13 – Liste over litteratur om Skagen

Udgivet den af
Svar

 
Den nedenfor nævnte litteratur vil blive min “landevej” i den kommende tid. Her vil jeg ufortrødent trave et langt stykke – en ørkenvandring ind i mellem, det ved jeg, men der er dog en vej gennem den ørken ( og “jeg har flikket de gamle sko”). Alle tekster skal læses.
Og jeg vil som hidtil efter hver læsning skrive et lille indlæg med notater og som regel også en opsummering af indholdet og i de fleste tilfælde en vurdering af bogen/artiklen. Materialet kan så måske blive til nytte for andre end mig – der er fri adgang. Også til evt. billeder, dog vil jeg i sidstnævnte tilfælde forlange, at fotografens navn ( som regel mit) nævnes, i al fald hvis det drejer sig om en publikation af en art.
Titlerne på boglisten er valgt ud fra Hans Nielsens bibliografi: ”Litteratur om Skagen – et udvalg” fra 1995. Det siger sig selv, at der er skrevet meget litteratur om Skagen siden da, men jeg vil i første omgang anvende dette materiale og senere supplere op.
Når arbejdet med disse tekster er færdig, vil jeg gå over til egl. arkivarbejde. Fortidsminderne i Skagen skulle eje et pænt arkiv, og Vendelboarkivet i Hjørring vil jeg også besøge. Desuden vil jeg undersøge mulighederne for at at gennemløbe diverse årgange af Vendsyssels Tidende fra perioden 1874 – 1920 og Skagen Avis fra 1913-1920.
Jeg regner med at arbejdet med at finde og redigere stoffet vil komme til at vare ca. et år, måske to, og hvis helbredet tillader det, vil jeg derefter skrive romanen, som jeg stadig forestiller mig som en slags hjemstavnsroman om folkene i Hulsig og omegn gennem en periode på ca. 100 år – fra 1820 – 1920, men med tilbageblik på tiden før og muligvis med en afstikker op i 1920’erne, 1930’erne. Ingen mennesker fra den tid lever i dag, men det gør deres børn og børnebørn, og jeg har ikke tænkt at gøre nulevende mennesker til romanpersoner.
Men det bestemmer jeg nu ikke helt selv. Der kan ske så meget for en forfatter, og jeg har mere end en gang oplevet, at stoffet greb mig i den grad, at jeg måtte gå veje, jeg ikke havde forestillet mig. Husk på, at jeg ofte før har skrevet om personer fra “det virkelige liv” – og det har ikke altid var kvalløst for mig. Det er et spørgsmål om etik, synes jeg, og jeg hører ikke til de forfattere, der blæser på alt andet end det æstetiske fænomen: at kunne skabe et fænomenalt kunstværk.
 
Skønlitteratur
Andersen, H. C. :Skagen og En historie fra Klitterne (Haase, 1967)
Bech Nygaard : Livets Dræt og Dødens (Westermann 1943)
Bønnelycke, Emil: Skagen ( I: Vesterhav – København 1963 – digt)
Friis, J.J.F: Strandingskommissæren i Skagen: et Tidsbillede ( Jørgensens Forlag 1874)
Haller, Bent: Digterpjalten  (Vindrose 1991 )
Haller, Bent: Skagensbillede ( Borgen 1985)
Haller, Bent: Så mange rum: en fortælling. ( Vindrose 1988) – barndomserindringer
Hansen, Aase: Alt for kort er duggens tid. ( Gyldendal 1954)
Houkjær, Christian: Ved tredje stormvarsel ( Frimodt 1968)
Jørgensen, Johannes: Fra Vesus til Skagen ( Gyldendal 1909)
Kaalø, Sten: Lys og mørke ( Vindrose 1987)
Kaalø, Sten: Og silden sover med hovedet nedad. ( Skagen Fiskerestaurant 1986)
Kaalø, Sten: Omstændigheder. ( Gyldendal 1984)
Krogh, Christian: Falken – (I Dissonantser, København 1906)
Pontoppidan, Henrik: En Fiskerrede –( I: Landsbybilleder, København 1883)
Rasmussen, Christian: Sølvapostlene: En strandingshistorie ( Dafolo, 1982)
Reerslev, Svend Aage: Præsten i ødemarken: fortællinger fra et vestjydsk sogn ( Frimodt 1942)
Reerslev, Svend Aage: Søen ( Branner og Korch, 1958)
Rifbjerg, Klaus: Kandestedersuiten: et digt ( Gyldendal 1994)
Rifbjerg, Klaus: Poulsen privat. ( I: Sommer, København 1974) novelle
Stjernø Ole: Raabjerg Mile: en digtcyklus ( Gyldendal 1923)
Svendsen, Hanne Marie: Guldkuglen: fortælling om en ø. ( Lindhardt og Ringhos 1986)
Søiberg, Harry: Historier fra Skagen ( Hamlet 1979).
Wermuth, C.A.: Familien fra Aalbæk ( Schou 1883)
Wivel, Ole: Til de fattige præster: digte fra Skagen ( Centrum 1985)
Faglitteratur:
Klitgaard, C: Toldere på Skagen – (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1925-1927, 4. rk. Bd. 5, side 42- 92)
Hancke, N.: En kriminalhistorie fra Skagen fra begyndelsen af 17de årh.: Palle Friis’ og Kristens Skrædders mord på Peder Blosser og hustru. – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1866-1867, 1. rk., bd. 1., side 151 – 157).
Klitgaard, C.: en drabssag, en kærlighedshistorie med båreprøve og genfærd. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1922-1924, 4. rk., bd.4, side 294-299 –
Klitggard, C. Vendsyssels ting og tingsteder.  ( Vendsysselske Årbøger 1921-1922, side 280-281)
Secher, V.A. Mordet på Peder Blusser og hustru i Skagen 1615 – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1900, 3. rk. Bd. 2, side 520-524 )
Gaardbo, A.P.: Om overtro før og nu i det nordlige Vendsyssel. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1886-1888, 2. rk., bd. 1, side 46 – 60)
Johansen, Jens: Skrøner fra Skagen. ( Vallensbæk Strand: IHM, 1991 – 13 blade).
Klitgaard, C.: Hexen i Jerup. Troldkarlen i aalbæk. ( Vendsyssels Årbøger, 1915, side 75-90)
Klitgaard, C: En troldkonesag fra Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1949-1950, side 353-361 )
Kæmperne på Skagen. I: Danske Folkesagn ved Lauritz Bødker. (København, 1958)
Sandfærdige Historier/ samlet af Birger Nordmann i. Skagen (Silver Star Reklame, 1988-1994 – 3 bind,  Folkevid.)
Tønnesen, Jens: Gamle Skagensminder: om overtro og skikke i forbindelse hermed. – ( Vendsysselske Årbøger, 1935-1936, side 276-280

Friis, J.J.F. Lønborg: Vendsyssels nationaldragter. – Vendsysselske Årbøger, 1968, side 85-89

Gaardbo, A.P.: et bondebryllup i Raabjerg Sogn for 30 år siden. ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1867 – side 305-317.
Gaardbo, A.P.: Julefesten på landet i det nordlige Vendsyssel for 50 år siden.. ( Samlinger til Jydsk
Historie og Topografi, 1884 -1885, 1. rk., bd. 10, side 75-84.
Gaardbo, A.P.: St. Hans aften I det nordlige Vendsyssel. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1878-1879, 1. rk.bd. 7, side 1-7.)
Kammer, Laura: Nu ligger han på strå/ ved Arne Larsen. (Vendsyssel Årbog, 1992, side 113-118.)

Kristensen, Albert: Barn i Gl. Gaardbo. ( Vendsyssel Årbog, 1991, side 117-124.)
Chrsitensen, Chr.: Tilstanden i Vendsyssel ved år 1735 – ( Vendsysselske Årbøger, 1915, side 123-128.

Andersen, Knud: Sluppet løs en efterårsdag i 1922 – I : Vesterud  (København, 1973, side 72-80)
I begyndelsen var lyset: en bog om Kandestederne ( Gyldendal 1990)
Nicolaisen, Hanne: Kandestederne. (Vendsyssel Årbog, 1991, side 125-136 )
Gaardbo, A.P.: Historisk-topografisk beskrivelse af Raabjerg Sogn. (Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1870-1871, 1. rk., bd. 3, side 31-124.)
Gaardbo, A.P.: Fortidsminder fra Vendsyssel: Historisk-topografiske og kulturhistoriske brudstykker ( Jydsk Forlags Forretning, 1893.)
Houkjær, Christian: Fra klitplantagernes og sandmilernes landsdel. ( Skovbrugstidende, 1966, nr.5, side 45-47.)
Houkjær, Christian. Skitser fra det nordlige Vendsyssel: sandflugten formede landsdelen og prægede dens befolkning. ( Vendsyssel Årbog 1989, side 87-104.)
Andersen H.C. Skagen – I: Folkekalender for Danmark, 1860, side 46-58).
Andersen H.C.: Skagen – I: Husvennen, 1889, nr. 25, side 194-195
Andersen, Poul Carit: Skagen i fortid og nutid – Carit Andersens Forlag 1980
Bindslev, Sven Hauge: Der skete meget og store ting i 20-ernes og 30-ernes Skagen. ( Barn af Vendsyssel, 1987 VI, side 45-52 ).
Blicher, Steen Steensen: Vestlig profil af den cimbriske halvøe fra Hamborg til Skagen. ( C. Steens Forlag 1839, ny udgave 1969).
Both, L.: Skagen – I: Danmark: en topografisk beskrivelse (København 1972, side 18-21.)
Brandes Georg:: Skagen. I: Fugleperspektiv, København 1913, side 155-157.)
Bruun, Camillo: Fra Vendsyssel: rejseindtryk og optegnelser. (København: Jacob Lund. 1866.)
Bruun Camillo: Hvad marehalmen fortalte. (Thorst, 1877)
Christensen, Erling S.;: Natur og mennesker på Skagens Odde. (Sindal: Bakkelund, 1987)
Christensen, P.: Pastor Friis’ optegnelser. ( Vendsysselske Årbøger, 1950, side 249-316.)
Drachmann, Holger: Fra Skagen – (Illustreret Tidende, 1873, nr. 737, side 46-48)
Drachmann, Holger: Skagen. ( I: Danmark i skildringer og billeder, København 1887, side 1-22
Drachmann, Holger : Skagen. ( Dansk Touristforenings Årsskrift, 1897, side 104-109)
Eskildsen, Hakon: Gamle huse i Skagen – Vendsyssel Årbog, 1983, side 23-30 )
Det gamle Skagen. Danmark: illustreret almanak, 1928, (side 68-73)
Goldschmidt, M: Skagen – Illustreret Tidende, 1865, side 84-86)
Hagemann, Johannes:: Skagen. ( Nyt nordisk Forlag, 1967.)
Hansen Larsen, Chr.: Skagen. – Hagerup, 1922 )
Hansen Larsen, Chr.: Skagen og Skagensfiskerne for en menneskealder siden. ( Dansk Tidsskrift, 1905) side 539-554).
Holberg, Ludvig: Skagen. ( I: Baron Ludvig Holbergs Geographie, 1777, side 413-414)
Holst, Lars: Hvad skjuler sandet ved Skagen? – ( Vendsyssel Nu og Da, 1986, side16-19)
I skarpt lys: digternes Skagen fra Blicher til Rifbjerg ved Ole Wivel. ( Stokholm, 1990)
Klitgaard, C.: en rejse i Vendsyssel 1763 – ( Vendsysselske Årbøger, 1925-1926, side 304-317).
Larsen, Thomas: Skagen. ( Vendsysselske Årbøger, 1927, side 146-160)
Nielsen, N.M.: Fra Aalbæk til Skagen – ( Søndagsbladet, 1901, side 163-165)
Olavius, Olaus: Oeconomisk-physisk beskrivelse over Schagens kiøbstæd og sogn. ( Thiele 1787 – fotografisk optryk København 1975).
Petersen, K. Fra Skagen. ( Udvalgt Folkelæsning, 1882, side 70-72.
Pontoppidan, Erik: Skagen. ( I: det danske atlas, 1769, bind 5, side 211-233.)
Pontoppidan Henrik: Havet og Klitten. ( Illustreret Tidende, 1889, nr.40, siden 484-486)
Secher: Alex: Æ haw – ( København – Bogvennerne 1963)
Skagen og Digterne/tekstudvalg: Frederik Dessau. ( Hamlet 1980)
Skawbojul 1976. aalbæk : ( Bjarne Steen 1976)
Thagaard, Chr.: Bag hjemstavnens klitter: skildringer fra dagliglivet. ( Skagen Bogtrykkeri 1969)Thagaard, Chr.: Blade af Skagens historie. ( Skagen bogtrykkeri 1967)

Tønnesen, Jens: Gamle skagensfiskere fortæller. ( Einer Nielsens Boghandel, 1934)

Gaardbo, A.P.: Historisk topografisk beskrivelse af Skagens Landsogn – ( Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1874-1875, 1. rk. Bd. 5, side 308-324.
Klitgaard, C.: sandflugten i Vendsyssel. ( Vendsysselske Årbøger, 1941-1942, side 1-46).
Lykke Andersen, Holger: Undergrunden ved Skagen – ( Varv, 1992, nr.2, side 46-51 )
Etlar Carit: Skagen Strand – ( Illustreret Tidende, 1870, nr. 955, side 32,34.)
Fabricius, Chr. Vilh.: Redningsstationernes historie: Skagen og Gl. Skagen – (Tidsskrift for Redningsvæsen 1938, nr. 4, side 35-36, 38).
Mylius-Erichsen, L. Skagensfiskere før og nu ( Strandingshistorier, 1901)
Huse i Skagen ved Bodil Heegaard, Jesper Knudsen , Bente Lange os. ( Fredningsstyrelsen 1981-1982).
Albøge, Gordon: den yderste pynt af Jylland: et navnehistorisk rids. ( Vendsyssels Årbog, 1990, side 85.96).
Espegaard Arne: Vendsysselsk ordbog: ordbog over målet i de vendsysselske herreder samt Øster Hanherred. ( Vendsyssel Tidense 1972-1986 – 5 bind).
Christensen P: Da tyskerne og østrigerne var her i 1864. ( Vendsysselske Årbøger 1945-1946, side 217)
Fellow, Otto: Preussernes ridt til Skagen. ( Nutiden i Billeder og Text, 1878, nr.119.
Gaardbo, A.P.: Svenskerne som fjender i Vendsyssel i 1657-58 ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1882-1883, 1. rk., bd. 9, side 136-166)
Jensen, Thyra: Luft under vingerne. ( I: fra gamle præstegårde, København 1930, 1, side 230.233
Gaarbo. A.P.: Smed Jens: en genial bondemand i det nordlige Vendsyssel. ( samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1880-1881, 1. rk. Bd.8, side 81-91———–
Svendsen, Hanne Marie: Ane Møller: lærerinden. ( I Heltehistorier Købnh. 1983 )
Houkjær, Christian: Optegnelser ved oldefars chatol: en slægtshistorie ( Odder: Christian Houkjær 1985).
Houkjær, Christian: Mellem to have. ( Fredericia: Frimodt, 1978)
Etatsråd Jørgen W. Larsen – Ugeskrift for Landmænd, 1921, side 285-386
Honnens de Lichtenberg, G.: Larssen fra 64: en gammel fyrskippers oplevelser til vands og til lands. (Marinehistorisk Selskab: Munksgaard 1964.)
Thagaard, Chr.: Den gamle fyrskibskaptajn – (Vendsyssel Årbog, 1962, side 187-193).
Lindhardt, Karsten: Dagbog fra en dansk slave. – Ude og Hjemme, 1978, nr. 45, side 44-45).
Poulsen, Magda: Fra min barndom i Raabjerg Sogn. ( Vendsyssel Årbog, 1985, side 105-114).
Poulsen, Magda: Ung pige i huset i 30’erne. ( Vendsyssel Årbog, 1989, side 15-20 ).
Private restriktioner hos Reumerts: hos skuespilleren Poul Reumert på Vagtbakken i Kandestederne. ( Billedbladet, 1941, nr.26, side 27-29).
Slægtsbog for efterkommere efter Neils Christian Hansen Ruth – ( Dansk Slægtsforskning, 1966)
Svendsen, Hanne Marie: Min oldemor: et fragment – ( HUG, 1982, nr.33, side 22-24).
Hesselå, Peder: Harry Søiberg – ( Den Nye Litteratur, 1929, nr.3-4, side 71-77).
Thagaard, Chr.: Krestine: skildring fra dagliglivet. ( Skagen 1975) omslagstitel: Krestine: den lange rejse.
Klitgaard, C.: Jens Tønnesen – ( Vendsysselske Årbøger, 1947-1948)
Andersen, C.C.: Døden ville ikke vide af mig! – en samtale med 80-årige fiskerenke, der fortæller minder fra det gamle Skagen. ( Illustreret Familiejournal, 1963, nr.36, side 24.
 

