18. december

 
Vi er nået til 18. december, og uha, hvor er vi tæt på julen. Det her går vist aldrig godt. Og hov, hvad er det? De tre venner og Lise ser ophidsede ud, men på en underlig glad måde. Et eller andet flasker sig altså. De har et kort over Århus Domkirke bredt ud på bordet foran sig, og det studerer de ivrigt.
Lise så på de tre venner med et bedende blik, så sagde hun lidt vredt.
“Det kan I altså ikke være bekendt. Hvorfor må jeg ikke være med? Nu, da  jeg alligevel ved alt.”
”Du ved ikke, hvor farligt det her er,” sagde Svend, men hun nærmest bed efter ham med ordene: ”Tror du, jeg er en kryster!!! Og for resten så har fire større chancer end tre.”
”Vi er allerede fire,” kom det fra en ung pige, der pludselig stod i døren og lyste.
Lise så forbløffet på den skinnende hvide pige, der ligesom slukkede alle andre lys end sit eget. ”Hvad vil du her? Og hvem i alverden er du?” sagde hun skarpt og med stemmen fuld af mistro.
”Det burde være indlysende! Men hvem er du? Ud over at være en, der gemmer min ven.”
”Han er min ven – min allerældste ven.”
”Og han er min allernyeste ven.”
”Hør nu, vi har travlt,” skar Svend igennem, ”og vi kan alle være med. Bare vi trækker på samme hammel.”
”Uf, hvor jeg hader det primitive bondebøvs. Hammel my as!”
”Kan du virkelig lide hende? Eller lide på hende?” spurgte Lise og var ved at kvæles af lede ved synet af den smukke pige.
Svend tøvede lidt, så svarede han, og ordene var direkte henvendt til englen: ”Kan jeg det?”
”Hvad”?
”Lide på dig?”
”Skal jeg svare på det hvert tiende sekund?”
”Ja, desværre.”
Tom trak Svend hen mod døren og så vredt på de andre. ”Vi kan for pokker ikke bruge tiden til at kævles vel. Lad os komme til Domkirken!”
De fem når akkurat at smutte indenfor, inden porten lukkes. Pyha, hvor var det i sidste øjeblik. Det synes, som om de hele tiden må gå på en knivsæg, og de lister da også rundt i det store kirkeskib, som havde de alvorlige fodsmerter. I julemåneden er kirkelysene tændte dag og nat, og alt ligger hyllet i et gulligt skær fra de mange kerter. Englen har hægtet sig til Svends arm, og Lise går ved hans anden side og skumler slemt, men det synes jeg, vi skal tilgive hende.
”Hvor er her storslået smukt,” sagde englen, og Svend gav hendes arm et ekstra klem og svarede: ”Ja, her må du da rigtig føle dig hjemme.”
”Overhovedet ikke, jeg nyder tværtimod at være her.”
”Jamen, lille pige,” sagde han ømt, ”du må da undertiden savne din Himmel?”
”Måske, man savner vel altid lidt sine rødder. Men nej, oprigtig talt så flyder alt så alt for roligt i Himlen, aldrig sker der noget dramatisk. Engang var det anderledes, dengang kæmpedes der bravt i Guds Himmel, og han måtte endda smide nogle af sine skabninger ud. Men nu, nu kan man ligefrem tale om stagnation. Lutter idyl og harmoni.”
Svend så på hende og fyldtes igen af en stor ømhed, der lagde sig på hans stemme som honning: ”Men hør, min lille engel, er det ikke netop, hvad menneskeheden stræber efter og altid har villet?”
”De gamle måske.”
De blev afbrudt af lyden fra kirkeuret, der slog 12. De standsede op og så på hinanden. Pludselig gav det et sæt i Lise, og hun stirrede op mod alteret. Så hviskede hun.
”Stille! Vi er ikke alene. Jeg så …”
”En præst måske …?” hviskede Jerry.
”Nej” svarede hun med en stemme, der dirrede, ”det … det var slet ikke et menneske.”
“Et spøgelse, måske?” foreslog Jerry med en slags smil på læben.
”Hold da op! Hvem tror på spøgelser??” spurgte Svend retorisk, men også hans stemme rystede.
Englen trådte et skridt tilbage, så bredte hun armene ud, som ville hun favne dem alle, og med en klar og rolig stemme lød det fra hende: ”kære venner, spøgelser er overtro.”
” – siger en af Guds engle,” kom det fra Jerry, der stadig sloges med et smil, der ikke rigtig ville fæstne sig.
Englen knejsede stolt og hævede stemmen: ”I glemmer, at jeg er jeres skytsengel!”
Svend tog hendes hånd og gav den et klem: ”Dit lille pus, du kan jo ikke engang skytte dig selv, men du har ret, vi må ikke lade os kyse. Og desuden, så har spøgelser det med at vise sig et kort øjeblik ved midnatstide, og så pist ligger de igen smukt i deres kister.”
Hans stemme havde genvundet sin vanlige ro tilbage.
