Svend sov. Han trængte jo også til at hvile ud efter de mange sindsbevægelser, men alligevel syntes det, som om uroen ikke havde sluppet sit tag i ham, for han kastede sig frem og tilbage i sengen som i feber, og lige med et begyndte han at tale, og stemmen var en lille drengs.
”Gå væk! Lad mig være! jeg vil ikke,” jamrede han forvildet, men nu blev der lyst om hans
seng, og Den gode Fe viste sig ved hans hovedgærde. Hun lagde en kølig hånd på hans pande og ventede på, at han skulle falde en smule til ro. Det gjorde han, men fortsatte sin snak og stadig i en slags febervildelse.
”Jeg drømte, mor.”
Hun bøjede sig over ham og kyssede blidt hans pande. Så hviskede hun: ”Så, så, så, sov nu blot videre, mit barn, Guds Engle står vagt om din seng.”
”Jeg ved det nok, mor. Men der var ingen engle i min drøm. Kun mørke og angst, og om mine fødder snoede Slangen sig, og den trak mig dybere og dybere ned i afgrunden, og dernede druknede jeg i Ondskabens Hav.”
”Du skal ikke være bange, min dreng. Lyset er stærkere end mørket.”
”Men jeg er bange. Hører du! Jeg døde jo.”
”Det var kun en drøm. Og du lever.”
Atter kastede han sig uroligt om i sengen, mens hans stemme peb: ”Jeg kan ikke se dig, mor.”
Hun bøjede sig atter ind over ham og sagde med høj røst: ”Jeg er ikke din mor.”
Det gav et sæt i ham, og han fór op og stirrede med stive øjne på Feen.
”Hv … Hvem er du?” stammede han og gned sine øjne.
”Jeg er Den gode Fe,” sagde hun.
”Åh … men dig kender jeg godt. Øh … eller kendte … men det er så længe siden.”
”Ja. Men nu er jeg her. Og jeg har brug for dig. Menneskene har brug for dig.”
”Hvad mener du?”
”Menneskene har mistet TROEN, HÅBET OG KÆRLIGHEDEN.”
”Nu tager du da vist munden fuld, hva’? Men jeg forstår ikke rigtig, hvordan jeg passer ind i det der fine selskab.”
”Det er dig, der skal forvandle dem fra tingshungrende indkøbsdyr til varme og levende mennesker,” sagde hun og så ham fast ind i øjnene.”
”Mig? Hvordan?”
”Du skal finde De forsvundne Klenodier.”
Det gav et sæt i Svend, og nu var han helt vågen. ”Du taler om klenodier? Det gjorde hun også. Og De forsvundne Tegn? Sådan kaldte hun det også. Men jeg forstår ikke … ”
Men nu var det Feen, der fór sammen, og hun greb ham hårdt i armen. ”Hvad siger du? HUN! Hvilken hun?”
”Min skytsengel. Ja, det kaldte hun sig altså.”
”Hvor er hun nu?”
”Det ved jeg ikke. Det blev pludselig for meget. Jeg kan ikke forklare det. De sære ord, hendes varme læber, øjnenes trylleri, hendes bløde krops varme bølger. Alt det skyllede som en tsunami  ind over mig. Jeg mistede totalt fatningen og lod mig rive med.”
”Hvad sagde hun?” kom det strengt fra feen.
”Jeg husker ikke alt, men det var om noget, som var blevet borte.”
”Og hvad så mere?”
”Ikke mere. Jeg blev så umådelig træt og faldt i søvn.”
”Men nu er det slut med at sove. Hører du!” Hun slap ikke sit tag i ham. ”Du skal være meget vågen. Og måske skal du også vogte dig for englen – du ved jo ikke, hvad der bor i hende.”
”Jeg forstår ikke et hak.”
” Du må ikke lade HENDE blive målet for din stræben!”
”Min stræben. Altså, helt ærligt!”
”Husk: du har en OPGAVE!”
” Det behøver du ikke minde mig om, den har plaget mig hele efteråret. Afleveres inden 1. februar!!!!”
”Du har en livsopgave.”
”En hvad?”
”E N  L I V S O P G A V E.
“Hold da op!”
“Jeg har jo sagt det: du er DEN ENESTE, der kan frelse verden.”
”Hvor vil du hen?”
”Eller foretrækker du virkelig døden frem for livet?”
”N … nej.”
”Så må du finde Klenodiernes skjulested før Den Onde får fat i dem.”