12 – Poul Hauerbach og Arne L. Hansen: Havet – Grenen – Skagen

Udgivet den af
Svar

En lille, meget smuk og instruktiv bog fra 1983. Fornemt illustreret med fotos og malerier af A.L.Hansen.
Hauerbach er landmåler og har levet og virket meget af sit liv i Skagen. Han var en af initiativtagerne til museet “Skagen Odde”, tegnet af Jørn Utzon og beliggende i det klitlandskab, som det arkitektonisk er tænkt at skulle være en integreret del af. Et smukt hus, og en smuk tanke. Men selve ideen med at skabe et levende museum om Skagens Odde og dens tilblivelse er måske kikset en smule med årene – det handler om penge, og jeg vil ikke komme mere ind på sagen.
Arne L. Hansen er Skagensmaler og kendt for sit arbejde med lyset – de lyse farver. Selv kender jeg næsten kun hans arbejder fra udsmykningen af Hulsig Kirke, der til gengæld er fremragende. En lille mørk og skummel hedekirke forvandles gennem hans kunst til en lysende stjerne. Men gå selv ind og se!
Om Grenen skriver Hauerbach, at den hele tiden vokser mod nordøst.( s.6)
Om Grenens forandring gennem tiderne er der skrevet mange bøger – i flere af dem hører vi, at det har været nødvendigt gang på gang at flytte bygninger og monumenter ( f.eks. Drachmanns grav, fordi havet åd landet. Herom skriver Hauerbach:
“Det grå fyrs beliggenhed i forhold til Kattegat er et synligt og kontant mål for erosionen af Sønderstrand. Ældre Skagboere kan huske, at der har været både en og to veje sønden om fyret. De er begge forsvundet i havet.” (s. 14)
Fra et tingvidne fra 1355 ved vi, at den yderste spids af Grenen lå umiddelbart i forlængelse af landet omkring Hovsø ( som lå mellem St. Laurentii Kirke og bebyggelsen.) s.20)
Her får man faktisk den allerbedste forklaring på, hvorfor kirken lå så afsides. Den lå jo ikke afsides, da den blev bygget, men faktisk næsten i forlængelsen af byen. Kun søen var imellem.
Det viser sig, at kystlinjen flytter sig 2,4 kilometer mod nord på 300 år ( s.20)
Til slut et par lange citater fra det afsluttende kapitel i bogen.
“Et antal ulykker omkring år 1600, der hver for sig var alvorlige for befolkningen i Skagen, var som helhed en katastrofe for byen. De medførte en i Danmarkshistorien enestående situation. En hel købstad – med datidens øjne en stor by – flyttede i løbet af ganske få år fra ét geografisk område omkring Sct. Laurentii Kirke til et andet, beliggende ca. 2 km mod øst – til den placering af Skagen, som vi kender i dag. Derefter forsvandt den gamle by helt og blev glemt. Ulykkerne var så store, at der ikke kendes en historisk beretning om denne flytning.
Tiden fra 1413, da Kong Erik af Pommern gav byen købstadsprivilegier til år 1590, var en stor og rig tid i Skagen bys historie. Der blev landet mange fisk, det gav omsætning og fortjeneste.
Fremmede skibe i stort tal kom til. Det drejede sig om fisk og handel. I disse tider var den katolske tro eneherskende i Europa. Det var et godt marked for salg af fisk.
Om den første brik i en økonomisk nedtur for Skagen skal findes ved Martin Luthers reformering af kirken i Europa omkring 1520 – med en dermed følgende ændring af spisevaner – er et gæt. En realitet er, at handelien med fisk til udlandet faldt betydeligt fra omkring midten af dette århundrede for helt at påhøre omkring år 1600.” ( s.45)
“Hvorledes Købstaden Skagen som en helhed har set ud i det 15. og 16. århundrede, bliver det aldrig muligt at konstatere. Sandflugten, der stort set varede hele det 17. århundrede, ændrede landskabets karakter og højdeforhold fuldstændigt. Den lagde et tykt lag sand over resterne af den gamle købstad.
Nogle antagelser om den gamle by kan laves, baseret på hvorledes andre danske byer så ud i middelalderen. Bebygelsen har ligget rundt om kirken. Præstegården måske helt op til kirkegården. På grund af byens særlige karakter med fiskeri, handel og søfart har en stor del af husene sikkert været orienteret mod arbejdspladsen, havet.
Houesø, mellem kirken og vandet, har ligget i vejen for en egentlig randbebyggelse langs Kattegat og delt den i Vesterby og Østerby.
Byen har haft en åben og lav karakter som en stor landsby. Det må ikke forglemmes, at der på den tid var nogen landbrugsdrift, som selvfølgelig satte et præg på byen.
Det kan antages, at byen har haft en ret stor geografisk udbredelse. Der har næppe været et systematisk gadenet med bebyggelse langs, som det kendes fra købstæder med en fortid i middelalderen.
Byggestilen og husenes placering i terrænet har sikkert ikke været meget forskellig fra bebyggelse i Skagen omkring 1850, som den kendes på Sladderbakken ved Fortidsminderne
Kirken var nært beliggende ved kysten mod Skagerrak og Kattegat, da den blev opført år 1400. Foruden dens egentlige formål tjente den som sømærke for trafikken rundt om det frygtede og farlige Skagen Rev. Kirken var højt placeret i terrænet, som det så ud dengang. Den store hvide kirke kunne ses langt til søs. I den ældste danske beskrivelse af besejlingsforholdene i de indre danske farvande: “Søkortet offuer Øster og Vester søen off Laurentz Benedicht, Kjøbenhaffn 1568”, er det yderste af landet “Schagen Riff” vist med et terrænprofil, hvor kirken og fyrboden er karakteristiske punkter til landkending. – Kirken er vist med både tårn og en god del af kirkeskibet.” (s.47-48).

Intermezzo – en annonce

Udgivet den af
Svar

Til mine eventuelle læsere:
I de første 24 dage af december vil der publiceres en føljeton her på bloggen. Det bliver en såkaldt burleske, eller man kunne måske endda kalde det en groteske, forsynet med markante erotiske over- og undertoner. Passende nok, når det nu er ved at være jul. Til den tid altså.
Heri vil man kunne stifte bekendtskab med interessante personer f.eks. fra  det danske kongehus – perifert ganske vist, men netop ganske vist – Og man vil møde andre og mere interessante personer, her kan jeg nævne Faust ( som ganske vist er fiktiv i modsætning til prinsesse Mary ). Og hovedpersonen er en ganske ung mand, der minder lidt om Voltaires helt Candide i romanen af samme navn, I ved, den type, der formår at gå gennem livet med uskylden i behold, men som ikke desto mindre er særdeles begavet og vågen. Her i den lille burleske hedder han Svend og er dansk. Og han har ikke noget at gøre med min søn af samme navn.
Den kommer som sagt til at løbe over de første 24 dage af december og vil kunne læses som en julekalender.

11 – Anekdoter 1

Udgivet den af
Svar

Men enkelte beretninger har jeg nu alligevel fra fars egen mund, og en af dem hørte jeg ham fortælle med jævne mellemrum. Når han så ofte vendte tilbage til den, skyldes det sikkert, at lige den begivenhed kom til at betyde meget for ham.
Jeg ved ikke, hvor gammel han har været, men i al fald gammel nok til at køre en vogn med et par heste for. Far er født i 1901, så historien stammer sikkert fra omkring tiden lige før 20’erne eller måske i 1920’erne. Måske var det lige efter farfars død i 1919 – han havde siden sin ungdom været bonde på Hesselholtgården, men besad desuden en række andre hverv, bl.a. drev han en vognmandsforretning. Far fortæller i et interview i Frederikshavns Avis “Strandby fiskeauktions “far” fylder 80″) i 1981 følgende: “Det var før bilernes tid, så når de prominente gæster steg af toget i Hulsig, stod vi for den videre transport til Kandestederne med hesteforspand.
Nu var det altså far, der kørte, og gæsten var skuespilleren Poul Reumert. Han var verdensberømt dengang, havde spillet store roller på Theatre National i Paris, og var en af de mest kendte kongelige skuespillere. Far kørte ham til sommerhuset i Kandestederne og blev budt indenfor. Hvorfor ved jeg ikke, og desværre spurgte jeg aldrig, men Reumert har måske fundet det morsomt at snakke med den her gæve bondeknøs, i al fald kom de ind i hans arbejdsværelse. “Og der lå bøger alle vegne rundt om på bordene, ja, jeg havde da aldrig set så mange samlet på et sted,” fortalte far, og fortsatte, “og så var det, jeg spurgte ham, om han havde læst dem alle sammen?”
“Læst!!!” himlede Reumert og fortsatte, “jeg har ikke læst dem, jeg har lært dem udenad. Det er mine roller.” Roller? Far måbede. Og udenad! Selv havde han haft sit bøvl med de salmevers, han havde skulle lære. Og så en hel bog! Nej, mange bøger … det kunne han ikke tro og fik det da også sagt. Så bad skuespilleren ham om at tage en af dem og læse en linje højt. Far tog Henrik Ibsens “Terje Vigen” den var jo ikke så uforskammet tyk, og han åbnede den og læste ( langsomt, for han var ingen god læser, og det her sprog var vist nærmest ikke rigtigt dansk, lignede i al fald ikke det, han var vant til at høre og selv talte: “Da lakket og led det af krigens år/ i 1809/ endnu går sagn om de trængslers kår/folket da stedtes i …” Tak! Reumert afbrød ham og reciterede videre derfra, hvor far var kommet til. Side efter side. Og så flot det lød! Det var smukkere end musik. Og musik kendte far noget til, for han var organist i Hulsig Kirke.
Reumert lukkede bogen og rakte far den. “Den må De få. Men husk så, at den skal læres udenad!” Far gik hjem med sit trofæ. Og han lærte den udenad. Det kan jeg garantere for, for jeg hørt ham recitere utallige gange, da jeg var lille. Og min far, der ellers aldrig gav slip på vendelbomålet, han reciterede altid på det smukkeste dansk, han kunne præstere. Jeg kan stadig høre ham helt tydeligt. Og for mig lød det også som musik. Mon Reumert havde gjort det bedre?
En dag hørte jeg far fortælle om, hvordan han bragte traktoren til Vendsyssel. Og nu husker jeg ikke detaljerne, desværre, og far fortalte det måske heller ikke til mig, men til Anders, eller måske var det også til mig – for det var jo ikke sådan, at han ikke regnede sine piger. Vi var i al fald sammen alle tre og sad i bilen på vej til Tranestederne. Sommerhuset var nyt, og vi skulle vel bare ned og se, om alt stod vel til – det har sikkert været om vinteren, for mor var ikke med.  Og Anders sad altså foran hos far. Og far fortalte om, hvordan han havde været til et marked ( eller en landbrugsmesse måske) i Sønderjylland eller måske Nordtyskland? Det har været en vældig rejse, og der er muligt, at en af hans brødre har været med eller måske endda farfar. Men det var i al fald far, der bad om at få lov at prøvekøre en traktor dernede på udstillingen- og det fik han lov til – og ejeren begyndte da også på sin salgstale, og far ( som ikke for ingenting senere blev købmand ) virkede jo interesseret nok. En traktor! I Nordjylland, hvor alle agede med heste både på marken og til transport, det var da ret ophidsende for en ung mand, der brændte efter, at noget nyt skulle ske. Og det lykkedes faktisk far at hale en aftale i land med forhandleren: Far skulle hente en traktor hjem til Nordjylland og demonstrere den for de lokale landmænd. Om han så til gengæld for det arbejde fik traktoren billigt eller måske gratis, ved jeg ikke. Men at han bragte den første traktor op på disse kanter står til troende, for der var pionerånd i ham. Og desuden, min far var “intj prålvoren” = han pralede ikke.
Men vi børn kunne måske nok spinde videre på en historie eller et på et billede. Vi har et eller andet sted et gulnet foto af far, der står lænet op ad en enorm flot HGF-vogn – han ligner ejeren, og det har jeg altid troet, at han var. Og måske var han det også. Han fik i al fald tidligt bil.
Men som chauffør debuterede han i sin pureste ungdom og blev Danmarks yngste taxachauffør – det fremgår af det før nævnte interview, hvor han fortæller, at han kom ekspres hurtigt og let til sit kørekort. En vognmand i Skagen ved navn Sørig havde erhvervet sig tre automobiler, men havde kun to ansatte, der kunne køre bil, og han spurgte far, om han havde lyst til at blive den tredje.  Han skulle bare erhverve et certifikat. “Men jeg kan allerede køre,” sagde far, som selvfølgelig havde prøvet det, jeg ved ikke hvor. Far meldte sig dog til køreprøve hos “ingeniøren,” og da de efter “eksamen” sad over kaffen på Skagen Hotel, kom Sørig ind og var slemt forlegen, for der stod tre fine damer udenfor, som så gerne ville køres til Grenen, og de to andre chauffører var ude at køre. Kunne far ikke? Jo, selvfølgelig. “Hov hov,” kom det fra ingeniøren, “han har jo ingen kørekort.” “Jamen, så se da at få lavet et!” sagde Sørig – “man kan da ikke lade damerne vente.” På den måde fik far kørekort i en vis fart.
Far var i mange år chauffør, og den ene af hans kolleger var digteren Thomas Olesen Løkken. Han har ind imellem droppet nogle små historier om sine ture. En især husker jeg, nemlig da han kørte en stangdrukken Stauning til et sommerhus i Kandestederne. Det var en mølle, der lå meget højt placeret, og min far, der var en lille mand, skulle bugsere Stauning, der var en kæmpe, op ad de mange trin til Møllen. Det var ved at tage livet af dem begge to. Og hvor ville jeg gerne have set det syn!
Nogle år kørte far også fisk fra havnen i Skagen og til Tyskland. Det har jeg aldrig vidst før, og han fortalte aldrig om det, men faktisk må han have lært sig noget tysk, for jeg har hørt ham tale med en tysk turist, og det gik fint. Turene til Tyskland i 1920’erne beretter han om i interviewet, hvor han også siger, at han hele sit liv har været lidt “biltosset” – Så jeg er da for resten ret sikker på, at det ikke kun var mor, der var ked af, at de efter krigen måtte skaffe sig af med bilen.
Det var forøvrigt en rigtig lille prop af en bil. Jeg har billede af den, og skal senere sætte det ind på bloggen.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Min far var måske en god fortæller, det ved jeg ikke, men jeg har hørt folk sige, at det var han. Så morsom. Hjemme var han nærmest lidt fåmælt. Ikke sur og uvenlig, nej, han var glad og venlig. En rar far. Men ikke en fortæller. Og hvis det endelig skete, så var fortællingen slut, næsten inden den var begyndt. Det var der ikke meget sjov ved. Og så alligevel, men det kommer jeg tilbage til.
Det var kort sagt ikke ham, man tyede til, når man som barn ville høre historier. Det var mor eller bedstemor. Men jeg har som sagt hørt, at andre har nydt at lytte til ham. Og han havde sandelig også noget at fortælle om, det skal jeg også komme tilbage til senere. Og når han var sammen med andre mænd, og de havde fået et par genstande, så blev der åbnet op for det ellers skjulte fortællegen, og han fandt de gode historier frem. Min bror blev på et tidspunkt lukket ind i kredsen, hvortil børn og kvinder altså ikke havde adgang, og fra dem har jeg nogle af historierne. Det var ikke vittigheder, det var ting, han havde oplevet som dreng og ung, og hvor er jeg ærgerlig over, at jeg ikke er en dreng. Så ville jeg have haft dem fra løvens mund.
Hjemme i stuen var det kvinderne, der førte ordet. Mor og bedstemor. Og far snakkede med, selvfølgelig, men i små sætninger, som skulle han spare på ordene. Og samtalerne var så fredelige og uinteressante og helt ligegyldige, og for resten var de to altid enige. Og ingen af dem havde temperament, så der blev aldrig råbt højt, og skænderier var utænkelige.
Så meget mere uhyggeligt var det, når det alligevel skete, at de kom på kant med hinanden. Og jeg har enkelte svage erindringer om uoverensstemmelser mellem de to, som ellers levede i skøn harmoni.
En af de aller tidligste står endda temmelig klart for mig, for i den forvirrende “samtale”, de førte, rubricerede min far min mor. Ja, han satte hende simpelthen i bås, og det ret så kategorisk. Jeg husker endnu min rædsel over, at hun virkelig var SÅDAN EN!!! Og jeg forstod, at mor trods sit engleagtige ydre og blide indre havde skumle sider, som jeg ikke lige havde adgang til, måske fordi de kun kom frem om natten, når jeg sov, men altså også lige nu.
Episoden fandt sted kort efter krigen. Og i køkkenet. Og de stod begge to og ved vinduet og kiggede ud i gården. Jeg kunne jo ikke se, hvad de så på. Men jeg kunne forstå det alligevel. Det var vores lille tykke bil. Den snakkede de også om. “Men vi er nødt til det!” sagde far, “det må du da kunne forstå. Vi har ikke råd” Så tror jeg, at mor græd – i al fald lavede hun en hæslig slubrelyd, og jeg tænkte, at nu ville han da trøste hende, ingen kunne trøste som far. Når han holdt en i armene, så var man ikke bange mere. Eller ked af det. Men mor blev ved med at slubre, og far stod helt stiv ved siden af hende, ja, jeg tror endda, han vrissede, og det lød ligeså unaturligt som mors hulken.
Så var det han sagde det. Og jeg blev helt kold af skræk. For min mor var slet ikke min søde mor. Hun tænkte ikke mere på os. Eller far. Eller bedstemor. Hun havde skiftet fra at være mor til at være … ja, ordet lyder stadig lige væmmeligt efter mere end 60 år. “Du tænker kun på LUKSUS! det er det eneste, du har i hovedet!!” Det var de ord han sagde. Og ordet luksus, det måtte jo være rent forfærdeligt, når det nu havde invaderet mors hoved, så kun det var tilbage. Min mor var en luksus – mor. Eller måske slet ikke mere en mor. Måske var hun nu kun en ting. LUKSUS.
Jeg husker også mors modstand mod, at far ville ind i hjemmeværnet. Han havde ( som så mange andre i den lille fiskerby) hjulpet med at få flygtninge sejlet til Sverige – gemte dem på havnen på sit kontor. Og mor havde været bange. Meget bange. Og hun ville ikke have mere krig, som hun sagde. Ikke flere uniformer. Og ikke noget med at rende rundt og lege, at krigen ikke var slut. Men ordene husker jeg ikke. Det var mere stemningen.
Mit næste indlæg vil handle om de anekdoter, far fortalte, eller som blev fortalt fra hans barndom og ungdom, og som jeg har dels fra min bror, dels fra aviserne (interviews med min far) og dels fra, hvad min onkel Lars, onkel Otto og tante Kirsten har fortalt. Begivenhederne er lige så sande som den sandede egn, hvori de udspillede sig.

Ingemann

Udgivet den af
Svar

Hvis man bryder sig om Aksel Schiøtz kan man høre ham synge bl. Der står et slot i Vesterled.
http://www.musicme.com/Aksel-Schiotz/albums/Danske-Sange-Vol.1-0077775439953.html

Ja. Ingemann kommer vi til langt senere. Men nu snublede jeg over en af hans smukkeste sange her forleden aften i Tranesterne – der stod sangen, skrevet på himlen:
Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde,
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket,
fra jord til himmel nå’r dets port,
Vorherre selv det har bygget.
Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet,
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.
Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande,
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklarings-kysten:
med glans opdukker sol igen
fra paradiset i østen.
Billedet af digtet er som sagt taget i Tranestederne og altså på østhimlen, for som I måske ved, at ligger Tranestederne ved Kattegat, og solen går ned i Vesterhavet.
MEN billedet passer alligevel så fint på Ingemann, selv om hans slot står i Vesterled, og det her er Østerled, for da han ligger på sit dødsleje, er det himmelsyn, han ønsker at se, før han lukker sine øjne, beder han Lucie trække gardinerne fra, så han kan se solnedgangen, og hun er lige ved at græde, for vinduet vender mod øst. Og det siger hun til ham, og han ser forundret på hende og siger: “Nej, nej, …” og hun trækker fra, og han ser den rødmende østhimmel, for Vesthimlens flammehav reflekteres jo på østhimlen.
Så det er lige akkurat det her syn, Ingemann ser, da han ligger på dødslejet, og vi ved, at hans allersidste sætning lød sådan her: “Jeg er godt tilfreds med, hvad jeg har det.” Så døde han.
Hvis nogen har lyst til at læse om det og meget andet om den store digter, så står det altsammen i “Digteren og Malerinden” – men jeg har det ikke fra en lille fugl, men fra Fru Ingemanns breve og notater. Så jeg er på sikker grund.
I min bog, der i øvrigt kan købes rørende billigt via min email: marianne@hesselholt.com – er også opført en udførlig liste over den litteratur, der findes om digteren.
Til interesserede kommer her et link til Ingemann-Selskabet:
www.ingemann-selskabet.dk
Jeg vender tilbage til digteren Ingemann i løbet af efteråret, og her vil jeg også offentliggøre en række malerier af Fru Ingemann, som er ganske ukendte, men som viser, hvilken stor og sjælden kunstner, hun var.
 

10 – Når det blæser til kuling i Tranestederne

Udgivet den af
Svar

Inden et nyt Skagen-indlæg vil jeg publicere et par af de billeder, som jeg var heldig at fange forleden i Transtederne, netop som stormen piskede havet op i et sandt raseri – ja bølgerne skyllede langt op og åd sig helt ind i klitten. Det var et smukt sceneri, men det må have været ganske forfærdeligt i de gamle dage, hvor fiskere ikke nåede at komme i land, før en sådan storm tog fat og forvandlede havet fra idyl til vildskab.

Her er normalt en bred strand, men havet skyller hen over den.

Og skyhimlen




Nu hvor jeg ser billederne, synes jeg ikke, det ser så faretruende ud, men et billede er kun et billede, navnlig når man er amatør som jeg er.

Om åndelig junkfood

Udgivet den af
Svar

For nogen tid siden så jeg en lille knægt ryste på hovedet, da en venlig nabo ville forære ham en sodavand. ”Nej tak”. ”Jamen kan du ikke lide sodavand?” ”Det ved jeg ikke,” svarede den lille, ”men jeg ved da nok, at det er tomme kalorier.” Han havde ansvarsbevidste forældre, og de havde lært ham at skelne mellem bras og kvalitet. Jeg ville ønske, at dem, der bestemmer, hvad der skal serveres for os i dansk TV havde samme evne. Hvis de har det, så er de meget kyniske, og jeg vil alligevel hellere tro, at de bare er dumme.
Jeg har ikke noget imod amatørisme. Tværtimod. Jeg har med største fornøjelse spillet amatørteater, og jeg glæder mig hver gang, nogen har
mod til udfolde nogle af de mange talenter, de har i sig. Hurra for det!.
Det er også fint at lave amatørkonkurrencer. Men det er ikke fint at lave X-faktor. Og af mange grunde: man bilder jævne og almindelige mennesker ind, at sangglæde og en selvsikker optræden er nok til at blive berømt og værdsat. Berømt? Javist, men for ingenting, for der er ikke gran af kunst eller originalitet i det, de frembringer, og hvis man fjernede al flitterstadsen, hele den kostbare anretning, sangen serveres i, så er der ikke meget tilbage. I al fald ikke mere, end hvad de fleste unge sangglade mennesker kan præstere.
Samfundet bruger millioner af kroner på at lære folk at skelne mellem junkfood og kvalitetsmad, for vi ved jo, at dårlig ernæring er
farlig. Men så er det da tankevækkende, at man tolererer den åndelige junkfood, ja, ligefrem hæver den til skyerne og lader folk labbe den i sig, selv om der ikke er fugls føde deri.
Denne hyldest af middelmådigheden er jo slem nok. Men værre
er det måske, at der i konceptet er indbygget en foragt for medmennesket: Det
handler bl.a. om at få de ”glade” amatører til at lide og græde, for det skal
gøre ondt, og de skal fornedres. En parallel til middelalderens gabestok. Så
kan de stå der til spot og spe! Og hvor virker det sygt, når det underlige
trekløver, der både er jury, dommer og bøddel hidser sig op til den højeste
patos og den dybeste rørelse. Så mange følelser for … ingenting.

