Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

102 – i begyndelsen var sandet

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Foto: Ole Henne Hansen: SAND

I begyndelsen var sandet.

I begyndelsen. Lad os se. Med ørneøjne måske. For overblikkets skyld.

Tiden kræver, at vi skriver i datid. Det gør vi så.

Havørnen foldede sine vældige vinger ud og satte af fra de norske fjelde, og med kraftige vingeslag løftede den sig himmelhøjt over havet og tog kurs mod danskekystens nordligste spids. I glideflugt sejlede den ind over den smalle tange, mens den med sit skarpe blik inspicerede landskabet under sig. Og hvad så den? Sand og sand og atter sand. Gulligt eller hvidligt og med spredte gråtonede pletter,fra hav til hav. Lignede mest af alt et snusket liglagen, der skødesløst var kastet hen over den smalle landtange som for at dække over en skam.

Med de ord kunne en bog om Skagen Landsogn begynde. Helt forkert ville det ikke være. Jeg læser ordene igen og ryster på hovedet, desværre, det går ikke. Sådan kan den umuligt begynde. Så knudret, så lidt mundret. Ikke en indledning til en bog, der gerne skulle emme af liv og så let som ingenting krybe ind i læseren og finde lagerplads i hendes bevidsthed.

Den her indledning skramler. Og desuden, ved nøjere eftersyn er den ukorrekt.

For det begyndte ikke med sandet.

Der var en tid før og en tid efter.

Fotoet af ørnen er taget af Mette Hesselholt Henne Hansen

101 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).

Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.

Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.

Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.

Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.

Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.

Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:

Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.

Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:

Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.

NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?

100 – Med livet som indsats

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

  Vi begynder dette indlæg med et billede, I har set før, nemlig af Søren Christensen og hans kone Mariane Madsdatter. De optrådte også i indlæg 98, som havde titlen “gæve folk fra Rannerød”. Men dengang var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var et billede af Søren og Mariane. Det er jeg så ikke længere, har nemlig lige læst en bog om “det nørrejydske redningsvæsen,” og i den træffer man mange fortræffelige mænd, og nogle af dem med billede, bl.a. Søren.

 Her har vi den gamle gut. Helten fra Rannerød. Helte var der jo en del af. Min egen oldefar Ole Houkjær var en af dem, men han er nu ikke fotograferet til bogen. Det er til gengæld Chresten Jensen Høgenhaug, Ole Christian Madsen og Peter Madsen.
Herunder vil jeg kopiere den saglige og nøgterne beretning om tre af de forlis, hvor de ovenfor nævnte mænd virkede som reddere og frelste et antal menneskeliv fra druknedøden. At det ikke var nogen let sag viser de tre beretninger.
Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn:
Den 19. Marts 1872 om Eftermiddagen Kl. halv tre modtog Opsynsmanden Meddelelse om, at der var strandet et Skib paa Raabjerg Strand omtrent 1/2 Mil fra Stationen, og at man kunde se 3 Mand paa det sunkne Skib. Det blæste en haard NO. Storm med tæt Snefald. Opsynsmanden fik hurtig fat i 2 Mand og disse sendt til Rannerød for at beordre det derboende Mandskab og Hestene til at møde snarest muligt ved Kandestederne, og med alle de i Kandestederne værende Beboere, ialt 6 Mand, gik han i Gang med at kaste Sne, saa at Redningsbaaden kunde transporteres til Stranden. Kl. 4½ kom Redningsmandskabet fra Rannerød, men havde ikke Transporthestene med, da det var umuligt at bringe dem til Stationen. Opsynsmanden fik da fat i alle de Heste, som var i Kandestederne, nemlig 3 Par, og med stort Besvær blev de trukket gennem de uhyre Snemasser til Stationshuset, hvor de kom kl. 5 og kørte straks afsted med Redningsbaaden, men i den forfærdelige Snestorm blev Hestene sky, da de kom paa Stranden, og det var umuligt at trække Baaden gennem de ophobede Snedriver. Men uden Betænkning blev Baaden taget af Vognen, sat i Søen, og Hestene sendtes hjem. Redningsbaaden kom lykkelig fra Land, og heldigvis var der en god medgaaende Strøm til Strandingsstedet, saa at Baaden holdt ret imod den høje Braadsø, drev ned mod dette. Da Redningsbaaden var kommen den halve Vej, stødte den mod et Vrag, men heldigvis kom der en høj Braadsø, som friede den fra dette igen. Efter 1½ Times anstrengende Roning ankom Baaden til det strandede Skib, og var ved det første Forsøg saa heldig at redde 3 Mand, en fjerde Mand var allerede om Formiddagen frossen ihjel. Redningsbaaden bragte de 3 Mand i Land kl. kvart over 7 om Aftenen i en meget forkommen Tilstand, ligesom Redningsmandskabet ogsaa var meget udmattet efter den besværlige Tur. Det var umuligt at bringe Redningsbaaden tilbage til Stationen, da der ingen Heste kunde komme til Stede, og den blev derfor bragt saa højt op, at den var i Sikkerhed. Det strandede Skib var Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn, paa Rejse fra Ostfriesland til Frederiksstad i Ballast.” ( Citat side 179-180)
Som man kan læse, så var det et barsk job at redde forliste søfolk, og arbejdet vanskeliggjordes af de mange gamle vrag, der dengang stadig lå indenfor revlerne.
Her et sådant vrag, der ligger og hugger i bølgerne ( femmastet skonnert):

