Sommeren – Hans Adolph Brorson

Udgivet den af
Svar

Ja, Brorson længtes. Og det var efter en forløsning, som livet ikke kunne give ham. Derfor er vinterbilleder så nærliggende, når man tænker på den gamle salmedigter. I min roman “Brorsons Billeder” møder vi ham da også bogen igennem i en frysende kold vinternat. Denne nat danner rammen om fortællingen: den gamle biskop sidder søvnløs i natten og mindes det forgangne.
Men der er en rig buket af sommerbilleder i hans liv. Hans forelskelser f.eks. de var ikke alle rettede mod Jesus, hans hjerte kunne også banke varmt for en jordisk kvinde af kød og blod. En af de første litterære arbejder fra hans hånd er et digt, han skrev til den nylig afdøde svigerinde Anna Christina, og den unge mands kærlighed til hende skinner klart igennem. Her et lille udpluk:
“Her er en Rose lagt trotz  Edens Rosmariner / Af Christi Roser af de rareste Christiner, / En Rose Himmel-Sød imens vi hende saae,/ hvis Længsels Minde vi til Døden bære maae. / At og den Jord og Sted, hvor Hun sig lod begrave, / er os et Blomster-Bed og yndig Rosen– Have, / Sov sødt, Du yndigste udi i din Rosen– Dal! / I Ævighedens Vaar Du ævig blomstre skal.
Når man læser Brorsons salmer støder man gang på gang på sanselige billeder, der næsten kan få tænderne til at løbe i vand: der er masser af honning og sukker og sylte og sager til glad aktivering af smagsansen, og det er vel klart, at han bruger billeder af det, han selv holder af: den gode mad, den gode vin, den søde og sure smag … ja, jeg tror, kokkene i TV ville nikke genkendende til Brorsons kendersmag udi det kulinariske.
Og sådan er det også med følesansen – erotikken blomstrer i hans digte, og det er ikke tilfældigt, at han tager sine billeder fra Højsangen i Det gamle Testamente. Her er elskovsbilleder i skønneste flor. Og selv om man nok ved, at det drejer sig om åndelig kærlighed, at det handler om sjælens og Jesu sammensmeltning, så er de billeder, der bruges jo slet ikke åndelige, men i høj grad kødelige. “Kødelige lyster” er “dødelige lyster,” det hører vi ofte hos pietisterne – og det er sandt også for Brorson. Men det gælder kun, når lysterne har mistet den guddommelige kraft ved at vende sig bort fra den skabende Gud og kun søge sit eget.
Ja såmænd, det kunne jeg væve rundt i længe, men det vil jeg ikke. Kun slutte det af med at referere fra en samtale, jeg engang havde med den tidligere rektor på præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen.
Vi talte om disse “kropsbilleder,” som Brorson ekselerer i, og jeg tilstod, at jeg syntes, at de ind i mellem blev vamle. “Men det var de jo ikke i tiden,” sagde rektoren, “dengang var de helt naturlige, og man havde ikke denne afstand til det kropslige. I mellemtiden har der været en dronning Viktoria, som har ændret vort syn på det naturlige.” “Jo,” sagde jeg, “men når Brorson f.eks. bruger en ammesituation som et billede på Guds kærlighed … helt ærligt! Jesus som ammende moder!” “Ja, men det er da et smukt billede, og Brorson havde det jo for øje dagen lang, hans kone sad altid med et barn ved brystet.”
I skal lige have det omtalte Brorsonvers: “Jeg ligger ved Jesu hans bryster saa tæt / og bliver af  kierlighed drukken og mæt / med honning og sukker / for sielen han klukker / og gjør mig mit hierte så lystigt og let.”
Jesus= en ammende moder. Billedet med diende børn er i øvrigt almindeligt forekommende i pietistisk sprogbrug – her er et lille eksempel, taget fra Geistreiches Gesang-Buch, Halle, hvor der på titelkobberet står: “Aus Munde der jungen Kinder und Säuglingen hast du ein Lob zugericht.” Og ovennærvte digt er en omdigtning af et tysk digt.
Pietismen var en kvindebevægelse længe før kvindebevægelsen, men det vil jeg skrive om næste gang. Tænk blot et sekund over det her fænomen: i den pietisktisk retorik er billedet af Jesus som brudgom og det kristne menneske som Jesu brud uhyre almindeligt.
Mon ret mange mænd kan sætte sig i den situation: føle sig som en ung giftefærdig pige med de hedeste længsler rettet mod verdens dejligste mand??? – Mon ikke han har følt sin virilitet en smule sat til side, altså med mindre han er bøsse – og det er der ikke tale om her. Det har derimod sikkert været let for kvinderne.

Vinteren – Hans Adolph Brorson

Udgivet den af
Svar

Sådan lyder overskriften til et af kapitlerne i en bog om Ribe: Aaret i Ribe. Den er skrevet af Jørgen Buchdahl i 1928, og den fortæller stemningsfuldt om byen i årets og tidernes løb. Her er altså også et kapitel om Brorson, som dog tilsyneladende slet ikke handler om digteren Brorson, men om drengen Jørgen og hans hverdag i vinteren 1916. En gymnasieelev, der tænker på lektier og pligter,  men også et ungt mennesker, der suger vinterstemningen ind i sindet og ud i ordene. Og så kommer det i vintertræthed og  forårslængsel alligevel til at handle om Brorson. Herunder kan du læse kapitlet og selv dømme, om jeg har ret.
Vinteren kom.
Det kunne ske en Dag ud i December, at store Snefnug dalede ned, de var borte med det samme. Men det var Vinterens første isnende Budskab. Adventsugerne gik langsomt gennem November og December, Nætternes Mørke groede sammen om Dagene, der var blinde, graa og korte, med Taage, Regn og Storm, og det sukkede i de gamle Huse, og tusinde Lyde vaagnede, det knagede og det raslede, det var som Husene sank i Sammenføjningerne, lagde sig bedre til Rette, skuttede sig mod Storm og Mørke og Regn … denne tavse Udholdenhed som gamle Mænd kan have, fordi de ved, hvad det gælder, fordi de har dybe Erfaringer om Aarets Kredsløb i Sjælen. Vinterens store Øde efter Sommer og Høst, en Jord, hvor ligesom Tilværelsen selv er dræbt, styrtet ned i en Afgrund af Mørke og Storm. Og Mennesket føler sig som Sommerens Gengangere, alt det, der bandt dem til Jord og Frodighed er brændt over, muldnet ned med Høstens Løv, og den store Emigrantionsuro kan vaagne i Hjertet: er det andre Verdnener?
Gamle mænds tavse, lukkede Udholdenhed kan maaske skyldes, at de bærer en anden og indre Verdens Virkelighed i Hjertet, hvad véd vi, det er saa fattigt, det vi egentlig ved om Mennesker, de kan være tavse og graa og dog bære en Oplevelse som en Juvel i Hjertet.
Ud imod Aften kan Stormen lægge sig, Skyerne spaltes og en blodrød Rand af Aftenrøde ligger lavt over Engene, en Aabenbaring, en Nedstyrtning af Farver og forrevne Skyer, af Glød og Stormluft, vældigt, som et Baal løftet op over Vinterjordens Rand. … saa dør det, graaner og blaaner, som et Krater, der dør ud, og Skyerne lukker sig igen, Himlens og Jordens Mørke gaar i ét. Der er nu ganske stille. Denne underlige tomme Stilhed, hvor ligesom Fornemmelsen af Storm endnu hænger i alle Husvægge, i alle de stille, døde Træer, man mærker endnu Suset i Grenene …
Lysene er tændt bag alle Ruder, Gardinerne trukket for, der gror en varm Følelse af Hjem og Stuer, Lampelys og Kakkelovnsvarme ud i Gaderne. Ude over Engene ligger Mørket som over en stor uendelig Slette, som var det Underverdnen, der rugede derude, og den gamle By med alle sine oplyster Ruder et Skib, der sejlede på Bunden af Nattens Sø, man groede sammen med den i dyb og inderlig Følelse, man var med ombord, de gamle Huse var ikke skrøbelige, men hærdet af Aarhundredes Ælde, deres skæve Bindingsværksvægge værnede godt nok mod Mørke og Vinter og Øde, en Planke mellem Livet og Døden, men den bar, den var prøvet i Sejlads gennem Aarhundreder …
En saadan Aften kunde ogsaa Taagen komme drivende ude fra Engene, fylde Gader og Haver, slette alle Omrids ud, og Lygterne stod paa Gadehjørnene og lyste for sig selv, spandt en Lysning ud i den graa Taage, lyste et stykke op ad en Mur, der forsvandt op i Mørket. Træerne stod og dryppede med det fine Spind af Taagedug paa alle Grene … det var som alt var slaaet med Forkrænkelighedens gule Dug, som var Underverdenen selv rykket fra Engene og midt ind i Byen.
Domkirkens vældige Murmasser ragede op og forsvandt i Taagen, og deroppe fra, som fra en anden Verden, sank Time- og Kvarterslag ned over den stumme By, der var i Dødens gustne Vold .. Saaledes gik Adventsugerne op imod Julen, midt inde i Vinterens Hjerte…
Ud i Januar kom Frosten, klar, tindrende, det isnede langt ned i den øde Jord, nu tog Vinteren fat paa en anden Maade, Livet skulle fryses ud, Dag efter Dag sved Frosten, i høje stjerneklare Nætter; der hang store Istapper om Vandmøllernes Hjul, der laa Flader af spejlblank Is over Engene, Frosten aandede sine Fabelblomster på Ruderne, og en Morgen laa Byen hvid i Rim, og Solen stod rød gennem Frosttaagen, ind gennem Væggene krøb Kulden, Dørens Jernhaandtag brændte af Kulde … saa kunde Frosten give sig et Par Dage, Termometeret steg til Nulpunktet, saa tog den fat igen, men Mennesket havde overvundet Gruen i sit Hjerte, dette Vinterens sidste store Angreb var bare Lystighed, den gamle by var ikke mere i Sejlads paa Bunden af Natten, den var frosset inde, tog mod Dagene med Lysblink i alle Ruders gamle Øjne, der skinnede af Smil og Forjættelse …
