Kategoriarkiv: Hjemstavnsroman

100 – Med livet som indsats

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

  Vi begynder dette indlæg med et billede, I har set før, nemlig af Søren Christensen og hans kone Mariane Madsdatter. De optrådte også i indlæg 98, som havde titlen “gæve folk fra Rannerød”. Men dengang var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var et billede af Søren og Mariane. Det er jeg så ikke længere, har nemlig lige læst en bog om “det nørrejydske redningsvæsen,” og i den træffer man mange fortræffelige mænd, og nogle af dem med billede, bl.a. Søren.

 Her har vi den gamle gut. Helten fra Rannerød. Helte var der jo en del af. Min egen oldefar Ole Houkjær var en af dem, men han er nu ikke fotograferet til bogen. Det er til gengæld Chresten Jensen Høgenhaug, Ole Christian Madsen og Peter Madsen.
Herunder vil jeg kopiere den saglige og nøgterne beretning om tre af de forlis, hvor de ovenfor nævnte mænd virkede som reddere og frelste et antal menneskeliv fra druknedøden. At det ikke var nogen let sag viser de tre beretninger.
Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn:
Den 19. Marts 1872 om Eftermiddagen Kl. halv tre modtog Opsynsmanden Meddelelse om, at der var strandet et Skib paa Raabjerg Strand omtrent 1/2 Mil fra Stationen, og at man kunde se 3 Mand paa det sunkne Skib. Det blæste en haard NO. Storm med tæt Snefald. Opsynsmanden fik hurtig fat i 2 Mand og disse sendt til Rannerød for at beordre det derboende Mandskab og Hestene til at møde snarest muligt ved Kandestederne, og med alle de i Kandestederne værende Beboere, ialt 6 Mand, gik han i Gang med at kaste Sne, saa at Redningsbaaden kunde transporteres til Stranden. Kl. 4½ kom Redningsmandskabet fra Rannerød, men havde ikke Transporthestene med, da det var umuligt at bringe dem til Stationen. Opsynsmanden fik da fat i alle de Heste, som var i Kandestederne, nemlig 3 Par, og med stort Besvær blev de trukket gennem de uhyre Snemasser til Stationshuset, hvor de kom kl. 5 og kørte straks afsted med Redningsbaaden, men i den forfærdelige Snestorm blev Hestene sky, da de kom paa Stranden, og det var umuligt at trække Baaden gennem de ophobede Snedriver. Men uden Betænkning blev Baaden taget af Vognen, sat i Søen, og Hestene sendtes hjem. Redningsbaaden kom lykkelig fra Land, og heldigvis var der en god medgaaende Strøm til Strandingsstedet, saa at Baaden holdt ret imod den høje Braadsø, drev ned mod dette. Da Redningsbaaden var kommen den halve Vej, stødte den mod et Vrag, men heldigvis kom der en høj Braadsø, som friede den fra dette igen. Efter 1½ Times anstrengende Roning ankom Baaden til det strandede Skib, og var ved det første Forsøg saa heldig at redde 3 Mand, en fjerde Mand var allerede om Formiddagen frossen ihjel. Redningsbaaden bragte de 3 Mand i Land kl. kvart over 7 om Aftenen i en meget forkommen Tilstand, ligesom Redningsmandskabet ogsaa var meget udmattet efter den besværlige Tur. Det var umuligt at bringe Redningsbaaden tilbage til Stationen, da der ingen Heste kunde komme til Stede, og den blev derfor bragt saa højt op, at den var i Sikkerhed. Det strandede Skib var Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn, paa Rejse fra Ostfriesland til Frederiksstad i Ballast.” ( Citat side 179-180)
Som man kan læse, så var det et barsk job at redde forliste søfolk, og arbejdet vanskeliggjordes af de mange gamle vrag, der dengang stadig lå indenfor revlerne.
Her et sådant vrag, der ligger og hugger i bølgerne ( femmastet skonnert):

Den næste beretning er fra samme bog ( Det nørrejydske Redningsvæsen af C.P. Eisenreich.)
Den 29. September 1872 blæste det en meget haard vestlig Storm, og da Opsynsmanden om Morgenen kl. 4½ kom paa Stranden, saa han, at Forstranden var oversaaet med Vragstykker, og ved at undersøge nærmere, saa han i Morgendæmringen en lille Klynge af Mennesker 150 Favne fra Land til Tider komme til Syne i den høje Braadsø. Hurtig løb Opsynsmanden hjem og fik ved Ilbud tilkaldt Stationsmandskabet og Ejerne af Transporthestene fra Rannerød, og alle mødte Kl. 6½ om Morgenen. Kl. kvarter i 7 gik Radningsbaaden fra Land, og efter en lang og overordentlig anstrengende Rotur lykkedes det at komme ud til de skibbrudne. Derf andtes ikke det mindste tilbage af Skibsskroget, Ankrene var faldne ned og blevet hængende i Vaterstagene, og begge Skibets Master laa flydende, snart over og snart under Vandet, og de skibbrudne, ialt 6 Mand, havde fastsurret sig til den ene Mast. Efter mange Anstrengelser lykkedes det at faa Forbindelse med de skibbrudne, og de kom alle i Redningsbaaden, efter at denne flere Gange havde hugget mod Vragdele, som ikke kunde ses, og derved faaet en Del Skade, og de landsattes heldig Kl. 8½ Formiddag. Det strandede Skib var Skonnertbriggen “Salvador” af Sandefjord, paa Rejse fra Dysart til Helsingør med Kul.” ( Citat side 180)
Den sidste af de tre beretninger handler om skonnerten “Courier”, der strandede ved Kandestederne 7. December 1878:
“Den 7. December 1878, Morgen kl. 8, modtog Opsynsmanden Melding om, at 2 Skibe var indstrandede, det ene 1/4 Mil Vest for Stationene og det andet ½ Mil i østlig Retning. Det blæste en Merssejlskuling af NNO., som efterhaanden tiltog i Styrke til en Storm med Snebyger. Mandskabet og Hestene tilsagdes hurtigt, og Redningsbaaden og Raketapparaterne bragtes paa Stranden. Det besluttedes at tage til den vestlige Stranding, som var en Skonnert, der var sunken paa Ydersiden af 3. Revle, omtrent 180 Favne fra Land, og hvor Besætningen havde søgt Tilflugt i Rigningen. Kl. 9 3/4 Formiddag sattes Redningsbaaden fra Land og kom ud mod 3. Revle, men det var umuligt at borde Skibet eller faa Forbindelse dermed paa Grund af den høje Sø, og Baaden brev i Læ. 5 Gange blev det forsøgt at ro Baaden op, men uden Held, og tilsidst var Baadmandskabet saa udmattet, at der maatte holdes til Land Kl. 1 Eftermiddag. Da Baaden var punpet læns, blev den læsset paa Vogn og kørtes uden Ophold op til Luvart igen og gik ud med det samme Mandskab igen. Efter stor Anstrengelse lykkedes det at borde Skibet, og der kastedes Liner til Besætningen, som en for en sprang i Havet og haledes ind i Redningsbaaden, de 2 af dem var næsten livløse. Kl. 3 1/4 Eftermiddag landede Redningsbaaden velbeholden med hele Mandskabet, 7 Mand, og der blev strak truffet Anstalter til at køre dem i Kvarter, saa de kunde faa fornøden Lægehjælp. Ogsaa Redningsmandskabet var saa forkommen, at de ikke kunde hjælpe til med at bringe Badden i Hus, men der maatte lejes andet Mandskab dertil. Det strandede Skib var Skonnerten “Courier” af Greifswalde, paa Rejse fra Schiedam til Stettin med Lerjord.
For alle 3 forannævnte Virksomheder modtog Redningsstationens Personale Ekstrabelønninger saavel af den danske som af de paagældende udenlandske Regeringer.” ( Citat side 180-81)
Disse tre beretninger er nøgterne og præcise – der er ikke indlagt nogen form for drameffekter eller følelsesladede formuleringer. Anderledes forholder det sig med andre beretninger om samme fænomen = forlis og storm. Se f.eks. indlæg nr. 19 i kategorien Hjemstavnsroman om Briggen Daphnes forlis i 1862.
Du kan måske også gå tilbage til indlæg nr.93 og læse om Kandesterne der – her hører man, hvordan traditionen med at pleje skibbrudne udviklede sig til hoteldrift. Det var driftige folk, der beboede egnen – de var vant til at kæmpe med naturkræfterne og de gav ikke op for lidt modstand. Her under et billede af endnu en af de modige redningsmænd: Chresten Høgenhaug, grundlæggeren af Hjorths hotel:

Om Høgenhaug fortælles følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen:Christen Jensen Høgenhaug blev ansat som Baadsmand den 1. Januar 1864, avancerede den 1. Oktober 1882 til Baadformand og var endelig Stationens Opsynsmand fra 1. November 1892 til 1. Oktober 1909, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder, og døde den 26. April 1913. I sin omtrent 46-aarige Virksomhed deltog han 26 Gange med Redningsbaaden i Redning af 149 skibbrudne. Han var dekoreret med Fortjenstmedaljen i Sølv, Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.( Citat side 181 )
Herunder kan man læse en lille beretning fra Tidsskrift for Redningsvæsen:

 
 

99 En gåde løses – og lidt mere om min unge bedstemor

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Så lykkedes det omsider at løse gåden om det gådefulde billede af smuk kvinde med lille dreng. Hvem er hun? Som ihærdige læsere vil vide, så herskede der uenighed om sagen. Nogle – i af fald to – mente, at billedet forestillede min bedstemors søster Ingeborg, men her var jeg fra begyndelsen uenig, for jeg husker tydeligt bedstemor fortælle om den fine familie i København, hvor hun var selskabsdame for søstrene Kondrup. Og deres nevø var en officer, hvis barn bedstemor passede af og til. Det skulle så være de to på billedet. Billedet husker jeg, at hun viste mig, og hun fortalte også den historie, der hørte til det. Desværre her jeg glemt de nærmere omstændigheder omkring billedet.

Nu har jeg fundet to andre billeder af min unge bedstemor, og det er den samme som på billedet med barn. Altså er det smukke billede et foto af min smukke bedstemor.

Herunder de tre billeder:

 her er hun damen med dreng

 her ses hun sammen med alle sine søskende

 Og på det lille billede har vi snuppet hende lige ud af et bønnemøde i Indre Mission. Hele billedet kan ses i et tidligere indlæg.

Det er ærgerligt, at man ikke lyttede mere opmærksomt, når de gamle fortalte. Og nu er de døde. Også den næste generation er borte. Eller nej, det er for resten ikke sandt: jeg ved i det mindste to, som lever. Den ene er min bedstemors brors søn Peters kone ( altså en kone til en nevø). Hun hedder Ebba, og jeg har endnu ikke kontaktet hende, men det gør jeg snarest, og måske har hun gemt nogle gamle billeder og kan fortælle nogle historier. Det håber jeg.

Den anden er min bedstemor Christianes søn, Gordon. Ham har jeg kontaktet for nylig, og forleden fik jeg et brev fra ham. Han husker mange ting om sin familie og en hel del om folk i Hulsig i første halvdel af forrige århundrede. Han fortæller bl.a., flg. om sin mor ( jeg citerer:) “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædiken.”

Jeg kan rigtig godt lide den sidste forklaring, men tror alligevel ikke rigtig, den holder. Min bedstemor var i al fald fast pietistisk forankret, og da jeg nærmest er opdraget af hende, har jeg fået den form for kristendom podet direkte ind i sjæl og sind fra den tidligste barndom. Og hendes søster Kristine ( gift med Peter Houkjær) havde samme tilgang til troen, det ved jeg fra korrespondance med et af hendes børnebørn. Hun fortæller, hvordan de knælede og bad aftenbøn inden sengetid ( præcis som hos min bedstemor).

Og nu et lille dokument, som viser lidt om den ene Frøken Kondrup – hun skriver i 1917 dette kort til min bedstemor:

Og her ser vi frøkenens kirke:

Frøknernes hengivenhed var ægte nok, og min bedstemor holdt meget af dem. Men jeg ved ikke, om hun virkelig arbejdede for dem eller traf dem i forbindelse med sin aktivitet i Indre Mission. I al fald holdt de så meget af den unge kvinde, at hun arvede en del penge og smukke møbler efter dem. Bedstemor oprettede sin egen systue ved den tid, og det er jo muligt, at arven var med til at financiere den. Jeg så som barn et billede af bedstemor, der står i sin systue omgivet af unge sypiger. Det billede er desværre gået tabt. Sådan er der så meget at sukke over i den forbindelse. Breve, der er borte – ord, der fortalte om livet dengang, men som ikke fik den levetid, de fortjente.

Gordon skriver i sit brev til mig flg. om de tre søstre: Marie, Martha og Anna, ( som han staver Anne).: “Mine mostre Marie og Martha var tvillinger, men psykisk meget for skellige. Martha, som døde i 1939 eller 1940, forholdt sig dybt alvorligt til livet. Det gjorde Marie, som døde i 1969, absolut ikke. Hun og moster Anne opholdt sig nogle år i København, Anne antagelig hos en familie tilhørende den dannede og kultiverede overklasse. Marie antagelig hos en familie tilhørende den lavere klasse. De vendte begge ryggen til deres barndoms sprog, vendelbomålet. De slog dog ikke over i københavnsk, heller ikke Marie.”

Jeg husker bedstemors sprog som et lidt gammeldags, men smukt rigsdansk. Kultiveret var hun sandelig også. Da jeg blev gammel nok, læste vi sammen Dostojevskijs “Brødrene Karamassof” ( vi læste højt for hinanden) også danske digtere læste vi. Måske fik jeg interessen for litteratur af hende. Min bedstefar var også glad for at læse og ejede en stor samling klassiske værker.

Mine forældre var ikke missionske, og det må have været svært for dem at slå sig ned i den lille fiskerby Strandby, hvor næsten alle enten tilhørte Indre Mission eller var medlem af Metodistkirken – begge retninger præget af pietisme. Her blev min far købmand. Senere auktionsmester.

Far indmeldte alle os børn ind i Metodistkirken, måske i den tro, at det var en modvægt mod den meget inderlige kristendomsdyrkelse, som bedstemor praktiserede. Og der havde han sært nok ret. I metodistkirken oplevede vi i al fald et frirum, hvor lejrture, teaterspil, sang og musik var en del af livet. Der var ganske enkel tale om en friere livsudfoldelse. Men så må jeg skynde mig at tilføje, at bedstemor IKKE var sortseer og fordømmende som så mange andre i Indre Mission, og hun tog afstand fra fiskernes mørke livssyn. Kom for resten ikke meget i missionshuset.

Herunder et billede af min meget gamle bedstemor – hun er sammen med noget familie, vist nok fra Nr. Uttrup – men jeg kender dem ikke. Billedet her er taget kort tid efter, at hun havde foretaget sit livs rejse: en Mallorca-tur sammen med min bror Anders. Den tur har jeg et enkelt billede fra. Det kommer sidst i dette indlæg. Her ses bedstemor på havnen i Strandby:

Nedenstående det eneste billede, jeg kan finde fra bedstemors tur til Spanien:

Det er Anders yderst til højre. Han fortalte, at bedstemor havde villet prøve det hele. Pedalbåde syntes hun især om. Og natklubber. En hel ny verden. Men inkluderet i prisen, så naturligvis deltog hun. Anders var træt, da de kom hjem.

Den unge Anna og den gamle Anna – men her kommer et billede af den ikke så unge og slet ikke gamle Anna:

98 Gæve folk fra Rannerød

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Fra min tante Bettes, ja, hun er jo ikke min rigtige tante, men min mors bedste barndomsveninde – fra hendes datter, min kusine Annemarie ( som jo heller ikke er min rigtige kusine, skønt vi sikkert som alle andre fra Hulsig er i familie) altså fra hende lånte jeg for nogen tid siden nogle billeder, som jeg havde tænkt at bruge i forbindelse med indlæg om forlis og redningsfolk. Min tantes far var nemlig dekoreret for sin indsats i redningstjenesten, ligesom hans far og hans bedstefar var det før ham. Jeg har set Laurits Christensens medaljer, da jeg var en lille pige – det husker jeg, for jeg var rigtig imponeret. Og han var stolt. Det var der også grund til. Men derom senere.

Herunder et par billeder af denne hædersmand – og under det en nekrolog, som jeg fik sammen med billederne.

 

Ifølge Annemarie hed han Laurits Christensen, og hans kone hed Kristine. Jeg har ikke kunnet finde noget om ham i arkiverne. Det kommer måske senere, men han er ikke nævnt i de mange lister over skatteydere og andre officielle lister over Hulsigfolk fra omkring århundredeskiftet. Måske fordi han dengang kun var en ganske ung karl, eller måske fordi han ikke ejede nogen gård, men et hus. Han ernærede sig ved fiskeri og ved at arbejde rundt om i sognet. Men jeg mener ret sikkert at vide, at nekrologen nedenfor er skrevet over hans far, som jeg ( vist nok ) også har et billede af, for det lå nemlig sammen med artiklen:

Følgende oplysninger har jeg fra Mariane Madsdatters aneblad:

Om Søren Christian Christensen: Han er født i 1852 – hans kone hed Mariane Madsdatter og er født i 1848. De blev gift i Raabjerg 1877 og forloverne var Ole Madsen ( se billedet nederst i indlægget) og Kristian Madsen, begge fra Rannerød.

Søren og Mariane fik 4 børn: Ane Christine Christensen ( født 1877), Alfred Marinus Christensen ( født 1882 ) Sinus Martin Christensen ( født 1884 ) Laurits Peter Christensen ( født 1887 )

Billedet ovenfor forestiller omtalte Søren Christensen – måske før han fik sin medalje, for den kunne man vel forvente, at han bar i en sådan lejlighed, man blev jo ikke fotoraferet hvert årti. Når jeg er usikker, så skyldes det igen igen …, at der ikke står noget bag på fotografierne og alle, der har kendt de fotograferede, er døde. Der er heller ingen dato på nekrologen. Som du kan se ved at læse indlæg nr.100 så er jeg ikke længere i tvivl. Det er ham!

Huset herunder er måske Laurits og Kristines hus, men muligvis har de to gamle også boet der. Huset står der endnu, men det er i dag helt forandret, ommuret med gule sten. Sådan her har det set ud omkring århundredestiftet:

Og nu redningsbåden, der går ud ved Kandestederne: Laurits har sikkert været med som ganske ung, ligesom faderen, Søren Christensen, er blandt de tapre redningsmænd.

Og her et par andre hædersmænd, der muligvis også er med på ovenstående billede:

  

Om de tre mænd kan vi læse følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen: “Ole Christian Madsen blev ansat som Baadmand i 1868 og avancerede i 1892 til Fører af Baaden. I 1909 tog han sin Afsked paa Grund af Alder, han havde da deltaget 25 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 134 skibbrudne. Han er dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn og Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje.”

Om Søren Christensen står der: ” Søren Christensen blev ansat som Baadmand i 1873, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder og Svagelighed. Han, som er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn, har deltaget i 19 Redningsforetagender med Redningsbaaden, hvorved 113 skibbrudne reddedes.

Om Peter Madsen følgende: Peter Madsen blev ansat som Baadmand i 1875, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af alder og Svagelighed. Han har deltaget 18 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 112 skibbrudne og er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Jeg er temmelig sikker på, at min blog i de kommende to måneder ikke kommer til at handle så meget om Hulsig. Jeg mangler materiale og kommer ikke på de kanter, hvor jeg kan finde nyt før ind i det nye år.

Så derfor, kære Hulsiglæsere: I bedes væbne jer med tålmodighed og helst ikke springe helt og aldeles bort fra siden, som nok igen skal blive mættet med mere vægtige oplysninger og ikke kun et tumlested for disse og lignende pistne ord om dit og dat.

Ja, jeg lover i det nye år at tilføre bloggen et solidt skud vitaminer og dertil det nødvendige antal kalorier, så den kan vokse sig fyldig og fin.

Jeg lovede for kort tid siden at skrive noget om storm og skibbrud og redningsaktioner, og det løfte vil jeg så småt forsøge at indfri – men som sagt: det bliver i det små, skønt den slags begivenheder udfolder sig i det store.

Altså beskrivelsen vil i første omgang blive en kontrast til det beskrevne.

Som et plaster på såret får I her et sjældent billede af min smukke kæreste:

97 Et par hulsigbilleder fra gamle dage

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Forleden fik jeg et par billeder fra det gamle Hulsig. Fra Krøghgården. Jeg skal senere vende tilbage til dem og sætte dem ind i en sammenhæng. Hvis du går tilbage til indlæg 71 i kategorien Hjemstavnsroman vil du kunne læse lidt om gården. Senere skal jeg som sagt uddybe. Denne gang kun billederne.

Jeg fik fra Hans Henne Hansen, som ud over at være min svoger også er gift med min “kusine” Maja Hansen, som er datter af Sylvia, der er datter af en af de tre herrer på billedet her, nemlig Chr. Peder og hans kone Anna Krøgh fra Tranegården. Billedet opklarer i al fald ét mysterium for mig – den kvinde, der sidder længst til venstre og som ligner bedstemor er identisk med den kvinde, der optræder på det mystiske billede i indlæg nr. 89 ( i Hjemstavn ).

Billedet herunder er lidt yngre, men også her er det “Krøghdøtrene”, der er stillet op med deres mor i front og en kone pige ( med hvidt forklæde) til højre i billedet:

Til højre står Marie, så kommer Maren ( moderen) og på hendes anden side er det Christine ( Houkjær) Mellem hende og moderen stikker min bedstemors hovede frem ( Anna ) – de andre kan jeg ikke sætte navne på.

Og nu vi er ved Krøg(h)gården, så lige dette billede af Anna Krøgh fra Tranegården, men gift med Chr. Peter fra Krøggården. Hun er mor til Sylvia, som er mor til min “kusine” ( for vi er i familie, men ikke lige kusiner ) – Her er hun midaldrende, men vil du se hende som yngre, så gå til Krøggården ( indlæg 71 i Hjemstavnsroman):

Du kan læse mere om Krøghgården i indlæg nr. 71 ( kategorien Hjemstavnsroman). Som nævnt der, så blev det hendes søn Karl, der kom til at overtage gården – det var han hverken interesseret i eller egnet til – ville hellere spille violin – så det gik derefter. Herunder er et billede fra gården, hvor Karl står til højre, men hvem de øvrige er, ved jeg ikke. Han giftede sig med en noget sær kvinde, og deres børn var også underlige. Jeg kan ikke hele den historie, ved bare, at den var sørgelig.

Gården er ret genkendelig, men menneskene bortset fra Karl siger mig p.t. ikke noget.

 Og nu til en hel anden gård:

Gården her over er antagelig Christine og Peter Houkjærs gård ( Klarup eller Rumpen – har begge navne) Det er taget i 1937  – hvis nogen ved, om jeg muligvis tager fejl, så skriv det venligst til mig. Jeg er taknemmelig for alle rettelser = vejledninger, så jeg i nogle tilfælde famler i blinde. Det her kunne dog ligne en af Klarupgårdene. Ja og en sådan rettelse har jeg fået af Else Møller, hvis mor er født og opvokset på Klarup som datter af Christine og Peter – og gården er IKKE Klarup. Men en Hulsiggård er det i al fald. Måske er det Krøggården = Hulsig?

Herunder igen et billede, som jeg er i tvivl om hvad/hvem forestiller. Hans og Maja skyder på Anna Krøghs forældre fra Tranegården, han hedder Anton Peter Jensen, og vi kan se dem afbilledet som ret unge i indlæg 74 ( i Hjemstavnsroman) :

Og nu kommer der et billede af Rannerød Skole i 1924 ( endnu engang tak til Hans og Maja):

Og så med begge de to dygtige skolefolk hr. og fru Wilhelmsen. Sylvia, barn af Anna Krøgh og barnebarn af ovenstående par ( Hvis de da er dem, jeg tror ) sidder et sted i flokken, men jeg kan ikke lige se hvem, det skulle være. Hun var hele livet meget smuk, men der er en del kønne piger på billedet. I indlæg 88 kan du læse mere om Rannerød Skole og her se nogle andre skolebilleder. Det her vil også flyve dertil. Jeg har fået at vide af Else Møller, at den dreng, der står som nr. 3 fra højre i bageste række muligvis er hendes far, Oluf Houkjær, søn af Peter Houkjær og Kristine Krøg.  Og Sylvia synes jeg må være nr. 3 fra højre i næstnederste række. Det ligner hende, og på alle de billeder, jeg har af hende fra barndommen har hun fletninger.

Og nu kigger vi ind i haven i den gamle brugs. Her ser vi bedstefar og bedstemor ( = Anna Andersen, født Larsen, fra Krøggården) og min mor Vera og Sylvia og et barn, som muligvis er min storesøster Hanne.

Her er min mormor død – og bedstemor og bedstefar gift, det er sikkert fra engang i 40’erne – eller sidst i 30’erne.

og til sidst et billede fra tørvegravningen – sikkert også under krigen:

96 – Den jyske Hede – Alheden

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg har tidligere annonceret, at de næste emner ville blive: stormflod, sandflugt og strandinger. Det kommer dog til at vente lidt endnu, for først vil vi kigge nærmere på noget langt fredeligere, nemlig heden.

 Det er den hede, vi kender fra Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren, jeg vil berette om, Alheden, og den er jo ikke nødvendigvis identisk med “vores” – altså Hulsig Hede. Men der er så mange sammenfald i skildringen af de to trods alt ret ens biotoper : heden i Midt- og Vestjylland og heden i Nordjylland. Der er også forskelle – navnlig på det sociale og økonomiske område – dem vil jeg slutte indlægget af med.

