Engle 11. Skabelsesberetningen

Udgivet den af
Svar

Jeg gik på jagt i bunken af børnetegninger for at finde nogle ansigtsengle – en af de mindste små kom tæt på, synes jeg. Han vidste ikke, hvad engle er for størrelser, men ansigter kendte han, og da det er det vigtigste kendetegn ved ansigtsenglene, så accepterer jeg hermed hans løsning.
Det er ikke i Biblen, vi hører om englenes oprindelse. Men det gør man i flere af de religiøse tekster, der er samtidige med beretningerne i 1. Mosebog. F.eks. i Jubilæerbogen. Denne bogs indhold åbenbarede Gud for Moses, da han kaldte ham op på det hellige bjerg og gav ham stentavlerne med de 10 bud. Jubilæerbogens skabelsesberetning minder rigtig meget om den, vi kender fra Bibelen, dog er der den markante forskel, at vi her hører om englenes tilblivelse. Ja, Gud fortæller hele historien til en engel og beder ham skrive det hele ned for bagefter at læse det højt for Moses, som så igen skal skrive det ned. Lidt fråds af tavler, kan man måske sige!
I al fald er det i første omgang englen, der fører pennen. Derefter skriver Moses efter diktat. Her er et par uddrag af bogen, citeret efter Hammershaimb m. fl.s hæfte nr. 3 af “de gammeltestamententlige pseydepigrafer”:
“Og han ( = Gud ) sagde til ansigtsengelen: skriv ned for Moses fra skabningens begyndelse ….  …( og senere) …  Og ansigtsengelen talte til Moses alt efter Herrens ord og sagde: Nedskriv hele beretningen om skabelsen, hvordan Gud Herren på seks dage fuldførte hele sit værk og alt, hvad han skabte, og holdt sabbat på den syvende dag og helligede den for al evighed og gjorde den til et tegn for hele sit skaberværk. Thi på den første dag skabte han himlene, som er oventil, og jorden og vandene og alle de ånder, som tjener ham: ansigtsenglene og helligheds englene og vindenes ånds engle og skyernes engle og tordenens og lynenes og kuldes og hedes ånders engle, og vinter og vårs og høsts og sommers og alle hans skabningers ånders engle, som findes i himlen og på jorden og i alle dybets afgrunde, og mørkets ånders engel, aften og nat, og lysets, gry og aften, som han har skabt i sit hjertes visdom.” ( Citat slut. Side 192 )
Vi hører også, at englene er flittige lærere for Adam. De giver ham ligefrem et kursus i fornuftigt landmandsskab. Der står ( citat side 196) “Og i den første uge af det første jubelår var Adam og hans hustru i Edens Have i syv år og dyrkede og vogtede den, og vi ( det er ansigtsengelen, der taler ) gav ham arbejde og lærte ham at gøre alt det, der er åbenbaret om dyrkning. Og han dyrkede den … han samlede dens afgrøde og spiste, og dens overskud lagde han hen til sig og sin hustru, og han lagde det hen, som skulle gemmes.” (citat slut).
Ansigtsenglen er den agerende engel i denne passage, men hvordan den ser ud eller tænker og føler, får vi ikke at vide. Den fungerer. Og det er nok. Vil vi vide mere, må vi bruge fantasien eller spørge de små børn.
 

