Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Der vil nu blive en lille pause i min indsamling af materiale til Skagensprojektet. Nu kalder jeg det et projekt om Skagen, men i  kategorilisten er det jo benævnt anderledes, nemlig som planlægning af en hjemstavnsroman – og det skulle jo gerne ende med sådan et fænomen. Gerne og måske. Mere tør jeg ikke love.
Jeg fandt i dag et billede af min morfar stående foran Hulsig Brugs, og det stammer vel sagtens fra engang i 1920’erne – fik lov at affotografere det, heldigvis, og selv om vi ikke lige snakkede ophavsret, så vil det helt sikkert flyve på bloggen, når jeg igen er hjemme i mine vante omgivelser og med min egen hardisk. Lidt efter lidt vil jeg indsamle så mange billeder som muligt.
Forleden gik jeg en tur på kirkegården i Hulsig – fra grav til grav – og allerede nu synes jeg, at jeg kender de fleste: Ah ja, men se: der ligger nu Peder Madsen, og det var ham, der altid var så slagfærdig, og der hviler Mads Mortensen, som købte et pund safran af købmand Møller i Skagen, og der ligger jo selveste Peder Hjort og der Mads Kokholm o.s.v. og jeg fortalte dem så småt om deres snarlige genopstandelse i en muligvis ikke helt naturtro skikkelse, men alligevel: “I skal ikke tro, I bliver ringere, end I var i gamle dage, når jeg haler jer frem i lyset,” det lovede jeg med oprejst pande, og hørte dem sukke vantro rundt om. Somme tider er jeg måske for respektløs, og det må jeg selvfølgelig ikke være. Her mellem grave gik det op for mig, at det er levende mennesker.
Efter romanen vil jeg jo gerne kunne se hver enkelt i øjnene.
Og nu til noget helt andet: Jeg vil lige minde evt. læsere om, at en julespøg er under opsejling. Det er vist rygtedes.
Den lægger hovedet på bloggen 1. december. Og dag efter dag i 24 dage.
Jeg har sikkert også røbet, at den hedder: “Ved Julelampens Skæg.” Og det betyder ikke, at der ingen julemand optræder, det gør der i al fald, men han er aldeles skægløs, og desuden: julelampen, altså hvis den skulle have været forsynet med et såkaldt skær,  kunne let henlede tanken på den rene trivial-jule-romantik, og den slags bliver der ikke meget af, men jo alligevel en lille smule. Ellers ville der jo slet ikke optræde nogen julelampe.
Og skæg er der. Masser af skæg, men som sagt, det sidder ikke på nogen julemand.
 

20 – Thagaard: Blade af Skagens Historie

Udgivet den af
Svar

Bogen er udgivet i Skagen 1967.
Her hører vi igen først om naturen som den så ud engang:
“Ud fra de omfattende forekomster af tørv i Hulsig hede må det antages, at der har været store engstrækninger med mellemliggende rimmer, som har været bevokset med skov af birk og eg, idet disse træer forkommer i tørvelaget. Denne landvinding fortsætter, vi følger tørvejorden forbi Højen, så østlig som til Højen fyr.” ( side 8)
Thagaard mener, at egnen har været beboet i stenalderen ( ca.3000-2000), henviser til flinteøksefund i Hulsig – Mellem Skiveren og Kandestederne er fundet flintehuggeplads. ( side 9) –
1300 – 1000 ( ældre bronzealder) fund ved Råbjerg
800 – 600 ( yngre bronzealder) fund ved Rannerød.
– i tørvemassen finder man “et skel” – mosen er altså ind i mellem blevet pudret af et tyndt lag sand for så igen at være blevet bundet af vegetation. ( s. 11)
“Vil man danne sig et billede af terrænet på grundlag af tørvedannelserne, så vil dette blive vandrige mosestrækninger langs vestkysten, gående over til engstrækninger mod den sydlige kyst og rimmer mellem hver landvinding. ( s.11)
Thorkild Skarpæ fik Skagen Mark til græsning for hans “vilde stod” – hyrden Tronder drog op og bosatte sig som den første i Skagen. ( s.13) – men hvor kan man ikke vide.
Klitgaard mener, at Tronder slog sig ned ved Gl. Skagen – Thagaard at det var mellem Fyrbakken og fyret – her er fundet brønde fra både 1286 – 1320 – 1422 + møntfund ( s.16)
Tronder blev også den første fisker.
På den tid var der mange fisk.
1413 – købstadsrettigheder ( Erik af Pommern)
2000 – 3000 indbyggere på den tid, altså en af Danmarks største byer – “De gode forhold ved Skagen i modsætning til Skanør og Falterbo og andre steder, hvor kun sildefiskeriet var aktuelt, gav her mulighed for helårsfiskeri.”  ( s.17)
12 september 1568 – 350 skibe forliser i storm – mange af dem fra Skagen
1591 – palmesøndag – 22 fornemme skagboere drukner m båd og redskaber –
1591 – 25 gårde og huse overløbes med sand. 23 okt. 1592 – husene knuses totalt af bølger – 14 gårde og huse føres i havet
“en driftig by var ødelagt, og et smilende landskab var omdannet til en ørken” ( s.21)
“Forholdene var helt fortvivlende i Højen, bvor befolkningen var reduceret til 30 mennesker.” ( s.24)
Østerby mindst udsat
1792 – forordning om sandflugsdæmpning – klitfogeder ansættes, sandfulgtskommissioner nedsættes. Bøder til folk, der lader husdyr trænge ind på de fredede områder.
1803 – rådhuset i Skagen pantsættes (!!!!) – fortæller om hvor dybt byen er sunket i armod.
1776 – Skagen havde 10 dæksbåde til oversøisk handel ( skawbrigger) – 5 sejlingsbåde og 24 åbne roersbåde.
Fra en retssag i 1760 fremgår, at nogle tyve, der stjal fisk fra et strandet skib fik flg. straf: “at piskes til kagen og at have tyvs minde på deres pande og videre efter det kongelige allernådigste udgangne reskript  af 27. juni 1728 o. s. v. at arbejde udi jern i nærmeste fæstning deres levetid.” ( s. 32)
Kommentar: jeg giver ikke meget for den kongelige nåde, ordningen afskaffedes da også i 1824.
Lidt om trafikken i tiden: I 1817 passerede 18170 skibe Kronborg – de fleste må også have passeret Skagen –
11 marts 1822 rasede en orkan og flere skibe forliste
1830 var hungerår – 25 marts sulter folk i Skagen stadig .- der er ingen fisk og helt til 3 april vinter med sne og kulde.
1. maj skifter vejret og det vrimler med fisk: 2-3000 flyndere med ét vådtræk! ( s.36)
19 juni 1830 – kongebesøg på Skagen – kongen examinerer eleverne i Vestre Skole i religion.
1853 – kolera – 18 dør i Skagen
Hyrden ( i Højen – men der var vel også en hyrde i Skagen???) : Hyrden fik 2 kr. pr. ko, som han passede sommeren over. Kl. 6 morgen tudede han i hornet, og folk skulle komme med deres ko ned til stranden. Han drev dem så ud til Rødstensvejen og herfra gik de selv op i klitterne og fandt græsning. Blev de stukket af bremser, blev de vilde og gale, og hyrden jog dem til stranden og ud i havet, hvor bremserne slap dem – så lagde køerne sig på det våde sand, indtil de igen gik op i klitten. Om aftenen drev han dem hjem. “Sct. Hansaftens dag blev der sendt flæskepandekage og mjødvand ud til hyrden, og til daglig havde han en ko, kaldet “vælekeri”, som han måtte malke til sit forbrug. Denne fædrift forsatte, så længe køerne og hyrden kunne klare sig for kulden.” ( s.66)
Rettens pleje:
Der var en galge, men den blev vist ikke brugt, og Skagen havde ingen bøddel. I 1617 – skarpretteren, var mester Hans  ( fra Sæby) i Skagen for at henrette mordersken Maren Jensdatter. Han retter hende med sværd og lægger hende på hjul og stejle for 13 slettedalere og 300 tørrede jyder ( = 3 mrk.)
Det gl. arresthus 1802 – 1868 – det var i hele perioden brøstfældigt, og der går mange historier om, hvordan fangerne selv skabte sig udgang ved at fjerne en fjæl eller to.
1855 – i bekendtgørelse ffra Justitsministeriet ses, at man overvejede at fratage Skagen købstadsprivilegierne.
Englandskringen 1801 – 1814 – Batterivejen anlægges – en god vej til Højen
Dagligt liv:
hver morgens første opgave var at få liv i arnestedet – gløderne skulle genoplives, hvis der var nogen ellers måtte kone eller børn ud med en træsko og finde et hus, hvor der kom røg op gennem lyrehullet og der låne nogle gløder.
morgenmad: kogt vand over anis + rugbrød med fedt
frokost: kogte kartofler + ristet fisk ( man stegte ikke fisken – det var spild af fedt) + evt. vandgrød eller sirupsvælling
aften: ristet fisk + brød og anisvand. Evt. and, hvis en sådan var gået i garnet – eller en måge – de blev kogt. Til fest: Kroppehoveder ( kullerhoveder fyldte med grød – og grødresterne formede man boller, der svømmede i kullersuppen.
Husmedicin: siffrø rørt op med sirup – kamferdråber, hofmandsdråber, kinadråber
I dårligt vejr mødtes man hos købmanden til snak og dram
1864 – tyskerne nåede helt til Skagen – det var de ikke glade ved – von Falkenstein hejste det tyske ørnebanner øverst på det gamle fyrtårn og det østrigste nederst.
14 juli blev der postet tyske vagter langs hele stranden.
16 juli 1862 – Sparekassen for Skagen og Omegn åbnes. Bestyres af købmand Søren Møller.