Indlægget vil resumere indholdet af en bog om den jyske hede, som er en slags brud med den traditionelle måde at betragte denne natur og navnlig dens indvånere, hedebønderne, på.

Bogen hedder “Hedens Hemmeligheder” og er skrevet af Peter Henningsen i 1995.

Forfatteren indleder med at bedyre, at han vil feje alle falske forestillinger om den “stakkels fattige hedebonde” ud og forfægte helt andre. Han skriver: “Jeg lægger hovedet på blokken og søger at anlægge et nyt og anderledes syn på heden og dens beboere.” ( Citat side 10)

Det gængse billede af den jyske hede: ( citat side 16:) “Heden var grim og dermed basta!” og på samme side: “smuk er derimod en gul rapsmark eller en kornbølgende ager.”

Skønheden forholdt sig i almindelighed til nytteværdien.

Det er også langt hen det syn Aakjær anlægger f.eks. i “Rugens Sange.” Der dog også indeholder kærlighed til heden og et ønske om at bevare den.

Bondens hverdag var den sandfygende hedeslette. (Citat side 24) “Hedebondens land bestod af lyng og sand, brægende får og kullede kirker.” Og citat fra side 27: “Muld- og sandflugt hørte således til dagens orden for hedebonden i det 18. årh..“

HEDEN CA. 1770:

Oplysningstidens syn: “Heden måtte nyttiggøres så hurtigt som det kunne lade sig gøre ved hjælp af en provokeret befolkningstilvækst og hedeopdyrkning.” ( S.33) – med befolkningstilvækst tænktes på indvandring fra Tyskland og kolonisering af store dele af heden.

“Lyngen” repræsenterede det uvæsen, der skulle rykkes op med rode.

1866 – Det Danske Hedeselskab stiftes.

Der er dog også andre synspunkter end den rene udnyttelse. “Med hedens forsvinden forsvandt også en gammel traditionsbunden landbokultur.” ( s.40)

LYNGENS NATUR

Heden er et nordeuropæisk fænomen ( Lyngheden)

Hedebonden måtte ernære sig ved andet end agerbrug, f.eks.: pottemageri, hosebinding, tørvegravning, stude-og hesteprangen.

Når heden fredes, dør lyngen. For at kunne overleve, skal den behandles hårdhændet: afbrænding og kreaturgræsning.

Hedebonden viste det!

Bønderne lod græsse og afbrænde, for de ønskede at bevare lyngen, der for dem var en ressource. ( s.44)

“Da man … lod kulturproduktet hede få fred og ro ( = fredning) begyndte arealerne at ændre sig til græsgang og sprang derefter i skov.” ( s.45.)

Pollenanalyser viser, at lyngen “erobrede” skoven ( s.48) – samme analyser viser, at heden er en realitet længe før Middelalderen.

Bønderne har allerede i yngre stenalder og bronzealder drevet svedjebrug ( afbrænding) og flyttet deres dyrkning fra sted til sted. ( s.49)

Nye undersøgelser ( Odgaard) viser, at “heden sandsynligvis havde sin største udbredelse i den yngre jernalder og ældre middelalder. (S.55)

STATEN, FOLKET OG VESTJYLLAND

De karle, der blev indroullerede i landmilitsen skulle møde HVER søndag på den nærmeste eksecitsplads – mange måtte gå op til 30 kilometer sommer og vinter for at komme frem til en sådan plads. ( s.59) – tjenestetiden var 6 – 8 år, derfor ikke så sært, at mange karle flygtede til udlandet ( Nordtyskland og Holland).

1733 – stavnsbåndet indføres for at holde på de unge mænd.

Vestjyllands hedelandskabs beboere slap for de barske restriktioner alle andre almuefolk var underlagt ( som f.eks. hoveri og skatter)(61)

40 % af Jylland var ren hede.

Der herskede det rene anarki på heden, for der var ingen herremænd og langt til amtmanden.

“Heden ansås for farlig” – hederne betragtedes som store og ufremkommelige vildmarker, hvor man konstant var i fare for at løbe ind i omstrjfende ulvekobler, tatere og stimænd.

kun få skoler på hederne

mange var fæstebønder under de større gårdejere eller præsterne.

“Der synes at have været en livlig trafik af drenge og karle, som søgte væk fra den tunge milits og de jyske heder.” ( s.69)

der var ikke “føde” nok på heden. Man måtte væk.

BRYDNINGSTIDER

To holdninger:

Merkantilismen: Staten styrer erhvervslivet.

Fysiokratismen: landet skal udvikles naturligt uden statens indblanding. (78)

tyske kolonister på heden i 1700tallet = en vej til opdyrkning.

I Fr. d. 5’tes tid ( 1746-66) tager opdyrkningen fart.

Hedebønderne så ikke med milde øjne på koloniseringsprojektet. ( s.83)

Lokkemad: frihed for skatter og afgifter i 10 år. Ingen militærudskrivning, ingen pligtkørsel. Desuden penge til rejsen.

Tyskerne krævede, at kolonierne blev bygget som store landsbyer. Det viste sig upraktisk, og de flyttede senere ud. Det var dårlige huse, der væltede i storm ( s.90)

300 tyske familier, hver med et lille hus, en have, 2 stude, en ko, en plov og en harve.

De havde held med kartofler.

Senere blev der uro: 68 familier blev udvist af landet på grund af uromageri.

DEN ULYKSALIGE BONDESTAND

Hedebønderne var ikke interesserede i opdyrkning af heden. ( 105)

Langt de fleste havde meget indbringende bierhverv ( s.106):

f.eks.: en smule landbrug og derudover hosebinding

De lærde havde mange gode ideer til opdyrkning af heden, men bønderne ville ikke samarbejde.

Bondevejleder Søren Thestrup skriver: “DE ( = bønderne) vil komme let og som sovende til alle ting.” ( s.106)

– men bønderne var ikke fattige. De havde: Kvæg-ogstudealv, hosebinding, pottemageri, kultilvirkning og meget andet.

– kvæget smugledes over Kongeåen ved nattetide. ( s.107)

Sort økonomi – ingen skat

Landøkonomerne regnede ikke bøndernes erhverv som noget positivt – de så kun på kornavlen, og den var ringe, ergo var bønderne fattige. ( s.107)

Peter Henningsen skriver:( s.109) “Det var ligefrem en mani blandt tidens bønder at fremstille sig selv fattigere end tilfældet var.”

BEBYGGELSE OG BOLIG

Normalt: 3 eller 4 længer, bindingsværk. Til tag: lyngris eller rughalm – taglagt: hvert andet lag var halm hvert andet var lyng. Blev bundet med simer ( reb) af halm eller revlingeris. Gavlene tækkedes med lyng – rygningsmaterialet var græstørv.

Stuehusenes ruminddeling svarer til dem i Nordjylland: forstue, bagvedliggende rum, dagligstue, køkken med skorsten, sengekammer = husets grundstamme. Nogle har en storstue = endestue = fredsstue. En ekstra lille skorsten ved forgangen.

Bageovnen ofte ude for sig selv med spændhus foran. Spændhus= lille primitiv konstruktion, også brugt som tørvehus, hønsehus, redskabshus etc.

husmandssted = 5 – 6 fag

gård = 7 – 18 fag

lergulve – i bryggers kampesten

lavt til loftet – det holdt på varmen

HEDEBØNDER OG ENGBØNDER

Hedebonden ( som ikke har eng) rangerer lavest i det sociale og økonomiske hieraki

Engen var hedens mest eftertragtede jordlod

det vigtigste var symbiosen mellem ager, å, eng – kun de færreste var så heldige

udmarken eller heden = bondens livsvigtige reserve = græsning af får og kvæg – tækkemateriale – skærmbygning ( om gården) kostebinding – børstebinding – gødning i form af aske – hedetørv

uden heden ville bønderne ikke have adgang til bygningsmaterialer, brændsel, belysning, græsning, bialv og kompostgødning

heden = en velsignelse

bønderne vogtede over heden og afbrændte den med passende mellemrum for at holde den ved lige. ( s.151)

gode og onde cirkler: den gode = gårdmænd med adgang til å, eng, ager = det ene gode førte det næste med sig: meget eng = meget græsning = mange køer = megen gødning. Den onde cirkel: efter hedebrand = risiko for sandflugt = mindre gødning.

AGERBRUGET PÅ HEDEN I 1700 TALLET

ekstensivt. Jorden brugtes i nogle år og hvilede så i op til 10 år

man brækkede hedejorden op, satte ild til det oppløjede, så at lyng og morlag gik til. Så gødedes jorden med asken. Der dyrkedes på den i 4-6 år, hverefter braklægges den. Så afbrændtes ageren igen = rotation fuldført. ( s.154)

hedetørv anvendtes som fyldstof i møddingerne ( = gødning)

askegødning kunne skade jorden, fordi det indeholdt for meget sand, men som Henningen skriver: “Askegødningsteknikken var et udtryk for hedebondens møjsommelige slid med at opveje den karrige naturs luner … han kunne ikke gøre andet, da kendskabet til kalk og mergel først i 1800 tallet kun lige var i sin vorden.”

KVÆGBRUGET PÅ HEDEN I 17 – 1800 TALLET

anseelig studeeksport

engbonden holdt især mange stude og havde derfor en god økonomi. Om hedebonden skriver Henningsen: “Den “rene” hedebonde repræsenterede den af overleveringen beskrevne typiske hedebonde med forskellige bierhverv, og det er hans skæbne, vi har fået overleveret i de mange skildringer fra de jyske heder.”

SANDFLUGT

hedebrand: “Foråret og sommeren igennem røg og flammede hedebrandene, så som store. Én bonde sved lyngen af et stykke hede for at komme til at pløje, en anden for at der næste år kunne gro lidt mere græs til kreaturerne, en tredje for at drive hugormene væk fra huset, en fjerde og en femte af andre grunde eller af rent vanvare.” ( s. 189).

ofte kom branden ud af kontrol og løb løbsk – det fik flyvesandet fri og sandflugt blev følgen. ( s. 190).

i morlaget kunne ilden gemme sig og blusse op i blæsevejr, og der kunne derved opstå sandflugt.

først efter sandflugtsforordningen i 1792 begyndte bekæmpelsen ( dæmpelsen) af sandflugten.

vanskeligt at få bønderne interesserede i sandflugtdæmpningen: “mange syntes ikke anfægtede af sandflugten. Skønt naboens marker lå begravet i sand, rørte hedebonden ikke en finger.” ( s.194)

“kreaturdrift, tørveskrælning og hedebrand havde bevirket, at sandet under hedesletternes bortfløjne muld ved kraftig vind kom i bevægelse og bredte sig over store afstande, og store indsande var ikke noget sjældent syn.” ( side 195)

Indsande = sandmile

Når bønderne skumlede over sanddæmpningsforanstaltningerne var det måske ikke så sært. De blev udkommanderet til at gøre arbejdet. Og ofte skulle de gå meget langt for at deltage. Henningsen skriver: “Det var forståeligt nok hårde løjer for de ellers så selvstændige fribønder, således at blive udkommanderet på tvangsarbejde, især da den lange vej og det usle nattely bevirkede, at både folk og heste var “uduelige til at forrette noget den tredje dag, og følgelig medtager en sådan dags arbejde tre naturlige dage.”

Det sandflugtsdæmpede areal blev “lagt i fred” dvs. at det ikke kunne dyrkes – derved mistede bonden mulighed for at bruge den.

UDSKIFTNINGEN

Efter de store landbrugsreformer i 1700tallets sidste halvdel flytter bønderne fra landsbyfællesskabet og ud for sig selv. Det gælder også på heden. Men her var vandende delte:  “Traditionalisterne … ønskede at bibeholde det gamle hedebrugssystem med dets ekstensive karakter.” ( s.224)

Andre ville gerne udskifte. “Ved hårdt slid og arbejde ville det være muligt at oparbejde en landbrugsdrift, der ikke lod engbønderne noget efter. Incitamentet var åbenlyst. Men først skulle landsbyens jorder deles mellem bønderne og det gik ikke for sig uden sværdslag.” ( s.225)

På heden lå gårdene ikke samlede i en klump som i Østdanmark. De lå langs åer og enge og ofte langt fra hinanden. Her var der tradition for, at de store hedestrækninger var fællesarealer, og det bremsede for en egentlig opdyrkning.

Henningsen skriver ( s.227) “De fattige husmænd fik normalt det dårligste stykke af heden. Det vil sige, at husmændene ofte kun havde dårlig græsning og tørveskær og de havde sikkert heller ikke adgang til de gode klynemoser.“

En stor jordforbedring begynder med anvendelsen af mergel i slutningen af 1700tallet og op gennem 1800 tallet. Allerede den pietistiske biskob Pontoppidan priser denne velsignede nyskabelse til landbrugsdriften med disse blomstrende ord:

“En mådelig blanding af mergel gør samme virkning i jorden som krebsøjne eller andre absorberende ting i menneskets mave, nemlig den trækker syrligheden til sig, eller indsuger frugtbarhedens forhindring, særdeles i en sid suragtig ager eller eng, som tåler mest deraf. Dernæst dilaterer eller udvider den jordens mindste dele til alle sider, så at den alt for tætte og seje ager blive usigelig skør og åben, altså bekvem for luftens indtrængelse og de fine sæderødders udstrækning.”

Man kan vist sige, at kirken dengang havde et praktisk overblik over erhvervslivet. Det var ikke åndelighed altsammen. Det er Thomas Bredsdorff, der sin bog om oplysningstiden “Den brogede oplysning” nævner Pietismen som aktiv i oplysnings øjemed. Det får vi et godt eks. på her.

Jeg vil slutte gennemgangen af bogen her. Der er flere kapitler – de handler om hvordan heden forandrer sig i 1800tallet, f.eks. står der meget om forsøgene med at føre vandkanaler tværs gennem de tørre hedestrækninger.

Her blot et lille resumé fra bogens slutning:

om udskiftningen skriver Henningen her: ( s.363) “Der er ingen tvivl om, at udskiftningen på den jyske hede fremmede selvsamme hedes opdyrkning, men på den anden side bidrog udskiftningen også til at slå bunden ud af det gamle landbrugssystem, der var afhængigt af de vidstrakte heder som ekstra ressource. Med udskiftning kom udstykningen og med udstykningen kom befolkningsforøgelsen, der igen krævede mere jord og ny udstykning. Hederne svandt ind i takt med menneskeforøgelsen og med hedernes forsvinden bukkede de overvejende animalsk baserede landbrug under.“

Jeg synes, at jeg har fået lidt mere end en basisviden om et område af landets historie, vi ikke lærte meget om i skolen. I litteraturen var det Blichers romantiske eller Aakjærs nostalgiske syn på heden, vi fik kendskab til. Men heden som en stor værdi ikke kun æstetisk og naturhistorisk, men også økonomisk har jeg ikke vidst meget om tidligere. Man får i bogen indtryk af stærke bønder, der både var oplyste og virksomme folk, og som ikke stod tilbage for deres østdanske landsmænd.

Heden i Nordjylland ligner nok i biologisk forstand heden i det øvrige Jylland, men der er store forskelle alligevel. Bønderne deroppe var i højere grad underlagt naturens lunefulde og mægtige kræfter – stormfloder og sandflugt anrettede her skader, som var uoprettelige og som tvang bønder og fiskere til ustandselig at bryde op og starte forfra. Det var en langt barskere kamp bare det at være i live. Den nordjyske bonde og fisker havde ikke den samme brede vifte af virksomheder som Alhedens beboer, men der var dog andre indtægtskilder, som slet ikke var så ringe. Det, der var andres ulykke, kunne være med til at forsyne indbyggerne i den fattige egn med alskens goder i form af både mad og materiel. Der var nemlig hvert år mange forlis langs kysten, og det, der drev ind fra skibene, fandt ofte en plads i de små hjem. Det var ulovligt javist, men det var studehandlen også for Alhedens bonde. Det samme anarki med hensyn til lands lov og ret herskede imidlertid begge steder, og der blev set gennem fingre med både det ene og det andet.

Flere steder i sin bog slår Henningsen fast, at hedebonden altså ikke var fattig. Han havde sine indtægter ved siden af, og de kastede af sig. Det er da også morsomt at se, at ikke så få af hedens børn klarer sig ganske glimrende i livet, ikke mindst takket være forældrenes vilje og evne til at sætte dem i vej.

En sådan livsbane fik f.eks. hedebondesønnen Peter Christensen. Jeg genfortæller og citerer fra en artikel af Lars Deleuran i Personalhistorisk Tidsskrift 1999 – den udkom altså året efter Henningsens bog om Alheden.

Peter var ældste søn i en flok på 9 levende og 3 døde børn. Fortælleren er 75 år, da han beretter om sin barndom, og som det ofte er tilfældet med den slags erindringer, så står alt i rosenskær. Man får virkelig indtrykket af en række lykkelige solfyldte dage – også selv om han ikke fortier de ret så mange klø, der blev ham til del! Han mindes med den største fryd sine herlige skarnssteger som f.eks. den dag, han bandt køernes haler sammen, da han skulle genne dem hjem, og et par løb hver sin vej, den ene med en ekstra vedhængt hale og den anden haleløs. Den dag gemte Peters mor sin dreng på høloftet, indtil fars raseri havde lagt sig.

En behagelig barndom kan det nu ikke have været. Han er kun en lille knægt, da han måtte i marken og pløje sammen med pigen Lisberth. “han ( Peter) maatte ud med Lisberth for at lære at pløie; naturligvis med Stude og en gammeldags Hjulplov, jeg kunde lige naa at faa fat paa Haandtagene, og Lisberth kørte Studene.” ( s.40)

Han bliver vogterdreng. Og senere kommer han ud at tjene. Da er han i 12 -13 års alderen: “Da jeg var stor og stærk samt nem paa Næverne maatte jeg tage fat paa alle forefaldende Arbeider: trille Tørv ud, sprede Gødning o. s. v. Paa Gaarden var der et par to Aars Plage der kildrede min Ærgjerrighed, da jeg omsideer blev tiltroet til at køre med dem, ja endog tilmed at pløi for Husmændene. ( s. 42)

Det er karakteristisk, at han hele vejen igennem er glad for sit liv og ikke ser en eneste sort sky på sin himmel. En skyggeløs barndom, hvis man tager ham på ordet. Skal man sammenligne hans skildring med tidens skønlitterære beskrivelser fra livet på landet i perioden, er det den flade og tamme “skolelærerlitteratur”, der ligger nærmest Peter Christensen.

Navnlig gælder det en forfatter som Zakarias Nielsen, der forsynede almuen med rosenrøde beskrivelser af livet på landet. Godt nok var der fattigdom, men glæden og friheden og kærligheden troen på Gud overvinder alt – og fattigdom kan bæres med et let sind: Jeg- bærer- med- smil- min- byrde holdningen er herskende.

Herover for står i krads modsætning Jeppe Aakjærs socialt indignerede fremstillinger af de fattiges kår derude på landet – særlig klart og entydigt i romanen om tjenestedrengen Per i “Vredens Børn” – her er der ingen lysende sol og varme, og man følger den lille drengs opvækst i et miljø, hvor korporlig afstraffelse, slavearbejde og seksuelt misbrug er daglig kost for et lille forsvarsløst og fattigt barn.

Til slut et par eksempler fra Landhusholdningsselskabets beretning for 1877. Her står lidt om hedens opdyrkning:

Niels Nielsen har i de sidste 16 Aar opdyrket 16 1/2 tønde land med spade og trillebør. Det store arbejde er saa meget mere rosværdigt, som hele arealet bestod af de saakaldte dopper, fyldte med dynd og tørvejord i en dybde paa flere alen. Han har da først opkastet dyndet af dopperne og derpaa med trillebør opfyldt disse med sandet af rimmerne for derefter atter at dække sandet med dyndet, saaledes at dette danner madjorden paa ageren, hvilken fremgangsmaade anses for nødvendig ved kultiveringen af den slags hedeland. Da han tilmed er en agtværdig mand, anbefales han af sogneraadet og lanboforeningen til en hædersgave. Niels Nielsen boede i Knasborg i Raabjerg sogn.

Til huset Kringelhede, som S.C. Christensen købte i 1850, hørte 22 tønder land hvoraf fire var opdyrkede, resten mager, stenet hede. Bygningerne var ved at falde sammen. Folk mente, han snart maatte gaa fra huset, eftersom en saadan raa ejendom ingen indtægt gav” … og fordi “heden gemte saa mange sten, at naar et stykke var gravet, kunne de optagne sten næsten dække hele overfladen.” Men i 1854 havde han opdyrket 66 tønder land hede af de 70 tønder land, han nu ejede.

De ryddede sten var nu samlet i et stendige paa 2100 alen, to-tre alen bredt og halvanden til to alen højt”, men dog forsikrede han, at et lige saa stort antal sten er brugt til veje og huller eller nedlagt som faskiner hist og her i marken.”

95 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Hvor dovent sådan hele tiden at smutte uden om arbejdet og fylde pladsen ud med alle disse mellemværker!!
Men jeg har ikke haft tid til flid. Derfor den stadige, henholdende snak. Snakken udenom.
Ville gerne have nået Tinghuset i Skagen – der er så meget, jeg endnu ikke har læst, men det var ikke muligt. Så de to dage blev brugt udelukkende til at tanke op i åndelig forstand. Tanke op, så tænketanken bedre kan holde trit med indehaverens ambitioner.
Derom senere. Nu ikke mere snak.
Kun disse få billeder fra mine to jordiske paradiser:



Ja for hjemme igen i Ålum var allerede alle træer fulde af farver. Der var ingen sol på himlen i dag – men disse billeder mod en grå himmel afslører dog skønheden alligevel.



94 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Det er efterårsferie nu, og jeg er uden forbindelse med min blog i ugen og i det hele taget med den digitale verden eller den virtuelle eller hvad man nu kalder den del af virkeligheden, der løsriver sig på den her besynderlige måde og lever sit eget liv.
Efter ferien har jeg tænkt at tage fat på flg. områder: sandflugt, stormflod og strandinger. Jeg har en del materiale liggende, som jeg har lånt, men endnu ikke haft tid til at anvende.
Men foreløbig altså denne lille pause.
Vil du tænke på mig og eventuelt have kontakt, så træffes jeg på telefon: 86 46 60 87 og 20 23 20 87.
Og jeg løber rundt her:

Og her:
eller måske står jeg bare helt stille.
 

93 – En bog om Kandestederne: I begyndelsen var lyset

Udgivet den af
1

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Inden jeg fortæller om bogen om Kandestederne – vil jeg svare på et spørgsmål, jeg fik stillet forleden af en bekendt: “hvornår udkommer egentlig din roman?” Og hertil svarede jeg: “det ved jeg ikke”.

 At jeg nogensinde vil kunne skrive den roman er et håb, jeg har, og som jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg deler med andre. For skønt jeg aldrig blev eller bliver nogen best-seller – forfatter, så har jeg alligevel en del læsere. Og trofaste endda. Og dem vil jeg nødig skuffe.

Jeg forestiller mig somme tider, at jeg vil få en åbenbaring i en sen nattetime ( en åbenbarelse, hvis jeg er rigtig heldig) og at den vil vise mig den vej, jeg skal gå. Indtil da fortsætter jeg ufortrøden med at følge stofsamlingens trange vej.

 Jeg vil i dag anbefale en bog, som jeg læste forrige år og genlæste forleden. Den er også nævnt nu og da i tidligere indlæg om Skagen Landsogn ( se f.eks. forrige indlæg), men her vil jeg redegøre for (noget mere af) indholdet. Som man naturligvis kun får det rette udbytte af ved selv at læse hele bogen:

Omslagsbilledet er lavet af Ida Balslev -Olesen med foto af Hans Peter Christoffersen. Bogen består af en række artikler. Jeg vil behandle dem i den rækkefølge, hvori de optræder:
Først er der en kort indledning af Kirsten Obelitz Rode, der har redigeret bogen: Kandestedernes tiltrækningskraf. Hun slutter den lille indledning med ordene:
( Citat side 10): “Når det sidste lysskær fra solnedgangen strækker sig hen over nordhimlen, hvor det smelter sammen med det første morgengry ude over det oprindelige, øde landskab – da fornemmes stedets største tiltrækningskraft i en følelse af at være nær alle tings begyndelse – i lyset over Kandestederne.”
Klaus Rifbjerg har en artikel om vejen til Kandestederrne. Den er fin nok, men vi springer den over. Han har skrevet så meget smuk lyrik om Kandestederne – se tidligere indlæg.
Vi kommer nu til Niels Skovgaard, som ikke er den berømte maler, men et menneske, der ikke gerne lader sig google. I al fald ved han noget om historie og natur, og han skriver om det i artiklen: Glimt fra historie og natur:
For ca. 14.000 år siden smeltede isen og landet hævede sig – en mængde øer opstod – for ca. 8000 år siden indtrådte fastlandstiden på grund af den stadige landhævning efter isens tryk.
Ishavets bund = lersletter
for ca. 5 – 6000 år siden ny landsænkning – landet oversvømmet p.g. af issmeltning i de arktiske områder.
Skagen Odde dannes nu som et samvirke melllem landets hævning og kyststrømmenes materialetransport.
Størst betydning for Oddens dannelse har den store lerbunke “Raabjergbanke”, haft, – partiet mellem Raabjerg Kirke og Raabjerg Mile.
Det med “Raabjergbankens” ishavsler blandede sand gør, at kysten ( stranden ) ved Kandestederne er så fast, at man kan køre, cykle på den.
2000-3000 før kr.f. hæver landet sig mere, end havet stiger, og Odden dannes som fastland.
Opbygningen af Odden foregik ved dannelsen af revler og strandvolde ( rimmer ) og de lave områder mellem rimmerne, dopperne, der var frodigt bevoksede.
I dopperne dannedes et humuslag, som vi i dag kan se i klitskrænterne som martørv ( heri rester af træer, planter og dyr, der levede for flere tusinde år siden).
Rimmerne er forstærket af sandflugtens ophobning af sand.
Gaardbosø og Hofsø ( ved Sct. Laurentii Kirke) er strandsøer – opstået som laguner bag strandvoldene.
Det nydannede land, der bestod af strandvolde, rimmer, dopper og større lavninger, dækkedes efterhånden af krat og skove bestående af bævreasp, pil, birk, eg og ( sjældent) fyr.
I de fugtige lavninger i dopperne begyndte tørvedannelsen, nederst var trætørv, I Bronzealderen ( 1700 – 500 f.kr.) bliver klimaet koldere og fugtigere – skoven trænges bort, tørven bliver ren spagnumtørv.
Tørvedannelsen standsedes af sandflugten – vandreklitterne gik hen over tørvemoserne og pressede tørven sammen til det, vi kalder martørv.
Den første bebyggelse i Kandestederne ( i vor tid) for ca. 200 år siden.
I folketællingen 1793 hedder det ikke Kandestederne, og der nævnes kavkier, Starholm og Hulsig.
I 1825 tales der om Kandestederne i folketællingen
1846 – her omtales Kanderenden, men ikke Kandestederne
—————-
Stenalderen:
Rige stenalderfund ( 5000 – 4000 f. kr.) – klimaet var mildt og varmere end i dag – der var rigeligt med føde – kort sagt en lykketilstand for mennesker.
I bronzealderen skifter klimaet – det bliver koldere.
I slutningen af det 17. årh. befolkes Kandestederne.
Indtil 1921 hører Kandestederne, Rannerød og Hulsig under Raabjerg Sogn.
Der var i hele perioden 5 famlier fordelt på 5 gårde og huse – ca. 25 – 30 personer i de første hundrede år.
Første folketælling, hvor Kandestederne nævnes som bebyggelse er 1834 – her omtales 27 personer fordelt på 5 famlier.
1801 = 2 familier i Skjødelund, 3 familier i Houkjær. + Martha Jensdatter og hendes uægte barn, der var matros.
Herefter fortæller Skovgaard om beboernes erhverv: landbrug, fiskeri og tørvegravning.
Han giver et billede af redningsarbejdet.
Derefter et kapitel om naturen omkring Kandestederne – navnlig milen.
Den næste artikel i bogen er også skrevet af Niels Skovgaard og handler om faunaen på egnen.
———————————–
Herefter en artikel af Kirsten Obelitz Rode: Fra marehalm til egekrat.
Hun gennemgår levende og omhyggeligt floraen på egnen.
Den næste artikel er af Ole Wivel og bærer bogens titel: I begyndelsen var lyset.
Han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne – på Hjorths hotel.:
( Citat side 98)“Uden for spisesalen var der en lille have, hvor man drak kaffe i læ af syrener i slidte liggestole. Men fru Hjorth faldt ikke ned i døsigheden, hun balancerede sin kop siddende på en umagelig jernstol, klædt i hvidt og gerne på bare fødder. Hun var bleg, hverken negerbrun eller hummerrød i ansigtet som sine gæster. Dagen lang tilbragte hun ved køkkenets store gloende komfur, hvor udsøgte landlige retter blev tilberedt. Hendes mand, Peter Hjorth, holdt til i laden hvor han havde sit lille værksted og året rundt sad og byggede skibsmodeller til landsdelens kirker. Peter Hjorth var køn som en profet, men lidet talende. De fire sønner var hjemme om sommeren og hjalp til ved landbruget som den næstældste, vor trofaste ven Viggo Hjorth passede til daglig. Men ham fik vi lov til at køre ud og hente tørv, tage del i høhøsten og overvære når fårene skulle klippes. Vi fulgte ham i hælene hen under aften, når han fodrede kalve og grise i den lille solvarme stald som genlød af dyrenes brøl og grynten. Man kunne sidde inde i stalden i en solstribe på en malkeskammel og høre mælken strinte i de store spande.” ( Citat slut)
Wivel fortæller om alle de kendte, der efterhånden slog sig ned i Kandestederne: Knud W. Jensen, Thorkild Bjørnvig, Vilhelm Kyhn, Svend Wiig Hansen,Poul Reumert, Henning Moritzen og Lise Ringheim ( de købte Reumerts hus). Og mange flere.
———————-
Nu følger en artikel af Bo Bjørnvig: Livet på en klittop
Også han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne.
Her er et uddrag af artiklen, hvor han fortæller om, hvor overvældet den lille dreng var af den nordjyske natur:
“Det var næsten for voldsomt for en fire-årig: Marehalmen stak over hele kroppen, sandet blæste i øjnene, bølgerne slog én omkuld.” Og herefter citerer han et brev, som han modtog af sin far, mens denne sad i Kandestederne og arbejdede, og den lille Bo var hjemme hos mor:
( Citat side 106):“Jo, du kan tro, her har været en Storm; det var som om hele Huset stod og brummede og rokkede i sin Grundvold; det var ligesom Vinden var rasende vred over at Huset stod i Vejen, saa den ikke uden Hindring kunde fare lige hen over Klittet. Selv Fredag Morgen, da Vinden blæste saa stærkt, at man kalder det Orkan, var jeg i Vandet. Da slog mægtige Bølger helt op i Klitterne og jeg blev revet omkuld som om jeg ikke var større end en Dreng. Saa var der en stor Bølge, som var lige ved at trække mig i Havet, men saa kom der en endnu større, der slyngede mig op af Sandskraaningen. Og dér stod jeg helt blændet og indhyllet i Hvirvler af Sand og Skum som om jeg stod i et mægtigt Snevejr. Saa var jeg forsigtig og gik ikke længere ud end at Vande naaede mig til Knæene, og naar saa Bølgen rejste sig og brækkede over og jeg svømmede ind mod den som du saa tit har set, blev jeg ordentlig knubset og slaaet af flydende Buske og Rødder og Vragstumper. Bagefter løb jeg langs Stranden, for jeg vilde have min Løbetur, men jeg maatte ordentlig se mig for, og naar saa pludselig Bølgerne kom farende ligesom mægtige Skumheste, der er løbet løbsk, saa skulde du bare se Far Thorkild springe som en Tangloppe op paa Ktliskraaningerne. Og bedst, som jeg stod dér sank Sandet sammen under mig, undergravet af Bølger, og dér stod jeg igen midt i Sand og Skum. Og bagefter, da jeg endelig kom op, var det som om jeg havde faaet Klø over hele Kroppen. Du kan tro jeg morede mig, saadanne Bølger har jeg aldrig prøvet før, og i dag fortalte Mureren mig, at de oppe i Hulsig snakker om, at jeg badede den Morgen.”
Jo, min fars ry bredte sig. Hans stakkels søn kunne kun håbe, han kom helskindet hjem. For sådanne bedrifter kunne han selv næppe gøre sig håb om nogensinde at øve. Men det satte en norm: Siden har jeg badet hver morgen uanset vejret.” ( Citat slut).
Et afsnit af artiklen har titlen: Ak så forandret – Han fortæller her om forfaldet – om, hvordan Kandehus på få år blev forvandlet til ruin. Om de grimme sommerhuse, der intog klitnaturen.
Bent Hardervigs artikel handler om Kokholms badehotel. Det er en artikel, der fyldigt fortæller om hotellet og dets ejeres historie. Jeg har allerede citeret derfra et par gange. I et af de sidste afsnit i artiklen: En ny generation hører vi om tiden efter Chresten Kokholms død. En epoke er slut.
Et lille citat: ( Side 149) ” Elisabeth ( = Lise) Kokholm var begyndt at mærke et svækket helbred – og opgaven blev lagt i hænderne på den 29-årige, beslutsomme Maria, der var uddannet massøse og som havde startet en klinik i Frederikshavn. Hun nedlagde klinikken, kom hjem og overtog driften sammen med den 21-årige Rigmor og den ældste bror, Mads, 36, der primært skulle stå for gårdens drift.”
Hardervig beretter om udviklingen i Kandestederne: der er nu kommet et tredje hotel til : Kandehus. Det er ledet af det elegante par Ove og Lis Rifbjerg. De har stil. Kokholm har fået ny konkurrence og tager den op og bygger til. Nu værelsesfløj – gode senge – og sengelamper! Og på gangen bad og WC med træk og slip.
I højsæsonen er der nu op til 90 gæster.
Der kommer nu et kapitel om Karen Blixen = enkefru Dinesens datter. Hun ville skrive “Den afrikanske Farm” på Kokholm, men kunne ikke for byggelarmen og tog til Skagen og skrev den der, men var alligevel en del af vinteren på Kokholm.
Nu følger et kapitel om kendtes liv i Kandesterne “Sommerliv”: Her hører man om bl.a Thorkild Roose og Poul Reumert. De to læste sommetider op om aftenen.
Vi hører også om Clara Pontoppidan, Niels Bohr og Asta Nielsen, Ludvig Brandstrup, og flere andre.
Da Mads Kokholm dør i 1981 ophører Kokholms Hotel med at fungere og overgår til en fond.
Nu er hotellet ligesom også de to andre hoteller Hjorths og Kandehus renoverede. De har dog ikke det samme renomé og mig bekendt er det “almindelige” dvs. anonyme mennesker, der nu gæster hotellerne. Som vel stadig er omgærdet af en nostalgisk stemning.
Den næste artikel er skrevet af bogens redaktør Kirsten Obelitz Rode og hedder “Hjorths Hotel”.
Hoteldriften begyndte på gården Skødelund, nabo til Kokholms. Den blev tilskødet Peter Hjort, næstældste søn på gården Starholm, da han giftede sig med Engel Kristine, datter af Chresten Høgenhaug, der ejede Skjødelund ( og gården Høgenhaug).
Engel Kirstine ( f.1885). Peter og Engel drev nu hoteldrift og gård.
De fik sønnerne Viggo og Svend, og tvillingerne Holger og Knud.
 
I 1922 døde Engel af den spanske syge. Citat side 173 :Peter Hjorth måtte nu klare sig med hjælo af sine svigerforældre, de gamle Høgenhaugs og med forskellig midlertidig hjælp af unge piger, som hans svoger, lærer Laurits Wirring, anbefalede ham. Også lærer Wirrings egen datter, Astrid Wirring, kom som ganske ung pige og hjalp sin onkel Peter med børnene.”
I 1932 blev Astrid Mikkelsen fra Jelsted gift med Peter Hjorth.
Lærer Wirrings Astrid blev gift med en Professor Aage Jepsen, og denne har givet følgende karakteristikker af Astrid og Peter Hjorth:
“Det er ubestridt Astrids fortjeneste, at hoteldriften, som nu kaldes Hjorths Hotel, udviklede sig til et Mekka, som for mange familier gjorde sommerferien i Kandestederne til en umistelig tilbagevendende begivenhed. Hendes enestående personlighed – uden ydre attributter, men med en god forstand og en på solid vendelbo’sk hjemstavnsret baseret uimponerethed af verdens tant – betog og fortryllede hendes faste sommergæster, såvel dem fra åndsaristokratiet som dem fra pengearistokratiet.” ( Citat side 174)
Og om Peter Hjorth: ( citat side 176) Peter Hjorth besad de samme egnskarakteristiske karaktertræk som Astrid, bortset fra at han over for fremmede var yderst tilbageholdende og lidet talende, men for de få, var Peter en meget interessant mand at tale med, mest om nutid og fremtid. Når alvor meldte sig, redningstelefonen hang på væggen i den lille dagligstue bag køkkenet, var spørgsmålet ikke, om vi kan, nej vi skal, som en af de andre redningsfolk ved en fødselsdagsfest for Peter berettede fra en besværlig udrykning en vinter i snestorm. Selv talte Peter aldrig om den slags.”
———————————————-
Herefter følger en lang og MEGET smuk billedserie fra de tre hoteller. Jeg viser et enkelt af billederne, nemlig Kokholms Hotel, som jeg husker det fra min barndom, når vi inden en tur til Råbjerg Mile drak kaffe på hotellet – og far fik en snak med Mads Kokholm.
 
 
 
 
 
 

92 – en lille episode fra gamle dage

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg sidder og læser i en dejlig bog, som jeg godt kan anbefale til dem, der interesserer sig for Skagen Landsogn. Det er Gyldendals “I begyndelsen var lyset” redigeret af Kirsten Obelitz Rode. Heri er en artikel af Bent Hardervig, som hedder “Kokholm’s Hotel.”

Hardervig fortæller historien om det hotel, der kom til at hedde “Kokholms Hotel”. Da Chresten Kokholm, der er håndværker, kommer til Kandestederne for at arbejde med at bygge et nyt redningshus, forelsker han sig i Mads Houkjærs datter Elisabeth ( = Lise), og de bliver gift. Houkjær havde i generationer været strandfogedgård, og havde fra tid til anden haft logerende, nemlig de søfarer, der var forlist ved Kandestederne og reddet i land i levende live. De boede her. Men da de unge gifter sig, realiserer de drømmen om et rigtigt hotel. Og det bliver en bragende succes. Der er fuldt hus hver sæson, og det er honette folk, der gæster Kandestederne.

Det er nu ikke den historie, jeg vil fortælle lige her, men derimod citere en bid af artiklen, hvor det handler om Chresten og Lises lille datter Rigmor og hendes trange vej til skolen. Der var jo ingen skole i Kandesterne, så hun måtte trave til Rannerød. Her er det lille uddrag:

( Citat side 138) “Og to små varme vantehænder der holdt hinanden i de mørke morgener ad den frosne lyngvej fra Kandestederne til den stråtækte Rannerød Skole ved Hulsig – til den lavloftede, kakkelovnsfyrede skolestue, hvor Lærer Wilhelmsen indviede egnens børn i al denne verden viden og visdom.

De små hænder tilhørte Rigmor og den lille, jævnaldrende Svend fra nabofamilien Hjorth. Sammen sjoskede de hver morgen de 4 – 5 kilometer ad det sandede spor til Lærer Wilhelmsen. I slud, tåge eller i knagende frost med et himmelhvælv af glitrende stjerner, der lagde nakken tilbage på to lyse, rødnæsede barnehoveder, som uden smålig skelen delte mækevejen mellem sig. Der skulle mere end en almindelig forkølelse til, før de svigtede.

Når kulden bed og sneen føg, fik Rigmor de ekstra-tykke, hjemmestrikkede strømper på – og derudover nogle gamacher, faderen selv havde lavet af sjeldug og som blev sat ned over de små træsko.

Og var det rigtig slemt, så blev der udover træsko og gamacher trykket et par af de store brødres eller faderens hjemmeuldne strømper – for de skyede sneen og så smuttede fødderne ikke så nemt i de glatte, frosne hjulspor.

Det var dog noget i strid med hendes forfængelighed og hendes egen opfattelse af, hvad der klædte en lille pige – så inden hun nåede skolen trak hun dem af.” ( Citat slut)

Senere hører vi om turen til præsten – men her drejer det sig om de ældste af Kokholmbørnene: der var nemlig endnu ingen kirke i Hulsig:

( citat side 141) “Var vejen lang til Lærer Wilhelmsens skole, ad de lyngklædte hjulspor i østlig retning, så var det dog for intet at regne i forhold til turen, når man skulle til konfirmationsforberedelse i Raabjerg Kirke. Den lille trykkede “fattigmands”kirke ude bag horisonten, syd for den vældige mile. Dertil gik ingen vej, når man skulle forberede sin bekræftelse af dåben.

Hver for sig måtte de fem ældste af Kokholm’s børn, i lighed med generationerne før dem, stride sig alene over milens fygende, vejløse øde til kirken langt ovre bag klitterne, hvorfra de vendte tilbage, når mørket faldt på. Med sand i tøj og hår og med hovedet fyldt af salmevers, hvoraf man havde glemt de to sidste linier.

Men tider og skikke mildnes – familiens to yngste, pigerne Helga og Rigmor, kunne nøjes med at gå de fem km til den nyopførte kirke i Hulsig. Her blev de konfirmeret iført en sort kjole, hvortil de bar en halskæde med et sølvkors, der havde inskriptionen: “Fra Emil Robin”, navnet på en fransk cognacfabrikant, der i gudfrygtig taknemlighed over sin redning fra et skibsforlis ved Kandestederne stiftede en fond med det formål at bekoste udgifterne til konfirmationsudstyr for børn af redningsfolk i det Raabjerg Sogn, der havde trukket ham af havet og derved sikret en fortsat produktion af mangen god flaske cognac.” Citat slut.

Mere om Kandesterne og bogen i et af de følgende indlæg.