6 – Sandflugten

Udgivet den af
Svar

 
Som jeg skrev i et af de første hjemstavnsindlæg, så er naturen på Skagen Odde så helt eventyrligt anderledes end i resten af landet. Eller resten af verden for den sags skyld.
Eventyrligt, ja, sådan kan det tage sig ud for en nutidsbetragter, der kommer her for at nyde naturen – og sådan har det også set ud for mange af de kunstnere, der kom hertil i 1800tallets sidste halvdel.
Lyset, himlen, lyngen, de grå og hvide klitter, sandet og havet, der skifter udseende hvert øjeblik. Alt det. Det fås ikke smukkere noget sted på kloden. Det synes vi i al fald, som har rødder her.
Eventyrligt som i en smuk drøm, jo, men for mindre end et par hundrede år siden var det snarere eventyrligt som i et rædsomt mareridt. Og det var et mareridt, der havde varet i mere end to hundrede år og som aldrig syntes at ville holde op.
Det var i sandflugtens tid.
Som jeg også skrev i et af de første indlæg, så var her engang frodige enge og store bevoksninger af løvfældende træer, der har kunnet tage af for vinden og lidt efter lidt skabe et mildere klima. Mette H.H. Hansen kommenterede et af mine indlæg med en bemærkning om, at vist var her grønt engang, men det grønne voksede på sand. Sand har altid været grundlaget for den biotop, man kunne finde her: nøjsomme planter af forskellig slags.
Men jeg tror stadig, at sandet, i al fald når vi kommer op i slutningen af Middelalderen kun har været at finde ude i kystområderne, mens de indre strækninger efterhånden er blevet dækket af et muldlag. Og det har givet gode muligheder for agerbrug af forskellig art.
Her på Odden boede mennesker ligefra den tidlige Stenalder og hele vejen op gennem Broncealderen – så har der været et slip, hvor landskabet lå mennesketomt hen, men jo ikke var tomt for vegetation og dyreliv. I tidlig Middelalder vælger kongen Skagen Odde som græsningssted for sine stridsheste, og her har gået heste gennem hele den lange Middelalder, og det er netop i slutningen af den, at Skagen by fik sin absolutte storhedstid med et indbringende agerbrug og et blomstrende fiskeri, der sendte skibe med fisk helt ned til Rügen og østover til København.
Og jorden, ja dels har løvet fra de mange træer og gødningen fra de mange heste langsomt skabt det golde sand om til muldjord ( et tyndt lag muligvis og sårbart, men dog … ) og dels har den voksende velstand skabt midler til udvikling af både landbrugs- og fiskerimetoder. Der var vækst på alle områder.
Så kom den store sandflugt.
Hvorfor?
Det har helt sikkert bl.a. været klimaforandringerne – fra mit arbejde med salmedigteren Thomas Kingo kender jeg lidt til den forandring: klimaet blev barskere op gennem 1600tallet- der rasede voldsomme storme år efter år, og stormfloder oversvømmede store strækninger både her i det nordlige og i det sydvestlige Danmark. Vintrene var nærmest artiske – det var i det århundrede, hvor man om vinteren ikke behøvede broer over Sund og Bælt, ja, hvor fjenden kunne gå med hele sin hær og alt sit tros fra Sverrige til Sjælland og videre over bælterne til Jylland. Og den voldsomme kulde har betydet, at der blev brug for ekstra meget brændsel – skovhugsten har været enorm. Krigene hjalp til i denne uheldige udvikling – også i den forbindelse blev der brug for ekstra meget træ. Træfældningen er helt sikkert en af årsagerne.
Klimaforandringerne ramte hårdt – den lille istid var trods sin lidenhed barsk.
Men også menneskenes levevis blev udslaggivende for den naturkatastrofe, der allerede i slutningen af 1500tallet truede. Man fjernede nødvendig vegetation ved at brænde lyng og ris og derved skabe åbne sår i kystlandskaberne, hvor sandet befriedes for planter og lå i åbne miler som store hvide klitter. Og de var farlige. De voldsomme storme piskede sandet op og ind i landet, hvor det lagde sig på bondens marker og om folks gårde og huse, ofte så ødelæggende, at beboerne måtte flygte eller flytte deres ejendom, hvis de havde råd til det.
Men da øvrigheden endelig i slutningen af 1700tallet reagerede positivt og satte ind med massive og effektive sandflugtsdæmpende foranstaltninger, ja så var det sjovt nok de hårdtramte bønder selv, der obstruerede, og som gjorde, at det blev en langsommelig proces.
I det følgende vil jeg bringe en række citater og kommentarer til belysning af ovenstående. De er snuppet fra Anthon Fuglsangs artikel “Bidrag til Sandflugtens Historie.” ( Jyske Samlinger Bind 5, række 9 ( 1947) – jeg så vil senere supplere med andre skildringer af sandflugten, navnlig fordi Fuglsangs arbejde er koncentreret om dokumenter fra alle andre områder end lige netop Skagen Odde, der næsten ikke omtales.
“Den almindelige Dæmpning, der blev iværksat ved Forordning af 19. September 1792, gennemførtes i Løbet af en Menneskealder ved et uhyre Hoveri af Bønderne i de hjemsøgte Amter under yderst slette Vilkaar og med næsten ufattelig ringe Midler. Men Mindet om Sandflugtens Gru og Dæmpningens trælse og tunge Byrde er blegnet.” ( s.163 )
“Sandflugtsdæmpningen blev et saare slidsomt Arbejde, om – og om – og om igen, Aar efter Aar. Sandflugtsstormenes ubændige Kraft og Fart satte Himmel og Jord i et forrygende Knog og kunde i mindre end et Døgn oprive, bortføre, ødelægge, hvad der hidtil var udført.” ( s.177)
Det er ikke så sært, at det var vanskeligt at få bønderne til at arbejde med på sandflugtsdæmpningen. Det var næsten en slags slavearbejde, der gjorde, at de måtte forsømme det hjemlige virke på gården, og desuden stod de fjendtligt og uforstående overfor de mange nye forordninger. De var f. eks.fra Arrilds tid vant til fri drift i klitterne ( og det blev nu forbudt), og sandstormene var det efter deres mening ikke muligt at dæmpe – ja, det var halsløs gerning, for det var jo som at gribe ind i selveste Skaberens store ubegribelige Plan ( = Guds veje er uransagelige – skulle man nu til at ransage dem??)
“Ingen Lodsejer gjorde Ophævelser over, at Ko og Faar her blev græsset uden Tilladelse … Bonden ansaa Sandflugt som en Ovenfaldsskade, Guds haarde Hjemsøgelse for Menneskets Synders Skyld. Det var en Braad, En gjorde vel i ikke at stampe imod, altsaa heller ikke Kongen og hans Sandflugtsvæsen.” ( s.184)
En ovenfaldsskade ( !!!! ) – herligt udtryk.
Bønderne blev tvangsudskrevne til arbejdet, og det var hårdt, og de var ofte vrangvillige og gjorde, hvad de kunne for at sabotere planen:
“Derfor blev de første Aar svære at komme igennem, ikke blot for Bønderne, men ogsaa for Sandflugtskommissærerne og Klitbetjentene, og Masser af Bondeklager blev indsendt til Amtmand og Rentekammer over formentlige Uretfærdigheder og Overgreb” s.185)

5 – Klitgaard 2

Udgivet den af
Svar

 
I 1600tallet var der ingen egentlige købmænd i Skagen. – der var 1 skomager – 1 slagter – ( 1626)
Klitgaard mener, at Skagboerne var “røvere” ved skibbrud – her er han uenig med Olavius.
Efter 1521 tilfaldt strandet gods ikke mere kongen men ejeren ( af skib og varer og andet vraggods
Under Kalmarkrigen med Sverige 1611 gik Skagboerne vagt ved stranden dag og nat
1625 pesten rammer Skagen
1611-27 – Hekseepedemi hærger hele Jylland – i Skagen “huserede” heksen Mette Jensdatter “Hosemette” og troldkarlen Christen Sørensen “Klør Knægt”
Mette brændes januar 1624 – hun får skylden for det ringe fiskeri
29. september vidnede Niels Jensen Gaihede på Gaardbo Birketing imod “Klør Knægt” og også han bliver brændt på bålet.
Under Trediveårskrigen, hvor Chr.4. taber til Wallenstein, rykker fjenden op i Jylland – også Skagen bliver inddraget i krigen. Fyret slukkes for at foranledige strandinger af fjendtlige skibe.
Karred, Hulsig, Lundholm m.fl. har ikke fjender indkvarteret.
Der var mange “Løsgængere” i tiden ( hjemløse) – de blev jaget fra by til by – der var også mange tiggerbørn, der vandrede om til de døde af sult og kulde og vanrøgt
Der var ingen kornavl i århundredet – ingen høslæt. Derimod en del får og køer, som passedes af en markmand. Tørvegravning fandt sted.
i slutninge af 1600tallet spores en lille fremgang for landbrug
i 1718 tinglæses og protokolleres følgende bønskrift “Som Fiskeriet, vi fattige Mennesker udi Højen eller Gammel Skagen skal nære os, fattige Koner og Børn af, har nu to Aars Tid været saa meget slet, det vi ikke kunde have deraf til vores nødtørftige Føde og slet intet til andet Nødtørft, derforuden Tid efter anden lidt stor Skade paa vores Fiskeredskab, som ved Storm og Uvejr er os fratagen, og er det, som vi alene skal nære os af, saa har og en Del af os ved sidste store Vandflod ( 25. dec. 1717) og Storm lidt stor Skade paa vores Huse og Hjem, som Vandfloden har bortjaget,” ( s.143)
1630 – forordning om forbud mod at færdes på stranden uden for at bese sine fiskeredskaber. Tyveri er en hyppig forseelse i Skagen ( s.147) = forbud mod at “løbe strandlangs” efter en stranding.
Stranden i Vendsyssel bortforpagtes i større eller mindre dele til skiftende forpagtere
i 1679 strandede et engelsk skib syd for Randerød, og skibes blev vrag, men folkene reddedes i land. Beboerne i omegnen ( Bunken, Rannerød, Hejselholt, Kyllesbæk, Raabjerg, Troldbjerg, Gajhede, Starholm og Aalbæk) stjal det ilanddrevne gods. ( s.154)
1768 var der kun 130 familier tilbage i hele Skagen ( s.179) ca.700 -800 mennesker
de fattige Skagboere lånte udlevede heste, som de så brugte om sommeren og skød inden vinter. De lejede også køer sommeren over ( 3-4 Rdlr. pr. stk. for 3 måneder) – om vinteren måtte de Skagboere, der selv havde køer sende dem til fodring længere nede i landet – (s.181)
Søren Abildgaard ( arkivtegner) besøger Skagen i 1761 og skriver: “Ude paa dette smalle Strimmel Land er Kiøbstaden Skagen beliggende, som indbefatter trende smaa adskilte Byer, nemlig Vester- og ØsterBy, som ligger ganske nær hinanden paa den sydlige Strand omtrent en halv Mil indad fra Landets yderste Odde eller Grenen, den tredje By kaldes Højen eller Gammel Skagen … men til Skagens Kirke-Sogn henhører endnu ti vidt fra hinanden adskilte smaa matrikulerede Bøndergaarde, som ligger vester hen ved de saakaldte Skagebunke og grænser til Raabjerg Sogn.” ( s.187)
5 – 6 huse er mur- og bindingsværkshuse – resten er bygget af tømmer
en vejr- og en hestemølle
Abildgaard omtaler Hovsø – dyb og fuld af fisk ( s.188)
For mange køer – navnlig i “Bunkerne” – de æder marehalmen og risene
Før Christian August Tetens 1794 blev byfoged blev klitvegetationen ikke beskyttet ved øvrighedens indgriben ( s.189)
Til sejlads: 10 skuder, 8 med dæk – 5 sejlingsbåde
Til fiskeri: 24 store fiskebåde ( s.193)
Der er ingen havn – om vinteren trækkes bådene på land.
Niels Thaarup ( søn af digteren Thaarup) udsendt af “Det Mineralogiske Selskab” for at foretage jordbundsundersøgelser – han besøger Skagen i 1763
God beskrivelse af Skagen 1806 af byfoged O.C.Lund, optaget i G.Begtrups “Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark” 4. bind s. 543 ( s. 211)
I Skagen Sogn … Bunken eller Skagens Landsbysogn = 5 steder = 68 personer ( s.211)
I selve Skagen = 850 personer, heraf er de 50 borgere og de 261 søfolk – 30 personer er under forsorg
Offentlige Bygninger: Fyrtårn, Kapel, skolehus, rådsstue, det gl. kirketårn – 2 klokke- eller klanghuse.
Skibe: 24 jagter
meget lidt agerjord – der avles en smule på byens fælled.
300 får – 30 heste – 112 kvæg ( de 40 er lejekøer)
kæmnerkassens indhold i 1805: 83 Rdlr. 65,5 Skilling
Indtægter mest fra græsafgift
udgifter: 1 rdl. til veterinærskolen 9 rdl og 2 mark til bfoged – 12 rdlr. til jordemor – 10 rdlr. til opvarmning af rådsstue
der var ingen læge i Skagen og der gik to dage, inden den nærmeste læge kunne nå frem. Dette mærkedes katastrofalt ved skibbrud.
Ingen vægtere, men der er heller ingen gader, de kunne gå i.
Intet befordringsvæsen – og det er dyrt at holde hest.
Regler for brug af byens fælled + de to damsteder. ( s.221)
1801 kom der ordre til at slukke Skagen Fyr, idet den engelske flåde var på vej mod København (s.223)
Skagen og Løkken inddrages i krigen 1807 – 1810 anlægges et batteri begge steder
der kom soldater til Skagen
Englænderne stationerede et vagtskib ved Skagen Rev “the fury bomb”
1808 strander “The John” – et engelsk skib, og skagboerne gør en stor indsats for at redde den fjendtlige besætning – de fik god behandling i Skagen, skriver en af passagererne James MacDonald: “Vi blev behandlede med største Venlighed.”
Derimod går det anderledes for en brig, der strander øst for Højen og erobres af borgerbevæbningen i Skagen. Man tager 10 fanger og erobrer 8 kanoner + skibet + et tysk skib, som strander samtidig ( en brig fra Bremen)
“Ved Skagen kunde være samlet en hel Flaade Kapere, som laa på Lur efter fjentlige Konvojer,” ( s.226)
Masser af søfolk gik i land i Skagen – Når englænderne kaprede skibe i Skagerak, lod de besætningen ( minus et par stykker) sejle i Land i Robaade” ( s.226) – på den måde kom der “liv” i Skagen i krigsårene.
Der var et stort antal strandinger i de år, hvor fyret jo på grund af krigen var slukket. Det var en virkelig god indtægtskilde for byen. (s. 227)
1840 vinder 7 fiskere i det helt store lotteri ( hver fra 4000 til 7000 rdlr.)
1820 -1840 – mange indbringende strandinger.
23 skibe strandede på Sønderstrand og kun få reddedes
Ved auktioner købte Skaboerne vrag op med restladninger – det var en god forretning
mange skibe gik på grund, men blev bragt flot igen, eks. barken “Watson” af Hull i 1839
M.A. Goldschmidts lille novelle i “Ekkoet” illustrerer, hvorledes man berigede sig på de skibbrudne og det i ond tro.
I første halvdel af 1800tallet ændrer byen sig ikke meget: stadig en samling spredte huse og ingen gader
“Kommer man søværts til Skagen, maa man finde sig i at stige til Hest paa en Skagbos Ryg et langt Stykke ude i Kattegat og saaledes ride i Land.” ( s.244)
H.C. Andersen besøger Skagen i 1859 og skriver herom: “Hist paa de højeste Klitter mellem Huse og Kartoffelagre, hvor oppe man ser ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøjder til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Vejr Fruentimmerne … Bakken kaldes Sladderbakken.” ( s.246)
Blicher besøger Skagen i 1839 og skriver om den samme sladderbakke ( som faktisk kaldtes Svallerbakken ( MH) , at: “Dette Forlystelses sted besøger – naar det er godt Vejr, som rigtignok sjælden er – af Byens kvindelige Beboere. Hvad de egentlig more sig med, skal jeg lade være usagt, thi da jeg var deroppe, blæste det, som det plejer at gøre de 364 Dage af Aaret.” ( s. 247)
Svallerbakken findes endnu
Gæstgivergaarden, hvor H.C.Andersen boede ejes af Erik Brøndum i Østerby – enkefru Brøndum byggede den i 1844. 1853 drevet af hendes svigersøn – i 1868 flyttes den til købmand Erik Brøndums Gård i Østerby. “Beboerne besørgede gerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.” ( s. 250) Fra Justitsraad Købmand L. Holst’ erindringer fra 1907)
Indtil 1854 ingen veje til Skagen
Fra Skagen til Hulsig altid langs stranden
Fra Hulsig til Frederikshavn ad en sandvej, der om vinteren kunne være ufarbar – (s. 250) – Ingen bro over Knasborg Å – og om vinteren var vadet livsfarligt at passere
Til Hjørring langs med Nordstrand til Tversted – var kun muligt ved lavvande.
St.St. Blicher: “Vestlig Profil af den cimriske Halvø” fra 1839 skriver herom
1854 – vej fra Skagen til Frederikshavn – men 4 heste var nødvendige for at passere hen over milerne.
1870 dækker man hovedgaden med ler og grus. Også sidegaderne blev forsynede med ler og grus – hentet med skibe fra Strandby
Nogle årstal:
ca.1850 – indbyggertallet er nu 1400
1841 – ny kirke bygges
1851 postekspedition
1852 – redningsstation
1853 – kolera
1869 – sparekasse
1869 – bibliotek
1871 – signalstation
1872 – meterologisk station
1890 – jernbane
1901 – borgerskole
1904 – apotek
1907 – havn og gasværk
1913 – Skagen Avis
1916 – sygehus og Skagen Bank
1918 – elværk
1928 – 4082 indbyggere
4000 rdlr. skænkede til en kirke i Skagen fra nedlæggelsen af det dansk-lutheranske kapel i London ( s. 296)

intermezzo

Udgivet den af
Svar

De næste mange indlæg vil muligvis forekomme uinteressante for en del mennesker. Det vil blive utvivlsomt blive noget af en opremsning. Notat på notat faktisk. 
Men det er ikke desto mindre min hensigt løbende at indvi  læserne i den del af mit arbejde,  der går ud på at mure det faktuelle fundament for min kommende roman. Og den formodes i skrivende stund stadig at blive en slags hjemstavnsfortælling.
Efterhånden, som de tørre facts indløber og falder på plads, vil også konturerne af en bog sikkert tegne sig. For mig i første omgang, for mine  bloglæsere i anden omgang. Det tør jeg lægge hovedet på blokken for! Så sikkert er det.
Sikkert?  En af mine svigerdøtre sagde engang, hvor jeg var ved at palnlægge et længere forløb: “Ja, vi planlægger, og vi planlægger – og i sin Himmel sidder Gud og ryster på hovedet. Han ved bedre. ”  
For dem, derimod, der interesserer sig for egnshistorie, i dette tilfælde Skagens, er det jo ikke kedelig læsning. Og for mig ganske nødvendigt.
Indlægene skulle gerne give et indtryk af min arbejdsmetode og samtidig give dem, der gerne vil vide mere om Skagen og omegn nogle solide oplysninger.
Jeg modtager med jubel kommentarer og sideindlæg.
Og nu en lille oplysning i forbifarten: det er yderst sandsynligt, at den indre sandflugt ( den i mit hoved) på et tidspunkt bremser min lyst til at arbejde videre med projektet. Der vil så blive en pause, mens sandet blæses væk af andre vinde.
Andre vinde? Ja, for det kan ske, at jeg springer fra Skagen til Ingemann. Ham mangler jeg nemlig noget om på bloggen, og den mangel skal udbedres.
Det er ligeså sikkert, at jeg vender friskere tilbage og fortsætter mit såkaldte Skagensprojekt.

4 – C. Klitgaard: Skagen Bys Historie indtil 1870

Udgivet den af
Svar

Jeg har gennemlæst ovenstående beretning om Skagen, anvendt udgaven fra 1928, trykt i Skagen Bogtrykkeri.
Ligesom med bogen af Olavius har jeg foretaget notater under læsningen. Det er dem, der kan læses i det flg. Ved anden gennemlæsning af bogen vil jeg redigere disse yderligere.
19. april 1355 fortæller et tingvidne flg.: “En Thorkild fik hele Skagens Græsning for hans vilde Stod. Hyrden for disse vilde Heste ved Navn Thronder fandt først paa at fiske paa Skagen og byggede det første Hus paa Skagen paa samme Thorkilds Vegne.” ( s.10)
Navnet Skagen kommer af det gammeldanske ord at “skage” = at rage frem – udtales: SKAWI
“Ude ved Kattegatsiden lidt Nord for Karred ligger nogle Smaasteder, der nu paa kortene betegnes som Tranestederne, men som i Følge A.P.Gaardboe, der jo var fra samme Egn, hed “Throndstederne” eller “Thronderne”, og det er meget sandsynligt, at dette Navn gemmer et Minde om den første Nybygger her, hyrden Thrond.” (s. 12 )
I stenalder og broncealder boede her folk, men ikke i Jernalderen ( viser fund)
Hou Søe ( Hovsø) ved kirken:
“Til Agerbrug egnede Jorden sig ikke, og da (=1350’erne) som senere maatte Beboerne søge Næring ved Fiskeriet.” ( s.13) …. “saa opslog de andet Steds fra fordrevne ( = af krigen) Mennesker deres Fiskeboder paa den øde Kyst fra Hovsø og ud mod Grenen. ( s.13)
Måske var husene lukkede uden for fiskesæsonen (?) …
d.22/1 1413 gav Erik af Pommern byen købstadsprivilegier: ” Vi Erik Konge har undt Byen Skagen alle saadanne Privilegier, som andre Købstæder har i Vort Rige Danmark.” ( Stadfæstet igen af Christoffer af Bayern og af Christian d. 1. i 1451)
Der er en kirke i byen allerede på det tidspunkt: st. Laurentius Kirke = den længste kirke i Vendsyssel
1403 – Jens Pedersen Rynkeby præst – Kirkens størrelse beviser byens størrelse
i Højen og Skagen fandtes også Kapeller ( s.17)
10. nov. 1507 gav Kong Hans Skagen en Stadsret ( s.17)
Artikler i Stadsretten: Om vraggods, der kommer drivende ind til stranden og som ikke tilhører skavboerne, det skal føres til protokols hos skriveren – “Gør nogen herimod eller sidder overhørig med at indføre saadant Gods og Vrag efter Borgmesters og Raads Bud, han bøde med sin Hals.” ( s.21)
§42 – om Fredløshed: “Hvo som fredløs er gjort i Danmark, han skal være fredløs paa Skagen.”
1545 –  Kongen ( Chr. d.2.) gav Skagen Ejendomsbreve på “fri Græsgang og Uddrift paa Hofsiø Gaard og Grund udenfor Byen, som Niels Iversen ibor.” ( s.24)
Midt i 1500 tallet opstår Karredbebyggelsen
1553 – på tinget bevidner ved håndsoprækkelse og under ed 8 trofaste Dannemænd “at skauffs fællig Mark, Lyngslet, Tørvegrøft og Rishug naar til den Sten, som staar paa Rannirøds Gaardssted, som staar imellem Høgenhaffs Mark og Lundholms Mark, fra den Sten og til Kullehøyen, fra Kullehøyen og til Holsig Vraae, fra den Sten paa den søndre Side ud ad Gammel Veyerskaar, som ligger en Vanddam i, fra Kullehøyen og til den Sten, som staar ved Lundholm, fra den Sten og til Throsnes Gab, fra Throsnes Gab og til Gammel Throsnes, fra Gammel Throsnes og til det Bjerg som ligger næst norden til Throsnes Kielde. ( s.29)
“Disse Forfølgelser mod Nybyggere paa Byens Mark bevirkede sandsynligvis, at Nybyggerne søgte længere mod Syd til Nabosognet Raabjerg og der oprettede Nybygd i Aalbæk, men også denne søgte Skagboerne at ødelægge.” ( s.29)
1580 klager Skagboerne over den nye by Aalbæk
I hele 1500 tallet var næringsforholdene gode og der var mange fastboende (s.31)
1523 opretter Hans Tysk et kapel som også var hospital. Det forsvinder dog efter reformationen.
Skagboerne skulle give “Skattefisk” til kongen ( sende saltede fisk) (s.32)
Der skulle betales told af al fiskefangst
Adelen, der fiskede på egen strand var fri for told.
I 1500 tallet var Skagen den største by i Vendsyssel – mellem 1000 og 2000 indbyggere
1583 – 4 smede, 3 skræddere, 2 snedkere 1 bødker 3 tømrere 1 glarmester 1 skibsbygger
Slægtsnavne i 1500 tallet: Agge, Bagge, Bark, Bjerg, Bolst, Brandi, Burri, Dal, Dyre, Falk, Fris, Frost, Grøn, Hart, Hjort, Hofman, Holm, Holst, Hvis, Jul, Kat, Knod, Kok, Kotti, Køndi, Kæmpe, Lillebonde, Lund, Munk, Orm, Paal, Piker, Pilt, Rus, Ræv, Slump, Soddi, Spend, Trane, Tørri, Worm
1598 Chr. d. 4. besøger Skagen – sejler fra Haderslev
1533-35 støttede Skagen Skipper Klemens.
ca. 1550 – Latinskolen v. Kapellet i Østerby
1560 – Fyr
1568 – 350 Fiskerbåde forliste i en storm ved Skagen ( s.41)
1591 – 22 borgere druknede i en storm
1591 – Nordøstenstorm i 3-4 dage begraver 25 gårde i sand
1592 – Stormflod rev gårde og huse bort
Fisker Morten Lauridsen og Marine Sørensdatter forlod Skagen og rejste fra deres ødelagte hus og til København. Deres søn Laurids Mortensen Scavenius blev teologisk professor og biskop over Sjælland Stift. (s.42)
I 1600 tallet gik det tilbage for fiskeriet
Sandflugten begyndte at tage overhånd
1633 – tingsvidne fortæller, at vandfloden forhøjedes år efter år og borttog huse og gårde i byen.
I 1690 klager præsten over, at det aftagende fiskeri driver folk bort, så der kun er 60-70 tiendeydere tilbage
Forbudt at drage vaad på Sønderside (s.48)
( Fortsættelse følger)

3 – Olavius 2

Udgivet den af
Svar

Her fortsætter notaterne fra Olaviæ bog om Skagen før 1787, og som man vil se er Hesselholt nævnt:
Sandflugten:
“Det stærke Jordmon er opslidt, ligesom at Skaberen have sat en slags Prøve paa, hvorvidt det menneskelige Kiøns Omsorg gik, for at befordre dets eget Vel, og i at bøde paa Naturens Mangler. Man har Syn for Sagen paa Stedet med Henseende til begge Dele, nemlig: at Sandflugten fast har ødelagt alle Marker samt de omkring liggende kostbare Eiendomme, og at Folk har været ligesaa ubekymrede for at overkomme Ødelæggelsen, som Sandflugten villig til at ødelægge, …” (s.38)
Pator Lodberg mistede sin agerjord + eng ved en voldsom storm fra nordvest i 1775, bededag. – den trængte også ind i kirken som ellers hidtil var gået fri.
Husene omkring Capellet blev kaldt Capelborg – de blev oversvømmede i 1717, så folk måtte evacueres.
Maren Ammes Mark + Vestermark ødelagt af sand.
“… Ind i Byerne har Sandflugten saaledes trængt sig, at Sandet paa mange Steder er begyndt at gaae op paa Taget af Husene, hvilket forvolder, at man neppe kan komme frem med Hest og Vogn eller til Fods paa sine Steder i Gaderne, og allermest, naar det har regnet stærkt eller sneet, da Vandet bliver staaende mellem de heslige Sanddynger. … “(s.42)
Mellem Kirken og Vesterby var der en stor ferskvandssø med mange Fisk ( 5 – 6- Favne dyb) – den blev ødelagt af sandet, i 1780, da Olavius kom til Skagen var der kun 2 små huller tilbage af søen. Olavius fanger et par skaller heri, og de er udsultede og byldebefængte – ( s.42)
Olavius omtaler Kirkemilen ( Sandmilen?), som ligger ved siden af “dette Vand” (= den gamle sø)  og nævner, at der findes mange andre miler ( =”en meget stor Sandhøi”).
Om gårde, der har taget skade af sandflugten skriver han følgende:
“Tvende Bøndergaarde, beliggende ved Tranen, en Egn …., som formodentlig har faaet sit Navn af Tranefuglens Forsamling sammesteds i forrige Tider …. eller, som andre mene, Stedets første Beboer Trane, hvis Marker upaatvivlelig have været meget frugtbare, inden de iVester og Nord beliggende Sandmiile oversvømmede Eiendommen.” (s.44)
Nu kan der på begge gårde kun avles 1,5 tønde byg og 2-3 tønder havre.
Olavius lærte af tolder Guldberg ( sin forgænger) at avle vikker og heraf høstes en del – det samme lærte han videre til bønderne i Tranen.
En af de små gårde der hed “BAKKEN” eller “KARREDSBEK”.
“KARRED” eller STORE KARRED har været flyttet 4 gange. LILLE KARRED flyttes til Tranen 30 år tidligere. Er nu også delvis ødelagt af sand.
Der høstes Erica Rubra – (fårelyng) til at farve gult og grønt.
Chriesten Madsens hus ved “Becken” ( bækken)
“Paa alle disse Gaarde har jeg ellers set Grønkaal at voxe til en vis ikke ringe Størrelse” ( s.45)
I de vestlige grænser af sognet lå LILLE LUNDHOLD og STORE LUNDHOLM.
STORE LUNDHOLM nedlægges på grund af sand og bliver til Tolder-eller Ladegård. – LILLE LUNDHOLM flyttes et stykke mod øst.
HULSIG GAARD flyttes to gange en 1/4 mil til Øst. “Beboerne ( skal) endnu, i Følge eget Forgivende, kunde saa paa Stedet 1 – 2 Tønder Byg – 2-3 Tønder Havre.”
“HEISELHOLT”, formodentlig saaledes kaldet i Anledning af de der omkring fordum voxende Hasseltræer. Denne Gaard staar efter Beretning, paa samme Sted, som den først blev bygget, formedelst at Sandflugten for den største Deel hidindtil har skaanet det dertil hørende Agerland, endskiønt at Engbunden dog derhos har liidt nogen Skade. Sandmiilerne nærme sig ogsaa dette Sted Aar efter andet, hvorfor Beboerne ere udsatte for Frygt og Fare og tabe ligesaa meget som deres Naboer.” ( s.48)
“KLAAE-RUMPE, KLARUP, eller som Gaarden nu kaldes, RUMPEN, er fast det eneste Sted eller beboelig Gaard i Schagen Sogn tilbage, fordi Sandflugten der hverken har giort synderlig Skade paa Ager og Eng, men vel ødelagt Overdrevel paa den vestlige Side af Gaarden, og der opkastet nogle fæle Sandmiile, som er noksom befrygtelige i Fremtiden.” (s.48)
Som det fremgår af ovenstående citater, så lå Hesselholtgården i Tranestederne ( = Tranen). Men hvor? Det vil jeg godt vide, og måske kan nogen hjælpe mig – selv vil jeg søge i diverse arkiver.
Højens markjord elendig
AALBÆK:  Sandflugten har angrebet “Nørre Elkiærs Herregaards Eiendomme” – grænser op til Ellinggard og Lerbeck
Folk opfordres til at holde op med at bruge gråris og marehalm til brændsel. Resultat: de fryser.
“Stude, Køer og Heste, der tillades at gaae løse i Klitten baade Sommer og Vinter, … ere virksomme Midler til at befordre de sandstillende Urters Undergang.” (s.49)
Olavius forsøger at lære bønderne mere effektivt landbrug og fiskerne noget om forbedring af redskaber og fangstmetoder, men han kommer til kort “udi alt dette kom jeg ingen Vei.”
Olavius klager over, at Skavboerne er sjuskede og uordentlige og selv med til at ødelægge de få tiloversblevne marker ved at lade får og gæs osv. græsse frit ( s.53)
Byens Vedtægter (= Schagens Grannebrev): Vedtægterne beskriver nøje, hvordan der skal ageres i marken – de er underskrevet 16.august 1700 og blev oplæst hvert år ved Skagen Byting indtil 1747
“Ordre til at alle Toldere i Riget, at de nøie skulde passe paa, at ingen Mansk Mynt blev udført af Landet” ( s.142) – dette mener Olavius dog er umuligt, om han så havde 1000 øjne.
De høje kornpriser dæmper drikfældighed, da det er dyrt at fremstille brændevin.
kun få i Skagen “have lagt sig efter at binde Strømper.” (144)
OM STRANDINGS – TILFÆLDE:
“Om Gudsdyder – Sæderneog overtroiske Lævninger”
O skriver, at Skavboerne er fromme ( ingen værts- og dansehuse) – de er andægtige i kirken – der er ingen slagsmål – O. har aldrig hørt om optøjer i byen.
Ved strandinger er der dog vagt over det inddrevne fra vraget.
Folk er nøjsomme m.h.t. fornøjelser, men:
“Angaaende Bryllupper og Barselsgilder, da var man i saa Henseende her temmelig overdaadig, førend Forordningen af 20. januar 1783 udkom, da man dog endog ved simple Folks Bryllupper kunde have 10 – 12 Rætter Mad” …
“Schagens Beboere roses ellers for at være redelige Betalere, naar de have noget at betale med, og har jeg, som Oppebørselsbetjent paa Stedet ikke andet fornummet.”
Når små børn har ondt i maven så giver moderen dem et omslag af varm malurt+vand, hvori der har ligget rustne søm.