Den næste beretning er fra samme bog ( Det nørrejydske Redningsvæsen af C.P. Eisenreich.)
Den 29. September 1872 blæste det en meget haard vestlig Storm, og da Opsynsmanden om Morgenen kl. 4½ kom paa Stranden, saa han, at Forstranden var oversaaet med Vragstykker, og ved at undersøge nærmere, saa han i Morgendæmringen en lille Klynge af Mennesker 150 Favne fra Land til Tider komme til Syne i den høje Braadsø. Hurtig løb Opsynsmanden hjem og fik ved Ilbud tilkaldt Stationsmandskabet og Ejerne af Transporthestene fra Rannerød, og alle mødte Kl. 6½ om Morgenen. Kl. kvarter i 7 gik Radningsbaaden fra Land, og efter en lang og overordentlig anstrengende Rotur lykkedes det at komme ud til de skibbrudne. Derf andtes ikke det mindste tilbage af Skibsskroget, Ankrene var faldne ned og blevet hængende i Vaterstagene, og begge Skibets Master laa flydende, snart over og snart under Vandet, og de skibbrudne, ialt 6 Mand, havde fastsurret sig til den ene Mast. Efter mange Anstrengelser lykkedes det at faa Forbindelse med de skibbrudne, og de kom alle i Redningsbaaden, efter at denne flere Gange havde hugget mod Vragdele, som ikke kunde ses, og derved faaet en Del Skade, og de landsattes heldig Kl. 8½ Formiddag. Det strandede Skib var Skonnertbriggen “Salvador” af Sandefjord, paa Rejse fra Dysart til Helsingør med Kul.” ( Citat side 180)
Den sidste af de tre beretninger handler om skonnerten “Courier”, der strandede ved Kandestederne 7. December 1878:
“Den 7. December 1878, Morgen kl. 8, modtog Opsynsmanden Melding om, at 2 Skibe var indstrandede, det ene 1/4 Mil Vest for Stationene og det andet ½ Mil i østlig Retning. Det blæste en Merssejlskuling af NNO., som efterhaanden tiltog i Styrke til en Storm med Snebyger. Mandskabet og Hestene tilsagdes hurtigt, og Redningsbaaden og Raketapparaterne bragtes paa Stranden. Det besluttedes at tage til den vestlige Stranding, som var en Skonnert, der var sunken paa Ydersiden af 3. Revle, omtrent 180 Favne fra Land, og hvor Besætningen havde søgt Tilflugt i Rigningen. Kl. 9 3/4 Formiddag sattes Redningsbaaden fra Land og kom ud mod 3. Revle, men det var umuligt at borde Skibet eller faa Forbindelse dermed paa Grund af den høje Sø, og Baaden brev i Læ. 5 Gange blev det forsøgt at ro Baaden op, men uden Held, og tilsidst var Baadmandskabet saa udmattet, at der maatte holdes til Land Kl. 1 Eftermiddag. Da Baaden var punpet læns, blev den læsset paa Vogn og kørtes uden Ophold op til Luvart igen og gik ud med det samme Mandskab igen. Efter stor Anstrengelse lykkedes det at borde Skibet, og der kastedes Liner til Besætningen, som en for en sprang i Havet og haledes ind i Redningsbaaden, de 2 af dem var næsten livløse. Kl. 3 1/4 Eftermiddag landede Redningsbaaden velbeholden med hele Mandskabet, 7 Mand, og der blev strak truffet Anstalter til at køre dem i Kvarter, saa de kunde faa fornøden Lægehjælp. Ogsaa Redningsmandskabet var saa forkommen, at de ikke kunde hjælpe til med at bringe Badden i Hus, men der maatte lejes andet Mandskab dertil. Det strandede Skib var Skonnerten “Courier” af Greifswalde, paa Rejse fra Schiedam til Stettin med Lerjord.
For alle 3 forannævnte Virksomheder modtog Redningsstationens Personale Ekstrabelønninger saavel af den danske som af de paagældende udenlandske Regeringer.” ( Citat side 180-81)
Disse tre beretninger er nøgterne og præcise – der er ikke indlagt nogen form for drameffekter eller følelsesladede formuleringer. Anderledes forholder det sig med andre beretninger om samme fænomen = forlis og storm. Se f.eks. indlæg nr. 19 i kategorien Hjemstavnsroman om Briggen Daphnes forlis i 1862.
Du kan måske også gå tilbage til indlæg nr.93 og læse om Kandesterne der – her hører man, hvordan traditionen med at pleje skibbrudne udviklede sig til hoteldrift. Det var driftige folk, der beboede egnen – de var vant til at kæmpe med naturkræfterne og de gav ikke op for lidt modstand. Her under et billede af endnu en af de modige redningsmænd: Chresten Høgenhaug, grundlæggeren af Hjorths hotel:

Om Høgenhaug fortælles følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen:Christen Jensen Høgenhaug blev ansat som Baadsmand den 1. Januar 1864, avancerede den 1. Oktober 1882 til Baadformand og var endelig Stationens Opsynsmand fra 1. November 1892 til 1. Oktober 1909, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder, og døde den 26. April 1913. I sin omtrent 46-aarige Virksomhed deltog han 26 Gange med Redningsbaaden i Redning af 149 skibbrudne. Han var dekoreret med Fortjenstmedaljen i Sølv, Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.( Citat side 181 )
Herunder kan man læse en lille beretning fra Tidsskrift for Redningsvæsen:

 
 

99 En gåde løses – og lidt mere om min unge bedstemor

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Så lykkedes det omsider at løse gåden om det gådefulde billede af smuk kvinde med lille dreng. Hvem er hun? Som ihærdige læsere vil vide, så herskede der uenighed om sagen. Nogle – i af fald to – mente, at billedet forestillede min bedstemors søster Ingeborg, men her var jeg fra begyndelsen uenig, for jeg husker tydeligt bedstemor fortælle om den fine familie i København, hvor hun var selskabsdame for søstrene Kondrup. Og deres nevø var en officer, hvis barn bedstemor passede af og til. Det skulle så være de to på billedet. Billedet husker jeg, at hun viste mig, og hun fortalte også den historie, der hørte til det. Desværre her jeg glemt de nærmere omstændigheder omkring billedet.

Nu har jeg fundet to andre billeder af min unge bedstemor, og det er den samme som på billedet med barn. Altså er det smukke billede et foto af min smukke bedstemor.

Herunder de tre billeder:

 her er hun damen med dreng

 her ses hun sammen med alle sine søskende

 Og på det lille billede har vi snuppet hende lige ud af et bønnemøde i Indre Mission. Hele billedet kan ses i et tidligere indlæg.

Det er ærgerligt, at man ikke lyttede mere opmærksomt, når de gamle fortalte. Og nu er de døde. Også den næste generation er borte. Eller nej, det er for resten ikke sandt: jeg ved i det mindste to, som lever. Den ene er min bedstemors brors søn Peters kone ( altså en kone til en nevø). Hun hedder Ebba, og jeg har endnu ikke kontaktet hende, men det gør jeg snarest, og måske har hun gemt nogle gamle billeder og kan fortælle nogle historier. Det håber jeg.

Den anden er min bedstemor Christianes søn, Gordon. Ham har jeg kontaktet for nylig, og forleden fik jeg et brev fra ham. Han husker mange ting om sin familie og en hel del om folk i Hulsig i første halvdel af forrige århundrede. Han fortæller bl.a., flg. om sin mor ( jeg citerer:) “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædiken.”

Jeg kan rigtig godt lide den sidste forklaring, men tror alligevel ikke rigtig, den holder. Min bedstemor var i al fald fast pietistisk forankret, og da jeg nærmest er opdraget af hende, har jeg fået den form for kristendom podet direkte ind i sjæl og sind fra den tidligste barndom. Og hendes søster Kristine ( gift med Peter Houkjær) havde samme tilgang til troen, det ved jeg fra korrespondance med et af hendes børnebørn. Hun fortæller, hvordan de knælede og bad aftenbøn inden sengetid ( præcis som hos min bedstemor).

Og nu et lille dokument, som viser lidt om den ene Frøken Kondrup – hun skriver i 1917 dette kort til min bedstemor:

Og her ser vi frøkenens kirke:

Frøknernes hengivenhed var ægte nok, og min bedstemor holdt meget af dem. Men jeg ved ikke, om hun virkelig arbejdede for dem eller traf dem i forbindelse med sin aktivitet i Indre Mission. I al fald holdt de så meget af den unge kvinde, at hun arvede en del penge og smukke møbler efter dem. Bedstemor oprettede sin egen systue ved den tid, og det er jo muligt, at arven var med til at financiere den. Jeg så som barn et billede af bedstemor, der står i sin systue omgivet af unge sypiger. Det billede er desværre gået tabt. Sådan er der så meget at sukke over i den forbindelse. Breve, der er borte – ord, der fortalte om livet dengang, men som ikke fik den levetid, de fortjente.

Gordon skriver i sit brev til mig flg. om de tre søstre: Marie, Martha og Anna, ( som han staver Anne).: “Mine mostre Marie og Martha var tvillinger, men psykisk meget for skellige. Martha, som døde i 1939 eller 1940, forholdt sig dybt alvorligt til livet. Det gjorde Marie, som døde i 1969, absolut ikke. Hun og moster Anne opholdt sig nogle år i København, Anne antagelig hos en familie tilhørende den dannede og kultiverede overklasse. Marie antagelig hos en familie tilhørende den lavere klasse. De vendte begge ryggen til deres barndoms sprog, vendelbomålet. De slog dog ikke over i københavnsk, heller ikke Marie.”

Jeg husker bedstemors sprog som et lidt gammeldags, men smukt rigsdansk. Kultiveret var hun sandelig også. Da jeg blev gammel nok, læste vi sammen Dostojevskijs “Brødrene Karamassof” ( vi læste højt for hinanden) også danske digtere læste vi. Måske fik jeg interessen for litteratur af hende. Min bedstefar var også glad for at læse og ejede en stor samling klassiske værker.

Mine forældre var ikke missionske, og det må have været svært for dem at slå sig ned i den lille fiskerby Strandby, hvor næsten alle enten tilhørte Indre Mission eller var medlem af Metodistkirken – begge retninger præget af pietisme. Her blev min far købmand. Senere auktionsmester.

Far indmeldte alle os børn ind i Metodistkirken, måske i den tro, at det var en modvægt mod den meget inderlige kristendomsdyrkelse, som bedstemor praktiserede. Og der havde han sært nok ret. I metodistkirken oplevede vi i al fald et frirum, hvor lejrture, teaterspil, sang og musik var en del af livet. Der var ganske enkel tale om en friere livsudfoldelse. Men så må jeg skynde mig at tilføje, at bedstemor IKKE var sortseer og fordømmende som så mange andre i Indre Mission, og hun tog afstand fra fiskernes mørke livssyn. Kom for resten ikke meget i missionshuset.

Herunder et billede af min meget gamle bedstemor – hun er sammen med noget familie, vist nok fra Nr. Uttrup – men jeg kender dem ikke. Billedet her er taget kort tid efter, at hun havde foretaget sit livs rejse: en Mallorca-tur sammen med min bror Anders. Den tur har jeg et enkelt billede fra. Det kommer sidst i dette indlæg. Her ses bedstemor på havnen i Strandby:

Nedenstående det eneste billede, jeg kan finde fra bedstemors tur til Spanien:

Det er Anders yderst til højre. Han fortalte, at bedstemor havde villet prøve det hele. Pedalbåde syntes hun især om. Og natklubber. En hel ny verden. Men inkluderet i prisen, så naturligvis deltog hun. Anders var træt, da de kom hjem.

Den unge Anna og den gamle Anna – men her kommer et billede af den ikke så unge og slet ikke gamle Anna:

98 Gæve folk fra Rannerød

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Fra min tante Bettes, ja, hun er jo ikke min rigtige tante, men min mors bedste barndomsveninde – fra hendes datter, min kusine Annemarie ( som jo heller ikke er min rigtige kusine, skønt vi sikkert som alle andre fra Hulsig er i familie) altså fra hende lånte jeg for nogen tid siden nogle billeder, som jeg havde tænkt at bruge i forbindelse med indlæg om forlis og redningsfolk. Min tantes far var nemlig dekoreret for sin indsats i redningstjenesten, ligesom hans far og hans bedstefar var det før ham. Jeg har set Laurits Christensens medaljer, da jeg var en lille pige – det husker jeg, for jeg var rigtig imponeret. Og han var stolt. Det var der også grund til. Men derom senere.

Herunder et par billeder af denne hædersmand – og under det en nekrolog, som jeg fik sammen med billederne.

 

Ifølge Annemarie hed han Laurits Christensen, og hans kone hed Kristine. Jeg har ikke kunnet finde noget om ham i arkiverne. Det kommer måske senere, men han er ikke nævnt i de mange lister over skatteydere og andre officielle lister over Hulsigfolk fra omkring århundredeskiftet. Måske fordi han dengang kun var en ganske ung karl, eller måske fordi han ikke ejede nogen gård, men et hus. Han ernærede sig ved fiskeri og ved at arbejde rundt om i sognet. Men jeg mener ret sikkert at vide, at nekrologen nedenfor er skrevet over hans far, som jeg ( vist nok ) også har et billede af, for det lå nemlig sammen med artiklen:

Følgende oplysninger har jeg fra Mariane Madsdatters aneblad:

Om Søren Christian Christensen: Han er født i 1852 – hans kone hed Mariane Madsdatter og er født i 1848. De blev gift i Raabjerg 1877 og forloverne var Ole Madsen ( se billedet nederst i indlægget) og Kristian Madsen, begge fra Rannerød.

Søren og Mariane fik 4 børn: Ane Christine Christensen ( født 1877), Alfred Marinus Christensen ( født 1882 ) Sinus Martin Christensen ( født 1884 ) Laurits Peter Christensen ( født 1887 )

Billedet ovenfor forestiller omtalte Søren Christensen – måske før han fik sin medalje, for den kunne man vel forvente, at han bar i en sådan lejlighed, man blev jo ikke fotoraferet hvert årti. Når jeg er usikker, så skyldes det igen igen …, at der ikke står noget bag på fotografierne og alle, der har kendt de fotograferede, er døde. Der er heller ingen dato på nekrologen. Som du kan se ved at læse indlæg nr.100 så er jeg ikke længere i tvivl. Det er ham!

Huset herunder er måske Laurits og Kristines hus, men muligvis har de to gamle også boet der. Huset står der endnu, men det er i dag helt forandret, ommuret med gule sten. Sådan her har det set ud omkring århundredestiftet:

Og nu redningsbåden, der går ud ved Kandestederne: Laurits har sikkert været med som ganske ung, ligesom faderen, Søren Christensen, er blandt de tapre redningsmænd.

Og her et par andre hædersmænd, der muligvis også er med på ovenstående billede:

  

Om de tre mænd kan vi læse følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen: “Ole Christian Madsen blev ansat som Baadmand i 1868 og avancerede i 1892 til Fører af Baaden. I 1909 tog han sin Afsked paa Grund af Alder, han havde da deltaget 25 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 134 skibbrudne. Han er dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn og Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje.”

Om Søren Christensen står der: ” Søren Christensen blev ansat som Baadmand i 1873, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder og Svagelighed. Han, som er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn, har deltaget i 19 Redningsforetagender med Redningsbaaden, hvorved 113 skibbrudne reddedes.

Om Peter Madsen følgende: Peter Madsen blev ansat som Baadmand i 1875, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af alder og Svagelighed. Han har deltaget 18 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 112 skibbrudne og er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Jeg er temmelig sikker på, at min blog i de kommende to måneder ikke kommer til at handle så meget om Hulsig. Jeg mangler materiale og kommer ikke på de kanter, hvor jeg kan finde nyt før ind i det nye år.

Så derfor, kære Hulsiglæsere: I bedes væbne jer med tålmodighed og helst ikke springe helt og aldeles bort fra siden, som nok igen skal blive mættet med mere vægtige oplysninger og ikke kun et tumlested for disse og lignende pistne ord om dit og dat.

Ja, jeg lover i det nye år at tilføre bloggen et solidt skud vitaminer og dertil det nødvendige antal kalorier, så den kan vokse sig fyldig og fin.

Jeg lovede for kort tid siden at skrive noget om storm og skibbrud og redningsaktioner, og det løfte vil jeg så småt forsøge at indfri – men som sagt: det bliver i det små, skønt den slags begivenheder udfolder sig i det store.

Altså beskrivelsen vil i første omgang blive en kontrast til det beskrevne.

Som et plaster på såret får I her et sjældent billede af min smukke kæreste:

97 Et par hulsigbilleder fra gamle dage

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Forleden fik jeg et par billeder fra det gamle Hulsig. Fra Krøghgården. Jeg skal senere vende tilbage til dem og sætte dem ind i en sammenhæng. Hvis du går tilbage til indlæg 71 i kategorien Hjemstavnsroman vil du kunne læse lidt om gården. Senere skal jeg som sagt uddybe. Denne gang kun billederne.

Jeg fik fra Hans Henne Hansen, som ud over at være min svoger også er gift med min “kusine” Maja Hansen, som er datter af Sylvia, der er datter af en af de tre herrer på billedet her, nemlig Chr. Peder og hans kone Anna Krøgh fra Tranegården. Billedet opklarer i al fald ét mysterium for mig – den kvinde, der sidder længst til venstre og som ligner bedstemor er identisk med den kvinde, der optræder på det mystiske billede i indlæg nr. 89 ( i Hjemstavn ).

Billedet herunder er lidt yngre, men også her er det “Krøghdøtrene”, der er stillet op med deres mor i front og en kone pige ( med hvidt forklæde) til højre i billedet:

Til højre står Marie, så kommer Maren ( moderen) og på hendes anden side er det Christine ( Houkjær) Mellem hende og moderen stikker min bedstemors hovede frem ( Anna ) – de andre kan jeg ikke sætte navne på.

Og nu vi er ved Krøg(h)gården, så lige dette billede af Anna Krøgh fra Tranegården, men gift med Chr. Peter fra Krøggården. Hun er mor til Sylvia, som er mor til min “kusine” ( for vi er i familie, men ikke lige kusiner ) – Her er hun midaldrende, men vil du se hende som yngre, så gå til Krøggården ( indlæg 71 i Hjemstavnsroman):

Du kan læse mere om Krøghgården i indlæg nr. 71 ( kategorien Hjemstavnsroman). Som nævnt der, så blev det hendes søn Karl, der kom til at overtage gården – det var han hverken interesseret i eller egnet til – ville hellere spille violin – så det gik derefter. Herunder er et billede fra gården, hvor Karl står til højre, men hvem de øvrige er, ved jeg ikke. Han giftede sig med en noget sær kvinde, og deres børn var også underlige. Jeg kan ikke hele den historie, ved bare, at den var sørgelig.

Gården er ret genkendelig, men menneskene bortset fra Karl siger mig p.t. ikke noget.

 Og nu til en hel anden gård:

Gården her over er antagelig Christine og Peter Houkjærs gård ( Klarup eller Rumpen – har begge navne) Det er taget i 1937  – hvis nogen ved, om jeg muligvis tager fejl, så skriv det venligst til mig. Jeg er taknemmelig for alle rettelser = vejledninger, så jeg i nogle tilfælde famler i blinde. Det her kunne dog ligne en af Klarupgårdene. Ja og en sådan rettelse har jeg fået af Else Møller, hvis mor er født og opvokset på Klarup som datter af Christine og Peter – og gården er IKKE Klarup. Men en Hulsiggård er det i al fald. Måske er det Krøggården = Hulsig?

