Om åndelig junkfood

Udgivet den af
Svar

For nogen tid siden så jeg en lille knægt ryste på hovedet, da en venlig nabo ville forære ham en sodavand. ”Nej tak”. ”Jamen kan du ikke lide sodavand?” ”Det ved jeg ikke,” svarede den lille, ”men jeg ved da nok, at det er tomme kalorier.” Han havde ansvarsbevidste forældre, og de havde lært ham at skelne mellem bras og kvalitet. Jeg ville ønske, at dem, der bestemmer, hvad der skal serveres for os i dansk TV havde samme evne. Hvis de har det, så er de meget kyniske, og jeg vil alligevel hellere tro, at de bare er dumme.
Jeg har ikke noget imod amatørisme. Tværtimod. Jeg har med største fornøjelse spillet amatørteater, og jeg glæder mig hver gang, nogen har
mod til udfolde nogle af de mange talenter, de har i sig. Hurra for det!.
Det er også fint at lave amatørkonkurrencer. Men det er ikke fint at lave X-faktor. Og af mange grunde: man bilder jævne og almindelige mennesker ind, at sangglæde og en selvsikker optræden er nok til at blive berømt og værdsat. Berømt? Javist, men for ingenting, for der er ikke gran af kunst eller originalitet i det, de frembringer, og hvis man fjernede al flitterstadsen, hele den kostbare anretning, sangen serveres i, så er der ikke meget tilbage. I al fald ikke mere, end hvad de fleste unge sangglade mennesker kan præstere.
Samfundet bruger millioner af kroner på at lære folk at skelne mellem junkfood og kvalitetsmad, for vi ved jo, at dårlig ernæring er
farlig. Men så er det da tankevækkende, at man tolererer den åndelige junkfood, ja, ligefrem hæver den til skyerne og lader folk labbe den i sig, selv om der ikke er fugls føde deri.
Denne hyldest af middelmådigheden er jo slem nok. Men værre
er det måske, at der i konceptet er indbygget en foragt for medmennesket: Det
handler bl.a. om at få de ”glade” amatører til at lide og græde, for det skal
gøre ondt, og de skal fornedres. En parallel til middelalderens gabestok. Så
kan de stå der til spot og spe! Og hvor virker det sygt, når det underlige
trekløver, der både er jury, dommer og bøddel hidser sig op til den højeste
patos og den dybeste rørelse. Så mange følelser for … ingenting.

Hadet der dræber

Udgivet den af
Svar

 
Forrige måned ville jeg have skrevet en klumme om den tragiske ulykke i Norge, men så kunne jeg ikke. Det var for tæt på og desuden for komplekst til at klemmes ned på en klummes knebne spalteplads.
Men ofte er tankerne gået deres egne veje, og de er igen og igen endt i det mareridt, der rystede os så voldsomt. Rystede os, ja, og det er i grunden sært, for vi er jo så hærdede, vi ser vold og terror på TV hver dag, vi ser børn sulte, folk flygte, naturkatastrofer ramme i flæng og krige hærge, og det drejer sig om mange hundreder, ja tusinder af mennesker – så ufattelige tal og så ufattelige lidelser får vi daglig serveret, og alligevel eller måske netop derfor påvirker det os kun i middelsvær grad.
Men det, der skete i Norge, ramte os i hjertet, og jeg tror ikke, der nogensinde er blevet grædt så mange tårer i Skandinavien for så få mennesker på så kort tid. Vi så jo de ansigter, og vi fik børnenes og de unges navne læst op, vi så deres familier i den dybeste fortvivlelse. Det kom så nær på.
Og så skete det i et nordisk land. Og endnu værre: det kom ikke snigende ude fra den farlige omverden, det kom indefra. Fra os selv, for gerningsmanden var en af vore egne. Vi kunne ikke distancere os fra ham ved at påpege, at han jo havde rod i en middelalderlig og primitiv kultur med værdier så milefjernt fra vore.
Nej, han er en af os. Han mener det samme som mange af os: kalder sig f.eks. en kristen ( det gør vi også), er stolt af sit land ( det er vi også) er imod ideologier, fordi de gør folk dumme ( det giver de fleste ham ret i). Selv hans kritik af de fremmede er jo ikke fremmed for ganske almindelige, pæne borgere. Jeg hørte forleden en fyr, som jeg ellers finder ret flink, sige, at det da er godt, at vi har rockerne, for de forstår at sætte indvandrerne på plads (!).
På alle andre måder er ham, der nu ikke mere fortjener et navn, så helt almindelig: han opvokset med en enlig mor, men hun hverken slog, sultede eller misbrugte sit barn. Han havde en tryg barndom, og det er måske det, selve almindeligheden, der er mest skræmmende.
Afgrunden mellem ham og os ligger ikke i det, han tænker om verden og det, vi tænker om verden, den ligger i det, som de tanker og meninger fik ham til at gøre. Af årsager, vi ikke kender, så er hans sind så afsindigt fuldt af had, at det har skabt ham om til et umenneske. For ham findes der ikke et ”du” men kun et ”jeg”.
Had er den farligste og ondeste følelse, der findes, og den gror som tidsler i os alle og forsøger at kvæle alt andet. Lader vi hadet tage overhånd, så kan det frygtelige ske. Så kan vi blive kolde dræbermaskiner, døde robotter.
Hadet dræber både den, der bærer det i sig, og den, det retter sig mod. Det var det, vi så i Norge. Ingen behøver kræve dødsstraf over robotten deroppe i Broderlandet. Han er allerede død. Det har han været længe. Og kan vi lære noget af hændelsen, så må det være, at vi altid bør være på vagt, ikke overfor det fremmede udefra, men overfor det fremmede indefra.
Overfor det had, der dræber.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Der vil nu igen blive en lille pause med hensyn til nye indlæg i forbindelse med mit Skagens projekt: Der er bøger, jeg skal have læst og arkiver, jeg skal granske.
I mellemtiden vil jeg oprette en ny kategori af tekster med titlen Menneske og Meninger – det er naturligvis et meget bredt emne, og indholdet vil få en temmelig spontan karakter, idet det vil dreje sig om tanker og følelser, der melder sig hos forfatteren, og som er så insisterende, at hun synes, de fortjener at sættes i ord. Og at læses af andre.
Det er desuden sådan, at jeg en årrække har forsynet Amtsavisen i Randers med små artikler om aktuelle emner, og et lille udvalg af disse klummer ligger allerede på både avisens og min egen hjemmeside.
Småartikler om aktuelle emner vil for fremtiden også blive lagt ud på denne blog.
Det skulle glæde mig, om andre vil kommentere disse indlæg.
Der vil kort sagt med mellemrum dumpe den slags tekster ind i bloggen, hvori der “menes” noget, og som sagt, har du en anden mening om emnet, så skriv og vær med i en debat ( eller duel ) på ord om ting, der i det mindste ikke forekommer forfatteren ligegyldige.
Et svar, ja, for det er altid rart at fornemme, at man ikke står og råber i ørkenen. Gør man alligevel, kan det måske nok lyde helt morsomt, men er dog en smule absurd, for just ørkenen er vel en biotop, hvor man ikke kan forvente noget ekko. Men hvad er der også ved et ekko? Det er jo ens egen stemme igen.
Hellere et rigtigt svar fra en andens mund – det være sig kys eller bid.
Apropos meninger. Det, vi tror på,  fortæller noget om, hvem vi er: hvor vi kommer fra, hvad vi laver, hvilke folk, vi omgås, hvad vi vil kæmpe for, eller måske netop ikke kæmpe for, eller om vi overhovedet vil kæmpe og ikke hellere bide i græsset eller bøje nakken., og det fortæller også noget om, hvilke våben vi vil bruge, hvis vi bliver kastet hovedkuls ud i en strid, og selv den mest pacifistiske af os kan pludselig se sig kylet ud på en kampplads, hvor det er nødvendigt at gribe til et eller andet for at forsvare sig selv eller sine kære eller måske kun sine meninger.
I det her forum ( på min blog) bliver der kun brug for det sidst nævnte fænomen, nemlig at forsvare sine meninger. Og det eneste tilladte våben er ORDET i alle dets afskygninger, men helst så frit og ærligt, at det kan gå lige ind i næstens sind og tanker og gøre godt der. Og fri os fra de onde ord, der sårer og giver ar.
Det første indlæg i denne ny kategori “Mennesker og Meninger” vil handle om Norges ( og alles ) store ulykke i denne sommer.
De følgende vil komme dumpende, efterhånden som de melder sig …
 

9 – Jens Lønstrup og Ingrid Nielsen: Skagen tilsandede Kirke

Udgivet den af
Svar

Ligesom mange andre bøger om Skagens tidligste historie bygger ovenstående beskrivelse fra 1995 i høj grad på Olavius og Klitgaard. Det er en særdeles læseværdig bog, hvor, som overskriften siger, en stor del handler om Den tilsandede Kirke – dens oprindelse og oprindelige skikkelse med indbo og hele historie.
Men her vil jeg her nedfælde et par notater fra den den del, der handler om middelalderens og 1600tallets Skagen:
I indledningen omtales en stranding i 1387. Vi hører, at skibbrudne heller ikke dengang var retsløse. I 1369 blev det fastslået ved lov, at skibbrudne selv måtte bjærge deres gods eller betale andre for at gøre det, men tingene tilhørte altså de oprindelige ejere. “Det bjærgede gods kunne – og inddrevet gods skulle – bringes til den nærmeste kirke og opbevares, til en ejermand meldte sig.” ( citat side 9)
Her er et andet citat fra side 9: “Den første dag blev det bjærgede gods ført til den nærmeste kirke. De syv pakker klæde, der blev bjærget på andendagen, lod præsten Bernhard føre til en anden kirke 1 mil derfra. Selv om det ikke er nævnt udtrykkeligt, må de to kirker være henholdsvis Råbjerg og Skagen kirke, for vi kender Bernhard som præst i Skagen.”
Indledningsvis nævner forfatterne det besynderlige i, at kirken er placeret så langt både fra Højen og Skagen. Hvorfor er den det?
Nævner, at Skagen Sogn ikke er en stabil størrelse. Der var flere bebyggelser allerede fra de tidligste tider: citat: “Bebyggelserne i sognet havde deres navne. I kilderne møder vi til forskellige tider Reven, Højen, Østerby, Vesterby og Kappelborg, samt landbebyggelserne Lunholm, Karred, Hulsig, Klarup, Hesselholt osv.” ( s.11) Den første bebyggelse i Skagen hed Reven.
I bogen gøres der grundigt rede for de mange byflytninger, som fandt sted navnlig i 1600tallet på grund af de store stormfloder, hvor havet skar sig ind i landet og rev hele huse med sig – jorden blev ganske enkelt eroderet væk og forsvandt.
Også teorierne om, hvor Skagens første nybygger, Skarpæs’ hyrde Trond, byggede sin gård diskuteres, og forfatterne er ikke enige med Olavius i hans teori fra 1787, hvor han skriver, at Tranestederne har navn efter Trond, fordi det var her, han først slog sig ned.
Citat: “Sammenfattende kan det altså siges, at det ikke vides, hvor på Skagen mark Trond byggede sit hus. Vi har ingen sikre holdepunkter, og man kan egentlig kun fastslå, at det ikke var på Grenen. Det kan altså godt være, at han slog sig ned ved Tranestederne, i Højen eller ved Den tilsandede Kirke, men så kræves der andre argumenter, end dem der hidtil er fremsat. Hvis Trond har boet ved den søndre side noget væk fra Grenen, er der en mulgihed for i fremtiden at finde stedet, men hvis det var Skageraksiden, han valgte, vil alle spor forlængst være skyllet bort af havet.” ( s.39)
På side 44 kommer bogens forklaring på, at Laurentii Kirke ligger så langt fra Skagen (=Reven). “Da kirken omkring 1375 blev bygget, var der to kraftcentre i sognet: Lunholm ved Kildeklit og Reven. Kirken ligger midt mellem dem. Herresædet Lunholm havde hele Skagen mark undtagen kongens forstrand, hvor Reven var skudt op i årene omkring 1275. Det hurtigt voksende fiskerleje blev begyndelsen til Skagen by.” (s.44)
Jeg vil senere vende tilbage til en lille bog af Hauerbach, Arne L. Hansen og Hans Nielsen. Her vil det især dreje sig om Hauerbachs meget fine redegørelse af Grenens forskellige ændringer gennem flere hundrede år. Han påviser bl.a., at Grenens yderste spids nærmest lå lige nord for Skagen havn – altså skar den sig ind i Østerby ( Ø. lå på Grenen!!)  omkring 1600 mens den lå i Vesterby i 1400 – altså få år efter, at kirken blev bygget. På en tegning på side 25 – 26 illustreres dette fænomen. Bogen hedder Havet – Grenen – Skagen og den er fra 1983 – altså tidligere end ovennævnte om Laurentii Kirke, som er fra 1995, men ikke synes at inddrage Hauerbachs målinger i sin argumentation for at kirken er placeret så langt fra det nuværende Skagen.
Jeg vil inden længe offentliggøre et register over de bøger, jeg vil arbejde med, men min  chokerende mangel på metodisk stringens gør. at det må vente.
 

8 – Et par bøger om Skagen

Udgivet den af
Svar

Har de seneste par dage læst et par af de bøger om Skagen, der står opført på min bogliste, hvorfra jeg læser, som vinder blæser.
De to bøger er vidt forskellige og er ude i forskellige ærinder:
Den ene forfatter er Skagbo og skriver fuld af kærlighed til byen og dens liv i “gamle dage”, mest set fra fiskernes vinkel – og i det miljø færdes han hjemmevant. Det er Jens Tønnesen. Han har skrevet flere bøger om Skagen – den her hedder: Gamle Skagensfiskere fortæller, og Tønnesen går rundt og lytter og husker og skriver det, han hører, ned i en række hyggelige fortællinger. Bogen er skrevet i 1934, så når Tønnesen omtaler krigen, er der tale om første verdenskrig.
Den anden er Poul Carit Andersens bog: Skagen i Fortid og Nutid. Den er fra 1980 og skildrer byen og dens udvikling set udefra. Bogen baserer sig tydeligt på Olavius og Klitgaard, men også på arkivmateriale fra Skagen Museum og er i det hele taget en fornuftig og grundig gennemgang af byens historie, men med hovedvægten på nyere tid og her centreres en stor del af stoffet omkring kunstnerlivet på Skagen fra midt i 1800tallet og helt frem til bogens egen tid.
Jeg har noteret et par ting fra begge bøger, som jeg måske kan bruge senere, om de vil interessere andre end mig, ved jeg ikke, men her kommer de i den rækkefølge hvori de er skrevet.
Først fra Tønnesens hyggelige bog om gamle dag i fiskerhjemmene:
En af de gamle fiskere fortæller om Niels Traaen, også kaldet Skrywwer Niels, at han ofte sad i byens lille fængsel, der dog var så brøstfældigt ( det må have været i 1880’erne, Marianne), at Niels aldrig blev siddende ret længe: “naar Niels ønskede “udgangsbillet” skubbede han en Bindingsværksstolpe ud og brugte det Hul som Dør.” ( s.16)
Det fortælles også, at byen blev så træt af Niels, at man skaffede ham en billet til Amerika – og da han var noget af en “sut”, kan man næsten regne ud, at han er gået lige til bunds i Amerika. Han var ellers søn af byens skriver og havde fået en ordentlig opdragelse.. Hans historie er tragisk, for faktisk klarede han sig godt i sin ungdom, blev endda strandfoged og på et tidspunkt så velstående, at han købte en god gård nede i landet, men han satte hurigt alt over styr og vendte tilbage til Skagen, hvor han levede som original og dranker. Sad derfor ofte i et af Rådsstuens “huller”.(s. 17)
På den tid var Trolle byens politi – han boede i Rådhuset, hvor der var en lille lejlighed i den ene ende. Desuden var der i huset en tingstue, et fængsel og en ligstue.
I Rådhuset stod altid 3 – 4 kister rede til lig fra strandingerne
Trolle havde tilnavnet “Polle” = politi. Det var også ham, der gik med trommen.
Pi Flæsk var en anden original på den tid – han var desuden byens digter. ( Marianne: Findes der mon noget fra hans hånd? det må jeg undersøge)
Læreren i Vesterby Skole hed Høm – i Østerby hed han Spliid –
Der var ofte bal, det foregik hos Chresten Høgenhaug og før den tid hos Mikkel Jennes.
Mellem det gamle fyr og købmand Winthers lå Lauritz Thagaards gård, som var det ældste hus i Skagen ( s.23)
Købmænd og værtshuse ( i butikken) i Vesterby: Fabricius og Møller – I Østerby: Brøndum og Holst.
Et kig ind i den lille fattige fiskerstue: “Naar jeg kom derind om Vinteren, …. sad Hans som regel for enden af Bordet ved Fiskeredskabet, Trine ved Siden af Bilæggeren ved Rokken, og de store Drenge enten ved Garnvinden eller Bødenaalene. Den mindste af Drengene havde sin Plads paa Foldbænken ved Vinduet, og med en Skilling, han havde laant af Hans, trykkede han Skillinger paa Ruden … kun en smal Kant langs det øverste af Ruden var tøet op.” ( s.29)
omkring 1860 tog det normalt 8 timer at nå til Frederikshavn med ageposten: først langs stranden til Ålbæk, derefter på vejen til Frederikshavn. Hvil hos Ramløs i Ålbæk og i Jerup skulle der skiftes heste.
Da der ingen læge var i Skagen, kan man tænke sig, hvor lang tid, der måtte gå, inden lægen fra Frederikshavn kunne nå frem. Der gik let to dage.
Her kommer nu nogle få notater fra P. C. Andersens bog; Skagen i Fortid og Nutid. Af byens ældre historie er meget gentagelser fra Olavius og Klitgaard, men jeg har dog noteret et par ting, som jeg ikke fandt i ovennævnte:
“Ved gravning af martørv ( = sammenpresset klitsand + marksjord ) fandt man ud af, at den ældste del ved Skagerak ( = Gl. Skagen) er vokset op ved udkanten af et engang skovklædt land .. ( s.8)
“Ingen har endnu kunnet give det nøjagtige tidspunkt for Skagens grundlæggelse, men da Erik Klipping var jagtglad, er det ikke udelukket, at han under en jagttur på Skagen har givet Thorkild Skarpæ græsningsrettet heroppe.” ( s.8)
Erik Menved udbød 1/6 af Skagen til salg i 1299 ( s. 9) …
I den første beboelsestid bosatte en del sig fast, mens andre kom i fiskesæsonen og boede i hytter.
i år 1400 var der 1000 indbyggere i 1413 giver Erik af Pommern byen købstandsrettigheder.
i år 1600 er der 2000 indbyggere
“fjernelsen af beplantningen førte til, at klitterne begyndte at vandre ind over land, over moser, der blev udtørrede og over agerjord og græsmarker. De dyrkede marker blev til ørkenområder, og sandet kvalte kuse og gårde.” (s.10)
Storme: 12/9 1568 forliste 350 skibe ( s.11) !!!!!! – det må have været et sandt ta’ selv bord for skagboerne ( Marianne)
1591 – 22 af byens fornemme druknede i et uvejr (s.11)
sept. 1591 blev 25 gårde ødelagte af sand
jan. 1593 rev en stormflod 14 gårde og huse med sig
ca. i 170 år hærgede sandflugten
Sankt Laurentii Kirke er første bygning af sten
1785 – Provst Jens Lodberg og byfoged Hans Christoffer Ferslev får kirken repareret
5. juni 1795 – stiftøvrigheden nedlægger kirker
indbyggertallet er nu helt nede på 650 ( s.14)
1560 – 1. fyr bygges – det er et papagøjefyr
1606 – 2. fyr bygges – en fyrlampe i et trætårn
1745 – 3. fyr konstrueres – det er et vippefyr
1745 – 4. fyr – et muret tårn – = det hvide fyr
1816 – nu forsynes fyret med lanterne m. glasruder
1835 – Spejlsystem anbringes i fyret
1858 – 5. fyr – det grå fyr – indvies – fast fyr i beg. senere blinkfyr
1892 – fyret i Gammel Skagen
Fra november 1627 til januar 1644 var Skagen besat af tyske soldater
20. januar 1644 – svenske tropper når til Skagen – de går over Limfjorden
Arkivtegneren Søren Abildgaard er i Skagen i 1761 og han fortæller flg. om fiskeriet:
“Sejladsen drives her af Indbyggerne med deres egne smaa Skuder og Sejlingsbaade, med hvilke de føre deres Fiske-Vare til København og andre Steder i de danske Provinser. Men 3 eller 4 Skuder går de gemenlig hvert Foraar en Rejse til Lübeck, Rostok eller pommerske Steder …” ( s.20)
i 1763 kommer Niels Thaarup fra “Det mineralogiske Selskab” til Skagen, og han skriver om indbyggerne:
“Havde Tolderen Hr. Semp, ikke forbarmet sig over mig og taget mig i sit Hus, havde jeg maattet ligge paa Gaden, saa frygtsomme er de for fremmede …” ( s.20) – han tilføjer dog, at det mest er fremmede, der kommer som en slags øvrighedspersoner!.
Olaus Olavius var ikke blot tolder i Skagen ( fra 1779) han var også lægekyndig …
Byfoged Lund ( 1770 – 1828) – Ole Christian Lund, kancelliråd 1812 – fra 1806 sandflugtskommissær
1808 englændere på Skagen
Fyret slukkes under krigen med England – mørklægning af hele byen
På Nordstrand anlægges “Nordre Skanse.” Under kommando af Frederik Westenholz
Westenholz blev så glad for Skagen, at han byggede sig en Købmandsgård v. det hvide fyr. Gjorde karriere som birkedommer i Løgstør og blev senere herredsfoged i Løgstør
Købmandsgården blev præstegård
Han fik sønnen Regnar Westenholz kaldet “Regnar Lodbrog” – som var ven med Frederik s. 7 og grevinde Danner og far til Karen Blixens mor, Ingeborg Dinesen.
Resten af bogen handler næsten kun om kunstnerkolonien, hvis eksistens kun får yderst perifer betydning for min roman. Derfor ingen notater. Men Andersen gennemgår dette kapitel af Skagens historie meget systematisk, og det er afgjort givende læsning for den, der især interesserer sig for disse “aliens.”

7 – Nogle billeder fra Tranestederne

Udgivet den af
Svar

Man fristes til hele tiden at forsøge at fange himlen med sit kamera – den er så meget større og smukkere her end andre steder – det er næsten kun i marskområderne, jeg har oplevet den vældige himmelbue i al sin udstrakthed.
Her er et par eksempler, der afspejler lidt – meget lidt – af den skønhed, der er her i al slags vejr og på alle årstider. Forleden gik vi langs stranden mod Skagen. Der var en strid østenstorm, og bølgerne skyllede helt op mod de høje, hvide klitter, så faktisk kunne vi ikke færdes på stranden, men måtte klatre hen over klitterne. Vi gik til Sandmilen, og der er vel kun ca. 4 kilometer, men det tog næsten 2 timer, og vi følte det, som havde vi vandret 20 kilometer …  mindst. Desværre var mit fotoudstyr ikke med på turen. Det kommer det næste gang.

En sommerdag efter regnvejret – tæt på havet

En grå dag men med sollys på havet

Tranestederne hedder det og sandelig om ikke det lykkedes at fange tre af fyrene i flugten. De er her, tranerne, men de lader sig ikke ret ofte se i år – vi så dog en flok på 6 stk. flyve lavt over klitten.

Her græsser de på en mark, der hører til Tranegården.

En solskinsdag i sensommerens blege lys

6 – Sandflugten

Udgivet den af
Svar

 
Som jeg skrev i et af de første hjemstavnsindlæg, så er naturen på Skagen Odde så helt eventyrligt anderledes end i resten af landet. Eller resten af verden for den sags skyld.
Eventyrligt, ja, sådan kan det tage sig ud for en nutidsbetragter, der kommer her for at nyde naturen – og sådan har det også set ud for mange af de kunstnere, der kom hertil i 1800tallets sidste halvdel.
Lyset, himlen, lyngen, de grå og hvide klitter, sandet og havet, der skifter udseende hvert øjeblik. Alt det. Det fås ikke smukkere noget sted på kloden. Det synes vi i al fald, som har rødder her.
Eventyrligt som i en smuk drøm, jo, men for mindre end et par hundrede år siden var det snarere eventyrligt som i et rædsomt mareridt. Og det var et mareridt, der havde varet i mere end to hundrede år og som aldrig syntes at ville holde op.
Det var i sandflugtens tid.
Som jeg også skrev i et af de første indlæg, så var her engang frodige enge og store bevoksninger af løvfældende træer, der har kunnet tage af for vinden og lidt efter lidt skabe et mildere klima. Mette H.H. Hansen kommenterede et af mine indlæg med en bemærkning om, at vist var her grønt engang, men det grønne voksede på sand. Sand har altid været grundlaget for den biotop, man kunne finde her: nøjsomme planter af forskellig slags.
Men jeg tror stadig, at sandet, i al fald når vi kommer op i slutningen af Middelalderen kun har været at finde ude i kystområderne, mens de indre strækninger efterhånden er blevet dækket af et muldlag. Og det har givet gode muligheder for agerbrug af forskellig art.
Her på Odden boede mennesker ligefra den tidlige Stenalder og hele vejen op gennem Broncealderen – så har der været et slip, hvor landskabet lå mennesketomt hen, men jo ikke var tomt for vegetation og dyreliv. I tidlig Middelalder vælger kongen Skagen Odde som græsningssted for sine stridsheste, og her har gået heste gennem hele den lange Middelalder, og det er netop i slutningen af den, at Skagen by fik sin absolutte storhedstid med et indbringende agerbrug og et blomstrende fiskeri, der sendte skibe med fisk helt ned til Rügen og østover til København.
Og jorden, ja dels har løvet fra de mange træer og gødningen fra de mange heste langsomt skabt det golde sand om til muldjord ( et tyndt lag muligvis og sårbart, men dog … ) og dels har den voksende velstand skabt midler til udvikling af både landbrugs- og fiskerimetoder. Der var vækst på alle områder.
Så kom den store sandflugt.
Hvorfor?
Det har helt sikkert bl.a. været klimaforandringerne – fra mit arbejde med salmedigteren Thomas Kingo kender jeg lidt til den forandring: klimaet blev barskere op gennem 1600tallet- der rasede voldsomme storme år efter år, og stormfloder oversvømmede store strækninger både her i det nordlige og i det sydvestlige Danmark. Vintrene var nærmest artiske – det var i det århundrede, hvor man om vinteren ikke behøvede broer over Sund og Bælt, ja, hvor fjenden kunne gå med hele sin hær og alt sit tros fra Sverrige til Sjælland og videre over bælterne til Jylland. Og den voldsomme kulde har betydet, at der blev brug for ekstra meget brændsel – skovhugsten har været enorm. Krigene hjalp til i denne uheldige udvikling – også i den forbindelse blev der brug for ekstra meget træ. Træfældningen er helt sikkert en af årsagerne.
Klimaforandringerne ramte hårdt – den lille istid var trods sin lidenhed barsk.
Men også menneskenes levevis blev udslaggivende for den naturkatastrofe, der allerede i slutningen af 1500tallet truede. Man fjernede nødvendig vegetation ved at brænde lyng og ris og derved skabe åbne sår i kystlandskaberne, hvor sandet befriedes for planter og lå i åbne miler som store hvide klitter. Og de var farlige. De voldsomme storme piskede sandet op og ind i landet, hvor det lagde sig på bondens marker og om folks gårde og huse, ofte så ødelæggende, at beboerne måtte flygte eller flytte deres ejendom, hvis de havde råd til det.
Men da øvrigheden endelig i slutningen af 1700tallet reagerede positivt og satte ind med massive og effektive sandflugtsdæmpende foranstaltninger, ja så var det sjovt nok de hårdtramte bønder selv, der obstruerede, og som gjorde, at det blev en langsommelig proces.
I det følgende vil jeg bringe en række citater og kommentarer til belysning af ovenstående. De er snuppet fra Anthon Fuglsangs artikel “Bidrag til Sandflugtens Historie.” ( Jyske Samlinger Bind 5, række 9 ( 1947) – jeg så vil senere supplere med andre skildringer af sandflugten, navnlig fordi Fuglsangs arbejde er koncentreret om dokumenter fra alle andre områder end lige netop Skagen Odde, der næsten ikke omtales.
“Den almindelige Dæmpning, der blev iværksat ved Forordning af 19. September 1792, gennemførtes i Løbet af en Menneskealder ved et uhyre Hoveri af Bønderne i de hjemsøgte Amter under yderst slette Vilkaar og med næsten ufattelig ringe Midler. Men Mindet om Sandflugtens Gru og Dæmpningens trælse og tunge Byrde er blegnet.” ( s.163 )
“Sandflugtsdæmpningen blev et saare slidsomt Arbejde, om – og om – og om igen, Aar efter Aar. Sandflugtsstormenes ubændige Kraft og Fart satte Himmel og Jord i et forrygende Knog og kunde i mindre end et Døgn oprive, bortføre, ødelægge, hvad der hidtil var udført.” ( s.177)
Det er ikke så sært, at det var vanskeligt at få bønderne til at arbejde med på sandflugtsdæmpningen. Det var næsten en slags slavearbejde, der gjorde, at de måtte forsømme det hjemlige virke på gården, og desuden stod de fjendtligt og uforstående overfor de mange nye forordninger. De var f. eks.fra Arrilds tid vant til fri drift i klitterne ( og det blev nu forbudt), og sandstormene var det efter deres mening ikke muligt at dæmpe – ja, det var halsløs gerning, for det var jo som at gribe ind i selveste Skaberens store ubegribelige Plan ( = Guds veje er uransagelige – skulle man nu til at ransage dem??)
“Ingen Lodsejer gjorde Ophævelser over, at Ko og Faar her blev græsset uden Tilladelse … Bonden ansaa Sandflugt som en Ovenfaldsskade, Guds haarde Hjemsøgelse for Menneskets Synders Skyld. Det var en Braad, En gjorde vel i ikke at stampe imod, altsaa heller ikke Kongen og hans Sandflugtsvæsen.” ( s.184)
En ovenfaldsskade ( !!!! ) – herligt udtryk.
Bønderne blev tvangsudskrevne til arbejdet, og det var hårdt, og de var ofte vrangvillige og gjorde, hvad de kunne for at sabotere planen:
“Derfor blev de første Aar svære at komme igennem, ikke blot for Bønderne, men ogsaa for Sandflugtskommissærerne og Klitbetjentene, og Masser af Bondeklager blev indsendt til Amtmand og Rentekammer over formentlige Uretfærdigheder og Overgreb” s.185)

