Kategoriarkiv: forfatteren

En forfatter har bopælspligt i sin tekst 2

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Fortællingen om Tobias kan du læse herunder, men hvis du ikke er et barn på 12-15 år, så gider du nok ikke. Derimod kunne det måske være interessant at læse lidt om teksterne omkring teksten. Det har jeg skrevet om i tidligere indlæg. Og der vil følge flere hen ad vejen. De vil så handle om tekster fra Israel og deromkring. Tobias er jo ( selv om han ikke er helt enig i den betragtning ) en jødedreng, og han bærer i sig, hvad man måske kan kalde jødernes skæbne til alle tider.
I følge den gamle tekst fra ca. 600 før Kristi fødsel, så ender Tobias’ liv i lykke og gammen og lovprisning af Gud. Som et eventyr. Den gamle tekst slutter sådan her.
…. “Så drog han og hans kone bort til Medien og slog sig ned i Ekbatana hos hans svigerfar Raguel. … Selv døde han ( Tobias) 117 år gammel som en anset mand. Før han døde, nåede han at opleve og høre om Nineves ødelæggelse, og han så, hvordan mederkongen Kyaxares førte fangerne derfra til Medien. Han priste Gud for alt, hvad han gjorde mod ninevitterne og assyrerne. Inden han døde, nåede han at glæde sig over Nineves skæbne, og han priste Herren, som er Gud i evighedernes evighed.”
Tja … man kommer ikke udenom, at “de gamle” var hævngerrige, og at Gud Herren spillede med. Sådan fremstiller de gamle tekster jøderne og Herren, men min fortælling om Tobias er ikke gammeltestamentlig eller “gammelreligiøs” i den forstand. Den handler om en ung, der prøver at finde sin vej i livet, og som har sit at slås med. Og jeg tror, at den er tidløs på en måde. Og desuden: at ingenting i grunden har forandret sig, når det handler om de lidelser og den forfølgelse som “de fremmede” udsættes for. Det var sådan dengang, og det er sådan nu.
Og det gamle theodicé-problem er evigt aktuelt: hvordan kan Gud være god, når han tillader alle de grusomheder. Tobias vil ikke vide af ham: han har ikke just holdt sin hånd over jøderne, synes drengen, og Tobias giver sig i min fortælling ikke på det punkt.
Men fortællingen ( min) illustrerer i sin gang og i hele sit indhold, at Gud er til stede, og at selv Tobias må indse det. Det gør han også. Men det betyder ikke, at han accepterer det. Et evigt dilemma ikke bare for Tobias, men for mennesket til alle tider.
Ingen af os kommer udenom det problem, heller ikke de af os, der holder fast ved troen.

EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST

Udgivet den af
Svar
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
—
—
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
***
***
I en lidt anden formulering læste jeg disse ord i avisen i dag og tænkte, ja, sådan er det, man skal bo i sin tekst. Det er en pligt man har, når man skriver.
Jeg forstod i al fald sætningen på den måde, at man skal ind i sin tekst og blive der, indtil man bliver ét med den. Det betyder, at man skal kende det sted, hvor ens tekst udspiller sig. Kende det så godt som muligt. Man kan jo naturligvis ikke tage en doktorgrad i historie, eller i geografi eller i biologi ( jeg ville i al fald ikke kunne ( nå/orke) det. Men bare gøre sig umage. Det er det, man skal, og det rækker.
Derfor er reseacharbejdet så vigtigt.
Det er også derfor, at jeg har jeg brugt tid på at læse Bibelen og de apokryfe tekster – inden jeg vovede mig ud i at genskabe ( skabe) Tobias’ historie. Den er ganske vist ikke klistret til sit forlæg, men bevæger sig frit i den retning, den kom til at tage i mine hænder. Sådan hænger det sammen for mig, når jeg skriver, og for de fleste andre, tror jeg, at troskaben går i flere retninger: man skal også være tro mod de tanker og ideer, der opstår undervejs, hvis man kan se, at de passer til den tekst, man skriver på. Man skriver som romanforfatter altid på litteraturens egne betingelser, og er det en historisk tekst, så skriver man selvfølgelig også på helt specielle krav om sandhed og viden.
Det er på den måde, jeg arbejder.
Jeg ved således udmærket, hvor vi befinder os historisk, når vi vandrer sammen med Tobias og Rafael. Jeg ved nogenlunde, hvordan der har set ud og hvem der boede der osv. Selvfølgelig er der meget, jeg ikke ved, men forhåbentlig forstyrrer det ikke fortællingen.
**
**
Men jeg ved alt for lidt om Mellemøsten i dag. Derfor har jeg. brugt meget af min tid i sommerhuset dette efterår på at læse nogle bøger om Israels opståen og hele spillet deromkring.. Jeg vil her omtale to af dem, for de har været centrale for mig.
Den ene er skrevet af zionismens fader: Theodor Herzl, Altneuland  ( i 1903) – og den anden er af Ari Shavit: Mit forjættede Land ( den er fra 2016 – eller i al fald oversættelsen er)
**
**’
Herunder Herzls original fra 1902
**
**’
””””””””
”””””””’
Begge bøger handler om landet Israel: den første er en utopi – den anden skildrer Israel i dag og landets historie.
Det fine ved dem begge er, at de i udgangspunktet er forsøger at være objektive og ærlige. Jeg tror, at den anden “Mit Forjættede Land”  virkelig er det, og at den første gør sit bedste og desuden er det sådan, at den danner en slags model for opbygningen af Israel.
Altneuland inddrager ikke konflikten mellem jøder og arabere, for Herzl havde ikke fantasi til at forestille sig den. Han tager det som en selvfølge, at araberne vil byde jøderne velkommen med kyshånd, og han går ind for  ideen om absolut ligeret for jøder og arabere. Kort sagt: han ser ikke og omtaler derfor ikke den vold, der følger i kølvandet at opbygningen af landet.
Da Israel bliver erklæret selvstændig stat, er det så som så med idealismen, og de smukke drømme om sameksistens mellem jøder og arabere er ikke til at få øje på.
””
””
I det følgende vil jeg citere lidt fra bøgerne – måske vil det være en appetitvækker – jeg kan i al fald kun anbefale, at man læser Shavits bog. Herzls er interessant på sin vis, men som litteratur synes jeg, den er lidt kedelig. En dårlig roman. Men den fik altså stor betydning for det, der senere skete.
””
””
Theodor Herzl er født i Budapest i 1860. Han flyttede som ung til Wien, hvor han grundlagde den zionistiske bevægelse. Hans første bog om en jødiske stat hed Die Judenstaat; senere skrev han Neualtland (1902) – han døde i 1904, og nåede altså ikke at se virkeliggørelsen af sin drøm.
”””
””’
Jeg købte i 1960 en engelsk oversættelse af Herzls bog, oversat og kommenteret af Lotte Levensohn, og det er den, jeg vil citere fra.
””
””
De store progromer ( jødeforfølgelser) i Østeuropa i slutningen af 1800tallet gjorde mange veluddannede jøder statsløse, og det var Herzls drøm, at de skulle rejse til Palæstina – de kunne meget, og deres juridiske, medicinske, ingeniørmæssige, musiske, filosofiske og humanistiske viden skulle sammen med det store forfulgte jødiske proletariat opbygge en mønsterstat, hvor de første skulle skabe rammerne, og de sidste være solbrændte, sunde og lykkelige arbejdere.
Noget af det gik i opfyldelse.
Her et par citater: Hovedpersonen i romanen, Friedrich, en desillusioneret ung mand, og hans venner besøger Israel i 1923 ( H. skriver altså en fremtidsroman!) – og her taler de med nogle bosatte jøder, far og datter, de er begge øjenlæger:
””
””
( side 45):
“What”” cried Kingscourt. “Is this young lady a doctor?”
“Yes. She studied under me at first, and later i Paris. Now she is my assistant. A very learned person, my Sascha.”
The young lady doctor blushed at her father’s praise.
“Oh! papa!” she cried deprecatingly.
Dr. Eichenstamm stroked his long gray beard.
“One May say what is true,” he said. “We are not here solely for pleasure, gentlemen. We are interested in eye diseases. Unfortunately, there is no lack of them here. Dirt and neglect revenge themselves. Everything is in ruins here. And how beatiful it could be, for it is a golden land!”
“This country?” inquired Friedrich incredulously. “The milk and honey description is no longer true.”
“It is always true!” cried Eichenstamm enthusiatically. “If only we had the people here, all else would follow.”
“No,” asserted Kingscourt decisively, “there’s nothing to be expected form people.”
Dr. Sacha turned to her father. “You ought to suggest that the gentlemen see the colonies.”
“Which colonies?” asked Friederich.
“Our Jewish settlements,” replied the old gentleman. “Don’t you know anything about them either, Dr. Loewenberg? They are the most remarkable phenomenon in modern Jewish life. Societies i Europe and America, the socalled “Lovers of Zion”, promote the transformation of Jews into farmers in this old land of ours. A number of such Jewish villages already exist. Several rich philantropists have also contributed funds for the purpose. Our old soil is productive again. You must visit th Jewich villages before you leave Palestine.
*
*
Vi får i bogen som sagt et billede af det Israel, som Herzl forestillede sig, og rigtig mange af hans tanker, blev realiserede ( brugt som model) i opbygningen af landet. Men altså langt fra så fredeligt, som han havde tænkt.
*
*
Jeg vil herunder bringe et par citater fra Shavits bog. Om Ari Shavit følgende: Han er forfatter, israeler og bor i landet. Herbert Pundik skriver på bogens omslag følgende:
*
*
Shavit er en af Israels mest debatskabende skribenter. Hans bog er en ærlig, på visse punkter brutal, fremstilling af et samfund i splid med sig selv, fanget i et skisma mellem religiøst pres og individuel frihed, mellem et jødisk flertal og et arabisk mindretal, mellem fredsfolk og krigsmagere.
*
*
Ari Shavit indleder med at fortælle sin oldefars, Herbert Bentwichs, historie. Hvordan han, der tilhørte den emanciperede del af europæiske af jøder, fandt ud af, at også de var ramte af antisemitisme. Han rejser så til Palæstina. Og han ser det, han vil se. Og lukker øjnene for det, han ikke vil se. Her er et citat fra side 29:
*
*
I min oldefars bevidsthed er der ingen plads til landet, som det virkelig er. Der er ingen plads til de palæstinensiske bønder, som står blandt deres figen- og oliventræer og vinker til den fine britiske gentleman, som er opslugt af det bibelske landskab, han iagttager gennem togets vinduer.
*
*
Og videre (s.34)
Herbert Bentwichs generation udgøres af emanciperede jøder, som forelskede sig i Europa og knyttede deres skæbne til Europa. Efter at være brudt ud af ghettoen, hvor de havde været lukket inde i århundreder, brød de op og blev en del af oplysningens Europa. De berigede både kontinentet og sig selv. Men efterhånden som det 19.århundrede nærmer sig sin afslutning, må disse jøder se i øjnene, at uanset hvor meget de holder af Europa, holder Europa ikke af dem. For disse netop emanciperede jøder er Europa som en plejemor. De ser op til hende, de tilbeder hende, de vil give hende alt, hvad de har. Men pludselig går det op for disse hengivne børn, at Europa ikke vil vide af dem. Europa synes, de lugter. Pludselig er der et nyt og anderledes blik i Moder Europas øjne.
*
*
Ja, så er det, zionismen opstår, og Shavits oldefar rejser rundt med julelys i øjnene og ser ikke virkeligheden. Det gjorde vi andre heller ikke i 1950’erne. Jeg er i al fald opdraget til at betragte Golda Meïr og Ben Gurion som helte.
Virkeligheden gik først for alvor op for mig langt senere. Jeg husker en aften. Det var i 1980’erne. Jeg var lærer for unge flygtninge, som ville læse på universitetet – vi hjalp dem til en dansk studentereksamen.
Den aften havde jeg inviteret klassen med hjem. En af drengene var palæstinenser, han hed Mohammed, og han var en meget sympatisk og en intelligent dreng ( 17-18 år).Jeg kom virkelig til at holde af ham, og han havde et fint forholdt til sine lærere. Men lige den aften kunne han have myrdet mig, tror jeg. Jeg så i al fald had – lynende had – i hans øjne, da jeg kom til at forsvare jødernes ret til at være i Israel. Mohammed var fordrevet araber – hans familie havde boet i Shatila, en flygtningelejr, som Israel havde jævnet med jorden.
*
*
Man kan blive klogere. Men det er en strid, hvor selv den mest retfærdige dommer må bide i græsset. Der er ingen retfærdighed at finde der. Hverken for jøder eller arabere.
*
*
Det fortæller Shavits bog udførligt om.
*
*
Man hører om de første kibbutzer – hvordan de var nødvendige i opbygningen af landet. på side 47 skriver Shavit:
*
I 1921 står det klart, at den ikkesocialistiske zionisme ikke vil kunne kolonisere Palæstina. De borgerlige Rotschild-kolonier … har udspillet deres rolle. De baserer sig på liberale værdier, en borgerlig livsstil og nogle markedskræfter, der ikke vil kunne løfte denne opgave. Utopiske kolonier i stil med Degania er heller ikke tilstrækkelige. Frihed, nærhed og individualisme kan heller ikke foreners med denne mission. Hvis Zionismen skal sejre, er der brug for en velorganiseret og veldisciplineret socialistisk struktur.
*
Måske er Israel det eneste sted i verden, hvor kommunismen har levet sig ud i virkeligheden og oven i købet er lykkedes. Man hører i bogen om disse benhårde arbejdssteder, der kan minde om ren slaveri, hvis det ikke var, fordi “slaverne” arbejdede frivilligt og med stor entusiasme og følte, at de var med til noget stort.
Herzls tanker om et samspil mellem højt uddannede eksperter, kunstnere og intellektuelle i disse landsbrugssamfund realiseredes virkeligt, og Shavit skriver, at der i begyndelsen var et godt forhold mellem arabere og jøder, mest fordi arabernes forhold rent materielt faktisk forberedes markant. Før var de fleste meget fattige og en slags livegne for ejerne af jorden, der har boet langt borte og iøvrigt interesseret sig utrolig lidt for landbrug. Det meste fik lov at forfalde.  Uvidenhed og fattigdom afløses af større viden og større velstand. I nogle af de største kibbutzer er der arabere ansat som tillidsfolk.
Men freden varer jo kun kort. Der opstår militante grupper i begge lejre. En arabisk nationalisme blomstrer frem, efterhånden som der kommer flere og flere jøder til landet, og en israelsk tilsvarende militant bevægelse vokser i samme takt, eller hurtigere.
*
Vi kender resten. Men Shavit gør fantastisk fint rede for, hvordan udviklingen er gået siden de første tanker om et Israel voksede frem og til i dag.
Israel opstod vel på grund af holocaust. Da jøderne blev så mishandlede, at det ikke kan beskrives, bliver drømmen om et fristed en realitet.
Men jøderne levede jo i disasporaen længe før Kristi Fødsel. Og det er jo et af emnerne i Tobias og Englen.
Som man vil vide, når man har læst Tobias og Englen, så vil Tobias ikke være jøde. Det er dog det sidste, han kunne tænke sig, for også dengang blev jøder forfulgt, og han oplever en af de barske tider for det fordrevne folk.
*
Forleden læste jeg om en nutidig person, som heller ikke ville være jøde. Hendes navn var Lili, og hun var ungarer (hun er død nu).
*
Det er hendes søn, Péter Gárdos, en ungarsk forfatter, der skriver hendes historie “Feber ved daggry” hedder bogen, og selv om den handler om hans mor, så er den bygget op som en roman.
*
Vi møder pigen Lili, der er overlevende fra Bergen Belsen og kommer til Sverige i 1945, hvor hun møder sin kommende mand, der er overlevende fra Auschwitz. Hun vil konvertere til kristendommen og i al fald ikke mere være jøde. En svensk rabbiner kommer for at tale hende til rette, og her er et lille uddrag af bogen, hvor de to mødes:
*

(Side 209): (Han) lænede sig frem og så Lili dybt i øjnene. – Du har mistet din Gud.  …  – Nej, det er Gud, der har mistet mig. … 
(Side 210): – Var De der måske?! Var De måske med på rejsen? Var De måske i kreaturvognen sammen med os?!
Lili talte meget stille, men hendes hænder var knyttede, og selv om hun sad ned, var hendes krop spændt som en flitsbue.
– Jeg vil ikke prøve at bilde dig ind, at det bare var en slags prøve. Nej, det ville jeg ikke turde sige til dig, efter alt hvad der er hændt. Gud har mistet dig – i orden. Rettere sagt, det er slet ikke i orden, jeg står også på krigsfod med ham i den anledning. På krigsfod! Jeg kan heller ikke tilgive ham! Hvordan kunne han gøre det mod os? Mod dig! Rabbien pegede på de andre. – Mod dem!
Rabbien stak uret i lommen, der var ikke brug for det længere. Han sprang op, og stolen væltede. Han var ligeglad, han begyndte at gå frem og tilbage, fire skridt frem og fire tilbage. Han gik hurtigt og råbte.
– Nej, for det er der ingen tilgivelse! Og det siger jeg til dig, jeg, rabbi Emil Kronheim! Jo! Jo! Mange millioner af dine brødre og søstre blev skamløst myrdet! Udryddet! Millioner blev ført som kvæg til slagtebænken og slået ihjel. Nej, selv stude bliver behandlet mere humant end vores trosfæller! Men Gud i himlen, disse millioner er ikke engang blevet kolde endnu! Vi er ikke engang færdige med at bede over dem! Og du vil forlade os allerede?! Det er ikke Gud, du skal være fair over for, han fortjener det ikke! Det er de mange millioner! Dem har du ikke ret til at fornægte.
 

SOM JEG HUSKER DET 11

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
 
UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY
Havnen
De år, jeg boede i den lille fiskerby.
Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.
Indtog jeg mine måltider andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.
Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.
Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.
Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.
Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.
Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.
Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.
Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.
Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.
I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.
Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.
Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.
Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.
Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.
Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.
 
 

178 – igen et par billeder fra Hulsig Hede og deromkring

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Hændelser fra Hulsig er ude af min verden på den måde, at jeg jo ikke mere skriver på bogen, men egnen forsvinder hverken fra mit hjerte, min hjerne, mit syn eller mine øvrige sanser, og nu har jeg netop været der i nogle dage og i det koldeste forår nogensinde ( så vidt jeg husker) – og alligevel var der så smukt som altid, så jeg tog et par billeder, som jo hverken gengiver lyde eller lugte eller den vide horisont eller den fantastiske nathimmel, når månen spejler sig i havet.
De kommer alligevel her:


 




 
 

– 30 års jubilæum

Udgivet den af
Svar

Info:  marianne@hesselholt.com – tlf.: 86 46 60 87 – hjemmeside: www.hesselholt.com

Dette forår er 30 år siden, jeg underskrev min første forlagskontrakt. Det var i foråret 1985. Jeg har siden skrevet mange kontrakter under og udgivet mange bøger, sådan ca. en om året. Jeg har aldrig skrevet af kommercielle grunde – så ville jeg have valgt helt andre genrer. Jeg har skrevet de bøger, jeg godt selv gad læse, hvis en anden havde skrevet dem.

Men den første tekst var en lille komedie, “Ballade i Brugsen”,  og den solgte jeg ved at underskrive mit livs første kontrakt – for 30 år siden – og da var jeg jo lidt benovet over at nogen gad købe det lille håndarbejde, jeg havde nørklet sammen, og jeg skrev glad under på nedenstående  tilbud. Og med skam at melde havde jeg ikke tænkt mig om. Stykket blev en stor succes. Det blev spillet overalt i landets forsamlingshuse og på de små amatørteatre. Og jeg havde jo givet afkald på forfatterhonoraret, som normalt er 10-15 % af indtægterne.

Og lad det så være dig en lære, kære forfatterspire! Se dig godt for og tænk dig godt om, inden du skriver under på en kontrakt! Jeg ved, at det her stykke spillede langt over 100.000 kr. ind allerede i de første år ( og det har spillet lige siden og spilles stadig). Senere stykker blev slet ikke den samme succes.

Jeg holdt op med at skrive skuespil, da vi nedlagde vores hjemlige scene i forsamlingshuset. Det har mange af os savnet, og måske genopliver vi det.

Det er en fornøjelig beskæftigelse af skrive de små spil for amatørteatre, og jeg begyndte jo at skrive, fordi jeg fandt de stykker, der egnede sig til den lille scene enten for dumme eller for vanskelige. Og jeg havde skrevet hovedopgave på universitetet om slægtskabet mellem Molière og Holberg. Det var let at dramatisere hverdagens små intriger.

Hændelser i Hulsig er min sidste store bog. Måske skriver jeg nogle meget små bøger og udgiver dem i hemmelighed. Det kan vist gå an. Men det store hurlumhej med udgivelser orker jeg ikke mere.

