26 – Aase Hansen -Alt for kort er duggens tid

Udgivet den af
Svar

Nu har jeg lovet mig selv og alle Skagensvennerne, at jeg flittigt vil tygge mig igennem læselisten ( den kan du se i et tidligere indlæg) – sådan, at jeg kan sige, at jeg har været igennem det mest centrale af den litteratur, der er bedrevet om Skagen.
Lidt drøvtyggeri blev det da også til i dag.
Forrige gang var det Rifbjerg, der stod for skud, og fair nok, han har Skagen på nethinden, i de øvrige sanser og i ord og billeder af stor relevans og kvalitet. Det samme kan siges om Bech Nygaard og hans glimrende bog om skagensfiskerne ( læs om dem i tidligere indlæg) .
Nu kom turen så til Aase Hansen og romanen “Alt for kort er Duggens Tid”, og hun er et nyt bekendtskab for mig og sikkert også for dig, kære læser ( om jeg da har en sådan læser, vil hun/han altid være kær) – men havde vi været læsende kvinder i 1940’erne og 1950’erne, så havde vi kendt hende. Hun var nemlig vældig populær, nærmest den tids svar på Hanne Vibeke Holst, og populær af samme grund: hun skriver om kvinder og kunstnere og dagligdag og hjertesorger og så videre, så enhver kan begribe det og finde svar på sit eget brevkassespørgsmål. Stor litteratur er det ikke, men gedigent håndværk, og det er allerede noget. Jeg vil lige citere romanens slutning, for den er ret betegnende for resten:
( side 171 ) Greta satte sig hen under Lampen, og Nanna tog Blokken og begyndte at tegne den unge Pige, der ikke længere var fordybet i sin Bog, fordi Vingeslaget af den første Forelskelse havde faaet hendes Hjerte til at skælve. ( citat slut)
Jeg undrede mig side efter side over, at bogen findes i fortegnelsen over “Litteratur om Skagen.” Men tror nu, at det skyldes, at der er lagt en historie ind i historien, som har forbindelse ikke bare til Skagen som geografisk sted, men også specifikt til byen som kunstnerby, idet den er en let genkendelig spejling af en almindelig kendt Skagenshistorie, nemlig den om Marie Krøyer.
I Hansens roman hedder hovedpersonen Nanna og er kunstner. Hendes mor var også kunstner og levede på Skagen med sin talentfulde ægtefælle, som hun imidlertid forlod, fordi hun forelskede sig i en svensk digter, som hun “flygtede” sammen med, men han var selvfølgelig svigefuld, og da hun indser sin fejltagelse er det for sent. Det er nogenlunde Marie Krøyers historie, og måske er det den evige historie. Tolstojs “Anne Karenina” handler jo om præcis det samme, og således har denne historie om kærlighedsdriftens altfortærende magt floreret til alle tider. Og altså også her.
Historien om Nannas mor fortælles i en dagbog, som Nanna sidder og læser ( mange år efter morens selvmord) – Og selv om den dramatiske kærlighedshistorie udspiller sig i Skagen, så er det meget lidt, man hører om stedet. Her er et lille pluk:
( Citat side 104):
Saa købte vi Huset paa Skagen og slog os ned der. Skagen var jo de danske Kunstneres Mekka. Men jeg havde ikke Georgs Kærlighed til Hav og Klitter og djærve Fiskertyper. Jeg elsker det lunefulde brogede, det lette tindrende Virvar. Derfor elskede jeg Paris. Jeg naaede ikke til at male det, men jeg kunde leve det.
Jeg frøs mere paa Skagen, end jeg havde gjort hjemme i de høje Kuldegrader ( hun er svensk) . Jeg er kuldskær, jeg har altid higet efter Sol. Vinteren ved Havet var saa lang og graa, Landet saa fladt og selvudslettende. ( citat slut).
Først da hun forelsker sig i digteren Torsten, får Skagen farve og lys: ( citat side 105):
Men noget sjæleligt er der nok ogsaa i det, for den Sommer Torsten kom, oplevede jeg virkelig det Lys over Skagen, som Georg og Lars altid talte om. Min Lykke gjorde mig seende, formoder jeg. Jo, den Sommer var der over Skagens Strand den samme lyse Tindren, som jeg havde oplevet mine første Maaneder i Paris. ( citat slut)
Kort sagt Paris og Skagen det er et fedt.
Romanen handler først og fremmest om nogle kvinders følelsesliv, og kommer man udenfor det, så er man i en slags farveløst univers. Med mindre følelserne som ovenfor citeret kan projiceres ud i landskabet. I sig selv er det ingenting.
 
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

To ting:
Primo:
Glem ikke den lille julespørg, som begynder og slutter i december – en rigtig julekalender bliver det – en føljeton på 24 kapitler. En eroteske og en groteske og en knaldeske og en juleske ( nej, ikke en jule – ske, men netop en juleske ) – og når den for alvor tager fat, så kan der ske hvad som helst, og jeg lader mig ikke kyse til  i stedet at nedfælde en artig ballet eller yndig musical i stedet, skønt en sådan måske i højere grad ville glimre juleagtigt.
Dette intermezzo er ikke kun for at minde om den barske historie, der løber hen over stablen uden at vælte den fra og med 1. december, men også:
Sekundo:
for at irrettesætte mig selv for sjusk – og at bringe jer, mine eventuelle ( og meget kære) læsere ind på et rigtigere spor end det, hvorpå jeg forlod jer småfrysende for et par indlæg siden. = Den langt fra smukke dame i blussende vår er IKKE min mormor, men uden tvivl en af hendes kusiner fra Skives omegn – muligvis endda hende, som jeg kendte som mors moster Trine, og som jeg kun har mødt i hendes absolutte afblomstring, hvor hun nemlig var så tynd som en muselkvinde og meget gammel. Og jeg besøgte hende og hendes to ugifte brødre, onkel Thorvald og onkel Johannes, på gården i Ørum, hvor hun levede som husbestyrinde for dem. Senere flyttede hun og den ene broder ( den anden var død) til Skive, og her har jeg besøgt hende, og fra det besøg har jeg et kært minde. Jeg sov i dobbeltsengen sammen med moster Trine ( jeg var dengang kostelev på Th.Langs Gymnasium i Silkeborg) – jeg sov altså ved siden af hende, men vågnede midt om natten ved at en meget gammel og benet hånd kærtegnede mit ansigt. Jeg blev så glad, men lod som om jeg sov. Og den gamle kone blev ved en stund at glatte min kind. Ved højlys dag var hun tør og tavs.
Hende er det måske. Men altså kun måske. Jeg vil konferere med min “fætter Holger” fætter en han nemlig knap nok, for dem har jeg kun en af, og han hedder Jørgen og er ikke i familie med onkel Thorvald osv. Det er Holger, for Thorvald er hans mors onkel ligesom han er min mors onkel – så meget er vi i familie.
Billedet forestiller i al fald ikke mormor, og det ved jeg helt bestemt, for jeg har gravet mig frem til et andet billede, som i den grad ligner min mor. Og det kan kun være mormor. Det er jeg slet ikke i tvivl om, og for resten meget lettet, for hun er jo nærmest smuk og ligner en, der har mod på livet, men som har i sinde at tage det i besiddelse på varsom og nænsom vis – dog bevæbnet med paraply! – i al fald ligner hun ikke som kusinen en, der når som helst kunne finde på at suge blod af en hvilken som helst hvid og skær hals. Undskyld Moster Trine – men billedet forestiller nok heller ikke dig.
Så kom det på plads, og jeg vil i nærmeste fremtid udbedre skaden og sætte det langt mere forsonende billede af mormor ind på sin rette plads.
Hvis du går tilbage til Hulsig indlægget, vil du se de nye billeder.