5 – Klitgaard 2

Udgivet den af
Svar

 
I 1600tallet var der ingen egentlige købmænd i Skagen. – der var 1 skomager – 1 slagter – ( 1626)
Klitgaard mener, at Skagboerne var “røvere” ved skibbrud – her er han uenig med Olavius.
Efter 1521 tilfaldt strandet gods ikke mere kongen men ejeren ( af skib og varer og andet vraggods
Under Kalmarkrigen med Sverige 1611 gik Skagboerne vagt ved stranden dag og nat
1625 pesten rammer Skagen
1611-27 – Hekseepedemi hærger hele Jylland – i Skagen “huserede” heksen Mette Jensdatter “Hosemette” og troldkarlen Christen Sørensen “Klør Knægt”
Mette brændes januar 1624 – hun får skylden for det ringe fiskeri
29. september vidnede Niels Jensen Gaihede på Gaardbo Birketing imod “Klør Knægt” og også han bliver brændt på bålet.
Under Trediveårskrigen, hvor Chr.4. taber til Wallenstein, rykker fjenden op i Jylland – også Skagen bliver inddraget i krigen. Fyret slukkes for at foranledige strandinger af fjendtlige skibe.
Karred, Hulsig, Lundholm m.fl. har ikke fjender indkvarteret.
Der var mange “Løsgængere” i tiden ( hjemløse) – de blev jaget fra by til by – der var også mange tiggerbørn, der vandrede om til de døde af sult og kulde og vanrøgt
Der var ingen kornavl i århundredet – ingen høslæt. Derimod en del får og køer, som passedes af en markmand. Tørvegravning fandt sted.
i slutninge af 1600tallet spores en lille fremgang for landbrug
i 1718 tinglæses og protokolleres følgende bønskrift “Som Fiskeriet, vi fattige Mennesker udi Højen eller Gammel Skagen skal nære os, fattige Koner og Børn af, har nu to Aars Tid været saa meget slet, det vi ikke kunde have deraf til vores nødtørftige Føde og slet intet til andet Nødtørft, derforuden Tid efter anden lidt stor Skade paa vores Fiskeredskab, som ved Storm og Uvejr er os fratagen, og er det, som vi alene skal nære os af, saa har og en Del af os ved sidste store Vandflod ( 25. dec. 1717) og Storm lidt stor Skade paa vores Huse og Hjem, som Vandfloden har bortjaget,” ( s.143)
1630 – forordning om forbud mod at færdes på stranden uden for at bese sine fiskeredskaber. Tyveri er en hyppig forseelse i Skagen ( s.147) = forbud mod at “løbe strandlangs” efter en stranding.
Stranden i Vendsyssel bortforpagtes i større eller mindre dele til skiftende forpagtere
i 1679 strandede et engelsk skib syd for Randerød, og skibes blev vrag, men folkene reddedes i land. Beboerne i omegnen ( Bunken, Rannerød, Hejselholt, Kyllesbæk, Raabjerg, Troldbjerg, Gajhede, Starholm og Aalbæk) stjal det ilanddrevne gods. ( s.154)
1768 var der kun 130 familier tilbage i hele Skagen ( s.179) ca.700 -800 mennesker
de fattige Skagboere lånte udlevede heste, som de så brugte om sommeren og skød inden vinter. De lejede også køer sommeren over ( 3-4 Rdlr. pr. stk. for 3 måneder) – om vinteren måtte de Skagboere, der selv havde køer sende dem til fodring længere nede i landet – (s.181)
Søren Abildgaard ( arkivtegner) besøger Skagen i 1761 og skriver: “Ude paa dette smalle Strimmel Land er Kiøbstaden Skagen beliggende, som indbefatter trende smaa adskilte Byer, nemlig Vester- og ØsterBy, som ligger ganske nær hinanden paa den sydlige Strand omtrent en halv Mil indad fra Landets yderste Odde eller Grenen, den tredje By kaldes Højen eller Gammel Skagen … men til Skagens Kirke-Sogn henhører endnu ti vidt fra hinanden adskilte smaa matrikulerede Bøndergaarde, som ligger vester hen ved de saakaldte Skagebunke og grænser til Raabjerg Sogn.” ( s.187)
5 – 6 huse er mur- og bindingsværkshuse – resten er bygget af tømmer
en vejr- og en hestemølle
Abildgaard omtaler Hovsø – dyb og fuld af fisk ( s.188)
For mange køer – navnlig i “Bunkerne” – de æder marehalmen og risene
Før Christian August Tetens 1794 blev byfoged blev klitvegetationen ikke beskyttet ved øvrighedens indgriben ( s.189)
Til sejlads: 10 skuder, 8 med dæk – 5 sejlingsbåde
Til fiskeri: 24 store fiskebåde ( s.193)
Der er ingen havn – om vinteren trækkes bådene på land.
Niels Thaarup ( søn af digteren Thaarup) udsendt af “Det Mineralogiske Selskab” for at foretage jordbundsundersøgelser – han besøger Skagen i 1763
God beskrivelse af Skagen 1806 af byfoged O.C.Lund, optaget i G.Begtrups “Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark” 4. bind s. 543 ( s. 211)
I Skagen Sogn … Bunken eller Skagens Landsbysogn = 5 steder = 68 personer ( s.211)
I selve Skagen = 850 personer, heraf er de 50 borgere og de 261 søfolk – 30 personer er under forsorg
Offentlige Bygninger: Fyrtårn, Kapel, skolehus, rådsstue, det gl. kirketårn – 2 klokke- eller klanghuse.
Skibe: 24 jagter
meget lidt agerjord – der avles en smule på byens fælled.
300 får – 30 heste – 112 kvæg ( de 40 er lejekøer)
kæmnerkassens indhold i 1805: 83 Rdlr. 65,5 Skilling
Indtægter mest fra græsafgift
udgifter: 1 rdl. til veterinærskolen 9 rdl og 2 mark til bfoged – 12 rdlr. til jordemor – 10 rdlr. til opvarmning af rådsstue
der var ingen læge i Skagen og der gik to dage, inden den nærmeste læge kunne nå frem. Dette mærkedes katastrofalt ved skibbrud.
Ingen vægtere, men der er heller ingen gader, de kunne gå i.
Intet befordringsvæsen – og det er dyrt at holde hest.
Regler for brug af byens fælled + de to damsteder. ( s.221)
1801 kom der ordre til at slukke Skagen Fyr, idet den engelske flåde var på vej mod København (s.223)
Skagen og Løkken inddrages i krigen 1807 – 1810 anlægges et batteri begge steder
der kom soldater til Skagen
Englænderne stationerede et vagtskib ved Skagen Rev “the fury bomb”
1808 strander “The John” – et engelsk skib, og skagboerne gør en stor indsats for at redde den fjendtlige besætning – de fik god behandling i Skagen, skriver en af passagererne James MacDonald: “Vi blev behandlede med største Venlighed.”
Derimod går det anderledes for en brig, der strander øst for Højen og erobres af borgerbevæbningen i Skagen. Man tager 10 fanger og erobrer 8 kanoner + skibet + et tysk skib, som strander samtidig ( en brig fra Bremen)
“Ved Skagen kunde være samlet en hel Flaade Kapere, som laa på Lur efter fjentlige Konvojer,” ( s.226)
Masser af søfolk gik i land i Skagen – Når englænderne kaprede skibe i Skagerak, lod de besætningen ( minus et par stykker) sejle i Land i Robaade” ( s.226) – på den måde kom der “liv” i Skagen i krigsårene.
Der var et stort antal strandinger i de år, hvor fyret jo på grund af krigen var slukket. Det var en virkelig god indtægtskilde for byen. (s. 227)
1840 vinder 7 fiskere i det helt store lotteri ( hver fra 4000 til 7000 rdlr.)
1820 -1840 – mange indbringende strandinger.
23 skibe strandede på Sønderstrand og kun få reddedes
Ved auktioner købte Skaboerne vrag op med restladninger – det var en god forretning
mange skibe gik på grund, men blev bragt flot igen, eks. barken “Watson” af Hull i 1839
M.A. Goldschmidts lille novelle i “Ekkoet” illustrerer, hvorledes man berigede sig på de skibbrudne og det i ond tro.
I første halvdel af 1800tallet ændrer byen sig ikke meget: stadig en samling spredte huse og ingen gader
“Kommer man søværts til Skagen, maa man finde sig i at stige til Hest paa en Skagbos Ryg et langt Stykke ude i Kattegat og saaledes ride i Land.” ( s.244)
H.C. Andersen besøger Skagen i 1859 og skriver herom: “Hist paa de højeste Klitter mellem Huse og Kartoffelagre, hvor oppe man ser ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøjder til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Vejr Fruentimmerne … Bakken kaldes Sladderbakken.” ( s.246)
Blicher besøger Skagen i 1839 og skriver om den samme sladderbakke ( som faktisk kaldtes Svallerbakken ( MH) , at: “Dette Forlystelses sted besøger – naar det er godt Vejr, som rigtignok sjælden er – af Byens kvindelige Beboere. Hvad de egentlig more sig med, skal jeg lade være usagt, thi da jeg var deroppe, blæste det, som det plejer at gøre de 364 Dage af Aaret.” ( s. 247)
Svallerbakken findes endnu
Gæstgivergaarden, hvor H.C.Andersen boede ejes af Erik Brøndum i Østerby – enkefru Brøndum byggede den i 1844. 1853 drevet af hendes svigersøn – i 1868 flyttes den til købmand Erik Brøndums Gård i Østerby. “Beboerne besørgede gerne deres Fornødenheder ved Husets østre Gavl, saa det var altid med en vis Varsomhed, man passerede saadanne Steder i Mørke.” ( s. 250) Fra Justitsraad Købmand L. Holst’ erindringer fra 1907)
Indtil 1854 ingen veje til Skagen
Fra Skagen til Hulsig altid langs stranden
Fra Hulsig til Frederikshavn ad en sandvej, der om vinteren kunne være ufarbar – (s. 250) – Ingen bro over Knasborg Å – og om vinteren var vadet livsfarligt at passere
Til Hjørring langs med Nordstrand til Tversted – var kun muligt ved lavvande.
St.St. Blicher: “Vestlig Profil af den cimriske Halvø” fra 1839 skriver herom
1854 – vej fra Skagen til Frederikshavn – men 4 heste var nødvendige for at passere hen over milerne.
1870 dækker man hovedgaden med ler og grus. Også sidegaderne blev forsynede med ler og grus – hentet med skibe fra Strandby
Nogle årstal:
ca.1850 – indbyggertallet er nu 1400
1841 – ny kirke bygges
1851 postekspedition
1852 – redningsstation
1853 – kolera
1869 – sparekasse
1869 – bibliotek
1871 – signalstation
1872 – meterologisk station
1890 – jernbane
1901 – borgerskole
1904 – apotek
1907 – havn og gasværk
1913 – Skagen Avis
1916 – sygehus og Skagen Bank
1918 – elværk
1928 – 4082 indbyggere
4000 rdlr. skænkede til en kirke i Skagen fra nedlæggelsen af det dansk-lutheranske kapel i London ( s. 296)