Så derfor vil jeg bruge resten af min tid på denne velsignede jammerdal af en jord med ikke at skrive bøger. I stedet vil jeg gruble over,hvorfor vi er her, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Ja, de tre spørgsmål finder jeg ikke svaret på, for det er der ingen, der har gjort og heller ingen, der nogen sinde vil gøre. Men der er mange, der har forsøgt, og jeg vil så længe jeg kan, traske i deres fodspor. Eller løbe. Eller springe. Eller danse.

Den 30. marts er der reception på Skagen Bibliotek – billetter a 50 kr. skal bestilles i god tid. Den 8 april er der præsentation på Randers Bibliotek af Hændelser  – og her er det gratis. Efter præsentationen er alle interesserede velkomne til vin og lidt mad på Sct. Kjeldsvej 2 i Ålum.

Intermezzo – en litteraturpris så sandelig.

Udgivet den af
Svar


Da jeg kom hjem fra et foredrag i Odense i lørdags fik jeg en fin overraskelse. Jeg havde modtaget Karin Michaelis pris. Vidste jo nok, at jeg var nomineret, men det var der andre flittige skribenter, der var. Så … jeg fik den altså. Her står min søn og svigerdatter: Svend og Katie og modtager mig på Randers Banegård.
Her er fra Randers Amtsavis en artikel  – hvis du vil læse artiklen, så dobbeltklik på den og den bliver dobbelt så stor.


 
 

101 – Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).

Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.

Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.

Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.

Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.

Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.

Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:

Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.

Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:

Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.

NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?

– En havfrue fryder sig

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Flere af mine mailvenner har undret sig over, at et indlæg forsvandt få dage efter, at det var skrevet. Det forsvandt, fordi jeg ikke syntes, det rigtigt hørte hjemme på bloggen. Men på den anden side: bloggen er jo ikke tænkt som et sagligt, supervidenskabeligt og knastørt fænomen, selv om jeg vil hæge lidt om det med saglighed og til en vis grad også om alvoren – eller i al fald tage det, jeg skriver alvorligt.
Nu ryger på opfordring fra flere læsere den lille klumme ind igen –  denne gang dog betragtelig forbedret af den dygtige tegner “NEX” fra Randers Amtsavis – der altid illustrerer mine klummeskriverier så morsomt og undertiden lidt respektløst. Det kan jeg lide. Mon ikke også I kan?

Sensommerglæder
Jo vist savner jeg da Ålum. Min gode lille landsby dernede søndenfjords tæt på de skyggefulde, venlige skove, de bløde bakkedrag og åen, der snor sig så lystigt i de grønne enge. Men lige nu og her kan savnet ligge på en lillefingernegl, for i dag har jeg kappet jordforbindelsen og ligget underdrejet ude i det himmelblå hav akkurat som skibene, man skimter langt derude, hvor himmel og hav mødes. Her har jeg svømmet i tidløsheden med den store blå himmel for oven og det solglitrende vandspejl i øjenhøjde.
Faktisk tror jeg mere og mere, at jeg må have været fisk engang, måske i et tidligere liv, så herlig en fornemmelse som det er at færdes i bølgerne midt blandt de andre vandglade skabninger: fuglene og fiskene. Fuglene kan man komme tæt på, når de ligger og vugger i vandet. De tror helt sikkert, man er en fjern og ufarlig slægtning.
For lidt siden, mens jeg svømmede længere og længere ud i diamanthavet, blev jeg grebet af en sær solidaritetsfølelse med H. C. Andersens lille havfrue. I ved, hende med den store længsel. For sådan er det jo: når livet tegner sig overjordisk dejligt, vækker det en længsel efter en forløsning, som man synes at ane et sted derude, men alligevel er så afskåret fra i al sin korporlige jordiskhed. Ja, men her vægtløs og lykkelig i de blå bølger er det lige før, man tror på eventyret.
Nu er jeg gået på land. Er blevet landkrabbe igen og sidder solidt plantet ved mit arbejdsbord, og jeg er jo ikke nogen fiskehalehavfrue trods alt, men en almindelig kone med ben i næsen og et par gode stolper til solid gang på jorden. Og ham, der lige nu bakser ihærdigt med at sætte et nyt køleskab op i vores lille sommerhuskøkken er heller ikke for alvor nogen prins.
Nej, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke savner Ålum heroppe nordenfjords – ikke engang, når det regner, og hvor har det dog regnet i år! eller når det hagler. Det gjorde det forleden, og jeg både så og mærkede det i allerhøjeste grad, for netop den morgen cyklede jeg til Skagen Lokalarkiv for at arbejde fra morgenstunden, og inden jeg nåede byen, var jorden dækket af dynger af is, og senere hørte vi, at folk fik ødelagt både drivhuse og tage.
Men sådan er det med klimaet på toppen af Danmark. Den ene dag venligt og mildt som i et rigtigt eventyr og den næste dag barskt og råt som selveste naturen, der er formet af de sandstorme, der hærgede og ødelagde menneskenes levevilkår i en ikke så fjern fortid. Det er den fortid, jeg skriver om for tiden, og så er jeg jo på det rigtige sted.
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Jeg vil slutte indlæggene om børn med denne tegning tilegnet B og B ( bedstemor og bedstefar) – det er Ole og mig, og Alexander har måske syntes, at et skelet passede bedst til vores aldersklasse ( skønt vi endnu har masser ( rigeligt) sul på kroppen) . Her er det i al fald i al sin skønne gru.

 
Som jeg har skrevet så tit og nu gentager, så er bloggen bl.a. et vindue til mit arbejdsværelse – eller sagt på en anden måde: det er på bloggen, jeg informerer om mit forfatterskab,( og holder mig selv i ørerne) – det sidste i parantes, for det er jeg ikke sikker på er rigtigt.
Og da det ( forfatterskabet) er en spredt affære, vil bloggen også altid være det – vi vil flyve fra engle til børn ( ikke englebørn) og til demente og gamle og til salmedigtere og kunstnere.
En af mine venner fortalte mig forleden ved et selskab, at nu ville han gå hjem og læse om Skagen på min blog – senere ringede han til mig og brokkede sig. Der stod ikke noget om Skagen, men en masse om børn – hvad var nu det for noget rod?????
Jo, der står også om Skagen, men man må søge lidt. Og der vil komme til at stå mere og mere og navnlig om Skagen Landsogn, der skal danne den ydre ramme om handlingen i næste bog.
Og du kan finde teksterne i kategorien Hjemstavnsroman. En lidt fjollet benævnelse, men den forekom mig OK, da jeg begyndte bloggen, og nu hænger jeg på den, synes jeg. Men altså: vil du læse om Skagen, så kan du bladre i den skuffe, der hedder Hjemstavnsroman.
Hver tekst har et nr. ,og der er også et sted en indholdsfortegnelse, hvor du kan orientere dig om, hvilke tekster, jeg har udgivet om emnet. Denne fortegnelse vil løbende blive fulgt op.
Vi forlader nu børnene for en tid – ikke fordi alt er sagt, men vi skal atter vende pennen mod Skagen. Jeg læser i øjeblikket to tekster: Andreas Peter Gaardboes artikler om Vendsyssel, der netop er genudgivet, førsteudgaven kom i 1895 – og Camillo Bruuns rejsebeskrivelse fra 1865 – han rejser fra Hjørring til Skagen, og det er en tur, der tager to dage med overnatning halvvejs. Rigtig morsom, og jeg vil dele min læseoplevelse med dig næste gang, jeg skriver.

Foredrag i min barndoms kirke – metodistkirken i Strandby

Udgivet den af
Svar

Ja, det er det jo ikke, min altså. Min barndoms kirke er for længst forvandlet til diskotek eller burgerbar eller noget andet, jeg har glemt hvad.  Allerede for adskillige decenier siden byggede man en ny metodistkirke i Strandby, og det var jo den, jeg var inviteret til d. 28 april for at fortælle om Ingemann og hustru. Desværre var jeg for sløv til at tage et billede af den smukke nye kirke – det kommer på næste gang, jeg har været i Strandby. Jeg var inviteret af

Som sagt kirkebygningen er ny, men ånden den samme. Nogle af de smukkeste barndomsminder, jeg har, knytter sig til den kirke og det liv, der udfoldede sig inden for  dens rammer.
Jeg var der for at fortælle om Lucie Ingemann, og på billedet her er jeg i færd med at signere et eks. af Digteren og Malerinden, der handler om det egendommelige kunstnerpars liv.

Herunder et billede af min kære “gamle” kirke: