Månedsarkiv: november 2011

30 – Mere om Hesselholt

Udgivet den af
Svar

Ja, så var der igen gevinst. Jeg gravede i familiekulen og fandt et gammelt regnskab for Hesselholt, som min farfar lavede i de år, han drev den – altså indtil 1919. Nu har han været så rar også at skrive lidt om gårdens historie, som man kan se af nedenstående. Herligt, for så ophører alle spekulationer om, hvor den har ligget tidligere og hvorfra den flyttedes. Regnskabet må vente til senere, dog trykker jeg en siden derfra for at vise, hvordan han greb sagen an og også lidt om, hvor stor gården og hans virke på den var.


Jeg vil herunder oversætte beskrivelsen af gårdens historie, men det er ikke let, for min farfar havde sikkert mange kvaliteter, men hans skrift er temmelig ulæselig – siger en gammel stileretter! Dog jeg prøver, idet jeg vil beholde hans stavemåde hele vejen.
Kortfattet Skildring af Gaarden Hesselholt
Jeg har ment, at det muligt senere kunde interessere saavel mig som kommende Ejere af Hesselholt, at kjende lidt til Gaardens Fortid for derved lettere at kunne danne sig en rigtig Mening om dens Udvikling og de Forandringer, som ere foregaaede dermed og derved faa et klarere Begreb om Aarsagerne til samme; thi det gjælder altid om at finde Aarsagerne til en Tings Fremskridt eller Tilbagegang for ret at kunne blive Herre derover og for Fremtiden at kunne lede det ind i det Spor, som man helst ønsker; og for at være klog paa Fremtiden maa man kjende Fortiden. Jeg har derfor ment, at burde give, ikke alene en Beskrivelse af Gaarden som den var, da jeg modtog den, men ogsaa gaa lidt længere tilbage i Tiden. Den bedste Skildring af en Landejendoms Betydning, som ens Ejendom, er et nøjagtigt Regnskab over dens Indtægter og Udgifter, og med Hensyn dertil har jeg ment, at en saadan Skildring vilde være paa sin Plads foran i Hovedbogen.
Hesselholt har ligesom de øvrige Steder i Skagens Landsogn været Fæstested til daværende Ferslev Gaard i Skagen. I Følge Skjøde af 11 Juni 1798 blev Hesselholt, som da havde 5 Skp. Hartkorn Ager og Eng, efter skede ( ? ) Moderation i sin Tid formedels Sandflugt, solgt af Cathrine Holm, Enke efter afgangne Byfoged Hans Christoffer Ferslev i Skagen for 190 Rdl. til Mads Pedersen, som havde Stedet i Fæste. Omtrent Aar 1804 flyttede Mads Pedersen Stedet, som da laa ca. 250 Favne Nordvest fra, hvor det nu ligger, for Sandflugten.
Sognefoged Mads Pedersen solgte Hesselholt til sin Søn Jens Madsen for 1000 Rdl. ved Skjøde af 13 Januar 1813. Ejendommen var da skyldsat for Hartkorn 5 Skp., der holdtes ved Stedet, som bestod af Vaaningshus = 8 Fag og 1 Sidehus, benyttet til Lade Lo og Stald, 9 Fag, 4 Bæster. Ved   (?)  Contract af 25 Maj 1817 har Sognefoged Jens Madsen givet sine Forældre Mads Pedersen og Maren Pedersdatter Aftægt, som er ansat til en Værdi af 1000 Rdl. N.V. Jens Madsen var ingen dygtig Mand men sad dog og slog sig igjennem; i de sidste Aar han havde Gaarden, trak han lidt Gjæld paa sig. Medens Sognefoged Jens Madsen ejede Gaarden blev Klitterne, som før havde været til fælles Afbenyttelse for hele Sognets Beboere, udskiftet, saa hvert Sted fik sine egne Lodder. Udskiftningen blev fuldført af Justitsraad Birk i 1853. Udskiftningen mellem Mand og Mand blev udført efter en Overenskomst, som blev truffet paa et Møde paa Sognefoged Jens Madsens Bopæl den 18 Maj 1852 og hvorefter Delingen skulde foregaa efter det ( nye?) Hartkorn dog med den Undtagelse, at dem, som havde under 1 Skp. Hartkorn, skulde have efter 1 Skp. Hartkorn. Ejerlavsskjellet mellem Skagen Kjøbstad og Landsognets Jorder var blevet afsat lit tidligere, muligt i Slutningen af Fyrrerne. I Følge Skrivelse af 2 Marts 1842 fra Byfoged og Sandflugtskommisair v. Bergen i Skagen til (Konsaijraad?) Biel til Bangsbostrand, vidstes den Gang intet Skjel. v. Bergen skriver blandt andet: “At bestemme Grændseskjellet vil formentlig møde store Hindringer, thi ethvert af Sognene vil, imod den almindelige Orden, gjøre Paastand paa saalidt som muligt af det store mellemliggende Rum, der indbefatter en Snes nøgne Sandmiler.”
I Følge Skjøde af 11 Dec. 1855 solgte Sognefoged Jens Madsen Gaarden Hesselholt til Lars Jensen for 800 Rdl. og 1 Aftægt Kapitaliseret for 5 Aar til 300 Rdl. Gaarden bestod da af  Pudemarken Matr. no.3 Hartkorn 1 Td.1 Skp. 2.Tdr. og 2 Klit og en Hedelod Matr. nr. 14d Hartkorn 1 Skp. 3/4 Tdr.
I Jens Madsens Tid hørte desuden til Gaarden 1 Eng, som han beholt. Lars Jensen modtog Gaarden med Besætning af 2 Heste 4-5 Kør og 1 Kvie, ialt ca. 6 Kreaturer og ca. 15 Faar, og da han døde havde Gaarden en Besætning af 2 Heste ca. 10 Kør og 8 Unghøvder ialt ca. 18 Fækreaturer og ca. 18 Faar. Lars Jensen ejede Gaarden til sin Død 12 April 1872.
Fra 1872 til 1887 havde Lars Jensens Enke Kirsten Madsdatter Gaarden, og i denne Tid blev den ikke synderlig forbedret. Kreaturbesætningen ved Gaarden vedblev vel at være lige mange til Tal, men var mindre og gjennemgaaende daarligere end i Lars Jensens Tid, hvilket for største Delen havde sin Grund i at Kalvene altid blev for daarligt opfødte i det første halve Aar. Kirsten Madsdatters store Tilbøjelighed til at sælge de bedste Kreaturer bort af Besætningen, hvilket lykkedes hende alt for godt, lokket af de i Forhold til Kreaturernes Beskaffenhed meget høje Priser, som hun altid fik dem betalt med. Lars Jensen og hans Enke klarede sig godt ved Gaarden. Lars Jensen byggede en ny Lade i Aarene 1862 og 1865, og Lars Jensens Enke resten af Laden i Aarene 1872 og 1879.
Ved Skjøde af 23. December 1887 overdrog Lars Jensens Enke Gaarden Hesselholt til sin Søn Janus Jensen Hesselholt for den Sum 5050 Kr., hvilket var en Udbetaling til min Broder Mads Larsen Hesselholt af 4000 Kr. og en Aftægt til Moder ansat til 5 Aar til 1000 Kr. og Begravelsesomkostninger 50 Kr. = Aftægt 1050 Kr. Til Gaarden hørte den Gang foruden Pudemarken 2 Klit- og 1 Hedelod, der tilsammen havde en Størrelse af 10.452,740 Kvadrat Alen eller 747 Td. Land foruden Pudemarken. Hedelodden har en Størrelse af 272,640 Kvadrat Alen eller 19 1/2 Td. Land. Vestre Klitlod 2,348,630 Kv. Alen eller 168 Td. Land, Østre Klitlod 7,831,470 Kv. Alen eller 559 1/2 Td. Land
Det samlede hartkorn var 1. Td. 2 Skp. 3/4 Al, Gammelskat 8 Kr.54 Øre.
Da jeg overtog Gaarden havde den en Besætning af 2 gamle Heste, 8 Kør og 8 Ungkvæg, ialt 16, som vare meget smaa og daarlige, den bedste Ko kunde jeg blive budt 70 Kr. for, desuden var her 16 Faar. Avlredskaberne var middel gode, Vogne, Plove og Harver vare dog dårlige. Bygningerne vare, Rollingen gammel og lille og daarlig, Laden god og middelstærk. Desuden hørte til Gaarden 1 lille gammelt Hus asureret en Gang for 400 Rdl. Asurancesummen for de øvrige Bygninger vare Laden 1950 Kr., Rollingen 900 Kr.. Tilsammen 3650 Kr. I 1890 er bygget 1 Mølle paa Laden, forsikret for 600 Kr.

29 – Harry Søiberg og Bent Haller. To bøger om Skagen

Udgivet den af
Svar

Harry Søiberg: Historier fra Skagen – udvalgt af Hans Nielsen 1979
En samling fortællinger, som er samlet forskellige steder fra i forfatterskabet. Søiberg boede i Skagen en stor del af sit liv og skrev om livet der og andre steder ved Vestkysten. Det er fine fortællinger, lige fra den mest gribende: “Stille Søren” og til den morsomme “Adjunktfamiliens sommerferie ved havet.”
Forfatteren forstår at leve sig ind i sine personer, som han da også for det meste skildrer set indefra med dog med sin egen kommenterende stemme ind i mellem. Man møder den forkuede klitbonde, den fattige fisker og de hellige med deres uforsonlige fordømmelser af medmennesket, hele tiden fremstillet uden karikatur, men realistisk og sikkert.  Jeg synes, at de bedste af historierne ligger på niveau med Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, som de på mange måder ligner uden nogensinde at plagiere. Søiberg har sin egen stil.
Bent Hallers roman, “Skagensbillede” er præcis, hvad titlen siger: et billede. Tiden er som i Søibergs historier  sidst i det 19ende århundrede. Samme tid for øvrigt som i Bech Nygaards roman – og som han skildrer Haller fiskerne og deres livsvilkår på den tid, hvor de fleste arbejdede umenneskeligt hårdt for det daglige brød og alligevel ofte måtte sulte, fryse og lide afsavn.
Bogen er helt i Hallers stil. Han borer kniven ind i læserens hjerte og vrider den rundt, indtil man virkelig føler den lidendes lidelse. Det er synd. Men synd på en anden og mere rå måde end for de elendige og fattige hos Nygaard. Her er alt håb ladt ude, og det føler man stærkt romanen igennem. Hovedpersonerne er en lille, fattig fiskerfamilie i et hus så usselt, at det næsten virker utroværdigt. Sådan kan ingen bo. Sådan kan man ikke leve. Men det gør man hos Haller. Og ondskaben lurer hele tiden lige om hjørnet. Den fattige kone, Ingeborg, bliver udlagt som heks ( ja, vi er i 1800tallet, ikke 1600tallet) og hendes forkuede søn Erik er her med hende hos købmand Brøndum for at købe på klods. Da hun går ud af butikken, ser hun Erik omringet af byens børn. Her er et citat fra side 112:
Hun standsede ved hushjørnet og vovede sig ikke frem i solen. Gør du det, skreg børnene, eller gør du det ikke? Jeg skal nok gøre det, sagde Erik bedende. Da hun hørte ordet, dette ene onde ord, var det som at træde på en åben kniv. Hva? skreg en stor stærk gut. Højere, råbte de andre. Heks, råbte Erik. Heks, jublede børnene. Ingeborg hørte en svag knitren og hvide flæser faldt fra huden da skriget brød gennem hende. Hun så det sorte kors. Æd den, kommanderede stemmen. Han gør det, skreg de andre, han gør det. Puhha, sagde en lille pige, der stod og suttede på sin tommelfinder.
Erik grinede og hostede på samme tid. Hans ansigt var en maske af grimhed, et menneske der græd som en lille gris mens de andre morede sig.
Det mærkeligste var at hun ingen medlidenhed følte. Hvorfor slog han ikke fra sig? Hvorfor blev den dreng aldrig rasende?
Han har ædt den, jublede børnene, så I det?
Erik lo fjoget, selv hans tårer var en hån mod hende. Han var istand til alt, det lille lede kryb. Alt hvad han var nu faldt tilbage på hende. Slå ham, råbte det i hende, spyt på ham. Hun var nødt til at gemme sig. De ville lokke hende frem, det var det eneste de var ude på.
En kvinde skyndte sig forbi børnene. Ingeborg hadede hende fordi hun ikke greb ind. Hvilken fejhed. Denne by var fyldt med kujoner.
Da den største af drengene tissede på ham sprang Ingeborg frem med et hyl. Kan I komme væk. Hun svingede med armene og kastede sten efter dem. Heksen, råbte de og forsvandt i alle retninger. ( citat slut).
I Bech Nygaards “Livets Dræt og Dødens” og Anne Mette Svendsens “Guldkuglen” kunne handlingen udspille sig et andet sted – i et fiskerleje et sted ved en kyst eller på en ø, byen Skagen nævnes ikke, og den berømte kunstnerkoloni omtales ikke eller kun meget perifert, men her i romanen spiller de to miljøer ind i hinanden. Man møder de kendte kunstnere, og Skagen og fiskerne betragtes med deres øjne. Kolde øjne. De fattige fiskere æstetiseres, bliver til maleriske modeller, og medfølelsen med dem kan ligge på et meget lille sted. Den strejfer dem, men mest som en slags ubehag, der må fortrænges øjeblikkeligt.
I nedenstående citat møder vi P. S. Krøyer
( citat fra side 125) – vi er i digterens bevidsthed: “Derhenne går fattig-Kristian, den tokkenok, rundt og rundt om sit hus. Utroligt så mange gale mennesker der er forsamlet her på Skagen.
Krøyer kom forbi et elendigt hus med store huller i taget. At nogen kunne bo sådan et sted om vinteren var ubegribeligt. En tynd rødlig røg steg op fra lyren og der lugtede af fisk. Han kikkede ind gennem den åbentstående dør og fik øje på en meget bleg dreng der lå i sengen. “den syge dreng” malet af P. S. Krøyer. Hvem byder 300 kr? 250? … så 200 da. Ingen højere, første, anden, tredje. Solgt til fjolset der.
Social protest var ikke kunst, men politik. I virkeligheden var der ingen der interesserede sig for en syg dreng. Ingen ville løfte et øjenbryn hvis han døde i morgen. Fattigdom var en privat sag. Malet i grønt og violet. Et udtæret ansigt med høje gule kindben. Hvem ville købe et sådant billede? Ingen. ( citat slut )
De par citater siger kun lidt om bogen, der, som alle Hallers bøger, er fuld af poesi og skønhed, der skinner midt i al rædslen – ja, men forskellen på Skagensmalernes og Hallers “forbrug” af modeller er den store medfølelse med de nedtrykte og undertrykte – her står Haller helt ren. Der bliver også en socialkritisk – uden at romanen bliver tendentiøs. Og selvfølgelig æstetiserer Haller også elendigheden, han er jo kunstner, og som sådan skaber han kunst = æstetik. Skagensbillede er kunst af stor kvalitet, en kvalitet, som efter min mening står endnu stærkere og smukkere, fordi den etiske vinkel ikke fraviges et øjeblik.
 
 

28 – Gården Hesselholt

Udgivet den af
Svar

Her er nu det første indlæg om den gård, der muligvis kommer til at spille en hovedrolle i romanen – den meget omtalte slægtsroman – eller hjemstavnsroman. Endnu ved jeg ikke så meget om den bog, for det drejer sig i en rum tid endnu om at samle stof. En meget varieret og spændende Skagenlitteratur ligger stadig og venter på at blive læst.
Men her er omtrent, hvad jeg indtil nu har fundet om gården Hesselholt:
( Skagens hjemmeside har følgende om vejnavnet: “En vej i Hulsig hedder: Hesselholtsvej efter gården Hesselholt, beliggende nord for Hulsig Kirke. Nævnes i Viborg Landtings Skøde- og Pantebog den 12.januar1637 som Hæßelholdt. Forleddet er trænavnet “hessel” (hæjsel) og efterleddet navneordet “holt” i betydningen “lille skov”. “Hesselholt” fortæller således om egnens fordums skove.”
Herunder et uddrag fra A.Peter Gaardboes: Historisk topografisk Beskrivelse af Skagen Landsogn:
(Citat fra side 314): I Skagen Sogn findes fortiden ( 1874 ) følgende 15 Steder:
1. Heiselholt. Var 1684 Tjener (= fæstere )  til Fedder Hansen Høyer i Skagen og havde 7 Skpr. 1 Fdkr. Hartkorn. Er nu (=1874) det eneste Sted i Sognet, som har over 1 Td. Hartkorn, nemlig 9 Skpr. 2 Fdkr., 1/2 Alb. Navnet tyder paa Skov, og endnu findes paa Eiendommen, et lille Egekrat som nu er det nordligste af de flere Partier af Egekrat paa en høi Rimme sønden for Stedet Rød i Raabjerg Sogn og træffes igjen ved Jennet, Gaardboe, Heden og Lodskovad i samme Sogn. Om dette kun er en Følge af, at Høideryggen, som først er kommen oven Vande, ved sin Ælde har kunnet frembyde de Betingelser, Egeskovens Fremkomst fordrer, eller at Leret her ligger høiere, kunde maaske afgjøres ved en geologisk Undersøgelse. Heiselholt har tidligere staaet længere mod N. V., omtrent lige Øst for Klarup, og det var af Frygt for Sandflugten, at det i 1810 blev flyttet saa langt som muligt mod S. O. næsten til Raabjerg Sogneskjel. Aar 1637 skjødede Dorthe Friis, sal. Mogens Godskes til Lidemark, til Fru Sophie Brahe til Odden noget Gods i Skagens sogn, nemlig Heiselholt, som skyldte 2 Tdr. saltede Kuller (): 3 Tdr. Hartkorn), og Skaffuelsager som er øde og et øde Bol ( Geheimearkivet). Navnet Skaffuelssager kendes ikke mere. ( citat slut).
De andre steder i Skagen Landsogn ( gårde), der nævnes er:
Lundholm = 4 Steder /  Klarup = 3 Steder ( Klaa-Rumpe) /   Hulsig = 2 Steder  / Karred = 5 Steder.
Der har altså på den tid ligget 15 gårde i Skagen Landsogn.
Om Hulsig står der i Traps Danmark fra 1924 følgende på side 87: ( citat) I Sognet Byen Hulsig (1688 Hulsig) med Filialkirke, Sparekasse, Fællesmejeri (opr. 1896), Brugsforening, Kbmdshandel, Skagen Markul-og Martørvsfabrik, Jærnbanestation og Posteks. Samling af Gårde og Huse: Tranestederne, Kaared ( Kared; 1638 Kaaredtz buncher), Klarup, Lunholm (1394 Lwnholm, 1401 Lughneholm), Gården Hesselholt (1688 Heselholt), den største Gård i Distriktet. Redningsstation ved Spirebakken.
Befolkningstal i Skagen landdistrikt efter Trap: 1921: 118 –   1801: 68 –   1901: 118. Boende i 28 gaarde og Huse. Det saml. Hartkorn (1905) 16 Td. – 5 Gaarde med 6 og 33 Huse 10 Td. Hartkorn samt 9 Jordløse Huse. …. Kreaturhold: (1922) 29 Heste, 137 Stk. Hornkvæg ( heraf 100 Køer), 1 Ged, 228 Faar, 55 Svin ( 1914 = 77).
 
Det ældste billede jeg har fundet af gården Hesselholt vises her:

Billedet er fra ca.1918 – det kan ikke være yngre, for min farfar står i billedets forgrund, og han døde i 1919. De fire ryttere er sandsynligvis sønnerne, fra højre: Lars ( ved hestens hoved) , Otto, Magnus og Karl.
På den her tid er det farfar, der driver gården, og han var ret virksom i det lille samfund: sygekassebestyrer, strandfoged, sparekassedirektør. Da han dør er sønnerne 18 ( Magnus) 20 ( Karl) 22 ( Otto ) 24 ( Lars ). Lars var så uheldig at miste et øje ved en ulykke og kunne derfor ikke arve gården, han kom på seminarium og var sikkert allerede lærer på det tidspunkt. Otto skulle arve gården. Til Karl havde farfar ladet bygge en gård – den der senere købtes af Husth. Karl blev syg og indlagt på Risskov Sindssygehus, hvor han levede indtil 1957. Far ( Magnus ) overtog gården og drev den i nogle år. De fires ungdom vender jeg tilbage til.
Nu gælder det Hesselholt, og det næste billede er et maleri, som jeg faktisk ikke kender alderen på, men det hang i hele min barndom i hjemmet i Strandby. Jeg regner med, at det er malet i 30’erne:

Sådan husker jeg gården fra min barndom. Der er bygget værelser til, kan man se, og det skete før krigen.

Billedet her er fra Skagen Avis. Under billedet står der: “Stuehuset paa gaarden Hesselholt i Hulsig er et af de huse, som Foreningen til bygnings- og landskabskultur ønsker bevaret.”
Billedet er fra før retskrivningsændringen, idet alle å’er skrives med dobbelt a.
Foreningen har ikke haft særlig meget indflydelse på den smukke gårds skæbne, for den blev for nogle år siden blev nedrevet, udlængerne bevaredes dog og er i dag galleri. Brugskunst og udstillinger. Men stuehuset er altså borte.
Her kommer et kig på det, man kan se i dag.

Nu er der som sagt ikke sten på sten tilbage fra det gamle stuehus – og de sten var ellers historiske: onkel Lars har fortalt, at mange af dem stammer fra den gamle Skagenkirke, før den blev til Den tilsandede Kirke. Altså sten fra Laurentii Kirke. Nu er de væk.
Men her kommer et billede som Ole ( min mand ) – har taget en vinterdag i midttresserne:

Det er onkel Otto og undertegnede, der står og pynter foran den gamle gård. Ved Rollingens front, ville farfar Janus have sagt.
Far stikker lige hovedet en smule frem, men meget ser man ikke af ham. I baggrunden den gamle Zephyr ( som dengang var den nye Zephyr).

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Hvornår er det nu, du lader juleskræmslerne fare over skærmen?
Undskyld, hvad?
Juleskræmslerne!!!??? fare hen … over skærmen.
Det hedder det ikke!
Nå, jeg troede ellers, du plagierede Johan Ludvig Heiberg.
Det gør jeg også . . . måske … lidt … men …
Ja, ikke?
Jo, men det, han skrev hed: Juleskjæmt og Nytaarsløjer –
Det ved jeg da godt, jeg skal ikke have alting ind med skeer. Er jeg måske ikke din læser?
Det håber jeg da.
Apropos skeer … så … altså juleskeer … ? Har du så …?
Nu holder du!!!! kæft altså!!! desuden skal du ikke begynde at snakke indforstået snak!!! Jeg har også andre læsere!
Mon?
Ja.
Opblæste nar!
Nu skifter vi emne! !!!!!
Jamen, har du fundet …?
Desuden er der ikke tale om juleskeer! Det er ikke en juleske, jeg er ved at skrive, men en juleske ( j u l æ s k e ) ligesom burleske … du skal da virkelig have alting ind med skeer.
Men hvornår …??
Den første december, dit fjols!
Behandler du alle dine læsere på den måde? Så kan jeg godt forstå, at du kan tælle dem på en lillefinger. ha ha ha ha …
Desuden har jeg ikke tid til pjat.
Nå, det var da noget nyt!
Ja, nemlig.
Hvad laver du så?
Alvorlige ting.  Jeg er ved at skrive min slægtshistorie.
Uha … det lyder fornemt..
Og det kunne jo gå hen og blive din også.
Så skulle vi da være i familie – bevar mig vel!
Et eller andet sted er vi det nok.
Åh ja, selvfølgelig: Adam og Eva var de første mennesker, og vi nedstammer fra dem. Men sådan direkte i familie – det håber jeg godt nok ikke.
Nå, ja … dig om det. Du fanges muligvis alligevel i familienettet. Det vil tiden vise. Lige nu arbejder jeg.
Med hvad?
Ja, nu vi er ved romantikken. Guldhornene, du ved.
Guldhornene – det lyder mere end fornemt.
Ja, ikke sandt? Oehlenschlæger skrev: “De higer og søger/ i gamle bøger” og jeg gør det samme: “Jeg leder og roder/ i gamle kommoder.” Og ved du hvad? I går fik jeg fangst. Og i mit næste indlæg får du indsigt.
I hvad?
I fangsten. Og så vil du måske alligevel gerne være i familie med mig, for ved du hvad, nu gælder det den gamle slægtgårds historie – og så hænger du nok på – for i de gamle kommoder fandt jeg et billede fra fortiden. Den nære fortid ganske vist. Men det er altså også længe siden.
Det glæder mig.
Det hedder: jeg glæder mig.
Hø hø ha ha ha hø hø hø ….

27 – Tilføjelse til et hus i Hulsig

Udgivet den af
1

 
Her ser vi den unge og den gamle Trine. Jeg kendte hende som den meget magre og stille moster Trine.
I et tidligere indlæg flagrede jeg lidt forvirret rundt i min mors familie. Fandt dog til slut det rigtige billede af mormor – ungdomsbilledet. Det var lidt svært, også fordi vi ikke har kendt hende. Og jeg viste et billede af hendes søster, som jeg endte med at bestemme som min moster Trine ( mors moster jo ) Nu fandt jeg så et billede af denne moster som gammel, og se, sådan husker jeg hende. Det var den moster, jeg tilbragte en lang varm og solfuld ferie hos på den gamle gård i Ørum og sammen med min fætter Holger, som jo så ikke helt er min fætter, men min mors mosters barnebarn. Jeg vil nu vise de to billeder, så håber jeg, at jeg skyder rigtigt denne gang.
 

Landsbytanker i november

Udgivet den af
Svar

Det er blevet efterår, og melankolien sænker sig rundt om. Men faktisk er november ikke bare trist – den er også smuk – trods det svindende lys. Skoven især. Træerne smider om sig med farver, og jordbunden er et herligt syn – og træerne klamrer sig til de sidste farvestrålende blade. Jo, det er værd at vandre i denne tid. Kun når man sidder indendørs kan man gribes af denne genkomne tristhed.
Men se nu farverne, som var vildere og stærkede for 14 dag siden, men stadig kan glæde øjet.

Her kommer så nogle mindre muntre efterårsreflektioner – måske skrevet lidt ud af et mismod, men dog også med troen på, at der er en mulig fremtid. For landsbyens altså, og alle os, der bor her:
Apropos mørke dage.
Landsbytanker.
Jeg sidder ved mit vindue og stirrer som en anden
melankoliker ud i tågen. For november er tåge, regn og varsler om vinter og
kulde.
Inde i byen bekymrer man sig mindre om vejr og vind, men
herude hos os i de små landsbyer mærker vi årstidernes skiften, for vi ligger
omgivet af natur og er tæt forbundne med den evige cyklus af spirende liv og af
blomstring og henvisnen. Af liv og død.
Og måske er det derfor, vi er mange, der foretrækker at bo
her og ikke inde på stenbroen og under gadelygternes kunstige lys. Og det på
trods af de ulemper, der følger med en sådan levevis.
Desværre må vi se i øjnene, at vor mulighed for at blive boende
her bliver stadig mere usikker. I det gamle Rumænien tog diktatoren Caucesco
den beslutning at destruere alle landsbyer, fordi de i hans optik var urentable,
og det gjorde han så, de blev alle jævnede med jorden. Vores diktator hedder ikke
Caucesco, den hedder ”Udviklingen”, men faktisk er den ligeså kompromi- og
bevidstløs som den gamle diktator var. Og blind på begge øjne.
Vi har mistet, og vi mister hele tiden flere og flere af de
fornødenheder, som gør det muligt for os at leve et normalt liv herude i
landsbyerne. Vi har længe ikke haft en skole her i Ålum, og nu hører vi om
skolelukninger i mange andre landsbyer. Skolerne er kulturelle åndehuller, og når
de bliver lukkede, bliver den åndelige vejrtrækning anstrengt.
Det samme gælder kirkerne, også her er der et levende miljø
og en mulighed for at forny sig og finde mening med livet, og her er tilmed et
sted, hvor man jævnligt kan mødes. Men vi hører om stadig flere kirkelukninger.
Hvornår rammer det os?
Vi har stadig et forsamlingshus, men også det lever kun så
længe, der er ildsjæle nok til at holde det kørende. Så er der butikkerne. Hos
os fungerer Brugsen stadig, men hvor længe får vi lov at beholde den? Hvornår
har ”Udviklingen” kvalt vores lille, gode butik?  Mennesket lever ikke af brød alene, men det kan ikke klare sig uden.
Og som det nyeste i rækken af dødsstød har man nu nedlagt
vores rutebil, der kørte mellem Viborg og Randers, og dermed afskåret
forbindelsen til byerne, som vi trods alt er afhængige af: vore børn skal
undervises, og en del landsbyboere skal til og fra arbejdet, og ikke alle har
råd til to biler. Og desuden: nu kan vi ikke mere tage ind til byen for at
deltage i de kulturelle eller andre aktiviteter, som er nødvendige, for at vi
kan udvikle os.
Skal vi ende med at blive underudviklede individer herude i
landsbyerne? Og er det rimeligt, at ”Udviklingen” skal styre os og ikke
omvendt: at vi skal styre den? Det er nogle spørgsmål, som jeg ikke kan
besvare, men gerne bliver ved med at stille.
For er ”Udviklingen” blind, så må vi blive seende.

26 – Aase Hansen -Alt for kort er duggens tid

Udgivet den af
Svar

Nu har jeg lovet mig selv og alle Skagensvennerne, at jeg flittigt vil tygge mig igennem læselisten ( den kan du se i et tidligere indlæg) – sådan, at jeg kan sige, at jeg har været igennem det mest centrale af den litteratur, der er bedrevet om Skagen.
Lidt drøvtyggeri blev det da også til i dag.
Forrige gang var det Rifbjerg, der stod for skud, og fair nok, han har Skagen på nethinden, i de øvrige sanser og i ord og billeder af stor relevans og kvalitet. Det samme kan siges om Bech Nygaard og hans glimrende bog om skagensfiskerne ( læs om dem i tidligere indlæg) .
Nu kom turen så til Aase Hansen og romanen “Alt for kort er Duggens Tid”, og hun er et nyt bekendtskab for mig og sikkert også for dig, kære læser ( om jeg da har en sådan læser, vil hun/han altid være kær) – men havde vi været læsende kvinder i 1940’erne og 1950’erne, så havde vi kendt hende. Hun var nemlig vældig populær, nærmest den tids svar på Hanne Vibeke Holst, og populær af samme grund: hun skriver om kvinder og kunstnere og dagligdag og hjertesorger og så videre, så enhver kan begribe det og finde svar på sit eget brevkassespørgsmål. Stor litteratur er det ikke, men gedigent håndværk, og det er allerede noget. Jeg vil lige citere romanens slutning, for den er ret betegnende for resten:
( side 171 ) Greta satte sig hen under Lampen, og Nanna tog Blokken og begyndte at tegne den unge Pige, der ikke længere var fordybet i sin Bog, fordi Vingeslaget af den første Forelskelse havde faaet hendes Hjerte til at skælve. ( citat slut)
Jeg undrede mig side efter side over, at bogen findes i fortegnelsen over “Litteratur om Skagen.” Men tror nu, at det skyldes, at der er lagt en historie ind i historien, som har forbindelse ikke bare til Skagen som geografisk sted, men også specifikt til byen som kunstnerby, idet den er en let genkendelig spejling af en almindelig kendt Skagenshistorie, nemlig den om Marie Krøyer.
I Hansens roman hedder hovedpersonen Nanna og er kunstner. Hendes mor var også kunstner og levede på Skagen med sin talentfulde ægtefælle, som hun imidlertid forlod, fordi hun forelskede sig i en svensk digter, som hun “flygtede” sammen med, men han var selvfølgelig svigefuld, og da hun indser sin fejltagelse er det for sent. Det er nogenlunde Marie Krøyers historie, og måske er det den evige historie. Tolstojs “Anne Karenina” handler jo om præcis det samme, og således har denne historie om kærlighedsdriftens altfortærende magt floreret til alle tider. Og altså også her.
Historien om Nannas mor fortælles i en dagbog, som Nanna sidder og læser ( mange år efter morens selvmord) – Og selv om den dramatiske kærlighedshistorie udspiller sig i Skagen, så er det meget lidt, man hører om stedet. Her er et lille pluk:
( Citat side 104):
Saa købte vi Huset paa Skagen og slog os ned der. Skagen var jo de danske Kunstneres Mekka. Men jeg havde ikke Georgs Kærlighed til Hav og Klitter og djærve Fiskertyper. Jeg elsker det lunefulde brogede, det lette tindrende Virvar. Derfor elskede jeg Paris. Jeg naaede ikke til at male det, men jeg kunde leve det.
Jeg frøs mere paa Skagen, end jeg havde gjort hjemme i de høje Kuldegrader ( hun er svensk) . Jeg er kuldskær, jeg har altid higet efter Sol. Vinteren ved Havet var saa lang og graa, Landet saa fladt og selvudslettende. ( citat slut).
Først da hun forelsker sig i digteren Torsten, får Skagen farve og lys: ( citat side 105):
Men noget sjæleligt er der nok ogsaa i det, for den Sommer Torsten kom, oplevede jeg virkelig det Lys over Skagen, som Georg og Lars altid talte om. Min Lykke gjorde mig seende, formoder jeg. Jo, den Sommer var der over Skagens Strand den samme lyse Tindren, som jeg havde oplevet mine første Maaneder i Paris. ( citat slut)
Kort sagt Paris og Skagen det er et fedt.
Romanen handler først og fremmest om nogle kvinders følelsesliv, og kommer man udenfor det, så er man i en slags farveløst univers. Med mindre følelserne som ovenfor citeret kan projiceres ud i landskabet. I sig selv er det ingenting.
 
 

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

To ting:
Primo:
Glem ikke den lille julespørg, som begynder og slutter i december – en rigtig julekalender bliver det – en føljeton på 24 kapitler. En eroteske og en groteske og en knaldeske og en juleske ( nej, ikke en jule – ske, men netop en juleske ) – og når den for alvor tager fat, så kan der ske hvad som helst, og jeg lader mig ikke kyse til  i stedet at nedfælde en artig ballet eller yndig musical i stedet, skønt en sådan måske i højere grad ville glimre juleagtigt.
Dette intermezzo er ikke kun for at minde om den barske historie, der løber hen over stablen uden at vælte den fra og med 1. december, men også:
Sekundo:
for at irrettesætte mig selv for sjusk – og at bringe jer, mine eventuelle ( og meget kære) læsere ind på et rigtigere spor end det, hvorpå jeg forlod jer småfrysende for et par indlæg siden. = Den langt fra smukke dame i blussende vår er IKKE min mormor, men uden tvivl en af hendes kusiner fra Skives omegn – muligvis endda hende, som jeg kendte som mors moster Trine, og som jeg kun har mødt i hendes absolutte afblomstring, hvor hun nemlig var så tynd som en muselkvinde og meget gammel. Og jeg besøgte hende og hendes to ugifte brødre, onkel Thorvald og onkel Johannes, på gården i Ørum, hvor hun levede som husbestyrinde for dem. Senere flyttede hun og den ene broder ( den anden var død) til Skive, og her har jeg besøgt hende, og fra det besøg har jeg et kært minde. Jeg sov i dobbeltsengen sammen med moster Trine ( jeg var dengang kostelev på Th.Langs Gymnasium i Silkeborg) – jeg sov altså ved siden af hende, men vågnede midt om natten ved at en meget gammel og benet hånd kærtegnede mit ansigt. Jeg blev så glad, men lod som om jeg sov. Og den gamle kone blev ved en stund at glatte min kind. Ved højlys dag var hun tør og tavs.
Hende er det måske. Men altså kun måske. Jeg vil konferere med min “fætter Holger” fætter en han nemlig knap nok, for dem har jeg kun en af, og han hedder Jørgen og er ikke i familie med onkel Thorvald osv. Det er Holger, for Thorvald er hans mors onkel ligesom han er min mors onkel – så meget er vi i familie.
Billedet forestiller i al fald ikke mormor, og det ved jeg helt bestemt, for jeg har gravet mig frem til et andet billede, som i den grad ligner min mor. Og det kan kun være mormor. Det er jeg slet ikke i tvivl om, og for resten meget lettet, for hun er jo nærmest smuk og ligner en, der har mod på livet, men som har i sinde at tage det i besiddelse på varsom og nænsom vis – dog bevæbnet med paraply! – i al fald ligner hun ikke som kusinen en, der når som helst kunne finde på at suge blod af en hvilken som helst hvid og skær hals. Undskyld Moster Trine – men billedet forestiller nok heller ikke dig.
Så kom det på plads, og jeg vil i nærmeste fremtid udbedre skaden og sætte det langt mere forsonende billede af mormor ind på sin rette plads.
Hvis du går tilbage til Hulsig indlægget, vil du se de nye billeder.

26A – Rifbjerg og Kandestedersuiten

Udgivet den af
Svar

 

Et par billeder fra Kandestederne.
Man kommer ikke uden om Klaus Rifbjerg, når man samler stof om Skagen. Her er det Skagen Landsogn, der står for skud – først i novellen: “Poulsen privat” fra samlingen Sommer ( 1974). I den giver digteren en ret så bidende karikatur af skuespilleren Poul Reumert,  som i første halvdel af 1900tallet  havde et hus i Kandestederne. I nedenstående citat møder vi “Reinhard Poulsen”, som han hedder i novellen, i Skagenstoget på vej til sin sommerferie i Kandestederne. Han sidder og tænker ( over sig selv) :
( citat fra side 30):
Jo, det var et særligt land, og han erobrede det hvert år med samme store forventning. Bagude lå sminke og støv og anstrengende prøver og den bestandige kamp med underlødige instruktører og af og til tvivlsomme tekster ( når man forlod det klassiske repertoire ) og forude det uendelige stormombruste hav, den hvislende marehalm og de blødende, storslåede solnedgange. Måske allermest når den store ildkugle for enden af sin skrå bue dykkede i havet, og strålerne fra den anden side horisonten i en skimren af rosa, grønt, perlemor, svovlgult, sort og skarlagen ramte de vandrette aftenskyer, følte Reinhard Poulsen sit hjerte bæve. Nej, måske var det tværtimod: først da blev han stille, først da gik alle legemets funktioner ind i et uhørligt, usynligt, uføleligt samspil, der var den rene natur, en ekstatisk tilstand, men samtidig helt kølig, et inspireret øjeblik, men aldeles nøgternt, en drøm af virkelighed, ja, hvis han tænkte rigtig efter, så følte han over for naturfænomenet det samme som over for publikum, når noget lykkedes og kontakten var ubrydelig. Da skinnede inspirationens perlemor ud over prosceniet, og hele rummet fyldtes, da ophævedes grænsen mellem kunst og natur, forstillelse og ægte væren, da blev Reinhard Poulsen, hvad han med sin teknik og sit talent forsøgte at gestalte, da smeltede han i en tilstand af iskold superbevidsthed, men virkelig smeltede han sammen med publikum, og de udgjorde i fællesskab et legeme, en uudslukkelig sol, der tilsammen rummede al verdens lys og dermed, hvad vi alle lever af og på, selve væksten. ( citat slut)
Ja, den får ikke for lidt, men da Poulsen lidt efter står på Hulsig station, kan han slet ikke finde det rette ben at stå på. For han har sendt bud efter vognen fra Kokholms Hotel, og nu står der et ægtepar, som gerne vil køre med. Hvad skal han stille op med dem og deres forespørgsel? Han går helt i stå og skynder sig at blive kørt til Kandestederne, selv om chaufføren, der er bøvet og taler jysk og dusser den store kunstner, er sur over at skulle køre to gange til Hulsig. Og Poulsen er sur over, at denne bonde er så primitiv, indtil han pludselig husker på, at det netop er bøndernes autenticitet og ægthed, han kommer til Nordjylland for at møde. Tanken formilder ham.
Og så videre … vi ser ham ankomme til hotellet, hvor han skal spise, men tvinges til at sidde til bords med en højestetssagfører ( heldigvis højesteret … ) og senere ser vi ham ankomme til sommerhuset, hvor han får travlt med at opstille alle sine skilte med  PRIVAT.
I det lange digt “Kanderstedersuiten” udfolder Rifbjerg sit store lyriske talent. Hans onkel ejede Kandehus i Kandestedernes storhedstid, og Rifbjerg tilbragte mange ferier der. Her i Kandesterne har Rifbjerg i dag et sommerhus. Alt det kan man læse om i den glimrende bog: “I begyndelsen var lyset.”
Digtet om Kandestederne er dejlig læsning og i øvrigt meget rifbjergsk, så man er nok så meget inde i ham – fra sjæl til fordøjelseskanal – som man er ude i naturen. Mange af digtene er humoristiske, og i langt de fleste føres man med ind i en digters skarpe sansninger. Jeg skriver et par af de digte, jeg selv finder meget smukke eller ret sjove eller begge dele. Det er selvfølgelig ikke helt fair over for teksten, som jo hænger sammen og bør læses i sin sammenhæng. Men det gør nu ikke alverden – de små pluk siger alligevel ikke så lidt om indholdet af resten.
( Jeg har brugt udgaven fra 1994, Gyldendal og citerer fra den)
(Citat fra side 19):
i skyggen malker bladlusene / hinanden ind i ekstasen/ saften driver
fluesnapperen har travlt / imploderer vingesvirrende / i sultens og forplantningens krydsild
alting sukker
( citat fra side 35):
Voksarabesker brænder / i kaprifoliernes bål / og kupler sig plastisk / til tabernaklet letter / og genskinnet rammer / sværmerens kors
højere oppe ser / nymånen til / med sin stilhed / sin skævhed / sit græskarsmil
( citat fra side 43):
det er belastende at være tørv / alene navnet
man har frygtelig meget på nakken / som man ligger der i årtusinder
lag på lag
og selvom man er en skov med / fugle og blæst og regn / foldet sammen og / kapslet inde /
flad og fuld af længsel / efter at blive fundet / og støbt i firkanter / og smidt i kakkelovnen
for atter at genopstå / luftig og alligevel langsom / brændende i spiraler / over en romantisk aske
er det noget andet/ men hvem ved om et luende sværd /ikke er gemt i massen
diamanten og ildfuglen ikke først var tørv
————-( citat slut)
Ja her fik man så lige en lille sang til martørvens pris!
( citat fra side 55):
sandet bl.a / forlader vandet / stiller sig selv på højkant
landet bl.a / sandet / opstår på denne måde
alting bl.a. / månen / ser sig forbløffet omkring
vandet landet og sandet / ligger og ligner sig selv
men sandet bl.a. / sandet / flyver pludselig væk
landet bl.a. / landet / dækkes af dette sand
så hvor skal man / stille sin cykel / i dette forfløjne land / til hvad skal man læne / sit hoved og lægge sig ned / og få fred / når landet bl.a. / landet / selv aldrig / lægger sig ned ( citat slut)
(citat fra side 60):
for det er så smukt i dag / havet roligt / himlen hvælvet / og svalerne flyver
altid på jagt / efter sig selv / efter sig selv efter sig selv
projiceret ud i / myriader af prikker / sorte / usynlige som den længsel
man jagter selv under / volter og ustandselige / manøvrer
for at få noget at spise / og fortære sig selv
for det er så smukt i dag / havet roligt / himlen hvælvet / og svalerne flyver ( citat slut).
(citat fra side 72):
siddende på min fars mave / med en dachshund ved siden / så jeg alt / og tog det til mig
mens min onkel kaldte / de skøre hunde hjem / min tante stod og strøg / med en cigaret i munden
og min mor i et helt andet / hus fæstnede sit hårnet / forsigtigt kiggede ud ad vinduet / hvor to heste
blev trukket forbi og ind i / stalden hvor de med mulerne / dybt i hakkelsen gumlede / sig ind i evigheden
d.v.s der hvor vi allesammen / befandt os sådan som det var og skal / være og stadigvæk / er. ( citat slut)