Frosten gav op og der kom Sne. En dag laa Byen begravet, det bulnede af Sne paa alle Tage, i Domkirkens Lydhuller, gamle Storkereder havde Puder af Sne, fra Haverne stak Træerne op af Snelaget, Lyset var saa skarpt, at det skar i Øjnene, men det røg lystigt fra Skorstenene, Liv var der indvendigt i Husene, Kaffekedel ove Ilden, man stampede Sneen af sig i Forstuen og gik ind, Varmen slog en i Møde, denne Dugt af nylavet Kaffe, Gyldenlakker i Vinduet, en Mur af opkastet Sne udenfor, store firkantede Blokke af idel Skrøbelighed, det gamle Stueur gik, besindigt, som var dette at blive sneet inde bare et Paafund, Katten kom frem bagved Komfuret, strakte sig og krummede Ryg, spandt af Velvære … En Tvivl paa Vinterens Magt var løsnet, der var en sød Kilde i Sjælen af Forventning … Dagene gik og Lyset steg, vi gik ind i Februar, Sneen tøede væk, der kom lidt Frost igen, Vinteren strænges, den gamle By tier og bier, den har kendt dette før, den bar dybe Mindelser om Aarets Gang i Sjælen.
En saaden Februarseftermiddag husker jeg især som det dybeste Minde om Vinter i Ribe. Den slidsomme Dag i Skolen , Befrielsen efter sidste Time, den trætte Vederkvægelse, Eftermiddagskaffen, en døsig, sød Stund, Klokken blev tre, endnu var der saligt langt til næste Dags Lektier. Jeg gik ud. Det var en graa Februardag, stille med let Frost. Solen var som en Skive, man anede bag ved Skydækket. Der laa let Sne paa Tagene og Jorden, Sne, der var fastkørt til smudsiggraa Isskorper mellem Gadernes toppede Brosten. Men i Haverne under det tynde Snelag var der de yderste spidser af grønne Vintergækker.
Der var Musik paa Torvet. Et Regimentsorkester. Det var i Krigens Tid og Soldater laa indkvarterede. Folk stod og frøs lidt, men blev staaende. Musikken løste Stemningern, der ligesom krøb om de gamle Huse, op om Domkirkens høje, røde Mure, og Taarnene syntes at sejle ind i den hverdagsgraa Luft, vældige, med deres store, røde Murfacader, Liniespillet mellem Midtskibets Tagrygning og Taarnsidernes Paralleler.
Rundt om laa den gamle By og frøs i Vintereftermiddagen med Sne paa Tagene, et tyndt Lag, hvor den røde Tegl nu og da skinnede igennem … Husene gled sammen i Stilheden, man følte med dunkle Sanser, at de laa der, og havde ligget der i Aarhundreder, gennem mange Vintre og Vintereftermiddage. Musikken borede Stemningen ind bag Husenes Bindingsfacader, ind i gamle Stuer, hvor Hyacinter stod med deres hvide, trævlede Rødder i høje, grønne glas, Stuevarmen, Vinterens duftende Blomster af Lig og Død og Forkrænkelighed, af Stakket Varme, hvide Rødder i Vand, Livsnæring i Løget, derfor dette Skrig efter Muld i den hektiske Dugt, der virker ind helt bagved Sanserne. ..
Saa tav Musikken, og de sparsomme Tilhørere spredtes. Stilheden og Dagen blev saa død, de gamle Huse lukkede sig, det var almindelig Eftermiddag igen. Jeg gik hjem til min Hybel i Sviegade. Opad den hulslidte, knagende Trappe med det skøre, svajende Rækværk. Varmen slog mig imøde, da jeg aabnede Døren. Kedelen kogte i Kakkelovnen, denne snurrende, døsige Lyd i en varm Stue, en lunende Hygge og mildt Vlvære … Lyset faldt ind fra den graa Dag, Snelyset fra Haven skinnede op og indunder Loftet. Det var en lysbrydning i Stuen af Senvinter og Eftermiddag, og en graa og klare Tone, der lyste i Billedernes Glas, i Bordets og Stolenes Kanter. Nede i Haven laa der Sne over vissent Græs, der stod en Række Stikkelsbærbuske langs Havegangen, Grenene var fulde af haarde Torne, som vilde de værge selve Vinteren og Ødet, visne Stængler af Efteraarets Blomster stak op hist og her, ovre ved Horsegang stod der en nøgen Hyld mod den graa Bagmur …
Lyset blegnede og døde ud af Dagen, bare Sneen skinnede endnu. Det glødede fra Kakkelovnen, Kullene sank sammen og der legede Skygger og Lys ud i Stuen, dansede mellem Stole-og Bordben, brændte sig endelig fast som et Par røde Pletter ovre paa Væggen.
Vinterskumringen faldt over Ribe. Denne blaagraa Skumring, hvor man ligesom aner Vaar langt, langt ude, de yderste grønne spidser af Vintergække under tornede Stikkelsbærbuske … Lygterne tændtes, Lysene tændtes bag alle Ruder, Husene ligesom rykkede sammen for at varme hinanden. Himlen var blevet klar, og ude over de store Enge funklede en Stjerne, blinkede og skjalv i den høje Aftenluft. Det var i 1916. Over Europa rasede Verdenskrigen, Land stred mod Land, Vaade og Jammer, Død og Blod og Kulde steg af Skyttegravene mod høje, fjerne Stjerner.
Men den gamle By sov ind i den lydløse Vinterskumring. Domkirketaarnenes Profiler gled som sorte Slagskygger ind i Mørket og blev borte.
 
De sidste Brorson levede skrev han nogle af sine smukkeste salmer. Efter hans død udgav en af sønnerne samlingen under titlen: Svanesang.
Her er den salme, der inspirerede den unge Jørgen Buchdahl, da han skrev sine vinterminder fra Ribe:
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Dagene længes, vinteren strænges,
vinteren strænges, og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist,
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse, det snart forgår.
Eja! søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du udgrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad!
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad
Her kan du høre melodien
http://www.youtube.com/watch?v=G-Us3Gg-Kno&feature=player_detailpage
 

En Morgen-Psalme

Udgivet den af
Svar

Carpe diem! – ja, Brorson kan som i Op al den Ting glædes over dagens skønhed og minde os om at gribe den, mens sol er oppe. Men det er et liv i nærkontakt med Gud, digteren skriver om, når han er mest salig ved jordelivet. I denne salme kulminerende i de her linjer.
“Saa tryg jeg lagde mig,/og sov saa sødelig,/ fordi mit hierte paa/ dit hierte laae;/ Saa sund paa siæl og krop/ saa glad jeg vogned op,/ og JEsu kys jeg fandt,/ før natten svandt.”
Salmens to første vers lyder sådan her:
See dagen bryder frem med magt / giør himlen lys igien/ og driver mørket hen./ Op hierte paa din morgen-vagt/ lad ingen trygheds blund/ formørke naadens stund!/ Hierte tag/ denne dag/ vel i agt, og tænk derpaa,/ mueligt seer/ aldrig meer/ dine øyne soel opstaae./ Hvor mangen morgen-rød/ var inden aften død,/ og i et øyeblik/ sin afsked fik?/ hvad hielper øynene/ den lyse dag at see/ naar sielen vandrer blind/ i tiden ind?
Kom morgen-røde rosen skiøn/ giør himlen lys og blaae,/ at mørket vige maae!/ Min morgen-røde er Guds søn,/ hans vunders røde glands/ forfrisker sind og sans,/ Jesu død/ purpur-rød/ giør mit hierte himmelblaae,/ at mit sind/ kiger ind/ hvor jeg skal for thronen staae. / Den dug, som over alt/ paa græs og urter faldt/ at væde bierg og dal,/ ey svinde skal,/ før jeg i Jesu blod/ forfrisket har mit mod/ og ret bedugget faaer/ udi hans saar.
Første gang, jeg læste salmen, læste jeg: før jeg bedugget står … – det syntes jeg gav mening: den syngende sjæl er jo beruset af tanken om Jesu lidelse – en slags blodsdyrkelse som er en konstans i den pietistiske retorik, undertiden endda grænsende til det uudholdelige, synes jeg. Og ind i mellem bliver det faktisk berusende, så at man virkelig “bedugget” står, når man har læst et antal salmer om sår, blod og lidelse (!) – det er ret tankevækkende, ikke? – men det handler jo altid samtidig ligeså meget om kærlighed: kys, favnetag og fælles åndedrag …
“Bedugget får” må betyde, at den dug, der falder, er at ligne ved dråberne fra Kristi sår, som sjælen her får del i – de drypper ind i hendes/hans sind og forårsager en slags åndelig forening med den lidende Kristus.  Og at ens hjerte ligger på Kristi hjerte, det er da et smukt billede. To elskende så tæt sammen, som de kan være.