To af djævlene ankommer omsider til jorden. Englen er blevet en smule flosset. Vingerne er i uorden og hun bløder og er ligbleg, for når der går hul på en engel, er det et sørgeligt syn. De to skumle fyre kaster hende skødesløst fra sig og begynder en djævledans omkring hende. Den ene djævel stikker til hende med sin fork, og den anden river vredt våbnet fra ham, og nu udspiller følgende samtale sig imellem dem:
”Hvad bilder du dig ind? Giv mig min fork tilbage!”
“Nej, vi må ikke pine hende!” Han holder forken omme på ryggen.
“Hvem må så?”
”Ingen”
”Hvad må vi så?”
”Ingenting.”
”Så gider jeg ikke være med!”
”Vi er heller ikke med!”
”Hvad er vi så?”
”Til grin.”
”Hvorfor det?”
”Han tror ikke på os.”
”Hvad skal det sige?”
”Det ved jeg ikke.”
”Er du dum?”
”Det tror jeg nok.”
”Kom. Vi skrider!”
”Går det an?”
”Mon ikke?”
”Det ved jeg ikke.”
”Kom! Vi skrider!”
”Okay.”
”Hvad?”
”Okay, siger jeg bare.”
”Det lyder flot. Okay! Okay! Okay!
”Ja ikke. Okay! Okay! Okay! Okay! Okay! Okay! Okay!Okay!
Skrålende for fuld hals forsvinder de i det blå, og i det samme vågner englepigen og ser forskrækket op og ned af sig selv. Hun prøver at bringe sin forliste englepragt en smule i orden, så først ser hun sig om. Med kurs direkte mod hende kommer en fodgænger. Englen farer hen til hende, tager hende i armen og ser bedende på hende.
“Hvor er jeg?”
Forgængeren vrister sig fri og ser med uhæmmet foragt på det ilde tilredte pigebarn, der står der og dingler foran hende.
”Er du fuld eller hvad?”
”Nej, jeg er bare faret vild?”
”Man farer sgu’ da ikke vild midt i Århus!”
”Århus? Åh, tak. Så skal jeg bare finde en, der hedder Svend.”
”Det er der nok et par stykker, der hedder.”
”Jamen. jeg skal bare finde en.”
”Du er skør. Hvad laver du i decemberkulden i den der mundering? Har du været til julemaskerade?”
”Til … hvad?”
”Fest!”
”Jeg har aldrig været til fest. Kun lovsangsaftner for Herren.”
”Hmm …?”
”Der, hvor jeg kommer fra, findes kun kildevand og kærlighed.”
” Ha ha ha … du er god, hvad?”
”Ja, det er faktisk min natur. Siges det.”
”Nå, jeg skal videre. Held og lykke med ham der Svend.”
”Tak, det får jeg brug for.”
Hun ser sig om. Der er flere opgange. Men hvilken er den rette? Hun begynder lidt planløst at råbe SVEND! uden at han dog derfor kommer ilende. Men da hun udmattet holder inde, træder han lige ud fra den nærmeste gadedør. Han ser forbavset på englen, der har samlet sig lidt og bragt sine fjer i orden og glattet sit smukke hår.
”Hvem i alverden er du?”
”Er du Svend?”
Han studser og tager hende nærmere i øjesyn. ”Det kan godt være. Det kommer an på så meget. Hvad vil du mig?”
”Bor du der?” Hun peger på gadedøren bag ham. Er helt fattet nu og ser intens på ham med sit engleblik.  Han synes at blive en smule svimmel og svarer som i trance. ”Ja.”
”Godt. Så går vi ind!”
”Gu’ gør vi da ej.”
Hun tager hans hånd. Den føles kølig, mens hans egen bliver brændende varm. Pludselig er det, som om han på én gang står omspændt af flammer og samtidig føler en indre brise risle gennem blodet. Det er slet ikke ubehageligt, og med pigen i hånden går han tilbage til
kammeret.
 

 
Vi bliver hængende derude i det store, uendelige verdensrum. Og se, om vi ikke netop her på dette lidet befærdede og af mælkevejen gennemskårne sted møder Den gamle Julemand fordybet i en samtale med Den gode Fe ( I kender hende fra Tornerose, men vi mødte hende faktisk også tidligere i fortællingen.) Det havde I nok ikke ventet, for det er næppe deres normale biotop, men nu er de der altså. Og i stedet for at undres, vil vi lytte  til den interessante dialog, der udspiller sig mellem de to.
”Jeg kan ikke li’ den engel. Den virker lumsk, synes jeg.” Julemanden trak sig selv i skægget, men det hjalp ingenting, det forværrede kun hans forpinte udtryk, som ikke veg fra hans rare, rynkede ansigt.
Men Den Gode Fe flagrede lidt rundt om ham for at adsprede og opmuntre ham, hvilket imidlertid kun yderligere forvirrede ham. Men så pludselig svævede hun lige ind i hans arme, som lukkede sig om hende. Og sådan stod de en stund tæt omslyngede, og Julemanden mærkede, hvordan hans dunkende hjerte langsomt faldt til ro.
”Nu må du ikke være så ængstelig. Engle er pålidelige af natur. Jeg har ofte arbejdet sammen med dem, ja, vi er endda langt ude i familie.”
”Jo, men hende her, jeg ved ikke, hvor naturlig hun er, og hun virker som en forvirret pubertetsengel. Man ved aldrig, hvor man har hende.”
”Engle er engle,” sagde Feen med eftertryk på hver stavelse.
”Det er jeg slet ikke enig med dig i. Du glemmer alle de faldne engle.”
”Åh ja, men sagde du ikke, at hun kom fra Paradiset? De faldne faldt for mange år siden og har slet ikke siden haft adgang til Den Dejlige Have”, hvor roser står i flor.”
”Du skulle have hørt hende.”
”Men hvorfor i himlens navn gav du hende så opgaven?”
”Jeg ved det ikke … måske var det hendes … hvad hedder det nu?”
”Charme,” foreslog Feen.
”Ja, sikkert,” sagde Den gamle Julemand. ”Og du husker jo nok Bukkens plan med at sende en kærlighedsengel ned til drengen, så han bliver så fortumlet af kærlighed, at han tør alting og uden den mindste tøven vil drage ud i verden og frelse menneskene fra den livsrodsbetændelse, der opæder deres sjæle, så de til slut går helt op den materielle verden og glemmer alt om den åndelige.”
”Ja, der fik du det sandelig skåret ud i pap.”
”Det er jeg nødt til. Det er mit ansvar, og jeg må afværge Satans lumske anslag, inden juleaften. Men det forstår du vel?” Julemanden gjorde sig lempeligt fri af hendes omklamring og tog hende i stedet i hånden. En tid gik de tavse på den øde mælkevej, men pludselig vendte han sig om mod hende og sagde:
”Ved du, at Satan allerede er begyndt at tale om Verdenssamfundet og Den totale Globalisering? Du forstår jo nok, at vi må og skal vi finde De stjålne Tegn. Men du ved sikkert også, at vejen går direkte gennem Ondskabens Akse, og at ingen dødelige hidtil har vovet at betræde den. Vi må kort sagt fylde drengen med vovemod.”
Hun nikkede, så kyssede hun Den gamle Mand på kinden, mens en tåre trillede ned af hendes egen. Pludselig lyste hun op.
”Jeg har det,” sagde hun.
”Hvad?”
”Jeg kan vise mig for ham i drømme. Og her kan jeg forklare ham, hvordan det hænger sammen og overbevise ham om, hvor vigtig hans rolle er.”
”Kan du virkelig?”
”Ja. Det har jeg gjort før.”
”Har du?”
”Ja, f.eks. i Pinnochio, for nu lige at nævne en klassiker. Og i Peter Pan.”
”Peter Pan!!! Pinnochio!!! Bliv dog voksen!!!”
”Og det siger du?!!! Er det ikke netop børnenes verden, de voksne er i færd med at glemme. Er det ikke uskylden, der er ved at gå tabt, fordi menneskene har glemt det barnlige og skiftet det ud med det barnagtige?”
”Der fangede du mig. Jo, du har nok ret: Vi er alle en smule forgiftede.”
”Ja, vi har alle en dråbe eller to af den gift, og det har gjort os ude at stand til at afværge ondskaben. Og netop derfor må vi sætte vor lid til drengen.”
 

6. december

Et sted mellem himmel og jord sås Den Onde og endda i ondt lune, lod det til. Man blev ganske svimmel af at betragte ham, som han fór af sted fra sky til sky og syntes optaget af at jage noget, som hele tiden forsvandt for ham. En slags skyggejagt. Rasende greb han ud i den tomme luft, og hvis vi lagde øre og ikke blot øjne til det sære sceneri, ville vi kunne
høre en smittende latter.
Men den smittede ikke Fanden.
”Nu kan det være nok!!!” skreg han. ”Men så bliv dog hængende stille. Bare to minutter!” til sidst næsten tiggede han, og det var så uvant for ham, at stemmen knækkede over, og skyggen pludselig standsede sin flugt og materialiserede sig for øjnene af ham.
”Dit afskyelige englegespenst,” jamrede han og hengav sig til et veritabelt hosteanfald. ”Jeg er allergisk over for engle,” stønnede han, ”det er de forbandede fjer. Tænk, at nogen kan falde for sådan en afskyelig lyserød kødklump med storkevinger!” Og han hostede
videre en rum tid.
”Så tag dig dog sammen, menneske!” sagde englen ikke så lidt fornærmet.
”Menneske! Må jeg være fri!!! ”Fi… fi … fik du ikke bre- brevet,” nøs han.
”Jo, men jeg kan ikke læse.”
”Lærer I da slet ingenting deroppe?”
”Jo da – noder og melodier og blomsterbinding.”
”Det tænkte jeg nok,” fnøs Den Uhyrlige, ”det er, fordi den gamle er bange for, at I skal blive lige så kloge som han. Ignorant-elsker, som han er. Ja, mig forstødte han af samme grund. Og ligeså gik det med tåberne … ud med dem og ned i Jammerdalen! Hele bundtet. Sådan er han.”
”Han er god nok,” udbrød den lille engel forsvarsberedt, men Satan gad ikke høre mere, og nu fortalte han hende, at han ville lukke hende lige ind i et spændende eventyr, blot hun ville lytte til ham i fem minutter. Hun trak sig et skridt tilbage og rystede på det
kønne, lille hoved, men han holdt hendes blik fast og trak hende til sig, og så begyndte han at hviske, ”for det, jeg nu vil fortælle dig, tør jeg ikke engang betro skyerne og himlens fugle.”
Nysgerrigt blev hun stående, og mens han fortsatte med at hviske, ændredes hendes ansigtsudtryk fra afsky til spirende interesse, og til sidst lyttede hun åndeløst til hvert ord, der udgik fra hans flab. Men pludselig skar hun tænder og rev sig løs og råbte med høj og
vred englerøst: ”ALDRIG I LIVET! Det kan du godt glemme – det vil jeg overhovedet ikke være med til!” Men samtidig skinnede hendes øjne som på en kat i mørke, og Den Onde lo ondt og hakkede ind i hende, at det ikke var noget, hun bestemte.
De næste ord, som han hvæsede hende i øret, gjorde et så voldsomt indtryk på hende, og hun sank sammen for fødderne af ham. Han bøjede sig ud over skykanten og piftede sit djævlepift, og straks dukkede en helvedets hærskare af djævlekrabater frem og kastede sig for hans fødder, mens de snøftede og prustede om kap.
”Rejs jer! Og fjern så det ynkelige fjerkræ der og drop hende uden for hans dør,” sagde han og pegede på englen, der stadig lå bevidstløs ved siden af ham. De gloede savlende op på ham med tomme øjne.
”Hør nu, I tumper! Jeg brugte det meste af dagen i går på at forklare jer sagens akter! Så I ved nok, hvor I skal kyle hende hen!”
”Kyle, kyle, kyle, kyle …” peb de henrykte, mens de rykkede og sled i englen. ”Skal hun i gryden eller bare ædes, eller skal hun druknes eller bare kvæles?” hylede de i kor.
”I må ikke skade så meget som et dun på hendes vinger!” brølede han ude af sig selv, ”vi skal jo bruge hende, ikke? Hun er vores bedste kort. Og nu har jeg fyldt hende med Min onde Ånd, så nu kan hun kun gå den vej, jeg ønsker.”
De små krabater greb englen i arme og ben og vinger og fløj småsnadrende bort med hende.
Fyrsten kastede sig frydefuldt omkring i de bløde skymasser. Nu skulle den gamle verden blive hans alene, tænkte han højt og fortsatte: ”og jeg skal fylde den med Min ondeste Ånd – og alt levende skal visne og dø, og menneskene designes helt og aldeles i mit billede. Han så lidt trist hen for sig og fortsatte en smule skamfuld: ”Men drengen kan jeg ikke bruge. Mine ord trængte ikke ind, og mit mærke prellede af på ham. Men han skal få KÆRLIGHEDEN at føle, når den kommer til ham bestænket af mit sataniske savl, for jeg nåede jo at puste Min Ondskab ind i det lille lyserøde øre, som hun så villigt lånte mig.”
Han rullede sig i en kaskade af hostende latter.
 

5. december

Ved en computer sad en ung mand og stirrede som forhekset på den lysende skærm. Skønt klokken lige havde slået fem og de første morgenstråler netop var begyndt at sive ind ad vinduet, var han lysvågen, og da han er vores hovedperson, må jeg hellere præsentere ham. Han hed Svend og boede i Århus og studerede der – jeg husker ikke hvad. Så man sig om i værelset ville man hurtigt nikke genkendende til hele scenariet, hvis man da ellers havde været ung engang og endnu i stand til at huske de vildeste fester. Det så
grangiveligt ud, som om en stormflod var skyllet gennem rummet efterladende de
mest smagløse vragdele i form af flasker, glas og madrester. Kort sagt det var
en fest, der for længst var ebbet ud.

Luften var heller ikke alt for rar at indånde, og måske var det derfor, den unge mand rynkede på næsen. I et hjørne lå et par gutter og sov. De hed sjovt nok Tom og Jerry, og de var for resten Svends bedste venner, så dem slipper vi ikke uden om. På sofaen lå en
pige og også hun sov. Hun hed Line og skulle blive en del af det store drama, hvis konturer begynder at tegne sig. Andre var der ikke, og lige med et hamrede Svend en næve i bordet og råbte: ”Jamen, for pokker da også! Nu er det hele pludselig væk. Helt væk!”
Der lød et grynt nede fra gulvet, det var Tom, der langsomt kom til bevidsthed. ”Hvad siger du? Hvem er væk?”
”Shyy … vær stille! Det var her altså lige før!”
Tom puffede til sidekammeraten og fik held til at vække ham, og de så bekymrede på hinanden og hviskede lidt sammen – hvad de sagde, ved jeg ikke, og Svend blev ved med at sidde med blikket fastnaglet til den lysende skærm. Uden at vende sig om spurgte han lidt irriteret, hvad de egentlige de lavede i hans værelse. De to venner fik hurtigt
rejst hinanden op og ilede over til ham. Jamen, han havde da selv inviteret dem
til festen. Jo, selvfølgelig, men han havde da smidt alle på porten for lidt siden, havde han ikke? Han vendte sig om og så dem stivne i rædsel og dreje om på hælen og styrte mod døren, som havde de set fanden selv.
Lynhurtigt greb han dem i armene og holdt dem fast, og et øjeblik blev de stående med opspilede øjne og flugtplaner svirrende i hele hovedet.
”Hvad pokker går der af Jer, I ligner to, der har slugt et spøgelse og ikke kan få det ned.”
”Du skulle se dig selv,” mumlede Tom og hørte Jerry fortsætte, ”ja, du ligner en rådden citron fra Fakta.”
”Hvad?”
”Det er rigtigt, du er edderhamrende totalt gul-og-grønhimmelstribet i hele panden, det er godt nok gået hårdt ud over neandertalerportalen i nat, hvad?”
”Det … det … hvad mener du?” Svend hviskede ordene og gned panden, som ville han forsøge at fjerne et eller andet, der havde bidt sig fast. I det samme lød der et skrig fra pigen. Hun var vågnet ved larmen og stod nu midt på gulvet og stirrede på Svend.
”Han … han … har … jo … pest,” hvinede hun, og de to venner veg panisk baglæns.
”Ja, men det har han sgu’ da også! Pest, mand! Den sorte Død! Og nu skrider vi altså, og god bedring, gamle dreng, og mist nu ikke helt modet. Sådan en smule pest!”
Men inden de nåede døren, fór Svend derhen og med en rask bevægelse drejede han nøglen om og holdt den i sin knyttede hånd.
”I går ingen steder!”
”Nej, hør nu, dit gamle frankensteineruhyre, vi er da for pokker dine venner, ikke? Og lad os så gå!”
”Kan jeg stole på jer?”
Tom så lige på ham: ”Ja, altså … bare du ikke smitter os!” Og Jerry fortsatte, ”selvfølgelig, bare du lige gider række os nøglen og lade os komme forbi, så lover vi dig troskab til døden.”
”Ja, den smule tid, hø hø hø …” gryntede Tom og fik et skub af Jerry.
”Tom!!!!”
”Ja, ja, rolig nu! det var bare en vittighed, mand, det dør han sgu’ da ikke af.”
”Hvis I virkelig er mine venner, så bliver I her og hjælper mig.” Svend satte nøglen i hullet og trådte til side, og de to andre så fra nøglen til vennen og tilbage igen, men pludselig
gik Tom ind og smed sig på sofaen, hvor pigen havde ligget.
”Okay!” sagde han, ”fyr løs!”
Jerry satte sig ved siden af ham, og Svend skramlede med en stol, som han fik anbragt over for dem. Så satte også han sig tungt og begyndte at tale.
Først havde han troet, at det hele var en slags psykedelisk syreoplevelse, forårsaget af øl og hvad der ellers var røget indenbords, men så … ja, de kunne jo selv se brændemærket på
hans pande!!
De nikkede lidt beklemte – for det KUNNE man dårligt overse.
Det hele begyndte på et tidspunkt, hvor de fleste var godt trætte og egentlig helst
ville hjem og sove, men alligevel blev hængende, fordi de andre gjorde. Og så …
ja, det var svært at forklare, for der var ingenting at se, og der var stille i rummet bortset for lidt fuldesnak og en eller anden, der sang håbløst skingert om en haleløs kat, der havde mistet sin mor. Men så, ja så var det, som om nogen kastede et islagen hen over ham – et kuldeslag så voldsomt, at det lammede ham totalt, og i flere sekunder kunne han kun stå og ryste.
”Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg da vist havde fået en øl for meget, og nu måtte jeg også hellere … så var det, jeg så ham.”
”Så hvem?”
Ja, det var måske ikke en gang et rigtigt menneske. Men det var NOGET, og det ligesom trak ham til sig. På ben så stive som en lørdagsbrandert var det lykkedes det ham at komme helt hen til vinduet, og så med ét blev iskappen flået af ham, og han så en kutteklædt skikkelse halvt skjult bag gardinet, og nu strakte det hænderne frem, og det var, som om en ild ramte hans pande, det brændte og sved, og han styrtede ud i baderummet og pøsede koldt vand i ansigtet. Så løftede han hovedet og så i spejlet og lige ved at besvime – ja, de kunne jo selv se! Han huskede ikke, hvordan han kom ind i værelset igen, eller hvad han foretog sig, men han havde vist råbt og raset og smidt alle gæsterne på porten.
”Men altså ikke I to?” sluttede han og så på vennerne med et lille smil.
”Sagde ham der is-og-ildflammekasteren ikke en dyt?” spurgte Jerry.
”Jo, lige inden han forsvandt, eller jeg løb ud, så hørte jeg ham sige: ”tænd! Og lær!” Men det forstod jeg jo ikke til at begynde med, så jeg stod bare midt i rummet og tog mig til hovedet, der stadig sved, og vidste ikke, hvad jeg skulle gribe til, men så fik jeg den tanke, at det måske var computeren, jeg skulle tænde – ja, for lyset var jo tændt, og jeg havde ikke andet, der kunne tændes. Jeg tændte den altså og gik på nettet og sad længe og gloede på en tom skærm, men så pludselig kom der en hånd til syne.”
”En hånd?”
”Ja, eller en ånd. Det var så uhyggeligt, og lige med ét begyndte den at skrive. ”Du er den udvalgte,” skrev den, ”I nat satte jeg mit mærke på din pande som et tegn på, at du skal følge din Herre og Mester. Og du skal sige NEJ, når tåberne frister dig. Og holde fast ved dit nej.”
“Du ævler – den slags hører hjemme i dårlige film.” Tom så på ham med et lille smil, men Jerry smilede ikke, han forlangte beviser. “Bare et eneste,” sagde han -“som nu det der brev, som den åndede hånd skrev, vis os lige det!”
Svend tørrede sig over panden og hørte i det samme vennerne bryde ud i en befriende latter, for nu så vennen med et helt normal ud. “Du ligner ikke mere en forknoklet skimmelost, gamle ven,” sagde Tom og daskede til ham.
“Hvad?” Svend strøg sig igen over panden, “Ja, det brænder heller ikke mere.”
“Nej, så fald du bare til ro – det var ren og skær indbildning. Og det der med hånden på skærmen, helt ærlig, tror du selv på det.”
“Jeg ved ikke rigtig …”
“Nej, men nu skrider vi. Det var en rigtig fed fest – du skal bare lade være med at drikke så mange øl.”
“Ja – jeg rører aldrig mere det skidt!”
 

4. december

”Og hvorfra ved du alt det? Hvor har du opsnappet Bukkens plan? Den blev jo fremsat i en lukket forsamling …”
”Nå ligefrem lukket – noget er altså lækket.”
Hun strøg huen af ham og satte den med en lille lykkelig latter på sit eget kønne hoved. Igen gik der en strøm af liv og lyst gennem hans gamle kød og ben, og det så voldsomt, at han kom til at ryste og sveden sprang, men han fik dog fremstammet, at det var alt for
farligt at tage del i den kamp, der skulle kæmpes. Og det var ikke noget for piger, nej slet ikke. Og desuden …, stammede han og kunne ikke komme videre.
Men det kunne hun, og nu flød ordene fra hende så let og hurtigt, at han måtte opbyde alle sine åndsevner for ret at fange og fatte dem.
”Nå, siden hvornår er det ikke noget for piger? Tænk dog en lille smule historisk, gamle mand!!! Hvad med Jeanne D’Arc,  – for blot at nævne et eksempel. Og jeg er engel, fortsatte hun og baskede med vingerne, så han måtte lukke øjnene for al den luft, der susede mod hans ansigt. Og har jeg måske selv bestemt det!! Og skal jeg bare finde mig i det, synes du?”
”Finde dig i det??? Jamen engel, …  og tilmed en Guds engel, … ” stammede han, ”det er dog det smukkeste man kan være!”
”Det kedeligste mener du?” Hun så koldt på ham og fortsatte sin svada med at forklare ham, at hun var mere end dødtræt af at flakse rundt med de besværlige vinger, der ustandselig kom i vejen for enhver livsudfoldelse, og desuden var for lange og kluntede til en ordentlig flyvetur med turbo. Stækkede vinger, ville hun kalde det. Ja, eller påfuglevinger, der bare skulle glimre og ingen gavn gøre. Åh, hvor hun gerne ville kappe dem af og blive en ganske almindelig pige med bløde, runde arme og slangekrøller og strutskørt. Ja. Og så ikke altid være så artig og synge og spille harpe i en uendelighed. Og Paradishaven, den var noget opreklameret fis, kunne hun godt fortælle ham, og han havde vist aldrig været ung, for så ville han forstå, at det ikke var et sted for unge piger – eller unge drenge for den sags skyld. Der var så alt for nydeligt. Og for indelukket. Der kunne man højst flagre om som en burhøne og synge som en indespærret kanariefugl. Men nu var hun heldigvis havnet på den grønne jord, der ganske vist også var Guds grønne jord, men han var da i det mindste ikke ene om den, sluttede hun lidt lavmælt og så ned.
Og han måtte spørge hende, om hun nu også var en rigtig Guds engel eller måske hørte til i den anden ende af skalaen og måske ( nu hviskede han ) … måske endda var en af Helvedets engle? Og hvis hun virkelig kom fra Paradisets Have, hvordan var hun så sluppet ud? Havde Gud ikke sat Keruber ved porten for at forhindre al trafik. Og Sankt Peder, stod han da ikke trofast vagt ved porten?
Jo vist, indrømmede hun, men hun havde venner.
Venner?
Ja. … F.eks. Gabriel.
”Gabriel!!!” himlede Julemanden, ”Nå så det er ham, der har sladret?”
”Jeg siger ikke mere. Min mund er lukket med 7 segl,” sagde hun mut.
De blev ved med således at mundhugges, indtil den gamle blev så træt, at han lagde paraderne og indså, at med hende kom han ingen vegne.
”Og hvad får dig til at tro, at du kan løse opgaven?” sagde han træt, og hun svarede veloplagt tilbage, at det var da så lige til. ”Jeg er jo en pige, ikke?” Han nikkede tamt. ”Og ham der, mennesket, som I har udvalgt, han er jo en dreng?” Jo. ”Og dreng møder pige.
Ser du: Det er den ældgamle historie om kærlighed.”
“Hmmm … jo … men jeg er ikke meget for det,” sagde han og vidste, at han allerede havde kapituleret.
“Godt, så siger vi det,” lo hun. “Jeg begynder i morgen.”

3.december

Julemanden holder af Elverhøj, det har I nok bemærket, for den minder ham om alt det, som nu er ved at forsvinde. Og lige nu sidder han trygt og godt i højen og tænker på den plan, som Bukken i sin snuhed har oprullet for dem, og som er fristende, det må han indrømme, men dog langt fra ufarlig. Skal planen føres ud, bliver der tabere og vindere, og han er langt fra sikker på, at det er hans ”folk”, der vil vinde. Det onde har en voldsom kraft i sig selv og især i mennesket, og vinder det kampen, så er i bogstaveligste forstand
Fanden løs.

Et øjeblik foresvæver der ham noget om standhaftige soldater og skarpe sværd, men billederne vil ikke fæstne sig og forbliver luftige forestillinger uden reelt indhold.
”Nej,” mumler han og minder sig selv om sin pacifistiske fortid og den ed, han nys har aflagt om aldrig at gribe til vold. Så væk med de romantiske forestillinger om ædle riddere! Og desuden, det er jo falsk varebetegnelse, for riddere er ikke ædle, de er ækle,
det ved han. De slår ihjel. Og det vigtigste af Guds bud lyder: du må ikke slå ihjel. Så den vej er ikke farbar.
“Nej”, gentager han og højt denne gang, det onde kan ikke besejres med våben. ”Make love not war,” synger han en smule falsk, og nu er han da vist selv havnet i grøft af forslidte fraser og fantasiløshed. Mon ikke?
”Hvor du vrøvler,” kommer det sløvt fra den halvt sovende Elverkonge. Rævesøvn altså, der kan man bare se! Det samme gælder da vist for de små piger, der ligger som bløde killinger og blunder med hovederne i hans skød. ”Make love,”mumler de som søde henførte ekkoer, og nu begynder de i halvsøvne at male deres blege, fugtige læber. Forventningsfulde putter de sig atter ind til den store konge og sover videre.
Hvad de drømmer om, ved jeg ikke. Og det kommer ikke sagen ved.
”Ja, jer har jeg ingen glæde af,” siger julemanden og sukker dybt, men sukket afbrydes af en spinkel, klokkeagtig røst, der får det til at risle sødt i hans gamle nisseblod.
”Men mig kan du få glæde af,” siger stemmen, og han snurrer rundt og forsøger at fange en skikkelse i dunkelheden, og lige med ét ser han hende sive på englemaner ind gennem de
græsklædte vægge, og nu stiller hun sig op foran ham og lader sit lys skinne, så det står som en blå og rød aura om hendes spinkle, hvide skikkelse.
”Gosh! hvor er du smuk,” mumler han uvilkårligt, men ved i samme nu, at den skønhed må han ikke falde for, og at det vil være allerbedst, hvis han fører sin del af den kommende samtale med lukkede øjne og åbent sind.
”Se på mig!” insisterer englebarnet en smule irriteret og basker arrigt med vingerne, så den klamme huleluft et øjeblik kommer i bevægelse og synes friskere, og han ånder dybt ind, men holder standhaftigt øjnene lukkede. Alligevel kan han ikke forhindre, at pigebarnet kommer nærmere. Nu mærker han allerede hendes ånde mod sin kind og helt uden bagtanke griber han en lille, blød hånd. Bagtanke, siger jeg, nej, der er slet
ingen tanker i hans kloge hoved lige nu, kun en stærk trang til at beskytte det
smukke, lille pigebarn, som han pludselig og ganske umotiveret tror, befinder
sig i stor i fare.
”Jeg kan mærke det,” tænker han angst, ”og pige, det er hun sandelig, det kan selv en julemand mærke.” Men han slipper ikke hendes hånd, og da hun bøjer sig ind over ham og begynder at hviske, som var hun bange for, at andre skulle høre det, så lytter han.
Pludselig åbner han øjnene og ser lige ind i hendes. ”Du er ikke rigtig klog,” stammer han. ”Det gør du ikke!”
 
 

2. december

Og nu skal vi til et helt andet sted, og også det ligger under jorden, dog langt dybere nede og ikke i en høj. Og her hørtes kun håbløshedens hivende åndedræt. En hvæsen, banden, jamren, stønnen og halvkvalte skrig, det var de lyde, der som et vandfalds evige brusen fyldte svovluften.