52. Harry Søiberg: Skagen

Udgivet den af
Svar


Spirbakken – det var her, Harry Søiberg gik strandvagt. Den dag, vi gik turen fra Gammel Skagen og til Spirbakken var det stille og fredeligt vejr.
Som man kan se, hvis man går tilbage i kategorien “Hjemstavnsroman” så er Harry Søibergs fortællinger fra Skagen behandlet i et af de tidligere indlæg. Her kommer nu et lille erindingsglimt fra bogen: “Skagen” en antologi udgivet i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum i 1969:
Kort om Harry Søiberg: han levede fra 1880 – 1954 – skrev bla, folkelige fortællinger med temaer fra livet ved Vestkysten og Skagen. Boede i Skagen i sine sidste år.
“Der er ligesom et stedse rindende Væld i os eller et stof af selve Hjemstavnen, der befolker os og fører os fra de fjerneste Egne til de hjemlige Steder. Mange Gange har jeg genskabt i mit Indre det smalle Land deroppe, som strækker sig ud i Havet, saa lavt, at naar Havet staar paa i en Storm, er det kun til at øjne som en Taagebanke i Søen.
Hvem kender ikke den Følelse, at et Navn bliver til et Digt, Skagen, dette Sted, der for saa mange har været en Verden, der fik Evner til at vokse.
Efteraarsvejret er begyndt. En Dag kommer Havvinden, skurende mod den vestre Gavl. I Ugevis kan den blive ved, den fører en Larm med sig fra Brændingen, der vælter ind i Havstokken. Den kommer ligesom springende ud fra de sidste Bakker, gennem Lyden har man en Fornemmelse af et Legeme, fantastisk, hylende, fyldt af vild Styrke.
Et Øjeblik kan der blive stille midt i Larmen, saa har Vindstødet naaet Gavlen, som den tørner imod med et Pres, der tiltager, saa Muren staar spændt og truer med at give efter. Et Nu slapper den sit Tag, saa rejser den sig igen og bliver ved at tiltage en lang Stund. Om Nætterne kan Sindet gribes af Angst for, at det er selve Havet, der kommer over Landet.
I disse Nætter tager Strandvagten sin Tørn langs Havkanten, to ludende Mænd, der vader frem ligesom med Tove spændt over deres Skuldre, slæbende paa en ubegribelig Byrde. Til Tider sidder de fast i Vindstødene som i en Kløft, til de pludselig slippes løs og er ved at falde fremover.
Naturens Kræfter er som en Gud, der gør Menneskenes Magt ringe. En saadan Nar kan det hænde, at Budskabet kommer til Husene, at det blusser paa Havet …. den, der blot har oplevet det en Gang, bliver paa mange Omraader visere end forhen.
Jeg husker en saadan Stormnat, hvor jeg selv fulgte med Strandvagten fra Gl. Skagen til Spirbakken, en Milsvej vesten for Byen. Vi var tre Mand, kl. 6 i Mørkningen gik vi hjemmefra. Grunden til, at jeg fulgte med Strandvagten, var, at der en Ugestid før var strandet en Skonnert ved Spirbakken, som ikke var blevet observeret. Den var drevet i Land ved fire Tiden om Eftermiddagen, under en Orkan af Norost med Snebyger, og først næste Formiddag ved elleve Tiden kom Redningsbaaden til Stede. I 17 Timer stod dette Fartøj klods imod Land, knap et Stenkast ude, uden at blive observeret af Strandvagten, der i Løbet at Natten havde passeret Stedet flere Gange. Kun en Mand af Besætningen kom i Land og blev fundet oppe i Klitplantagen i hjælpeløs Tilstand.
Vi var Mænd i vor kraftigste Alder, men til Tider kom Vejret med en saadan Styrke, at vi maatte opbyde al vor Kraft for blot at blive staaende. Det var, som om vi sad fast i en sejg Masse uden at kunne flytte Arme eller Ben. Havet var steget som en Stormflod, sine Steder laa Havsprøjtet i Meterhøje Lag to til tre Hundrede Alen op i Landet. Havet kom væltende ind mod Brinken af Havbakkerne, saa hele Styrtsøer fløj ind over os, som stod vi i Stævnen paa et Skib, skønt Brinkerne kunde være 20-30 Alen høje. Det var vor Opgave at holde os ude langs den yderste Kant af Klitterne for at have Udkik over Havet, en Mil skulde vi kravle fra Klit til Klit mod en Storm, der havde en Vægt, som bar vi en Mand paa vor Ryg.
Stormen rev en saadan Sandmasse med, at Luften bogstavelig talt var bare Sand, baade Øjne og Næse stoppedes til, det kom med en Styrke, saa Ansigtshuden ligefrem skuredes af. Sine Steder blev vi drevet væk fra Havet, halvkvalte, og maatte smide os i Læ bag en Klit oppe i Landet for at puste ud og komme til Kræfter, før vi paany kunde arbejde os frem. Var der kommet en Stranding den Nat, vilde det skyldes et Tilfælde, om det var blevet observeret. Fire Timer var vi om at tilbagelægge denne Mil, og det sidste Stykke af Vejen maatte vi kæmpe som halvdøde Mænd uden anden Tanke end blot at naa frem.
Om Vinteren kan Himlen være dækket af Skyer saa længe, at det forekommer en, at Solen aldrig skal skinne mere. Landet er gravet ned i Mørke, blot et Stykke borte ligger Skylaget saa tæt ved Jorden, at man fra de nærmeste Høje synes at kunne række til Himlen. I disse korte, mørke Vinterdage ser man kun det røde Lys brænde bag de smaa Ruder, medens en Stilhed naar ud til en inde fra Husene.
Saa pludselig i Eftermiddagens Skumring befolkes den lange Gade, Mænd, Kvinder, Gamle, Unge, kommer ud af Husene, næsten alle sortklædte, Mændene i svære Klæder, Kvinderne ofte med sorte smukke Sjaler med Silkefrynser. I Hænderne bærer de Salmebogen og Bønnebogen fremme, over Ansigterne ligger noget ubevægeligt, der gør Udtrykket strængt. Det er Befolkningen, der gaar til Kirken eller til Missionshuset.
Solen har været helt nede i Sydvest bag Bakkerne, hvor dens røde Ild har glødet i de korte Vinterdage. Vinteren har været en lang Rejse gennem Uger af graa, tunge Dage. Men en Dag begynder Lærkerne pludselig at synge, og Havet bliver stille. Ikke et Sted kan man færdes uden at høre Tonerne ringle ned gennem Luften. Skyggen af Husene strækker sig sønden ud over Markerne, medens den nordre Mur ved Aftentid begynder at lyse lang Vej med skinnende Farver. I Ruder, hvor Maaneder ikke en Solstraale er faldet, der flammer nu den røde Solild, som bliver hele Landet vendt fra Syd mod Nord. Ofte kan en enkelt Sky være hele Dagen om at naa ud af Syne, eller en Byge trækker op med Regnen slæbende efter sig hen over Havet og Landet. Mellem de vintergule Straa begynder det grønne at gro, og Grønsværet faar sin frodige Farve.
Faarene hentes hjem fra Klitterne, hvor de har gaaet Vinteren igennem, da Lammetiden er inde. Hver Dag bringer nye smaa Lam til Verden, og dette spædbarnagtige Lammebræg omkring Husene er Foraarets sikre Bebuder herude paa Kysten. Det høres fra alle Kanter, og rundtom paa Hjemmemarkerne gaar Moderfaarene lubne og uformelige i deres Vinteruld, der begynder at løsne sig og hænge i Taatter, nu Solvarmen er kommen.
Foran mit Hus strækker sig en stor Slette, en Sandmark, der nu er tilgroet og jævnet af Vestenvinden. Derfra kan man se Grenens Fyr og Højens Fyr og det røde Lys fra Revets Fyrskib blinke. Ved Vintertid er denne Slette en aaben Vej for Snestormene, naar de staar Nordost ind fra Havet. Nu ligger den under en solblændende Himmel, der strækker sig saa vidt og hvælver sig saa højt, at det overskuelige Land bliver forunderligt lille. Der gaar nu Fugletrækkets Vej ved Dag og ved Nat. Derfra sætter de flyvende Skarer ud over Havet til Nabolandet i Nord, som ligger gemt nede bag Havrundingen.
I Foraarsnætterne kan dette vældige Rum fyldes saa pakkende tæt af Fugleskrig, at det lyder, som om det er alt Jordens Liv, der er paa Vandring.
Vesten for Byen strækker et øde og vildsomt Klitland sig langs Havet, hvor ikke en Gaard eller et Hus findes, for Øjet har der ikke været andet Liv derude end nu og da en flygtende Hare, en sky Ræv eller et enligt omstrejfende Raadyr. Nu ligger dette Landskab solbeskinnet, de mørke Høje er blevet lyse, og de lyngklædte Sletter minder om blinkende Vandflader. Ude over Sivene tumler Viberne sig i bratte kast, og ved Aftentid kan man høre de første Frøer kvække, medens luften krydres af lune Dufte af Paars og Graaris.
Paa disse Dage bliver der Travlhed paa Havet, fra Nordhav og fra Sønderhav hamrer Fiskerkutternes Motorer deres Slag ind over Landet. Og saa en Dag staar pludselig Fiskerflaaden ind, jeg saa den en Aften komme, det var, som en Eventyrby dukkede op af Havet. Længe før Lanternerne var til at øjne, saa man det lysne i Mørket over Havet ligesom Lysskæret, der kastedes mod Himlen fra en By. Og kort efter kom denne Hærskare af grønne og røde og hvide Lanterner op over Havrundingen, som var det en festsmykket Stad, der kom sejlende ind.
Og saa er de lyse Nætter inde, Skagens lyse Nætter, hvor Solen kun for en kort Stund dukker ned bag Havfladen i Nord, medens Himlen bliver ved at lyse og rødme fra Solnedgang til Solopgang. Man kan ligefrem se Dagen staa derude bag Havet og vente, ikke længere borte end man synes at kunne ro derud i en Baad.
 

Anna

Udgivet den af
Svar


Skal døbes d. 1. april, og det fortæller hun her bamsen. Og som man kan se, er det ingen lavmælt oplysning: det råbes ud, og bamse lytter.
Annas mor, Mette, er fotografen.

Intermezzo: Ny kategori – billeder

Udgivet den af
Svar

Der vil poppe en ny type indlæg ( oplæg?) op på bloggen … det er popkorn af en særlig art = billeder. Og jeg skulle lige til at skrive familiebilleder. Men nej!
Det bliver billeder med vidt forskellige temaer, men ikke nødvendigvis med direkte tilknytning til de emner, jeg ellers behandler på bloggen. Lyder det uklart? Så er det fordi, jeg ikke er helt sikker på, hvad det går ud på. Her lader vi følelse og intuition tage føringen, det kan der måske komme noget godt ud af. Vi ser.
Og så en lille opfordring til børnene: send mig endelig tegninger om 1) hede og klitter 2) hav og himmel og både 3) fisk 4) fiskere 5) strand 6) får, geder, køer og hunde 7) hyrder med hyrdestav. Og selvfølgelig stadig trolde og hekse – og sidst og mest masser af engle!

Engle 10. Lidt mere om engle

Udgivet den af
Svar


Kirkesangeren i Sem Kirke, Henrik Kristensen, sendte mig dette smukke billede af en engel, der spiller for jomfru Maria, der gør et lille ophold under flugten til Ægypten. Samtidig fulgte en artikel om engelen af Dorthe Falcon Møller. Jeg takker for begge dele – man skal jo tage til Sem for at se kalkmaleriet i naturel. Det vil jeg gøre. Men foreløbig kan man nyde billedet her og læse et par citater fra artiklen.
Et par citater fra artiklen: D.F. Møller fortæller, at Bibelen ikke beretter meget om rejsen til Ægypten. Der skal man gå til det apokrype skrift: “Palmetræsunderet”. Her fortælles, at det lille Jesusbarn befalede et palmetræ at bøje sig , så den sultende og tørstende familie kunne plukke af træet. Citat fra artiklen:
“Skønt palmeunderet skete under et ophold på rejsen, har det ikke direkte forbindelse til motivet “Hvilet under Flugten”, der først optræder som selvstændigt billedtema fra sidste halvdel af 1300-tallet.  …. “…  “Dette billedtema er helt enestående i nordisk sammenhæng, ikke mindst på grund af den lovprisende musicerende engel. I europæisk kunst kendes ganske få billeder med en musicerende engel på motivet, men de er af yngre dato. Mariatilbedelsen havde i senmiddelalderen fået et opsving, og meget ofte var netop andagtsbilleder med Madonna-fremstillinger forsynet med lovprisende englemusikanter. Derfor har Sem-englen en helt logisk plads på kalkmaleriet.” ( citat slut).
Kalkmaleriet er fra omkring 1510.

51 – L. Holst: erindringer fra 1860'erne

Udgivet den af
Svar


Her ses Holsts Gård – Et gammelt billede- men vi kender udmærket ejeren, nemlig  fra et tidligere indlæg, der handler om hans store indsats med at tilplante egnen syd for Skagen: Skagen Plantage. Se Skagen 42 under kategorien: hjemstavnsroman. Han var da medlem af byrådet.
Herunder et pluk af hans erindringer:
( Citat fra Skagen – en antologi i anledning af Skagens Biblioteks 100-års jubilæum)
L. Holst Erindringer fra 1860’erne:
For dem, der en Sommerdag kommer til Skagen og fra Banegaarden ser det Turistliv, der rører sig paa de makdamiserede Veje mellem velbyggede Huse, der ofte er omgivet af lidt Have, vil det falde vanskeligt at tænke sig, hvorledes Byen saa ud for 50-60 Aar siden.
Der var dengang ikke Spor af ordentlig Vej igjennem Byen; der gik vel en Hovedvej igjennem den, men den var næsten altid daarlig, om Sommeren af Flyvesand, og naar dette i Efteraarsstormene føg bort, stod Vejen under Vand lige fra Byfogedgaarden til Stenrimmen, hvor nu Bager Winther bor. Der foretoges intet for at læmpe Sandflugten i Byen, den blev derimod fremmet ved, at de ved Vejen liggende Beboere om foraaret fyldte Sand i de om Efteraaret og Vinteren opføgne Vandhuller i Vejen. Ved Vestenstorm føg Sandet som tæt Snefog igjennem Byen og lagde en Mile snart hist, snart her. I ældre Tid havde Beboerne derfor i Regelen bygget deres Huse paa Højder for at være sikker paa, at Sandet ikke skulde lægge sig over disse, og hvor man byggede lukkede Gaarde med 3 a 4 Længer, var næsten altid de Huse, der laa mod Øst og Vest, byggede i Vinkelform for at forhindre, at Sandet lagde sig op ad Husene. Sandstormen var saa almindelig og saa tæt, at alle Ruder i de mod Vest vendende Vinduer blev matte, de blev ligefrem “sandblæste”.
Beboelsesforholdene i Skagen var meget ringe, saa godt som alle Huse var opførte af Træ med Fjælbeklædning og tækkede med Straa, 12-14 Alen lange, 8 højst 10 Alen brede, sjældent mere end 3 Alen høje under Bjælken. – De almindelig Fiskere havde i Regelen 2 Stuer, Kjøkken og Bryggers eller Fremmers, som det kaldtes; der opbevaredes den saltede Fisk. Sovekammeret brugtes hos de fattigste til Opholdsrum. Det var forsynet med fast Sengested eller Alkove, med Bilæggerovn, i Regelen Husets eneste, med en Træramme omkring Overpladen for derpaa at kunne tørre strandet, havareret Korn. Der faldt gjærne Kornstrandinger om Efteraaret og Vinteren, og ofte udgjorde det indbjergede Korn den væsentligste Føde for Beboerne, skjøndt det ikke altid var helt ubedærvet. Næsten alle Kornsorter blev brugt til Brød, Hvede, Rug og Havre, ja selv Ærter og Vikker.
Over Bilæggerovnen var endvidere anbragt en Trærække, hvorpaa der om Vinteren, naar det stod med fugtigt Vejr, blev anbragt saltede Rødspætter til Tørring, hvad der just ikke bidrog til at forbedre Luften i de smaa Rum.
Ydervæggene i Stuerne var gjærne opmurede med raa, soltørrede Sten indenfor Fjælbeklædningen og hvidtede. Alle Skillerum, Skorsten og Ovn var af samme Materiale; Ovnene ofte anbragt under Fyrstedet i Kjøkkenet eller i Bryggerset. til Belysning anvendtes sædvanlig Trannen, man fik af Torske-, Kuller. og Rokkelever; en saadan Tranlampe var altid i Kjøkkenet og undertiden ogsaa i Stuen, hvor der da var en Trætragt i Loftet for at fjerne Osen. Lanpen bestod af en aaben oval Jernskaal, der hang i et Jernstativ. Skaalen var spids i den ene Ende, hvori der babragtes afbarket Siv som Væge, nedenunder var der anbragt en mindre Skaal til at opfange Dryppet; den kaldtes en “Tigger”.
Hele dette Belysningsapparat var sodet og ildelugtende, og naar dertil kom, at Fiskernes vaade Tøj om Vinteren blev tørret ved Kakkelovnen, vil man kunne forstaa, at Atmosfæren i et saadant Sovekammer var langt fra Idealet. I de ældre Huse var der blyindfattede Ruder i Vinduerne, der næsten aldrig var til at aabne.
Imidlertid var hverken Vinduer eller Døre, sommetider heller ikke Ydervæggene, tætte; der var jævnlig Tilgang af frisk Luft igjennem de smaa Rum, og dette bødede jo endel paa de hygiejniske Forhold. Klæder, Linned og Sengetøj var der ikke meget af, det var sjældent, der var mere Sengetøj end til det daglige Brug. I Regelen dannede Halm Underlaget i Sengene, til Puder og Overdyner maatte de paa Stranden fangede Maager levere Fyld. Renligheden stod ikke paa noget højt Standpunkt, det var en Sjældenhed, at Mændene badede, Kvinderne aldrig.
Latriner kendtes kun af de mest velstillede, de blev nærmest betragtet som Luxus; Beboerne besørgede gjerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.
 
 
 

 
 
,
 

Engle 9. Vejet og fundet for let.

Udgivet den af
Svar

Endnu et lille englespring, nu jeg alligevel er ved kalkmalerierne.
Og lige et NB: Hvis du vil læse mere om engle, kan du gå ind i kategorier og vælge kategorien “engle” –  der kan du f.eks. læse en del mere om ærkeenglene.
Men en af ærkeenglen Mikaels, ( krigs- og lægeenglens) bijobs er at veje menneskesjælene, før de for al evighed anbringes på rette sted i det dertil indrettede himmelunivers ( eller helvedunivers ) – Efter sigende skulle han snyde på vægten – det viser i al fald gamle kalkmalerier, og det kan jo så være en trøst.
Men det er også Mikael, vi kan regne med, når ulykkerne tårnet sig op, og vi bliver sårbare. Så er han på pletten. Han er altså også en vaskeægte skytsengel.
Alligevel er der noget skræmmende ved den smukke Mikael – ganske vist hjælper han i nødens stund, men han er jo også den engel, som Gud sætter på de barskeste opgaver: han hjælper Gud med at udslette hele eller halve folkeslag, eller han sprede skræk og rædsel blandt dem, når det er sådan, det skal være, f.eks. i Anden Samuels Bog. Her er der ingen blødsøden medfølelse, og Mikael bibringer endda folk pest, så de dør på stribe. Der står i vers 15. : “Og der døde 70.000 Mand af Folket fra Dan til Be’ersjeba. Da Englen rakte sin Haand mod Jerusalem for at ødelægge det, angrede Herren det onde, og han sagde til Englen, som ødelagde Folket: “nu er det nok! Drag din Haand tilbage!” ( citat fra Bibeloversættelsen af 1931) – somme tider i den gode gamle Bibel hører vi Gud indrømme, at han ikke ALTID er Den Gode Gud …
Andre steder står der, at Mikael er den af Guds engle, der ligner ham mest. F.eks. da han går ind i den brændende ovn, hvor 3 jøder er i færd med at blive fortæret af flammerne – her stiller han sig kølende imellem dem, og kongen og hans mænd står udenfor og måber, og kongen siger: “hvem pokker er ham der den fjerde der, ja, ham, der ligner en Gudesøn.” Og det er jo så Mikael. En Gudesøn!
 
 

50 – C. Klitgaard: Fra Heksenes Tid – P. Christensen: lidt om Overtroen i Sognene nord for Hjøring

Udgivet den af
Svar


Tegnet af Theodor H H Hansen                  Tegnet af Andreas H H Hansen

Klitgaards tekst er fra 1915 ( Vendsyssels Aarbøger), og P. Christensens er fra 1922 ( V. Aarbøger) – så de to tekster er stort set samtidige. Klitgaard koncentrerer sig om 1600 tallets mange hekseberetninger, og de forekommer også hos Christensen, men de fleste af hans eksempler er fra 1800 tallet. Det er også sidstnævnte, der skriver:
“Vi saakaldte moderne Mennesker smile ad vore Forfædres Opfattelse af Livet og Tilværelsen og er saa tilbøjelige til at kalde deres Syn paa mange Ting for latterligt og naivt, og saa er vel Sandheden dog den, at vi intet har at lade dem høre i nogen Maade, al den Stund Overtroen blomstrer livligt den Dag i Dag.”( citat slut)
Det er næsten 100 år siden, Klitgaard skrev disse ord, men de kunne med lige så stor ret skrives i dag. Overtroen blomstrer, den har blot skiftet klædning.
I 1600 tallet led den jævne befolkning stor nød: der var en fattigdom, man dårligt kan forestille sig, og sult og kulde kendte de fleste til, de blev let syge, og døden var en hyppig gæst i alle hjem. I Politikens Danmarkshistorie kan vi læse, at 10% af befolkningen gik tiggergang på landevejene i 1660. Det var ikke hyggeligt at være dansker i det århundrede. Og slet ikke at være Vendelbo, om det så var Svenskekrigene i 1657-58 nåede de helt til toppen, og soldaterne hærgede og plyndrede, og i P. A. Gaardboes artikel fra 1882 ( Svenskerne som Fjender i Vendsyssel, Jydsk historiske og topografiske Samlinger), nævnes flere eksempler på mishandling af kvinder og børn. Det er måske derfor ikke så sært, at troen på hekse og trolde havde sin blomstringstid i samme periode.
At være heks var på sin egen makabre måde en udvej til at overleve fattigdommen.
C. KLITGAARD: HEXEN I JERUP

Klitgaard nævner to eksempler på forfulgte og henrettede hekse ( den ene en trold)
Den ene er en heks fra Jerup og den anden en trold fra Ålbæk. De er at dømme efter samtidiges beretninger lige lede begge to, og der findes i overleveringen utallige eksempler på deres onde bedrifter.
Mette Jensdatter hed heksen fra Jerup, og hun var det meste af sin tid omflakkende tiggerske – det er altid de fattigste kvinder og mænd, der udlægges som hekse, og sært nok tager de gerne titlen på sig, måske fordi det som sagt er en måde at overleve på. Alle frygtede dem og gav dem derfor, hvad de bad om – alternativet var jo at blive ramt af heksens onde kraft og derved komme i ulykke.
Mette nåede at leve i mange år, inden hun blev anklaget og dømt som heks. Af Landstings Dombog A. 1623 – fremstilles processen i detaljer. Første proces fandt sted ved Raabjerg Birketing, og der var tilkaldt en lang række vidner, der alle kunne bekræfte, at Mette var en heks. Til sidst bekendte hun sin brøde, og sagen blev overdraget Landstinget. Her sagde Mette dog fra og trak sin tilståelse tilbage, men det hjalp hende ikke. Landstingsretten var tydeligvis en “skueret” – se, hvilken heks. Og der var jo gode beviser. Eksemplerne nedenfor viser, hvor gode de var.
Keld Jensen var kommet i slagsmål med Mettes søstersøn, og Mette sagde til ham, at nu skulle han få “Last og Skam.”  Og sandelig, det holdt stik: et halvt år efter brækkede Kjelds lille dreng sit lår. Ergo …
De andre beviser var af lignende art. Mette var kommet i klammeri med folk, og hun spåede dem ulykke eller lavede sære fagter og gebærder, og kort tid efter ( somme tider dog lang tid efter ) skete der vedkommende en ulykke. Ergo …
Et andet vidne, Søren Pedersen i Aalbæk, fortalte, at Mette en dag var kommet til hans ( Citat fra Dombogen): “Stuedør, idet hun bed 3 Gange korsvis over sine Tommelfingre og derefter kastede sin Skindkjortel over Hovedet og vendte “Røven” ind ad Døren.” Herefter gik det galt for Søren med alt, hvad han foretog sig.
Høvisk optræden lå heksene fjern – og “Røven” og andre “Nederdele” var ofte på spil i deres adfærd.
Den stakkels Mette blev brændt på bålet 23. januar 1623 sammen med Klørknægt, troldmanden fra Ålbæk.
 

