Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Så er det sket igen. Og det sker jo hele tiden, og for tiden oftere og oftere. Forfattere skriver om deres eget liv. Det kalder man selvbiografisk fiktion, for det er ofte i romanform, og somme tider er det ikke, så skal det forestille en selvbiografi. Og er det så det? Lige nu er Erling Jepsens bog “Gramshavet” netop udkommet, og anmelderne river sig i håret for at finde forklaringen på om den er mere eller mindre selvbiografisk end “Kunsten at græde i kor,” som Jepsen udgav for nogle år siden, og som handler om den lille familie i Gram, som Gramshavet også handler om.
Jepsen siger selv: Den er 100% selvbiografisk. Derfor hedder drengen ikke Allan som i Kunsten at græde i kor, men Erling.
Som om det var en interessant oplysning. Det er det ikke. Og det er helt ligegyldigt, om bogen er selvbiografisk eller ej. Vi er jo ikke lyst-snagere, men lyst-læsere. Vi er ikke sladderkællinger, men litteraturelskere.
Om bogen er “virkelighedsloyal” eller ej er ligegyldigt. Det, der er vigtigt er, om den er loyal over for litteraturen og dens krav om litterær kvalitet. Hvad rager det os, om der er det eller det forhold mellem forfatteren og hans tekst? Det er jo hans sag. Det, der er interessant for læseren er, om der er et forhold mellem teksten og læseren. Har den noget at sige mig?
Mai Misfeldt ( der absolut er en god læser) siger det så smukt i en artikel i Kristelig Dagblad 12 nov 2016 – hun taler om “den gode litteratur”, der er den, som har noget at sige mig (læseren)
(citat) “Den gode roman giver os mulighed for at synke helt ind i et andet univers. Glemme den konkrete tid og det sted, vores krop befinder sig i og på, og være med romanens personer i deres tid og sted. Helt tabt for omverdenen, som det jo hedder, vender man siderne, spændt på, hvad der nu sker, hvad personerne nu må sanse og tænke, og hvad der skal tilstøde dem. Jeg drives frem af et narrativt begær, jeg vil vide, hvad det ender med. Åh, lad det nu gå dem, jeg spejler mig i, godt, lad dem finde en vej ud af deres besvær, ligesom jeg selv håber på at finde en vej ud af mit.”
Den israelske forfatter Amos Oz har skrevet en bog “En fortælling om kærlighed og mørke”, og heri tager han temaet om den gode og den dårlige læser op. Der er jo mange, der har spurgt ham, om bogen er selvbiografisk. Og han svarer, at alt hvad han skriver er selvbiografisk, også når han f.eks. skriver en bog om Moder Terasa – ha!
Og sådan har det jo altid været. Den gode tekst har den gode forfatter i sig. Flaubert, som har skrevet “Madame Bovary” blev engang spurgt om, hvem der var model til fru Bovary. Og han svarede: “Madame Bovary, c’est moi.” Madame Bovary, det er mig.
Om den dårlige læser skriver Oz sådan her:
(Citat side 39) Den dårlige læser vil altid gerne vide, og det straks, “hvad der virkelig skete.” Hvad er historien bag historien, hvad drejer det sig om, hvem er mod hvem, og hvem har været i seng med hvem? Professor Nabokov fik engang af en journalist i en direkte amerikansk tv-udsendelse stillet spørgsmålet: “Professor Nabokov, sig os venligsst, are you really so hooked om little girls?”
Videre skriver han følgende om den gode læser:
(Citat side 42) Den afstand, som den gode læser vælger at lægge, mens han læser skønlitteratur, er ikke området mellem det skrevne og forfatteren, men området mellem det skrevne og sig selv. Man skal ikke tænke på, om Dostojevskij som studerende virkelig myrdede og berøvede gamle damer. Nej, læseren skal snarere sætte sig i Raskolnikovs sted og føle rædslen og fortvivlelsen og den ordartede elendighed kombineret med et napoleonsk hovmod, storhedsvanvid, sultens vanvid, ensomheden, lidenskaben og udmattelsen, forenet med ønsket om at dø, for at trække en parallel … ikke mellem personerne i fortællingen og diverse skandaler i forfatterens liv, men mellem personerne i fortællingen og læserens intime, farlige, elendige, forrykte og kriminelle ego, den skrækindjagende skabning, som man altid lukker bybt inde i den allermørkeste celle, så ingen nogensinde, Gud forbyde det, kommer til at kende til dens eksistens, hverken ens forældre eller dem, der elsker en, af frygt for at de flygter fra en i forfærdelse, som man flygter fra et uhyre.”
Og lidt længere henne i teksten:
(citat side 44) …. Det er uhyrer, som man i det civile liv aldrig kan sammenligne med noget, fordi man aldrig ville præsentere dem for noget menneske, ikke engang hviskende, i sengen, i øret på den, man deler seng med om natten, for ikke at risikere, at vedkommende i rædsel snupper lagenet, svøber sig ind i det og løber skrigende bort.”
Den dårlige læser forlanger, at forfatteren ødelægger bogen med sine dumme krav. Oz skriver:
(Citat side 40) Den dårlige læser minder om en psykopatisk elsker, som overfalder en kvinde og flår tøjet af hende. Når hun så er helt nøgen, river han hendes hud af, fjerner utålmodigt hendes kød og knuser hendes skelet, og først når han har gnavet i hendes knogler med sine grove gule tænker, er han endelig tilfreds.”