19 – En Strandingsberetning – Illustreret Tidende januar 1863

Udgivet den af
1


 
De mest dramatiske i fortællinger om Skagen og dens historie er naturligvis de mange strandinger og skibsforlis. Det er begivenheder, der i den grad har præget de menneskers liv og sind, som har levet i byen, og en historie, der strækker sig fra middelalderen og til vor tid. Jeg har selv som barn været vidne til en stranding – det var ved Skiveren, og jeg vil senere sætte et billede ind fra begivenheden.
Her gengiver jeg ordret en beretning fra Illustreret Tidende i januar 1863:
“Anden Juledag er den eneste Dag i Aaret, da man paa Skagen næsten udelukkende tænker paa Fornøjelser. De fattige Fiskere og deres Familier glæder sig længe iforvejen til denne Festdag; om Aftenen genlyder Byen af Musik, Sang og Dans, og dette vedvarer til næste Morgen. Ifølge gammel Skik og Brug skal hver Baadseier anden Juledag gjøre et saakaldet Fiskergilde, for samtlige Fiskere med Familier, der i det forløbne Aar have været i hans Fiskerselskab; paa denne gode, gamle Skik, der har noget Patriarchalsk ved sig, holde Fiskerne stærkt, og de see skjevt til, naar Baadseieren søger at frigøre sig for sin Forpligtelse, ved at betale hver fisker en lille Douceur. Gjesterne blive ikke alene godt bevertede den Aften, men ved Afskeden forsynes de rigeligt med Kager og andre Fødevarer, der tages med til Hjemmet. Det er en stor Glæde, at overvære et saadant Fiskergilde. Alt er reenligt og propert, en hvid Dug er bredt over det store, umalede Bord, som er besat med Ølkruse og Leerfade med Tobak og Kridtpiber, til Gjesternes Afbenyttelse. De Gamle spille Kort, medens de Unge dandse og Børnene lege; længere hen paa Natten svinge de Gamle sig ogsaa omkring efter Spillemandes Viol. Bevertningen er solid og rigelig; Alt aander Fred og Glæde – Ingen tænker paa, hvor kort et Spring, der er mellem Glæden og Sorgen, mellem Livet og Døden.
Saaledes var sidste anden Juledags Nat ogsaa hengaaet paa Skagen, Folkene havde taget Afsked fra Gilderne og begivet sig hver til Sit, Børnene og Konerne sov, medens Mændene endnu opholdt sig udenfor, for at afvente Daggryet og dermed den frie Udsigt over Kysten. Stormen havde raset voldsomt om Natten, Hav og Himmel havde staaet i Et, nu faldt Vejret noget af, medens Skagboerne, oppe fra de forskjellige høje Klitter, speidede omkring, for at forvisse sig om, at intet Skib var kommet til Ulykke.
Pludselig blev der Røre i Østerby, der løbes fra Huus til Huus, Vogne jage afsted og et Øieblik efter ere Alle paa Benene og paa Veien til Nordstranden hvor der er seet et Skib at strande og derefter at kappe Masterne. Ved det paa Nordstranden liggende Huus, hvori Redningsbaaden opbevares, hersker den største Travlhed. Baaden staar paa sin Vogn, rede til at kjøres bort, Hestene komme og spændes for, og i stor Hast jage de afsted, det er, som de vidste, at Menneskelivs Redning beroer paa deres Hurtighed. Med Baaden følger Opsynsmanden, der ivrigt paaskynder Kørselen, samt Baadens Mandskab, ti af de modigste og mest uforsagte Mænd. Man seer strax hvem der er Formanden, det er den ældste blandt dem, en rigtig Dannemand, høi og stærkt bygget; den prøvede Erfaring lyser i hans kloge Øjne og af hans rolige Aasyn, han er et rigtig Billede paa den djærve, danske Sømand, hans Navn er Jens Christian Jensen. Hundreder af Skibbrudne skylde hans Mod og Dygtighed deres Redning. Længe inden Regjeringen anskaffede Redningsbaaden, var han altid Formand ved Redningsforsøgene; hans Kammerater vare rolige, naar “den gamle Jens Christian”‘s prøvede Haand holdt Roret og hans sikkre Øie vaagede over hver en Sø, der skulde undgaaes. De Redningsforsøg, hvori han havde været Deltager, var saa utallige, at han ei engang selv kunde huske dem. I 1843 havde han faaet Medaillen for Druknedes Redning, for at redde Besætningen fra et fransk Barkskib; ved en senere Leilighed erholdt han Tilladelse til at bære den. I 1857 blev han tilkjendt Fortjenstmedaillen i Sølv, for at have reddet en engelsk Besætning. I December 1860 forestod han et meget farefuldt Foretagende, med at redde Besætningen fra en russisk Skonnert. De øvrige Deltagere fik en Pengebelønning, men til ham kom der et Brev fra Justitsministeriet, som forkyndte, at nærmere Resolution angaaende ham kunde forventes. Man mente, at det var paatænkt at give ham Dannebrogskorset, men den lovede Resolution kom aldrig. – I Dag vil han atter selv bringe sig i Erindring ved en modig og uforfærdet Handling. Hans ved flere Lejligheder prøvede Kammerater følge ham;  de raske Sømænd ile spøgende afsted mod Ulykkens Skueplads, de see allerede det ulykkelige Skib, de høre de skibbrudnes Skrig; Elementernes Rasen ændse de ikke, de stole paa deres gode Baad og paa deres kjække Formand. Baaden sættes nu i Søen, enhver Tilstedeværende yder en hjelpsom Haand, medens Mandskabet forsyner sig med Redningsbelter og affører sig unyttige Klædningsstykker; endelig er Alt rede, hver Mand er paa sin Plads, Formanden staaer ved Roret: paa hans Haand, næst Guds Bistand, beroer det heldige Udfald. Baaden er sat ud langt Vest for Skibet, da den rivende Strøm vil føre den mod Øst; thi det gjelder om, at komme i Forbindelse med det strandede Skib ved Forbisejlingen.
I et Øieblik føres Baaden bort, rask hales der ud paa Aarerne og man hører Formandens Opmuntringsraab igjennem Stormens og Bølgernes Susen. Søerne slaae over Baaden og den fyldes med Vand, det betyder Intet, den kommer strax op igjen, snart seer man den høit paa Toppen af en Bølge, i næste Øjeblik forsvinder den bag Vandmasserne, for atter at hæve sig sig, naar den næste Bølge kommer.
Paa Stranden hersker der høitidelig Stilhed blandt de Tilstedeværende, Alles Blikke er vendt mod Baaden, nu lader den sit Anker gaae, for at komme ind til Skibet, men Strømmens Magt fører den forbi, rastløs arbeides der med Aarerne, for at komme op mod Strømmen, men alt Arbeidet er forgjeves. De Skibbrudne udkaster Bøier med Liner, for derved at skaffe Forbindelse med Baaden. Det lunefulde Hav fører Bøierne bort, til Baaden naae de ikke. Denne Kamp mod Havets Magt fortsættes i næsten to Timer. Der gives Signal fra Land om at opgive Forsøget, for at foretage et nyt. “Den gamle Jens Christian” er ikke vant til at lade sig afskrække, han vil ikke give tabt, før det kniber, men endelig kan Mandskabet ikke arbeide længere, Baaden vender om mod Land, i næste Øjeblik staaer den paa Stranden. Da de Skibbrudne see Baaden vende om, opfylde de Luften med Nødskrig.
Nu afbrydes Stilheden paa Stranden, hurtigt bliver Baaden atter sat paa sin Vogn og kjørt tilbage vesterpaa til et nyt forsøg. Mandskabet hælder Vandet af de lange Støvler og bereder sig til den næste Dyst. Spøgen fra i Morges har tabt sig, man hører kun Alvorsord, og af og til Beklagelse over Træthed og Udmattelse, desuagtet er der ikke Tale om Andet, end at det nye Forsøg øieblikkeligt skal iværksættes. Baaden er allerede kjørt, Mandskabet kommer efter, men det gaaer ikke saa hurtigt. “Den gamle Jens Christian” iler foran, men han maa ofte see sig tilbage, een af hans Folk kan ikke følge med, hans Kræfter ville ikke staae ham bi. Baadens Opsynsmand, der har samlet sin Erfaring i Livets practiske Skole, fatter Øieblikkets betydning og Fare, og opstiller allerede Raketbukken, for i fornødent Fald i Hast at kunne gjøre Brug af en Raket, og derved bringe Redning; trende raske Sønner hjelper ham og snart er det i Orden. – Eiheller de øvrige Tilstedeværende ere ledige; en Fiskerbaad er bragt tilstede og bemandet, den holde sig rede til at gaae ud, om det bliver nødvendig. – Nu ere alle Forberedelser trufne; den fungerende Politimester gjør Mandskabet opmærksomt paa, at dersom der er Nogle blandt dem, som ikke have Kræfter til at være med ved det nye Forsøg, da er der ingen Skam i, af denne Grund at træde tilbage, idet Deeltagelsen i saa Fald lettere kan skade end gavne og der er Folk nok tilstede, som med friske Kræfter kunne indtage deres Plads. Fire Mand benyttede sig af dette Tilbud og strax ere de erstattede med Frivillige. Baaden gaaer nu atter ud, den er snart ved Skibet og denne Gang synes Forsøget at skulle lykkes: en Bøie fra Vraget er kommet ombord i Baaden og den haler sig nu op. een af de Skibbrudne entrer ned og naar lykkeligt Baaden, den Næste er allerede paa Veien, men da kommer en svær Sø lige mod Baadens Side, den krænger stærkt over og, forinden den atter har reist sig, kommer den næste Sø, Baaden kæntrer og lukker sig, ligesom et stort Laag, over sit ulykkelige Mandskab og den skibbrudne Mand, der troede sig reddet, naar han blot kunde naae den frelsende Baad.
Mandskabet kommer efterhaanden frem under Baaden og søger at klamre sig fast, men den ene Bølge følger den anden og skyller dem atter ned. De Skibbrudne maae med Sorg see deres gjæve Redningsmænd omkomme for deres Øine, medens de selv, mere en før, maae mistvivle om Frelse. – En Raket affyres nu ud imod Baaden, men et Vindstød fører Linen tilside og den rammer ikke.
Det hele er et Minuts Værk; den Baad, der paa Land holdtes rede til at ile til Hjelp, kunde udsætte sig for en lignende Skjebne, men neppe bringe Redning, selv om dens Mandskab havde været forvovent nok, til strax at gaae ud.
Vi skulle ikke fremstille de Scener, der nu paafulgte, efterhaanden som Mandskabet kastedes bort fra Baaden og drev iland. Brave Folk vovede sig langt ud i Havet for, saasnart som muligt at gribe de Forulykkede; kun To af Ti kom levende iland; Familie og Venner søgte at oplive de Andre, men uden Held. “Den gamle Jens Christian” havde selv i Døden beholdt sin rolige Mine, man kunde endnu see, at han var “Formanden”. Han havde idag faaet en bedre Løn, end den, der kunde ydes ham af menneskelige Hænder, dersom Forsøget var lykkedes.
Medens de forulykkedes Koner og Børn endnu sov i deres fattige Hytter, og drømte om den foregaaende Aftens Glæder, havde deres Forsørgere fundet Heltedøden; de Ulykkelige maatte nu vaagne til en sørgelig Virkelighed, for at modtage hine brave Mænds jordiske Levninger.
Uagtet denne skrækkelige Begivenhed var dog Modet ikke veget fra Fiskerne paa Stranden. – En Raket havde naaet Skibet, og der var bragt en Trosse ud. Det ene Forsøg foretoges efter det andet, den første Baad reddede een Mand, den anden tre Mand og endelig om Aftenen Kl. 10, da Vejret var faldet af, reddedes de sidste sex Mand. Saaledes blev de Skibbrudne paa een nær reddede, medens otte af dem, der gjorde Forsøg paa at bringe Hjelp, maatte lade deres Liv. Foruden Formanden, Jens Christian Jensen, druknede Iver Andreasen, Niels Christian Simmonsen, Anders Brun, Thomas Pedersen, Jens Pedersen Kjelder, Chresten Thomsen og Jacob Tønnesen. Niels Andersen og Jens Jensen kom levende iland.
Det Skib, der ved sin Stranding bragte saa megen Sorg og Nød over den lille Fiskerby paa Landets Nordpynt, var Briggen “Daphne” af Gøteborg, ført af Captain A. F. Lindbom, paa Reisen fra Hjemstedet til Cette med en Ladning Jern og Planker. Skibet stod fast paa den anden Revle 25 til 30 Favne fra Land; det er Vrag, men idetmindste endeel af Lasten er bjerget.
For at lette den store Nød, som den sørgelige Ulykke har fremkaldt, idet hver af de Forulykkede efterlader sig en Enke, og fem og tyve umyndige Børn have mistet deres Fædre, samles der Bidrag her i Landet og i Naboriget. De, som have Alvor til at forestille dig den Elendighed, som otte raske Familiefædres pludselige Hedengang fra Viv og Børn maa afstedkomme, samt Evne og Hjerte til at hjelpe, ville vistnok gribe dybt i Pungen; her er Nøden ikke blot uforskyldt, men fremkommen ved ædel, heltemodig Foragt for Faren, hvor det gjaldt at frelse Medmenneskers Liv.”
Ovenstående er en afskrift af Tønnesens “Det svundne Skagen fortæller”, og han oplyser ikke forfatterens navn. Det vil jeg så søge andetsteds, og det vil blive tilføjet senere. Her er det interessant at se en stranding fremstillet så helt anderledes end i Henrik Pontoppidans en Fiskerrede. Pontoppidans novelle er stor kunst – det er litteratur i verdensklasse, mens denne lille beretning er en triviel fortælling “fra virkeligheden” i et ugeblad, der var populært i slutningen af 1800tallet og et stykke op i 1900tallet – en slags forløber for Illustreret Familiejournal, og fremstillingen er den lidt klichéagtige, der hører sig til i et sådant blad: en beskrivelse af heltedåd og mandsmod. Ikke desto mindre forekommer den mig at ramme virkelighedens fiskere meget præcisere og i al fald mere sympatisk end digteren gør det i sit portræt af det lille fiskerleje – men hans dagsorden er jo også en anden, nemlig at skabe stor kunst. Og det gør han. Fiskerne skal han blot bruge.
 

