Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Nedenstående artikel om Hulsig Kirke er fra Folkebladet for Frederikshavn og Opland 29. juli 1954, hvor kirken blev 60 år. Jeg afskriver artiklen i sin helhed, da tidens tand har tygget noget af teksten ret uegnet til kopiering. Den er forfattet af J. P. Jensen.
Først paa Aaret 1891 kom der en ny Lærer til Rannerød Skole, en 26-aarig Mand – “med Øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvaagen for alt stort og skønt her neden.”
Da han efter godt et Aars Tids Forløb var blevet kendt med Befolkningen og var faldet til, trommede han en Aften Hulsigboerne sammen til et Møde i Skolen for at drøfte Muligheden af at faa Rejst et Forsamlingshus. Saadant et havde de jo faaet i Aalbæk, hvorfor skulde de saa ikke ogsaa have et i Hulsig? Desuden var det jo en Tid, hvor man i hele Landet byggede det ene Forsamlingshus efter det andet, hvor det frie Ord kunde lyde uden at kontrolleres af Estrups Gendarmer. Et Par ministerielle Cirkulærer havde forbudt offentlige Møder i Landets Skolestuer uden Øvrighedens Tilladelse, og Lærerne havde faaet Mundkurv paa. Der var altsaa god Grund til, at Folk byggede deres egne Forsamlingshuse, og i Firserne var der blevet bygget mange, som Regel uden at tage smaaligt Hensyn til Skønhed og Hygge, hvorfor da ogsaa de fleste blev nogle grimme Kasser.
Folk mødte talrigt op den fastsatte Aften, og Sagen blev forelagt Forsamlingen til Drøftelse. Men saa var det, at Gaardejer Hjorth, Starholm stod op og sagde, at det med et Forsamlingshus kunde være meget godt, men han syntes nu, de trængte mere til en Kirke. Befolkningen I Skagens Landsogn havde jo halvanden Mil til deres Kirke i Skagen og en ikke alt for god Vej, og Folk i Rannerød, Starholm og Kandestederne havde endnu længere til Raabjerg Kirke ad en Vej, der om Vinteren kunde være ganske ufremkommelig. Nu hvor der var kommet Bane, saa kunde Præsten i Skagen prædike for dem.
Det syntes Folk var en fornuftig Tale, saa maatte Forsamlingshuset vente. Der vik ca. 50 Aar, før det blev bygget. Der blev saa nedsat et Udvalg til at arbejde for Sagen. Valgt blev Pastor Carl de Place, Skagen, Sognefoged Ole Houkjær, Janus Hesselholt og den unge Lærer, Jens Peter Jensen Wirring. Befolkninge ydede ca. 2000 Kr. at indbetale i Løbet af 5 Aar, og Staten gav ca. 8500 Kr. – Efter en Tegning af Arkitekt Ahlmann skulde Kirken bygges af røde Mursten i romansk Stil, d. v. v. Rundbuestil.
Paa den nordøstlige Gaard Mark i Raabjerg Sogn, nær Skellet til Skagens Landsogn, laa en høj, enlig Klit, som man kaldte Kovsbakken, paa den skulde Kirken ligge. Husmand Peder Petersen fik Arbejdet med at sløjfe Korsbakken ud til Kirkegaard og Byggeplads for Kirken. Peter Petersen eller Peter Sjællænder, som han kaldtes, var kommen til Egnen, da Banen blev anlagt, saa kan var vant til den Slags Arbejde. Selve Byggearbejdet blev udført af Haandværkere fra Aalborg i Aarene 1893-94, og Jylllands nordligste Landsbykirke blev indviet d. 5. August 1894, altsaa for 60 Aar siden, af Biskop Schousboe, Aalborg. Foruden Kirkens fremtidige Præst, Pastor Place, var ogsaa Provst Dresler, Frederikshavn og Pastor Frede Jensen, Raabjerg til Stede, samt selvfølgelig de ca. 100 Medlemmer af Menigheden, som Kirken kunde rumme. – Bispemiddagen stod hos Fogeden i Skagens Landsogn, Ole Houkjær. Nu er de døde alle, der var med til Festligheden. Den sidste var Fru Lise Hesselholt, der døde Palmesøndag i Aar.
Ved kgl. Anordning af 8. November 1893 blev Rannerød, Starholm og Kandestederne efter Grænsen for Starholm Ejerlav henlagt i kirkelig Henseende fra Raabjerg Sogn til Skagen Landsogn. Denne Bestemmelse skulde træde i Kraft fra den Dag, da Kirken blev indviet.