Heksen fra Jerup på bålet – tegning: Mette Hesselholt Hansen
 
 
C. KLITGAARD: TROLDKARLEN I AALBÆK:
Han hed Christen Sørensen, men kaldtes Klørknægt, og også han bliver dømt, efter at en lang række mænd og kvinder har bevidnet, at han har skadet dem med sine troldekunster. Han boede sine sidste 12 år i Ålbæk, og i al den tid var han berygtet for sin trolddom.
Bertel Jensen fortæller, hvordan han en dag ville hente sin pige hjem, som var på besøg hos troldmanden ( hvad hun så lavede der???) men Klørknægts kone nægtede at udlevere hende, og efter et voldsomt skænderi gik troldkarlen over til Bertels og gik demonstrativt aved om hans hus. Et år derefter mister Bertel sine heste. Og klart nok, det kan jo kun være Klørknægt skyld.
Alle vidneudsagnene er af samme besynderlige karakter, men de regnes alligevel for fuldgyldige beviser på Klørknægt forbrydelser. Her kommer et lidt morsomt eksempel:
“Laurids Thomsen i Aalbæk vidnede, at den Gang han holdt Bryllup, var Klørknægt med til Brylluppet, og da blev der lagt en død Høne under Lauridses Fødder, mens han sad ved Bordet; og straks derefter blev han med svar Sygdom betagen og laa saa længe, at han havde ogsaa mistet baade Heste og Køer.” ( citat slut)
Klørknægt havde i det hele taget noget for med bryllupper!! – her er et andet eksempel, og man kan virkelig undre sig over, at en så berygtet troldkarl kunne få unge brudefolk til at nyde brudenatten under hans tag. Men det skete altså, som man kan se af vidneudsagnet:
“25. Oktober vidnede Christen Nielsen i Aalbæk paa Gaardbo Birketing, at for 12 Aar siden, da han blev gift med Kirsten Lauridsdatter, var deres Brudeseng redt inde hos Klørknægts, og om Natten, som han laa i Sengen hos sin Brud, kom der en stor levende Tudse krybende op mellem ham og hans Brud, og han beskyldte Klørknægt for med Trolddom at have vist den til dem.” (citat slut)
P. KRISTENSEN: LIDT OM OVERTROEN I SOGNENE NORD FOR HJØRING.
P. Christensen indleder som nævnt med at sammenligne fortidens overtro med nutidens ( 1922) ditto.  Han siger endvidere, at fortidens samlivsformer, og han tænker på folk på landet, var anderledes i den forstand, at man samledes om aftenen i gårdens stue: husbond, husmor, børn og tjenestefolk, og så gik snakken. citat: “… disse daglige Sammenkomster i det smaa har ydet et mægtigt Bidrag til bevarelse og Befordring af Datidens Overtro, i Særdeleshed hvad de mange Fortællinger angår.
Han giver nu en lang række eksempler på den slags “fortællinger”, som han har samlet op, og for flere af dem gælder det, at “folk” stadig tror på dem. Her et par eksempler:
“Klit-Kræn i Købsted fik aldrig Ro i “hans Hjemmen” efter hans Bedrift ved Tornby Strand. Hvad Ugerningen havde bestaaet i, blev aldrig opklaret, men sikkert var det, at Straffen kom over ham. Gamle Pastor Ulrich ( Sognepræst i Tornby) var flere Gange nede at iagttage Spøgeriet, i lige Maade Herren til Kjærsgaard ( den ældre Segelcke,) for ikke at tale om Sognets øvrige Beboere, men lige meget hjalp det; ingen kunde forhindre den underlige Banken bag Alkoven. Naar denne begyndte præcis kl.11 om Aftenen, fyldtes Huset med Uhygge, og da lagde Hustruen Arbejdet fra sig, foldede Hænderne og sukkede: “Saa i Jesu Navn!” Først da Bygningen nedreves, vendte Freden tilbage, men mange Aar efter holdt man dog ikke af at færdes forbi Klit-Kræns “Hul” ved Nattetid.” ( citat slut).
Det var som eksemplet her ret ofte forbrydelser begået mod forliste søfolk – plyndringer og drab, der forårsagede spøgeriet og holdt det kørende.  Et andet eksempel er fra Tversted:
“Her levede for hundrede Aar siden en Mand, der havde et meget daarligt Rygte paa sig. Det gik ham ogsaa ilde til sidst, idet han hængte sig. En frygtelig Begivenhed, han en Gang havde gjort sig skyldig i, førte ham i Ulykken. Under en heftig Storm drev to Sømænd ind paa et Mastetræ. De var endnu levende, da Tværsted- Manden traf dem í Strandkanten. Han udplyndrede dem for alt og skød derefter Mastetræet ud i Havet igen, hvor de to Stakler fandt en ynkelig Død. Straffen ramte ogsaa ham. Hver eneste Nat vandrede to tavse Mænd i Søstøvler hen over Mandens Sovekammergulv, frem og tilbage uden Ophør, en Omstændighed, der omsider bragte Hjemmet i Ulykke.” ( citat slut)
Noget, som folk stadig kan huske og som muligvis ikke er helt uddød på den her tid ( 1922), er, at man ikke bør tage på havet, hvis man på vejen derned møder en kvinde. Her er et citat:
“En for kort Tid siden afdød Mand sagde altid, naar han var paa Vej til Havet, at han hellere vilde møde “den gamle Kaal” end et Kvindemenneske. En snart firsaarig Fisker, der hele sit Live udelukkende har levet af Havet, sagde altid i fuld Alvor, hvis han traf en Kvinde paa sin Vej: “Se, nu kan vi ligesaa godt vende om, for vi faar intet ud af det i Dag!” Men for dog at øve en slags Modgift, spyttede han altid tre Gange efter Ulykkesfuglen og raabte: “Tvi, tvi, tvi!”
Mærkeligt nok, er det her ikke engang en gammel kvinde, der her tales om, det er kønnet i al almindelighed, der varsler ulykke.
Nu går Christensen over til at fortælle om heksetroen, som ligger “et par Menneskealdre eller længer tilbage i Tiden.” Han giver mange eksempler på navnkundige hekse fra det nordlige Jylland, men nævner ingen processer eller henrettelser, og man må formode, at de nævnte hekse florerede i 1700 – 1800 tallene, og i den tid var den barbariske afbrænding afskaffet.
“Løth-An-Mari fra Horne var en sådan heks, som efter sigende skulle have utallige ugerninger på samvittigheden – f.eks. forgjorde hun nabokonen, som blev dødssyg, men heldigvis kendte famlien en anden kone, som var “klog”, og hun var sært nok ingen heks, men hun kunne “vise igen” og hun fik synderen ( Løth-An-Mari) til at komme midt om natten over til naboens, hvor hun bider fast i en af vognakslerne og er ude af stand til at komme fri – hun må altså stå og gnave på den vognsaksel, indtil naboen omsider kommer ud og går hen til hende. Da løses trolddommen. Det havde den gode kloge kone, Maren i Vindblæs, ordnet.
Der var altså folk, som også havde overnaturlige evner, men som brugte dem til gode gerninger, f.eks. ved at tage trolddomskraften fra heksene. De kloge mænd og koner.
Et andet af overtroens fænomener er ritualerne. Og her giver Kristensen et morsomt eksempel:
” … hos en aldrende Mand, de kaldte Møller-Jens. Her var det ogsaa Konen, der pludselig blev saa “forkrækkele vag”. Hun brækkede sig og fik saa voldsomme Smerter, som skulde hun ha’ “lille Kaal”. To Skrædderpiger, som paa samme Tid logerede i Nabosengen, fik slet ingen Nattero. Da Smerterne tiltog for hvert Øjeblik, tog Møller-Jens en rask Beslutning og sagde: “Der maa være noget galt fat med dig An.mari, vi maa se, om vi ka’ lind dæ!” Han gaar ud i Stalden, vender straks efter tilbage med en saakaldt Øgpude, som han stiller sig op med uden for Sengen. Og nu sker det mærkværdige, at den syge Kvinde uden at mæle et Ord kravler splitternøgen gennem Øgpuden tre Gange. Derefter gik begge Ægtefællerne tavse til Ro. Hvad Indtryk den “Bestilling” gjorde på de to Ungmøer i Nabosengen, kan man nok tænke sig til. Men An’mari fik Ro.
Efter en gennemgang af mange eksempler på overtroens fremtrædelser i perioden 1700 -1900 slutter P. Christensen sin artikel med disse ord:
 
 
For Bevarelse af Landsdelens Historie gøres der Aar efter Aar et stort og fortjenstfuldt Arbejde, som vi ikke kan være teknemlige nok for, men anderledes forholder det sig med Sagnhistorien, der for en stor Del hidtil har været Stedbarn, og efter min Mening ganske med Urette, idet Sagnet saavel som det rent historiske Stof giver os Besked om Fortiden, om Folkenes Levemaade, Sæd og Skik, om end ikke ledsaget af saa haandgribelige Beviser. Det var at ønske, at mange flere – ogsaa inden for denne Landsdel – vilde tage et Arbejde op for Bevarelsen af danske Folkeminder, thi her kan alle være med. De nødvendige Oplysninger kan faas ved Henvendelse til “Dansk Folkemindesamling”, Det kongelige Bibliotek, København.” ( citat slut).
Som man kan se af  nedstående kopi fra Dansk Folkemindesamling” anno 2012, så har man taget tanken op igen, og her er frit slag for at fortælle, hvad nutidsdanskeren oplever af overnaturlige fænomener. Igen: Overtroen er i live. Her på sitet kan du lærer den at kende:

Overnaturlige historier

Dansk Folkemindesamling ønsker at indsamle folks egne historier og oplevelser
med uforståelige og sære hændelser. Det kan være et billede, der falder ned på
bestemte tidspunkter, uforklarlige skygger eller måske ligefrem ånder, der går
igen. Vi inviterer derfor alle til at bidrage med deres historie.
Gå til websitet
minhistorie.net og fortæl din historie »
Lektor Jørn Boisen skrev en artikel om hekse: “Når det myldrer med hekse” – Weekendavisen 18 juni 2010.
Her kommer han ind på det samme som de to ovennævnte lokalhistorikere, nemlig at der fandtes et utal af hekse navnlig i 1600 tallet. Men han konkluderer interessant nok, at man ikke ved hvorfor disse forfølgelser fandt sted. Han har nogle hypoteser, som jeg citerer her:
I tiden før reformationen tog munkene ( kirken) sig af de fattige, men efter den tid er de “samfundets” = “statens” problem, og han fortsætter:
“Men de fattige blev nu ( 1600 tallet) opfattet som en byrde, og denne fjendtlighed gjorde det nemmere at betragte dem som skadeforvoldere, der ikke fortjente hjælp, men straf. Det var ikke så meget deres køn som den større sociale marginalisering, der er den bedste forklaring på, at flest kvinder blev retsforfulgt. Heksepanikken opstod netop i de mest moderne egne af Europa og bredte sig til de mest tilbagestående. Måske er forklaringen på dette paradoks ganske enkel: Gutenberg og trykpressen i 1454, den første revolution i massekommunikation. Ligesom internet var trykpressen god til at sprede rygter, som var de reel information. Og trykpressen spillede en afgørende rolle i heksepanikken. …. Den engelske biskop John Hall skrev i 1650, at hekse plejede at være en sjældenhed, “nu opdager man flere hundrede i hvert eneste herred.” Han havde læst lokalavisen.” ( citat slut)

Den moderne Middelalder

Udgivet den af
Svar


Apropos oplysning
I øjeblikket sidder jeg begravet i gamle skrifter, samler stof til en roman, hvis handling udspiller sig på grænsen mellem 1700-1800 tallet. Lige nu gælder det overtro. I 1700 tallet havde oplysningstanken tændt et håb om, at det var muligt at kaste et lys af viden og fornuft ind over samfundene, så at uvidenhedens mørke og dermed det onde forsvandt.
Håbet lyste så stærkt og smukt, men lyset blev til bål og brand, og revolutionerne trak deres blodspor hen over samfundene. Og i kølvandet fulgte diktatur og absolutisme. I dag er humanisme i mange kredse blevet et skældsord. Oplysningstidens ideer er yt!
Og overtroen fik de bedste vækstbetingelser. Det var, som om Middelalderen vendte tilbage med al dens angst og mørke. Og krigene blev ikke afskaffede, de blev mere grusomme end nogensinde: læs f.eks. Tom Buk-Svientys ”Slagtebænk Dybbøl”.
Nej, men oplysning er godt nok, og Grundtvig har ret, når han skriver: ”Hvad Solskin er for den sorte Muld/ er sand Oplysning for Muldens Frænde.” Desværre var det ikke Grundtvigs tanker, der sejrede, og folk blev ikke oplyste i den forstand, han havde tænkt sig. Vi lever stadig i Middelalderen.
I denne uge så vi to grelle eksempler i TV: Whitney Houstons (selvmord ?) – et liv på toppen af poppen, men som ikke var til at leve. Den slags succes slår ihjel, det ser vi gang på gang, for vi er som frådende udyr i vores dyrkelse af POPidolerne – de SKAL levere varen, og vi forventer mere og mere, indtil de segner.
Men det er ikke desto mindre lige akkurat den verden, vi foregøgler almindelige mennesker som ideel, når vi indbyder dem til X-Factor. Og her kommer det andet eksempel fra ugens TV. Den behandling af mennesker, vi oplever her, er en moderne udgave af Middelalderens gabestok. Ikke engang bødlen mangler ( Blachman).
At vi kan falde for det oppiskede følelseshysteri, viser, hvor formørkede, vi er. Ondskaben lyser ud af bødlen, og samtidig holder han tårepersende sentimentale monologer om ÅND og KÆRLIGHED, to fænomener, som i den grad strider mod hele X-Factor konceptet. Manden taler jo som et ugeblad, og hvordan kan kloge og oplyste danskere holde ud at høre på det vås uden at få ondt?