64. Andreas Peter Gaardboe: Fortidsminder fra Vendsyssel

Udgivet den af
Svar


I 1893, 2 år før sin død udgav Gaardboe bogen om fortidsminderne, idet han her samlede et udvalg af de artikler, han havde skrevet om det nordlige Vendsyssel. De fleste af artiklerne var tidligere udgivet i historisk tidsskrifter; der har jeg læst dem og også omtalt nogle af dem på min blog ( se under kategorien hjemstavnsroman nr. 44!).
Her vil komme et resumé af bogen, hvori Gaardboe som sagt samler det væsentlige – nedenstående vil altså blive et sammendrag af et sammendrag, og hvis du finder den slags tekster kedelige, så spring det over!
Som jeg har nævnt tidligere, så er stoffet på min blog spredt fægtning, men dog med den bestemte hensigt at belyse mit forfatterskab fra forskellige sider, og med hensyn til dette indlæg og alt andet under betegnelsen “Hjemstavnsroman” så skal det pege frem mod den bog, jeg har planer om at skrive om mennesker og steder i Skagen Landsogn.
Vil du derimod gerne vide en smule om livet i begyndelsen af 1800-tallet i denne del af landet, så spring på og læs! Vil du vide rigtig meget, så køb eller lån bogen: Fortidsminder fra Vendsyssel, nyudgivet i 2011 med noter og ordforklaring, og er du rigtig entusiast eller bare rigtig Skagennørd, så kast dig over de gamle historiske skrifter, som man vil kunne finde frem til via min bogliste over den Skagenlitteratur, som jeg selv har anvendt ( det er nr. 13 i kategorien Hjemstavnsroman) , eller i Hans Nielsens bibliografi over litteratur om Skagen.
Her nu lidt om Gaardboes bog:
Gaardboe indleder med en beskrivelse af Raabjerg Sogn. Det er der, han selv er født og opvokset, og det kan have vores interesse, fordi Raabjerg grænser op til Skagen Landsogn og mange af de karakteristika, der gælder her også gælder der.
I 1801 var der 805 personer i sognet
1 1822 var der 821
I 1840 var der 932
I 1860 var der 1036
I 1870 var der 1062
1 1890 var der 1166
Der er altså en svag tilvækst viser disse folketællinger, og familiernes antal er vokset fra 158 familier i 1822 til 223 familier i 1870.
I Skagen Landsogn ses den samme udvikling. Det har jeg tidligere behandlet under Skagentekster ( Hjemstavnsroman nr. 44 ).
A. Topografi:
Skagen Odde: Raabjerg – Elling – Tversted – Skagen Landsogn – Skagen.
Det højeste punkt er Gaardboe Rimme, bevokset med egekrat 500 alen øst for Nørre Gaardboe, sammen med bakkerne nord for Jennet danner de en del af den højderyg, der strækker sig over hele sognet.
Teori: Da Den engelske Kanal brød igennem for flere tusinde år siden, ændredes strømforholdene, og det har muligvis været medvirkende årsag til sandflugten på Jyllands vestkyst.
I oldtiden var sognet delt i to af en vældig sø, som lidt efter lidt blev fyldt op af flyvesand.
Af tingbogen fra 1663 ses, at størstedelen af Gaardbogaards marker blev ødelagte af sandstorm allerede i 1660.
For ca. 500 årsiden har Gaardbogaard været en herregård.
Ved sandflugten dannedes Jennet Klit og søen udtørredes delvist.
Gaardbogaard Sø udtørres definitivt i 1881.
På Tingbakken blev der indtil 1688 holdt ting under åben himmel.
Gårdene ”Høgenhav” Hovkjær” ”Skjødelund” lå oprindelig 2000 alen vest for Starholm, de blev jaget herfra af sandflugten og flyttet til nuværekde Kandestederne.
Omkring år 1531 var der ingen ( eller ringe) agerdyrkning i Raabjerg Sogn. Der var kvægdrift og fiskeri.
Indtil midt i 1800 tallet lå ved Studelimilens nordside flere huspladser. Nu ses kun levningerne. Denne lille by blev dækket af sandmilerne.
Gaardboe skriver følgende om sandflugten: ( citat side 22):
“At Sognets umaadelige Klitter, af hvilke nogle strække sig fra Vesterhavet til Kattegat, i Fortiden have anrettet voldsomme Ødelæggelser og helt omdannet denne oprindelig vilde, men romantiske Egn med Skove og flere større og mindre Søer, er desværre bekjendt nok, men naar Sandflugten er begyndt, er umuligt at sige, dog er saameget vist, at Klitterne ikke for 2 à 3000 Aar siden have været der, hvor de nu ere, da Stenalderens Folk, som dengang utvivlsomt have boet her i Sognet, hvor mange af deres Redskaber og Vaaben ere fundne, og dette Folk, hvis Hovednæring var Jagt og Fiskeri, kunde umuligt have ernæret sig i en øde og ufrugtbar Klitegn, men at de primære Klitter dengang kunde have existeret eller begyndt at danne sig paa Sognets Vestkyst er meget sandsynligt.
Han nævner de åbne miler, der ligner snedynger – f.eks. milen ved Kandestederne. Om de øvrige klitter skriver han, at de nu har fået ”Tag over Hovedet.”
Gaardboe skriver, at der har været betydelige skove, som nu er borte.
Der er mange spor efter stenalderfolk, men ingen fund fra jernalderen, hvilket tyder på, at sandflugten allerede da har raseret og gjort bosættelse vanskelig.

B. Agerdyrkning og huslige Næringsveje:
”Det er endnu ( 1890) ikke ualmindeligt at tage Faarene ind i Stuen, saa snart de har læmmet … og et ”lamfaar” holdes saaledes paa Stuen over 8 Dage, ligesom ogsaa Gjæs og Høns, naar de have Unger, i nogen Tid holdes paa Stuen.” ( citat side 26).
I 1830 fik en voksen karl 16 – 18 kr. i årlig løn. En pige fik 10 – 12 kr. Men vadmel kostede også kun 33 øre alen, og en alen lærred 16 øre. Mændene brugte skindklæder.

C. Kulturtilstande –Sæder og Skikke:
”Raabjergerne ere meget vindskibelige … og forstaa … at leve af lidet.” ( s.28)
Gaardboe mener ikke, at der findes en sundere befolkning i noget landsogn i Danmark.
Til frokost ( = Dovver) spises fisk og brød + hos de velhavende smør. Desuden kogt mælk og grød ( fra dagen før) Middag ( = Uien) kartofler el. brød og fiske med ”dippels” = en slags vælling med salt og løg + eftermad: grød og mælk, vælling, kål eller kold mælk med brød. Kaal – ærtevælling ( = ”Rejels”)
Aften: ( = ”Natter”) varm vandgrød + mælk.
”Paa flere Steder er det endnu Brug at bringe Madgryden ind i Stuen …. Maden øses op i store Fade, og 4 – 5 Personer spiser af samme Fad.” ( Citat side. 28).
En populær ret: ”Kroppehoveder” = hoveder af ferske kuller afskæres og renses og fyldes med sammenæltet grød af byggryn og leveren fra fisken.
Der drikkes for meget brændevin.
Fæstensgilde bliver holdt indtil ca. 1810. ”Fæisel” – her blev de forlovede højtideligt trolovet af præsten, gerne 2 juledag. Om efteråret blev de så gift.
Klædedragten til mænd: vadmel – senere klædestof til rejsebrug.
I 1700 tallet brugtes til mænds kirkegang hvide, vide bukser til knæene, ”Vidbuxer” + en blå vadmelstrøje og bredstribet vest, hvide strømper og sko med sølvspænder.
Kvinderne var til hverdag tarveligt klædt: hvergarnskjole + uldent hjemmelavet forklæde. Man vasker og kæmmer sig kun om søndagen. Hvis de unge gør det til hverdag, lyder det straks fra de ældre: ”dæj stuehied ka’ gåt uiværes!” = en sådan flothed kan undværes.
I dag er de fleste stuehuse ( = rollinger) murede eller endda grundmurede – det var de ikke i de tider.
Den lange dagligstue var også sovekammer – 3 – 4 alkover i det såkaldte ”udskud” – Udskuddet skiltes fra stuen ved en fjælvæg ( = skod).
Hos de velhavende ( f.eks. strandfogeder) er der vindovn og sofa. Desuden to gæsteværelser med gode senge. Der er ingen lagner og olmerdugs dynevåret var ikke aftageligt og blev aldrig vasket. G. har en morsom forklaring: ”Raabjergerne, der, som foran bemærket, er et ualmindeligt arbejdsomt og vindskibeligt Folkefærd, sove ikke meget, og heri ligger rimeligvis Grunden til deres Ligegyldighed med Sengeklæder.” ( citat side 31)
G. mener, at befolkningen er dybt præget af den isolation, den p.g.a. beliggenhed og klima er tvunget til.
Der var indtil 1865 ingen skoler – kun omgangsskolehold rundt om i hjemmene.
Præsterne var ikke venlig stemt for tanken om, at sognebørnene skulle kunne læse og skrive. G. fortæller, hvordan hans bedstefars generation måtte lære at skrive i smug, uden præstens vidende.
Først i 1868 bestemtes, at der skulle opføres skoler i Rannerød, Bunken, Hvidemose og Uggerhal.
I Raabjerg Sogns skoleplan af 1. dec. 1816 beklages det, at undervisningen er så ringe – omgangslærerne er søfolk og gamle landarbejdere – og det ville klæde egnen med mere kultur, står der.
Om Indre Mission skriver Gaardboe: ”En del ældre Kvindfolk … ere i de sidste 3 à 4 Aar af Firserne mere eller mindre paavirkede af den saakaldte Indre Mission.” ( s. 32)
Disse folk er efter G’s mening skinhellige.
Bordbøn og oplæsning af postil er gået af mode.
Overtroen har gode kår.
G. skriver flg. om overtro: ”En ældre Mand i Kandestederne har fortalt Forfatteren ( = Gaardboe), at da han omtrent i Midten af dette Aarhundrede en mørk Aften kjørte over Nordstranden fra Gammel Skagen til sit Hjem, bleve Hestene, efter at han var kørt Halvvejen, paa engang saa trætte, at han ikke kunde piske dem af Stedet … hvad seer han? En stor, sort Tingest sad ganske rigtigt paa Vognskrinet.” ( s.34)
Manden angriber tingesten og støder en kniv i ham, mens han remser en trylleformular op. Skikkelsen forsvinder, og bonden kører trøstigt hjem. ”Ved næste Morgen at undersøge Vognskrinet, saa han paa Laaget af samme, foruden det dybe Spor af Knvistikket, tillige 3 Bloddraaber. ( Citat si. 34)
G. nævner en række eksempler på overnaturlige oplevelser, som folk på egnen kan berette om. Se mere om dette på bloggens nr. 50 under hjemstavnsroman, hvor Klitgaard behandler samme emne. )
Her et par eks.:

  1. barnet m. engelsk syge, som er forgjort af en løsagtig mand eller kvinde
  2. heksen, der forgør mælken.
  3. ellefolk, der forbytter børn.
  4. nisser der forlader skibe, så disse forliser.
  5. varsler
  6. overtro hos fiskerne.

