor man slipper så meget, og også hvor man slipper fri af så meget. Og min forståelse for og holdning til kristendommen undergik da også mange metamorfoser i denne brydningstid. Og desuden: så meget andet tog pladsen op og fyldte: forelskelser, venner, studier og en verden, der lukkede sig op og syntes uendelig og dog sært overskuelig. Vi læste og læste og gjorde os kloge. Og syntes jo, at vi vidste det hele – os, der var unge i 60’erne og 70’erne – vi fandt udødelige sandheder i litteraturen  og var overbeviste om, at vi havde en mission: Vi skulle intet mindre end at gøre verden til et bedre sted for menneskene at leve i. Religionen blev for de fleste af os marginaliseret, eller erstattet af en form for materialisme – og samtidig var det som om i al fald jeg led af en slags åndenød, og det selv om jeg også læste både Dostojevskij, Camus Sartre og Malraux og andre åndeligt forankrede digtere.
I min studietid skyllede den marxistiske bølge hen over universiteterne, og ville man bestå eksamen, måtte man se at få lært, at alle mennesker i kapitalistiske samfund levede med fremmedgjorte bevidstheder og slet ikke ret forstod sig selv og verden. Det skulle vi så lære. Bevidstgørelse, hed det. For mig virkede det sært bekendt. Verden var enkel: der var de frelste ( marxisterne) og de ufrelste ( kapitalisterne eller de stakkels borgerlige, der gik omkring med fremmedgjorte bevidstheder= reaktionen blev de kaldt under et). Og omvendelsen var nødvendig for mennesker og verdens frelse. Det kendte jeg hjemmefra.
Måske er min hang til salmedigtere affødt af et savn, der opstod i denne ellers så frodige og slet ikke kedelige studietid. En mangel på åndsliv. Jeg ved det ikke. Jeg har meget at være mine universitetslærere taknemmelig for, og ideologikritikken var såmænd ikke kedelig – alt var ikke skidt – der var også kanel i kagen. Jeg synes f.eks., at jeg har fået et mere nuanceret syn på samfundet end det, der herskede i mit barndomshjem.
Men nu tilbage til salmedigterne. I deres værker findes en overflod af skønhed og ånd og liv udtrykt i de smukkeste billeder. En verden af livsvisdom. Og der mangler ingenting. Ikke engang Gud.
Jeg fandt det naturligt at lade en Brorsonbog følge på Kingobogen. Brorson er den største, skønt han ikke har skrevet ret meget. Men det skal jeg vende tilbage til.