26A – Rifbjerg og Kandestedersuiten

Udgivet den af
Svar

 

Et par billeder fra Kandestederne.
Man kommer ikke uden om Klaus Rifbjerg, når man samler stof om Skagen. Her er det Skagen Landsogn, der står for skud – først i novellen: “Poulsen privat” fra samlingen Sommer ( 1974). I den giver digteren en ret så bidende karikatur af skuespilleren Poul Reumert,  som i første halvdel af 1900tallet  havde et hus i Kandestederne. I nedenstående citat møder vi “Reinhard Poulsen”, som han hedder i novellen, i Skagenstoget på vej til sin sommerferie i Kandestederne. Han sidder og tænker ( over sig selv) :
( citat fra side 30):
Jo, det var et særligt land, og han erobrede det hvert år med samme store forventning. Bagude lå sminke og støv og anstrengende prøver og den bestandige kamp med underlødige instruktører og af og til tvivlsomme tekster ( når man forlod det klassiske repertoire ) og forude det uendelige stormombruste hav, den hvislende marehalm og de blødende, storslåede solnedgange. Måske allermest når den store ildkugle for enden af sin skrå bue dykkede i havet, og strålerne fra den anden side horisonten i en skimren af rosa, grønt, perlemor, svovlgult, sort og skarlagen ramte de vandrette aftenskyer, følte Reinhard Poulsen sit hjerte bæve. Nej, måske var det tværtimod: først da blev han stille, først da gik alle legemets funktioner ind i et uhørligt, usynligt, uføleligt samspil, der var den rene natur, en ekstatisk tilstand, men samtidig helt kølig, et inspireret øjeblik, men aldeles nøgternt, en drøm af virkelighed, ja, hvis han tænkte rigtig efter, så følte han over for naturfænomenet det samme som over for publikum, når noget lykkedes og kontakten var ubrydelig. Da skinnede inspirationens perlemor ud over prosceniet, og hele rummet fyldtes, da ophævedes grænsen mellem kunst og natur, forstillelse og ægte væren, da blev Reinhard Poulsen, hvad han med sin teknik og sit talent forsøgte at gestalte, da smeltede han i en tilstand af iskold superbevidsthed, men virkelig smeltede han sammen med publikum, og de udgjorde i fællesskab et legeme, en uudslukkelig sol, der tilsammen rummede al verdens lys og dermed, hvad vi alle lever af og på, selve væksten. ( citat slut)
Ja, den får ikke for lidt, men da Poulsen lidt efter står på Hulsig station, kan han slet ikke finde det rette ben at stå på. For han har sendt bud efter vognen fra Kokholms Hotel, og nu står der et ægtepar, som gerne vil køre med. Hvad skal han stille op med dem og deres forespørgsel? Han går helt i stå og skynder sig at blive kørt til Kandestederne, selv om chaufføren, der er bøvet og taler jysk og dusser den store kunstner, er sur over at skulle køre to gange til Hulsig. Og Poulsen er sur over, at denne bonde er så primitiv, indtil han pludselig husker på, at det netop er bøndernes autenticitet og ægthed, han kommer til Nordjylland for at møde. Tanken formilder ham.
Og så videre … vi ser ham ankomme til hotellet, hvor han skal spise, men tvinges til at sidde til bords med en højestetssagfører ( heldigvis højesteret … ) og senere ser vi ham ankomme til sommerhuset, hvor han får travlt med at opstille alle sine skilte med  PRIVAT.
I det lange digt “Kanderstedersuiten” udfolder Rifbjerg sit store lyriske talent. Hans onkel ejede Kandehus i Kandestedernes storhedstid, og Rifbjerg tilbragte mange ferier der. Her i Kandesterne har Rifbjerg i dag et sommerhus. Alt det kan man læse om i den glimrende bog: “I begyndelsen var lyset.”
Digtet om Kandestederne er dejlig læsning og i øvrigt meget rifbjergsk, så man er nok så meget inde i ham – fra sjæl til fordøjelseskanal – som man er ude i naturen. Mange af digtene er humoristiske, og i langt de fleste føres man med ind i en digters skarpe sansninger. Jeg skriver et par af de digte, jeg selv finder meget smukke eller ret sjove eller begge dele. Det er selvfølgelig ikke helt fair over for teksten, som jo hænger sammen og bør læses i sin sammenhæng. Men det gør nu ikke alverden – de små pluk siger alligevel ikke så lidt om indholdet af resten.
( Jeg har brugt udgaven fra 1994, Gyldendal og citerer fra den)
(Citat fra side 19):
i skyggen malker bladlusene / hinanden ind i ekstasen/ saften driver
fluesnapperen har travlt / imploderer vingesvirrende / i sultens og forplantningens krydsild
alting sukker
( citat fra side 35):
Voksarabesker brænder / i kaprifoliernes bål / og kupler sig plastisk / til tabernaklet letter / og genskinnet rammer / sværmerens kors
højere oppe ser / nymånen til / med sin stilhed / sin skævhed / sit græskarsmil
( citat fra side 43):
det er belastende at være tørv / alene navnet
man har frygtelig meget på nakken / som man ligger der i årtusinder
lag på lag
og selvom man er en skov med / fugle og blæst og regn / foldet sammen og / kapslet inde /
flad og fuld af længsel / efter at blive fundet / og støbt i firkanter / og smidt i kakkelovnen
for atter at genopstå / luftig og alligevel langsom / brændende i spiraler / over en romantisk aske
er det noget andet/ men hvem ved om et luende sværd /ikke er gemt i massen
diamanten og ildfuglen ikke først var tørv
————-( citat slut)
Ja her fik man så lige en lille sang til martørvens pris!
( citat fra side 55):
sandet bl.a / forlader vandet / stiller sig selv på højkant
landet bl.a / sandet / opstår på denne måde
alting bl.a. / månen / ser sig forbløffet omkring
vandet landet og sandet / ligger og ligner sig selv
men sandet bl.a. / sandet / flyver pludselig væk
landet bl.a. / landet / dækkes af dette sand
så hvor skal man / stille sin cykel / i dette forfløjne land / til hvad skal man læne / sit hoved og lægge sig ned / og få fred / når landet bl.a. / landet / selv aldrig / lægger sig ned ( citat slut)
(citat fra side 60):
for det er så smukt i dag / havet roligt / himlen hvælvet / og svalerne flyver
altid på jagt / efter sig selv / efter sig selv efter sig selv
projiceret ud i / myriader af prikker / sorte / usynlige som den længsel
man jagter selv under / volter og ustandselige / manøvrer
for at få noget at spise / og fortære sig selv
for det er så smukt i dag / havet roligt / himlen hvælvet / og svalerne flyver ( citat slut).
(citat fra side 72):
siddende på min fars mave / med en dachshund ved siden / så jeg alt / og tog det til mig
mens min onkel kaldte / de skøre hunde hjem / min tante stod og strøg / med en cigaret i munden
og min mor i et helt andet / hus fæstnede sit hårnet / forsigtigt kiggede ud ad vinduet / hvor to heste
blev trukket forbi og ind i / stalden hvor de med mulerne / dybt i hakkelsen gumlede / sig ind i evigheden
d.v.s der hvor vi allesammen / befandt os sådan som det var og skal / være og stadigvæk / er. ( citat slut)

25 – Et hus i Hulsig

Udgivet den af
Svar

Min morfar ( kaldet bedstefar ) var brugsuddeler i Hulsig. Jeg ved ikke ret meget om ham, og det jeg ved, er stykket sammen af små bemærkninger, der er faldet tilfældigt og uden sammenhæng. Mor fortalte aldrig om sine forældre, og det er mærkeligt, når man tænker på, at de begge var døde, da jeg og min lillesøster blev født. Han nåede netop at se min bror Anders, og et af de bedste billeder af ham er netop et, hvor han sidder med Anders på skødet. Så det oplevede han, men vi oplevede aldrig ham.
Om min mormor ved jeg næsten ingenting, og der er kun bevaret et temmelig utydeligt billede af hende – i min erindring selvfølgelig slet ingenting. Den tale, min mor holdt til hendes begravelse, er det største minde om hende.
De fleste af de bygninger, der lå i Hulsig i 1900tallets begyndelse, er borte nu. Jeg kan svagt erindre min fars købmandsbutik, men der hvor den lå, ligger nu et andet hus. Men brugsen er bevaret og ligner det hus, det var dengang, og jeg er ret sikker på, at det var et af de smukkeste og største huse i Hulsig. Uddeleren kom ellers udefra – og det var noget nyt, for byen havde i generationer været selvforsynende med mennesker, hvilket jo også betød, at man nødvendigvis giftede sig med slægtninge. Det kom der sikkert mere end en “særling” ud af. Jeg har hørt om flere af slagsen, men det får vente.
Her drejer det sig om et hus, og nedenfor vil jeg vise den nuværende “Gamle Brugs” -butik, som i dag sælger brugskunst og lignende, men som altså har til huse i min mors barndomshjem, der stort set står som da det blev bygget. Billedet af min bedstefar er venligst udlånt fra denne butik, hvor det er ophængt.

Billedet af bedstefar ved sin butiksdør:

Så fandt jeg alligevel et par billeder af mormor. På det øverste er hun ganske ung. Hun har taget turen til København for at blive foreviget – og sikkert lånt hovedbeklædningen. Den er så fin. Og hun kommer lige fra Ollerup Højskole, hvor hun gik i sommeren 1903. Og her synes jeg, at hun virker som en, min bedstefar nok kunne forelske sig i. En ung pige, der varsomt går ind i voksenlivet – lidt sårbar måske, men dog bevæbnet med paraply og et blik, der ser ligefrem, som ville hun sige: jeg er kun blid på overfladen.
Og på billedet af den ældre mormor er blidheden gået fløjten, synes jeg. Hun smiler en anelse, men der er alvor, ja, næsten vrede i øjnene. Hvordan mon hun var? Jeg kender hende kun fra min mors tale til hendes begravelse:
Her er en del af talen med mors skrift – jeg “oversætter”  nedenfor:

Oversættelse: Lille Mor, før du nu i dag skal bort fra det Hjem her paa Jord, du holdt saa meget af og fra os tre, du elskede saa højt, vil vi gerne takke og mindes dig.
Takke dig for alle de gode Minder, vi har om dig herhjemme, hvor du altid kun tænkte paa at gøre det bedste for os, kærlig og uegennyttig, som du var til det sidste. Tak, lille Mor for hver Gang du kom ned til os i Strandby, du var altid saa glad, naar du kom, og vi er glade for, du fik vort Hjem at se, vi kan næsten ikke forstaa, du aldrig kommer mere.
Jeg mindes, Mor, da jeg var en lille Pige, om Aftenen naar du puttede mig i seng, du satte dig hos mig og saa sang du denne lille Aftensang: Jeg ved en dejlig Have, hvor Roser staar i Flor, den skabte Gud til Gave til alle Børn paa Jord. Nu er du selv, lille Mor, hjemme i den dejlige Have, det ved vi, naar vi mindes dine sidste Ord deroppe paa Hjørring Sygehus, vi spurgte dig, hvordan du havde det, og du svarede:”Jeg har det saa godt saa godt, alting er jo saa skønt, det maa I tro.” Og med det lille Smil, som kun du kunde smile sagde du: “Godnat Far”, og du sov ind for ikke at vaagne mere. Stille, som dit Liv og din Færden, saadan var ogsaa din Død.
Vi var saa faa at miste af, og nu blev du sparet for den Sorg at se nogen af os gaa først.
Lille Mor, vi tre vil altid savne dig. Din plads vil staa tom, men vi ved, vi skal mødes med dig igen, og da aldrig mere skilles. Indtil da Farvel du lille, gode Mor og Tak.
Min bedstefar giftede sig få år efter med Anna Larsen, hende jeg har kendt som bedstemor. Hun var henrivende – nu skriver jeg lige det ord, for bedstemor kunne godt finde på at bruge det selv. Hun levede sin ungdom i København, begyndte som slemt misbrugt pige i huset hos en arrig, nærrig og rig kone, der nød at se bedstemor kravle helt ind under sengene for at gøre dem rene – alt imens hun skældte ud over tempoet!! Senere kom hun i huset hos søstrene Kondrup, der var velhavende, ugifte og meget søde mod hende. Det var også her hun blev “missionsk”. Bedstemor arvede en del af deres bohave og måske også penge, i al fald blev hun i stand til at iværksætte sin egen virksomhed: en systue med mange ansatte – jeg har set billede af den, men det er blevet borte, måske finder jeg det.
Her er til gengæld et ungdomsbillede af bedstemor, taget i København, og hun står sammen med en lille dreng, hvis relation til hende jeg har glemt. Men der var noget med en officersfamilie, hvor bedstemor kom som husven … det ligger i tåge … men drengen er vist nok fra den familie, og her altså fotograferet med min bedstemor:
Da bedstefar døde, flyttede bedstemor til Strandby for at bo hos os. Der var et venligt, men ikke særlig varmt forhold mellem mor og bedstemor, jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor. Det gør jeg nu. Pladsen efter mormor skulle stå tom. Men den blev alt for hurtigt fyldt ud og af en kvinde, der også som ældre var meget smuk. Fra min “tante” Sylvia, som var ung pige i huset hos det nygifte uddelerpar i Hulsig, ved jeg, at de var som to turtelduer ( det er “Sylles” udtryk) – så forelskede, som havde de været 20 og ikke over 50 år.

24 – H. C. Andersen: Skagen

Udgivet den af
Svar

Her en række billeder af den natur Andersen så:

 
 
H. C. Andersens rejseindtryk fra Skagen udkom første gang i”Folkekalender for Danmark” i 1860. “Skagen” er skrevet kort efter Andersens hjemkomst og d.12 november læste han den højt i Studenterforeningen. Dagbladet anmeldte teksten – som ud over “Skagen” også indeholder “En Historie fra Klitterne”, der foregår i Vestjylland. Bladet slutter den fine anmeldelse sådan her: “En forøget Tiltrækningskraft faar den derved, at dens Skueplads er henlagt til de vilde og øde Egne i Jylland, Vesterhavets Kyster og Klitterne ved Skagen; de kraftige Skildringer af disse lidet kjendte Egnes Natur og Befolkning ere en Frugt af Andersens sidste Sommereise.”
Det er nok ingen tvivl om, at H.C. Andersen med denne populære tekst om Skagen har været medvirkende til at vække den “opdagelsesiver”, der følger umiddelbart efter, og som resulterer i, at Skagen bliver selve stedet, hvis man er rigtig kunstner. Digteren indleder sin skildring med disse ord:
( Citat fra side 7) “Vi ville besøge denne “Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og den tilfygede begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdenshavet. Skagen er nok et Besøg værd.” ( Citat slut)
Skagen er under forvandling på den tid,  Andersen besøgte det. Den navnkundige Byfoged Lund har allerede for længst fået sin plantage anlagt midt i byen, og der er mange og effektive sanddæmpningsaktiviteter sat i gang. Andersen skriver om plantagen således:
( Citat fra side 13) “… lige foran os, hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsværen dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmangt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogdens Bolig, den  ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab. det har menneskelig Udholdenhed formaaet.” (Citat slut).
Ja, ifølge overleveringen var det jo den sorte slave, John Leton, som byfogden i 1817 fik forærende som tak for en redningsaktion, der klarede det hårde arbejde med at plante træer. Han er for øvrigt en af personerne i en roman om Skagen, som udkom for få år siden, skrevet af Henrik Wentzel, “Dødemandsbjerget”. Jeg har endnu ikke nået at læse den, men når det er sket, vil den indgå i bloggens tekstunivers.
Bloggen har allerede bragt et par eksempler på beskrivelser af redningsaktioner, og der vil komme flere. H. C. Andersen må naturligvis være med her. Skibskatastrofer og forlis er det mest dramatiske i Skagens historie, og skildringerne så vidt forskellige. Her vil jeg citere slutningen af Andersens Skagensoplevelser, for der er netop tale om en redningsaktion:
(Citat fra side 24) “Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgerne brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde enhver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad din Stue i den mørke Nat, det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasten pidske dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens-Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm; sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du har naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene, og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skærende Skrig lyder til dig Nødraab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, Enkelte holde fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er falden hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste føres til Skagens By, Byen uden Gade eller Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men “kolde Hænder, varme Hjerter!” siger Ordsproget.” ( citat slut)
Der er milevidt fra Andersens til Pontoppidans skildringer af skagboerne i en strandingssituation!
Vi er så langt fremme i den tekniske udvikling, at der her findes både raketter og redningsstol til bjergning af de strandede folk.
Der er en lille krølle på fortællingen om Andersens tur til Skagen, som ellers ikke omtales nogen steder, men her vil jeg gøre det. Der boede nemlig på egnen en anden Andersen, der også var digter. Hans historie er ikke noget eventyr, selv om starten ligner H. C.’s .Bent Haller har fortalt den i “Digterpjalten,” men man kan også læse om denne ukendte digter Andersen i de arkiver som findes i det lille smukke egnsmuseum i Ålbæk. Her traf jeg ham første gang.
Carl Andersen hed han, og han var frugten af et forbudt kærlighedsforhold – en adelsdame på Gårdbogård fødte ham – og han sattes i pleje hos husmandsfolk. Og blev jo selv husmand. Fik også familie og sled for at holde sulten for døren, men det var umuligt, for netop på den tid tog sandflugten fart på den egn, hvor hans lille ejendom lå, og han kæmpede en håbløs kamp for redde sine marker fra at sande til. Ind i mellem skrev han. Kunne jo ikke lade være, for han havde talent. Men et talent, som ikke fik lov at udfolde sig. Et enkelt lyspunkt oplevede han dog, nemlig den dag, hvor han fik tilsendt en pris fra Kong Chr. d. 9. som tak for et hyldestdigt, som han uopfordret havde sendt til kongen. Men ellers var hans dage sorte, og den sorteste af dem alle var nok den dag, hvor det var rygtedes, at den store digter H. C. Andersen ville komme til Skagen og på vejen gøre ophold på Ålbæk kro. Her stillede Carl fra morgenstunden og ventede på kollegaen. For nu skulle han vise sine digte til en stor kunstner, der ville værdsætte dem og se deres skønhed og helt bestemt tage ham under sine vinger. H. C. Andersen kom, og vi ved ikke, om han fik noget at vide om digteren, der stod og ventede udenfor. Men vi ved, at kroværten ikke ville tillade, at den fattige mand blev lukket ind – det var han slet ikke fin nok til. Så Carl blev afvist ved døren, og det hjalp ikke, at han tiggede og bad. Han var og blev en stymper. Og derved blev det, og han måtte gå den lange vej tilbage til huset i Råbjerg med uforrettet sag.
 

23 – To romaner og en erindringsbog

Udgivet den af
Svar

Der er skrevet en hel del skønlitteratur, hvor handlingen udspiller sig i Skagen – om nogle af teksterne må man tilføje et “måske”, idet Skagen ikke nævnes ved navn. Det gælder for de to tekster, jeg netop har læst. Den ene er Hanne Marie Svendsens “Guldkuglen”, og den anden er Bech Nygaards “Livets Dræt og Dødens”. Den tredje bog er en lille lyrisk sag – korte prosastykker, der handler små glimt fra barndommen. Den er skrevet af  Bent Haller og hedder “Så mange Rum”.
Det drejer sig om tre meget forskellige bøger.
Handlingen i H.M. Svendsens roman tager udgangspunkt i en fjern fortid og man føres så via skildringen af nogle slægters liv op til en slags nutid. Bogen er på en gang realistisk i sin skildring og samtidig inspireret af den sydamerikanske magiske realisme, som man f.eks. finder i flere af I. Allendes romaner og mest udpræget måske i Garcia Marques’ Hundrede Års Ensomhed. Den har desuden også det til fælles med de sydamerikanske forfattere, at den ud over at fortælle en slægts- og egnshistorie forholder sig kritisk til samfundsudviklingen. Faktisk går det så vidt, at menneskene i bogens sidste kapitel lever eller forsøger at leve i et totalt forgiftet miljø, forgiftet af hensynsløs industrialisering og profitjageri. Det fremgår ingen steder, at romanen foregår i Skagen, men menneskene lever isoleret på en ø igennem flere århundrede, og ligheden mellem romanens fiktive univers og det faktiske Skagen er meget stor. Skagen var i flere århundrede at betragte som en ø – isoleret som den var mod syd af de store sandmiler og en total mangel på farbare veje.
Jo, Skagen var en ø. Jeg vil gerne anbefale romanen – den er fascinerende på mange områder, men som kilde til Skagens liv og udvikling er den nu nok ikke den bedst egnede.
Det er derimod den næste bog, nemlig Bech Nygaards Livets Dræt og Dødens. Også i den følger man en slægts historie, og romanen begynder i slutningen af 1800tallet og ender midt i Anden Verdenskrig. Jeg holder meget af Nygaards bøger, han forstår på en særlig inderlig og dog saglig måde at skildre miljøer og mennesker, der ellers sjældent finder vej til en roman. En af hans første bøger var “Guds blinde Øje”, og her fortæller han om et lille, forsømt menneskebarn på en måde, der er fuldt på højde med M.A. Nexø’ “Ditte Menneskebarn”. Jeg har læst næsten alle hans romaner, og det er karakteristisk,  at forfatteren besidder en ganske særlig evne til med empati at tænke sig ind i andre menneskers indre liv, og det gælder for snart alle miljøer, lige fra fiskerne i Skagen og til utilpassede grønlændere og danskere i Grønland.
I modsætning til Svendsens bog er Nygaards fortælling 100 % socialrealistisk, og jeg må indrømme, at den ikke litterært hæver sig til samme højde som Svendsens bog – men den har så andre kvaliteter, hvoraf jeg har nævnt nogle. Desuden kan man her nøje følge den udvikling, Skagen gennemgår fra de fattige år og til år med fremdrift og spirende velstand, efter at den har fået jernbaneforbindelse, asfaltveje og havn – og altså ikke mere lever sit ø-liv. Og man er ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om Skagen, skønt navnet ikke nævnes i bogen. Her hedder byen Vesterby, og Frederikshavn hedder Sønderhavn. Men man ved, hvor man er, og desuden har alle andre steder deres autentiske navne,  f.eks. hører man om fiskernes ture til Esbjerg og Grimsby.
Det forekommer mig, at Nygaard har været akkurat så grundig med sin research, som han plejer – han ved virkelig meget om Skagens udvikling, og jeg er ret overbevist om, at man bliver ikke så lidt klogere på Skagen Bys Historie efter at have læst “Livets Dræt og Dødens”. Men man skal være klar over, at den historie, der fortælles, er fiskernes og kun fiskernes. F.eks. hører man stort set ingenting om badegæster eller kunstnere, og det til trods for, at handlingen netop udspiller sig i den periode, hvor Skagen vrimlede med berømte kunstnere, og desuden var sommerby for en lang række af rige danskere. Alt det hører man ikke om. Det er fiskernes liv, det handler om: Deres hårde arbejdsliv og deres hjemmeliv. Og her føres man ind i en verden, der er skildret både realistisk og smukt. Jeg vil citere et par afsnit fra tiden omkring århundredeskiftet, hvor en isvinter betød sult og død i de fattige hjem.
Her i romanen får vi skildret kårene for fiskerne inden den spæde start af en velfærdsstat ser lyset – der er kulde og undergang i fattigdommen – og stolthed. Hellere dø end at ligge sognet til byrde. Med præsten er det noget andet. Han har tavshedspligt. Og kan vel godt give et par skillinger uden at man behøver skamme sig:
 