Herunder igen et billede, som jeg er i tvivl om hvad/hvem forestiller. Hans og Maja skyder på Anna Krøghs forældre fra Tranegården, han hedder Anton Peter Jensen, og vi kan se dem afbilledet som ret unge i indlæg 74 ( i Hjemstavnsroman) :

Og nu kommer der et billede af Rannerød Skole i 1924 ( endnu engang tak til Hans og Maja):

Og så med begge de to dygtige skolefolk hr. og fru Wilhelmsen. Sylvia, barn af Anna Krøgh og barnebarn af ovenstående par ( Hvis de da er dem, jeg tror ) sidder et sted i flokken, men jeg kan ikke lige se hvem, det skulle være. Hun var hele livet meget smuk, men der er en del kønne piger på billedet. I indlæg 88 kan du læse mere om Rannerød Skole og her se nogle andre skolebilleder. Det her vil også flyve dertil. Jeg har fået at vide af Else Møller, at den dreng, der står som nr. 3 fra højre i bageste række muligvis er hendes far, Oluf Houkjær, søn af Peter Houkjær og Kristine Krøg.  Og Sylvia synes jeg må være nr. 3 fra højre i næstnederste række. Det ligner hende, og på alle de billeder, jeg har af hende fra barndommen har hun fletninger.

Og nu kigger vi ind i haven i den gamle brugs. Her ser vi bedstefar og bedstemor ( = Anna Andersen, født Larsen, fra Krøggården) og min mor Vera og Sylvia og et barn, som muligvis er min storesøster Hanne.

Her er min mormor død – og bedstemor og bedstefar gift, det er sikkert fra engang i 40’erne – eller sidst i 30’erne.

og til sidst et billede fra tørvegravningen – sikkert også under krigen:

96 – Den jyske Hede – Alheden

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg har tidligere annonceret, at de næste emner ville blive: stormflod, sandflugt og strandinger. Det kommer dog til at vente lidt endnu, for først vil vi kigge nærmere på noget langt fredeligere, nemlig heden.

 Det er den hede, vi kender fra Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren, jeg vil berette om, Alheden, og den er jo ikke nødvendigvis identisk med “vores” – altså Hulsig Hede. Men der er så mange sammenfald i skildringen af de to trods alt ret ens biotoper : heden i Midt- og Vestjylland og heden i Nordjylland. Der er også forskelle – navnlig på det sociale og økonomiske område – dem vil jeg slutte indlægget af med.

Indlægget vil resumere indholdet af en bog om den jyske hede, som er en slags brud med den traditionelle måde at betragte denne natur og navnlig dens indvånere, hedebønderne, på.

Bogen hedder “Hedens Hemmeligheder” og er skrevet af Peter Henningsen i 1995.

Forfatteren indleder med at bedyre, at han vil feje alle falske forestillinger om den “stakkels fattige hedebonde” ud og forfægte helt andre. Han skriver: “Jeg lægger hovedet på blokken og søger at anlægge et nyt og anderledes syn på heden og dens beboere.” ( Citat side 10)

Det gængse billede af den jyske hede: ( citat side 16:) “Heden var grim og dermed basta!” og på samme side: “smuk er derimod en gul rapsmark eller en kornbølgende ager.”

Skønheden forholdt sig i almindelighed til nytteværdien.

Det er også langt hen det syn Aakjær anlægger f.eks. i “Rugens Sange.” Der dog også indeholder kærlighed til heden og et ønske om at bevare den.

Bondens hverdag var den sandfygende hedeslette. (Citat side 24) “Hedebondens land bestod af lyng og sand, brægende får og kullede kirker.” Og citat fra side 27: “Muld- og sandflugt hørte således til dagens orden for hedebonden i det 18. årh..“

HEDEN CA. 1770:

Oplysningstidens syn: “Heden måtte nyttiggøres så hurtigt som det kunne lade sig gøre ved hjælp af en provokeret befolkningstilvækst og hedeopdyrkning.” ( S.33) – med befolkningstilvækst tænktes på indvandring fra Tyskland og kolonisering af store dele af heden.

“Lyngen” repræsenterede det uvæsen, der skulle rykkes op med rode.

1866 – Det Danske Hedeselskab stiftes.

Der er dog også andre synspunkter end den rene udnyttelse. “Med hedens forsvinden forsvandt også en gammel traditionsbunden landbokultur.” ( s.40)

LYNGENS NATUR

Heden er et nordeuropæisk fænomen ( Lyngheden)

Hedebonden måtte ernære sig ved andet end agerbrug, f.eks.: pottemageri, hosebinding, tørvegravning, stude-og hesteprangen.

Når heden fredes, dør lyngen. For at kunne overleve, skal den behandles hårdhændet: afbrænding og kreaturgræsning.

Hedebonden viste det!

Bønderne lod græsse og afbrænde, for de ønskede at bevare lyngen, der for dem var en ressource. ( s.44)

“Da man … lod kulturproduktet hede få fred og ro ( = fredning) begyndte arealerne at ændre sig til græsgang og sprang derefter i skov.” ( s.45.)

Pollenanalyser viser, at lyngen “erobrede” skoven ( s.48) – samme analyser viser, at heden er en realitet længe før Middelalderen.

Bønderne har allerede i yngre stenalder og bronzealder drevet svedjebrug ( afbrænding) og flyttet deres dyrkning fra sted til sted. ( s.49)

Nye undersøgelser ( Odgaard) viser, at “heden sandsynligvis havde sin største udbredelse i den yngre jernalder og ældre middelalder. (S.55)

STATEN, FOLKET OG VESTJYLLAND

De karle, der blev indroullerede i landmilitsen skulle møde HVER søndag på den nærmeste eksecitsplads – mange måtte gå op til 30 kilometer sommer og vinter for at komme frem til en sådan plads. ( s.59) – tjenestetiden var 6 – 8 år, derfor ikke så sært, at mange karle flygtede til udlandet ( Nordtyskland og Holland).

1733 – stavnsbåndet indføres for at holde på de unge mænd.

Vestjyllands hedelandskabs beboere slap for de barske restriktioner alle andre almuefolk var underlagt ( som f.eks. hoveri og skatter)(61)

40 % af Jylland var ren hede.

Der herskede det rene anarki på heden, for der var ingen herremænd og langt til amtmanden.

“Heden ansås for farlig” – hederne betragtedes som store og ufremkommelige vildmarker, hvor man konstant var i fare for at løbe ind i omstrjfende ulvekobler, tatere og stimænd.

kun få skoler på hederne

mange var fæstebønder under de større gårdejere eller præsterne.

“Der synes at have været en livlig trafik af drenge og karle, som søgte væk fra den tunge milits og de jyske heder.” ( s.69)

der var ikke “føde” nok på heden. Man måtte væk.

BRYDNINGSTIDER

To holdninger:

Merkantilismen: Staten styrer erhvervslivet.

Fysiokratismen: landet skal udvikles naturligt uden statens indblanding. (78)

tyske kolonister på heden i 1700tallet = en vej til opdyrkning.

I Fr. d. 5’tes tid ( 1746-66) tager opdyrkningen fart.

Hedebønderne så ikke med milde øjne på koloniseringsprojektet. ( s.83)

Lokkemad: frihed for skatter og afgifter i 10 år. Ingen militærudskrivning, ingen pligtkørsel. Desuden penge til rejsen.

Tyskerne krævede, at kolonierne blev bygget som store landsbyer. Det viste sig upraktisk, og de flyttede senere ud. Det var dårlige huse, der væltede i storm ( s.90)

300 tyske familier, hver med et lille hus, en have, 2 stude, en ko, en plov og en harve.

De havde held med kartofler.

Senere blev der uro: 68 familier blev udvist af landet på grund af uromageri.

DEN ULYKSALIGE BONDESTAND

Hedebønderne var ikke interesserede i opdyrkning af heden. ( 105)

Langt de fleste havde meget indbringende bierhverv ( s.106):

f.eks.: en smule landbrug og derudover hosebinding

De lærde havde mange gode ideer til opdyrkning af heden, men bønderne ville ikke samarbejde.

Bondevejleder Søren Thestrup skriver: “DE ( = bønderne) vil komme let og som sovende til alle ting.” ( s.106)

– men bønderne var ikke fattige. De havde: Kvæg-ogstudealv, hosebinding, pottemageri, kultilvirkning og meget andet.

– kvæget smugledes over Kongeåen ved nattetide. ( s.107)

Sort økonomi – ingen skat

Landøkonomerne regnede ikke bøndernes erhverv som noget positivt – de så kun på kornavlen, og den var ringe, ergo var bønderne fattige. ( s.107)

Peter Henningsen skriver:( s.109) “Det var ligefrem en mani blandt tidens bønder at fremstille sig selv fattigere end tilfældet var.”

BEBYGGELSE OG BOLIG

Normalt: 3 eller 4 længer, bindingsværk. Til tag: lyngris eller rughalm – taglagt: hvert andet lag var halm hvert andet var lyng. Blev bundet med simer ( reb) af halm eller revlingeris. Gavlene tækkedes med lyng – rygningsmaterialet var græstørv.

Stuehusenes ruminddeling svarer til dem i Nordjylland: forstue, bagvedliggende rum, dagligstue, køkken med skorsten, sengekammer = husets grundstamme. Nogle har en storstue = endestue = fredsstue. En ekstra lille skorsten ved forgangen.

Bageovnen ofte ude for sig selv med spændhus foran. Spændhus= lille primitiv konstruktion, også brugt som tørvehus, hønsehus, redskabshus etc.

husmandssted = 5 – 6 fag

gård = 7 – 18 fag

lergulve – i bryggers kampesten

lavt til loftet – det holdt på varmen

HEDEBØNDER OG ENGBØNDER

Hedebonden ( som ikke har eng) rangerer lavest i det sociale og økonomiske hieraki

Engen var hedens mest eftertragtede jordlod

det vigtigste var symbiosen mellem ager, å, eng – kun de færreste var så heldige

udmarken eller heden = bondens livsvigtige reserve = græsning af får og kvæg – tækkemateriale – skærmbygning ( om gården) kostebinding – børstebinding – gødning i form af aske – hedetørv

uden heden ville bønderne ikke have adgang til bygningsmaterialer, brændsel, belysning, græsning, bialv og kompostgødning

heden = en velsignelse

bønderne vogtede over heden og afbrændte den med passende mellemrum for at holde den ved lige. ( s.151)

gode og onde cirkler: den gode = gårdmænd med adgang til å, eng, ager = det ene gode førte det næste med sig: meget eng = meget græsning = mange køer = megen gødning. Den onde cirkel: efter hedebrand = risiko for sandflugt = mindre gødning.

AGERBRUGET PÅ HEDEN I 1700 TALLET

ekstensivt. Jorden brugtes i nogle år og hvilede så i op til 10 år

man brækkede hedejorden op, satte ild til det oppløjede, så at lyng og morlag gik til. Så gødedes jorden med asken. Der dyrkedes på den i 4-6 år, hverefter braklægges den. Så afbrændtes ageren igen = rotation fuldført. ( s.154)

hedetørv anvendtes som fyldstof i møddingerne ( = gødning)

askegødning kunne skade jorden, fordi det indeholdt for meget sand, men som Henningen skriver: “Askegødningsteknikken var et udtryk for hedebondens møjsommelige slid med at opveje den karrige naturs luner … han kunne ikke gøre andet, da kendskabet til kalk og mergel først i 1800 tallet kun lige var i sin vorden.”

KVÆGBRUGET PÅ HEDEN I 17 – 1800 TALLET

anseelig studeeksport

engbonden holdt især mange stude og havde derfor en god økonomi. Om hedebonden skriver Henningsen: “Den “rene” hedebonde repræsenterede den af overleveringen beskrevne typiske hedebonde med forskellige bierhverv, og det er hans skæbne, vi har fået overleveret i de mange skildringer fra de jyske heder.”

SANDFLUGT

hedebrand: “Foråret og sommeren igennem røg og flammede hedebrandene, så som store. Én bonde sved lyngen af et stykke hede for at komme til at pløje, en anden for at der næste år kunne gro lidt mere græs til kreaturerne, en tredje for at drive hugormene væk fra huset, en fjerde og en femte af andre grunde eller af rent vanvare.” ( s. 189).

ofte kom branden ud af kontrol og løb løbsk – det fik flyvesandet fri og sandflugt blev følgen. ( s. 190).

i morlaget kunne ilden gemme sig og blusse op i blæsevejr, og der kunne derved opstå sandflugt.

først efter sandflugtsforordningen i 1792 begyndte bekæmpelsen ( dæmpelsen) af sandflugten.

vanskeligt at få bønderne interesserede i sandflugtdæmpningen: “mange syntes ikke anfægtede af sandflugten. Skønt naboens marker lå begravet i sand, rørte hedebonden ikke en finger.” ( s.194)

“kreaturdrift, tørveskrælning og hedebrand havde bevirket, at sandet under hedesletternes bortfløjne muld ved kraftig vind kom i bevægelse og bredte sig over store afstande, og store indsande var ikke noget sjældent syn.” ( side 195)

Indsande = sandmile

Når bønderne skumlede over sanddæmpningsforanstaltningerne var det måske ikke så sært. De blev udkommanderet til at gøre arbejdet. Og ofte skulle de gå meget langt for at deltage. Henningsen skriver: “Det var forståeligt nok hårde løjer for de ellers så selvstændige fribønder, således at blive udkommanderet på tvangsarbejde, især da den lange vej og det usle nattely bevirkede, at både folk og heste var “uduelige til at forrette noget den tredje dag, og følgelig medtager en sådan dags arbejde tre naturlige dage.”

Det sandflugtsdæmpede areal blev “lagt i fred” dvs. at det ikke kunne dyrkes – derved mistede bonden mulighed for at bruge den.

UDSKIFTNINGEN

Efter de store landbrugsreformer i 1700tallets sidste halvdel flytter bønderne fra landsbyfællesskabet og ud for sig selv. Det gælder også på heden. Men her var vandende delte:  “Traditionalisterne … ønskede at bibeholde det gamle hedebrugssystem med dets ekstensive karakter.” ( s.224)

Andre ville gerne udskifte. “Ved hårdt slid og arbejde ville det være muligt at oparbejde en landbrugsdrift, der ikke lod engbønderne noget efter. Incitamentet var åbenlyst. Men først skulle landsbyens jorder deles mellem bønderne og det gik ikke for sig uden sværdslag.” ( s.225)

På heden lå gårdene ikke samlede i en klump som i Østdanmark. De lå langs åer og enge og ofte langt fra hinanden. Her var der tradition for, at de store hedestrækninger var fællesarealer, og det bremsede for en egentlig opdyrkning.

Henningsen skriver ( s.227) “De fattige husmænd fik normalt det dårligste stykke af heden. Det vil sige, at husmændene ofte kun havde dårlig græsning og tørveskær og de havde sikkert heller ikke adgang til de gode klynemoser.“

En stor jordforbedring begynder med anvendelsen af mergel i slutningen af 1700tallet og op gennem 1800 tallet. Allerede den pietistiske biskob Pontoppidan priser denne velsignede nyskabelse til landbrugsdriften med disse blomstrende ord:

“En mådelig blanding af mergel gør samme virkning i jorden som krebsøjne eller andre absorberende ting i menneskets mave, nemlig den trækker syrligheden til sig, eller indsuger frugtbarhedens forhindring, særdeles i en sid suragtig ager eller eng, som tåler mest deraf. Dernæst dilaterer eller udvider den jordens mindste dele til alle sider, så at den alt for tætte og seje ager blive usigelig skør og åben, altså bekvem for luftens indtrængelse og de fine sæderødders udstrækning.”

Man kan vist sige, at kirken dengang havde et praktisk overblik over erhvervslivet. Det var ikke åndelighed altsammen. Det er Thomas Bredsdorff, der sin bog om oplysningstiden “Den brogede oplysning” nævner Pietismen som aktiv i oplysnings øjemed. Det får vi et godt eks. på her.

Jeg vil slutte gennemgangen af bogen her. Der er flere kapitler – de handler om hvordan heden forandrer sig i 1800tallet, f.eks. står der meget om forsøgene med at føre vandkanaler tværs gennem de tørre hedestrækninger.

Her blot et lille resumé fra bogens slutning:

om udskiftningen skriver Henningen her: ( s.363) “Der er ingen tvivl om, at udskiftningen på den jyske hede fremmede selvsamme hedes opdyrkning, men på den anden side bidrog udskiftningen også til at slå bunden ud af det gamle landbrugssystem, der var afhængigt af de vidstrakte heder som ekstra ressource. Med udskiftning kom udstykningen og med udstykningen kom befolkningsforøgelsen, der igen krævede mere jord og ny udstykning. Hederne svandt ind i takt med menneskeforøgelsen og med hedernes forsvinden bukkede de overvejende animalsk baserede landbrug under.“

Jeg synes, at jeg har fået lidt mere end en basisviden om et område af landets historie, vi ikke lærte meget om i skolen. I litteraturen var det Blichers romantiske eller Aakjærs nostalgiske syn på heden, vi fik kendskab til. Men heden som en stor værdi ikke kun æstetisk og naturhistorisk, men også økonomisk har jeg ikke vidst meget om tidligere. Man får i bogen indtryk af stærke bønder, der både var oplyste og virksomme folk, og som ikke stod tilbage for deres østdanske landsmænd.

Heden i Nordjylland ligner nok i biologisk forstand heden i det øvrige Jylland, men der er store forskelle alligevel. Bønderne deroppe var i højere grad underlagt naturens lunefulde og mægtige kræfter – stormfloder og sandflugt anrettede her skader, som var uoprettelige og som tvang bønder og fiskere til ustandselig at bryde op og starte forfra. Det var en langt barskere kamp bare det at være i live. Den nordjyske bonde og fisker havde ikke den samme brede vifte af virksomheder som Alhedens beboer, men der var dog andre indtægtskilder, som slet ikke var så ringe. Det, der var andres ulykke, kunne være med til at forsyne indbyggerne i den fattige egn med alskens goder i form af både mad og materiel. Der var nemlig hvert år mange forlis langs kysten, og det, der drev ind fra skibene, fandt ofte en plads i de små hjem. Det var ulovligt javist, men det var studehandlen også for Alhedens bonde. Det samme anarki med hensyn til lands lov og ret herskede imidlertid begge steder, og der blev set gennem fingre med både det ene og det andet.

Flere steder i sin bog slår Henningsen fast, at hedebonden altså ikke var fattig. Han havde sine indtægter ved siden af, og de kastede af sig. Det er da også morsomt at se, at ikke så få af hedens børn klarer sig ganske glimrende i livet, ikke mindst takket være forældrenes vilje og evne til at sætte dem i vej.

