Lucie Ingemanns tolkning af korset. Der skulle være blomster. Og en lille sommerfugl: sjælen på vej mod Gud.
Langfredag. Vi forstår i billeder. Og langfredag er det KORSET, vi ser, og som er tegnet for de følelser af forladthed, der spinder os fast. Et spind, vi ikke kan vikle os fri af.
Korset forstår vi nok. Lidelsen er begribelig. Den er fælles for os alle. Et vilkår. Også selv om der er perioder i vores liv, hvor vi ikke mærker den, og i al fald ikke mærker efter. Hvor det hele lyser og ler.
Men lidelsen melder sig igen. Vi kan ikke slippe den, og den vil ikke slippe os. Korset er let at forstå. Vi har alle båret på det noget af vejen. Ikke hele tiden. Men ind i mellem blev det så tungt, at vi segnede.
Kristendommen siger til os igen og igen, at Kristus bar korset for os. For at vi skulle slippe. For at vi skulle gå fri. Det vil jeg tro på. Ellers var jeg jo ikke kristen. Men jeg forstår det ikke, og kommer vist aldrig til at forstå det.
For kort tid siden læste jeg mine endnu ikke bogfærdige erindringer igennem, og da jeg kom til det afsnit, hvor jeg skriver om mine ungdomsdigte – og en del af dem kredser om Gud – slog det mig, at jeg havde fået SÅ meget inspiration af en anden digter – en stor digter endda, og det er jo selvfølgelig af de store, man trækker guldet ud og som sender de skønneste stråler ind i vores egen langt fattigere verden af ord. En berigelse.
Ord ja – og ord, som forsøger at fange relationen mellem mennesket og Gud. Rilke kunne det. Og det her digt ville jeg gerne oversætte, men det kan jeg ikke, det kræver en større digterevne end min. Men digtet er jo ret åbent og ordene almindeligt kendte, så du kan sikkert læse det på tysk.
Du Nachbar Gott, wenn ich dich manches Mal
In langer Nacht mit hartem Klopfen störe,-
So ists, weil ich dich selten atmen höre
Und Weiss, Du bist allein im Saal
Und wenn du etwas brauchst, ist keiner da,
Um deinem Tasten einen Trank zu reichen
Nur eine schmale Wand ist zwischen uns,
Durch Zufall: denn es könte sein,
Ein Rufen deines oder meines Munds-
Und sie bricht ein
Ganz ohne Lärm und Laut.
Aus deinen Bildern ist sie aufgebaut
Und deine Bilder stehn vor dir wie Namen
Und wenn einmal in mir das Licht entbrennt,
Mit welchem meine Tiefe dich erkennt,
Vergeudet sichs als Glanz auf ihren Rahmen
Und meine Sinne, welsche schnell erlahmen
Sind ohne Heimat und von dir getrennt
Det er et angstdigt, som ingen kunne skrive stærkere. At føle sig så tæt forbundet med Gud (nur eine schmale Wand ist zwischen uns) og samtidig frygte, at adskillelsen er en mulighed.
Her et andet digt af Rilke, som jeg kom i tanke om, da jeg skrev ovenstående. Her er digterjeg’et i kontakt med Altet og flugt og lyd og liv forener sig i disse smukke vers:
Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen
Rilkes digt:
Ich lebe mein Leben in wachsenden Ringen,
die sich über die Dinge ziehn.
Ich werde den letzten veilleicht nicht vollbringen,
Da jeg var ung forstod jeg ikke Kafka. Nu forstår jeg ham. Dengang læste jeg Slottet og Processen, og begge værker talte lige ind i den forvirring og fortvivlelse, som prægede mit indre i de år.
Så vist forstod jeg budskabet. Og vist kunne jeg på én gang blive væk og finde hjem i det absurde univers, der blev fremtryllet i de kafkaske mesterværker.
Det var ikke der, forståelsen glippede. Og da jeg senere i en moden alder genlæste de to hovedværker og supplerede med Kafkas øvrige fortællinger, havde jeg heller ikke noget problem med at finde ind til kernen, men jeg forstod dog nu at holde dem ud i strakt arm. Distancen er kommet til, selv om den smerte og indsigt, som bøgerne formidler, stadig går mig lige til hjertet.
Hvad er det så, jeg ikke forstod dengang. Og som jeg så udmærket forstår i dag.
Jo det er ret enkelt følgende: jeg forstår, at Kafka først ville udgive værkerne efter sin død. Eller måske slet ikke. At de var bestemt for hans egne øjne, ikke for andres.
Det er der, jeg forstår ham nu.
Det er så fint og godt for mig at skrive lige akkurat det, der har dybde i mit eget sind og som jeg kan stå inde for litterært.
Jeg har udgivet mange bøger, og hver eneste af dem er skrevet med mit hjerteblod. Ja, det lyder højtravende, og det må det også gerne, for det er sandt.
Jeg har levet med mine personer, lige fra Kingo i barokkens Odense og til Elisabeth i 1900tallets Kandestederne. Og begge har de talt med min stemme. Og alligevel med deres egen.
I erindringerne taler jeg hudløst ærligt med min egen stemme, og det er måske derfor, at jeg følte en slags lettelse, da jeg, efter at have sendt min manus til Kristelig Dagblad, mest måske for at få nogle andre øjne i spil end mine egne og min korrekturlæsers, nærmest blev lettet over afslaget.
MEN: Et afslag er altid væmmeligt.
Forfatterlivet er imidlertid broderet med afslag. Karen Blixen skriver et sted, at hun ville kunne tapetsere hele Rungstedlund med de afslag, hun havde modtaget, og nobelpristageren Selma Lagerlöf fik det ene afslag efter det andet med romanen Gösta Berlings Saga, som i dag regnes for en klassiker i litteraturen.
Ingen forfatter undgår afslag.
Alligevel er det som sagt yderst væmmeligt at få et – et dødsstød, som kan aflæses på blodtrykket.
Nu lægger jeg manuskriptet væk. I al fald foreløbig. Og i mellemtiden vil jeg arbejde med det, så den bog, mine børn engang lægger op, bliver verdens bedste.
Her kan I læse afslaget:
“Mange tak for dine velskrevne erindringer, som jeg nu har læst. Desværre kan vi ikke tilbyde at udgive dem – de er fine og meget personlige, som du selv er inde på, og vi kan generelt ikke finde et marked for denne type erindringer. Beklageligvis. “
Jeg er ikke slægtsforsker, men en dag bliver jeg det måske. Måske, for det ville være skønt at kunne hive de gamle aner ud af glemslen og sætte dem på rad og række. I al fald kan man jo finde navnene.
Med anekdoterne ligger det nok mere tungt – de er for de flestes vedkommende sunket ned i glemslen – men enkelte er dog blevet tilbage. Min tipoldemor Christiane Krøg er der skrevet lidt om, for det gjorde min onkel Lars i sin lille bog om Hulsig. Og det gjorde også den berømte folkemindesamler og lokalhistoriker Anders Peter Gaardboe fra Ålbæk.
Vi ved om Christiane, at hun var en dygtig kvinde, utrættelig i sit arbejde – Gaardboe skriver i en artikel om et besøg på Krøggården, om hvordan hun, skønt han ankommer en sen nattetime fra et stormvejr, går ud i køkkenet og tilbereder en velsmagende middag til den forkomne gæst. Og vi ved også fra Lars Hesselholts bog, at hun var overtroisk. Min tipoldefar begik selvmord, og hvert år på hans dødsdag hørte hun ham tumle hvileløst om på loftet.
Og når man betragter portrættet af Christiane, kan man jo aflæse en del i ansigtet. Men det afhænger måske af, hvem der betragter hende. Jeg synes, at jeg kan se en bister ung kvinde, der nok skal vide at sætte sin vilje igennem. Hendes datter, Min oldemor Marie Houkjær, var af samme støbning, har jeg hørt. Og hun fik brug for det, for min oldefar Ole Houkjær var en særdeles vredladen og barsk herre.
Jeg spekulerer op, hvor de gener er blevet af?
Jeg har desværre intet billede af min tipoldefar, Christian, og det er Christianes skyld, for der blev nemlig taget et billede af ham (måske det eneste), samtidig med at hun fik taget sit. Men ak! Christiane forlangte at få billedet med sig i graven. Så der, i sandet på Hulsig kirkegård endte portrættet, og nu kan vi kun gætte.
Efter sigerne, men jeg husker ikke mere, hvor jeg har læst det, så blev Christian Krøg foreviget i en læsebog for skolebørn, der udkom engang i sidste halvdel af 1800tallet. Men den kan man nok ikke mere opdrive. Heri skulle han, efter hvad jeg har hørt, fortælle en spændende historie om Hulsig og om gården Krøg, som også blev kaldt “Hulsig” dengang. Om sandflugten og gårdens flytning fra Tranestederne til Hulsig.