Hadet der dræber

Udgivet den af
Svar

 
Forrige måned ville jeg have skrevet en klumme om den tragiske ulykke i Norge, men så kunne jeg ikke. Det var for tæt på og desuden for komplekst til at klemmes ned på en klummes knebne spalteplads.
Men ofte er tankerne gået deres egne veje, og de er igen og igen endt i det mareridt, der rystede os så voldsomt. Rystede os, ja, og det er i grunden sært, for vi er jo så hærdede, vi ser vold og terror på TV hver dag, vi ser børn sulte, folk flygte, naturkatastrofer ramme i flæng og krige hærge, og det drejer sig om mange hundreder, ja tusinder af mennesker – så ufattelige tal og så ufattelige lidelser får vi daglig serveret, og alligevel eller måske netop derfor påvirker det os kun i middelsvær grad.
Men det, der skete i Norge, ramte os i hjertet, og jeg tror ikke, der nogensinde er blevet grædt så mange tårer i Skandinavien for så få mennesker på så kort tid. Vi så jo de ansigter, og vi fik børnenes og de unges navne læst op, vi så deres familier i den dybeste fortvivlelse. Det kom så nær på.
Og så skete det i et nordisk land. Og endnu værre: det kom ikke snigende ude fra den farlige omverden, det kom indefra. Fra os selv, for gerningsmanden var en af vore egne. Vi kunne ikke distancere os fra ham ved at påpege, at han jo havde rod i en middelalderlig og primitiv kultur med værdier så milefjernt fra vore.
Nej, han er en af os. Han mener det samme som mange af os: kalder sig f.eks. en kristen ( det gør vi også), er stolt af sit land ( det er vi også) er imod ideologier, fordi de gør folk dumme ( det giver de fleste ham ret i). Selv hans kritik af de fremmede er jo ikke fremmed for ganske almindelige, pæne borgere. Jeg hørte forleden en fyr, som jeg ellers finder ret flink, sige, at det da er godt, at vi har rockerne, for de forstår at sætte indvandrerne på plads (!).
På alle andre måder er ham, der nu ikke mere fortjener et navn, så helt almindelig: han opvokset med en enlig mor, men hun hverken slog, sultede eller misbrugte sit barn. Han havde en tryg barndom, og det er måske det, selve almindeligheden, der er mest skræmmende.
Afgrunden mellem ham og os ligger ikke i det, han tænker om verden og det, vi tænker om verden, den ligger i det, som de tanker og meninger fik ham til at gøre. Af årsager, vi ikke kender, så er hans sind så afsindigt fuldt af had, at det har skabt ham om til et umenneske. For ham findes der ikke et ”du” men kun et ”jeg”.
Had er den farligste og ondeste følelse, der findes, og den gror som tidsler i os alle og forsøger at kvæle alt andet. Lader vi hadet tage overhånd, så kan det frygtelige ske. Så kan vi blive kolde dræbermaskiner, døde robotter.
Hadet dræber både den, der bærer det i sig, og den, det retter sig mod. Det var det, vi så i Norge. Ingen behøver kræve dødsstraf over robotten deroppe i Broderlandet. Han er allerede død. Det har han været længe. Og kan vi lære noget af hændelsen, så må det være, at vi altid bør være på vagt, ikke overfor det fremmede udefra, men overfor det fremmede indefra.
Overfor det had, der dræber.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Der vil nu igen blive en lille pause med hensyn til nye indlæg i forbindelse med mit Skagens projekt: Der er bøger, jeg skal have læst og arkiver, jeg skal granske.
I mellemtiden vil jeg oprette en ny kategori af tekster med titlen Menneske og Meninger – det er naturligvis et meget bredt emne, og indholdet vil få en temmelig spontan karakter, idet det vil dreje sig om tanker og følelser, der melder sig hos forfatteren, og som er så insisterende, at hun synes, de fortjener at sættes i ord. Og at læses af andre.
Det er desuden sådan, at jeg en årrække har forsynet Amtsavisen i Randers med små artikler om aktuelle emner, og et lille udvalg af disse klummer ligger allerede på både avisens og min egen hjemmeside.
Småartikler om aktuelle emner vil for fremtiden også blive lagt ud på denne blog.
Det skulle glæde mig, om andre vil kommentere disse indlæg.
Der vil kort sagt med mellemrum dumpe den slags tekster ind i bloggen, hvori der “menes” noget, og som sagt, har du en anden mening om emnet, så skriv og vær med i en debat ( eller duel ) på ord om ting, der i det mindste ikke forekommer forfatteren ligegyldige.
Et svar, ja, for det er altid rart at fornemme, at man ikke står og råber i ørkenen. Gør man alligevel, kan det måske nok lyde helt morsomt, men er dog en smule absurd, for just ørkenen er vel en biotop, hvor man ikke kan forvente noget ekko. Men hvad er der også ved et ekko? Det er jo ens egen stemme igen.
Hellere et rigtigt svar fra en andens mund – det være sig kys eller bid.
Apropos meninger. Det, vi tror på,  fortæller noget om, hvem vi er: hvor vi kommer fra, hvad vi laver, hvilke folk, vi omgås, hvad vi vil kæmpe for, eller måske netop ikke kæmpe for, eller om vi overhovedet vil kæmpe og ikke hellere bide i græsset eller bøje nakken., og det fortæller også noget om, hvilke våben vi vil bruge, hvis vi bliver kastet hovedkuls ud i en strid, og selv den mest pacifistiske af os kan pludselig se sig kylet ud på en kampplads, hvor det er nødvendigt at gribe til et eller andet for at forsvare sig selv eller sine kære eller måske kun sine meninger.
I det her forum ( på min blog) bliver der kun brug for det sidst nævnte fænomen, nemlig at forsvare sine meninger. Og det eneste tilladte våben er ORDET i alle dets afskygninger, men helst så frit og ærligt, at det kan gå lige ind i næstens sind og tanker og gøre godt der. Og fri os fra de onde ord, der sårer og giver ar.
Det første indlæg i denne ny kategori “Mennesker og Meninger” vil handle om Norges ( og alles ) store ulykke i denne sommer.
De følgende vil komme dumpende, efterhånden som de melder sig …