Pastor Carl de Place
Nu skulde altsaa Pastor Place ogsaa prædike for Hulsigboerne, men kun hveranden Helligdag. Han var født 1860 i København, hvor Faderen var Gæstgiver. 1885 blev han Sognepræst i Skagen, paa en Tid, da Skagboerne var midt i “den store Vækkelse”. 1891 giftede han sig med Lærerens Datter i Jerup, Emilie Iversen, og blev derved Svoger til Pastor Iversen, der var Præst i Raabjerg fra 1895-1907.
Pastor Place var selvfølgelig Missionsmand, men hørte ikke til Datidens Dommedagsprædikanter. Han prædikede uden Barsk og Bram og uden store Gebærder. Hans Forkyndelse var som den sagte rislende Bæk, der ikke blot kan sætte sindets skjulte Følelser i Bevægelse, men ogsaa i Længden virke noget søvndyssende. – Præstens prædikener er for lange, og han gentager sig selv for tit, sagde de, der ikke var Missionsfolk og maaske før i Tiden havde været vant til at høre den meget grundvigske Pastor Jensen i Raabjerg. Men ellers fandt man, at Præsten kunde være god nok, han var da i hvert Fald et tolerant Menneske, og Kirkegangen kunde vel betegnes som tilfresstillende. der var vel nok dem, der gik i Kirke mere af Pligt end af Lyst, for havde man endelig faaet en Kirke, saa havde man da ogsaa en vis Pligt til at søge den, ja saa sandelig havde man saa!
En af de flittigste Kirkegængere var Aftægtsmand Jens Madsen, om hvem det hed sig, at han var meget belæst, og at der sad et godt Hoved paa ham, og selv var han ikke den, der satte sit Lys under en Skæppe, men altid oplagt til en livlig Disput. en Søndag i Kirkene gik dog Naturen over Optugtelsen. Da Pastor Place i sin Prædiken citerede de kendte Ord om, at indvortes af Menneskets Hjerte udgaar onde Tanker, svarede Jens Madsen aldeles omgaaende og saa højt, at alle kunde høre det: “Det er ikke sandt!” – Alle stirrede paa Jens Madsen, selv Præsten stoppede op et Øjeblik, men forsatte saa videre i Teksten. Bagefter indrømmede Jens Madsen, at han “var kommet til at tænke højt”, og det var selvfølgelig forkert, men det var ogsaa forkert af Præsten at sige, at Tankerne kom fra Hjertet, for det gjorde de ikke, de kom fra Hjernen! Jo, Jens Madsen var god nok.
Men ellers var der ingen, der sagde Præsten imod, hverken i eller uden for Kirken. Han var godt lidt og kom ogsaa i Hjem, der ikke hørte til Indre Missionen. Saaledes var Pastor Place ikke sjældent Gæst i Strandfogedgaarden, hvor Ægteparret Chr. Larsen og Maren Krøg boede. Det var et gæstfrit Hjem, hvor der hverken spurgtes efter kirkelige eller politiske Anskuelser. Selv var de hverken missionske eller grundtvigske, deres Standpunkt kunde maaske nærmest betegnes som gammeldage Lutherdom. Gæstfrihed var en gammel Tradition i den Familie. således havde det været i den gamle Strandfoged Chr. Krøgs Tid, og saaledes var det nu, da Datteren Maren Krøg var Kone i Gaarden, og saadan skulde det blive fremdeles. I et saadant Selskab af ene Landmænd kunde Pastor Place virke noget tavs, men det kunde selvfølgelig ikke være anderledes, naar det kun var Landbrug, der drøftedes, for det havde en indfødt Københavner jo ingen Forstand paa. I en Kreds, hvor der drøftedes aandelige Spørgsmaal var Pastor Place aldeles ikke tavs, og han var særdeles godt hjemme i, hvad der udkom af dansk Litteratur, ja, selv engelsk Litteratur, mest det religiøse, var han hjemme i og udgav, saa vidt vides, ogsaa en Oversættelse af et eller andet religiøst Skrift. Men han kunde jo til Tider virke noget aandsfraværende, ja, være ligefrem glemsom, som da han engang fuldstændig glemte et Bryllup i Hulsig Kirke.
I Foraaret 1901 blev Pastor Place kaldet til Præst i Serup og Lemming ved Silkeborg, hvorfra han tog sin Afsked i 1923 og flyttede til sig Fødeby København. Ringen var sluttet, og nogle Aar efter døde han og blev begravet på Aaistens Kirkegaard.
Lærer Wirring, Rannerød
Som Missionsmanden Pastor Place blev Hulsig Kirkes første Præst, saaledes blev Grundtvigianeren Lærer Wirring Kirkens føste Kirkesanger og Kirkebylærer. Han var født i Virring paa Djursland den 19. Marts 1864, mens hans Fader stod i Dybbøl Skanser. Som 18-aarig kom han paa Gjedved Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1885. Som før sagt blev han enelærer ved Rannerød Skole i Januar 1891. Ved en bestemt Lejlighed skrev en skribent, at Wirring var gennemsyret af Christen Kolds Skoletanker. Det er nu lidt for kraftigt sagt i hvert Fald, naar det gælder de Aar, han var Lærer i Hulsig. Vel hyldede han Kolds Metoder, men han var ikke Slave af dem, dertil var han for stor en Personlighed. Han tog det, han havde Brug for, Resten lod han ligge, men ganske sikkert er det, at der med Wirring begyndte en ganske ny Tid for Rannerød Skoledistrikt, der jo efter Hulsig Kirkes Indvielse faldt sammen med Kirkedistriktet. Hans Betydning i kulturel  Henseende for Hele Hulsig blev overordentlig stor. Martin Nielsen, Videslet, skriver i sin Bog “Mennesker, jeg mødte paa min Vej”, at Befolkningen I Raabjergs Sogns nordøstlige Hjørne havde ligesom mere Kultur end de øvrige Raabjergere og et videre Udsyn. Denne Paastand maa nu staa for Forfatterens egen Regning, for det er nu ikke umiddelbart indlysende, at han har Ret. Det var dog i Aalbæk Forsamlingshus, at de i sin Tid saa berømmelige kulturelle Onsdags-Aftener blev holdt. Men lad os kun sige, at Martin Nielsen i sin Tid saa rigtigt, saa kommer man dog til det Resultat, at “videre Udsyn” maatte skyldes Lærer Wirrings og hans Hustrus udmærkede Arbejde baade i og udenfor Skolen. Rannerød Skole var i Wirrings Tid det eneste Kulturcentrum “norden Klitten”. Det er ikke Meningen her at komme ind paa Lærer Wirrings Arbejde, det tillader Pladsen ikke, og desuden er det jo saa mange Aar siden, saa det snart er glemt. At der nu og da kunde komme lidt Gnidning ind i Idyllen er vel ikke underligt. Værst gik det til i den fatale Sygekassestrid 1898, der delte Befolkningen i to Partier, hvoraf Wirring var Fører for det ene og derfor ogsaa fik Kærligheden at føle af sine Modstandere. Men ogsaa den Slags Ting glemmes, og da Lærer Wirring 1902 flyttede til Vogn, havde han kun Venner i Hulsig. Blandt dem, der kørte hans Flyttegods til Vogn var ikke blot hans til alle Tider bedste Ven, men ogsaa hans til sine Tider bitreste Uven, saa bedre kunde det vel ikke ende.
1925 døde Fru Wirring og i den Anledning skrev undertegnede under et eller andet Mærke hende en “Minderune,” i et lokalt Dagblad. Den maa vel have haft en Smule Betydning, siden Martin Nielsen tog den med i sin ovenomtalte Bog. To Aar efter tog Wirring sin Afsked, men blev ved med at bo i Vogn til sin Død i August 1952. De ligger begge begravet i Odense, hvor en Søn var Læge.
Kirkens første Ringer og Graver
Har man sagt Trip, Trap, skal man ogsaa sige Træsko. Derfor skal Graveren ogsaa tages med. Hulsig Kirkes første Graver hed Thomas Christensen, bedst kendt under Navnet Inger Tammes. Han var født i Raabjerg Sogn, vistnok i Kyllesbæk, 1840. – Da Gaardbosø blev udtørret i Begyndelsen af Firserne havde han været med ved Arbejdet der, og de Par Aar ansaa han vist for sit Livs Højdepunkt. Han slog sig derefter ned i Hulsig som Daglejer og deltog i alt forekaldende Arbejde, men hans kæreste Arbejde var dog at grave Grøfter. Som ung havde han faaet det ene Ben brækket og efter Tidens Skik og Brug var det sat forkert sammen, saa det ikke blot blev noget kortere end det andet, men ogsaa buede mod alle Verdenhjørner. Trods det daarlige Ben – “Skaanki”, som han kaldte det – kunde han vringle af Sted over Bakker og Grøfter, saa der skulde en god Fodgænger til at følge ham. – Det skulde der for Resten ogsaa i Arbejdet, han var en Slider paa en Hals og ærgerrig tillige. Hvis f. Eks. Manden, han abejdede for, var klog nok til at sige: Nu kan du gaa foran Tammes i Arbejdet, saa ved jeg, der bliver bestilt noget, ja, saa kan det nok være, at Tammes anstrengte sig. Var det f. Eks. en Ager der skulde mejes, og Tammes paa den Maade var sat i Spidsen, mens Manden dannede Bagtroppen, saa var det ikke rart for de Mejere, der var imellem, de havde det ikke morsommere end det kendte Dyr mellem to haarde Negle.
Da nu Kirken skulde have en Graver og Ringer, søgte Tammes Stillingen, dog af visse Grunde ikke skriftligt – og fik den selvfølgelig, hvem var vel bedre kvalificeret? – Han var vist den første i Hulsig, der havde Mod til at bygge sit eget jordløse Hus og derved fastslaa at hele hans Tilværelse skulde være baseret paa at arbejde for andre og være og blive Daglejer. Trods et Liv i Slid og Slæb og paa en Levefod saa ringe, at det vilde forbavse Nutidens forvænte Mennesker, naaede han dog at passere de 80, inden han døde 1923. Jeppe Aakjær siger om sin berømmelige Jens Vejmand, at “hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav i Døden, man gav ham aldrig een.” Saa venneløs og frændeløs var Tammes dog ikke. Forstaaende Mennesker satte ham et smukt Mindesmærke paa hans Grav paa Hulsig Kirkegaard.
Kirken var altsaa blevet indviet d. 5. August og allerede den 9. foretoges den første kirkelige Handling: To Børn skulde døbes, en Dreng og en Pige, Drengen først, for han havde ventet i hele otte Maaneder paa, at denne Kirke skulde blive færdig, saa han kunde blive døbt og komme til at hedde Lars hesselholt, i Dag Overlærer i Skagen. Det kom han da ogsaa til at hedde, selv om der nær var sket en Fejltagelse. Som før sagt kunde Pastor Place til Tider synes noget træt og distrait, og da den vordende Lars, som var et fremmeligt Barn af sin Alder, nu saa, at Præsten stod og fumlede med Pigens Navneseddel, hvorpaa der vist nok stod Magda, satte han i med et vældigt Skrig som Protest, og mere kunde han saa i Øjeblikket ikke gøre, men det var da ogsaa nok. For nu blev Bedste Kirsten, som bar Lars, ogsaa opmærksom paa Fejltagelsen og fik Præsten til at bytte Navnesedlerne.
Den 18. Oktober 1894 holdtes den første Konfirmation i Hulsig Kirke. Holdet var ikke stort, kun to Drenge og en Pige. Der var Peter Hjorth, den senere Hotelejer i Kandestederne og Opsynsmand ved Redningsbaaden. Men ellers vil hans Navn “til sene Tider mindes” som den, der byggede Skibet, der ved Aarhundredeskiftet blev ophængt i Hulsig Kirke. Saa var der Julius Trolle, der var Hyrdedreng hos Slagteren i Kandestederne og endelig Ane Jensen Høgenhav, senere gift med Lærer Wirring, Lodskovad, hvorfra de flyttede til Dvegetved, hvor Fru Ane Wirring døde for godt et Aarstid siden.
Den første Vielse i Hulsig Kirke foretoges den 16. November 1894, og det var Lærer Andersen i den daværende Hvidemose Skole, der blev viet til Nicoline Wirring, en Søster til de før nævnte Lærere Wirring. Vielsen foretoges dog ikke af Pastor Place, men af Pastor Jensen, Raabjerg – for gammelt Venskabs Skyld.
Først midt i Januar 1896 fik Tammes Lejlighed til at “kaste” den første Grav paa Hulsig Kirkegaard. At et Menneske skulde begraves benævntes paa Tammeses Tungemaal, at det skulde “kaastes hen.” Den første Grav blev gravet i det sydvestlige Hjørne af Kirkegaarden, og den afdøde var Ane Mortensen, Enke efter Gaardejer Lars Mortensen, der havde ejet den Gaard, paa hvis Jord Kirken var bygget. – Hun var altsaa den første, der belv begravet paa Korsbakkens Kirkegaard, paa den Jord, hun engang selv havde ejet, hvis man altsaa i de Tider kunde tale om, at en Kone ejede noget af det, der var Mandens. Hun var født i Højen og hørte til Slægten Ruth, hvorfor hun altid blev kaldt Ane Ruth. De sidste Par Aar af hendes Levetid var meget triste, idet hun blev saa affældig, at hun stadig maatte holde Sengen. Hun bad da hver Dag til, at hun maatte slippe. Men da hun saa en Aften pludselig blev blind, og Tiden stadig trak ud, troede hun, som hun udtrykte det, at Vorherre nok havde glemt hende, hvorfor hun ønskede, at der maatte blive bedt for hende i Kirken, hvad der ogsaa blev af Præst og Menighed. En Nat nogen Tid efter sov den livstrætte gamle Kvinde ganske stille ind i Døden, 84 Aar gammel.
Skagen i Juli 1954. J. K. Jensen.