2 – Olavius: Beskrivelse over Skagens Kiøbstad og Sogn. 1787

Udgivet den af
Svar

Jeg har hastelæst Olaus Olavius’ bog om Skagen fra 1787 – Udgaven, jeg har brugt er den Skagen By-og Egnsmuseum udgav i 2003. Jeg vil her nedfælde nogle af de notater, jeg har taget under læsningen. Efter anden ( og grundigere) læsning vil der blive redigeret i nedenstående:
Olavius skriver til Kronprinsen i 1787: “Jeg har i dybeste Underdanighed vovet, at tilegne Deres Kongelige Høihed denne liden Beskrivelse i Tanker om, at være saa lykkelig at kunde formaae Deres kongelige Høiheds høie Siel til, ogsaa at tage Deel i at frelse en Flok Folk og et stykke Land, som Naturen saa aabenbare truer med Undergang.”
I 1600 tallet lå der i Skagen Landsogn en del store og mindre gårde, blandt andet blev Hesselholt opført i det århundrede ( men den er ikke nævnt hos Olavius) Her står derimod om Lundholm, at Frederik d.3. d.16. juni 1667 tilskødede borgmester Fæder Hansen ladegården Lundholm og bondegården Klaa-Rump med de dertil hørende ejendomme. Det viser, at der på den tid lå flere gårde spredt rundt om syd for Skagen By. Han beskriver Lundholm som herregård og tilføjer, at den nu er borte.
Efter Fæder Hansen følger der ikke flere borgmestre i Skagen, fra nu af bestyres byen af en byfoged. Det står også sløjt til med lærdommen – kun ruinen står tilbage af latinskolen. Næsten ingen kan regne eller læse.
1781 – folketælling viser 91 familier i Skagen by. 28 i Østerby, 21 i Højen og 10 bønderfamilier i Skagen Landsogn. Mænd: 290 Kvinder: 360
i 1780 blev 20 mand indkaldt til soldatertjeneste.
Der var ingen læge, men præsten Her Lodberg var lægekyndig.
Bygninger på Skagen:
Fyrtårnet:
“Det gamle Fyrtaarn stod kort overfor Schagens Udhuk, og ved den sydlige Side af samme, paa en Høi eller Bakke, som endnu kaldes Fyrbakke. Denne Bakke blev saaledes Tid efter anden undermineret eller indhulet af Havet, at man i Aaret 1746 eller 1747 var nødsaget til at lade det nedrive og opbygge et andet i dets Sted.” ( s.23).
Det gamle var et vippefyr – vippestang – fyrpande, jerngaffel, der drejede – 6 skæpper stenkul i panden ad gangen.
I 1754 forsynes fyret med en lygte af kobber+jern – rund og med 60 glasruder i. Den kom dog aldrig i brug.
Det ny runde tårn blev bygget af mursten.
“Fyr Inspekteuren nyder frie Bolig og 300 Rdlr. aarlig af Kongens Kasse, hvorimod han lønner 2 karle.
St.Laurenti Kirke:
Bygget “en halv Fierdingvei uden og vesten for den (=byen).” (s.29) Beliggenhed for at folk fra Gammel Skagen ( Højen) ikke skulle have så langt at gå: “Under nuværende Omstændigheder ligger dette Gudshuus noget vel langt afsides, besynderlig i Hensigt til det smukke Kiøn, der ikke vel kunde taale, at blive vaade om Benene.” (s.30) Han skriver endvidere, at kirken har været flot, men nu forfalder.
Skolen:
Latinskolen er nedlagt. Der findes nu et skolehus. Skoleholderens løn er ringe = 14 Rdlr. årligt – dertil kommer betaling pr. barn for 2 skilling pr. uge for at lære at læse og 4 skilling for også at lære at regne og skrive. Der er næsten ingen børn i sidste kategori. Forældrene har ikke råd. ( s.35) – de fattigste børn skal undervises gratis. “Han (= læreren) maae forrettte sit Arbeide sulten og sukkende.” ( s.35)
Rådstuen eller Tinghuset:
Bygget af tømmer – behængt med tegl på den ene side. Ingen grundmurede huse i Skagen. 13 huse opført af mur+bindingsværk – alle andre af brædder + stråtag.
Ler er kostbart og skal transporteres langvejsfra med båd.
1/3 af husene har skorsten.
( fortsættelse følger)

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Nu burde jeg være i fuld gang med den første del af mit bogprojekt: researchfasen, og til netop den her bog må jeg bruge tid, meget tid, for der er så ufattelig meget stof, og indtil videre synes jeg, at det alt sammen er vigtigt. Selv om egnen her omkring Skagen føles så hjemlig – har jo kendt den altid – så har jeg egentlig aldrig studeret dens historie. Det skulle jeg så gøre nu. Det er derfor jeg er her. Er altså bare ikke kommet i gang endnu.
Dagene går med at drive om i landskabet som en anden Blicher – og som ham burde jeg vel så kunne inspireres alene af det – det er her jo alt sammen: heden, klitterne, havet og den vældige himmel, hvis skyformationer hele tiden forandrer sig og danner de mest fantastiske himmelmønstre – jeg forsøger at fange det alt sammen med mit kamara – så er billederne der. Men ordene. De må vente. Og desuden, jeg er ingen Blicher.

Billeder fra Tranestederne ved Skagen

Udgivet den af
2


Billedet her er taget ved Tranestederne, der ligger ca. 8 km syd fra Skagen på Østkysten –  mod vest ligger Kandestederne. I midten Hulsig, hvortil enkelte gårde, f.eks. Hesselholt blev flyttet efter en af de store sandstorme. Engang var her grønne enge. Det er vanskeligt at forestille sig idag.

På vej ind i landet fra Tranestederne mod Hulsig.

Et vue langs kysten mod Skagen. Her er stranden bred, ved højvande er der næsten ingen. Alligevel gik vejen fra Frederikshavn og til Skagen i 1800 tallet denne vej. Hestene trak vognene gennem sand og vand. Digteren Goldschmidt fortæller om sin tur til Skagen, at det var et mareridt at færdes på den måde, så det har langt fra altid været behageligt.