intermezzo

Udgivet den af
Svar

De næste mange indlæg vil muligvis forekomme uinteressante for en del mennesker. Det vil blive utvivlsomt blive noget af en opremsning. Notat på notat faktisk. 
Men det er ikke desto mindre min hensigt løbende at indvi  læserne i den del af mit arbejde,  der går ud på at mure det faktuelle fundament for min kommende roman. Og den formodes i skrivende stund stadig at blive en slags hjemstavnsfortælling.
Efterhånden, som de tørre facts indløber og falder på plads, vil også konturerne af en bog sikkert tegne sig. For mig i første omgang, for mine  bloglæsere i anden omgang. Det tør jeg lægge hovedet på blokken for! Så sikkert er det.
Sikkert?  En af mine svigerdøtre sagde engang, hvor jeg var ved at palnlægge et længere forløb: “Ja, vi planlægger, og vi planlægger – og i sin Himmel sidder Gud og ryster på hovedet. Han ved bedre. ”  
For dem, derimod, der interesserer sig for egnshistorie, i dette tilfælde Skagens, er det jo ikke kedelig læsning. Og for mig ganske nødvendigt.
Indlægene skulle gerne give et indtryk af min arbejdsmetode og samtidig give dem, der gerne vil vide mere om Skagen og omegn nogle solide oplysninger.
Jeg modtager med jubel kommentarer og sideindlæg.
Og nu en lille oplysning i forbifarten: det er yderst sandsynligt, at den indre sandflugt ( den i mit hoved) på et tidspunkt bremser min lyst til at arbejde videre med projektet. Der vil så blive en pause, mens sandet blæses væk af andre vinde.
Andre vinde? Ja, for det kan ske, at jeg springer fra Skagen til Ingemann. Ham mangler jeg nemlig noget om på bloggen, og den mangel skal udbedres.
Det er ligeså sikkert, at jeg vender friskere tilbage og fortsætter mit såkaldte Skagensprojekt.