18 – Jens Tønnesen: Det svundne Skagen fortæller

Udgivet den af
Svar

Så kommer der endnu et indlæg, som muligvis kun har interesse for Skagenfreaks.
Bogen er skrevet i 1946 og udgivet af Skagen Boghandel. Det er en velskrevet og veldokumenteret beretning af Skagen i 1800 tallet og et stykke op i 1900tallet, og Tønnesen bruger meget det at gå ud og opsøge “de gamle” og få dem til at fortælle. Han har skrevet en anden bog “Gamle Skagensfiskere fortæller” fra 1934 – omtalt tidligere i min notesamling, og her kommer han endnu tættere på den folkelige fortællemåde, og der fortælles nok så mange skrøner som virkelige tildragelser, men skrønerne har jo rod i sidstnævnte og er således også interessante i min sammenhæng.
Her er det altså et værk fra den tidlige efterkrigstid, og jeg vil som sædvanlig skrive de noter, som jeg har taget undervejs i læsningen, der vil naturligvis blive tale om en del gentagelser af tidligere fakta.
T. tegner et skel på tværs af Odden og fortæller, at der i den ene del ligger et lag af martørv, og fortsætter: “denne Martørv er Skellet mellem to forskellige slags Jordbund, der er blevet til paa forskellig Tid og forskellig Maade, og de ligner ikke hinanden. Det, der ligger Vest for Skellet, var for tusinde Aar siden en frodig, beboet Egn med skove, men paa en eller anden Maade, antagelig ved Sandflugt, blev den ødelagt, og under Sandets tunge Pres i de mange, mange Aar er Mosebund, Træer og Løv blevet til Martørv. Øst for Skellet saa Landet helt anderledes ud, det er yngre end det med Martørvsjord, var saa godt som uden Bevoksning og er lidt efter lidt dukket op eller skyllet op af Havet, men for mere end 1000 Aar siden, og det laa hen uden Beboelse.” ( Side 10).
“Skagen i modsætning til Højen ( der er bygget ved udkanten af det engang skovklædte land) er bygget ca. 200 Aar efter paa det bare Sand skyllet op af Havet ( = Kongens Forstrand).”
Da kirken bygges er der ingen klitter, kun grønne marker omkring den, og den kunne ses langt ude fra.
Sandflugtens 200 år = 1585 – 1795 ( herefter sandflugtsdæmpning)
Ca. 1800 – det daværende Skagen ødelægges totalt af sandet.
“Nord for den lange Klitrække, der fortsætter Syd om Kandestederne til Skagerak, ligger et af vort Lands mest egenartede Landskaber: langs begge Have mægtige, næsten helt bare Sandmiler og indenfor dem høje Klitter omgivet af store Lyngsletter, hvis nordligste Del til omkring Højen Station og den tilsandede Kirke er beplantet med Fyr og gran. Dette store Øde har engang for snart 400 Aar siden og tidligere været frugtbart Agerland med flere smaa Gaarde og enkelte store, deriblandt “Lunholm.” (Side 43)
“Hesselholt er i Dag Navnet paa den nærmeste Gaard Nord for Hulsig Kirke. Man ser straks, at den baade udvendig og indvendig er meget gammel, og til den Sted, hvor den nu staar, blev den flyttet 1810. Før stod den længere mod Nord i det store Øde Nord for den lange Engklit, og da hed den Hejselholt, et Navn, den bevarede længe efter Flytningen.”( Side 45)
Latinskolen = Skagen lærde Skole – 1549 – 1739 – herfra dimitteredes ingen studenter, de forberedtes kun her,
Fra 1739 – 1865 blev den brugt til skole
Olavius vidste ikke, at den lille bindingsværksbygning var identisk med den tidligere latinskole.
“Under Rektor Geert Sørensen, Sæby, som var her omkring 1673, havde Skagen mange Elever, som Sommeren 50 og om Vinteren 30” ( s.27)
G. Sørensen skriver om sin skole: “Om Vinteren kan de ( =eleverne) ikke være saa frekventes, effersom de er nøgne og barfodede den største Deel, og her falder megen Kuld fremfor andre Steder.” (s.27)
Skagen første fyr 1560 = papegøjen
Det var blusseren, der passede fyret.
Andet fyr 1630 = et lukket rum med vagthus lige under til blusseren. Det stod på fire solide stolper – der var blyindfattede ruden. Det væltedes ofte af havet og måtte rejses igen. Stod i 50 år.
Det tredje fyr 1687 = Vippefyret ( Som kan ses i dag på Fyrbakken)
Det fjerde fyr 1747 = Det hvide Fyr
Udenlandske fiskere fra England og Holland.
1517 – hospitalet
12 spetember 1568 forliste 350 Fiskerbåde og Skibe, mange af dem fra Skagen
Købmand Holst ( død 1927) har samlet rester af hollandske kakler og andet inventar, som viser, at der har ligget en hollandsk koloni øst for Fyrbakken. Er nu borte i havet.
Om Herregarden Lunholm. Man ved ikke, hvor den lå. Den er opført i 1394 af Niels Bugge og tilskødet hans datter Elene Buggesdatter gift med Chresten Vendelbo. 1410 tilskødes den Dronning Margrethe.
1800 – 1900:
1800 – fattigdom
1781 – 650 indbyggere i byen
1806 – 850 indbyggere i byen
1850 – 1400 indbyggere i byen
1803 – 1828 – Kancelliraad Lund byfoged
Professor Begtrup skriver i 1810: “Af Sandenes Dæmpning har den forrige og nuværende Byfoged megen fortjeneste. Man finder Steder, de have ladet jævne ud, som nu bærer god Sæd af Byg og Havre, og giver godt Græs.” ( side 58)
Lund skriver: “Skagen Købstad, der bestaar af tre Byer, nemlig Østerby, Vesterby og Højen, hvilken sidste ogsaa kaldes Gammel Skagen, er beliggende paa den yderste Pynt af Jylland, nemlig de to første Byer paa Søndre og den sidste paa nordre Side. – I Skagens trende Byer er der ialt 196 Huse og Gaarde, og Folkemængdens summariske Antal er cirke 850 Personer.”
i 1946 = 6000 indbyggere
i de små fattige huse var der TRÆGULV ikke lergulv ( ler var dyrt – strandingsgods billigt)
Mindelund i Kappelborgs nordøstlige del.
Indtil jernbanen i 1890 og havnen i 1907 var Vesterby den største af de tre byer ( Vesterby – Kappelborg, Østerby) –
Selv om hårdt slig og armod er udbredt gennem 1800tallets Skagen, så er Tønnesen sikker på, at folk var ligeså lykkelige dengang som nu ( 1950) ….”levede Befolknngen ligeså lykkeligt som nu til Dags, det var Folk, der ikke stillede Fordringer til andre, og vi har meget at lære af dem. Byens Beboere levede næsten som een stor Familie, noget, som slet ikke kendes nu.” ( s.68).
kommentar: stemmer ikke med, hvad jeg ellers har læst: at klassedelingen var skarp i Skagen.
De lange støvler var indtil 1850 eneste arbejdstøj for fiskerne. På landjorden gik hele befolkningen barfodet det meste af året – skulle noget på fødderne brugtes kun træsko – inde kludesko – underbukser brugtes ikke af kvinder – forfatteren ( T.) kendte en gammel kone, som døde i 1906 – hun havde aldrig ejet underbukser.
Mændenes hovedbeklædning, også når de fisker, er uldne nathuer. Et uldent sjal knyttet på ryggen var eneste overtøj for kvinder. Først efter 1860 åbnes en manufakturhandel m. bl. damehatte. Før den tid brugtes kun hovedklædet ( silke til fest).
1806 – 5 lodser på Skagen
“At fortælle hvormange Købmænd, der var, vilde ikke være let, da det Erhverv i over to snese Aar efter 1800 slet ikke blev drevet som nu.” (S.72)
Købmænd åbnede butikker, men lukkede dem snart igen, idet fiskerne udkonkurrerede dem: de medbragte varer fra deres ture, som de solgte til folk i byen, og da fiskerne havde borgerskab, var det lovligt.
Der var ingen egl. håndværkere ( dog bødker ) – der var en masse “altmuligmænd”
Embedsstanden – især toldere
læger er af senere dato – den første i 1808
Raadstuen eksisterede i 67 år til 1870 som Skagens råd-dom-ting- og arresthus og i mange år også som fiskerhjem
Ved det almindelige fiskerhus var der altid ved nordsiden et stort hul, ca. 1 alen dybt og med sandbund, der brugtes som mødding – heri kastede man al affald ( også fra fiskene). Indholdet forsvandt i sandet.
I bryggerset, der havde sandbund med store spredte trædesten, spildtes der så meget salt, at sandet blev hårdt som sten. Undertiden revnede det, og man “faldt igennem” – der havde dannet sig et hulrum under “kagen”. ( s.108)
Sønden for huset stod hjelderne, hvor fiskene tørredes.
“Det var haardt Arbejde at faa Trillebøren med Last kørt fra den faste Forstrand op over Klitterne, gennem det løse Sand og hjem, derfor maatte Konen spændes for: et stykke Toug blev fæstet til den ene Side af Trillebøren, derfra over Konens højre Skulder og Brystet og under venstre Arm tilbage til den anden Side af Børen, saa tog Knud ( = manden) fat i Trillebørens Arm og ved fælles Hjælp …” ( s.109)
Ved møddingen renses fisken ( i en rensestol) – så kørtes den til brønden og blev skyllet – derpå ind i bryggerset og ned i saltkarret ( lagvis med salt imellem lagene.)
“Indtil 1851 var der Bytold over hele Landet, og alle, der vilde til Skagen, skulde standse ved en Toldbom, som Stenen ved den gamle Kongevej ogsaa minder om.” ( s.146)
Tolderen brugte en lang spids Jernstang, som han stak ind i f.eks. et læs Tørv for at se, om der var noget andet gemt.
ca. 1820 . en del Nordmænd bosatte sig i Skagen
ca. 1870 – kunstnerne kom
ca. 1879 – Indre Mission
Om Anna Ancher skriver Tønnesen: “Hun var Barn af Skagen og hørte Skagen til i hele sin Barndom, men blev som Købmandens og Embedsstandens Børn regnet i en Klasse for sig, naar de nærmede sig Konfirmationsalderen.” ( s.164) ( de gik også længere til præst end fiskerbørnene.)
Fiskerne blandede sig ellers ikke med kunstnerne.
———–
Strandinger var omkring år 1900 et godt bierhverv.
“De mange Strandinger har til Tider givet Byen gode Indtægter, den spanske Damper, “Igotz Mendis”‘ Flotbringelse under Verdenskrigen 1914-18 gav hver Bjerger ca. 1000 kr., men det var også i en Dyrtid.” ( s.241)
“Bjergelav sorterede under Byfogden, baade Fiskere og Haandværkere var med, og han fordelte Bjergelønnen blandt Bjergerne.” ( s.241)
D.21 nov. 1808 strander en engelsk Brigg “The John” på Skagen rev. En af passagererne James MacDonald berettede i en dagbog ført i i fangenskab i Skagen om hele begivenheden, og hans ord fremstiller skagenfolk i det bedste lys – sammenlign f.eks. med Pontoppidans “En Fiskerrede.” –
Herunder kommer en oversættelse af beretningen fra Jydske Samlinger ( Louis Bobé) af “En engelsk Krigsfanges Oplevelser i Jylland i Vinteren 1808”, hvor MacDonald skriver:
NB: Man skal huske på, at det er under krigen med England, og folkene på skibet er altså krigsfanger:
“Indespærret her i et dansk Fængsel har jeg rigelig Tid til at nedskrive, hvad jeg kan erindre om de sidste fire Dage, de ulykkeligste i mit Liv.
Søndag Morgen den 20. kl. 2 raabte Rorgængeren, at han kunde øjne et Lys og tydelig skelne Land. Vi køb alle ud i bar Skjorte for at forvisse os her om, og til Trods for den kolde Vinter klædte vi os først paa, efter at hele Mandskabet enstemmigt havde erklæret, at de baade kunde se Lyset og Skroget af det engelske Skib “The fury bomb”, som havde Lygten oppe i Mesanmasten. Selv kunde jeg ikke se noget, der lignede et Skib, men da jeg tydelig saa Lyset, bønfaldt jeg vore Kaptajn, Hutton, om at vogte sig for de falske Lys, der antændes af Indbyggerne i Jylland for at lokke de engelske og svenske Skibe paa Grund. Han føjede mig ved at gaa endnu en Gang op paa Dækket, ja, endogsaa op i Vanterne for at overbevise sig om, at Lyset kom fra Orlogsmanden “Fury”. Alligevel kunde jeg ikke se noget Skib, skjønt jeg kan skjeldne Genstande i stor Afstand, og bad om, at han endnu en Gang vilde høre det øvrige Mandskabs Mening.
Natten var særdeles kold, og de gjentog atter deres tidligere Udtalelser, noget gnavent paa Grund af min Vantro, da Skibet i det samme stødte paa Grund med et frygteligt Brag, og alle Masterne, forekom det mig, gik overbord. Heri tog jeg dog fejl. Vi prøvede paa alle Maader at komme los, men forgjæves. Hver Bølge slyngede nu skibet voldsomt mod Bunden, og i Løbet af 5 minutter – Klokken var noget over 3 – stod Kahytten fuld af Vand, og alle Pumperne fyldtes. En frygtelig Forvirring fulgte. Vi hørte Skud fra Kysten, hvilket vi antog for at være Kanonsalver, men senere fik vi at vide, at hvert Forsøg vilde blive gjort paa at frelse vort Liv.
Jeg anbefalede Skibsmandskabet Ro og Besindighed. De ventede hvert Øjeblik, at Skibet vilde splintres, og at alle maatte gaa til Grunde. En tysk Skibsdreng begyndte at græde og jamre over sin Skæbne, men da jeg sagde til ham, at jeg vilde kaste ham og enhversomhelst overbord, der lod en eneste Klage komme over sine Læber, blev han mere rolig. Kort efter raabte han imidlertid, at alt var forbi, og bad mig skyde ham gennem Hovedet, hellere end at paabyde ham Tavshed. Jeg smilede af dette taabelige Forlangende og kaldte hele Mandskabet sammen for at høre en kort Bøn, da de nu ikke kunde gøre andet end roligt at oppebie Daggry, hvis Vraget skulde holde saa længe.
Omsider gryede Dagen, og den eneste klare Morgen, vi havde set i flere Dage, oprandt. Kysten var nu bedækket med Indfødte, og nogle Dragoner saas ride frem og tilbage, ledsaget af nogle Fodfolk og Artilleri.
Det viste sig at være Skagens Fyr, som vi havde forvexlet med “Fury’s” Lanterne, og som var blevet vort Fordærv. Vi vare en halv engelsk Mil fra Kysten mellem frygtelige Brændinger, en rivende Strøm, Sandrevler og Levninger af Skibsvrag. Vi hejsede Nødflag, skjønt vi vare sikre paa, at Folkene paa Kysten ikke turede vove at nærme sig os. Efter nogen Tids Forløb satte de imidlertid en stor Baad ud, men blev nødte til at vende tilbage til Kysten igen saa hurtigt som muligt. I denne Tilstand befandt vi os, nær ved at omkomme af Kulde, Sult og Tørst, indtil Kl. 4 om Eftermiddagen ved Solnedgang.
Kl. 4, da Solen var gaaet ned, og Vinden havde lagt sig betydeligt, kom en Baad, bemandet med 9 kraftige Sømænd, til Trods for Vind og Strøm i 70 Alens Afstand fra Skibet; saa fyldtes den med Vand, hvilket Besætningen øjeblikkelig øste ud med Tønder, hvorpaa de vendte tilbage til deres Plads. Vore Folk vare saa medtagne af Kulde, at de ikke kunde kaste en Aare ud i nogen synderlig Afstand. Heldigvis havde jeg uddannet mig i Kraftprøvelser, og efter tre Forsøg lykkedes det mig at kaste en Aare ud med et Reb bundet til, som naaede Baaden. Ved Hjælp af dette Reb blev 3 af vore Folk halede over til Baaden. Den sidste af dem blev optaget i bevidstløs Tilstand af de danske Søfolk, men som snart til sig selv igen. En af dem raabte nu paa Tysk til mig, at de ikke kunde redde flere for Øjeblikket, men hvis det var muligt, vilde de vende tilbage næste Morgen. Det begyndte nu at blive mørkt, Kulden og Blæsten toge til, og Bølgerne begyndte at stige højere omkring Skibet, Himlen blev overtrukken, og alt syntes at varsle en frygtelig Storm og at tilintetgøre vore sidste Haab om Hjælp fra Kysten.
Endnu engang paabød jeg Mandskabet Tavshed og opfordrede dem til at samles til Bøn. Efter Bønnen bad jeg dem gaa hver til sit, nogle i Fokkemerset, andre i Stormerset. Kaptajnen, hans Søn, en Dreng og jeg klavrede op i Stormerset, og tre andre entrede med Besvær op i Fokkemerset. Søen slog over mig, medens jeg klavrede op i Vanterne, kastede mig omkuld og skyllede mine Sko og min Stok bort. Et Øjeblik efter mistede jeg min Hat, men jeg slog mig ikke videre i Faldet. Vi forblev oppe i Merset hele Natten og holdt os vaagne efter min Anvisning ved at knibe dem, der var ved at falde i Søvn. Da jeg sagde til Kaptajn Hutton, at vi snart vilde se Solen staa op, svarede den stakkels Mand: “Ak, Herre, Morgensolen vil staa op, men ikke for os.” Som Svar herpaa forsikrede jeg ham, at jeg ikke mistvivlede om, at vi vilde blive frelste før Daggry, for Vinden tog kjendeligt af . “Gud den Almægtige velsigne Dem,” sagde han, “De opgiver aldrig Haabet.” Snart faldt han i en apathisk Tilstand, af hvilken ingen Anstrengelser kunde vække ham.
Hans Søn, stakkels Fyr, der kun er 19 Aar gammel, tog sin Overfrakke af, lagde den om sin Faders Skuldre og Nakke og sagde: “Kjære Far, husk, du har Kone og syv smaa Børn hjemme. Opgiv ikke Haabet, men hold Dig oppe for deres og min Skyld.”
I denne Tilstand holdt vi os til Kl. 6,30 om Morgenen, da vore gamle Venner, som havde frelst de tre Mænd Dagen i Forvejen, viste sig i en Afstand af 120-130 Alen fra os og raabte til os, at vi skulde kaste en Aare ud til dem lige som sidst. Jeg svarede, at ingen af os kunde holde paa nogen Ting undtagen jeg, og at selv jeg ikke kunde redde nogen af Mandskabet, medmindre Baaden kom tæt op til Skibet. De brave Mennesker roede øjeblikkeligt gjennem en meget farlig Brænding op til Skibet og bragte os alle med megen Besvær ned i deres Baad, der nær havde faaet Bunden slaaet ud, da vi alle vare komne ned i den. Omsider kom vi klar af Skibet og roede ind mod Kysten. Styrmanden følte paa mine Kinder, Hænder og Fødder og tog straks sin Hat, sine Vanter og sin Trøje af. Trøjeærmerne strak han op over mine Fødder. Hatten satte han paa mit Hoved og den ene af de laadne Vanter, der ikke var delt mellem Fingrene, trak han over begge mine Hænder.
Det tog en Time at naa Byen, da vi var nødte til at ro rundt omkring for at holde os klar af Brændingen. Det frøs haardt og blæste af Øst. Jeg kunde ikke forstaa, hvorledes manden, der gav mig sit eget Tøj, kunde udholde den strenge Morgenkulde. Han sagde, jeg skulde beholde det paa, og gned uafladeligt mit Ansigt og mine Hænder, indtil jeg mærkede, at Blodet atter kom i Omløb, medens hans Ledsagere gjorde det samme med mine Lidelsesfæller. Da vi ankom til Kysten, bleve vi førte til en Kro under Bedækning af 8 Soldater og en Korporal.
Da vi havde naaet Kroen, syntes vore Redningsmænd at være glad over den Tjeneste, de havde gjort os, men spurgte hverken om Penge eller noget andet. Vi blev styrkede med Kaffe, Brød og Æg o. s. v. og gik til ro omtrent kl. 9; man overlod os alle Sengene i Huset, og Værten indrømmede os med stor Venlighed sin egen Seng til vor Bekvemmelighed og laa selv paa Gulvet. Vi blev behandlede med den største Venlighed. Jeg kunde ikke sove. Kl. 11 stod jeg op, skjønt uendelig træt, og for første Gang følge jeg mig meget nedslaaet, i besynderlig Modsætning til mine Landsmænd, som nu var i bedste Humør, efter at de i de tre foregaaende Dage havde staaet paa Fortvivlelsens Rand. Af denne Tilstand af stoisk Ligegyldighed og Følelsesløshed mindes jeg at være blevet vækket Kl. 1 om Eftermiddagen af Stedets Borgmester, der kom for at se til os og forsyne os med Nødvendighedsgenstande.
Vi talte sammen paa Tysk, men han talte det saa slet, at jeg snart blev træt af ham. Han syntes at være mere ivrigt efter at faa at vide, af hvad Art Ladningen var, end om vi alle var frelste og havde udsigt til at komme os. De tre Mænd, vi havde landsat Dagen i Forvejen, sov endnu trygt i Kroen og syntes at befinde sig vel.
Resten af Dagen den 21. mindes jeg ikke, at der hændte noget med Undtagelse af, at jeg sendte nogle Soldater bort fra mit Værelse og bad om at faa deres Kaptajn i tale. Han kom og viste sig i det følgende som en sand Ven for mig. Han er en dannet Mand, taler godt Tysk og synes at være human og venlig.
Den følgende Nat lukkede jeg ikke et Øje. Jeg havde stærk Feber, talte forvirret og frygtede for at miste min Forstand.
Idag er jeg kommet mig meget. Gud være lovet, men er endnu langt fra rask. Skulde jeg dø her, vil dette Ppir maaske naa mine Venner og vidne for dem om, at jeg i en højst kritisk Situation har vist mig som en Kristen og en Mand.
Kommentar: Kaptajnen er Major Westenholtz.  MacDonald. er uddannet præst, hvilke hans hele opførsel overfor mandskabet også viser. Han skriver jo også for at vise over for omverdenen, at han er en heltetype, men skildringen af Skagboerne forekommer dog sandsynlig. Her er han på rejse til Sverige for at hente en søn hjem, som der er blevet forelsket i et “fruentimmer”, der ikke lige er et passende parti for knægten. Om det lykkes ham at finde sønnen og forpurre den unge mands forelskelse, oplyses ikke.
Efter 1900
Tønnesen nævner op og nedgangstider for Skagen og konkluderer, at der i hans tid er sket meget, og at den svundne storhedstid synes at være vendt tilbage, men han slutter lidt trist med flg. konstatering: “Men det er i Grunden ikke helt sikkert, at det passer. Vi staar maaske i Dag paa Stortidens højeste Tinde foran en Nedgangsperiode; Fremtiden vil vise det.
Herefter lidt om forbindelsen til omverdenen. Tidligere var Skagen næsten afskåret på landsiden fra det øvrige Danmark, men der skete ændringer fra 1850. I det år blev der gjort forsøg på at lave en vej gennem klitterne fra Hulsig og til Skagen – dækket med lyng og med grøfter på siden. den var dog så godt som bundløs i regnvejr.
I 1932 kom Skagen-Frederikshavn vejen – en asfaltvej.
I 1890 kom jernbanen helt til Skagen – først en smalsporet, men i 1924 en normalsporet.
Klitgaarden blev bygget i 1913, og kongefamilien ( kronprinseparret) var siden årlig gæster i Skagen.
Bogen slutter med en liste over gamle Skagenslægter.
 
Følgende digt af Holger Drachmann skrevet i 1904 slutter kapitlet om Skagens fremtidige liv:
Saa hastig svinder Dagen,
Og Afnen stunder til;
Her var et andet Skagen,
Et bedre om man vil.
 
Her var et andet Skagen,
Saa rigt paa Haab og Mod,
Som det, der fejrer Dagen
I Kræfters Overmod
 
Og langsomt voksed Skyggen
Mod Aftnens Skumrings-Skær
Men ingen vender Ryggen
Mod den Tid, han har kær.
 
Hør Havet, hvor det koger
De gamle Minder op,
Mens Skum og Sand og Maager
Er Sjæl i samme Krop.
 
Der er – og det er Sagen,
Hvad Tiden saa bli’r til:
Der er en ”Sjæl” i Skagen,
Som aldrig ældes vil.
 
Som kommer, naar man kalder
Paa alt, hvad man har kær –
Mens over Stranden falder
Erindrings Vemods-Skær.
 


 

Lidt nødvendig snak om Gud og vi andre

Udgivet den af
Svar

Jeg har en god veninde. Mere end en. Og det er godt. Veninder ( og venner for den sags skyld) kan man snakke med om andet og mere end dagen og vejen, skønt den snak sandelig også er vigtig og må tages op gang på gang, for at dagen skal gå godt, og vejen være til at holde ud trods alle ujævnhederne.
Farbarhed fremmes af samtale. Jeg kommer til at tænke på Det gamle Skagen. Det gør jeg jo let, for i denne tid er jeg der hver dag – i det gamle Skagen – og her levedes livet benhårdt hver eneste dag livet rundt, men så var der Svallerbakken ( Steen Steensen Blicher kalder den sladrebakken, og rammer jo helt ved siden af, men hvor skulle han vide det fra).
På Svallerbakken mødtes konerne, når der skulle snakkes. Og det skulle der. Og det blev der, og jeg er overbevist om, at den snak er en af de aller vigtigste årsager til, at Skagen ikke blev forladt i de onde år, men trods de umenneskelige levevilkår, som navnlig i 1700 og 1800 tallet bødes befolkningen, overlevede og rejste sig og fortsatte år ud og år ind. De overlevede, fordi de havde hinanden og kunne “svalre” ( og det betyder ikke sladre) – og i deres svalren støttede og løftede de hinanden. Mændene mødtes hos købmanden, og her drak de jo rigeligt, men de fik også svalret. Og tingenes tilstand blev vendt og drejet som skråen i munden, men de fik måske skik på nogle spørgsmål, og i al fald gav det dem en tryghed at vide, at de andre var der og talte samme sprog.
Men det var snak om vejr og vind og dagligdag, og jeg ved ikke, om de gamle Skagboere gik længere ud ad en eller anden tangent og snakkede om tilværelsen og meningen med det hele. De snakkede ikke meget religion. Den var der bare. Og hørte til hos præsten. Og i kirken. Og ikke på Svallerbakken eller kroen. Og den var ikke noget at diskutere, ligeså lidt som man diskuterede det uldne undertøj. Senere kom Indre Mission og piben fik en anden lyd.
Men den anden snak. Den om det, der ikke handler om dagen og vejen. Her er det godt at have gode venner, som kan og vil gå lidt længere ud end den slagne landevej. Som godt tør tage omveje og stikveje og snakke om religion og kærlighed og ondskab og godhed og alle de andre abstrakte ting, der tegner livet omkring os.
I går skrev min veninde et brev og fortalte, at hun havde været til et højskolemøde. Hun har ligesom jeg hele sit liv været gymnasielærer, og vi har ikke haft ret mange fødder indenfor i højskoleverdenen – nu lister vi indenfor, når der er foredrag. Og sådan et møde havde hun været til, og højskoleforstanderen var også foredragsholder, og han talte om det at være dansk. Hun blev lidt rystet – dels over hans overfladiske behandling af emnet og dels, fordi han luftede en buket af fordomme, så ildelugtende, at luften føltes trang at indånde. Han talte om, at vore danske værdier er truede af alle disse indvandrere, der kommer med deres fremmede og farlige kultur. Islam især. Om nogle år er vi alle muslimer, sagde han endda. Så var det hun fik lyst til at spørge den talstærke tilhørerskare: “Hvor mange af jer har været udsat for, at muslimer kom til jer og ville “omvende” jer?” Og bagefter: “Hvor mange af jer har været udsat for, at kristne kom til jer og ville “omvende” jer?” Hun ville ikke have set en hånd i første spørgsmål, men derimod et hav af hænder i næste spørgsmål.
Det må være hæsligt at være en fremmed i Danmark.
Somme tider synes jeg endda, at det er “træls” at være dansker i Danmark – alle de mange landsmænd, der sidder naglet til de  intetsigende og fordummende popprogrammer, der vælter ud af medierne, og som for rigtig mange mennesker fungerer som deres religion. Det er en religion, der efter min mening er mere skadelig end Islam, fordi den sløver hjernen og lammer fantasien.
Jo, så er jeg ikke ubetinget stolt af at være dansk. Den folkereligion, vi har annekteret i Danmark, og som hedder dum underholdning og tankeløst overforbrug er ikke noget, vi kan være stolte af. Dannebrog eller ej. Konfirmation eller ej. Højskolesangbøger eller ej.
Og så er der Kristendommen. Nu skynder jeg mig at bekende, at jeg er kristen. Det kan ikke være anderledes, jeg er døbt og konfirmeret, og jeg går i kirke og beder til Gud. Vi har det ikke altid godt med hinanden, men jeg prøver så godt jeg kan.
Men Kristendommen! Somme tider tænker jeg: “Gud fri os for den!” Og mener jo noget andet. Som når en muslim får kvalme af sharia og siger: “Allah fri os for Islam.”
Der er al mulig grund til at frygte ekstreme islamister, for de udspreder rædsel i hele verden, og der skal nok være havnet et par stykker af dem hos os også. Fri os for dem! Men Islam har jo ikke hele æren for rædsel og vold. Kristendommen følger pænt med, hvad det angår. I går læste jeg om en bog, der netop er udgivet af en mand, der som ung blev indfanget af scientology og i 20 år levede i en psykisk spændetrøje. Og der er rigtig mange unge, der fanges ind af rabiate “kristne” samfund og lammes totalt – uden for rækkevidde af samfund og familie.
Ekstreme kristne er ved Gud også voldelige. Og de har magt. Se blot i USA -her hører nogle af dem til den øverste magtelite. Der er mange, der undrer sig over, at USA ikke vil arbejde for et bedre miljø. Det er slet ikke underligt, synes jeg, for det ligger i deres måde at være kristne på. Ja såmænd. Jeg har hørt amerikanske toppolitikere udtale i fuld alvor, at vi ikke skal bekæmpe forureningen af kloden, for den er et led i HERRENS plan. Det er hans plan, at jorden skal gå under og en ny opstå ( Læs selv Johannes Åbenbaring – og amerikanerne er bibelfundamentalismer, de har nemlig aldrig opdaget, at Guds Ord er Jesus Kristus, nej, de bliver ved med at tro, at Guds Ord er nogle bogstaver i en bog!!!
Altså, lyder det, vi skal ikke arbejde for et renere miljø, for når vi sviner og lader stå til, så hjælper vi GUD med at fuldbyrde hans plan! Dommedagsprofetierne må vi ikke modarbejde – det er ukristeligt – siger nogle af de mest magtfulde politikere i USA!!!!! –
Og vi er bange for muslimerne!!!!!!!

17 – Henrik Pontoppidan – en fiskerrede

Udgivet den af
1

I året 1883 besøgte Henrik Pontoppidan Skagen – han rejste i de år land og rige rundt og samlede materiale til sine noveller: Fra Hytterne – noveller, der afdækker livet på samfundets bund, vel at mærke som han ser og tolker det. Det er f.eks. helt andre menneskeskildringer vi møder hos Martin Andersen Nexø, hos ham ligger hele sympatien og medfølelsen hos de fattige, i Pontoppidans skildring er de fattige oftest skildrede som mere eller mindre afstumpede individer: de ser med sløve øjne på deres omverden, og de vralter og vrikker på jorden, og deres følelser kan ligge på en fingernegl.
Men her i novellen “en fiskerrrede” får vi en litterært set enestående skildring af Skagen i middelalderen og Skagen i nutiden ( 1880’erne). To begivenheder: et skibsforlis i den fjerne fortid og en stranding i nutiden sættes op mod hinanden. Skagboerne er i begge skildringer fremstillet som griske, afstumpede og empatiforladte væsner, og ingenting i sindene har ændret sig i de mellemliggende mange hundrede år. Hør her to eksempler:
Fra middelalderen:
“Paa stille Sommerdage, naar Solen smeltede Tjæren ud af Bjælkevæggene og gennemglødede Sandet, saa det brændte under fodsålerne, kunde det lille Leje dog folde sig ud i sin Ensomhed og ligesom en Sommerfugl, der gennembryder sin Puppe, kaste et kortvarigt, sydlandsk broget Liv udover det triste Øde. Oppe paa Klitterne rejste sig Rækker af høje Stejler med flagrende fiskegarn; Skarer af halvnøgne Børn larmede ude paa Forstranden, og hist og her saaes solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sad paa Hug omkring et Baal i Sandet og kogte Beg.” (s.227)
Og i nutiden:
“Paa stille Sommerdage, naar Solen smelter Tjære af de enkelte gamle Træhytter, der endnu er tilbage, og gløder Sandet, saa det brænder under Fodsaalen, folder Byen sig ud i sin Ensomhed ligesom i gamle Dage, – breder sig ud over Klitterne med sorte Stænger for Næt og tørrede Fisk, med larmende Skarer af barbenede Børn paa forstanden og Klynger af stærke, solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sidder paa Hug i Sandet ved en dampende Gryde og skræller Kartofler.” ( s.231)
Derefter hører man om strandingen i middelalderen. Beboerne venter på stranden, indtil skibet er slået i splinter af stormen, og da de døende søfolk driver i land står skagboerne parate med knive. Derefter plyndres de opskyllede vragrester:
“Op ad Formiddagen, naar der ikke er mere at redde, og de nøgne Lig er bleven samvittighedsfuldt begravede i Klitten, trilles Tønderne under megen Lystighed ind i Hytterne; de store Trækander sættes paa Bordene, Mændene og de silkesmykkede Kvinder bænker sig omkring dem,  – og Døgn efter Døgn tumler det lille Leje sig i en sanseløs Rus med Syngen og Larmen i de lange, mørke Nætter, mens Sand og hvide Skumflager hvirvler hen over det.” ( side 230)
Og i nutiden:
“Man flokkedes udenfor Gadedørene, spurgte og gav Forklaring. først da det var bleven uomtvisteligt godtgjort, at Skibet sad fast – solidt, paalideligt fast – hævedes Beklemmelsen og slog ud i en løssluppen Munterhed, der smittede selv Børnene, saa de gav sig til at løbe hurraraabende gennem Gaden. …( s.235) … “Inde paa Strandbredden blev Menneskemængden stadig forøget, idet nu ogsaa Konerne indfandt sig og bragte Mad og Drikke til Mændene. Man lejrede sig omkring i Sandet; Brændevinsflasken gik rundt. Man klinkede og morede sig som ved en Folkefest.” ( s.237)
Det bliver stormvejr, og skibet hejser nødflaget. Her er Skagboernes reaktion: “…efter endnu en lang Tøven, hvorunder alle paa Stranden havde rejst sig, saae man gennem det fremvældende Mørke Nødflaget langsomt blive hævet. Samtidigt lød der et hæst og langtrukkent Signal fra Dampfløjten. “Nu græder han,” sagde man og lo.” (S. 238)
Der er ikke meget heltemod og Lars Kruse over den skildring, og alle er kun optaget af én ting: hvor meget de hver især kan rage til sig af bjergningslønnen. Skildringerne her står i skærende kontrast til, hvad man ellers kan læse om forlis og redningsaktioner. Det er en digter, der udtrykker sig her, det er fiktion, og i fiktionen ligger altid en tolkning af virkeligheden og aldrig et spejl.
 

16 – Anekdote 3 – erindring

Udgivet den af
2

I 1950’erne kørte vi søndagsture – far, mor, børn og bedstemor ind i bilen og så af sted! Det var aldrig lange ture, for det var efterkrigstid, og der var ikke mange penge i familiepungen. En kort tid havde vi ingen bil, men var alligevel på en enkelt køretur. Det foregik i lejet bil, og det var ingen søndagstur, men en veritabel rejse, helt ned til Skive gik det, og vi skulle krydse Limfjorden og altså nærmest til udlandet. Jeg husker næsten ingenting fra den tur, men suset kan jeg stadig mærke og så det, at vi sov på hotel. Det var vildt.
Men ellers kørte vi ofte små søndagsture – ud i det blå, som mor sagde, og vi drak kaffe på en kro et sted i Vendsyssel. Krokaffe, det var et almindeligt fænomen i efterkrigstiden, og ved alle borde sad familier og drak kaffe og spiste lagkage.
Nogle af turene gik til Kandestederne. Så skulle vi vandre på Råbjerg Mile, og far fortalte om dengang, han var spillede statist i en dansk film, der foregik i Sahara, men altså blev optaget her. Bagefter drak vi kaffe på Kokholms Hotel. Far havde gået i skole med hotelejeren, jeg tror han hed Mads Kokholm, men måske husker jeg forkert. I al fald drak vi kaffe der, og far og den gamle skolekammerat satte sig, og de faldt i snak. Desværre har jeg glemt, hvad de snakkede om, fandt det sikkert kedeligt dengang, og det er jo kedeligt i dag, men så må jeg finde nogle Kandestederhistorier andre steder. Det vil jeg gøre, og i den kommende tid bringe et par stykker. En fortalt af Niels Barfoed og en anden af Thorkild Bjørnvig.
Den første er fra Niels Barfoeds erindringer “Farvel så længe” ( Gyldendal 2007) – hvor han bl.a. fortæller om sit ophold i Kandestederne som helt ung. Ja, det var ganske vist ikke Kokholms Hotel, han boede på, men Kandehus. Her tilbragte han en tid som huslærer for hotelparrets yngste datter Anne.
Det følgende er nogle citater fra hans beretning om opholdet i Kandestederne:
“Så dér stod jeg en dag i august i 1950, endnu ikke tyve år, på Hulsig Station, den sidste før Højen og Skagen, med en køjesæk og en kuffert og en skrivemaskine. Det var langt borte for en københavner.”( side 64)
………..
“Her på denne tomme perron ved verdens ende med tæt plantage til den ene side og klithede så langt øjet rakte til den anden, var jeg absolut alene.
På nogen afstand stod en mand lænet op ad en høj, gammel Ford og iagttog mig, som om det var en gemen western. Han knipsede dog ikke en cerutstump fra sig, da han rettede sig op. Jeg kunne derimod se, at han skråede – hvad der straks var knap så western – da han spurgte, om jeg var den nye lærer. Jeg syntes, han vrængede på “lærer”, men han drævede nok bare på sit halvt uforståelige vendelbomål.
Så kørte vi. Der blev ikke sagt noget, og der blev ved med ikke at blive sagt noget, mens vi humpede ud over heden med solen i øjnene. Det hændte, at vi kørte lidt ud i landskabet for at undgå nogle regnsøer. Det gjorde ingenting, for der var ingen grøfter og knap nok en vej alligevel. Der var en sti, dvs. et par hjulspor. Om man fulgte dem eller ikke, gjorde ikke den store forskel. Jeg kunne godt se, der var brug for en huslærer i Kandestederne.
Min chauffør, der skulle have fem kroner, da han fire-fem kilometer senere satte mig af på gårdspladsen til Kandehus Hotel, havde ikke ment, det var ulejligheden værd at præsentere sig. Det var der jo også god tid til. Men han var altså Viggo, Viggo Hjort, sønnen ovre på Hjorts Hotel, hvor han var altmuligmand. Der, forstod jeg snart, var det hans mor, som var højt oppe i halvfjerdserne, der bestemte. Hans far, Peter, der var endnu ældre, sad altid i et lille værksted, der var bygget i et hjørne af laden, og byggede sirlige kirkeskibe med sine tykke fingre.”( side 65)
“Det andet hotel på Kandestederne hed Kokholm. Det var nok det berømteste og også det nobleste, men alt er jo relativt. Det havde i al fald en vidunderlig endeløs udsigt mod øst, ud mod Milen. Her kom en gang om året dronning Alexandrine og spiste æbleskiver, og her sås Poul Reumert i hvis habit, skuende betydningsfuldt ud over det lave landskab.
Kandehus, det tredje hotel, hvor jeg skulle bo og undervise, havde alle dage, dvs. siden tyverne, været det moderne og livlige hotel. Her synede hotelejeren betragteligt. Han var oven i købet en rigtig maler med bredskygget kunstnerhat og røg egenhændigt sine laks på enebærris og charmerede advokat- og andre fruer på stribe. Men sorgløsheden havde haft sin bedste tid for længst. Da jeg arriverede, var Kandehus’ økonomi hovedkuls på vej ned ad bakke. Det vidste jeg ikke.
Kokholm og Kandehus var konkurrenter, men mere end det: uvenner. Man omgikkes i det hele taget ikke hinanden i Kandestederne. Enhver holdt sig for sig selv. Kokholm havde fine fornemmelser, sagde man på Kandehus. Og ikke særlig meget at have dem i. Dog var der en datter, som var blevet fint gift. Og omvendt: Kandehus! Hvad forstod en forløben kunstmaler fra København sig på hoteldrift? spurgte man på Kokholm. Men de kom altid rendende, begge parter, og skulle låne hos hinanden, når der var noget, der manglede: så var det kaffe, så var det mel. Det var mest på Kandehus, man rendte tør.
Hjorterne, de dukkede sig, gned sig en anelse i hænderne og passede deres. Der var ikke noget fint ved dem. De var lige så meget bønder som krofolk. Til gengæld behøvede gæsterne ikke at klæde om til middag, maden stod på bordet til tiden, og så manglede der ikke noget.
Derudover var der en eneste ærlig husmand i Kandesterne, Jakob, og hans kone samt en enkelt datter, der ikke var flyttet hjemmefra endnu. De skulle heller ikke blande sig. Jakob havde dårligt hjerte, men kørte alligevel mælk hver eneste morgen, før fanden fik sko på.
Nu var der så kommet en indbygger til.
De kaldte mig “studenten”. Som fænomen var jeg ikke noget nyt. Men hvad de kaldte mine forgængere i embedet, ved jeg ikke. Jeg var nok den yngste, som havde været der, kun seks år ældre end min eneste elev. Anne var med andre ord 13 og skulle begynde 3. mellemskoleklasse – hos mig.” ( Side 67)
……..
“Da jeg havde været der en måned eller to, kom køkkenkarlen Robert op på mit værelse og satte sig på kanten af en stol. Om Otine, hans datter, som jeg jo kendte, ikke kunne gå i skole hos mig, så slap hun for at skulle begynde i landsbyskolen inde i Hulsig. Hele den vej! Og der var der jo også kun skolegang hver anden dag. Han så bønligt på mig, og så havde jeg også en elev i første klasse. Løn kom ikke på tale. Jeg holdt jo skole alligevel, og hotelejeren gav mig 100 kr. om måneden oven i kost og logi. (Side 68)
………….
“Mellem Kandestederne og f.eks. Skiveren var der uoverkommeligt langt. At trave derned langs havet kunne være fristende nok, men hvordan komme hjem igen? Jeg var der en enkelt gang, sandsynligvis i en hårdfør bil sammen med en eller anden københavner eller ålborgenser, der var på vores kanter og godt ville have selskab på en udflugt.
Til Råbjerg inde i landet tog folk i gamle dage i kærre fra Kandestederne for at holde gudstjeneste i den lille, ensomme, tårnløse kirke. Dengang var der ikke nogen i Hulsig. Til fods er det en mange timers vandretur ad fåreveksler og over lier. Man måtte have madpakke med. Med mig havde jeg også en feltflaske med filt om, tysk og fra krigen, og lidt grej til at lave akvareller. I kirken hang der nogle gamle naive træskærerarbejder, som jeg fordrev tiden med at gengive på skitseblokken. Så troede jeg, jeg var Martin A. Hansen og Sven Havsteen- Mikkelsen på een gang.
Det hændte, at jeg gik nordøst på ad stranden i stedet for, mod Højen eller Gl. Skagen, og ved en enkelt lejlighed kunne jeg hjælpe en opskyllet sælunge ud på det dybe. Derfra videre til fods til Skagen og med toget hjem til Hulsig. Der var ingen mobil til at ringe efter Viggo og Ford’en. Det måtte aftales og helst dagen i forvejen. Og så gjaldt det om at være der. Viggo var ikke den, der ventede. Så en enkelt gang eller to måtte jeg så også traske de sidste fire kilometer til Kandehus oveni.
Engang havde jeg en kuvert med fra professor Rubow, som jeg for ikke helt at tabe forbindelsen til universitetet havde aflagt en hølighedsvisit, da jeg var i København i julen. Om jeg havde noget imod at at tage dette med, når jeg skulle tilbage? Han rakte mig nogle breve fra Holger Drachmann til en frk. Ingeborg Andersen i Skagen, også kaldet “Skagens Rose”, der som ung havde været den aldrende Drachmanns sidste flamme og siden drev Skagen Hotel efter sine forældre. Dem havde Rubow lånt, for han var i gang med en biografi om Drachmann, som jeg i øvrigt ikke begreb, at han skulle have særlig sans for.
Ingeborg var en fin, lille, intelligent dame højt oppe i årene, der gav kaffe i en lavloftet stue og sad og klappede på den lille stak breve, som hun havde fået igen.” ( side 77)
Barfoed fortæller i et langt kapitel meget levende om livet i Kandestederne i 1950. Det var på den tid endnu et mondænt feriested, men der var nedgangstider over hele linjen, ikke kun på grund af efterkrigstidens lavkonjunkturer, men vel også fordi den slags ferier var ved at gå af mode og kort efter mere eller mindre erstattedes af udenlandsrejser. Verden åbnede sig, og det føltes vel sagtens en kende indelukket og klamt at feriere i Kandestederne på de gamle umoderne hoteller – og lidt efter lidt forfaldt de, og jeg husker, hvordan en tur til det lille samfund i 1970’erne og 80’erne var som en rejse til det en spøgelsesby – I Kandehus var ruderne slået ud og murene afskallede og faldefærdige.  Forladthed og forfald. Uden at vide det oplevede Barfoed midt i sit eget blomstrende forår, det gamle steds efterårsagtige afblomstring.
Vil man læse om Kandestederne i dets storhedstid kan man fiske den her bog frem: “I begyndelsen var Lyset. En bog om Kandestederne” Gyldendal 1990. Den er både underholdende og meget smukt illustreret.
I dag er de gamle hoteller igen i drift – forrige årtis vilde byggeboom og usvigelige tro på evig vækst, satte også Kandestederne på den anden ende. Og der blev bygget og restaureret på livet løs. I dag kommer man til et genetableret feriested, der måske endda fungerer. Jeg ved det ikke. Det fremstår umiddelbart sådan, men den ydre velstand kan  dække over et indre forfald, og det skulle være mærkeligt, om ikke krisen også har sat kløerne i Kandestederne.
 

Digteren og samfundet

Udgivet den af
Svar

Grotten og Elfenbenstårnet og lidt om to digtere, der ville det samme.
”Kom ud!”
Hun må råbe, for han sidder dybt inde i sin grotte, og det eneste, hun skimter, er lyset fra skærmen. Som et sygt, uroligt øje blinker det ud til hende. Hun bøjer sig helt frem og prøver at finde de rigtige ord:
”Jeg savner dig. Forlad dit skjul!”
”Jeg skjuler mig ikke, jeg skriver”.
”Du flygter.”
En brummen ruller ud mod hende, troldeagtig, synes hun, men alligevel kan hun ikke lade være med at krybe endnu længere ind i hans mørke og hviske, at hun elsker ham.
En dag kommer han ud. Mest for at se, om hun er der.
Godt, det er hun, han sukker lettet, og inden hun når at reagere, er han på vej tilbage, og mens hun løber frem og lige når at strejfe hans hår med fingerspidserne, forsvinder han i sit mørke. Her bliver han meget længe.
Trolden derinde i grotten er digteren Henning Mankell, (ham med Wallander), og ovenstående dialog har jeg digtet, men den er alligevel ikke det rene digt. I et interview med Eva Bergman, der er gift med digteren, karakteriserer hun ham som en trold, der sidder og helst vil blive siddende dybt inde i sin grotte, mens han skriver om det mørke, der er i verden og i ham selv.
Kirsten Jacobsen har skrevet en bog om ham, og af den fremgår det, at han er en af de mest samfundskritiske forfattere i tiden, og at han med sine bøger er med til at afdække bagsiden af det svenske ”Folkehjem” – den voksende racisme, egoismen og brutaliteten i samfundet og i menneskers møde med hinanden.
Nogle kritikere af Jacobsens bog dadler hende for at forherlige ham, men det synes jeg ikke, hun gør. Hun er objektiv i sin skildring. Og Mankell er for resten kravlet ud af grotten og har bosat sig i Mozambique, hvor han bl.a. har doneret penge til en børneby. Han betaler sin skat i Sverige og forsøger i det hele taget at leve op til de ideelle krav, han stiller til andre og til det samfund og den verden, han er en del af. Det kan der vel ikke være noget suspekt i? Og dem, der kalder ham selvgod, har vel bare dårlig samvittighed – eller også er de bare dårlige mennesker! Det er nu min mening om den sag.
Men billedet af grotten hænger ved. Og jeg tror, at mange forfattere kan finde sig hjemme i det billede. Det er imidlertid også et billede, der passer til tiden. For selv om det kunstige lys har fortrængt nattemørket, så har der samlet sig meget mørke i sindene og i de kroge, vi kryber ind i, men hvis eksistens vi helst vil fortrænge. Ondskaben og angsten blev ikke fordrevet med lyset i gader og stræder. Eller med ”Oplysningen” for den sags skyld.
Og lyset. Vi kalder vor tid for Lysets Tid, men så glemmer vi, at vor tids lys ikke altid varmer som forårssol i maj, men undertiden blænder og blinder – at det også er lyset fra krigens brændende byer og blitzlyset over Hiroshima. Vor Tids Lys varmer ikke kun, det dræber også.
Grottebilledet hører vor tid til. Det hører også vore digtere til. I en anden tid var det andre billeder, man heftede på digteren og kunstnerlivet. Engang var der ikke tale om en grotte, men et elfenbenstårn. Digteren sad i sit elfenbenstårn. Og hvor lyser det smukt og duftende rent, dette hvide tårn. I modsætning til grotten, der lugter af fugt og forfald. Og så alligevel. Se nærmere på tårnet! Det lyser vel også af kulde. Gør det ikke? Og af hårdhed. Koldt og benhårdt. Men smukt, det må vi holde fast ved.
Og nu springer vi 500 år tilbage i tiden og lander højt oppe i elfenbenstårnet. Og hvad ser vi? Åh jo, der sidder han jo, digteren, bøjet over sit hvide papir og med sin gåsepen i hånden. Langt borte fra verden, akkurat som trolden i grotten, men se blot nøje på ham! Han er sandelig ingen trold, men en herre klædt i fløjl og silke.
Den smukke digter i det smukke tårn var fransk, og han hed Montaigne, og der sad han altså i sit tårn og skrev akkurat som den langt senere og meget fjerne digterkollega gjorde i sin grotte. Men de ville ( vil ) det samme med deres skrifter: ændre en verden, som de syntes dyrkede brutaliteten og skabte grobund for umenneskelighed. Det ville de lave om på. De ville simpelthen gøre verden til et bedre sted levested for mennesker.
Og han var heldig, den gamle digter, for han var barn af en tid, hvor ingenting mere blev taget for givet – hvor alt flød og var i forandring. Og et håb om en bedre verden var blusset op og brændte sig lige ind i digterens sjæl. Jo, han troede, at det nyttede.
Humanismen og renæssancen kalder man de bevægelser, han var en del af, og som lagde sig som et plaster over et såret og hærget Europa. Et Europa, der var i færd med møjsommeligt at rejse sig fra en alt for lang  middelalderdvale, der ind imellem havde været et mareridt. Men nu skulle de nye tider oprinde. Håbet var tændt. Og Europa så sig om med friske øjne og forventning i blikket.
Vi kan se dette nye håb glimte frem i renæssancemalernes billeder. Der strømmer et lys ind over ansigter og klæder, der farvestrålende træder frem af mørket. Rosenrøde og azurblå.
Den måske mest kendte eller i al fald en af de kæreste scener fra Biblen bliver deres yndlingsmotiv. Det skal males igen og igen. Det er det øjeblik, hvor englen Rafael stiger ned til jorden og fortæller den unge pige, Maria, at hun skal føde Guds søn og altså bære kimen til en ny verdensorden i sit skød.
Montaigne er heldig at leve i den tid. Han er også heldig på en anden måde: han er rig. Han behøver ikke sidde på et fattigt hummer i pjaltede klæder som så mange andre digtere.
Det er også ham, der opfinder billedet “elfenbenstårnet” – der må digteren sidde og tænke, langt fra menneskenes turbulente verden. Fred i Europa. En ny verdensorden i kærlighedens tegn. Han har sådanne tanker.
Men der blev jo ikke fred. Nye religionskrige brød ud og satte hele Centraleuropa i brand, og det var en krig, hvor land efter land blev inddraget. Krigen rasede uafbrudt i 30 år, men selv om den sluttede i 1648, varede det mere end 100 år, før alle dens sår og skader var lægte, ja, nogen af dem var uhelbredelige, og vi slås stadig med dem, og der skulle gå mange år, før troen på menneskets evner og vilje til at skabe retfærdige samfund skulle genopstå. 1700tallets filosoffer byggede videre på Montaignes tanker og troede, at blot forstanden fik forrang for alt andet, så ville det rent logisk flaske sig. Og der tog de jo fejl! – deres frihedsbegejstring endte i et af historiens største blodbad: Den franske Revolution – og i århundredet efter fulgte revolution efter revolution i øst og i vest, og det er vel sandt nok, at det meste af Europa endte med at blive en række demokratiske stater. Men vi må ikke glemme, at de demokratier er byggede på blodsudgydelser og rædselsfulde voldsforbrydelser.
Ja, det er det fundament, vi står på. Det er måske derfor, trolden i Sverige har nok at gøre. Det er supermaterialismen, der har sejret og regerer vore samfund, hvor vækst, forstået som så meget produktion og så stort salg af varer som muligt, er den højeste værdi. Og her er der virkelig tale om vild vækst, akkurat som kræftcellen, hvis vækst ikke kan kontrolleres, men ender med at ødelægge det legeme, den vokser i.
Vi har brug for digtere som Mankell, der tror på, at det nytter at skrive om de uretfærdigheder, der er i samfundet – om den nød, der stadig tegner store dele af befolkningernes liv. Og om uretfærdigheden på globalt plan.
Men vi har også brug for en ny Montaigne – en der vil stige op i elfenbenstårnet og tænke nye modeller for samfundsbygning – ikke kapitalismens ( og liberalismens) iskolde vækstparadigmer og ikke kommunismens frihedsknægtende umenneskelighed.
Og nej, så alligevel ikke, for ligefrem en elfenbenstænker skal vi ikke ønske os. Mon dog? Han bygger vel blot en ny ideologi, i hvis navn folk kan myrde løs som de plejer. Nej, men de folk, der virkelig er gode tænkere, og som forstår sig både på tørre tal og levende mennesker burde begynde at tænke sammen, at diskutere … ja, men ikke bare diskutere, hvordan vi kommer over de økonomiske “kriser” og igen kan begynde at svine miljøet til med overproduktion og overforbrug. Nej, det skal være mennesker, der både har hjerne og hjerte og kan føle ansvar både for nutidens og fremtidens børn. Hvorfor findes de ikke? Hvorfor tænker den økonomiske og den politiske videnskab så enstrenget og konformt og i de samme gamle stive mønstre?
Vort århundrede ligner på uhyggelig vis 1600tallet, hvor alt stivnede i faste paradigmer. Det er den samme ubevægelighed, der kendetegner vor tids videnskabelige tænkning. Men bevar mig vel, den skal jo også først og fremmest gavne ERHVERVSLIVET og sikre dets vækst. Det er den vej, forbindelsen skal gå og ikke andre steder hen!!!
ERHVERVSLIVET er jo det liv, der har erstattet MENNESKELIVET. Det glemmer jeg somme tider, fordi det er sådan en hæslig tanke.
Hvornår får vi en renæssance?