G. opremser og karakteriserer præsterne gennem tiden v. Raabjerg Kirke:
Især Hr. Wind ( 1790 – 1810 ) er en omtale værd. Denne gik ligesom andre præstekandidater i ”den sorte skole” ( ? – en slags Harry Potter forgænger????) og det fortælles, at da han skulle løbe omkap med de andre efter endt eksamen, så blev han den sidste p.g.a. sin svaghed og skulle derfor tilhøre Fanden; ”men da denne vilde sætte sig i Besiddelse af Wind, løste han i Hast sit venstre Strømpebaand, som han tilkastede Fanden, der tilstod ham Frihed, indtil han havde anskaffet sig et andet Strømpebaand, hvilket han imidlertid aldrig gjorde.” ( citat side 40)
Hr. Wind elskede dyr og de måtte aldrig aflives. Konen brød han sig ikke om. Hun rejste tilbage til København hvor hun tog sit eget liv.
Han giftede sig med husholdersken, der fødte ham flere børn.
Jens Faber Lihme ( 1810-20) Han drev høkerhandel ved siden af embedet.
Matthias Matthiassen ( 1820-1847) han var pengegrisk – forbjerger ved forlos og han blev fed og rig af det job.
D: Oldsager:
Fund viser beboelse i Stenalderen.
Der er også fund fra Bronzealderen –
Raabjerg – Troldbjerg – navnene tyder på, at de lå højt. Var i Stenalderen sikkert oer.
1643 – Svenskerne nåede også Raabjerg – det ses bl.a. af kirkeregnskabet.
Kongen solgte kirken og jus vocandi d.5 jubi 1758 for 681 Rdlr. Til ejeren af Bøgsted, som igen soldgte til sin forhenværende godsforvalter Christen Jacobsen af Slynge, og 1835 overtog dennes svigersønner, de to brødre Peder jensen Gaardboe af Slynge og Mads Jensen Gaarboe af Søndergaardboe ( Forfatterens far) kirken.
Man så oftest gennem fingre med strandtyveri ( som alle bedrev) ( s.46)
Fiskeri var hovednæringsvej for Raabjergerne indtil ind i 1800 tallet, hvor der var nedgang i fiskeriet. G. mener, at det skyldes ”de mere end 100 større Kuttere i Skagerak og Kattegat” ( s.49) Der gives dog arbejde ved anlæg af de store plantager v. Bunken 1889 – 800 tønder land og i Aalbæk 1892.
Skagen Landsogn ( s.64)
Jeg har tidligere gennemgået denne artikel på bloggen. Her blot et lille rids:
Der var beboet i Bronzealderen – fund – dengang var sandflugten altså ikke begyndt.
Da den første bebyggelse af Skagen fandt sted var der ikke sandflugt ved Vestkysten af sognet.
15 steder i 1874 – i 1784 var der 10 steder.
1299 tilbyder kongen Jens Grand i godtgørelse bl.a. Skagen
Kongen overdrager Thorkild Skarpæ hele Skagen tillæggende mark til græsning af hans vilde stod.
Hyrden for de vilde stod: Thron
Se mere under Hjemstavnsroman nr.

Om et bondebryllup i Raabjerg Sogn for 30 år siden  ( side 80 )
”Vendsyssels nordligste Egn, hvis Beboere, som Følge af Egnens golde Natur, isolerede Beliggenhed og daarlige Kommunikationsmidler langt fra med hensyn til Udvikling i materiel Henseende kunne holde Skridt med Landets bedre Egne” ( citat side 80)
Bryllupper holdtes altid i slutningen af oktober eller beg. Af november.
Brudgom måtte skaffe sig ny blå vadmels frakke.
”Hos velhavende Folk var det ikke saa sjelden, at det ældgamle Lergulv i Storstuen blev udskiftet med et af Fjæl til Bekvemmelighed for de dansende Gæster. ( citat side 80)
Gæsterne ankom mellem 8 – 9 om morgenen og fik smørrebrød og øl – derefter til kirke – så let traktement igen med brød og øl – derefter selve middagen: fisk m. sennep, sødsuppe med svesker – hønse-og lammesteg, derefter dessert: søsterkage og vafler. Retterne blev ”spillet” på bordet af spillemanden.
Efter middagen flyttedes bordene ud og der blev danset et par timer – så gik man til nabogårdene og skiftede tøj – herefter dansede man til næste morgen. Der serveredes kaffe ud på aftenene. Sidst på natten fik man stuvet kål og flæsk. Herefter fortsattes dansen til middag næste dag, hvor man spise fisk og grød. Så gaves der brudeskænk: karlene ofrede et beløb til bruden – det kunne være op til 20 – 30 rigtsdalere – brudeskænk er nu ( = 1890) gået af mode. Så blev der ofret til spillemand og kogekone.
Sommetiden forsatte dansen til henimod aften, hvor gæsterne begyndte at tage afsked. Spillemanden stod nu ude i gården og spillede gæsterne ad gårde.

Gaardboe Sø
For 1000 år siden var Vendsyssel rig på søer, men efterhånden som landet hævede sig, forsvandt mange af søerne. De blev til moser. Gaardboe Sø var dybere end de fleste og blev bevaret som sø.
Langt inde i landet har man fundet rester af skibe – det store vandbækken der var der, hvor der nu er eng og mose, var sejlbart.
I 1852 var Gaardboe Sø endnu på 1400 tønder land – 2 mil i omkreds – og er en levning af det store vandbækken ( større sø eller fjord) –
“Gaardboegaardene i Raabjerg Sogn – 4 i tallet – ligge 640 Alen øst for Søen. Søen har Afløb ved Knasborg Aa.” ( citat side 89)
Knasborg Å blev opgravet og uddybet og herefter halveredes søen. Nu er engene omkring søen så udtørrede, at man frygter for sandflugt ( s.89)
Afløbet til Vesterhavet sandede til for flere hundrede år siden.
“Søens Bund bestaaer af Strandsand overalt mod Landsiderne i flere hundrede Alens Bredde, at regne fra dens i 1852 havte Bredder, hvorimod Bunden i Midten bestaaer af et tilsyneladende bundløst, vællingagtigt, fint Dynd.” ( side 91).
G. mener dog ikke, at en udtørring af søen er realistisk. Det er for dyrt. Han nævner som eksempel udtørringen af SjørringSø i Thy, som kostede 170.000 Rdlr.
Forsvundne skove:
G. er i sin research til sine topografiske optegnelser stødt på oplysninger om fortidsskove, især i Horns Herred og Vennebjerg Herred. Desuden har han søgt i godsarkiver rundt om og i tingbøger.
En af de ældste fyrreskove var på Læsø – saltudvindningen ødelagde skoven.
I Øvrigt skyldes skovenes ødelæggelse bebyggelser – græssende dyrehold ( navnlig geder ) og svin på olden.
Nogle forsvandt naturligt ved landets hævelse.
Man byggede for 3-400 år siden alle huse af træ – bulhuse – desuden ildebrændsel.
i 1554 bliver det forbudt at bygge bulhuse – men da er skaden sket. Forbuddet blev i øvrigt ikke overholdt, og i 1577 kommer der en lov om, at de, der byggede huse, skulle “mure mellem Stænger eller slaa med Ler.”
1. februar 1592 bliver magister Peder Høgh anklaget for at have “forhugget” en skov og derved at have bidraget til sandflugt.
De kongelige skove er fredede.
Der var i mange skove vilde stod af heste, som åd træernes knopper og unge skud.
Sidste halvdel af det 18. århundrede tager skovhugsten fart – store skove lægges øde.
Først i 1805 forbydes al græsning i skovene.
G. opremser og gennemgår alle de mange steder, hvor der tidligere var skov, men nu opdyrket jord eller hede.
St. Hans Aften i det nordlige Vendsyssel:


Billedet herover er taget i aftes ( 23 juni 2012) på stranden i Tråen. Så det er altså ikke fra Gaardboes tid.

