Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Som tidligere nævnt, var de første beboere i den her del af slægten, som har med bloggens beskrivelser af Kokholm/Houkjær at gøre Peder og Lysbet. Peder flyttede ind på gården i Kandestederne i 1822, hvor han byttede gård med sin fætter Morten. Han og Lysbet fik en flok børn, fem af dem var drenge, og kun den yngste udgik at komme i krig. Den ældste deltog i krigen i 1848 og de tre andre i krigen 1864. De to af dem, nemlig Mads og Ole Houkjær var med ved det store søslag ved Helgoland. Resten af livet levede de to brødre i en slags harmoni – de var gårdejere i samme egn: Ole i Klarup og Peder i Kandestederne. De fik hver to børn, og de kaldte begge deres børn Lise og Peder. Begge var de krasbørstige karle – det ved vi f.eks. fra Lars Hesselholts “Hulsigminder”. Og så var de omgivet af stærke kvinder. Ole var gift med Marie Houkjær, og hun var datter af Christian Krøgh og Christiane, begge var ikke bare kendte på egnen, men videnom. Men det vil jeg ikke komme ind på her. I dette indlæg vil jeg blot afskrive et par afsnit fra en artikel, som Vendsyssel Tidende udgav i anledning af 100 års dagen for slaget. Den er altså skrevet i 1964. Der står ikke i artiklen, hvem forfatteren er, så det kan jeg ikke oplyse. Men jeg tror, at de sammen med andet materiale om de to brødre kan medvirke til portrættet af dem. De havde begge været i livets mest barske egne: krig og skibsforlis.
Her kommer først et billede af en del af teksten og derefter følger afskriften af enlelte afsnit::
“Der var mange skagboer med i krigen i 1864, og de fleste tjente naturligvis flaaden, Skagens fortidsminder raader over en imponerende portrætsamling af dem, og det er disse billeder, der omkranser denne artikel. Det er umuligt at skrive noget om hver enkelt. Paa 100 aar bli’r meget glemt, og artiklen har derfor maattet opbygges paa breve fra dengang. Breve skrevet ved fronten og dagbøger nedtegnet, mens begivenhederne udspilledes. Breve stammer ofte fra jævne mennesker, som havde svært ved i skriftlig form at give udtryk for de vældige følelser, der overvældede dem under tilbagetoget fra Dannevirke, angrebene paa Dybbøl og nederlaget. Der er næsten altid en pessimistisk tone i brevene og dagbøgerne, og tonen bliver mere og mere udpræget, jo længere krigen skrider frem. Soldaterne er vrede over den negative ledelse, prøjsernes overmagt og deres elendige udrustning.
“Kun i flaaden var der optimisme, men her tegnede danskerne sig jo ogsaa for de fleste sejre!“
“Alle, der var med ved Helgoland den 9. maj 1864, var med rette stolte over deres bedrift – krigens første sejr. Fra Skagen deltog adskillige i dette slag, og de vendte hjem som helte.
De den danske fregat “Niels Juel” sejlede i kanalen og var til fare for den østrigske handel over kanalen, besluttede østrigerne at udruste en nordsøeskadre under ledelse af linieskibskaptajn V T e g e t h o f f.
Eskadren kom til at bestaa af fregatten “Swarzenberg” og fregatten “Radetsky”. Senere sluttede de tre prøjsiske skibe sig til den østrigske eskadre, nemlig kanonbaadene “Basilisk” og “Blitz” og hjuldamperen “Adler”.
Om formiddagen den 9. maj opdagede man om bord paa den danske eskadre bestaaende af fregatterne “Niels Juel” og “Jylland” og korvetten “Hejmdal” den prøjsisk-østrigske eskadre forude. Eskadrechefen kommandør S u e n s o n ombord på “Niels Juel” gjorde sine skibe klar til kamp. Mens de to eskadre var paa vej imod hinanden, blev der paa de danske skibe udskænket en snaps pr. mand, og alle stod parate paa deres poster.
De to eskadrer var temmelig lige med hensyn til kanonstyrken. Den danske havde ganske vist femten kanoner mere end den østrigsk-prøjsiske, men til gengæld kunne flere af disses kanoner vendes og bruges til begge sider. Ogsaa det samlede besætningstal var temmelig lige for de to parters vedkommende, men danskerne havde den fordel, at befalingsmændene havde større ancienitet og erfaring end modpartens. De to eskadrer dannede slagformation og passerede hinanden under heftig skydning i 3000 alens afstand.
Kampen rasede, og der var store skader paa begge sider og stort mandefald. Værst gik det imidlertid ud over de østrigst-prøjsiske skibe. Ud paa eftermiddagen begyndte “Swarzenberg”, der var skudt i brand, at sejle ind imod Helgoland, og det engelske søterritorium. Branden paa “Swartzenberg” affødte et rungende hurra fra de danske søfolk, og kanonérerne tumlede med endnu større iver deres skyts.
Den østrigske kommandør Tegetthoff fra “Swartzenberg” gav signal til retræte, og den østrigsk- prøjsiske eskadre sejlede ind mod Helgoland og det engelske territorialfarvand. Kommandør Suenson på “Niels Juel” gav ordre til forfølgelse, men en skade på “Jyllands” styreapparater forhalede forfølgelsen i nogle kostbare minutter. Kl. 16.30 gav Suenson ordre til at standse skydningen, da projektilerne ville falde i neutralt farvand ved Helgoland. Fjenden var sluppet væk.
Da slaget var ovre, løb “Jylland” op paa siden af “Niels Juel” og hele besætningen og kaptajnen udbragte et “leve kommandøren”. Suenson svarede kort “Tak kaptajn Holm! Vær klar til at slaas igen.”
Slaget var meget blodigt, og der var mange matroser med frygtelige saar og afskudte lemmer, der maatte amputeres paa den gammeldags manér uden bedøvelse.
Løjtnant Giødesen om bord på “Jylland”, der har gjort udførlige optegnelser af slaget. Han beretter:
“Paa en kistebænk om bord laa Søren Jensen Thrane, en høj, muskelstærk, prægtig skagbo.Fra hans overlæbe og ned til halsen saa jeg kun en stor bunke charpi, men paa mine spørgsmaal af hans befindende lød svaret: “tak godt.” Det kom i en tyk dæmpet tone gennem den foreløbige forbinding.
Et stykke af skibsklokken, der blev slaaet itu af en kugle, havde ramt ham i ansigtet. Doktorernes bemærkninger, da de saa ham, lød ikke fornøjelige.
“Saa laa jeg der og tænkte paa – fortalte han senere, – at det dog var underligt, at de havde sagt, at der ikke var noget at gøre ved mig, for jeg fejlede jo næaten ingenting. Det var vel tænderne, der var slaaet ud. Saa blev jeg tørstig, stod op og gik hen til min kistebænk, for at faa lidt øl, men da jeg satte mukkerten for munden, mærkede jeg, at øllet løb ned af brystet. Jeg tænkte, at det var paa grund af, at jeg manglede tænder, og saa tog jeg en flaske, fyldte øllet paa den, satte halsen godt langt ind i munden og drak. Saa lagde jeg mig igen hen paa min plads.”
Hele underansigtet var skudt væk paa ham og først efter to aars forløb var han heldbredt.
Men tænke sig, slutter løjtnant Glødesen, at manden under saadanne forhold foretager sig alt dettte, hvilken sejghed og hvilken glæde over sejren maa ikke have haaret ham oppe.
Thrane var en kort tid indlagt paa Christiansand sygehus, og det hjalp ham og de andre saarede meget, at man mødte saa megen sympati hos det norske folk. Ved ankomsten til København blev han indlagt paa Frederiks hospital, hvor han gennem gik en operation efterfulgt af et langvarigt sygeforløb, og da han til dels var helbredt, fik han et forlorent skæg, der klædte ham godt.
Blot var han ængstelig for, om hans kæreste i Skagen ville kendes ved ham, men det var der heldigvis ikke noget i vejen med, og de blev snart gift.
Under sit ophold i hovedstaden modtog han dannebrogskorset og han besøgte baade kommandøre Suenson og admiral van Jockum, og disse besøg kørte til hans lyseste minder. Thranes helbred blev snart daarligere, og i 1878 døde han i Skagen.”
Hermed det lille udsnit af den to sider lange artikel fra Vendsyssel Tidende. Journalisten, som har skrevet artiklen kalder sin tekst: heltene fra Helgoland. Det var de vel nok, men i min optik var de tvangsudskrevne fisker- og bønderkarle, og det må have været aldeles forfærdeligt at midt i de blodige krigshandlinger, både ved Dybbøl, som Jens Houkjær og ved Helgoland, som Ole og Mads oplevede det. Det må have været karakterdannende for de unge mænd. Vi ved, at Jens blev et mildt og venligt menneske, mens Ole og Mads udviklede sig til hårde og kompromisløse mænd. Vi kan jo ikke vide, om det er arveanlæggene, der har formet dem, eller om det er de barske vilkår, de var underkastede. Hvad ved vi i det hele taget i dag om denne fjerne fortid? Vi kan kun gætte ud fra de kilder, vi trods alt har. Måske gætter vi forkert.