Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Thøger Larsens vise fra 1923: “Du danske sommer jeg elsker dig” – er en af de kønneste sommersange, der findes – jeg husker især verselinjerne: “en ungdom jubled’ din lovsang ud/ kun iført solskin og brunet hud.”

Nu er det vinter og jeg må straks bekende, at jeg holder af den årstid. Jeg kan lide lyset, der ikke blænder og fylder det hele – der er også plads til mørket. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke mere er på alder med Thøger Larsens omtalte ungdom, der jubler lovsangen ud kun iført solskin og brunet hud.

Måske skulle jeg skrive den sang, der mangler i sangbogen: “Du danske vinter jeg elsker dig” – for der findes ikke rigtig nogen hyldest til vinteren: Spurven sidder stum bag kvist, og der er ikke antydning af jubel fra dens næb, og urt og busk står i skjul, og det er så koldt derude, og Brorson sukker: her vil ties her vil bies … – ja, vintersangene handler alle sammen om længslen efter at slippe ud af årstiden og ind i foråret.

Det er en skam. For vinteren er så smuk, og lyset er så ekstra klart, – når det bryder frem – også selv om, eller måske fordi, det aldrig fylder billedet ud, men står der som en kontrast til mørket.

Jeg vil illustrere det med et par billeder, som jeg tog i skoven forleden dag: den sidste vinterdag måske. Sneen lå stadigvæk som små hvide puder i skovbunden, men mellem de sorte træer lyste solen.

Billederne er taget midt på eftermiddagen, og solen står jo nok lavt, men er ikke ved at gå ned.

Vintersangen. Mon nogen vil skrive den? Jeg er ikke sangskriver, men skriv, hvis du har lyst! Lad os få nogle glade vintersange, der jubler over lyset i mørket.