1 – Skagen i tankerne

Udgivet den af
Svar

 
For flere år siden foreslog en af mine søstre, at jeg skulle skrive familiehistorien, fortællingen om den gamle, smukke gård, Hesselholt, der havde tilhørt slægten i mange generationer, og hvor min far voksede op, og som for os børn dannede rammen om så mange lykkelige feriedage. Fortælle om, hvordan den i sin tid lå i en frodig og grøn egn, hvor alt groede og lykkedes, og om, hvordan sandstormene opstod og tog til og til sidst tog gård efter gård og gjorde familie efter familie hjemløs. Den gamle gård havde sin egen helt unikke historie: den blev sten for sten flyttet til Hulsig, og det var derfor, vi kunne komme der.
Det var en fristelse. Men jeg vidste med mig selv, at det ville blive en vanskelig opgave, for der vil altid være et fæstningsværk, en uendelig række af barrikader og barrierer og andre blokeringer, der rejser sig omkring det mest private. Kan de forceres og skal de det? Giver det mening?
Og samtidig er erindringsromanen paradoksalt nok en genre, der er og altid har været så uhyre populær. Men vel egentlig også en genre, der lyser af utroværdighed, for selv ikke i dokumentarromaner og erindringsbøger er det sandheden, der fortælles. I al fald en anden slags sandhed. Et litterært værk, måske endda et hvilket som helst kunstværk følger jo sine egne veje og love, det kan ikke tage hensyn til andet end det, der passer sig for værket og hører til der, det bærer sin egen sandhed, der måske endda ligger langt fra den historiske. Johanne Louise Heiberg skrev sin selvbiografi under titlen: “Et Liv genoplevet i Erindringen”, og eftertiden har moret sig med at omdøbe den til “et Liv genopløjet i Erindringen.” Og det er jo fremragende bog.
Og i dag er det højeste mode at skildre sit liv i romanform – et par eksempler grebet i skrivende flæng: Knud Romer: “den der blinker, er bange for døden” – Suzanne Brøgger: “Jadekatten,” – Henning Mortensen: alle de mange bind om personen Ib, begyndende med “Havsidesommer” – Erling Jepsen: “Kunsten at græde i kor,” Smærup Sørensen: “Mærkedage” og Kanusgårds “Min Kamp”.
De gør det dog på vidt forskellige måder. F.eks. har den lange serie om Ib måske endda kun perifere berøringspunkter med Henning Mortensens eget liv, mens Knausgårds “Min Kamp”, hvoraf jeg bekender kun at have læst det første bind, efter sigende skulle komme helt tæt på forfatterens eget liv – en slags postuleret autenticitet.
Der er dog en anden markant forskel på lige de to forfatteres selvbiografiske romaner, nemlig den, at mens Mortensen er en sprogets mester og skriver, så man kan høre englene synge omtrent så smukt som i Guds Himmel, så skriver Knausgård efter min mening pænt nok, men uden den kunstneriske glød, der tænder en( = mig ).
Alle ovennævnte forfattere tager udgangspunkt i deres eget miljø ( barndom) og kun få af dem træder varsomt. Nogen af dem går så vidt som til næsten at flå familiemedlemmer, venner og bekendte. Alligevel er det fremragende romaner, der holder læseren fanget fra første til sidste bogstav.
Nå, men så suverænt godt som de forfattere skriver jeg for det første ikke, og for det andet kunne jeg aldrig udlevere min familie på den måde. Og her hjælper det ikke, at jeg påberåber mig min ret til kunstnerisk frihed. Smerten over at blive ramt er jo lige stor for det.
Jeg husker en episode fra min tid som gymnasielærer på Amtsgymnasiet i Randers. En af mine kolleger hed Gunnar Christensen. I 1970’erne 80’erne var vi kolleger, men i 60’erne havde han været min lærer på Th. Langs Skole i Silkeborg. Her gik også Suzanne Brøgger, og hun skrev i erindringsbogen “Crème fraiche” temmelig stygge ting om Gunnars sex-liv – hun kaldte ham i bogen “Røde Gunnar”, men det kaldte vi ham nu alle sammen, og det havde ikke noget med hans politiske tilhørsforhold at gøre. Da han hørte, at jeg havde købt bogen, ( nu var vi i 80’erne) bad han om at låne den. Det gjorde jeg, men noget tøvende, for jeg vidste, at han ville blive såret, når han læste den. Det blev han også, men da han gav mig bogen tilbage, sagde han meget stille: “Ja, men hun har jo sin digteriske frihed.”
Der ligger gode fortællinger i enhver familie, også i min. Barske fortællinger ind imellem – eks. : en af mine onkler ( Karl) blev skåret af familietræet og forvist til glemsel. Han var sindssyg ( ungdomssløvsind kaldte man det vist), og det var en stor skam, og fra han var 20 år og til han døde som gammel mand, levede han på et sindssygehospital. Min far besøgte ham hvert år på hans fødselsdag, om han så andre i familien, ved jeg ikke, men vi hørte ALDRIG om ham, og far var tavs i flere dage efter besøget.
Og i går fik jeg repeteret en familiehistorie, som jeg kendte i forvejen, men ikke i den version. Den stod i en notits i Københavns Amtsavis 27. juni 1926, og i artiklen fortælles det, at Janus Hesselholt ( min farfar) i et anfald af sindssyge havde brændt alle sparekassebøgerne fra Ålbæk Sparekasse ( som han var direktør for) på et bål ved stranden, hvor man senere fandt ham flakke grædende om. Sådan står der i avisen. Men det kan ikke være sandt, for farfar døde i 1919. Min version af historien vil jeg ikke røbe,  for her er personen endnu tættere på, og jeg ved jo heller ikke, om den er sand – fik den fortalt af min bror for mange år siden, men han er syg nu med hukommelsestab. Så … hvordan finder man sandheden? Og hvorfor skulle jeg? I første omgang af ren og skær nysgerrighed, tror jeg.
Men hør, der er også meget smukke familiehistorier, som jeg heldigvis også har fået fortalt og husker: Poul Reumert boede i min fars ungdom i Kandestederne, og han havde en smuk kokkepige, som hed Kirsten, og hende sværmede egnens unge karle for, men det blev min onkel Otto, der løb af med hende – den historie gnistrer af skønhed.
En anden familiehistorie handler om samme skuespiller. Min far kørte taxa i 20’erne, og engang kørte han Reumert hjem til hotellet i Kandestederne og blev budt indenfor. Og her blev han ganske stum ved synet af så mange bøger på ét sted, og han spurgte, om Reumert virkelig havde læst dem alle. “Læst!” råbte skuespilleren. “Jeg har ikke læst dem. Jeg kan dem udenad.” Det troede far ikke på, og Reumert bad ham tage en af dem ud og slå op et tilfældigt sted og læse en linje. Far læste – han var ordblind, så det gik langsomt – så rejste skuespilleren sig op, så på min far og reciterede hele Terje Vigen. Far var målløs. Tænk, at nogen kunne gøre det? Han rakte bogen frem, men Reumert sagde: “De kan beholde den. Men på en betingelse. De skal lære den udenad!” Det gjorde min far så godt han kunne, og i al fald læste han den så tit for os børn, at vi snart kunne den udenad.
Da jeg skrev bøgerne om de store salmedigtere, var jeg mig bevidst, at jeg skrev om mennesker, der virkelig havde levet her på jorden, og jeg gjorde jeg det i taknemmelighed og respekt. Jeg vil gerne gå ind i det her projekt på nogenlunde samme måde.
Forleden sad jeg og bladede i en bog, min onkel, Lars Hesselholt, har skrevet: “Hulsig-minder” hedder den, og jeg fandt den ene uudfoldede fortælling efter den anden, fortalt med humor og indlevelse, men altså: Det var historier i svøb.
Jeg har derfor tænkt mig i den nærmeste tid ( de næste mange år måske!!! – alligevel) at grave i de historier der ligger og venter, at finde kernen i dem, og måske kan jeg vikle dem ud af glemslen. Hvis jeg synes, at det giver mening.
Det skal jeg i gang med nu. Og måske kommer der en bog, og måske ikke. I første omgang forestår et stort og interessant arbejde med at finde ikke bare mine egne rødder, men rødderne af de mange, der voksede op i den karrige sandjord og havde den og det barske vejr som vilkår livet igennem.

Pietismen som kvindebevægelse 1

Udgivet den af
Svar

Lidt om pietismens feminine ansigt:
I bogen “Lucie” handler et kapitel om den unge piges verbale oprør mod (opgør med ) tidens mandsdominerede samfunds fastlåste kønsroller, og da bogen udkom, var en af kritikerne straks ude med den kradse pen og påstod, at forfatterindens røde strømper havde farvet hele kapitlet.
Nej, slet ikke. Men anmeldere er jo langt hen ret uvidende, og fyren her havde ikke læst Lucies dagbog, for havde han gjort det, så ville han have vidst, at romanpigens ord var en genklang af Lucies egne ord. Der skulle så lidt digtning til fra min side. Lucie havde skrevet det hele i sin dagbog, der udkom under titlen: “Til min Bernhard”.
Kvindebevægelsen er jo ikke af ny dato. Og når jeg siger, at pietismen var en sådan bevægelse, så er det ikke grebet ud af den blå luft. Men måske nok inspireret af andre og meget klogere hoveder end mit. Skønt selv uden dem, ville man kunne se det af litteraturhistorien: tænk på de stærke kvinder omkring Enevold Ewald, digteren Johannes Ewalds far og en af de første og mest lidenskabelige pietister i Danmark. Og i herrnhutismen, en pietistisk bevægelse, er der ligestilling mellem  mænd og kvinder i de små religiøse samfund, som den etablerer sig i.
Men lige nu handler det jo om Brorson her på min blog. En tid endnu i al fald. Og med gentagne tilbagefald naturligvis, da den gerne skulle kunne læses som en slags baggrund for og diskussion af mit forfatterskab. Og skønt bogen “Brorsons Billeder” forlængst er skrevet og kastet for ulvene, så bliver jeg jo ved at kredse om digteren, så længe jeg lever.
Jeg kommer imidlertid til at springe langt væk fra Brorson om få dage og blive der i nogen tid, da jeg skal i gang med et nyt projekt omkring Skagen og de historier, der knytter sig til byen, og derfor vil være at finde på Jyllands Top i en længere periode fra nu af. Her vil jeg strejfe om ved hav og i klit  som et forsultet genfærd, på jagt efter de fortællinger, som sandet og havet gemmer. Og jeg skal nok finde dem.
Derfor må Brorson og kvinderne hvile en stund. Men jeg vender tilbage til emnet, for det er langt fra udtømt, og jeg vil også gerne have kloge kommentarer fra mine læsere. Det ville varme på hele siden!
Her vil jeg i første omgang nøjes med at pege på en artiken af Erik A. Nielsen om emnet. Den morede mig dengang, den udkom og gør det stadig. Den er fra Hymnologiske Meddelelser 1980 nr. 3, side 188 – 207, og titlen er: Pietismen og Kønsrollerne, eksemplificeret ved “mit hierte alitd vanker”.
Denne henvisning er til de mange af mine læsere, der ikke kan vente, men nu brænder efter at sætte tænderne i dette kødfulde og dog samtidig så åndfulde emne. Ja, det var et slemt sammenstød af inkongruente størrelser ( som det vist nok hedder i matematikken), jeg der fik nedfældet!
Men rolig! det er ikke det eneste tilsyneladende paradoks, man vil møde, når man dykker dybt i pietismens herlige hulrum.
Nielsen bruger som sagt salmen: Mit Hjerte altid vanker. Og som optakt dette indledningsvers af salmen, fra den danske salmebog.
Mit hjerte altid vanker,
I Jesu føderum
Did samles mine tanker
I deres hovedsum;
Der er min længsel hjemme,
Der har min tro sin skat,
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde julenat!
Her kan man så smukt høre melodien:
http://www.youtube.com/watch?v=KIN8pPkKp7I&feature=player_detailpage
Herunder indledningen af E.A. Nielsens artikel: “Pietismen og kønsrollerne” – eksemplificeret ved Brorsons: MIT HJERTE ALTID VANKER.
“Når litteraturhistorikere og hymnologer skriver om Brorson, hører det til de faste ritualer, at de forholder sig mandigt afvisende over for den såkaldte brude-mystik, der findes i adskillige af hans salmer. Argumentationen lyder på, at det er naturstridigt for personer af utvivlsomt mandkøn at skulle påtage sig at sige de kærlige ord til den søde Frelser. Derfor får den side af Brorsons digtning som regel en stedfaderlig behandling, idet man slipper ud af kniben ved et argument, der lyder omtrent således: en del af den pietistiske billedverden er uacceptabel for nutiden og må nærmest henregnes under de stiltræk, tiden er løbet fra. – Dermed har man blokeret muligheden for at sætte sig nærmere ind i det inderste og mest grundlæggende i den brorsonske salme.
Argumentationen, der fører til brudemystikkens afvisning er bemærkelsesværdig. For den er udpræget en mandlig argumentation. Kønsfordelingen i dette pietistiske rollespil mellem Jesus og sjælen skulle jo ikke byde religiøst oplevende kvinder på særlige vanskeligheder. Det er lidt komisk, men yderst konsekvent, at når de mandlige litteraturforskere for en enkelt gangs skyld pålægges at leve sig ind i en elskende kvinde, bliver de bestyrtede på deres virilitets vegne, mens kvinder modsat i århundreder har affundet sig med at måtte opleve litteraturens verden ved hjælp af overvejende mandlige hovedpersoners erotiske og heroiske meriter.
Først på et ret sent tidspunkt er en kvindelig kritik af dette forhold slået igennem for alvor. Men kvinders kønslige identitet har jo også (måske især af mændene) været holdt på en sikker plads igennem århundreder, så at det har været mændene, der besværgende måtte fastslå deres virilitet ved alle lejligheder, hvor den kunne bringes i tvivl.
Hvis man imidlertid fastholder, at brudemystikken ikke er noget overfladisk stiltræk ved Brorsons salmer, og at det ikke skyldes en lidt klodset rollefordeling, at menigheden er anbragt i den kvindelige rolle, så kan man uddybe sin forundring over den formelagtige afvisning af den mandlige indlevelses muligheder. Det kunne være en overvejelse værd, i hvor høj grad kvinderne var de toneangivende og fremaddrivende i det pietistiske formhedsliv. De var måske ligefrem en art religiøse læremesterinder for deres mænd. I så fald kunne der ligge en tilsigtet religiøs effekt, en art pietistisk pædagogik i, at menighedens mandlige medlemmer får tildelt kvindelige erfaringsformer i salmernes rollefordeling.
Kvindernes store andel i det pitistiske fromhedsliv kræver en religionssociologisk undersøgelse, som jeg her vil afstå fra at gå i lag med; men i forbindelse med synspunktet, at brudemystikken kunne rumme en kunstnereisk og forkyndelsesmæssigt tilsigtet effekt, er der følgende at bemærke:
Der tales mig bekendt i den danske folkekirke meget om evangeliets forargelse og prædikes udholdende om, at forkyndelsen overstiger alt, hvad vores menneskeforstand kan rumme. Alligevel skal der ikke i et bibelsk udtryk eller en salmeformulering være ret megen udfordring til den daglige fornuft, før en snu kommentator øjner en fejl ved teksten eller en mangel på konsekvens. Dette hænger for mig at se sammen med, at man ikke i tilstrækkelig grad har overvejet sammenhængen mellem den kristne forkyndelses væsen og den særlige art af pædagogisk og kunstnerisk billedskabelse, der hører til inden for den kristne tradition. Når kristendommen undsiger sit øverste paradoks:at den korsfæstede og nedbrudte mand på korset  er  verdens hersker og konge, så godtager man dette som kerygmaets uudgrundelige gåde. Men når det derefter skal indrømmes, at kristendommen i mangfoldige andre henseender undsiger og billiggør dette uudgrundelige, så genopstår den daglige fornuft i en skikkelse, som om den aldrig først havde vedkendt sig kerygmaet i dets paradoksalitet. Hvis det er rigtigt, at kristendommen har vendt op og ned på verden i forhold til, hvad vi kan forstå med hverdagens sanser og fornuftslutninger, så må deraf følge, at den billedskabende aktivitet, der finder sted i forkyndelsesarbejdets forskellige discipliner, i mangfoldige henseender må gentage den paradoksale forvending.” 
 
Dette er indledningen af artiklen, som senere omhyggeligt redegør for det synspunkt, at salmen er en tekst om kvindeuniverset. Men lån den på biblioteket eller henvend dig til mig, så sender jeg den:
min mail: marianne@hesselholt.com