23. december
Trolden og Faust – ja, dem møder vi senere i fortællingen.
Nu bevæger vi os atter op i slottet. Her sidder de tre drenge og hænger med næbbet. Og det ser mere sort ud end nogensinde, det kan ikke skjules. Vi nærmer os verdens udløbsdato, hvis der ikke sker mirakler. Men selvfølgelig – det er jul  – og julens budskab er jo netop fortællingen om Det største Under. Miraklernes tid er måske ikke forbi.
Svend smed sig på sengen. ”Jeg holder det ikke ud længere. Vi kommer jo ingen vegne.”
”Nej, og hvor var det svært at være venlig og underholdende i aftes. Og Isabella, der blev ved med at spørge til Nissepigen,” sagde Jerry, og Tom fortsatte. ”Det var i det hele taget en syret aften. Lagde I mærke til ham hofsnogen, han blev skidefuld – og ind i mellem
forsvandt han og kom endnu mere døddrukken tilbage.”
”Hov, hvad var det lige, du kaldte ham?” sagde Svend.
”Idioten?”
”Nej, du sagde noget andet.”
”Nå ja, hofsnogen, for han slikker jo kronprinseparret op og ned af ryggen, kunne han slikke dem i røven, så gjorde han det.”
”Du er genial!” råbte Svend og slog ham på ryggen.
”Hvad?”
”Det er jo for pokker ham, der har stjålet HJERTET – Feen talte jo om en slange – eller en snog! Nu må vi se, om vi kan få fat i ham, det bliver ikke let, for han forstår jo at sno sig.”
”Ja,” sukkede Jerry, ”nu kunne vi godt bruge vores skytsengel, for hun er endnu bedre til at sno sig.”
”Når man taler om solen,” lød en lys pigestemme, og i det samme så de hende. Hun stod og lyste midt i kammeret. I hånden holdt hun en lille trold.
”Det havde I nok ikke regnet med!” lo hun så smittende, at de tre drenge for første gang trak en anelse på smilebåndet.
”Du kommer som sent fra Himlen,” sagde Svend.
”Desværre,” mumlede hun og lyste knap så klart. ”Jeg kommer faktisk fra Helvede.” Det sidste ord hviskede hun, men de hørte det.
”Sig mig lige!” kom det strengt fra Svend, ”fløj du ikke op til Vorherre med Klenodierne for at bede ham passe på dem?”
”Altså … lige Vorherre … altså lige ham, mener jeg … vi … altså … generationskløften du ved …,” vrøvlede hun i mangel af en bedre forklaring.”
”Forklar dig ordentligt!” kommanderede Svend da også og fortsatte: ”Og hvad er ham dimsen der, hvad er han for noget?” Han pegede på Troldepus, der var begyndt at blive urolig og stod og trippede.
”I skal i al fald ikke lade det gå ud over ham, at I er sure på mig,” mukkede hun.
”Nå, men vil det sige, at du ikke engang ved, hvor Klenodierne er, og at vi står på bar bund?”
”Øhh … jeg … ja, eller … nej det ved jeg faktisk ikke … men så meget kan jeg sige: jeg gav dem ikke godvilligt fra mig … jeg blev tvunget til det.”
”Hvad gør vi så nu?” sagde Tom og fortsatte, ”ingen af os tør gå ned i den farlige kælder, hvor Lise er helt forsvundet. Måske ligger hun bagbundet, måske er hun allerede død.” Han så bange på vennerne.
”Det finder jeg ud af,” sagde englen. ”Det skulle bare mangle.”
”Men du kan jo ikke mere flyve.”
”Nej, men jeg kan noget andet, noget, som Troldepus der har lært mig.” Og hun holdt en lille hvid pind op foran dem. ”Den har han lånt mig.”
”Se bare! – hokus pokus.” Hun stak pinden i munden og var væk.
”Hun er væk” sagde Svend.
”Nej,” sagde Troldepus og gned sig på næsen, ”hun er bare usynlig.”
”Det tror jeg ikke på,” sagde Tom, og så skreg han. Den tomme luft begyndte at sparke ham over skinnebenet. ”AV! AV! Jo, det tror jeg på!” hylede han.
 
Dybt nede i kælderen var der ikke blevet lysere – et næsten nedbrændt stearinlys hang og blafrede på en søvnig slanges halespids. Lise sad på en sten med benene trukket op under sig. Hun var bundet på hænder og fødder. Og minsandten om ikke Julebukken var sat til at holde vagt ved hende.
