Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).

Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.

Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.

Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.

Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.

Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.

Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:

Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.

Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:

Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.

NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?