Men Toms stemme var ikke uden skurren, da han lavt mumlede: ”Jo tak, du, men kisterne står i nede krypten, og der skal vi jo ned nu. For der er jo KORSET.”
Han havde knap talt ud, før en ildevarslende hvislen løb gennem rummet. De fem klamrede sig til hinanden, og så hvorledes et uhyggeligt spøgelse rejste sig lige foran dem. Det lignede et halvt opløst kadaver med skeletdele, der stak ud alle vegne, og kødtrevler, der hang og dinglede. Og et øjeblik var de ved at kvæles af ligstanken. Og nu strakte det sin trevlede, halvt opløste arme ud imod dem og hvæsede: ”Hvem har hidkaldt BLODET???”
Svend forsøgte at se på uhyret i øjenhøjde, mens han svarede, at det i al fald ikke var dem, de havde ikke udgydt en eneste blodsdråbe, de var faktisk ganske almindelige studenter, der ikke engang kunne lidt at slås.
”Men det ruller … det ruller,” rallede skelettet.
”Hvor? Hvad?” kom det fortumlet fra de unge.
”Jeres friske, unge blod. Det ruller og risler i røde kanaler, og er så varmt, så levende, så rødt som ild, som solopgangens flammehav. Og det skyller ind over mig, og Åh …  jeg kvæles i alt det BLOD!”
Smilet forsvandt fra Jerrys læber, men han så næsten normal ud, da han henvendt til det uhyggelige gespenst sagde: ”Altså helt ærlig, mand! Hvad fanden vil du os? Vi har ikke gjort en kat fortræd.”
”Endnu!”” kom det prompte fra englen.
”Ja, nemlig,” kom det fra Svend, som heller ikke mere følte uhyggen risle gennem kroppen. ”Du kan godt springe over alt det gas med blod og den slags. Og være lidt glad.”
”Glad?” undredes det lange rær.
”Ja, for ser du, vi fem er kommet hele dem lange vej for at besøge dig, og så står du der og skaber dig.”
”Be … besøge MIG?”
”Ja, er det så utroligt.”
Spøgelset nikkede. Og sagde med en næsten barnlig røst: ”Har I så også en gave med til mig?”
”Selvfølgelig, hvad ønsker du?”
”JERES FRISKE RØDE BLOD!” Spøgelset satte af og svævede savlende hen over den atter temmelig forskræmte flok.
”Hvorfor sagde du ikke, at du var vampyr?” hviskede en af dem, og spøgelset lo larmende.
”Hvis vi giver dig vores blod, så må vi jo dø.”
“Ja, en lille smule,” indrømmede vampyren, der i det samme åbnede munden og tabte et par løse tænder.
”Nej, rigtig meget,” sagde Svend, ”vi kan slet ikke leve uden vores blod.”
”Nå, det var en skam. Men kan jeg ikke få lov at sutte bare lidt blod i mig fra jeres hvide halse – bare en dråbe fra hver?” tiggede den. Så tog den et fast tag i Tom og begyndte at slikke ham på halsen.
Han skreg. Og da råbte englen med en skinger stemme: ”Vorherre siger tit til os småengle, at et Fadervor i farens stund vil fri os fra alt ondt.”
”Ja, for pokker, det synger vi jo også: ”Med et Fadervor i pagt/ skal du aldrig gyse. Og hold da kæft, hvor vi gyser.”
De unge foldede fromt hænderne og bad Fadervor højt og tydeligt. Ingen lagde mærke til, at englen ikke deltog i bønnen. Men spøgelset rallede ulykkeligt, tabte resten af tænderne, og al kødet raslede fra benene og forvandledes til støv for øjnene af de bedende.
”Men hvor er englen?” spurgte Jerry forundret. De så sig om til alle sider. Hun var borte.
”Men hun var her da lige før?” sagde Svend forundret.
”Og nu er jeg her igen,” kom det med latter fra englebarnet, og hun fortsatte, ”Så er det klaret. Og vi kan gå hjem.”
”Klaret, hvad er klaret?” spurgte de i munden på hinanden.
Hun holdt KORSET ud i strakt arm: ”Sådan!!”
”Jamen, hvordan?”
”Det var da let nok. Det lå under vampyren, og nu var han jo det bare støv, så jeg rodede lidt i det og fandt det straks.”
”Fint, så giv mig det!” sagde Svend og rakte hånden frem.
”Nej, det er ikke dit, det er mit!” sagde englen.
”Nu skændes I igen, I to. Hold dog op med det. Vi skal jo blot finde de tre Klenodier, og nu har vi ANKERET og KORSET.”
”Har vi?” Svend så surt på englen, der smilede engleblidt tilbage.
”Selvfølgelig har vi det,” sagde hun.
”Men forbandelsen er først hævet den dag, hvor de tre Klenodier er samlede i en uskyldigs hånd,” sagde Svend og så bedende på hende.
”Ja, selvfølgelig – og hvem er mere uskyldig end en engel?” Hun gemte Korset ved sit bryst og så på ham, med øjne, der skinnede som stjernerne julenat.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *