54. Eddie Thomas Petersen – Ønskebarnet

 

Igen en roman, hvis handling udspiller sig i Skagen. Bogen er skrevet af Eddie Thomas Petersen, og den er på alle måder en god oplevelse: litterært/sprogligt er den flot, og handlingen er spændende fra første til sidste side, og persontegningerne er vellykkede og fængslende. Kort sagt: læs den!
Hovedpersonen, ønskebarnet, er en ung pige, der som spæd blev adopteret af en københavnsk overklassefamilie. Hun er kunstner. Og hun virker på samme tid skrøbelig og sårbar og stærkt fandensivoldsk provokerende. Man læser sig langsomt frem til en forståelse af hende. Her er et lille uddrag fra bogen, der giver både et lille fornemmelse af  forfatterens skrivetalent og et indblik i hovedpersonens karakter. Hun går på havnen om natten – på jagt efter det billede, der skal afslutte et projekt ( er fotograf) :
( Citat fra side 100 ).  “Hun skutter sig i kulden. Alt hun mangler, er et sidste billede. Et som forløser de fem første, og hun har gjort sig visse tanker. Nogen har anbragt en rustrød container præcis på det stykke af kajen, hvorfra hun har sit yndlingsvue over havnen. Sneen er sprød helt ude ved kanten, og hun smyger sig forsigtigt sidelæns ind foran containeren. Der ligger en mindre trækutter ved kajen. Stella. I spejlingen fra styrehusets rude kan hun se lyset i cafeteriaet Kabyssen, og hun aner to arbejdere fra værftet på vej ud ad døren og hører dem le. Spejlbilledet forstyrrer, og hun trækker lidt længere ind, så hun slipper for reflektionen i ruden. Vandoverfladen er sort med fine lilla og mørkegrønne streger af olie og helt inde ved bolværket den første askegrå grødis. Ved kutterens stævn stikker en matgrøn plastikdunk med kyrilliske bogstaver op gennem isen, og længere ude reflekteres havnens lys i bassinets sorte flade som orange klatter. Hun åbner sin takse og finder kameraet frem. Hun stiller skarpt på plastikdunken og holder vejret, finder ind i en meditativ ro og tager et enkelt billede, hvorefter hun lægger kameraet tilbage i tasken. Længst ude på den anden side af de gamle moler ses de høje, tynde skorstene med det blå FF-logo og den hvide røg, som nu med østenvinden står vandret ind over byen som cigaretter i en større dimension af løsagtighed. På den modsatte side af bassinet i det blå mørke troner en stor mørk bygning. Foran, højt hævet over havnen, står et skib. Om sommeren når solen er gul og kedelig, er det blot en cementgrå bygning, hvor man sandblæser de rustrøde stålkuttere, før de skal males, ved hun, men her i vintermørket, i skæret fra det orange lys langs molen og sneen, som falder ud af himlen, er det en katedral, og skibet foran synes at hænge i usynlige tråde.” ( citat slut)
 
Her under en foreløbig liste over romaner “fra Skagen” med det nummer, der har i kategorien “Hjemstavnsroman” – under denne kan man gå tilbage og læse om de enkelte værker:
1. Wermuth: Familien fra Aalbæk ( nr. 36)
2. S. Aa. Reerslev: “Præsten i Ødemarken.” nr. 36)
3.  Viggo Stuckenberg: “Valravnen” ( nr. 37)
4. Aase Hansen: “Alt for kort er Duggens Tid.) ( nr. 26 B.)
5. Bech Nygaard: “Livets Dræt og Dødens.” ( nr. 23 )
6. Hanne M. Svendsen: Guldkuglen ( nr. 23)
7. Karsten Lund: Den amerikanske Sømand” ( nr. 37)
8. Henrik Wentzel: Dødemandsbjerget. ( nr.34)
Disse bøger handler ikke om Skagen, men de fiktive begivnheder udspiller sig der. Listen er ikke komplet endnu – den vil blive opdateret løbende. F.eks. mangler en af de bedste bøger, nemlig Bent Hallers: “Digterpjalten.”