En sådan livsbane fik f.eks. hedebondesønnen Peter Christensen. Jeg genfortæller og citerer fra en artikel af Lars Deleuran i Personalhistorisk Tidsskrift 1999 – den udkom altså året efter Henningsens bog om Alheden.

Peter var ældste søn i en flok på 9 levende og 3 døde børn. Fortælleren er 75 år, da han beretter om sin barndom, og som det ofte er tilfældet med den slags erindringer, så står alt i rosenskær. Man får virkelig indtrykket af en række lykkelige solfyldte dage – også selv om han ikke fortier de ret så mange klø, der blev ham til del! Han mindes med den største fryd sine herlige skarnssteger som f.eks. den dag, han bandt køernes haler sammen, da han skulle genne dem hjem, og et par løb hver sin vej, den ene med en ekstra vedhængt hale og den anden haleløs. Den dag gemte Peters mor sin dreng på høloftet, indtil fars raseri havde lagt sig.

En behagelig barndom kan det nu ikke have været. Han er kun en lille knægt, da han måtte i marken og pløje sammen med pigen Lisberth. “han ( Peter) maatte ud med Lisberth for at lære at pløie; naturligvis med Stude og en gammeldags Hjulplov, jeg kunde lige naa at faa fat paa Haandtagene, og Lisberth kørte Studene.” ( s.40)

Han bliver vogterdreng. Og senere kommer han ud at tjene. Da er han i 12 -13 års alderen: “Da jeg var stor og stærk samt nem paa Næverne maatte jeg tage fat paa alle forefaldende Arbeider: trille Tørv ud, sprede Gødning o. s. v. Paa Gaarden var der et par to Aars Plage der kildrede min Ærgjerrighed, da jeg omsideer blev tiltroet til at køre med dem, ja endog tilmed at pløi for Husmændene. ( s. 42)

Det er karakteristisk, at han hele vejen igennem er glad for sit liv og ikke ser en eneste sort sky på sin himmel. En skyggeløs barndom, hvis man tager ham på ordet. Skal man sammenligne hans skildring med tidens skønlitterære beskrivelser fra livet på landet i perioden, er det den flade og tamme “skolelærerlitteratur”, der ligger nærmest Peter Christensen.

Navnlig gælder det en forfatter som Zakarias Nielsen, der forsynede almuen med rosenrøde beskrivelser af livet på landet. Godt nok var der fattigdom, men glæden og friheden og kærligheden troen på Gud overvinder alt – og fattigdom kan bæres med et let sind: Jeg- bærer- med- smil- min- byrde holdningen er herskende.

Herover for står i krads modsætning Jeppe Aakjærs socialt indignerede fremstillinger af de fattiges kår derude på landet – særlig klart og entydigt i romanen om tjenestedrengen Per i “Vredens Børn” – her er der ingen lysende sol og varme, og man følger den lille drengs opvækst i et miljø, hvor korporlig afstraffelse, slavearbejde og seksuelt misbrug er daglig kost for et lille forsvarsløst og fattigt barn.

Til slut et par eksempler fra Landhusholdningsselskabets beretning for 1877. Her står lidt om hedens opdyrkning:

Niels Nielsen har i de sidste 16 Aar opdyrket 16 1/2 tønde land med spade og trillebør. Det store arbejde er saa meget mere rosværdigt, som hele arealet bestod af de saakaldte dopper, fyldte med dynd og tørvejord i en dybde paa flere alen. Han har da først opkastet dyndet af dopperne og derpaa med trillebør opfyldt disse med sandet af rimmerne for derefter atter at dække sandet med dyndet, saaledes at dette danner madjorden paa ageren, hvilken fremgangsmaade anses for nødvendig ved kultiveringen af den slags hedeland. Da han tilmed er en agtværdig mand, anbefales han af sogneraadet og lanboforeningen til en hædersgave. Niels Nielsen boede i Knasborg i Raabjerg sogn.

Til huset Kringelhede, som S.C. Christensen købte i 1850, hørte 22 tønder land hvoraf fire var opdyrkede, resten mager, stenet hede. Bygningerne var ved at falde sammen. Folk mente, han snart maatte gaa fra huset, eftersom en saadan raa ejendom ingen indtægt gav” … og fordi “heden gemte saa mange sten, at naar et stykke var gravet, kunne de optagne sten næsten dække hele overfladen.” Men i 1854 havde han opdyrket 66 tønder land hede af de 70 tønder land, han nu ejede.

De ryddede sten var nu samlet i et stendige paa 2100 alen, to-tre alen bredt og halvanden til to alen højt”, men dog forsikrede han, at et lige saa stort antal sten er brugt til veje og huller eller nedlagt som faskiner hist og her i marken.”

95 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Hvor dovent sådan hele tiden at smutte uden om arbejdet og fylde pladsen ud med alle disse mellemværker!!
Men jeg har ikke haft tid til flid. Derfor den stadige, henholdende snak. Snakken udenom.
Ville gerne have nået Tinghuset i Skagen – der er så meget, jeg endnu ikke har læst, men det var ikke muligt. Så de to dage blev brugt udelukkende til at tanke op i åndelig forstand. Tanke op, så tænketanken bedre kan holde trit med indehaverens ambitioner.
Derom senere. Nu ikke mere snak.
Kun disse få billeder fra mine to jordiske paradiser:



Ja for hjemme igen i Ålum var allerede alle træer fulde af farver. Der var ingen sol på himlen i dag – men disse billeder mod en grå himmel afslører dog skønheden alligevel.



94 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Det er efterårsferie nu, og jeg er uden forbindelse med min blog i ugen og i det hele taget med den digitale verden eller den virtuelle eller hvad man nu kalder den del af virkeligheden, der løsriver sig på den her besynderlige måde og lever sit eget liv.
Efter ferien har jeg tænkt at tage fat på flg. områder: sandflugt, stormflod og strandinger. Jeg har en del materiale liggende, som jeg har lånt, men endnu ikke haft tid til at anvende.
Men foreløbig altså denne lille pause.
Vil du tænke på mig og eventuelt have kontakt, så træffes jeg på telefon: 86 46 60 87 og 20 23 20 87.
Og jeg løber rundt her:

Og her:
eller måske står jeg bare helt stille.