4 – C. Klitgaard: Skagen Bys Historie indtil 1870

Udgivet den af
Svar

Jeg har gennemlæst ovenstående beretning om Skagen, anvendt udgaven fra 1928, trykt i Skagen Bogtrykkeri.
Ligesom med bogen af Olavius har jeg foretaget notater under læsningen. Det er dem, der kan læses i det flg. Ved anden gennemlæsning af bogen vil jeg redigere disse yderligere.
19. april 1355 fortæller et tingvidne flg.: “En Thorkild fik hele Skagens Græsning for hans vilde Stod. Hyrden for disse vilde Heste ved Navn Thronder fandt først paa at fiske paa Skagen og byggede det første Hus paa Skagen paa samme Thorkilds Vegne.” ( s.10)
Navnet Skagen kommer af det gammeldanske ord at “skage” = at rage frem – udtales: SKAWI
“Ude ved Kattegatsiden lidt Nord for Karred ligger nogle Smaasteder, der nu paa kortene betegnes som Tranestederne, men som i Følge A.P.Gaardboe, der jo var fra samme Egn, hed “Throndstederne” eller “Thronderne”, og det er meget sandsynligt, at dette Navn gemmer et Minde om den første Nybygger her, hyrden Thrond.” (s. 12 )
I stenalder og broncealder boede her folk, men ikke i Jernalderen ( viser fund)
Hou Søe ( Hovsø) ved kirken:
“Til Agerbrug egnede Jorden sig ikke, og da (=1350’erne) som senere maatte Beboerne søge Næring ved Fiskeriet.” ( s.13) …. “saa opslog de andet Steds fra fordrevne ( = af krigen) Mennesker deres Fiskeboder paa den øde Kyst fra Hovsø og ud mod Grenen. ( s.13)
Måske var husene lukkede uden for fiskesæsonen (?) …
d.22/1 1413 gav Erik af Pommern byen købstadsprivilegier: ” Vi Erik Konge har undt Byen Skagen alle saadanne Privilegier, som andre Købstæder har i Vort Rige Danmark.” ( Stadfæstet igen af Christoffer af Bayern og af Christian d. 1. i 1451)
Der er en kirke i byen allerede på det tidspunkt: st. Laurentius Kirke = den længste kirke i Vendsyssel
1403 – Jens Pedersen Rynkeby præst – Kirkens størrelse beviser byens størrelse
i Højen og Skagen fandtes også Kapeller ( s.17)
10. nov. 1507 gav Kong Hans Skagen en Stadsret ( s.17)
Artikler i Stadsretten: Om vraggods, der kommer drivende ind til stranden og som ikke tilhører skavboerne, det skal føres til protokols hos skriveren – “Gør nogen herimod eller sidder overhørig med at indføre saadant Gods og Vrag efter Borgmesters og Raads Bud, han bøde med sin Hals.” ( s.21)
§42 – om Fredløshed: “Hvo som fredløs er gjort i Danmark, han skal være fredløs paa Skagen.”
1545 –  Kongen ( Chr. d.2.) gav Skagen Ejendomsbreve på “fri Græsgang og Uddrift paa Hofsiø Gaard og Grund udenfor Byen, som Niels Iversen ibor.” ( s.24)
Midt i 1500 tallet opstår Karredbebyggelsen
1553 – på tinget bevidner ved håndsoprækkelse og under ed 8 trofaste Dannemænd “at skauffs fællig Mark, Lyngslet, Tørvegrøft og Rishug naar til den Sten, som staar paa Rannirøds Gaardssted, som staar imellem Høgenhaffs Mark og Lundholms Mark, fra den Sten og til Kullehøyen, fra Kullehøyen og til Holsig Vraae, fra den Sten paa den søndre Side ud ad Gammel Veyerskaar, som ligger en Vanddam i, fra Kullehøyen og til den Sten, som staar ved Lundholm, fra den Sten og til Throsnes Gab, fra Throsnes Gab og til Gammel Throsnes, fra Gammel Throsnes og til det Bjerg som ligger næst norden til Throsnes Kielde. ( s.29)
“Disse Forfølgelser mod Nybyggere paa Byens Mark bevirkede sandsynligvis, at Nybyggerne søgte længere mod Syd til Nabosognet Raabjerg og der oprettede Nybygd i Aalbæk, men også denne søgte Skagboerne at ødelægge.” ( s.29)
1580 klager Skagboerne over den nye by Aalbæk
I hele 1500 tallet var næringsforholdene gode og der var mange fastboende (s.31)
1523 opretter Hans Tysk et kapel som også var hospital. Det forsvinder dog efter reformationen.
Skagboerne skulle give “Skattefisk” til kongen ( sende saltede fisk) (s.32)
Der skulle betales told af al fiskefangst
Adelen, der fiskede på egen strand var fri for told.
I 1500 tallet var Skagen den største by i Vendsyssel – mellem 1000 og 2000 indbyggere
1583 – 4 smede, 3 skræddere, 2 snedkere 1 bødker 3 tømrere 1 glarmester 1 skibsbygger
Slægtsnavne i 1500 tallet: Agge, Bagge, Bark, Bjerg, Bolst, Brandi, Burri, Dal, Dyre, Falk, Fris, Frost, Grøn, Hart, Hjort, Hofman, Holm, Holst, Hvis, Jul, Kat, Knod, Kok, Kotti, Køndi, Kæmpe, Lillebonde, Lund, Munk, Orm, Paal, Piker, Pilt, Rus, Ræv, Slump, Soddi, Spend, Trane, Tørri, Worm
1598 Chr. d. 4. besøger Skagen – sejler fra Haderslev
1533-35 støttede Skagen Skipper Klemens.
ca. 1550 – Latinskolen v. Kapellet i Østerby
1560 – Fyr
1568 – 350 Fiskerbåde forliste i en storm ved Skagen ( s.41)
1591 – 22 borgere druknede i en storm
1591 – Nordøstenstorm i 3-4 dage begraver 25 gårde i sand
1592 – Stormflod rev gårde og huse bort
Fisker Morten Lauridsen og Marine Sørensdatter forlod Skagen og rejste fra deres ødelagte hus og til København. Deres søn Laurids Mortensen Scavenius blev teologisk professor og biskop over Sjælland Stift. (s.42)
I 1600 tallet gik det tilbage for fiskeriet
Sandflugten begyndte at tage overhånd
1633 – tingsvidne fortæller, at vandfloden forhøjedes år efter år og borttog huse og gårde i byen.
I 1690 klager præsten over, at det aftagende fiskeri driver folk bort, så der kun er 60-70 tiendeydere tilbage
Forbudt at drage vaad på Sønderside (s.48)
( Fortsættelse følger)