G. mener, at St. Hansbålet er en levning af stedfundne offerbål i anledning af Balders Død ( s.105)
G. mener, at det er et spørgsmål om tid, før oplysningen får magt over overtroen og bålbrændingen vil da afskaffes.
Men folk følger endnu skikken med at lukke alle husets åbninger med porsekviste, så hekseriet ikke kan trænge ind, og bålene skal skræmme heksene.
Hellige kilder skulle kunne helbrede ekstra godt denne aften, så folk valfarter til dem St. Hans aften.
Hos katolikker fejres Johannes ( = Johannes Døberen) og ikke heksene.
Kulturhistoriske efterretninger fra det nordlige Vendsyssel.
G. mener, at sæderne har bedret sig betydeligt, og at fortidens råhed ( f.eks. fra hans egen barndom) er på retur.
Kulturtilstanden i det 17. årh:
G. indleder med at berette om et drab i Jerup i 1600 tallet.
Han skriver: “I hine Tider var jo Slagsmaal meget almindelige, og har Jerup By heller ikke det bedste Skudsmaal fra den Tid.”
Stærk øl er skyld i mange ulykker, men i Jerupsagen nævnes dog brændevin.
i 1700 tallets begyndelse bliver brændevin mere almindeligt brugt, men nydes på en ske og i meget små doser. I 1600 tallet er brændevin sjælden i Jylland.
G.’s tese er, at moraliteten var rå og ringe, men er blevet bedre, en udvikling, som han mener skyldes oplysningen, og som kun kan fortsætte –
Historiske efterretninger om Handelsforholdene i det nordlige Vendsyssel for 2 til 3 hundrede Aar siden.
I 1600 tallet bestod Faldstrand ( Frederikshavn) af 12 huse – hørte under Knivholt – 1770 var der 70 større og mindre huse – og 8 – 10 købmænd.
3 brigger – 1 galiot – 1 galease – 1 kreiert – 3 jagter
i 1600 tallet solgtes fisk til Lübeck, Rostock og Varberg – saltede kuller og torsk – De solgte også fisk ved Jyllands byer, f.eks. til Randers. Tør og saltet fisk.
1580 søgte Skagboerne at få nedlagt Aalbæk by, som netop da blev grundlagt. Skagen havde købstadsrettigheder, som de henførte til.
“I Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede vare der endnu flere velhavende Skudehandlere i Skagen, som drev Handel paa Norge, Lübeck og Kjøbenhavn.”
Smed Jens
En usædvanlig bonde. Gaardboe har selv kendt til denne bonde, og faktisk er der jo en sammenlignelighed mellem de to, for også G. var jo en bonde, der udmærkede sig i denne tid.
Født i Lodskovad i Raabjerg Sogn
Jens var uægte barn. Blev senere adopteret af faderen, fæster Christen Pedersen.
Præsten modarbejdede arbejdet med at lære almuens børn at læse og skrive. Drengen lærte sig selv at læse.

Omgangslærerne var enten gamle aftægtsmænd eller helt unge på 16-18 år. De kunne ikke selv ret meget.
Smed Jens skrev journal om bondens liv: “Journal eller Dagbog over adskilligt Arbejde i Bonde og Haandværkstanden. ( s. 123)
Var en dygtig landmand og læste meget om agerdyrkning, ligesom han også skrev om det.
Huset, som han arvede efter faderen blev flyttet 3 gange p.g. af sandflugt. ( s.124)
1793 fik han præmie for en savmølle, han opfandt.
Byggede i 1826 en hollandsk vindmølle + 3 savmøller.
Byggede også huse og både og støbte messingtøj – istandsatte havarerede skibe –
Drev også kattuntrykkeri: farvede og trykkede en mængde tørklæder, forklæder og kjoler til egnens koner.
1802 oprettede han et skolebibliotek.
Om brændevin skriver Jens i sin dagbog: “Reglen er: Den flittige behøver ei Brændelin, den Dovne fortjener den ei, den Syge taaler den ei.”
Svenskerne som Fjender i Vendsyssel i 1657-58
Under den overskrift har G. samlet materiale til belysning af svenskekrigenes hærgen i det nordlige, man kan orientere sig om stoffet i bogen fra side 130 – 153.
Julefesten på Landet i det nordlige Vensyssel for 50 Aar siden.
Travlhed. Skrædderpigerne arbejdede dag og nat med at færdiggøre stadstøjet: 12 øre for en kjole og 12 øre for et par bukser ( s.153)
“De gamle, lange Stuer i de lave, smalle “Rollinger” af hvilke de fleste nu ere afløste af større og for det meste grundmurede Huse, bestode udelukkende af Fjællevægge, som skulle vaskes ( toes aa) til Julen. Ogsaa Loftet blev vasket. Det var sort fra Tranlamperne “Kolrøg”.
Ugen før jul gik de fattige omkring og bad om “lidt te juel” –
Juleaftensdag blev man tidligt færdig, og “man vaskede og pyntede og kæmmede sig og spiste Mellemmad kl.4 – 5 – bordet pyntedes med en hvid Dug, og et med Papir + Silkebaand smykket Julelys blev tændt midt paa Bordet ( s.154)
Herefter blev der spillet kort om pebernødder …
Husfaderen sag “overæi aa Skyven” – han læste bordbønner – Nu opremser G. en lang række lege/spil med pebernødder
Pebernødderne var lavet af bygmel, mjød eller sirup og peber og allehånde
Efter julefrokosten  =”Melder” fik alle samme antal p.nødder uddelt af moderen
mellem 8 – 9 serveredes “Natteri” ( = aftensmad) -fisk m. sennep, grød, stuvede kål og flæsk + snaps og mjød. Grøden var af byggryn – kun de velhavende fik risengrød.
vafler og æbleskiver til dessert
der blev sunget julesalmer – gerne fra Kingos Salmebog
Tidligt julemorgen blev der fodret – man spiste – pyntede sig og gjorde offerpengene parate til degn og præst og kørte så til kirke. Man bar kisteklæderne den dag. Efter hjemkomst skiftedes til søndagsklæder, og kisteklæderne blev igen lagt i kisten. Så spiste man levninger. Og gjorde julebesøg hos naboer.
2. juledag tidligt op – andagt – salmesang. Til frokost spiste man “St. Steffensost” – en sødmælksost. Søsterkage og varmt øl med sirup.
For de unge blev der holdt “Legestue” – der dansedes hele natten.
“I Begyndelsen af dette Aarhundrede droge flere fattige Folk – undertiden Mand og Kone – omkring umiddelbart efter Helligtrekongers Dag med en saakaldet Morgenstjerne, sammensat af brogede og lidt forgyldte Papirstrimler. Under Afsyngelsen af 2 – 3 Salmer blev Stjernen, som var anbragt på et Træstativ, langsomt drejet rundt. Hos Smaafolk, som gjerne hørte og saae denne Andagt, kom disse vandrende Sangere ind i Stuen og bleve, som det hed, “skænkede og bænkede”, hvorimod de paa de større Gaarde sang ved Døren, og fik saa et Par Skilling ( s.159)
Det næste kapitel i bogen har jeg behandlet under Hjemstavnsroman nr.48 – fra den oprindelige artikel i det historiske skrift, hvori den ligesom de øvrige artikler oprindelig udkom.
Fra Livet mellem Klitterne og ved Stranden i gamle Dage.
I denne lille artikel fortæller Gaarboe om en gammel fisker Søren Hop og bruger ham som typisk for typerne før i tiden ( fra slutningen af 1700 tallet og begyndelsen af 1800 tallet ) – han beskriver detaljeret Søren Hops bolig, der også er karakteristisk for tidens fiskerhjem: to stuer – i det første “Stegers” var både arnested og lokum: en krog til aske og fiskeaffald og tissested og i dårligt vejr også til almindelig besørgelse –  der må have lugtet ganske stramt i den slags hjem. I den anden stue er opholdssted dvs. også tørrested for fiskegarn og desuden sovested i det såkaldte “udskud” – her var sengen, der også var bolig for mus og nu og da for en ilder – den var Søren godt tilfreds med, for den holdt musene nede. I den ene ende af sengen boede Sørens høns, så det var umuligt at holde sengen ren. Lagner var der ingen af, og lærredsbetrækket havde for længst mistet alle farver og var desuden stivt af tran og smuds.  Stuens vægge var sorte af sod og sort støv ( kohlrøg) fra tranlampen. Også det var Søren glad for, for det konserverede træværket, så det ikke rådnede.
Der var et bord i stuen, hvorover brødet hang ( så kunne musene ikke spise det).
Søren hørte til den gamle garvede fiskertype, som var stærk og kunne holde til hvad som helst – når han var ved østkysten og fiske ål, men ikke fik en god fangst, tog han garnene på nakken og gik til vestkysten og fortsatte med at fiske indtil der var en ordentlig fangst af ål.