Citat fra side 29: “Det hænder tiere og tiere, at de kolde, stjerneklare martsaftner leder en mand til præstegården for der at søge råd. Han kommer ikke for at bede om hjælp. Han vil blot spørge, om præsten ikke kan hjælpe ham med et råd. Præsten er jo studeret, og han er ikke født i Vesterby, og han kan tie med, hvad man fortæller ham. Så står der en duknakket, hærget mand på præstens dørmåtte. Hans øjne farer omkring uden mål, og hans fingre krammer den lådne hue, som om den var et kosteligt stykke brød eller fedt kød og ikke et lurvet stykke garvet kohud. “Det er jo ikke Karen eller mig selv,” siger han. “Vi klarer os. Det har vi jo prøvet før. Men nu er Lilleniels syg … og … sognet vil vi jo ikke … og … ingen må vide …m kommer det stammende ubehjælpsomt og næppe hørligt, fordi skammen alligevel dukker frem igen, skyder overrumplende frem her i varmen og lyset. Ammitsbøl forstår. Han beder gæsten om at sætte sig. Han snakker om neutrale ting. Han sørger for kaffe og tykt rugbrød med smør og ost. Og han ender med at trække en skuffe ud i skrivebordet og tage en seddel fra en blikdåse med kongens og dronningens billede. Han rækker sedlen frem med et smilende “værsgo” og begynder igen at snakke om noget andet.” ( Citat slut)
Som socialrealist ligger Nygaard i forlængelse af Pontoppidan, Hans Kirk og M. A. Nexø, men der er hos ham en nærhed til de mennesker, han skriver om, som sjældent findes lige så intens hos forgængerne.  Skildringen af Margrethe minder om nogle af Pontoppidans kvindeportrætter i bl.a. “Fra Hytterne”, men sympatien og varmen er større hos Nygaard.
( Citat fra kapitel 7) : “Margrethe Hollænder sidder i en lav, meget bred bræddeseng, der er slået op mod væggen længst borte fra vinduet. Hendes ansigt er hærget og fugleagtigt magert. Hendes grå, uredte hår hænger i korte tjavser ned bag hendes øren. Hun er viklet ind i et stort gråt uldtæppe, der når hende lidt over hofterne. Hun har en ubleget, ikke helt ren hørlærredsnatkjole på. Ærmerne er altfor korte. Hendes magre arme med de lidt blålige, opsvulmede håndled og hænder rager altfor langt ud. Foran hende, på den posede, brunplettede dyne ligger en opslået, fedtet bibel. “Goddag, Margrethe,” siger Ammitsbøl og rækker hende hånden. “Goddag pastor. Så skønt det er, at De kommer,” svarer Margrethe, og hendes matte øjne ler. “Hvordan går det i dag?” Amnitsbøl trækker en stol hen til sengen og sætter sig. Han tager Margrethe Hollænders ene hånd mellem sine og læner sig lidt til side, så lyset kan nå hende. “Får du din pasning, Margrethe,” siger han så. “Ja,” siger hun. “Der skal jo ikke så meget til. Bare der er lidt ild i ovnen, går det sagtens, til Ole kommer hjem.” Hun sidder og smiler glad. Hun klør sig på brystet med den frie hånd uden at tage hensyn til Ammitsbøl. Han prøver at lade være at se på hende, men hendes øjne er så frimodige, at han ikke tør. Han tænker, at hun sikkert ikke har fået ren natkjole på, siden han sidst besøgte hende. Hvem skulle også give hende en, svarer han sig selv. “Kniber det alligevel ikke, når Ole arbejder inde hos Herman Vind?” spørger han, da hun har gnubbet sig færdig. “Når Ole bare husker at fylde ovnen op, inden han går, klarer jeg mig nemt, pastor. Den lugter nok lidt, når den er fuld, men jeg tænker slet ikke på det.” “Ligger du så uden at få noget at spise og drikke, før Ole kommer hjem?” “Ja, pastor, der skal ikke så meget til, når man ligger ned.” ….(Citat slut)
( Citat ): “Amnitsbøl går til det næste hus mellem storklitterne. Det er Sorte Kro, og det er som Ole Hollænders, lavt, faldefærdigt og fattigt. Men der er ingen tørverøg i gryden, hvor det ligger, og der er ingen, der byder ham velkommen, da han kommer ind i stuen. Henrik og hans kone, Alma, sidder ved bordet og spiser. De drikker en tynd, grågul suppe af kopper og spiser mørkt brød til. De nikker til pastor Ammitsbøl, men de siger ikke noget, og deres øjne er fjendtlige. Alma stryger dog bordpladen ren for krummer og sjatter, da han sætter sig ned. Stuen er iskold. På komfuret står der en gryde. Der må være lidt ild under den, for den damper svagt, og der lugter gennemtrængende af torskelever. Der er utrolig snavset alle vegne. Skønt stuen er iskold, er luften kvælende af urenlighed. Ammitsbøl har besvær med at ånde, for han mærker, at den værste stank kommer fra de to usle, gamle mennesker, der sidder over for ham. Henrik er pakket ind i en gammel fåreskindsfrakke. Hans lille, helt kortklippede hoved er bøjet frem over bordet. Han brækker brødet i småstykker og dypper det i suppen, før han spiser det. Han smasker højlydt. Han ligner et lille forfulgt, hadefuldt dyr. Alma har en grov sæk udenpå kjolen. Hun er også helt kortklippet. Hendes furede, grålige hoved på den tynde hals stikker op gennem hullet i sækken som et gribbehoved. Hendes øjne er helt mørke, men meget matte. Hun er holdt op med at spise, hun stirrer uafbrudt på Ammitsbøl.” ( citat slut)
Jeg husker min bedstemor fortælle om lignende forhold i hendes barndom. “Men det kan I nok ikke forstå. I dag hvor man endda får aldersrente”, tilføjede hun. Bedstemor var glad for sin aldersrente, for den gav hende præcis så stort et råderum, som hun behøvede. Hun boede i hus med os hele min barndom, havde et par værelser+ køkken og bad ovenpå, og her gik hendes dage med at være sammen med børnebørnene, sy på sin maskine ( jeg ved ikke, hvad hun syede, det var ikke tøj til os). Og hun fortalte – det var hun rigtig god til, og hendes historier om “gamle dage” elskede jeg og har mange af dem på lager i erindringens pulterkammer. Lidt efter lidt vil jeg rode dem frem.
Lige nu husker jeg, at hun en dag kom hjem fra et besøg i Skagen. Havde set til noget familie der. Og hun var blevet lidt fornærmet på husets unge datter, fordi tøsen havde anklaget hende for at lyve. Bedstemor havde lige fortalt datteren om dengang, dennes mor gik ved sin mors hånd ud i byen, ja helt ud til Hulsiggårdene for at tigge mad. Så fattige var de dengang, at de var nødt til at tigge sig til maden om vinteren. “Og nu sidder du der og spiller klaver!” Sagde bedstemor, og jeg kan høre hende sige det i et tonefald, som mente hun egentlig: “og nu sidder du der og spiller Kong Gulerod.” Bedstemor fortalte mig den historie en gang i 1950 erne.
Jo, bedstemor havde kendt fattigdommen, men selv var de ikke fattige. De havde en gård og det sikrede den daglige kost. Men nøjsomme har de været. Og glade for at hjælpe, hvor de kunne. Jeg kommer i tanker om, at bedstemor engang i fuld alvor ( men jo uden rigtig at mene det) sagde, at det var trist, at der ikke mere fandtes fattige, for nu havde man jo så meget at give ud af!!
Nu et spring til Hallers erindringsbog: “Så mange Rum”.
Her lyser små erindringsglimt frem – og der er virkelig lys, skønt meget ligger i mørke. Det handler om en lille bange dreng. Men også om en dreng, der suger indtryk til sig. Her er et citat fra s.121:
“Når jeg kom forbi museumshaven bag det røde plankeværk, og nåede frem til det lange gule hus, lukkede verden sig selv inde. Men allerede da jeg steg af toget og gik ned ad Skt. Laurentiivej, men kurs mod Søndervej, dukkede et billede frem. Der sad min farmor og vinkede, i stolen, i det halvmørke køkken.
Jeg gav mig til at løbe da jeg nåede politistationen. Nu kunne jeg se museet, det røde plankeværk, nu det gule hus, nu billedet igen.
Der var lavt til loftet, og bjælkerne, plettet af størkned flueblod om sommeren, var malet med en særlig blå farve. Hun sad på en stol ved vinduet der vendte ud mod den smalle gård, hvor solsikkerne voksede højt op over plankeværket, så bred at hun fyldte hele køkkenet. Hun var umulig at kommer udenom. Derfra hvor hun sad kunne hun nå alt, følge med i alt, og vide bested om det der foregik i verden, både i Østerby og i Vesterby.” ( Citat slut).
Det lille citat giver et klart billede af stil og indhold. Det er netop glimt – sanseglimt. Og der er ikke nogen hverken panoramiske eller sceniske skildringer i bogen. Et langt prosadigt. Og meget smukt.

Skoletanker

Udgivet den af
Svar

Jeg har i flere år haft lyst til at skrive en bog om Kresten Kold. Han var nemlig ikke spor kold, men fuld af varme ideer. Mange af hans skoletanker hører selvfølgelig til i en anden tid, for han levede i 1800 tallet, og det var der, han drømte om og virkede for en ny skole – træt som han var af Den sorte Skole, der var eneste svar på ingenting dengang. Men kernen i hans ideer er uopslidelig.
Kold arbejdede for en skole, hvor fantasien og drømmen og glæden og begejstringen skulle være de drivkræfter, der bar barnet frem til en stadig større oplevelse af verden og af sit eget rige indre.
En skole, hvor alt ikke skulle måles på tom udenadslære, en skole, hvor man ikke måtte sætte børn i en bås, hvor de kunne stå og lade deres store paratviden sprøjte som skidt fra en spædekalv, mens læreren holdt dem op mod de andre børn ( læs sunde børn) , der hellere ville lege end lære udenad.
Man stiller stadig børn i båse, som burde være forbeholdt høveder og andre fæhoveder.
Ja, det var sådanne tanker, Kold arbejdede med, og det lykkedes ham i vidt omfang at overbevise samfundet om, at børn voksede bedst og til bedre mennesker i glæde end under tvang. Og han omformede skolen til et sted,  hvor de gik af lyst. Sådan blev efterskolerne til.
I dag er det igen karaktererne og den store paratviden, der er i højsædet, og det er det parameter, man måler børn og skoler på. De skoler, der scorer de højeste tal, er de bedste, påstår man, og så skal folk tro, at de kan finde en god skole til deres børn ved at se på nogle tal. Hvor er det hamrende dumt!
Jeg skriver nok aldrig den bog om Kold. Men det burde skrives. Så jeg håber, en eller anden gør det.
Men for nogle år siden skrev jeg en lille klumme til avisen, som fortæller lidt om min egen historie i en skole, der ikke lige havde fattet Kolds tanker. Den kommer herunder:
KLUMME SOM ER FLERE ÅR GAMMEL, MEN DESVÆRRE STADIG AKTUEL.
”De må jo forstå, at vi har taget hele to tests. Vi er slet ikke i tvivl. De har et
venligt barn, Hr. Magnus Hesselholt, men hun er nu en gang slet ikke bogligt begavet.” Sådan omtrent faldt ordene den dag i 1952, da en alvorlig skoleinspektør bragte min far meddelelsen om, at hans niårige datter var en fiasko, i al fald hvad skolen angik. Nu var jeg så heldig at have en far, der kendte sine børn godt og vidste, at de såmænd var meget normale. Lidt dovne måske. Og temmelig ordblinde. Det sidste var han nemlig selv.
Han gik altså i brechen for sin unge, og det endte da også med, at
jeg i stedet for uhjælpeligt at havne i hjælpeklassen blev gelejdet ind på et
hold for ordblinde børn. Men etiketten ikke egnet blev hængende i alle de år, jeg gik på skolen. Og denne ville ikke indstille mig til gymnasiet, så far måtte punge ud til en dyr kostskole. Her klarede jeg dog gymnasiet fint og tog da også senere mine universitetseksaminer til tiden.
Men andre børn var ikke så heldige at have en far som min, og det er ikke godt at vide, hvad der blev af dem. Mange blev selvfølgelig fejlanbragte. Og det på grund af nogle prøver, som de voksne troede så blindt på, at de slet ikke kunne se børnene bag tallene.
I denne tid læser og hører jeg med stor undren om de nyeste tiltag inden for folkeskoleundervisningen.
Det drejer sig, så vidt jeg kan bedømme, om forordninger, der med ét hug vil
føre skolen tilbage til tiden før Grundtvig og Kresten Kold og nedbryde de fremskridt, der har gjort den danske skole så unik.
”Vi må skabe en stærkere evalueringskultur i folkeskolen,” hørte jeg forleden
Bertel Haarder sige. Og derfor skal der indføres flere tests af børnenes paratviden, mener han. Ja virkelig: så kan man tidligere sortere (læs: fejlsortere) børnene i forskellige grupper, så man kan skelne mellem dem, der er noget værd, og dem der er værdiløse. Og systemet kan tage sine forholdsregler, så de dummeste smukt dumper derned, hvor de hører hjemme, og de klogeste når den top, hvorfra markedskræfternes frie spil udfolder sig aller friest. Uligheden vil dermed vokse, det er jo klart, men det er skam et godt tegn, det har vi selveste landets socialministers ord for. Ulighed skaber nemlig dynamik, siger hun. Og det er sikkert sandt nok, og den materielle velstand vil måske nok vokse. Men jeg tror ikke på, at tingenes
trivsel er det største gode i samfundet. Det er menneskers trivsel, vi skal tænke på, ikke hårtørerenes og bilernes og deodoranternes og cyklernes og gummiskoenes og salgstallenes og alle de andres tal.
Og der er mange, der vil blive tabere i det spil. Og så giver jeg for resten pokker i en dynamik, der lægger dynamit under de svageste.
Jeg mener ikke, at skolebørn først og fremmest skal vurderes på, hvor megen
paratviden, de har fået indterpet. Terperi og tom udenadslære hører Den sorte Skole til, og jeg kan ikke for alvor tro, at Grundtvig og Kold har levet
forgæves! Nej, vi bør vurdere børnene på helt andre evner: f.eks. hvor
ordentligt, de forstår at opføre sig over for hinanden, hvor rare børn de er,
hvor gode de er til at lytte, både til læreren og til hinanden, og hvor ivrige
og interesserede de er i det, de laver og i der foregår omkring dem. Alt sammen egenskaber, man ikke kan måle i en test.
Selvfølgelig skal børnene også hen ad vejen tilegne sig færdigheder af faglig karakter, men det er efter min mening en forkert vej, man går i øjeblikket. Og muligvis kommer man ikke uden om evaluering af voksne menneskers viden, når de studerer.
Men man bør ikke teste børn på den måde og slet ikke stemple dem med tal. Det er for primitivt.
 
 

22 – Anekdote 4 –

Udgivet den af
Svar


Kilde: Lars Hesselholt: Hulsigminder – fra Kandestederne til Tranestederne.
Onkel Lars’ lille erindringsskrift er en af de fineste kilder til viden om folk i Hulsig og omegn fra omkring hundredeårsskiftet ( 1900) – han foretager en skriftrejse fra Kandestederne til Tranestederne og omtaler omhyggeligt gård efter gård – og fortæller samtidig små historier om folkene, der boede der. Årstal er der ingen af, så her må man gætte sig frem.
Han skriver sådan her om stedets liv i almindelighed: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, såvidt jeg mindes det fra min barndom ( født i 1893) , som en samhørende familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik en godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik en dårligt. Det var en ret ufrugtbar egne, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.
Beboerne i det lille, men langstrakte samfund, var nok lidt særprægede. Jeg har vist været i hvert hjem fra Kandestederne til Peter Tranes og kendte alle beboerne og havde et indtryk af alle.” ( side 52)
Onkel Lars beskriver dem nu gård for gård. Enkelte skilte sig dog ud som særlige personligheder, og om dem går der nogle historier. Her er et par af dem. Mads Mortensen var en af de mere velhavende gårdejere, han var dygtig til at drive gården og tjente desuden en del ved at sælge martørv. Der har været penge på kistebunden i det hjem. Og så var han slagfærdig.
En dag blev han inviteret til Gaardbogaard af etatsråd Jørgensen, der netop havde bygget et tårn på herregården. Bønderne stod nu i tårnet og kiggede ud over landskabet. En af dem var temmelig pralende, han kunne altid mere end de andre, mente han – det var Peter Madsen. Nu så Peter ud over havet og sagde: “Herfrå ka’ a si hiel til Læsø – det ka’ I ajjer nok intj!!!” – “Ka’ du intj si længer?” spurgte Mads Mortensen. -“Ka’ du da si længer?, spurgte Peter Madsen. – “Jo,” sagde Mads Mortensen, “a ka’ da si månen, det er da længer hen.”
En anden gang var Mads Mortensen hos købmand Møller i Skagen. De var lidt fine på den, de købmænd. Hørte absolut til det finere borgerskab, og det gjorde bønderne i Hulsig absolut ikke – og det fik de undertiden at mærke. Men Mads lod sig aldrig mærke med noget, og smalltalk jordede han med fornøjelse. En dag spurgte købmanden til hans helbred. Jo, mente Mads, det var nogenlunde, dog havde han problemer med den ene ben. Jamen, det var alderen, bedyrede købmanden. Vrøvl, svarede Mads, hans ben var lige gamle, og det andet fejlede ingenting.
Mads havde en kone, der gerne ville være lidt fin. Det var hun jo nok også, men ikke så fin som dem i Kandestederne – der havde den finere kogekunst holdt sit indtog med Kokholms Hotel og de mange rige badegæster. Der havde Ane hørt om uhyrlige ting så som safran, der kunne farve det kedelige grå mad om i lystige farver. Sådan et mirakelmiddel ville hun også gerne eje. Og Mads fik besked på at købe – men glemte det gang på gang. En dag huskede han det imidlertid og sagde til Møller, at han da for resten skulle have safran med hjem til Ane. “Jo, men safran, det er jo dyrt,” købmanden så skeptisk på bondemanden, der stod der i sit ikke alt for rene tøj. Et lille brev på et halvt gram kostede skam 25 øre ( mange penge dengang ) – Godt, sagde Mads, “lad mig så få et pund.” Købmand blev lidt hylet ud af den – det var et voldsomt køb, og desuden, hvem kunne betale det? “Ja, a hår da pæeng med!” sagde Mads og holdt på sit. Enden på det blev, at købmanden måtte gå rundt til alle sine konkurrenter og indkøbe safran, indtil Mads havde sit pund. Det betalte han og gik stolt hjem til Ane. – “Så håer a safran til dæ, Ane!” skulle han have sagt, da han kom hjem, og min onkel Lars er ret sikker på, at der nu efter alle disse mange år stadig må være gemt temmelig meget safran på loftet.

