Lidt litteratursnak

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lire sans écrire c’est dormir (at læse uden at skrive er at sove).

Sådan lyder efter sigende en gammel fransk talemåde. Men det at nedfælde ord hele tiden, mens man læser en bog kan nu også ses som en last. Selv er jeg altid bevæbnet med et skriveredskab, når jeg læser en bog, for de smukkeste sætninger må ikke glemmes, nej, de skal gemmes. Og huskes. Og så skriver jeg et NB i marginen og undertiden et par kommentarer, eller hvis det er en biblioteksbog, og det er det ofte, så bliver det til lidt skriveri ved siden af bogen.

Og når jeg kalder det er last, så er det, fordi det sikkert var meget bedre for ens sjælero, hvis man helt og holdent overgav sig til nydelsen “at læse”. Lade lystlæsning være lyst mere end læsning. En ren sanseoplevelse.

Men sådan har jeg det altså ikke – jeg kan ikke slå tankevirksomheden fra, og det er helt sikkert en erhvervsskade fra dengang, jeg studerede litteratur på universitetet. Da var det jo pokkers nødvendigt at lade analyseapparatet være tændt under hele læsningen. 

Men jeg havde faktisk en lærer på universitetet, som jeg foretrak for alle de andre, fordi han tydeligt begejstredes over ordene og lod sig rive med i stedet for altid at forholde sig køligt analyserende til teksten. Han hed Jens Aage Lærke, og jeg tror, at han døde af stress eller sorg over den ufrihedens spændetrøje, hvori nogle af universitetets bedste lærere følte sig fangne i 1970’ernes benhårde marxistiske retorik, som også forsøgte at diktere både metode og indhold i undervisningen.

Men han var en fantastisk lærer, og han sagde, at den første læsning af en bog burde være REN lyst – læs den så anden gang med analytiske briller, føjede han til.

Mine analytiske briller sidder imidlertid uhjælpeligt fast. Og jeg tror, at jeg bliver ved med at skrive ned, når jeg læser. Til eget brug i al fald. Hmmm … brug? til hvad nytte? Ja, det ved jeg ikke. Måske er det rent misbrug.

Jeg er alligevel lystlæser, og jeg vælger mine bøger efter øjeblikkelig indskydelse og ikke efter noget system.

En af de metoder (eller mangel på samme), jeg anvender til udvalg af bøger, er at græsse som en anden sulten læsehest på genbrugsbutikkernes boghylder – jeg ville gerne gøre det samme på boghandlernes, men dels sælger de jo mest penne og legetøj og har altså ikke så mange bøger mere,og dels har jeg ikke råd til at købe bøger til bogladepriser.

I genbrugscentrene kan man til gengæld ikke undgå at finde guld. På den måde får jeg ganske vist alt for mange bøger, men så leverer jeg nogle kasser tilbage til genbrugscentrene, og når jeg så finder mine egne gamle bøger der, så er det som at finde et forsvundet barn, og jeg skynder mig at købe dem tilbage. Og der kan heldigvis stables bøger op alle vegne. Og lystlæses dagen lang og natten med.

Forleden fandt jeg en roman af Hans Fallada: ”måske bliver vi lykkelige.”. Jeg huskede TV-serien ”Ein Mann will nach oben” (En mands stræben) og desuden læste jeg forrige år ”Alene i Berlin” en nervepirrende bog om nazismens Tyskland. Og ”Lille Mand hvad nu?” huskede jeg fra min ungdom. Så den bog snuppede jeg, og i dag blev jeg færdig med læsningen.

Et par ord om bogen.   

Tja … den var særdeles underholdende, men lidt ligesom en ugebladsroman faktisk kan være det. Der er nogle lede typer, det ved man fra begyndelsen, og der er nogle gode, renfærdige mennesker, og man er aldrig i tvivl om, at det gode sejrer, og at de rigtige par får hinanden, mens de onde og forkerte ryger ad h til. Det er meget tilfredsstillende og sluges råt, og det gør det, fordi sproget er helt anderledes end i ugebladsromanen, selv om bogens univers ligner. Og slutningen er helt på ugebladsniveau igen, fordi de unge (de gode unge) finder sammen i noget, som de påstår er kærlighed. En happy ending.

Bogen foregår i 30’ernes Tyskland, men samfundet ligner det, man kender fra danske 30’er-romaner, f.eks. ”Midt i en Jazztid” – unge, der fjoller forvirrede rundt. Nogle af dem bliver klogere, men der ryges og drikkes og danses overalt, og megen alvor er der ikke i i de unge. En af dem svarer, da en ældre bebrejder ham ungdommens uforstand og løsslupne livsstil, at de jo ikke har noget forbillede, de ældre har kun givet dem inflatorisk efterkrig og usikkerhed, og hvad er der at se frem til? Derfor virker slutningen og hele ”plottet” jo også utroværdigt. Men det er knagme godt, at det går godt, tænker man som efter læsningen af en Morten Korch-roman.

Bogen udkom i Danmark i 1942. Altså inden Danmark for alvor tog afstand til de tyske troppers besættelse af landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *