Amos Oz – Judas

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Da jeg skrev Tobias og Englen” – som jeg jo faktisk skrev på i nogle år, selv om den forleden sprang ud som en lille bog (150 sider) og endda af DBC’ anmeldelse blev døbt (= dømt) “en smal udgivelse”. Ja, da jeg arbejdede på den var jeg mentalt i Mellemøsten og læste jo en del litteratur fra regionen – Shavit og Oz står som to lysende stjerner på min indre himmel. Begge har de skrevet deres familiekrønike, men også Israels historie i de to fantastiske bøger: “Mit forjættede Land” – og “Fortællinger om Kærlighed og Mørke.”
For nylig udkom Amos’ Oz seneste bog på dansk. Den hedder Judas.

 
Den handler om en ung jøde Shmul, der studerer i Jerusalem. Han skriver på en afhandling om Jesus set med jødiske øjne. Han opgiver studierne og tager job hos en gammel invalid jøde. Arbejdet består i at samtale med den gamle. Der bor også en enke i huset (en svigerdatter) og hendes far var tilhænger af fred med araberne.
Bogen har flere tråde, men den vigtigste er nok de lange samtaler mellem den unge (venstreorienterede) student og den gamle mand. Og mellem studenten og enken.
Her er et par citater, som giver en fornemmelse af bogens hovedtemaer:
Citat s.72 – Den gamle mand til studenten:
 
”Du er en tapper soldat i verdensreformatorernes hær, og jeg er ikke andet end en del af denne fordærvede verden. Når den nye verden sejrer, når alle mennesker bliver retskafne og simple og produktive og stærke og lige og ranke, vil man uden tvivl forbyde vanskabninger som mig ved lov, sådan nogle, som kun spiser og ikke laver noget og oven i købet taler nedsættende om alt muligt ved hjælp af en masse finurligheder og endeløs sarkasme. … heller ikke du, min ven vil de have brug for, ikke engang skyggen af brug for, når den store revolution omsider bliver gennemført. De vil ikke interessere sig for Jesus set med jødiske øjne. Hvad skal de med drømmere som Jesus? Eller som dig? Hvilken interesse har de i det jødiske spørgsmål? Eller i nogen spørgsmål i hele verden? De vil jo selv være svaret på alle spørgsmål.” ( side 72)
Samme side og stadig den gamle mand:
”Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”
 Om dem, der tror på en fred, siger han på side 135:
”Men jeg siger dig, kære ven, at hvis to mænd elsker den samme kvinde, eller to folk gør krav på det samme land – om de så drak floder af kaffe sammen, så vil disse floder aldrig kunne slukke deres had, og strømme af vande vil aldrig kunne skylle det væk. Og jeg siger også til dig, trods alt det, jeg sagde til dig før: lykkelige er drømmerne og forbandet er den mand, der åbner deres øjne. Ganske vist kan drømmerne ikke frelse os, hverken de eller deres disciple, men uden drømme og drømmere vil den forbandelse, som hviler over os, være syv gange tungere. Takket være drømmerne er vi, der er besindige, måske lidt mindre forstenede og desperate, end vi ville have været uden dem.”
En anden tråd i bogen er Shmuls afhandling om Judas ( bogens navn ) – Her et citat fra side 185:
”Jesus og alle hans disciple var jøder og sønner af jøder. Men i de kristnes forestillingsverden er den eneste, der bliver stemplet som jøde – og repræsenterer hele det jødiske folk – Judas Iskariot. Da udsendingen fra præsteskabet og tempelvagterne kom for at anholde Jesus, blev de øvrige disciple skrækslagne og frygtede for deres liv og flygtede i alle retninger, og kun Judas blev tilbage. Måske kyssede han Jesus for at give ham styrke. Måske fulgte han også med fangevogterne til det sted, de førte hans læremester hen. Også Peter kom dertil, men allerede før det blev lyst, havde Peter fornægtet Jesus tre gange. Judas fornægtede ham ikke. Hvor er det ironisk, skrev Shmul i sin notesbog, at den første og sidste kristne, den eneste kristne, som ikke forlod Jesus og ikke en eneste gang fornægtede ham, den eneste kristne, der troede på Jesu guddommelighed helt til hans sidste stund på korset, den kristne, som til det sidste troede på, at Jesus ville stige ned fra korset foran hele Jerusalem og foran hele verden, den eneste kristne, der døde med Jesus og ikke overlevede ham, den eneste, som fik sit hjerte knust ved Jesu død, at netop han af hundredvis af millioner mennesker i fem verdensdele og gennem årtusinder er blevet betragtet som den mest arketypiske jøde. Og den mest afskyelige og foragtelige.” ( Citat slut)
Judas er ofte blevet betragtet som en forræder akkurat som den unge enkes far, der troede på, at fred mellem jøder og arabere var den eneste rigtige løsning på uvenskabet mellem jøder og arabere. Han arbejdede imod Ben Gurion og hans krig mod araberne. Og han omgikkedes arabere og blev kaldt en forræder. Som Judas. Men Judas var den eneste, mener Shmul, der elskede Jesus for alvor og til det sidste troede på ham. Da Jesus hang på korset og led og troede, at Gud havde forladt ham, da blev Judas ved med som den eneste, at tro på, at han ville stige ned fra korset og gå bort i fred. Da det ikke skete, begik Judas selvmord.
Temaet forræderi bliver også behandlet i bogen. Interessant nok, for hvornår er et menneske forræder? Det afhænger af øjnene, der ser.
 
 
 
 

HVORFOR JEG IKKE ER LUTHERANER AF HJERTET

Udgivet den af
Svar



Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.

Cranach d. Ældres fremstilling af Martin Luther ( Statens Museum for Kunst)
 
Jeg er ikke forsker. Og slet ikke Lutherforsker. Men jeg er lutheraner. Det er de fleste kristne danskere, og det er et fællesskab, som jeg er født (=døbt) ind i. Det har jeg ikke været med til at bestemme, selv om jeg ganske vist på et tidpunkt blev konfirmeret – ja, netop BLEV konfirmeret. Mine eksamener TOG jeg.
Jeg tror, at Gud er så stor, at hans kærlighed omfatter alle mennesker. Og at tro det er det rene kætteri set med Den Rene Læres  Lutherøjne. Så meget har jeg dog læst og forstået.
Så jeg er altså ikke lutheraner af hjertet.
En overgang tænkte jeg seriøst på at konvertere til katolicismen, men gjorde det ikke, fordi jeg egentlig tror, at vi skal blive der, hvor vi hører hjemme. (Ja, det var  så lidt lutheransk sagt!).
Jeg hører hjemme i Den Luthers Evangeliske Kirke. Så bliver jeg der. Og desuden: jeg er glad for at gå i kirke, og I vores lille landsby har vi kun én kirke.
Jeg underviste en overgang GIF’ studerende ( Gymnasiale Indslusningskurser for Flygtninge). Mine elever var muslimer, og det skete, at en af dem kom og spurgte mig, om de ikke burde konvertere til kristendommen. Jeg sagde naturligvis, at det var en beslutning, de selv måtte tage. Det sagde jeg, men i mit hjerte tænkte jeg. ”Du er jo muslim, så bliv hvor du hører hjemme! I islam.”
Det er dog ikke kun, fordi Luther udelukker alle ikke-døbte fra frelsen, at jeg ikke er lutheraner af hjertet. Det er der mange andre grunde til. Og dem vil jeg vende tilbage til. Men jeg mangler at læse en hel del bøger, ( f.eks. Luthers “Den trælbundne vilje” og Erasmus’ “Om den frie Vilje”) inden jeg føler mig rustet til med både hjerte og hjerne at forklare, hvorfor jeg ikke bryder mig om Luther.
Når man læser om hans syn på medmennesket og på sin egen omverden, så bliver man grundigt “af- Lutheriseret”. Det er min mening.
Og det forsvar, man hører hyppigst i de lærdes debat om Luther og hans umenneskelige synspunkter, er, at han var barn af sin tid. Og at sådan var tiden. Nej, sådan var tiden ikke – ikke kun i al fald. Renæssancen var åndeligt og menneskeligt hævet over reformationens brutale menneskesyn.
Jeg vil senere vende tilbage til Luther og se ham i skyggen af Erasmus af Rotterdam.
En afgørende forskel i Luthers og Erasmus’ holdninger til livet og alt det, der er os givet, bl.a. vores gode forstand, er her ridset op. Og jeg tillader mig at lægge ordene i munden på de to vismænd. Lidt usagligt ganske vist, for nedenstående har Luther ikke sagt ordret, men det er som jeg forstår ham:
Martin Luther: Jeg ved, at det, jeg fremfører, er sandt, for jeg har selv fundet frem til det i min tolkning af Bibelen. Og den har altid ret. Og det har jeg også. Min tolkning er  rigtig, fordi jeg forstår Guds ord bedre end alle andre. De andre har uret. Og dem, der ikke er enige med mig er kættere og bør dræbes: tortureres, brændes, halshugges eller hænges. Det står ikke til diskussion.
Det kaldes i min terminologi ondskab og intolerance
Og nu Erasmus. Ham lægger jeg også ord i munden:
Erasmus af Rotterdam: jeg tror, at det, som jeg fremfører, er sandt, fordi min forstand og mine følelser siger mig det. Og desuden mener jeg at kende forskel på godt og ondt, og det er ondt at gøre andre fortræd. Derfor er jeg imod vold og undertrykkelse og går ind for frihed. Som sagt, tror jeg, at jeg har ret i de synspunkter, men jeg vil gerne diskutere dem, for andre kan mene noget andet, og have ret. Jeg har ikke patent på sandheden.
Det kaldes i min terminologi humanisme og tolerance
I en hardcore lutheraners øjne er ovenstående minus-ord. I mine er det plus-ord.

Erasmus af Rotterdam ( David Gardelle)

Statens Museum for Kunst

 
 
 
 

TOBIAS og ENGLEN

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.

Så kom Tobias og Englen endelig fra harddisk til udgivelse i håndgribelig bogform. Det havde jeg jo lovet mine læsere, men jeg var ikke særlig god til at stå ved mit løfte. Et brev gjorde udslaget. Tak for det også.
Og tænk, at jeg fik selveste Rembrandt til at illustrere min bog. Tak, du gamle tegner, fordi du så ca. 400 år frem i tiden, så du kunne ramme præcis den sårbarhed, der er i min Tobias ( som i de fleste teenagedrenge) –  hans frygt og hans mod.
Og så synes jeg i øvrigt, at Rembrandt er moderne – den tegning kunne godt være lavet i det 21. århundrede.
Ganske kort om bogens skæbne indtil nu:
Ja, for den afgøres jo mere end af noget andet  af DBC’s lektørudtalelse. Christine Christensen har skrevet udtalelsen til min bog, og hun skriver i det mindste, at den er velskrevet, men ellers har hun ikke meget til overs for den. Og hun har slet ikke forstået dens humor – måske mangler hun humoristisk sans. Måske mangler hun blot tid og har lynet sig igennem den. Og det er vel forståeligt med alle de bøger, der skal anmeldes hver dag. En hel dag til en bog har man vel ikke. Anmelderkorpset er jo ganske lille.
Heller ikke spændingen på handlingsplanet nævner hun – og kommer slet ikke ind på, at bogen behandler aktuelle emner som forfølgelse af folkegrupper og tyranniske regimers vilkårlige magtudøvelse. Handlingen er (siger mine unge prøvelæsere) spændende og udspiller sig i et Mellemøsten, hvor ufred og krigerisk fremfærd jo ikke ligefrem hører fortiden til. Byen, hvor handlingen tager sit udgangspunkt hedder i dag Mosul – dengang Nineve. Der er mange paralleller mellem dengang og nu.
Kort om bogens relevans som biblioteksbog skriver anmelderen: “For et religiøst og spirituelt interesseret publikum.” Og som konklusion: “Smal udgivelse for et religiøst eller historisk interesseret segment. Anbefales til store litteratursamlinger.”
Det var så det. Og en sådan kritik og vurdering er jo ikke ment negativt, men det betyder jo desværre, at bibliotekerne ikke køber den.
Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Ikke af økonomiske grunde – det er heldigvis ikke problemet, men jeg vil GERNE have læsere. Og der er folkebibliotekerne jo formidable som formidlere af god litteratur. Og de har altid anskaffet mine bøger til et bredt publikum. Nu kan man så på grund af udtalelsen ikke ret let låne “Tobias og Englen”
Jeg synes, at bogen er super som konfirmationsgave. Det religiøse aspekt i konfirmationen er vel ikke helt væk. Eller hvad?
Vi fik i sin tid “Hjortens Flugt” i konfirmationsgave. Og den var hamrende kedelig. Det er Tobiasbogen ikke.
Men hvis nogen af mine læsere skulle få lyst til at læse den, eller måske give den til en konfirmand, så har jeg nogle stykker på lager. Og de kan købes via min email: marianne@hesselholt.com til den klædelige pris af 120 kr. pr. bog.

Her præsentes den på Randers Bibliotek ( Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen)

HJERNEN OG HJERTET PÅ RETTE STED

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
 



 
Der er store oplevelser i naturen. Men det er der også i læsningen.
Jeg må indrømme, at jeg er afhængig af god litteratur. Afvænning er en umulig opgave, men hvem skulle også ønske at afvænne mig fra lige akkurat den last. Last? Nå ja, måske. I al fald kan man 100% forsvinde ind i en anden verden, og er så måske savnet en smule i den såkaldt ”virkelige” verden. Sådan har jeg det med god fiktion.
”Hej! Hvor er du?”  – svaret: væk – væk i en god bog.
Men de bøger, der har optaget mig de sidste par dage og især nætter, er nu slet ikke fiktion. Det er faglitteratur på højeste niveau. Og når faglige og saglige bøger om verden er bedst, så fanger de akkurat som de bedste romaner, digte og anden fiktion kan gøre det.
Jeg forsøgte at overtale min kære gemal til at læse bøgerne, men da han hørte, hvad de handlede om, så han blot hovedrystende på mig og med et udtryk så fuld af undren, at jeg opgav ethvert forsøg på at overbevise ham. ”Du er ikke rigtig klog.” Sagde hans blik. Og det kan han jo have ret i.
Hvad sagde jeg da til ham?
Jeg sagde: at forfatteren hedder Henry Marsh. At han er kirurg, og at han har skrevet to bøger, som jeg lige har læst (slugt): GØR IKKE SKADE og HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN. Bøgerne handler om neurokirurgens oplevelser i de mange år, han har opereret i hjerner. Han går i sine bøger lige ind i de enkelte operationer og skildrer dem så levende og trin for trin, at man som læser føler, at man står ved operationsbordet og følger med i hver eneste af de mange indgreb. Hver gang lige nervepirrende. Ikke kun for læseren. H. March har selv hver gang følt, at han stod på kanten af en afgrund, og at kun hans dygtighed, kombineret med tilfældigheder, har været afgørende for, om patienten ville overleve. Og hver gang, patienten er død under kniven eller lige efter, har han følt det som et knusende nederlag og en stor sorg.
Tænk at skulle klare det daglige arbejde på de vilkår! Hvordan kan man det??? Men godt, at der findes mennesker, der kan.
Sådan har han arbejdet. År efter år. Og det gør bogen værd at læse. Han skriver jo også godt – sproget (den danske oversættelse) fungerer fint nok – men æstetisk er det ikke den store oplevelse. Det er så netop forskellen på nok så god faglitteratur og rigtig god skønlitteratur. Efter at have læst sidste kapitel i March’s bøger gik jeg i dag i gang med Anne Lise Marstrand Jørgensens ”Sorgens Grundstof” – og her er det netop det fine sprog, der fanger læseren lige med det samme. Indholdets kvaliteter forholder jeg mig indtil videre lidt tvivlende til.
Men tilbage til Marchs bøger. Du må selv læse dem, hvis du er til opsprættede hjerner og lægekirurgiske finesser skildret i detaljer. Jeg vil kun anbefale bøgerne og lige indskyde, at de ikke KUN handler om ovenstående blodige affærer, men nok så meget om et menneskes dybe etiske ansvarsfølelse over for medmennesket.
Jeg vil slutte af med et par citater fra bøgerne.
S.13 i GØR IKKE SKADE:
”Jeg er ofte nødt til at skære ind i hjernen, og jeg hader at gøre det. Men en diatermisk tang får jeg de smukke, fine røde blodkar på hjernens skinnende yderside til at koagulere. Jeg skærer ind i den med en lille skalpel og laver et hul som jeg skubber en spinkel sugeslange igennem – da hjernen har samme konsistens som gele, er sugeslangen hjernekirurgens vigtigste redskab. Jeg ser ned i mit operationsmikroskop og føler mig vej ned igennem den bløde, hvide hjernesubstans mens jeg leder efter tumoren. Den tanke at min sugeslange er på vej igennem selve bevidstheden, igennem fornuft og følelse, at minder, drømme og overvejelser skulle bestå af gele, er simpelthen for mærkelig til at kunne fatte.”
I bøgerne går man som sagt fra patient til patient, og en af de ting, der slog mig vejen igennem bogen, er det særlige lægeblik, som March har. Som alle læger måske har. Og som man jo umuligt kan klandre dem for at have, for måske er det netop dette særlige blik, der får dem til at ”holde distancen” og holde ud.
De ser mennesket som patient. Og for March har man indtryk af, at lige netop det, at hjernen består af gele og ikke af følelser – eller rettere, at det er geleen, han er mest optaget af, er det, der gør, at det bliver til at holde ud for ham.
Jeg er fuld af beundring for hans gerning. Men jeg må lægge distance til ham på vigtige punkter. Han går f.eks. helhjertet ind for eutanasi (medlidenhedsdrab), og han skriver f.eks., at han ville ønske, at hans mor var død, inden hun skulle underkastes den store ydmygelse og uværdighed det er at blive inkontinent og dement. Her ville han have fundet, at medlidenhedsdrab var forsvarligt.
Og det er lige der, jeg er lodret uenig med ham. Jeg synes IKKE, at man mister værdighed ved at blive SVAG. Jeg synes, at svaghed og ubehjælpelighed kalder på noget helt andet end drab og afstand, det kalder på ømhed og nærhed.
Dem i min egen familie, som er endt i demensens skyggeliv, dem har jeg nærmest følt en voksende kærlighed til. Og jeg synes ikke, de mistede deres værdighed. De mistede så meget andet. Det gjorde vi alle sammen.
Det vil jeg ikke argumentere for. Det er en følelsessag.
Endnu et citat fra bøgerne Her er det fra HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN:
Marsh tror ikke på et liv efter døden. Faktisk tror han ikke rigtig på mennesket som andet end et biologisk fænomen. Siger han. Han skriver:
…(side 251) ”jeg tror ikke på noget efterliv. Jeg er neurokirurg. Jeg ved godt at alt hvad jeg er, alt hvad jeg tænker og føler, det være sig bevidst eller ubevidst, består af elektrokemisk aktivitet i mine milliarder af hjerneceller der bliver holdt sammen af et nærmest uendeligt antal synapser….  Når min hjerne dør, dør ”jeg” ‘et også. ”Jeg” er en midlertidig, elektronisk dans …”
Og sådan tænker måske alle videnskabsmænd, og det kan jeg på en måde godt forstå. Men ikke selv tro. Jeg tror på noget, der er større end alle de milliarder af celler, vi render rundt med. Jeg tror, der findes en Gud og et efterliv.
Men det er jo tro.
Henry March taler om noget andet. Og det er han god til. Læs ham, hvis du tør.

Sapere aude – Kant kunne, kan du?

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Da B.S. Ingemann var en lille dreng, oplevede han et sandt drama i den ellers så fredelige præstegård i Torkildstrup. Hele familien var samlet om det store bord i stuen. Grandmaman tronede for den ene ende, pastor Ingemann for den anden, og rundt om sad store og små børn. Men de havde ikke som vanligt blikket rettet mod faren, og det var ikke hans fortællinger, de slugte. For Søren var hjemme fra København, og han sad der og lyste med al sin nye viden, og det var ham, de lyttede til, for alt det, han dog kunne fortælle om den store by. Forældrene var tavse. Men på et tidspunkt blev det for meget, også for børnene, for nu begyndte broren at fortælle om det, han lærte på universitetet, og det forstod de ikke et ord af. Søren var i København blevet medlem af Jacobinerklubben. en sammenslutning af revolutionære unge studenter. Den franske revolution havde fundet sted, og de nye tanker om frihed spredte sig som ringe i vandet. Nåede også København. Og Søren flammede af iver.
Som Ingemann skriver i sine erindringer “Levnetsbog” så husker han endnu som gammel mand farens reprimande til Søren, der ikke mere troede på Jesus Kristus. Senere vendte han dog tilbage til troen og blev præst.
Der står i “Levnetsbog” om Søren, da han blev præst:
Han følte sit hverv “som en høiere Kaldelse fra den sande Kirke-Herre, som han havde hørt fornegtet af Tidens stærke Aander og selv engang været nær ved at tabe Troen paa. Han havde vist ikke forgjæves hørt det mægtige Ord af Faderen i Torkildstrup Præstegaard, som nærmest var rettet til ham, den unge hjemkomne Student, men som den yngste Broder også hørte og aldrig kunde glemme.”
Tidens stærke ånder: der er en lang række af oplysningsfilosoffer, men i det her indlæg vil jeg beskæftige mig med Immanuel Kant, og så vidt jeg husker, er det også ham, der diskuteres i præstegården.
Kant og de fleste andre af tidens tænkere mener, at kun det, man kan fatte med forstanden, er sandt. Og man skal bruge SIN EGEN FORSTAND til at finde frem til sandheden. Ikke GUDS ORD, eller LOVENS ORD. Og sådanne tanker kunne jo ikke gå an i den konservative Torkildstrup Præstegaard. Sørens far, der også hed Søren, må have svaret sin søn noget i retning af: “Fornægter man Jesu Kristi guddommelighed, så fornægter man kristendommen.” Og han ville nok have tilføjet, at så er man ikke en sand kristen.
En sand kristen. Som om der findes usande kristne…
Selv har jeg altid ment, at man kan være både et oplyst menneske og kristen. Og jeg er i det mindste enig med Grundtvig i et af hans udsagn, nemlig at det gælder om at være “menneske først, kristen siden.”
Det vil jeg argumentere for herunder.
Sapere aude! – du skal turde vide! – sådan et valgsprog havde Kant, og det lyder jo som noget vås i vore moderne ører, men det var det ikke i slutningen af 1700tallet. Dengang og langt op i 1800tallet kunne det være dødsensfarligt SELV at forsøge at finde frem til en erkendelse af VIRKELIGHEDEN – AF SANDHEDEN. Gud/ Kongen/ Øvrigheden alene VIDSTE og kunne altså fortælle dig, hvad du skulle tro og mene.
Sapere aude!
Det tør vi vel i dag. Gør vi ikke? Eller er vi bange for hademails og lignende, som den moderne IT virkelighed har velsignet/belemret os med.
De unge studenter i den tids København i al fald de turde godt –  og de har sikkert læst Immanuel Kants  Kritik der Reinen Vernunft (1781) og Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785)
I disse værker fremsætter Kant sit berømte KATEGORISKE IMPERATIV
Det nye påbud lyder: du skal tro på din egen forstand.
Jeg vil ikke her gå dybere ind i Kants filosofi, – han har f.eks. en moralfilosofi, som jeg slet ikke har omtalt –
Jeg har ikke selv studeret Kant, siden jeg tog  filosofikum i 1963 – Altså der er jeg slet ikke ekspert, men taler kun om det, som er almen viden: at Kant gør op med autoriteterne og påbyder mennesker SELV at kaste sig ud i erkendelsesteoretiske  spekulationer og finde ud af, hvordan alt hænger sammen.
Og det kan man efter min mening gøre og stadig være kristen.
For resten siger Kant alligevel også lidt om det med det religiøse? for han siger i al fald flere steder, at der er noget, som vi kan begribe med forstanden. Men også noget, som vi ALDRIG når til at begribe med forstanden.
Han kalder det DAS DING AN SICH – her må forstanden melde pas.
Og jeg er ret overbevist om, at den moderne videnskab, der selvfølgelig er nået milevidt længere i de århundreder, der er forløbet siden Kant, kun har afdækket en lillebitte del af sandheden.
Das Ding an Sich ligger stadig og slumrer.
Sagt i kristne termer kunne det måske lyde det sådan her ( 1. Kor. 12, 13):
“Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Men lad os stadig vove at vide – men også vove at tro.
 
(fortsættelse følger måske)

To bøger om barneliv

Udgivet den af
Svar


 
 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
 
Jeg har sat mig for at læse al den nye litteratur, jeg kan overkomme. Og da jeg har bogbus lige til døren, så det er ikke svært at få fat i bøgerne. Nogle af dem køber jeg.
Dog har jeg en hjælperegel: Jeg lægger en bog fra mig igen, hvis den ikke fænger inden for de første 25 sider. På den måde slipper mine trætte øjne for en hel del.
Men så sker det igen og igen, at jeg bliver så grebet af en bog, at jeg fortsætter til sidste side og helst den samme nat (jeg læser altid om natten – en gammel vane).
Her i efteråret er der to bøger, som jeg har læst lige efter hinanden, og selv om de er vidt forskellige, så ligner de også hinanden på flere punkter: for det første er begge ”vildt spændende” (har haft børnebørn på besøg ), og for det andet er de noget så sjældent som morsomme og tragiske på samme tid.
De handler begge om barneliv. Og fælles for dem er også, at det hele foregår i en atmosfære af håbløshed, fattigdom og vold. Men det, som gør begge bøger så fascinerende er den måde, håbløsheden, fattigdommen og volden fortælles på.
De sætter tanker i gang – som al god kunst gør.
Det faktum, at situationerne ses fra barnehøjde (selv om forfatteren jo er voksen), gør, at det barske indhold forvandler sig, så det hele alligevel bliver smukt. Det fortælles så flot.  Og uskyldigt.
Den ene foregår i Mellemøsten – den anden i Nørre Ørum.
Riad Sattoufs: l’arabe du futur ( på dansk Fremtidens Araber)
Thomas Korsgaards: Hvis der skulle komme et menneske forbi.
Sattoufs bøger ( det er tre tegneserier) er selvbiografiske, og det kan Korsgaards også udmærket være, men det ved jeg ikke noget om. Han kommer fra den egn, hvor handlingen udspiller sig.
Sattouf er opvokset i Mellemøsten ( Gadaffis Libyen og El Assads Syrien) og han har været ansat som tegner på Charlie Hebdo.
Kære læser: Nu vil jeg ikke fortælle mere om bøgerne – men de kan anbefales. En mørk nat måske, eller hvornår du nu vælger at forlade den her verden for at træde ind i en anden – uden at det af den grund kan kaldes eskapisme – for du vender tilbage rigere på forståelse af den virkelighedens verden, du færdes i. Og for resten: fiktionens verden er også virkelighed. Når det er god kunst er det en højere form for virkelighed. Synes jeg.

 
 
 
 
 

VILJEN – DEN TRÆLBUNDNE OG DEN FRIE

Udgivet den af
Svar


 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Inden jeg tager ordet, vil jeg minde om en gammel sag, som måske kunne more mine læsere: den gamle Julespøg. I finder den i den højre spalte, men er jo rigtignok nødt til at blade baglæns for at læse den forfra. Den begynder med kapitel 24. Men er jo morsommere, hvis man læser den forfra.
Og nu til nu …
Har netop modtaget det første fine eksemplar af min nye roman “Tobias og Englen” – den bog, som jeg aldrig troede, at jeg nogensinde skulle udgive. Det har jeg så gjort – omsider – eller rettere: den udkommer d.8 januar og præsenteres samme dag på Randers Bibliotek.
Og faktisk har jeg brugt en del af sommeren og efteråret til at skære ned og korte af, så romanen nu foreligger som en ultra kort tekst på 150 sider.
Så har jeg til gengæld fået selveste Rembrandt til at illustrere omslaget. Og ja, det er et gammelt billede fra engang midt i 1600-tallet, men det er præcis så smukt, som jeg havde ønsket mig det. Tak Rembrandt, fordi du tænkte 400 år frem i tiden.

Da jeg læste sidste afpudsning af bogen igennem, inden den styrtede til trykning og hvad deraf følger, stod det mig klart, at den udover “kampen mellem det gode og det onde” også har et andet tema: viljens frihed. Og at jeg oven i købet har lagt Gud de ord i munden, at “mennesket har sin frie vilje.”
Så der kom jeg sandelig i klammeri med den Luther, hele verden har fejret hele det her år. For en af den gode reformators tanker er netop, at viljen ikke er fri. At viljen er Guds alene. Og at menneskets ditto er bundet af Guds. Vores vilje er trælbunden ( som Luther udtrykker det) – vi er altså Guds trælle. Det er hovmod at tro andet.
Det gør jeg.
Jeg tror, vi er frie. Ikke trælle. Derfor står vi også til ansvar for alle vore handlinger.
Det er altså ikke tilfældigt, når Gud i min bog siger sådan her: “De (=menneskene) må selv bestemme.”
I Fadervor siger vi: “Ske din vilje” – og underkaster vi os så ikke Luthers tro på viljens ufrihed?
Nej, det synes jeg ikke. Vi beder Gud tage over, der hvor vi ikke selv kan. Eller der, hvor vi står vaklende og usikre og bange. Hvis det ikke var sådan, så behøvede vi vel ikke bede om det. Så skulle det vel ikke komme fra os til Gud. Så var det jo en selvfølgelighed.
Men vi KAN … vi HAR LOV TIL at lægge vores usikkerhed og frygt i Guds hænder og bede ham om at tage over. Og det gør vi i bønnen.
Sådan tror jeg det er.
Og jeg giver 100% “min” engel Rafael ret, når han i romanen siger til Gud, at FRIHEDEN er den smukkeste gave, Gud har givet sine mennesker. Men også, når han bebrejder Gud, at han så sjældent “tager friheden fra os”. At han alt for ofte lader os styre skuden selv. Og alt for ofte på et hav, der er så oprørt, at vi forliser.
Den gamle theodicé-problematik rejser sig igen og altid: Hvorfor lader Gud det onde finde sted, når han nu er så almægtig og god?
Den problematik får vi aldrig løst. Der er ingen logisk forklaring der.
Jeg er i færd med at læse en doktordisputats om problemet set i historisk perspektiv. Det er Leif Nedergaard-Hansens:  BAYLES & LEIBNITZ’ drøftelse af THEODICÉ-PROBLEMET.
Måske bliver jeg så klogere.
Men ellers? Tja … tro og fornuft har nu ikke så meget med hinanden at gøre.
Jeg vil sige med Brorson:” jeg vil tage det op, som jeg fatter, og resten vil jeg lade ligge.”
Nå, helt kan vi nok ikke lade det ligge. Det kunne Brorson heller ikke.
Og det er altid udfordrende at tage de store spørgsmål op og – i det mindste – forundres.
Og undres.
Og måske blive klogere.

Alderdommens velsignelser og forbandelser

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Jeg har i de seneste 20 år holdt mange foredrag om alderdommen. De første mange år hed foredraget “de ældste og de yngste”. Og det handlede om de to aldre i menneskelivet, der i år ligger længst fra hinanden, men som også er kendetegnede ved, at de deler vilkår med hensyn til det forhold, at både de helt små og de meget gamle er svage og sårbare. Og ret så afhængige af de “voksne” = de stærke, der befinder sig i den midterste livsfase.
Kort sagt: de lever i samme udsathed.
Den seneste tid har foredraget ændret navn og indhold. Det hedder nu: Alderdom er visdom.”
Ligesom det første foredrag tager det udgangspunkt i en historisk rejse. Hvordan har man set på begrebet “alderdom” i fortiden, og hvordan har det forandret sig med tiden.
Jeg hørte engang i et radioprogram Rane Willerslev ( socialantropolog og direktør for Nationalmuseet) hævde, at det KUN er i vor tid og i vor kultur, at man ikke agter og ærer de gamle. At det kun er Nu og Her, at alderdom ikke er omgærdet med stor prestige og respekt fra det omgivende samfund.
Det er jo ikke helt rigtigt.
Men langt hen er det.
Dog kan man se, at man i den græske oldtid dyrkede ungdommen (som aldrig før eller siden) og at i al fald nogle af de førende tænkere foragtede alderdommen. Det har vel så været provokerende, set i lyset af det “normale” syn på gamle folk.
Aristoteles ( 384 – 322 f. Kr.) ser først og fremmest “de gamle” som egoister, der har mistet kontakten til det levende liv. Han skriver i Retorik Xlll bl.a., at de gamle er ondskabsfulde, smålige og nærrige.
Platon (428-348 f. Kr.) ,som i øvrigt var Aristoteles’ lærer var ikke enig med ham i de anskuelser.
I Staten fremstiller han de ældre som selve visdommens kilde – dem kan man spørge til råds og lære meget af.
Senere i historien, nemlig i Det gamle Rom var synet på alderdom helt igennem positivt. At opnå en høj alder var ensbetydende med at opnå stor viden og magt. Alderdom er Visdom – Ja, den overskrift passer fint her.
Cicero ( skribent og statsmand, 106-43 f. Kr.) ) er en modpol til Aristoteles angående synet på de gamle. Han skriver endda et værk om det: Cato Maior de Senectute. Det skriver han, da han selv er en ældre herre, og her er ordene lagt i munden på den 84-årige Cato den Ældre ( statsmand,234 -149 f.Kr.). Han fortæller, hvordan han i sin alderdom bliver levende på en ny måde. Her et lille citat:
“Jeg har kastet mig ud i dette studium (= om den græske digter Solon) med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig det! Med hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats. Men for nu at vende mig til en anden påstået fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette sin aktivitet efter, hvad man kan magte.”
Og senere skriver han: 
“…det er hos de gamle, man finder den forstandige tanke og det kloge omdømme, og havde vi ingen af dem, hvad var der så blevet af staten og samfundet?”
Og sådan fortsætter hans forsvar for synet på alderdommen som den mest positive periode i menneskelivet.
Det er også den almindelige mening i Det gamle Rom, idet landet styres af SENATET.  Ordet senat kommer af ordet senatus = samling af gamle. Senex = en gammel mand. Altså for at få indflydelse og magt skulle man være gammel. Det vil faktisk sige, at man skulle være senil for at være agtet. Ikke lige en tanke, der fænger i dag.    
 
 
 
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Dette lille intermezzo for at meddele, at min tid er ilet alt for hurtigt.
Hjælp, jeg har ikke kunnet følge med!
Jeg har derfor ikke nået de mål, jeg satte mig i årets start.
Skriver det, fordi jeg måske har en læser eller to, der undrer sig over, at jeg endnu ikke har skrevet et eneste ord om min modvilje mod Martin Luther. Det agter jeg stadig at gøre, men jeg har som sagt ikke nået det.  Og det er nok sådan, at min uvilje mod Luther og hans tanker og gerninger baserer sig alt for meget på følelser og alt for lidt på faktuel viden. Det vil jeg gøre noget ved, og det skal jeg nok nå.
Jeg synes for resten, at der er alt for mange i dag, der udtaler sig skråsikkert om alt muligt, som de ikke ved ret meget om. Alle VIL have en mening om alt muligt. Og det er faktisk ikke muligt.
Alt for få sætter sig for alvor ind i det, de mener noget om. “Man har lov til at have en mening” – påstår de. Men vel har de ej. De skal i det mindste først sætte sig ind i de emner, de udtaler sig så skråsikkert om.
Det kræver arbejde.
 

Det ondes problem

Udgivet den af
Svar


 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Har netop skrevet en ungdomsbog færdig, som handler om kampen mellem det gode og det onde. Gud og Djævelen er på spil i bogen. Og man kan måske sige, at kampen ender uafgjort. Eller rettere, kampen ender aldrig hverken i min nye bog eller i livet. Men netop, fordi vi mennesker kender forskel på godt og ondt, så er det underligt, at kampen ikke kan blive kæmpet til ende.
Det kan den åbenbart ikke, måske fordi den foregår inden i hver eneste af os, og måske er vi alligevel ikke så gode til at se forskel på godt og ondt. Måske er det faldne menneske faldet så dybt, at det ikke kan hive sig op af sumpen og blive til i lyset. Som der står et sted i Bibelen: “Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
 

CC0 - Public DomainSyndefaldet – ukendt maler

  
Jeg har længe villet skrive noget væmmeligt om Luther og hans regimenter og noget smukt om Erasmus af Rotterdam og hans tolerance og humanisme. Og det kommer jeg til at gøre senere, men endnu mangler jeg at færdiggøre de studier, som gerne skulle gøre mig klogere på både renæssance og reformation. Så jeg ikke kommer til at forenkle alt for meget.
Men min tese er enkel: Luther er voldelig og intolerant, og Erasmus er venlig og tolerant.
Men først vil jeg forsøge at undersøge, hvad det er, der gør, at vi “falder i Den Ondes kløer” gang på gang. Både i den fælles historie og i det individuelle livsforløb.
I ovenstående sætning har jeg personificeret ondskaben – og det gør man jo i Kristendommen: “Jeg forsager Djævelen og al hans væsen …”
Så lad os bare holde fast ved det.
Det kunne være interessant at finde ud af, hvorfor det onde (=Den Onde) stadig har et så solidt tag i os mennesker, synes jeg. Og her vil jeg tage udgangspunkt i to bøger, der begge handler om nazitiden i Tyskland. Niclas Franks bog: Faderen, og Erich Kästners bog “Notabene 1945”.
Niclas Frank er journalist, født i 1939, og har skrevet mange bøger. En af de seneste, Faderen,  er et opgør med nazitiden og med faderen (Hans Frank), som var Hitlers generalguvernør i Polen. Han havde altså bl.a. Auschwitz i sit område, og en af hans opgaver var at udrydde jøder. En af hans primære funktioner var at skaffe slaver til Det Tredje Rige. Han er citeret for følgende replik: “Når vi har vundet krigen, kan vi for min skyld lave hakkekød ud af polakkerne og ukrainerne og hvem der ellers hænger rundt omkring.”
Så kan vi næppe komme ondskaben nærmere.
Erich Kästner var forfatter og har også skrevet mange bøger. Ovennævnte kom i 1961 og er udgivelsen af forfatterens egne dagbogsoptegnelser i de sidste krigsmåneder. Kästner forblev ( i modsætning til de fleste andre forfattere, som var imod regimet) i Tyskland under hele krigen.
Jeg vil fortælle lidt om bøgerne og citere fra dem. De belyser begge “ondskaben” – og forsøger sig lidt med at forstå, hvad det var, der fik så mange millioner tyskere til at “vælge” og underkaste sig et totalitært regime med en indbygget ondskab, der var så modbydelig, at det trodser enhver beskrivelse.
Niclas Frank. Lad os slå fast med det samme, at han ikke forsøger “at forstå” faderen. Han køber ingen undskyldning og slet ikke den med, at faderen skulle være et offer for verdensituationen. Han var ikke blevet skudt, hvis han havde sagt nej tak til jobbet. Men han sagde ja. For han elskede det.
Hvor dybt ondskaben stak i nazisterne belyses gang på gang i bogen. Niclas Frank fortæller, at han som lille dreng blev “passet” af en SS-officer, som tog ham med i et fængsel. Her åbnede han cellen ind til en lille jødisk pige. Drengen så hendes store angst og begyndte at græde. Officeren trøstede ham med ordene: “bare rolig, den lille heks vil være død i morgen.”
Bogen Der Vater er bygget op som en lang samtale med faderen. I nedenstående får vi et lille glimt fra Nürenbergprocessen, hvor faderen sammen med en række højtstående medspillere i naziregimet, dømmes til døden ved hængning. Forhørslederen har spurgt Frank, om han kender sig skyldig og faderen svarer ikke:
…(318-19) “For helvede, far, du er sådan en umulius … Dr. Seidl: “Jeg dropper spørgsmålet” Men det gør jeg ikke. Jeg forsøger at give dig genoprejsning med hver en fiber i min sjæl. For pokker, det er skærtorsdag, dagen før Jesus, der så ofte blev citeret af dig, af mor, af Himmler, Goebbels … og den del af den treenige Guddom, som I lagde beslag på, blev slået op på korset. Gør det! Og glem ikke mig. Jeg er syv år gammel. Jeg vil leve, længere end jøderne, end polakkerne, end ukrainerne, end flygtningene. End dig.
Dr. Seidl: “Hvad har De at sige til disse anklager …?” Chance nr. 2. Men jeg værfter den væk, før jeg hører dit svar. Der er kun et fløjt fra mor, der kan få dig til at ranke dig, når du forsøger at fedte dig ind hos nogen. Mor er her ikke, så du siger: “til disse anklager har jeg kun at sige, at jeg vil bede retten om at fastslå omfanget af min skyld ved afslutningen af min sag.”
…Seidl lægger op til næste spørgsmål, og du fortsætter: “Selv vil jeg gerne sige fra hjertet og ud fra oplevelsen af denne fem måneder lange proces, at jeg bærer på en stor skyldfølelse efter at jeg har fået indblik i alle de frygtelige grusomheder, der har fundet sted.” 
Seidl … genvinder balancen og overtager med det samme: “Hvilke mål havde De sat Dem, da De overtog posten som generalguvernør?” Dig: “Jeg blev ikke informeret.”
Som man kan se af ovenstående citat, er Hans Franks svar meget forvirrende og han lader, som om han ikke vidste noget om grusomhederne, skønt det var ham, der var en af de værste bødler. Forhørsdommeren bliver da også flere gange bragt ud af fatning over svarene.
Bogen ender med, at sønnen “æder” faderens indvolde. Det er en makaber slutning. Jeg citerer lidt fra den her:
( citat 330) :“Jeg synker dig og den sidste syndflod af løgne, indtil din pumpe bliver slatten, og du synker sammen i vidneskranken som en las kød, imens jeg, en evig barnezombie, springer veltilpas derfra, springer derfra igen og igen …”
Bogen er på alle måder barsk. Opgøret med faderen smerteligt og voldeligt – for der er virkelig tale om had og vrede, som næsten er ustyrligt.
Og så kom jeg bagefter til at tænke på, at der engang må have været kærlighed. Hadet lyser, vreden lyser – meget stærk bogen igennem. Men slutscenen, hvor drengen spiser sin far kunne måske alligevel pege i en anden retning. I al fald kom jeg i tanke om et meget fint digt, der også handler om at spise sin elskede, og som er ligeså makabert. Men det handler alligevel om kærlighed. Det er skrevet af Bo Hr. Hansen og lyder (efter min hukommelse) sådan her: “Vil du elske mig/ til døden os forener/ til vi ligger i hver sin/ maddikegrav/ og spiser af hinanden.”
 
Den næste bog er helt anderledes. Det drejer sig om Erich Kästners “Notabene 45”. Her er ingen egentlig vrede. Forfatteren skriver sin dagbog midt i Det tredje Riges undergang i 1945, og Kästner befinder sig i den periode i Tyrol, hvor han er en del af et filmselskab, mere eller mindre smuglet med som ven af instruktøren. Hans kone Lotte er også med. Man hører skrækkelige historier om flygtninge, som krydser det idylliske Tyrol. Og også Kästner beskæftiger sig med skyldsspørgsmålet. Bogen er skrevet i en rolig, behersket tone.
Er de tyskere, der blev i Det tredje Rige ( inklusive ham selv) uden at gøre modstand, medskyldige?
Egl. ville han ca. 10 år efter krigen skrive en stor roman om hele perioden fra Hitlers magtovertagelse til opløsningen i 1945. Men han opgiver det. Og i stedet udgiver han i 1961 sin dagbog.
Her prøver han at forklare, hvorfor tyskerne handlede, som de gjorde. De levede under et voldsomt tryk. Og det pressede menneske udsættes for tre faser:
“(side 152) I dette første stadium føler mennesker endnu angst. Det er angst for den økonomiske ruin, for fængsler, for prygl, for spark, for pisken, for sult og sygdom, angst for sine pårørendes liv, angst for ens egen død, og angst for af angst at lyve og forråde.
“I andet stadium af forandring under tryk føler mennesket kun en eneste angst: at sige noget andet end det, man vil høre af ham. Og i det tredje stadium har han overhovedet ikke mere angst. Processen at ændre ham under tryk er lykkedes … Han er tilfreds med sig selv, fordi man er tilfreds med ham. Han er lykkelig, fordi han af egen fri vilje deler de herskende forbryderes synspunkter. Skulle de slæbe ham for retten og anklage ham for en afvigende, eventuel human mening eller handling, behøvede de ingen anklager. Han ville selv være mest opbragt over sit tilbagefald” (citat slut).
Alligevel frikender Kästner ikke de tyske modstandere af diktaturet, som forblev inaktive, som ikke gjorde modstand. Han føler sig skyldig. Mener endda, at denne passivitet ligger i tyskerens karakter. Han er sådan indrette, at han må lade sig undertrykke. Han skriver:
(Citat side 194) (Vi tyskere) tager bibelordet “vær øvrigheden underdanig!” mere bogstavelig end andre folk. Vi bliver ved med at være underdanige undersåtter, selv når storhedsvanvittige massemordere regerer os. Og hvad der hindrer os i oprøret, er ikke bare lænkerne. Hvad der lammer os, er ikke bare den nøgne angst. Vi er rede til at dø i hundredetusindvis, endog for en dårlig sag, når blot det sker efter højere ordrer. Vi ofrer os selv en gros og på kommando. Vi er ingen attentatmænd, heller ikke for en ædel sag, nej, slet ikke for den. Vore attentater mislykkes. Det hører med til karakteren. Vi er politisk subalterne. Vi er statsmasochister. “Spanskrøret ligger jer for dybt i blodet,” skrev jeg en gang. …(Citat slut)
Når jeg læser det dagbogsnotat, som altså er skrevet lige efter sammenbruddet i 45, så kommer jeg til at tænke på Alice Millers bog: “I begyndelsen var opdragelsen” – her fortæller hun, hvordan Hitler systematisk og dagligt blev pryglet og på anden vis mishandlet af sin far barndommen igennem. Men det mest uhyggelige ved hendes bog er dokumentationen af, at vold i børneopdragelsen er almindelig accepteret i samtidens Tyskland. Det er altså daglig kost for mange børn.
Kästner slutter sin dagbog 2. august 1945. Netop den dag kommer der en tidligere kz-fange til det lille smørhul i Tyrol, hvor digteren bor, og denne mand fortæller ham om, hvordan livet var i lejrene. K¨stner skriver i dagbogen:
( Citat side 198) Væmmelsen over det, der er sket i lejrene, lader sig overhovedet ikke gengive. Man kan kun opregne eksemplerne, som om det drejer sig om et katalog, om statistisk materiale, om poster i registret, i synderegistret, i et forbryderherredømmes dødssyndsregister. Det er eksempelløse eksempler. Morderne var dyr, der anså sig selv for mennesker. Ofrene var mennesker, man anså for dyr. Det, der skete, hører ikke til i historien, men i djævelens salmebog. Lejrene lignede sindssygeanstalter, men her var det bare omvendt, for det var ikke beboerne, men peronalet, der var sindssyge.” (citat slut)
Derefter giver han sig alligevel nøgternt til at opremse eksempler ( fra kataloget) og det er så grusomme hændelser, at jeg ikke kan gengive dem her. De er ikke til at begribe.
Ondskaben kan ikke forklares. Djævelen? Jo, men det er nu mest i Middelalderen, man for alvor troede på ham. Der stikker han fjæset frem på rigtig mange kalkmalerier f.eks. Eller er det sådan, at han stadigvæk dukker op alle vegne?  Da præsten Jacques Hamel blev myrdet af en islamist i sin kirke i Normandiet forrige år, var hans sidste ord: VIG BAG MIG SATAN. Han så altså ikke blot det onde, men også Den Onde og gav ham navn: SATAN. Ukært barn har også mange navne.
Det lille indlæg her kommer jo ikke sandheden om ondskaben nærmere, men måske sætter det nogle tanker igang? Så gør det jo lidt gavn.