Engle 3. Bibelens engle

 
 
 
I det gamle Testamente møder vi mange engle. Og efterhånden flere og flere engle – undertiden endda hele hærskarer. Men den allerførste engel vi støder på optræder helt alene. Og han er en “rigtig” engel,  hvis vi da skal holde fast i, at engle er Guds sendebud.
Vi er stadig i Første Mosebog – det er i den bog, de mest elskede og kendte fortællinger findes – grundfortællingerne om vi mennesker. Historierne om Noa og hans Ark og om Abraham og Isak og Rebekka og om Esau og Jakob og om Laban, den laban, og om Josef og hans sønner. Hele denne brogede familie, der ligner alle kommende familier gennem flere 1000 år, ja til alle tider.
En familie med stærke følelsesbånd og ligeså stærke konflikter, der skiller dem. Når jeg læser 1. Mosebog synes jeg, at jeg kan nikke genkendende til så meget. Det er eviggyldige fortællinger.
Men nu gælder det englene, og de begynder virkelig at spille en rolle i disse historier. Det første menneske, der ser en engel, er nu slet ikke medlem af famlien – hun er en fremmed, en slavinde ved navn Hagar.
Sagen er den, at Abraham og Sara, der lever ganske lykkeligt i Mamres Lund, er barnløse, og det er noget rod, for Herren har åbenbaret for Abraham, at han skal blive stamfader til et helt folk: lige så mange efterkommere, som der er stjerner på himlen, har Gud lovet. Men hvor skal de komme fra? Sara er oppe i årerne, faktisk har hun rundet de 90, og i den alder er håbet om at føde andet end fantasibørn stærkt dalende, dengang som nu.
Abraham og Sara bliver enige om, at den unge Hagar passende kan fungere som rugemor – og hun bliver da også gravid, men kommer selvfølgelig i klammeri med Sara, der i sin jalousi piner og plager hende, så hun til sidst må flygte ud i ørkenen. Og her møder hun en Herrens Engel. Den har ikke noget navn, men En Herrens Engel optræder mange steder i Det gamle Testamente, og nogle angelologer (= engleforskerne ) mener, at denne anonyme engel er identisk med Gud selv – men så er den jo ingen engel, så den køber jeg ikke (helt). En engel er en engel – men sandt nok falder den undertiden (næsten) sammen med Gud: f.eks. da Moses ( langt senere ) ser en Herrens Engel i en brændende tornebusk.
Englen får i al fald Hagar til at vende tilbage til Mamres Lund.
Senere flygter hun igen ud i samme ørken og nu med sin lille dreng Ismael ved hånden. Hun farer vild under den brændede sol og lægger sig til at dø et pileskud fra sin lille dreng, hvis gråd hun ikke kan tåle at høre. Men Gud hører barnets gråd, og Guds Engel råber til Hagar fra himlen, at hun skal gå tilbage til sin dreng og tage ham ved hånden, og netop som hun griber den lille barnehånd, skyder en brønd op foran hende.
Men hvorfor flygter Hagar?
Jo, Sara fødte en søn trods sin høje alder – og fødselen gik fint. Lille Isak så verdens lys. Men 9 måneder forinden havde der været fornemt besøg hos det aldrende ægtepar i Mamres Lund. Der kom tre fornemme mænd vandrende, og Abraham så straks, at det ikke var almindelige vejfarende, og han diskede nervøst op med dejlig middag ude under de skyggefulde træer. Hvem de mystiske mænd er, får vi ikke at vide, men de introduceres som hellige, for der står i indledningen: Siden åbenbarede HERREN  sig for ham.: Og en af dem taler med Guds stemme: “Da sagde HERREN til ham,” står der.
De tre mænd er altså Gud og to engle, eller det er tre engle, der er sendt af Gud og gennem hvis mund HAN taler, eller de er måske alle tre inkarnationer af Gud. Det er her som andre steder lidt uklart.
Næste gang en engel optræder er i den frygtelige historie om Abraham, der af Gud har fået befaling om at dræbe sin søn. Netop i det mest højdramatiske øjeblik, hvor faderen hæver kniven for at gennembore sin søns hjerte, lyder der en røst fra himlen. Og der står: “Da sagde Englen: “Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget.”
Reddet i sidste sekund.
Og det er karakteristisk, at englen er der, når der er brug for den. Herrens Engel er som sagt anonym i den forstand, at den ikke har noget navn og i øvrigt er blottet for karakteregenskaber. Den er en frelserengel – det er dens funktion, der kendetegner den.
Anderledes er det med ÆRKEENGLENE, som mit næste indlæg skal fortælle lidt om.