63 – Camillo Bruun fortsat …

Udgivet den af
Svar

Der gik kuk i forrige indlæg, og jeg kunne ikke fortsætte det. Derfor dette nye indlæg, hvor jeg ganske kort vil fortælle om bogen: “Rejseindtryk og Optegnelser” fra 1865, altså nogle år efter, at H.C.Andersen første gang besøgte Skagen.
Den lille bog er ganske morsom – forfatteren beskriver rejsen som noget af en odyssé og ikke bare et smut fra Hjørring til Skagen. Nå, man kunne ikke “smutte” dengang i det Nordjyske – det var hverken veje eller klima til, og det er da også en lang og besværlig og næsten farefuld rejse, vi skal ud på, hvis vi følger Bruun. Og det gør vi.
Da han har forladt Uggerby – lutter sandklitter – kommer han til Tværsted, som også bekrives levende. Her har man anlagt en have ( Danmarks nordligste !) ved herregården Nørre Elkær. På Tværsted Kro gøres hvil for heste og folk. Der tankes op, og man kører videre på stranden.
Citat fra side 7: “Hører du Vestervovvov? Det kalder os.” Og senere omtales stranden som “Skagen brede Landevei.” Og han skriver: “Vi maae ud lige i Strandkanten, saaledes at idet mindste det ene Hjul gaaer i Havet, først her bæres vi oppe af Sandet.” ( Side 8)
Fra Tværsted til Skagen tæller Bruun hele 17 skibsvrag i brændingen.
De passerer Vesterklit – en lille samling hytter bag klitten. Her har sandflugten ødelagt al agerdyrkning, men skriver Bruun: “Tyder de hyggelige Huse paa Nød og Armod? Nej, det rige Hav ligger udenfor, det dækker Fattigmands Bord og “den blaa Ko malker godt,” siger Kystboen, naar Aaret er rigt paa Strandinger.”
Bruun citerer fra Brick-Seidelins økonomiske beskrivelse af Hjørring amt følgende: “Ikke en eneste Hytte, ikke en eneste Plovfure vidner om, at Mennesker boe i disse egne. Ak nei! Døden har trykt sit Stempel paa mangen stakkels Sømand, medens hans Hustru og Venner hjemme talte Dagene til hans Hjemkomst, thi Vrag ligger ved Vrag ad den øde Kyst og kun skrigende Maager kredse sig om de sorte Stavne, som halvt ere nedborede i Sandet.” ( side 18)
Om sider ankommer Bruun til Højen, og han skriver: ( citat side 60) “Her i Høien er intet Andet at iagttage end endeel i Flæng spredte smaa sortladne Træhuse, der ligge paa Sandforhøjninger og søge Læ mod Storm og Sandflugt bag lave, tjærede Plankeværker.”
Nu kører han ind i Skagen: “… forbi Klitter og Hede, men ogsaa ret frodige Marker, komme vi da omsider til Skagens Vesterby.”
Den nybyggede kirke i Skagen synes han ikke om. Han skriver: ” … ligner denne, seet fra Siden, halvdelen af en høi enetages Bygning, hvis røde Tag paa den ene Ende …. ere forsynet med en hvid, uhyre klodset Skorsteen, der ikke desmindre skal gælde for et Slags Taarn …”
På nordstrand oplever han kystfiskeri og skriver: “Hist er man ifærd med at trække Baad iland, det maa vi tage i Øiesyn; Garnet begynder allerede at komme tilsyne derude; Een, to, tre, hiv op! Nu ligger det paa Land; riig Fangst maa det være, saaledes som det sprælder og rumsterer i “Kalven”. Indholdet tømmes paa Stranden og Parthaverne ere alt i færd med at sortere og tælle: 10 Haar, 4 Skader, 6 Rokker, en mængde Rødspætter, nogle Torsk og Hornfisk samt enkelte Makrel.”
Bruun fortæller, at man som oftest så igennem fingre med, at skavboerne stjal fra strandinger. Der var intet arresthus i Skagen, for der var ingen kriminelle. ( Side 73).
Efter forordning af 28. jan. 1682 fik Skagen lov at beholde 1 borgmester og 2 rådmænd, mens f.eks. Hjørring indskrænkedes til 1 byfoged.
Om sandflugten skriver Bruun, at den største ødelægelse fandt sted bededag 1775 – her blev St. Laurentii Kirke tilspærret. ( side 79)
Der er to kapeller – et i Østerby og et i Højen – om dem skriver Olavius i 1787, at de er faldefærdige og sundhedsfarlige.
1717 oversvømmedes Skagen af højvande, og kvinder og børn måtte redde sig bort i både.
Bruun fortæller også om gården Lundholm, der lå tæt ved Laurentii Kirke og som blev ødelagt af sandflugten. I 1663 var den stadig ladegård. På den tid (1667) blev den sammen med Klaa-Rump tilskødet borgmester Fædder Hansen.
Nu går Bruun over til at fortælle om den navnkundige byfoged og kancelliråd Lund – der skabte plantagen i Skagen. Nåletræer kunne ikke gro, men fint el, birk, bøg, eg, lid og popler.
i 1859 gøres forsøg med nåletræer – det mislykkes.
Forsøg med haveanlæg i byen præmieredes, små haver opstod, men efterhånden som træerne voksede til havnede de i ovnen, og Bruun skriver, at alle haver nu kun er levninger “… og selv disse forsvinde Aar for Aar.” ( side 100)
Det er også Bruun, der som den første fortæller om negerslaven Jan, der var en gave til byfogden fra en amerikaner, som forliste på Skagen og plejedes hos Lund. Det er en morsom historie, som Bruun nu brygger videre på. Det har andre gjort siden, bl.a. Henrik Wenzel i Dødemandsbjerget, hvor Jan spiller en hovedrolle. Se Skagen nr. 43! Her et billede af de to berømte skagboeres gravstene, kancelliråden og hans slave.

 
——fortsættelse følger

62 – Camillo Bruun – rejseindtryk og optegnelser

Udgivet den af
Svar

Camillo Bruun var en årrække i 1840’erne og 50’erne redaktør på Hjørring Amtstidende. I 1865 skriver han en lille bog om sin rejse til Skagen. Fra Hjørring til Skagen. Denne lille tekst giver et fint billede af, hvordan Skagen og Skagen Landsogn så ud på den tid. Det er før den store tilstrømning af kunstnere, selv om der dog allerede er enkelte, der har fået øje på den særprægede egn, og som både har besøgt og skrevet om Skagen. En af dem er H.C. Andersen, som Bruun kendte og korresponderede med. Her kan du læse et rimbrev, som Bruun skrev til Andersen efter dennes besøg på Skagen.

Bruuns brev tiDato: 26. december 1859
Fra: Camillo Bruun Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.Du kjære Digter, tag imod min Tak,

Der kun er fattig mod Din rige Gave. –

Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerak,

Du plukkede Blomster for Din Digterhave;

Du bar dem ved dit Bryst en stakket Stund,

Saa slog de Rod i Digterhjertets Grund.

 

Saa skød de frem med Yppighed og Glands,

Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,

Og dog det var den lille, simple Krands,

Du samlede i Klitten og paa Heden –

Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn,

Som fra dit Hjerte skød, liig Englebørn.

 

Saa flagrede de ud, i Verden om

Ved Vintertid, som Sneens hvide Flager,

Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,

Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;

Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud:

Det var Dit Hjertes Børn, Du sendte ud.

 

Jeg har fornummet deres Englerøst,

Og deres Toner kan jeg ei forglemme;

Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,

I selve Klitten, hvor de have hjemme,

Her, hvor den vilde Bølge for Dig sang,

Her, hvor Du nylig gik din Digtergang.

 

Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur,

Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,

Du blev begeistret af en vild Natur,

Et deiligt Syn gik op for dine Tanker;

Da var det, at dit Seerøie saae

Hin Kongesnekke med den gyldne Raa.

 

Da var det, at Du hørte Psalmesang

Og Orgeltoner under Kirkens Bue,

Da var det, at din ædle Digtertrang

Brød frem i Phantasiens høie Lue,

Da var det, Lyngens Blomst og Klittens Tjørn

Skød fra dit Hjerte ud, liig Englebørn.

 

Hjørring , December 1859.

Camillo Bruun.

 

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Jeg vil slutte indlæggene om børn med denne tegning tilegnet B og B ( bedstemor og bedstefar) – det er Ole og mig, og Alexander har måske syntes, at et skelet passede bedst til vores aldersklasse ( skønt vi endnu har masser ( rigeligt) sul på kroppen) . Her er det i al fald i al sin skønne gru.

 
Som jeg har skrevet så tit og nu gentager, så er bloggen bl.a. et vindue til mit arbejdsværelse – eller sagt på en anden måde: det er på bloggen, jeg informerer om mit forfatterskab,( og holder mig selv i ørerne) – det sidste i parantes, for det er jeg ikke sikker på er rigtigt.
Og da det ( forfatterskabet) er en spredt affære, vil bloggen også altid være det – vi vil flyve fra engle til børn ( ikke englebørn) og til demente og gamle og til salmedigtere og kunstnere.
En af mine venner fortalte mig forleden ved et selskab, at nu ville han gå hjem og læse om Skagen på min blog – senere ringede han til mig og brokkede sig. Der stod ikke noget om Skagen, men en masse om børn – hvad var nu det for noget rod?????
Jo, der står også om Skagen, men man må søge lidt. Og der vil komme til at stå mere og mere og navnlig om Skagen Landsogn, der skal danne den ydre ramme om handlingen i næste bog.
Og du kan finde teksterne i kategorien Hjemstavnsroman. En lidt fjollet benævnelse, men den forekom mig OK, da jeg begyndte bloggen, og nu hænger jeg på den, synes jeg. Men altså: vil du læse om Skagen, så kan du bladre i den skuffe, der hedder Hjemstavnsroman.
Hver tekst har et nr. ,og der er også et sted en indholdsfortegnelse, hvor du kan orientere dig om, hvilke tekster, jeg har udgivet om emnet. Denne fortegnelse vil løbende blive fulgt op.
Vi forlader nu børnene for en tid – ikke fordi alt er sagt, men vi skal atter vende pennen mod Skagen. Jeg læser i øjeblikket to tekster: Andreas Peter Gaardboes artikler om Vendsyssel, der netop er genudgivet, førsteudgaven kom i 1895 – og Camillo Bruuns rejsebeskrivelse fra 1865 – han rejser fra Hjørring til Skagen, og det er en tur, der tager to dage med overnatning halvvejs. Rigtig morsom, og jeg vil dele min læseoplevelse med dig næste gang, jeg skriver.

4. Børn. Børn i en markedskultur

Udgivet den af
Svar

Børn og økonomi.
Liberalismen og marxismen er i al fald enige om én ting: den vigtigste samfundsværdi er materiel velstand/vækst.  Alt andet kommer længere nede på skalaen. Allerede Dostojevskij vendte sig med afsky mod en sådan forsimpling og fornedring af det brogede menneskeliv. Det er ikke sandt, at et par støvler er vigtigere end Shakespeares værker, siger han et sted. Men mødes jo straks af de frysende fødders protest: jo, vi kan ikke læse Shakespeare med iskolde fødder.
Og derfor er økonomi vigtig, men ikke som marxisme og liberalisme vil gøre den til: en blind markedsøkonomi – det handler ikke om vækst, det handler om fordeling. Det er vigtigt, at ingen fryser og at ingen sulter, og det er vigtigt, at alle kan læse Shakespeare. Det er vigtigt, at alle bliver i stand til at leve et liv med de nødvendige materielle behov dækkede.
I de store revolutioners tid, men også i de senere revolutionsromantikeres tid ( tag som eks. Rote Arme og vore egne larmende 60’er marxister) troede man, at der skulle et blodbad til, før tingene faldt så meget på plads, at der blev lighed mellem menneskene, ja, de mest “moralske” skrev i 30’erne og 40’erne digte derom. Erik Knudsens “Blomsten og Sværdet” er et eksempel: her tillades glæden over skabelsens skønhed ikke, før kampen er slut og alle kan dele den.
Men blodsudgydelser skaber ALTID nye undertrykkelser, og inden da i kampens hede en ufattelig gru. Dostojevskij siger et sted, at et enkelt barns lidelser ikke kan undskyldes af nok så mange heroiske bedrifter: det er ganske enkelt forbudt at slå ihjel – også selv om man slår ihjel af idealistiske ( nationale eller andre) grunde.
Drab kan ALDRIG undskyldes med en god sag. Der findes jo heller ikke gode og onde bomber. Det hjælper ikke at trøste et rædselsslagen afgansk barn med, at den bombe, der faldt og dræbte kammeraterne var en “venligsindet” bombe.
Så vejen til lighed kan kun gå den langsomme og besværlige vej: gennem oplysning og fælles vilje til en bedre verden.
Men vi skal tilbage til andedammen. Til Danmark. Lige nu. Hvor børn indgår i det overordnede mål, som hedder at skabe vækst og kapital. Lige nu hedder det f.eks. inklusion på skoleområdet, og det lyder jo smukt, for man tænker straks på modordet: eksklusion – er der noget, der er rigtig væmmeligt, så at er det da at blive ekskluderet = lukket ude. Så derfor sluger man det nye mantra: ind i samme klasse med alle børn!
Begrundelsen er smuk: ingen skal føle sig udenfor. Vi er alle i samme båd. Vi er sammen. Vi er i fællesskabet, og ingen skal lukkes ude.
Det lyder vældig smukt. Men i virkeligheden er der tale om et enormt tilbageskridt for skolen – og det ligger på linje med den almindelige tidens tendens: vi skal spare alle vegne ( nå nej ikke på krigsmaskineriet) … kirke, skoler, hospitaler osv.
Og her kan man spare. At det så vil blive et helvede at være lærer i en klasse med de urolige og “anderledes” børn inkluderet og for de anderledes børn, der vil blive mobbet og holdt ude på en helt anden og mere brutal måde end den tidligere “eksklusion” i specialklasser, det er en sag, der ikke tales om. Ikke af politikere i al fald – de har travlt med at tale udenom. For sagen er jo, at det er en megabesparelse.
De der anderledes børn koster dyrt. Så det må høre op, at de skal særbehandles.
Resultat: mistrivsel af børn og lærere.
Jeg holder meget af Bech Nygaards bøger, ikke fordi det, han skriver, er stor litteratur, det er det ikke, men fordi han skriver om de små og svage og gør det så godt. Og fordi han har hjertet med i det han skriver, og det er i min optik mere værd end selv den største kunst. Og så selvfølgelig fordi han skriver godt – han kan sit håndværk.
 

Han skrev i 60’erne bøgerne om lille Sif, en udviklingshæmmet pige, “Nåleøjet” hedder den første af bøgerne, og en af de ting, man lærer af at læse den, er eksklusionens velsignelser. I romanen hører man om det nye i den tid, nemlig særundervisning til børn med indlæringsproblemer, og den lille pige blomstrer op, da hun bliver taget ud af klassen og undervist sammen med andre “anderledes” børn. Bech Nygaard var selv lærer, han vidste, hvad han skrev om.
I min egen første skoletid gik jeg i klasse med en dreng, der hed Niels Ålstrøm. Han var evnesvag, og jeg kan endnu huske hans skamfuldhed og alle drillerierne, fordi han ikke kunne lære. Ikke engang et sølle salmevers kunne han lære. Lærerne skældte ud og gav øretæver, og vi grinede. Dengang var alle børn indkluderede i klassen og måtte lide hver eneste time for det – for ikke at tale om frikvartererne.
Jeg vil citere fra et kapitel af Bech Nygaards bog om lille Sif.
( Citat side 216) – Sif er begyndt på eksternatskolen:)
Hun læste. Hun regnede. Hun farvede og klippede. Hun gjorde gymnastik, spillede bold, legede, syede med kulørt uldgarn.
Det skete, at hun blev træt. Det skete, at hun ikke kunne huske noget, hun havde lært. Men det gjorde ingenting. Ingen kiggede underligt paa hende af den grund. Tværtimod blev hun hjulpet til at huske igen. Hun fik blot lov at hvile lidt eller give sig til noget andet, som hun kunne. Og saa hjalp frøken Balskev hende til at huske.
Engang imellem lod frøken Balslev hende hjælpe en af de andre, der heller ikke kunne huske, eller som var gaaet i staa i en opgave, Sif kunne. Hun syntes, det var rart at hjælpe. Hun var stolt over at kunne hjælpe. Og den, der blev hjulpet, var glad for at blive hjulpet.
De lo meget, mendens hun hjalp. Somme tider endte det i ene latter, men derfor blev frøken Balslve ikke vred. Hun lo tværtimod med.
Og som det var i hendes klasse, var det ogsaa i de andre klasser. Der var aldrig nogen, der blev vred, aldrig nogen, der skyndede paa, aldrig nogen, der blev utaalmodig eller ikke havde god tid.
…… engang imellem saa hun, at en dreng eller en pige slog armene om halsen paa en lærer eller en lærerinde og kyssede dem. Naar hun saa det, blev hun en smule flov. Hun tænkte, at saadan ville hun ikke gøre, selvom hun ikke ville have noget imod at kysse frøken Balslev, hvis ingen saa det, selv om hun godt kunne have lyst til det. Men saa glemte hun det. Hun huskede blot den lille, glade tryghed, som kom sammen med flovheden. Den blev ved at leve i hende. ( citat slut)
Det er kun et lille uddrag af en god bog. Som jo bl.a. handler om, hvor vigtigt det er, at der bliver taget hånd om de børn, der er anderledes.
Men det koster jo.
Det er billigere at sluse alle ind i samme klasse.
Så lærer de ingenting . Men det er lige meget – bare det er billigt.
Og vi begynder tidligt at spare på børnene. Jeg vil slutte med at citere fra en artikel i ugens Weekendavisen. “Fri leg i et velfærdssamfund” af Henrik Dørge:
( Citat) “Tilbage i 2005 slap den borgerlige regering skumle markedskræfter løs på børnene. Sammen med Dansk Folkeparti gav VK grønt lys for at oprette private daginstitutioner. Forældrene skulle have frit valg, tilskuddet fra det offentlige ville følge med barnet over i de private vuggestuer og børnehaver, og som om det ikke var nok, blev det også lovligt at trække overskud ud af institutionerne.
Et af velfærdssamfundets kerneområder blev med andre ord tilsyneladende pludselig forvandlet til et slaraffenland for driftige forretningsfolk uden de fjerneste traditioner udi pædagogikken. “( citat slut).
For nogle år siden boede min søn med sin familie i England. Deres 2 årige gik i børnehave, og vi hentede hende om eftermiddagen. Og så jo børnehaven, som var privat ejet – pædagogerne var meget unge piger ( de lignede skolepiger ) – der var ingen udenomsfaciliteter, kun en overdækket gård. Og der var mange børn på meget lidt plads. Jeg husker dem sidde som små fugle på en pind, tæt sammen og helt stille, for det fik de lært! – det var virkelig burbørn. – Og så var det dyrt. Og helt sikkert en god forretning for ejerne, der med garanti kunne trækkes mange penge ud af den institution.
Jeg slutter indlægget med et par billeder fra en børnehave i Sorø – her klippes til juletræet og bedstefar er med. Her er (endnu) plads og overskud til liv og glade dage. Lad os håbe, det kan få lov at fortsætte:

 

3. Børn – et mørkt kapitel om børn.

Udgivet den af
Svar

Du kan springe dette kapitel over, hvis du ikke kan lide farven sort. For det er så sort, som det kan blive, og du bliver ikke glad af at læse det. Måske bliver du endda vred. På mig, fordi jeg ikke kan holde mund med den slags uhyrligheder. Men jeg håber, at du bliver vred på andre end mig. Og at du måske vil engagere dig i arbejdet på at skabe menneskevilkår for nogen af de mange børn, der lever i et mørke, vi (heldigvis) ikke fatter.
Undertiden tror jeg slet ikke, at verden er blevet et bedre sted at leve. Bedre siden forrige tiders barbariske samfund med deres rå og afstumpede menneskesyn. Nu har vi haft oplysning og kristendom med indbygget humanisme og næstekærlighed, men alligevel har det ikke ændret verden på en sådan måde, at råheden og ondskaben ikke trives i bedste velgående i de såkaldte civiliserede lande. Og nu som før og rammer det de små og skrøbelige – først og fremmest børnene.
Og måske hjælper det ikke at gøre opmærksom på det. Måske er det slet ikke muligt at trænge gennem panseret af ligegyldighed. I forrige måned var et af de hotteste debatemner revisionen af flagloven. Og samtidig kunne man læse om en lille dreng, der blev tæsket ihjel af sine forældre. Det skabte bare ikke debat. Dog kom der et enkelt indlæg, hvoraf jeg her bringer nogle uddrag: artiklen er skrevet af en overlæge i børne-og ungdomspsykiatri, Jakob Ørnberg ( Kristelig Dagblad 30 maj ): “For få dage siden offentligegjorde man den opfattende tortur, som Tobias, en halvandet år gammel dreng, blev underkastet gennem to måneder af to unge mennesker, givetvis lige så sttakkels og uformående som Tobias. Isolation i en mørk kælder, kolde afvaskninger, benbrud, manglende tænder og gennembankning, til bevidstløsheden indtraf. … Sagen har ikke ansporet til politisk engagement i samme grad som revision af flagloven! …. Jeg antager, at flertallet i Danmark finder sådanne barnemord uhensigtmæssige! Her tænker jeg på visse personer på den politiske højrefløj, som vægter forældres råderet over børn meget højt. Og videre antager jeg, at en mindre del af befolkningen finder dem direkte uacceptable. Jeg går således ud fra, at et flertal af befolkningen faktisk teoretisk bakker op om sociallovgivningen i forhold til beskyttelse af børn. Men hvad med praksis? Ja, her kan man bare kort henvise til de sidste mange tilfælde af svær mishandling af og drab på børn i Danmark. … Gang på gang har jeg og mine kollegaer målløse kunnet opleve kommunale myndighedspersoner med mere eller mindre direkte ansvar for det enkelte barn enten venligt smilende eller med forurettet mine afvise, at de kunne have handlet anderledes, og derfor på ingen måde kan pådrage sig noget ansvar for det skete.” ( citat slut)
Der er vel sket noget, skulle man tro, siden Svend Sabro afslørede den omfattende mishandling, der i 30’erne og 40’erne var daglig kost for børn på danske børnehjem. Knut Becker skriver i romanen om Kaj Gøtsche levende om en lille drengs trængsler på et sådant hjem. Og Bech Nygaard følger det op i “Guds blinde Øje”. Jo, der blev skrevet og gjort meget i den tid. Men det har åbenbart ikke ændret ved det faktum, at børn stadig lider alvorlig omsorgssvigt på de institutioner, hvor man anbringer dem.
Som sagt: måske er det slet ikke muligt at ændre på det faktum, at svage og forsvarsløse børn bliver udnyttede. Her i landet vil vi dog tro på, at der i det mindste på papiret hersker en vis tryghed med hensyn til, hvor barsk vi må og kan behandle de “kasserede” børn.
I Afrika – der mere end nogensinde er det mørke kontinent – er de svage ( og fattige) børns liv endnu mere truede end hos os. Og efter min mening har vi ikke lov at lade som ingenting og sige:”jamen, det er ikke vores børn. Det er ikke vores ansvar.” For vi har ansvar for den verden, vi lever i, og ikke kun i snæver og national forstand. Vi har kun EEN VERDEN, og den er vi fælles om. Og den bliver kun bedre, hvis børnene får det bedre. Og vi kan ikke lukke øjnene. Vi MÅ ikke lukke øjnene.
 
I “Mellemlandet” er der en novelle om den afrikanske barnesoldat, jeg bringer den her, men spring den over, hvis du ikke vil høre om så store rædsler:

INGENTING
Han løber uden at se sig tilbage. Hvis han ikke ser sig tilbage, når han skoven. Hvis han ikke ser sig tilbage, opdager de ham ikke. Hvis han ikke ser sig tilbage, vil det lykkes ham at flygte.
Han ser sig ikke tilbage, de lange ben tager over, og de går som trommestikker under ham.
Bag sig hører han hylene fra de skrækslagne børn og skrigene fra deres forældre
og fra soldaterne, der myrder i flæng, fanget som de er i en berusende fælde af
blod og rædsel. Han hører sit eget brøl, som han forsøger at kvæle. Halvkvalt vælter det ud af hans mund. Hvad nu, hvis soldaterne hører det? De vil sætte efter ham og hugge ham ned med deres macheter, som de nu hugger ned for fode inde i landsbyen. Han er en
forræder nu. Mod sin egne. Og han skulle ikke løbe her. Han skulle svinge sin machete med samme dødsforagt og raseri som de andre. Som han har gjort det før. Som han plejer. Og hvis han ikke var en forræder, så ville han nu befinde sig i en befriende rus af blod og
afsindig vrede, af vild glæde og ubeskrivelig sorg, og hans arme ville gå som møllevinger, og alle kroppens sanser ville samle sig i ét eneste altopslugende begær: At se blod. Se det sprøjte fra sorte halse. Se det springe fra sorte maver og fra skrigende munde. Og han ville selv forvandles til et brølende vilddyr, hvis skrig ville smelte sammen med de landsbyboeres, hvis blod nublander sig med det tørre, røde sand. Og til sidst, når de udsplattede menneskekroppe endelig var blevet tavse og lå helt stille i
blodpytterne, ville han være med til at ransage landsbyen og finde de sidste, dem, der nåede at skjule sig i hytter og under buske, og også han ville trække dem frem, og der ville ikke være flere skrig i nogen af dem. Og tom og fortvivlet ville han sammen med sine kammerater skænde dem til døde og kyle dem fra sig. Og de ville løbe videre. Til næste landsby. Til næste fest. Til næste rædsel. Videre, videre, videre. Det hører aldrig op. Pludselig glider han og falder om på den sølede jord, og der langt inde i bushen, skjult
under et filter af grønne blade, er det, som om alt liv siver ud af kroppen og
forsvinder i jorden under ham. Han bliver liggende længe ubevægelig, og han er ikke mere en dreng på 16 år, der har mistet alt.
Han er en sort skal på den sorte, lerede jord. Han ved ikke, hvor længe han har sovet.
Da han vågner, er der mørkt omkring ham. Han løfter hovedet og lytter. Så stille der er. Ikke en fugl, ikke et dyr er at høre. Som var han helt alene i verden. Han rejser sig og ser, at mørket skyldes de tætte buske, der lukkede sig over ham der, hvor han faldt, og at nattemørket er på flugt nu. Den brændende sol er på vej op. Det er stilhed, før dagen bryder igennem. Han stirrer op mod den vældige himmelbue, der flimrer i rødgyldne farver, som har nogen sat den i brand. Så husker han i går. Og en sitren farer gennem kroppen. Her er han. Alene. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har været ene. Prøver at tænke tilbage, men bevidstheden fanges af billeder, han ikke vil se, men de er som høje, solide mure, han ikke kan komme udenom og ikke trænge igennem. Rædslerne står mejslet i det stensind, han har fået. Som de har givet ham. Og nu kan han ikke mere se, hvad der er bag dem. Og isnende af kulde forstår han, at det er, fordi der ingenting er.
Han er 16 år, og han har ingenting.
Det, der var før, er borte for altid. Tilbage er kun træningslejren. De voksne soldater. Deres
hårde kroppe. Deres kejtede kærtegn. Deres dyriske vildskab. Og hans egen bundløse angst. I et smertefuldt glimt husker han de mange forsøg på at slippe væk. De hårde straffe. Hans krops og sjæls langsomme død. Og så ikke mere. Før det? Højt siger han ordene: Far. Mor. Han gentager de to ord og vil, at de skal viske billederne ud.
En dreng begynder at gå. Det ene skridt tager det andet. Han har ikke travlt. Han skal ingen steder. Der er ingen steder at gå hen. Han holder sig til bushens skærmende mørke og lister uden om de øde landsbyer. Hen på eftermiddagen når han til en lysning langt inde i den tætteste tykning. Midt i den grønne åbning glinser en sø. Stor nok til at være samlingssted for vilde dyr, tænker han, skønt han ikke kender det. For her har han aldrig været. Han træder ud af den tætte bush og går ind midt i lysningen og synes med ét, at det er, som om stedet åbner sig og tager imod ham. Det svøber ham i en underlig og uvant
ro, som har det ligget der og ventet på ham i lang tid. Og nu er det, som om
søen blinker til ham.
”Kom, dreng, kom,” hvisker de små bølger.
Helt nede ved bredden lægger han sig fladt på maven og skubber sig halvt ud i vandet. Og drikker. Og han drikker som et dyr, der længe har vandret over tørre sletter. Heftigt og
slubrende. Så sætter han sig på hug og bliver siddende ubevægelig med den blanke vandflade glitrende i øjet. Han trækker vejret tungt, og for første gang i lang tid er det uden angstens hug. Måske er han trods alt nået frem, tænker han undrende.
Kulden vækker ham. Han sætter sig fortumlet op. Hvor er han? Så husker han og skutter sig. Bushen har forandret sig. Den er blevet levende nu, og rundt om i tykningen hører han det pusle. Et fugleskrig skærer igennem og fylder et øjeblik den kølige natteluft med uro. På den modsatte bred når træer og buske helt ud til det sølvglinsende vand, og langt inde i mørket skimter han enkelte urolige dyreøjne. De gnistrer som ildkugler. Livet pusler
omkring ham. Månen er på vej ned, og nu fejer dens sidste svage lysstråler hen over søens vand. Drengen sidder stille meget længe og lader mørke og lys flimre for øjnene. Nu glider månen det sidste stykke og forsvinder bag træerne, og lyset slukkes lidt efter lidt, indtil det er helt borte og søen forvandlet til et sort øje, der ufravendt stirrer på drengen ved bredden. En gysen farer gennem ham. Men det er ikke kun angst, en følelse af liv sitrer igennem, og han bliver siddende ret op, mens han lader mørket fylde sig mere og mere.
Så hører han, at han ikke er ene.
”Er det dig?” kommer det lige ud af den sorte nat.
Han vender sig brat om, men øjet møder ikke andet end den dunkle rand af buske og træer.
”Vil du ikke nok svare?” lyder det, denne gang bedende. Han anspænder sig. Lytter vagtsomt, men kan ikke høre, hvorfra ordene kommer. Det er, som svæver de i luften, båret til ham af nattebrisen.
En pigestemme?
”Hvem er du?” hvisker han og mærker, at han har et hjerte.
”Jeg er ingenting, engang …”
”Jeg er en soldat,” siger han hårdt. Hun skal ikke tro andet.
”Skal jeg så være bange?”
”Nej.”
Stilheden vider sig ud og fylder natten med sin sære musik. Dyrene tier. Kun brisens lette leg med vandfladen høres. Kluk, kluk, kluk, ler det så let og glad.
”Men du er jo ond.”
”Nej.”
”Du har myrdet.”
”Ja.”
Længe siger de ingenting. Og hans ja bliver hængende i stilheden.
”Hvorfor er du her?” hvisker han.
”Du er her jo også.”
”Det er ikke et svar.”
”Svaret kender du.”
”Ja,” tøver han.
”Jeg ville så gerne være danse. Og være glad. Det husker du nok.”
Nu kunne han tydeligt høre, at det var en pige.
”Men så …”
”Åh, det har du vel ikke glemt.” Hun klynker ordene.
”Nej.”
”Men nu er vi her. Sammen. Og du vil ikke mere gøre mig fortræd.”
”Nej.”
”Så kom!”
Han rejser sig langsomt op. Mekanisk begynder han at vade ud i søen. Så lukker det sorte øje sig over ham, og kun en let krusning bliver tilbage.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

2. Børn. Børn i tid

Udgivet den af
Svar

I et par indlæg fra juni forrige år handlede det om Barokken ( se under Kingo eller under juni 2011! i oversigten til højre) – og et af indlæggene hed: “Barokkens brutalitet” – her fortæller jeg f.eks. om børneopdragelsen i den periode. Det ved vi f.eks. noget om fra Kingos beskrivelser både i salmer og digte og i en prædiken, hvor han slår til lyd for solid “børnetugt” – der, som han siger, er vigtigere end klædetvæt, for den renser ikke det ydre, men det indre menneske.
Suk! Ja, men det er jo mange hundrede år siden, og dybt forældet, nu er det ligefrem forbudt at tugte børn. Og så alligevel: vi har netop i denne måned kunnet se overalt i pressen, hvordan børn mishandles på det groveste i dagens Danmark – jeg tænker på afsløringerne af,  hvordan anbragte børn håndteres på visse såkaldte “opholdssteder”, og forleden var der i Dr 1 en udsendelse med titlen: “Min barndom i Helvede” – der handlede om en piges opvækst i en familie, hvor tæv og voldtægt af børn og voksne var daglig kost. Det var ganske rystende og ikke noget, der foregik i en uciviliseret fortid.
Så det har jo alligevel kun ændret sig på overfladen: i de miljøer, hvor de mest udsatte børn lever, der lever også børnemishandlingen præcis som i gamle dage og til alle tider. Men det vil jeg vende tilbage til i et senere anlæg.
I romantikken bliver begrebet “den gode moder” og kærligheden til det lille barn aktuel og fik i det mindste i litteraturen en stor plads – tænk f.eks. på Ingemanns morgen og aftensange.
Før den tid var barnet lig med skarnet. Det skulle kues og knægtes og formes og føres frem mod dannelsen af “mennesket” = den voksne. Selvfølgelig er kærligheden til det lille barn ikke en opfindelse, som 1800 tallet har patent på – det fandt jeg det smukkeste billede på forleden ( se nedenfor!). Forældre har vel altid elsket deres børn – men dels var der i hine fjerne tider et gevaldigt spild af små, de færreste overlevede barndommen, så man måtte vænne sig til, at det der lille kræ ejede man kun en tid, så tilhørte det Gud og Himlen, og det var også meget bedre.
I fine adelskredse blev barnet straks efter fødslen udleveret til fosterfamilien, hvor det voksede op, og de biologiske forældre fik det så tilbage ( hvis det da overlevede) i mere eller mindre god stand. I Frankrig er der talrige retssager i 1700tallet, hvor forældre klager over, at de afleverede et sundt barn, men fik et skrantende uskønt og eksemplaget skravl tilbage.
Og sådan har det ændret sig siden – først i romantikken blev det den biologiske moder, der ammede sit eget barn – det havde man før den tid ammerne til – det var fattige kvinder, der havde født i utide og i stedet for at gå til grunde nu kunne gå til hånde i de fine familier. Hvad der blev af deres eget barn hører man meget lidt om.
Ja, sådan har det ændret sig med tiderne. Herunder et par billeder, der måske giver en lille fornemmelse af tidens syn på barnet.
Det frie barn:

Omslaget til Erik A. Nielsens bog om Kingo forestiller en dreng, der lyser af frihed og glæde. Men det er barnet brugt som symbol. Billedet er af Dujardin og malet i 1663, og det forestiller netop ikke primært et barn i en barnlig situation; det er en allegori, altså en lille fortælling, og drengen blæser sæbebobler, og hele situationen er et billede på forgængeligheden. Så altså, billedet vil ikke sige: se hvilken lykkelig dreng, men: se, hvor livet er kort og brister som bobler. Og se engang rigtigt på ham. Han har nok et barneansigt og et forsigtigt smil, men hans krop er en ynglings ( = en mands).

Forleden besøgte jeg rektor Minke, som bor på Støvringgård, og der i Riddersalen hang det yndigste barokbarn. Ganske vist opstillet, men barnligt og appellerende til vores ømhed. Det er malet med kærlighed. Så vist fandtes den, kærligheden, også i kunsten.
Og nu til det frie, moderne barn. Her tapper jeg løs af familiealbummet:
Først nogle børn ved en strand. Her symboliserer de ikke noget, de er bare børn:





 
 

1. Børn. Rikkes fødselsdag

Udgivet den af
Svar
Den schweiziske filosof og psykolog Alice Miller har hele sit liv arbejdet med begrebet “barndom” og skrevet mange bøger om emnet, en af dem handler om Hitler som barn. Hendes hovedide er, at barndommen for alle, men mere for nogle end for andre, er en smerteproces, man i følge sagens natur må igennem, men som for rigtig mange skader psyken for livet. En af hendes seneste værker hedder betegnende nok: “I begyndelsen var opdragelsen.”
Ja, opdragelsen. Den har vi alle prøvet på egen krop og sjæl og mange af os givet videre til de små børn, der kom i vores varetægt. Og vist har vi fejlet, men for de fleste af dem, jeg kender og for mig selv, tror jeg, at jeg med nogenlunde sindsro kan tilføje, at vi gjorde vores bedste. Det var så ikke altid godt nok.
Et af mine store forbilleder indenfor børneopdragelse er min egen far. Han undlod med stor succes at gå i lag med den opgave, der hedder opdragelse og lod alle fem børn udfolde sig nogenlunde frit, men med en sådan ro og venlighed, at vi rent faktisk artede os ret så eksemplarisk. Vi var vist aldrig ulydige.
Sådan har jeg ikke opdraget mine børn. Jeg ejer ikke hans sindsligevægt og indre ro. Men jeg har da forsøgt at give plads for et vist  mål af frihed. Og i al fald gik det aldrig som i den novelle, som jeg vil bringe herunder. Den er taget fra novellesamlingen: “Mellemlandet.”

Rikkes fødselsdag

Rikke er fin. Det er hun næsten altid, men i dag er hun særlig fin. For det er hendes fødselsdag.
”Og så skal vi have selskab,” siger mor, ”og være fine.”
Så det er hun. Meget fin endda.
Kjolen er gul og lavet af noget stof, som mor siger hedder silke. Hun er mors lille silkepige.
Kjolen har flæser forneden og blonder foroven. Og mor har krøllet hendes hår, der er lige så gult som kjolen. En rigtig prinsesse og fars lille skat, siger far og ser stolt på hende. De voksne vil så gerne være stolte. Og det er noget, som de er alene på grund af hende. Altså, når hun er artig og dygtig og pæn. I dag er hun alle tre ting. I al fald artig og pæn. Dygtig, det ved hun ikke rigtig. Selv om det sørgeligt nok er den vigtigste dyd. Det hedder det. Dyd. Det siger far. Han kan så mange ord. Det skal hun osse kunne. Og være god til at
tælle.
”Hvor meget kan du tælle til nu?” spørger far næsten hver dag og ser så alvorligt på hende,
som om hun ville komme slemt til skade, hvis hun ikke kunne tælle til mere end 5. Men hun kan heldigvis tælle til 50, så han behøver ikke være bange. Men læse kan hun ikke.
Far har forsøgt at lære hende noget, der hedder alfabetet. Det skal man bruge til at
læse med. Man kan både remse det og synge det. Og når far synger med, går det nogenlunde med det. Men lære det udenad, det kan hun ikke. Og slet ikke bruge det. Det er også alt for indviklet for et lille barn, siger mor og så skændes de lidt om det, og det ender med, at far siger: jamen, hun er vel ikke tung i det, tror du? Og de kigger begge
to så bekymret på hende, som om tung er en hæslig sygdom, som de er bange for, at hun fejler. Så nu har hun bestemt, at tung, det vil hun i al fald ikke være. Og derfor spiser hun meget mindre end før. Det hjælper osse, det kan hun mærke. Selv is. Som ellers smager
så godt. ”Nej tak,” siger hun og nejer pænt, hver gang de spørger, om hun vil have en. Og så siger de, at hun er et underligt barn. ”Tænk, vores Rikke kan ikke lide is,” siger mor og lyder på en gang bekymret og stolt.
Rikke gider ikke fortælle hende, at hun tager fejl. Hun elsker is. Det er alt for indviklet.
Hun bliver 6 år i dag, og derfor har hun selskab. Hun har osse seks gæster. Og er endda
midtpunkt.
”Hvordan føles det så at være midtpunkt, lille Rikke?” spørger mormor, og hun kan ikke
svare, for hun har ikke prøvet det så længe endnu, at hun synes, det kan føles. Men hun tror nok, det er rart, for det betyder, at man gerne må snakke, og at de voksne smiler imens og lytter. Det er helt sært. Hun ser hen på farfar. Han smiler ikke, og Rikke tror slet ikke, at han kan. Hans læber er vistnok limet sammen, og når han en gang imellem skiller dem for at spise eller for at grynte, så kan man godt se, at han rigtig må anstrenge sig. Det er nok alt det lim, tænker Rikke og synes, at det er lidt synd for ham, men hun gider
alligevel ikke have ondt af ham, for han er underlig, og han ser altid så alvorligt, ja næsten vredt på hende.
Mormor er helt anderledes. Hun smiler i ét væk. Sommetider ser det ud, som om smilet
sidder fast, og Rikke får en grim lyst til at gøre noget uartigt, bare for at få det løst. Somme tider ser hun lige på Rikke imens og siger, at hun er en solstråle. Et lille lys i mørket. Det har hun osse kaldt hende engang. Det var dengang, mor græd i flere dage, og til sidst kom mormor og flyttede ind bare for at trøste hende.
”Jamen, kæreste barn, du har jo din lille pige, tænk på det. Hun er det lys, Herren har
sendt dig i dit mørke.” Rikke fik ondt i maven, da hun hørte det, for hun syntes slet ikke, at hun kunne lyse det mindste.
Mormor snakker tit om Herren. Det er en, der osse hedder Gud. Men hjemme hos dem er
der kun far. Herren er en mystisk mand, der går rundt og tænder små lys som Rikke og sender dem til de bedrøvede, der lever i mørke. Hun kan bare ikke forstå, hvorfor han har valgt hende. Hun kan slet ikke lyse mor glad. Han har nok taget fejl og tænkt på en helt anden. En der ligner Rikke. Men bare med lys i.
De får boller og kagemand og kakao.  Og Jens spilder selvfølgelig kakao på sin fine, hvide skjorte og lidt på mors dug osse. Det ser sandelig ikke pænt ud, og de voksne får travlt med at forsøge at fjerne den grimme plet, inden den tørrer ind på dugen. Men det kan de bare ikke. En ækel brun plet breder sig lidt midt i alt det rene og fine. Føj for en møgunge! Og så skælder de ham ikke engang ud.
”Herregud,” smiler mormor, ”han er jo kun tre år og kan ikke gøre for det.” Og hun gør sig
umage for at holde smilet kørende i hele ansigtet.
Mor og tante Erna smiler ikke. Det kunne osse lige passe. Onkel rømmer sig og ser væk, og
farfars mund bliver en smal streg, og morfar siger en lyd som en rar plysbjørn.
”Fy, slemme gris!” siger Rikke alligevel, når de andre nu ikke vil. Og hun tænker, at der kan man ligegodt se. Det er sandelig et held, at de ingen drenge har. Fætter Jens har Herren i al fald ikke sendt for at lyse for sin mor. Men måske sender han osse nogle børn, der skal sørge for, at der ikke bliver alt for lyst. Det går jo ikke an, at de voksne render omkring og er glade i tide og utide. Og hun ser strengt på møgungen. Selv skal hun
nok passe på. Hun spilder ikke, for hun er en pige. Og hele seks år. Og man kan
godt gøre sig lidt umage. ”Bare du gør dig lidt umage,” siger far, når der er noget, som er svært.
Senere foreslår mor, at Rikke skal tage sin lille fætter med ud og lege i haven. Hun
glor på Jens og ved godt nok ikke, om hun gider lege med den ulækre spildeprås.
”Men I skal opføre jer pænt og artigt. Og ikke gå længere end til sandkassen. Og endelig
ikke grise jer til,” siger mor.
Det skal de nok, lover Rikke og nikker. Og så ryster hun på hovedet. Nej. De skal ikke
grise sig til.
Sandet er pænt og hvidt, og de har fint og rent legetøj i kassen. For mor vasker det hver
dag med sæbe og vand, fordi der lever nogen små dyr, det hedder batterier, og de er meget farlige. De sætter sig på alting og især på børn, og derfor må man hele tiden vaske dem væk. De kan ikke lide sæbe. Det dør de af. Men hvis man ikke får has på det skidt, siger mor, så kravler de ind i børns kød og æder løs, uden at man kan se det. For de er usynlige ligesom nisser og trolde og engle. Men bare meget mere uhyggelige.
Nogen gange kan Rikke ikke sove, fordi hun synes, at hun kan høre dem pusle rundt i sengen og lure på hende. Og hun hyler, og mor kommer rendende, men gider ikke vaske
sengen midt om natten. Og far kommer osse, og han siger, at hun kan få en endefuld, hvis hun ikke holder op med det tuderi. Og nu skal hun sove. Basta! Så ligger hun
og kradser sig på arme og ben. For man kan vel kradse dem ihjel. Mon ikke?
Da de sidder i sandkassen med hver sin spand og skovl, fortæller Rikke Jens om batterierne, og hun siger, at de æder ham op, hvis han griser sig til.
”BANG!!!” skriger han lige ind i hovedet på hende, og hun ved ikke, hvad han mener, om
han vil skyde dem, eller om de vil skyde ham. Hvor er han dum! Men han fortsætter med at hyle, mens han fægter i luften med sin skovl. ”BANG – BANG
– BANG! Så nu skudt jeg patterierne,” siger han så og kan altså ikke engang tale
rent.  Så begynder han igen at grave i sandet. Patterierne! Han kan selv være et patteri. Pattebarn er han i al fald, tænker Rikke. Men hun siger det ikke højt, for hun har lovet
far og mor at være høflig over for gæsterne. Og lille dumme Jens er en gæst.
Hun giver sig osse til at grave. En tid graver de om kap. To små huller, der vokser, men
Rikkes vokser hurtigst. Skovlen arbejder og arbejder. Op og ned går det, men i
det lange løb er det ikke morsomt.
”Skal vi lege nu?” spørger Jens pludselig og kaster den blå skovl fra sig. Rikke
standser midt i en stor skovlfuld og lader blikket glide fra den røde skovl,
der hænger i luften og til den lille dreng, der nu puster kinderne op og med ét
ser ganske babyagtig ud. Som en stor dukke, og sød for resten. Men så siger
hun alligevel, at det gør de jo for søren. De leger. ”Nej.” Han ryster energisk på hovedet, så de små brune krøller danser om hans runde ansigt. Sød stadigvæk, tænker hun og opdager, at hun sidder og smiler til ham.
”Jo vi gør.”
”Ikke rigtigt.” Han rejser sig op og begynder at hoppe op og ned på stedet. Rikke hopper lidt sammen med ham, hun hopper endda ind i ham, og han griner og griner, og hun er lige ved at grine med, men hun synes alligevel, at det er for dumt, når man er seks år og
siger, at det tossede hopperi, det er ikke en rigtig leg. De kan lege
mor og baby. Så kan han være babyen. Og han laver trutmund som en rigtig baby, men siger, at det vil han ikke. Han vil være faren så. Og Rikke kan være moren. De har ingen baby. ”Det har man altid. Det er kun lige de første dage efter brylluppet, at der ingen er. Så
kommer der en. Den fødes i maven.” Forklarer hun voksent.
”Men så er det her lige de første dage,” hikker han og nægter pure at være baby. Hun
prøver både at ruske ham og at kysse ham og siger endda, at babyer er noget af
det sødeste. Og nu skal han være sød. Men han sparker i sandet, så det rammer hendes nye kjole og skriger, at hun kan selv være en baby. Han er stor. Og babyer er ikke søde.
”Du er i al fald ikke,” siger hun og kniber øjnene sammen, så han næsten forsvinder foran
hende. ”Du er den dummeste unge, jeg har set.” Hun har ikke set ret mange, for
hun går hjemme hos mor, og de kommer næsten aldrig nogen steder. Men det siger
hun ikke.  ”Du er selv dum. Dumme tøs!” vræler han, og pludselig griber han sin skovl og kyler den i hovedet på hende. Det gør meget ondt, og hun styrter sig over ham og begynder at skælde ham ud og at slå ham, selv om han hyler værre end de små grise på onkels Svends bondegård. Lige pludselig er hun voldsom stærk, mærker hun, og hun ryster ham frem og tilbage, som om hun vil ryste alle hans små dumme tænder løse.
Nu kommer de voksne farende ned over plænen med kurs mod sandkassen, og hun slipper fætteren og ser forfærdet, hvordan de forandrer sig og bliver til rasende uhyrer med fråde om de gispende munde. Så mærker hun hårde hænder lukke sig om armene, og hun bliver flået væk fra Jens og sandkassen og slæbt hen over plænen. Mor og tante Erna har fat i hver sin arm og rykker dem næsten løs af kroppen. Hele vejen op til huset råber mor. Far står deroppe og siger en masse spidse ord, der rammer hende.
Bagefter kan hun ikke huske, hvordan den fødselsdag endte. Kun at alting gik meget hurtigt, og at hun pludselig lå i sin seng og skulle skamme sig. Men hun
skammer sig ikke. Det er ikke hendes skyld, at Herren tog fejl og valgte en
forkert pige. Her har hun ikke noget at gøre.

 

Intermezzo.

Udgivet den af
Svar


Som mine læsere, ikke af bloggen, men af mine bøger, vil vide, så har børn og børns vilkår altid interesseret mig, og et par bøger herom er det jo også blevet til i tidens løb – 3 børnebøger: “Johan”, “Isenglens Søn” og “Skyd dig igennem, sagde Oldefar”.
Men også i voksenbøgerne spiller barndommen en stor rolle – det ses f.eks. markant i “Outside” – “Blues” og “Mellemlandet.”
Og i de store biografiromaner har jeg dvælet rigeligt længe ved barndommen. Eller “rigeligt”? – jeg ved nu ikke – det er den tid, menneskets sjæl formes, den tid, hvor det er mest udsat og skrøbeligst, og hvor alt kan vindes og tabes.
Det vil de næste indlæg komme til at handle om.
 

61 Et kig på det gamle Hulsig – 1910'erne 20'erne

Udgivet den af
Svar

Et par billeder fra skatkammeret, nogle af dem har I set før: Her ser vi først Magnus Hesselholt opdyrke heden. Jeg gentager den lille fortælling: Han var som ung mand på landbrugsmesse i Nordtyskland og fik lov at hjembringe en traktor til demonstration i Nordjylland – kørte han den første traktor i Vendsyssel? – næppe. Men en af de første:

Klik på billedet for at forstørre!
Nå, men de næste par billeder har I ikke set:
Først den berygtede Ålbækvej, hvor man ikke kunne køre, når det havde regnet, og dernæst anlæg af den ny:

Så skete der noget – jeg ved ikke, hvem huset tilhører – det kan nogen måske fortælle mig?
Klik på billederne for at forstørre!
Herunder ser vi uddeleren Anders Andersen ( min morfar ) foran sin butik og ved siden et billede af butikk:

Indefor i den lille brugs trivedes familien Andersen. Den var ikke stor: Anders og Magdalene og lille Vera. Hun voksede og blev så køn. Og fik senere en kæreste, min far, som på det her tidspunkt havde travlt med alt andet end kæresteri: der var en hede, der skulle opdyrkes, og han gik med andre planer, som vi skal høre om senere. Mor havde han udset sig. Men det kunne vente.
Men mor … ja, hun var da bestemt byens skønhed. Nu var der jo ikke så mange unge piger i byen, min onkel Otto måtte således til Kandestederne for at finde sig en, og hun var til gengæld ansat som kokkepige hos Poul Reumert og blev min tante Kirsten. Men hende vender vi tilbage til. Hun hørte til i en hel anden verden, den nye store, der kom til Hulsig og ændrede alting.
Men i landsbyen kunne man også drømme stort, og mor gjorde det vel. Sammen med hjerteveninden Sigrid. Her skal vi se de to piger. Hulsig har fostret en række af smukke mennesker – det ser man, når man bladrer i de gamle album. Jeg vil lidt efter lidt vise dem på bloggen, og først senere samle dem i familier og andre konstellationer ( f.eks. redningsmænd, landbokoner osv.) Her er nu er par billeder af Vera og Sigrid. Sigrids far var redningsmand og han viste mig engang sin medalje. Men ellers ved jeg meget lidt om hendes forældre. Det vil jeg finde ud af.

Åh, de er vist lige gamle på de to billeder – jeg vil vende tilbage til Vera-billederne – ligesom vi også skal hilse på andre hulsigboere fra den tid.