”Du kan altså ikke være det bekendt. Dig, som alle børn elsker. Og så opfører du dig som den ledeste af alle svinebukke.”
”Nå, du glemmer vist, at det var mig, der drak alle de andre pissefulde, så de ikke kunne gøre dig fortræd.”
”Men du holder vagt for dem.”
”For dem? hvem siger, det er for dem?” sagde Bukken og følte sig for første gang som en gammel tvivler.
”Men hvad er det, du er ude på?” klynkede Lise, hvis stadigt vaklende mod efterhånden var til at se ende på. Men inden Bukken nåede at svare på det vanskelige spørgsmål, følte hun et let strejf af noget blødt på kinden og en stemme, som hun genkendte, hviskede hende i øret: ”du skal ikke være bange, og nu skal du høre godt efter. Det er Hofsnogen, der har
taget HJERTET, og han gemmer det under sin kofte.”
”Er det sandt?” hviskede hun ud i luften, og Bukken så surt på hende. ”Sidder du nu og hvisker til dig selv?”
”Ja, for du er ikke værd at spilde ord på.”
De nåede ikke at uddybe den dristige anklage, før Hofsnogen kom snoende hen ad den mørke gang med kurs lige mod dem.
”Nå, man hygger sig nok.” Sagde han, og Bukken svarede med falsk oprigtighed i stemmen: ”Ja, hun er sød, den lille strik, og du har bare at behandle hende anstændigt!”
”Og det skulle komme fra en gammel buk som dig.”
”Julebuk,” korrigerede Bukken fornærmet, “men for at snakke om noget andet, så har jeg medbragt min mors hjemmebryg, og nu synes jeg, at vi skal drikke en lille tår og ønske hinanden glædelig jul.” Og han serverede til både Hofsnogen og pigen, og begge faldt øjeblikkelig i en lige dyb søvn.
Nu fik Bukken travlt, og man kunne se, at han bøjede sig over de to, men hvad han foretog sig, kunne man ikke se. Desværre. Men hvad man kunne se var englen, der tog pinden ud af munden og blev synlig og synligt forvirret betragtede Julebukken, der lykkeligt brægende galopperede hen ad den mørke kældergang. Hvorhen kunne hun ikke se, og jeg ved det ikke.
”Jeg må skynde mig at finde HJERTET, mens han sover,” sagde hun til sig selv og gik i gang med at rode i Snogens lommer, men nåede ikke til de aller-inderste, før hun hørte støj og hurtigt gjorde sig usynlig, og nu blev hun vidne til et besynderligt optrin, som sandelig også forbløffede mig, og som I andre nok heller ikke lige ventede. Men hun så det med egne øjne og hørte hvert ord af det sære sceneri, der udspillede sig der dybt nede under jorden. De agerende var Troldmanden og Faust.
Det var Troldmanden, der først tog til orde og sagde, idet han så Faust dybt i øjnene:
” Jeg kan ikke holde det skjult længere, skat. Jeg er brændt varm på dig.”
”Jamen, også jeg bager så vidunderligt på dig. Oh, hvilken ild, der flammer i mit hede bryst!”
”Og den liden Gretchen?” sagde Trolden med en stemme, der dryppede af undertrykt jalousi.
” Åh hende! hun er jo det rene ånde-flimmer – aller højt en skueret. Du derimod, du er kød og blod.”
”Ak ja,” sagde Trolden med lykken lysende i sit troldeansigt, ”så vil vi da sammen vandre ind i vor blomstringstid.” Hvor pokker har jeg det fra? nåede han at tænke, inden Faust
omfavnede hele hans imposante troldefigur og udbrød: ”Hele mit liv har jeg ventet på en som dig. Vil du være min?”
”Frier du til mig?” spurgte Trolden lidt mistroisk, for det var da et vældigt skridt at tage, ikke sandt?
”Ja. Jeg gør. Og vi gifter os den dag i morgen. Og vi skal vies af biskoppen, mindre kan ikke gøre det.”
”Nej, hør nu, jeg hader kristenblod, men det ved du da!”
”Nu vil vi ikke skændes, vel, og du behøver jo ikke sutte på ham,” sagde Faust og fortsatte: ”og jeg er skam ikke kristen.”
”Men hvorfor skal vi vies i kirken?”
”Åh, vil du ikke nok? Kirkebryllup er så romantisk. Og Keld Holm er så sød.”
”Hvad er han!!!?” trolden lod atter jalousien slå gnister. ”Er der noget mellem jer to? Har I noget kørende, som jeg bør vide?”
”Rolig, jeg elsker kun dig.” Lad os sjunge en elskovsduet! Og de greb hinandens hænder og sang så hjerteskærende smukt, at jeg fik tårer i øjnene. Hør nu blot:

Endelig rev de sig ud af favntaget og så sig om, for i deres feberforelskelse var de da vist faret vildt.
”Åh, men se dog, der ligger ham den ækle snog,” sagde Faust.
”Ja, han er til at brække sig over.”
”Du, vi tager HJERTET fra ham og flygter langt bort.”
”Jamen, Fanden! for fanden. Har du rent glemt ham?” spurgte Trolden uroligt, men jo også lidt dumt, hvad Faust gjorde ham opmærksom på ved at skære Fandens plan ud i pap: ”Fanden vil jo slippe ragnarok løs, det husker du nok,  og han vil gøre menneskenes hjerter kolde som is.”
”Ja, hvad så?” bøvlede Trolden, og Faust nev ham i den hårede arm og sagde højt og tydeligt: ”Er der ikke noget, du lige har glemt?”
”Glemt? Nej, jeg glemmer aldrig noget, for jeg kan slet ingenting huske,” sagde han og grinede. Men Faust lo ikke. Han sagde: ”JEG er et MENNESKE.”
En tid var der kulde og tavshed imellem dem, men som du sikkert ved, så er kærlighedens kraft stor nok til at bygge bro over selv de største kløfter. Alligevel var Troldens første replik ikke velegnet til byggeri. Han sagde: ”Fy for Satan … jeg HADER mennesker .. De
stinker af kristenblod.”
”Ikke jeg,” sagde Faust roligt, ”her, lugt selv!” og han rakte ham en hvid, behåret arm. Trolden så mistænksomt på det nøgne kød, så bøjede han sig ned og satte tænderne i.
Faust vred sig af smerte. ”AV!” hylede han.
”Jamen, du sagde da selv …” mumlede Trolden forvirret.
”Jeg sagde lugte. Ikke bide.”
”Bare en lille bitte hapser,” ivrede Trolden. ”Bare så jeg ved, du ikke fupper, og at jeg ikke køber katten i sækken.”
Faust strøg den store troldebamse over pelsen og sukkede: ”Du sære gamle Trold – mit hjerte dunker af menneskeblod, det er sandt, men mit eneste ønske er, at det må slå i takt med dit.”
”Det var smukt sagt,” sagde Trolden og kyssede ham ret inderligt, mens en lille tåre trillede ned ad de ru kinder.
”Ja,” sagde Faust, ”Kærligheden er det smukkeste af alt, og alt er smukt for dem, der elsker, men hvis Fanden får fat i HJERTET, så er det ude med kærligheden.”
”Og med os,” sagde trolden helt forstandigt.
”Ja, og derfor skal vi finde HJERTET, inden han slår kløerne i det.”  Og han bøjede sig over Hofsnogen og begyndte at gennemrode de mange lommer, men nåede ikke ret langt, før en hæslig stemme bremsede ham og fik ham på benene i en fart.
Det var Den Onde selv, der pludselig dukkede op og nu brølede: ”Hvad foregår her!” Faust så ængsteligt på ham, som han stod der og tordnede vredt og med en lille bange Troldepus hængende ved den ene arm.
Hakkende begyndte Faust på en lang række søforklaringer, der jo intet forklarede, og Fanden bød ham da også holde kæft med det bavl. Så vendte han sig mod Troldmanden.
”Og her har du din dumme lærling, Troldmand. Jeg snuppede ham på vej herned. ” Han puffede Troldepus over mod Trolden, der uden at tænke sig om knaldede den lille fyr en lussing. ”Så kan du lære det,!” brummede han og fortrød allerede, men han måtte have afløb for den skræk og rædsel, der nu susede i ørerne og for øjnene af ham.
Men Faust lyste op i et lykkeligt smil og sagde, at den lille trold, ham måtte han da ikke slå. Det var jo et barn, kunne han ikke se det? Og nu de skulle giftes, så kunne det være så yndigt at få et barn og stifte familie. ”Så bliver vi en rigtig familie, ligesom Frede og Mary,” sagde han bevæget og fik med de rolige ord Trolden til at slappe af. Og mens de således smilede lykkeligt midt i al uhyggen, der hang over dem i form af en frådende Fanden, hørte man Troldepus’ lille barnestemme: ”Hvoffor en familie?? Hjælp moar! Jeg vil hjem.”
Men det hørte ingen af de oprørte
væsner, der dannede kreds om ham.
 
ens skæg 2