Onkel Lars har en sørgelig fortælling med i sin lille bog. Den handler om min tipoldefar Chr. Krøgh. Han boede i det, der hed den nordre Krøghsted ( det blev for år tilbage købt af Martin Gårdlund, som købte begge Krøghstederne, og han brød det her sted ned og byggede det sydlige Krøghsted om til en stor gård – det er den, der nu ligger lige nordvest for banen, længerne er i dag lavet om til sommergæster ) – i den nedbrudte gård boede min tipoldefar Christian Krøgh og hans kone Christiane. Chr. var musikalsk og spillede fantastisk violin – folk kom i hjemmet for at høre ham. Men han var desværre også alkoholiker, og det kunne han ikke leve med. En dag gik han op på loftet og hængte sig. En dag mange år senere besøgte min farmor, Lise, sin bedstemor ( Christiane ) Hun var en lille pige og glemte aldrig, hvad hun oplevede den dag. Bedst som de sad og hyggede sig, hørte de trin på trappen til loftet – derefter hørtes en vandre frem og tilbage deroppe, og min farmor spurgte sin bedstemor, hvem det dog kunne være, og Christiane svarede den lille: “Ved du ikke, hvad dag det er? Han kommer altid en tur på loftet på sin dødsdag.” Den lille pige var ikke bange, hun gik på loftet for at se efter den døde bedstefar, men loftet var tomt.

Farmor døde, da jeg var 11 år. Hun fik brystkræft og ville ikke opereres, og jeg ved ikke, hvor længe hun så levede med sygdommen, men jeg husker hende som stilfærdig og ret alvorlig – men hun snakkede ikke til os børn, ikke til mig i al fald, og på et tidspunkt kom hun på Skagen Alderdomshjem, hvor vi ganske vist besøgte hende, men heller ikke her synes jeg, at hun var snaksom. Ikke over for børn. Jeg husker hendes bagværk. Hun bagte fantastisk gode kager. Min farfar har jeg jo ikke kendt, han døde i 1919.
 

21 – Oktoberbilleder fra Tranestederne

Udgivet den af
Svar


Her er en lille række billeder, alle taget i oktober. Solopgang og aftenhav og et kig ind over Hulsig Hede. Så er der et enkelt billede af den gamle gård, Hesselholt, heldigvis er udhusene bevarede. På et af billederne skimtes en lille sælunge. Den lå en morgen på stranden, men flygtede ud i vandet, da jeg kom nærmere, her vendte den sig om og betragtede nysgerrigt betragteren – da vi havde studeret hinanden en tid, gik ( svømmede) vi hver til sit.
Solopgangsbilledet er rødt og solnedgangsbilledet er gult – det morsomme er, at begge fænomener er lige smukke på Kattegatsiden. Når solen går ned i Vesterhavet i norvest, farves himlen gylden eller rødlig hos os i sydøst – vi kan altså se både solopgange og nedgange på vores side af den smalle Odde.
To gange om dagen kan vi altså synge Ingemanns “Der står et slot i Vesterled/tækket med gyldne skjolde.” Vi synger så blot Østerled.
 
 
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Der vil nu blive en lille pause i min indsamling af materiale til Skagensprojektet. Nu kalder jeg det et projekt om Skagen, men i  kategorilisten er det jo benævnt anderledes, nemlig som planlægning af en hjemstavnsroman – og det skulle jo gerne ende med sådan et fænomen. Gerne og måske. Mere tør jeg ikke love.
Jeg fandt i dag et billede af min morfar stående foran Hulsig Brugs, og det stammer vel sagtens fra engang i 1920’erne – fik lov at affotografere det, heldigvis, og selv om vi ikke lige snakkede ophavsret, så vil det helt sikkert flyve på bloggen, når jeg igen er hjemme i mine vante omgivelser og med min egen hardisk. Lidt efter lidt vil jeg indsamle så mange billeder som muligt.
Forleden gik jeg en tur på kirkegården i Hulsig – fra grav til grav – og allerede nu synes jeg, at jeg kender de fleste: Ah ja, men se: der ligger nu Peder Madsen, og det var ham, der altid var så slagfærdig, og der hviler Mads Mortensen, som købte et pund safran af købmand Møller i Skagen, og der ligger jo selveste Peder Hjort og der Mads Kokholm o.s.v. og jeg fortalte dem så småt om deres snarlige genopstandelse i en muligvis ikke helt naturtro skikkelse, men alligevel: “I skal ikke tro, I bliver ringere, end I var i gamle dage, når jeg haler jer frem i lyset,” det lovede jeg med oprejst pande, og hørte dem sukke vantro rundt om. Somme tider er jeg måske for respektløs, og det må jeg selvfølgelig ikke være. Her mellem grave gik det op for mig, at det er levende mennesker.
Efter romanen vil jeg jo gerne kunne se hver enkelt i øjnene.
Og nu til noget helt andet: Jeg vil lige minde evt. læsere om, at en julespøg er under opsejling. Det er vist rygtedes.
Den lægger hovedet på bloggen 1. december. Og dag efter dag i 24 dage.
Jeg har sikkert også røbet, at den hedder: “Ved Julelampens Skæg.” Og det betyder ikke, at der ingen julemand optræder, det gør der i al fald, men han er aldeles skægløs, og desuden: julelampen, altså hvis den skulle have været forsynet med et såkaldt skær,  kunne let henlede tanken på den rene trivial-jule-romantik, og den slags bliver der ikke meget af, men jo alligevel en lille smule. Ellers ville der jo slet ikke optræde nogen julelampe.
Og skæg er der. Masser af skæg, men som sagt, det sidder ikke på nogen julemand.