15 – Huse i Skagen – Højen og Vesterby

Udgivet den af
Svar

Bogen er udgivet af Fredningsstyrelsen i 1981 ved Bodil Heegaard.
Det er en minutiøs gennemgang af byens huse ( dog kun Vesterby og Højen). Man tager gade efter gade og beskriver hvert hus – det siger sig selv, at mange af husene nu er ændrede, ligesom der også er kommet mange nye ejere.
Den slags bøger findes i mange gamle byer. Til forskel for disse andre byer, er der heri ingen beskrivelser af gamle historiske bygninger fra Middelalder, Renæssance og Barok, alle huse fra 1300 – og frem til 1800tallet blev for det første mest opført af brædder ( ler var dyrt) og de blev ødelagte af sandstorm eller stormflod, dog findes enkelte af dem beskrevet hos Olavius og Klitgaard. Der er dog en væsentlig undtagelse, nemlig det gamle tårn fra den tilsandede kirke St. Laurentii Kirke, der dateres til omkring 1400tallet og siden ud over at være et Gudshus har ageret sømærke for skibene i Kattegat. Man kan tilføje som et kuriosum, at det solide materiale, kirken var bygget af ( bjælker og sten) er bevaret i mange af de gårde, der flyttede omkring ude i Skagen Landsogn – således indgik materialer fra kirken i genopbyggelsen af Hesselholtgården i (? her mangler jeg et præcist årstal).
Da jeg i sin tid skrev bogen om Hans Fugl, der var lærer i Stege i 1830’erne havde jeg en lignende bog om det gamle Stege liggende, og jeg brugte den flittigt til at dirigere min helt sikkert rundt i den lille købstad. Jeg vil naturligvis også lade mine nye personer bevæge sig omkring i Skagen, men får i den forbindelse ikke meget brug for bogen om dens huse. De fandtes næppe, da “mine” mennesker færdedes i Skagen. Det er jo nemlig stadig min plan at begynde romanen omkring slutningen af 1700tallet og føre den op til begyndelsen af 1900tallet. Så måske kommer der alligevel til at løbe et par romanpersoner rundt i det “moderne” Vesterby.
Det, der ud over af de smukke bygninger, især har interesseret mig, er er den gode indledning med et rids af byens historie. Et rids, som naturligvis i store dele er en gentagelse af beretninger, jeg har læst før. Enkelte interessante oplysninger har jeg dog noteret, dels for ALDRIG at glemme dem, og dels fordi de er nye for mig:
Endnu en gang: Det var i 1413, at Erik af Pommern gav Skagen købstadsret med alle de privilegier, det medførte.
Og det var i 1507, at kong Hans gav byen stadsret, nedfældet i 60 paragraffer. Heri bl.a. et forbud mod, at andre fiskerlejer kunne etablere sig i området.
I året 1580 forsøgte man (igen) uden held at få nedlagt fiskerlejet i Aalbæk.
I året 1580 viser en folketælling i Nordjylland, at Skagen er større end Hjørring og Sæby.
Vesterby strakte sig længere mod Sct.Laurentii Kirke, og midt mellem kirken og byen lå præstegården. Ved kirken lå gården (  herregården?) – Hofsøgaard. Den tilhørte kronen. Blev 1548 overdraget til Skagen by.
Så tidligt som sidst i 1300tallet begynder stormfloder at skylle ind over land og sandflugten tager sin spæde start her. Den tiltager gradvist.
1591 – 22 spidsborgere drukner under en storm. – 25 gårde og huse ødelægges samme år af sand.
Herefter er der årlige stormfloder.
1723 – præstegården er nu så ødelagt af sand, at den opgives.
De store sildefangsters tid er definitivt slut omkring 1600. I Skagens glansperiode kom der folk fra hele landet ( og udlandet) for at deltage i det store sildeeventyr. Da Skagen på den tid havde ca.1800 faste indbyggede, et tal, der sikkert mere end fordobledes, kan man jo forestille sig, hvor hektisk livet må have formet sig – en vældig aktivitet. Som i vore dage, da sommergæsterne myldrer til Skagen i en kort sæson og forvandler livet for de fastboende.
Denne kontrast mellem at være en almindelig, velfungerede købstad for så pludselig i en kort tid at blive invaderet af et hav af fremmede, der pumper penge og liv i byen, er altså slet ikke fremmed for Skagen. Sådan er det nu og sådan var det i gammel tid:
Dengang: fisken – nu: turismen.
Men mellem de to blomstrende perioder lå der tider, hvor fisken svigtede, og jorden sandede til og blev gold, og hvor byen havde så alvorlig åndenød, at mange stod parate i kulissen med en dødsattest. Den blev heldigvis aldrig skrevet.
Skagen fik sin renæssance i 1800tallet.  – Min roman kommer til at handle om denne overgangsperiode, hvor et nyt håb, men også en helt ny kultur spirer frem, en kultur, der er byen fremmed, men som suger sin kraft af dens gamle fiskerkultur og det omgivende landskab, ja, hvor det, der var slidsom dagligdag med et kummerligt udkomme og gold ørken bliver til motiv for kunstnere og skabes om til skønhed og rigdom. Derom senere.
———–
1600 tallet – som sagt, de store sildefangsters tid er forbi – og desuden: i den katolske tid havde fisken en hædersplads på spisebordet. Fisken er et Kristustegn, og man spiste den for at mindes ham. Nu erstattedes den kød og grød. Disse nye spisevaner i hele Nordeuropa var medvirkede til at dolke Skagen – og hvad der for resten i den forbindelse skete med folkesundheden, kunne være interessant at vide. Aldrig var sult og underernæring i al fald mere udbredt end i 1600tallet, men den historie hører hjemme et andet sted. Vil man vide mere om den periode, der afløste katolicismen kan man gå til min bog om Kingo: “Gylden Sol og sorte skyer” – her på bloggen under “omkring Kingo”
Det varede længe inden fisk blev: “ikke så ringe endda!”
! 1682 viser taksationen 171 ejendomme imod Hjørrings 145
Indbyggertal i 1560: 1800 –  i 1781: 650
1781: 91 familier i Vesterby – 28 i Østerby og 21 i Højen.
Denne by var i alt væsentligt den by ,, der 100 år senere fascinerede Holger Drachmann” ( s.11)
“Under klitterne mellem kirken og Vesterby lå den tidligere Vestermark med byens frugtbareste jorder.” ( s.12)
“Den tætte bebyggelse blev bevaret ( = selv om husene flyttedes jævnligt) for at give bedst mulig læ for sandflugten.” ( 12)
1810 blev kirkeskibet nedbrudt og ruinerne solgt på aution. ( Her er faktisk et bevis for, at hvis det min onkel Lars har fortalt, nemlig at munkestenene fra kirken blev brugt ved genopbyggelsen af Hesselholtgården, så fandt denne sted efter 1810. – Det er altså en begivenhed, der hører hjemme i 1800tallet.)
Vedligeholdelsen af kirketårnet overgik i 1816 til fyrvæsenet. ( s.13)
Kapellerne i Østerby og Højen blev brugt som kirker.
1746-47 – det hvide, kantede tårn opføres af mursten. (s.14) erstatter det gamle fyr af træ.
1850 – befolkningen nu vokset til 1400 (s.15)
Byfoged O.C.Lund anlægger i 1803 – 28 plantagen i Vesterby.
Knaphed på bygningsmaterialer gjorde genbrug til en dyd i Skagen. Eks: Fyrinspektørens bolig ved det hvide fyr – hovedfløjen revet ned, og materialerne anvendt til bygning af Vesterby Skole og distrikslægebolig. De to sidelænger blev brugt til at bygge ( 1861) et fiskesalteri ved Fyrbakken. Det blev lukket kort efter, og materialerne anvendt til hestestal ved Hoffmeyers Købmandsbutik ( s.16)
I 1868 blev Købmandsgården købt af byen og ombygget til rådhus.
1841 – ny kirke C.F.Hansen
Efter 1870 opgang i landbruget i DK men ikke i fiskeriet – stagnation. (s.17)
Fra 1863-1877 – 200 strandinger ved Skagen
D.G. Monrad – Skagens første dæksbåd til søgående fiskeri – 1862
1879 – Jernbane fra Frederikshavn og sydpå.
1898 – Grenen Badehotel.
1903-1907 – Skagen Havn

14 – Anekdote 2

Udgivet den af
Svar

I det interwiev, far giver til avisen ( hende, der har klippet ud (fy mor!) har ikke skrevet, hvilken avis, udklippet stammer fra, men jeg antager, at det er Frederikshavns Avis) , her fortæller far et lille erindring, som han desværre ikke uddyber, eller jounalisten har ikke plads til det hele, men jeg har heldigvis hørt historien før, så der kan jeg med god samvittighed sætte en lille krølle på.
Han fortæller, at kronprinseparret hvert år holdt sommerferie på Klitgården i Skagen, og både prins Christian og prinsesse Alexandrine var meget afholdte, også fordi de forstod at optræde som “almindelige og jævne” hvad de selvfølgelig ikke var. Far fortæller, at det var en tradition, at de den første feriedag rejste med toget tilbage til Hulsig og gik op til Hesselholtgården, hvor farfar tog imod dem, hvorefter han kørte dem til Kandestederne, hvor de nød deres eftermiddagskaffe på Kokholms Hotel. Det var et fast ritual med den tur, og der blev altid serveret det samme: kaffe og æbleskiver. Farfar har sikkert ikke ligefrem snakket med de fine folk, men de har jo nok snakket til ham, og en dag, hvor han skulle køre med dem, så kongen lidt tilknappet ud ikke bare i tøjet, men også i ansigtet. Og hvad der var galt, kom jo snart for en dag.
Dagen forinden havde toget jo på vej til Skagen passeret Hulsig, hvor alle byens børn var linet op på perronen, hvorfra de skulle vinke til kongen og råbe hurra. Og kongen stod parat til at modtaget de smås hyldest. Men i går havde alting været anderledes. Og vist var der børn, sagde kongen, men de havde da været så sært stivnakkede og hverken vinket eller råbt. Farfar vidste det godt. Min far og hans brødre havde jo også været der og forholdt sig demonstrativt stive og stille ligesom de øvrige. “Nå,” sagde kongen, “fortæl! hvad stak dem dog?” “Jamen, de vinkede da godt nok,” protesterede farfar, for han havde jo selv stået fulgt optrinet i baggrunden. “Ja,” sagde kongen med et glimt i øjet, “det gjorde de jo ganske vist, men da ikke før jeg lænede mig helt frem og vinkede meget kraftigt til dem. Så kom der jo et par arme op.” “Jo,” sagde farfar en smule beklemt. “Men se, vi har altså fået ny lærer i Rannerød, og han … han er altså sådan en slags socialist.” “Aha,” sagde kongen “rød altså. Som sin skole. Hmm …”
Sådan omtrent faldt ordene, men jeg er ret sikker på, at min farfar, som selvfølgelig har været glødende højremand, ikke helt har forstået sagens rette sammenhæng, for så vidt jeg kan regne ud, så hed den unge rebelske lærer Wirring, og han var ikke socialist, men fuld af en masse ideer om fornyelse og folkeoplysning, og muligvis var han ikke rigtig royalist. Han var derimod grundtvigianer,  og det skulle ikke undre  mig, om han oven i købet stemte på Venstre – og det var jo galt nok. Det gjorde ingen andre deroppe, ikke engang de fattige fiskere i Skagen: de blev aget af Købmand Møller til Frederikshavn, hvor de som tak for turen fik ordre til at stemme på Højre. Hvad de selvfølgelig også gjorde.
Nej, Wirring var ikke socialist, men han var som sagt grundtvigianer, og jeg ved fra min bedstemor, som nåede at blive hans elev, hvilken revolution, han skabte i det lille samfund. Ham kommer jeg helt sikkert tilbage til. Præsten i Hulsig var i samme periode for resten indremissionsk – hvad der kan have været af konflikter der, ved jeg ikke. I den lille folder, der ligger i Hulsig Kirke står der, at de to virkede fint sammen – og at Hulsigfolk i det hele taget var tolerante. Hmmm …
Men nu skal vi tilbage til kongen. Og nu kommer en beretning, som jeg vist nok har fra min farmor, men det kan også være, at far har fortalt den. I al fald var det sådan, at der en dag kom en famlie cyklende ad den nye makadamiserede vej fra Frederikshavn. Ind i mellem kom der jo tossede badegæster bilende til Hulsig – men cyklende, nej, det var noget nyt. Og de gik jo ind på gården, og endda ret hjemmevant, syntes min farmor, og de var forfærdelig snavsede, for vejen var støvet på den tid af året. Farmor var jo en rar dame, så hun skjulte vel sit ubehag ved de støvede spøgelser der stod der så ugenerte – fruentimmeret endda meget dristigt påklædt. “Kan De ikke kende os,” spurgte manden. “Nej,” sagde farmor, “sådanne folk har jeg ikke kendskab til.” “Det tror jeg nu nok, de har. Jeg er kongen.” ( Det må altså have været efter 1912). Farmor knækkede efter sigende sammen af grin. Aldrig havde hun da hørt magen til vrøvl. Kongen!!!! Som altid var så pæn. Og så det der rakkerpak. Ja, det sidste sagde hun jo ikke, og hurtigt gik det op for hende, at hun måtte skynde sig at undskylde af fuld hals. Men det var svært at vise ærbødighed for sådan nogle støvgrise.
Kong Christian var i øvrigt ikke til at spøge med. Det fortalte min bedstemor, som kendte postmesteren i Skagen. Og hvert år på postmesterens fødselsdag kom kongen på gratulationsvisit. Men et år var var det så uheldigt, at postmesteren havde absenteret sig lige netop den formiddag, hvor han havde fødselsdag, og da det behagede det Hans Majestæt at aflægge ham visit, var han der ikke. Postmesterinden beklagede jo og bad kongen vente – postmesteren var ude, men kom snart tilbage. Kongen blev vred, vendte om på hælen og satte den aldrig mere i det hus. Så kunne de lære det!! Jo vist kunne han blive majestætsfornærmet.
En anden historie har jeg fra farmor, men den er så uklar, for jeg ved ikke, om hun selv oplevede de,t eller om hun har fået episoden fortalt. Sikkert det sidste. Og så er det måske løgn. Historien er, at de to prinser havde været med skoleskibet hele sommeren, men nu skulle de hjem, og far og mor stod på kajen for at tage imod dem, da skibet lagde til. Drengene kom fra borde og forventede måske et knus, men nej, Alexandrine bad dem række hænderne frem, og da hun så, at neglene ikke var ganske rene, blev de beordret ombord igen. Og så tog kongen og dronningen hjem uden børn. Sådan kunne min bedstemor ligegodt aldrig behandle sine drenge!