Brorson som jeg først mødte ham

Udgivet den af
Svar

I forrige indlæg ses Titelbladet til Troens Rare Klemodie, som er Brorsons hovedværk. I det følgende vil jeg berette om min vej til en forståelse af salmedigteren.
Brorson havde jeg et ret klart billede af, inden jeg begyndte min research i forbindelse med romanen om ham. Det var jo ham med “Op al den ting, som Gud har gjort” og “Den yndigste rose er funden.” Dem sang vi ofte i min barndom. Og jeg sang dem sammen med bedstemor, der var min åndelige vejleder i de år. Hun var from og kærlig, kunne vist slet ikke blive vred, hverken på verden eller på os børn – og jeg hører lige nu hendes stemme, mens hun læser højt af Barfoeds roman om Brorson: “En Rose mellem Torne.” Herigennem fik jeg mit Brorson billede bekræftet. Ja, han var mild og rar og lignede bedstemor.
Senere tiders billeder af ham divergerede ofte kun lidt fra den opfattelse af digteren. Hør her et digt af C.J. Brandt. Den romantiske tone klinger tydeligt:
“Saa mild som en Midsommeraften sval,/ naar Maanen smiler fra Himlen,/ vemodig som Nordens Nattergal/ gik Brorson i Blomstervrimlen./ Han leged med dem i Smil og Suk;/ men selv hans Taarer de faldt som Dug,/ saa Rosen dufted i dale.”
Yndigt, sentimentalt – men billedet krakkelerer, efterhånden som man kommer tættere på digteren. Her er et citat fra en indberetning om Brorson, som biskop Peder Hersleb sendte til Kong Frederik d.V i 1747: … “en god, men eenfoldig, ved Svaghed og Hypokondri fast uduelig Mand.” Den indberetning blev sendt kort tid efter en af digterens mest alvorlige kriser. En af dem, ja, for hans liv var fuld af kriser. Og dog er han i sin digtning ofte lys, og ordene gnistrer af glæde. Der var store svingninger i hans liv, som der er i hans salmer.
Et indblik i en af hans kriser får man af et brev, som Herrnhuteremissæren Grassmann sendte til grev Zinzendorf i Herrnhut:
….Grassmann besøger Brorson i Ribe i 1746, og han beretter om besøget bl.a.
“… er ( = Brorson) fiehl mir gleich un den hals und erzehlte mir seyn hertzens an liegen. wie er schon 14 Tag eine besondere kranckheit hatte und dabey war die angst seyner seelen manchmahl so gross das er sich nichts halten könt, auch kein mensch ihn trösten könt …” ( Citeret fra Steffen Arndals “Den store hvide Folk” side 335) Det er et uddrag af brev fra arkiverne i Herrnhut).
I oversættelse nogenlunde sådan her: “han faldt mig straks om halsen og fortalte mig om sin sjæls anliggende. Hvorledes han i allerede 14 dage havde lidt af en underlig sygdom og derved var hans sjæleangst så stor, at han ikke kunne stilles ved noget som helst, og intet menneske kunne trøste ham.”
Her er et klip af en moderne digters syn på Brorson. Det er fra Johannes Johansens digt: “Blandt Blomster i Randerup Enge”:
“Han elskede blomstrende gloser/ som ærenpris, tusindskøn, roser./ Om tidselgemytter han fnyste/ ved Helvedets afgrund han gyste.
“Forundret, begejstret og svimmel,/ henrykt til den syvende himmel,/ men aldrig hovmodig i mødet/ En rosentorn stak ham i kødet.
Hans lyre blev stemt af hans smerter/ med varme til bundfrosne hjerter./ En stumhed går gennem hans tale/ om rosen, der vokser i dale.”
 

Fra Kingo til Brorson – springet

Udgivet den af
Svar

Et helt naturligt spring. Ganske vist skriver de to digtere i hvert sit århundrede, og begge er i lige høj grad børn af deres tid.
Kingo skriver i 1600 tallet, der religiøst er præget af ortodoksi og bodskristendom, politisk af enevælde, stilistisk af barok. Men der er huller i ortodoksien, enevælden er faretruende ny, og barokkens knudrede stil og lagpålag betydninger afløses gang på gang af en forbløffende enkelthed og inderlighed.
Brorson skriver i 1700 tallet, religiøst præget af pietisme og omvendelseskristendom, politisk af enevælde og stilistisk af rokokko. Men pietismen har bodskristendommens strenghed i sig, politisk udfordres enevælden gennem hele århundredet, kulminerende med Den franske Revolution, og rokokkoens lethed modsvares ofte af  tungsind og en knugende livsangst, der nok kan ligne det forrige århundredes dødsangt.
Der er mangfoldige andre berøringspunkter mellem de to digtere. Derom senere, her blot et lille morsomt eksempel: Da Brorsons far ligger på sit dødsleje, og han dør fra en uforsørget hustru og tre fremtidstruede sønner, da synger han med opbydelsen af sine sidste kræfter:
“Om mine Børn og Sæd/om jeg vil sørge/om jeg hver time græd/og ville spørge:/hvor skulle de sit Brød og Lykke tage? Gud lever jo endnu!/ Han kommer dem ihu,/ De skal ej klage.” Ordene er andet vers af Kingos “Nu rinder Solen op”.
“Kingos Salmebog” udkom i 1699, og den blev indført i alle landets kirker, altså også i Randerup Kirke, hvor salmedigteren Brorsons far var præst, og den havde sin blomstringstid i den periode.
Et lille sidespring: Brorsons far var ganske vist præst og burde ikke høre til fattigfolket, men det gjorde han, bl.a. fordi han var mentalt syg og ikke altid formåede at røgte sit dobbelte hverv som præst og landmand. Han har altså grund til at være bekymret, da han ligger på sit dødsleje, og her kan kun Kingo trøste ham. Opgørelsen af boet viste for øvrigt, at præstegården var ribbet for værdier, og at den afdøde havde stiftet gæld.

Løst og fast om Kingoromanens tilblivelse

Udgivet den af
Svar

I forbindelse med Kingobogens udgivelse holdt jeg en del foredrag. Et af dem var i Dalum ved Odense. Der var mødt mange mennesker op, man kunne straks fornemme, at der her var tradition for at deltage i den slags arrangementer. Da jeg kom beklagede præsten, at man kort tid forinden havde man haft et Kingoforedrag af Ebbe Kløvedal Reich. Og det var jo synd. For mig, tror jeg, han mente. Folk var nu alligevel yderst lydhøre, og det blev faktisk en rigtig god aften. En af tilhørerne sagde omtrent sådan ved foredragets afslutning: “Vi havde jo Kløvedal på besøg for kort tid siden, og jeg overvejede at blive hjemme i aften, for nok er Kingo stor, men to foredrag i rap om den samme digter, det er sådan lige i overkanten. Men nu er jeg glad for, at jeg kom, for vel er det den samme person, I har fortalt om, men I ser ham jo fra meget forskellige vinkler. Kløvedal fokuserede på Kingo som embedsmand, og du har mest fortalt om privatmennesket Kingo – så nu har vi set ham i fuld figur.”
Så måtte jeg jo sige, som jeg ofte gør, at vist har de ikke det – set ham altså – de har blot set vore helt forskellige tilgange til digteren, og det har utvivlsomt været morsomt og muligvis givet et ganske nuanceret billede, MEN – ikke sandheden.
Skal man for alvor tilstræbe SANDHEDEN, så må man begive sig ind på forskerens stenede vej, en arbejdsom affære, og selv her er der tale om tolkninger, som er bestemt af mange ting: forskermetoder og -gemyt, tid og sted og meget andet. Erik A. Nielsen når f.eks. i sin “Thomas Kingo” fra 2010 til helt andre resultater end forskeren Richard Petersen i sin “Thomas Kingo og hans Samtid” fra 1887. Den moderne forsker har efter min mening et langt bedre “barokgehør” end den ældre forsker. Ordet barokgehør har jeg klippet fra E.A.N’s afhandling – her skriver han nemlig, at det er muligt at nå meget langt i forståelsen af tidens tekster, hvis man studerer dem længe og grundigt nok, ja så kan man arbejde sig frem til et rigtigt godt barokgehør.
NB: Man får et fint barokgehør af at læse Erik A.Nielsens bog.
Og for resten, hvor er vi heldige: Nu har vi tre SUPERFORSKERE til de tre SALMESUPERSTARS: Kingo = Erik A. Nielsen – Brorson = Steffen Arndal – Ingemann = Niels Kofoed.

Kingos etiske fordring

Udgivet den af
Svar

Kingo blev biskop. Det var et af landets højeste embeder og flot scoret af en knægt fra samfundets bund. Hold dig til dit kald og din stand, lyder det overalt i tiden. Dertil, hvor du er, har Herren kaldet dig, og der er din plads. Men Kingo holder sig ikke på plads – eller rettere: han definerer selv sin plads. Og sin rang.
Men han var alligevel ikke, sådan som nogle af hans biografer har fremstillet ham, en ærekær stræber uden følelse for andre. Det er ganske vist sandt, at han ikke som sin stedsøn Jakob Worm vovede at sværte det enevældige samfundssystem direkte. Han hyldede det tværtimod flittigt i sin digtning. Worm derimod var systemkritiker og måtte tage konsekvenserne: udvisning til Trankebar, hvor han hurtigt døde. Griffenfeldt gik også for tæt på magteliten og blev henrettet, og kongedatteren Leonora Christina blev kastet 22 år i Blåtårn. Vejen fra toppen til bunden var kort i 1600 tallet. Og Kingo vidste det. Alligevel kan vi se, ikke bare af salmerne, men også af brevene til kongen, at han aldeles ikke var uden empati og slet ikke fej. Her vil jeg blot nævne to eksempler 1) arbejdet for de fattige og 2) arbejdet på en ny salmebog til Danmarks kirker.
Efter refomationen godt 100 år tidligere har man ikke mere de mange klostre med indbygget arbejdskraft til at tage sig af de fattige og syge. Holdningen var dengang den, at var man fattig eller syg, så var det et mellemværende, man havde med Gud – ikke med samfundet – Gud var endnu mere enevældig end kongen, men han havde ord for at være retfærdig: altså: havnede du i skidtet, så havde du nok ærligt fortjent det.
Til erstatning for klostrene oprettedes statsdrevne hospitaler, og de var ganske gyselige. Alle: sindssyge, kræftpatienter, affældige gamle samledes i én pærevælling i store huse med mange sengesteder og en prædikestol centralt placeret midt i al elendigheden.
Det er Kingo, der som kirkens overhovede har tilsyn med hospitalet i Odense, men det er kongen, der har det økonomiske ansvar. I et brev til kongen tegner Kingo i skarpe og præcise billeder de stakkels forpinte mennesker, og han anmoder kongen om at gøre sin pligt: betale flere penge, så vilkårene kan bedres. Og her lægger biskoppen ikke fingrene imellem. Han indleder med at sige, at han vil lægge sit hoved i kongens skød ( et religiøst billede: “Abrahams skød” er selveste himmeriget ). Her er det kongens skød. Og så vil han tudbrøle, og hver eneste tåre skal vælde fra den tsunami af elendighed, der skyller ind over hospitalet og er ved at drukne de stakkels fattiglemmer. Se, det er da et billede, der vil noget, og som må få kongen på stikkerne, skulle man tro. Men Kingo går videre, han giver en beskrivelse af fattiglemmerne så udpenslet, som var det en splatterfilm. Og han standser ikke her, han har den dristighed at påstå, at disse sølle skrog ikke kun er fattig – lemmer. De er lemmer af Kristi legeme. Og Kingo henviser derpå dristigt til fortællingen i Lukas Evangeliet, hvor vi hører om den fattige, byldebefængte Lazarus, der ligger foran den riges dør, mens kun hundene forbarmes over ham og slikker hans sår. Her i digtet lader Kingo endda også en hund optræde, så vi ikke skal være i tvivl:
“Her hyler en, der er så fuld af sår og bylder/ som Job og Lazarus og sine sprækker fylder/ af det han nærmest har, med spyttet af sin mund/ og klapper for en slik fra tungen af en hund.”
Så kan kongen vel forstå, at det er selve Guds ord, der tales gennem Kingo. Og som vi kan læse i Biblen, så dør både den fattige og den rige, og mens den fattige muntrer sig “i Abrahams Skød”, så træder den rige lige ind i helvedets fortærende flammehav. Den parallel, Kingo her laver mellem den rige i Biblen og kongen i Danmark, er til at få øje på, og kongen var jo ikke blind. Det er ren og skær trussel det her: hvis du ikke punger ud, så ved du hvad der sker!!!  Og Kingo vover ikke skindet for egen vindings skyld.
Det andet eksempel er fra salmebogssagen, som jeg ikke vil oprulle her, den er ret præcist skildret i min roman. Men i al korthed: Kingo redigerer og trykker en ny salmebog til Danmarks kirker. Den bliver blacklistet af kongen. Og Kingo reagerer voldsomt på forbuddet. I stedet for at dukke hovedet, iler han til København for ansigt til ansigt med  kongen at sige sin ærlige mening. Det kommer han ( heldigvis måske) ikke til, men viljen er der, og modet mangler heller ikke.
Nu ikke mere om den side af Kingo. Måske kan min læser føje noget til?

Hvorfor salmedigtere?

Udgivet den af
Svar

Da jeg lavede research til Ingemannbøgerne besøgte jeg naturligvis Eskildstrup Præstegård, for her er digteren født, og her levede han den største del af sin barndom. I den forbindelse spurgte præsten i Eskildstrup mig om, hvorfor jeg i grunden skrev om de karle? Og mente jo salmedigterne. Det enkleste svar ville være: “fordi jeg har lyst.” Det er bare ikke rigtig noget svar, for det kunne følges af spørgsmålet: og hvorfor har du så det? Jeg ved oprigtig talt ikke, hvor lysten kommer fra, men kan jo gætte.
Jeg er født i en lille fiskerby, hvor kristendommen var ligeså selvfølgelig som mad og drikke ( læs Hans Kirks Fiskerne, og du vil se et nogenlunde klart billede af Strandby dengang). Min åndelige vejleder var bedstemor, som beboede førstesalen i mit barndomshjem. Hun var en from kvinde, der tidligt og silde læste højt for os af kristelige tekster, mest biblen, dog vist nok kun i børneudgave. På den måde fik vi indblik i en åndelig verden, der lå langt væk og alligevel var indenfor rækkevidde. Men man skulle jo altså række ud efter den, den var ikke for dovendyr. En af vore sange dengang begyndte således: “luk dit lille hjerte op, Guds Nådes sol vil skinne ind …” Med lidt god vilje var vejen banet.
Barnetroen. Den var stærk, og der skulle gå mange år, inden jeg i det mindste forsøgte at give slip på en så naiv tro. Den var blevet indpodet så blidt og smukt, og havde lejret sig i sindet så solidt, at det føltes som et ubærligt værditab at give slip. Men ungdommen er den tid, hvor man slipper så meget, og også hvor man slipper fri af så meget. Og min forståelse for og holdning til kristendommen undergik da også mange metamorfoser i denne brydningstid. Og desuden: så meget andet tog pladsen op og fyldte: forelskelser, venner, studier og en verden, der lukkede sig op og syntes uendelig og dog sært overskuelig. Vi læste og læste og gjorde os kloge. Og syntes jo, at vi vidste det hele – os, der var unge i 60’erne og 70’erne – vi fandt udødelige sandheder i litteraturen  og var overbeviste om, at vi havde en mission: Vi skulle intet mindre end at gøre verden til et bedre sted for menneskene at leve i. Religionen blev for de fleste af os marginaliseret, eller erstattet af en form for materialisme – og samtidig var det som om i al fald jeg led af en slags åndenød, og det selv om jeg også læste både Dostojevskij, Camus Sartre og Malraux og andre åndeligt forankrede digtere.
I min studietid skyllede den marxistiske bølge hen over universiteterne, og ville man bestå eksamen, måtte man se at få lært, at alle mennesker i kapitalistiske samfund levede med fremmedgjorte bevidstheder og slet ikke ret forstod sig selv og verden. Det skulle vi så lære. Bevidstgørelse, hed det. For mig virkede det sært bekendt. Verden var enkel: der var de frelste ( marxisterne) og de ufrelste ( kapitalisterne eller de stakkels borgerlige, der gik omkring med fremmedgjorte bevidstheder= reaktionen blev de kaldt under et). Og omvendelsen var nødvendig for mennesker og verdens frelse. Det kendte jeg hjemmefra.
Måske er min hang til salmedigtere affødt af et savn, der opstod i denne ellers så frodige og slet ikke kedelige studietid. En mangel på åndsliv. Jeg ved det ikke. Jeg har meget at være mine universitetslærere taknemmelig for, og ideologikritikken var såmænd ikke kedelig – alt var ikke skidt – der var også kanel i kagen. Jeg synes f.eks., at jeg har fået et mere nuanceret syn på samfundet end det, der herskede i mit barndomshjem.
Men nu tilbage til salmedigterne. I deres værker findes en overflod af skønhed og ånd og liv udtrykt i de smukkeste billeder. En verden af livsvisdom. Og der mangler ingenting. Ikke engang Gud.
Jeg fandt det naturligt at lade en Brorsonbog følge på Kingobogen. Brorson er den største, skønt han ikke har skrevet ret meget. Men det skal jeg vende tilbage til.