Fanden selv, alias Satan, alias Det Ondes Fyrste, alias Mastema, alias ikke så få andre og meget hæsligere navne, sad på sin trone, hvorover der blafrede et sygt lys. Nu har du måske gættet, hvor vi er? I Helvedet, hører jeg dig hviske, lidt forskrækket, for  i den stinkende svovlpøl! Nej, der gider du ikke være. Men det er du altså nødt til, hvis du vil følge mig.
For resten er vi ikke ladt ene med den lede Satan, for se, overalt i skummelheden gløder de mest skræmmende ildøjne. De hidhører fra stedets fastansatte funktionærer, der i daglig tale benævnes djævle, men vi kan også kalde dem dæmoner, det lyder finere, men gør ingen forskel. Helvedet er kendt for at være et sted, hvor der ikke gøres forskel på folk. Og
så alligevel!!! Tro nu ikke alle rygter, men lyt opmærksomt til de ord, der falder om et øjeblik!
Nu oplod Fyrsten sin lede røst: ”Vi må i aktion!!” brølede han og kradsede den nærmeste djævel i ansigtet, men det lagde ingen mærke til: ”Regnedrengene har fortalt mig, at vi er lukningstruede. Vi, der jo ellers altid har kørt en blomstrende forretning.”
”Blomstrende! Det var sgu’ da et klamt ord. Det hedder ekspanderende, ligesom eksploderende, for fanden!” kom det fra den nærmeste djævel, samtidig med at han tørrede sit blodige ansigt i den nærmeste kollegas hale.
”Hvad????!!!! Hører jeg protester … Utroligt!!!! husk, at alle der ikke er med os er imod os. Der findes kun ”bad guys” og ”good guys” … Og jeg regner med, at alle her på stedet er ”bad guys” og det af den ondeste art!”
Djævlerøsten lod sig imidlertid ikke lige knække af Fyrstens hidsige ord og replicerede: ”Hallo! Så slap dog af, din satan!”
”Hmm … nå … men det siges altså, at tåberne har forsamlet sig for at ødelægge hele vores virksomhed.”
”Hvem siger det?”
”De har en lækage i deres efterretningsvæsen. Kun jeg ved, hvem det er, og kun jeg skal vide det. Og han har altså fortalt, at de har fundet sammen, lige fra de latterlige elverpiger
og til den tåbelige Elverkonge, ja selv Julebukken har de fået bugt med.”
”Det var satans!”
”Overhovedet ikke!  Men hvad værre er: de vil samarbejde med menneskene.”
”Pyt, menneskene er tåbeligere end tåberne, altså, der kommer de ingen vegne, og vi skal nok vinde kampen – det onde sejrer altid til sidst, det ved du da.”
”Jo, hvis de stod alene, så var der vel ingen fare. Men nu glemmer du Gud Herren.”
”Ham har de afskaffet!”
”Det er jeg ikke sikker på. Her står alt hen i det uvisse. Og nu gælder det Vor lukningstruede Virksomhed.”
Der var stille en stund, så kom det drævende fra den første djævel: ”Hvorfor skal der også absolut være to – både en Himmel og et Helvede. Det er fortid du gamle og desuden hamrende konkurrenceforvridende. Kan du følge mig, gamle boss?” Han nappede henrykt Den Lede et rigtigt ledt sted.
”Fusionere!!!! Er du blevet sindssyg???”
”Ja, ja, slap dog af, djævlefar! man har vel lov at tale frit fra leveren – vi lever vel i en fri verden!”
”Sig mig, dumme lille djævel, er du mon ikke gået forkert?”
”Undskyld,” kom det prompte fra djævelen, der nok alligevel befandt sig på rette sted og også vidste, at det ikke lige var det mest ufarlige sted at opholde sig for små djævle, med
revolutionsdrømme.
”Jeg gider ikke have et eneste broddent kar i min butik! Grib ham!!!! og hæng ham i den nærmeste grisekrog, eller kast ham i gryden!”
”Hvad med gloende tænger? Det er så meget sjovere,” kom det lystent og plagsomt fra en anden djævel, der allerede var begyndt at savle ved udsigten til ondskab for fuld udblæsning.
Et øjeblik genlød luften af høje skrig og skrål, så dæmpedes lydene atter til den vanlige jamren, og Fyrsten begyndte at forklare, hvordan ”tåberne” ville ”redde” menneskene og føre dem over i de ”frelstes” rækker. Der var brug for rigtig mange anførselstegn i den redegørelse, men omsider satte han sit punktum.
Og da vidste alle djævlene, at en ung, uspoleret knægt var udpeget til at redde verden, og at det nu var djævlenes opgave at finde ham og spolere ham, så planen kunne forpurres.
”Og,” sluttede Fyrsten, ”så vil det igen være vore ideer, der kommer til at lyse i mennesket.”
Se, det var jo ret så poetisk udtrykt, og ordene faldt da også djævlene for brystet. ”Ærlig talt, lyse i menneskene, hold da op, hvor klamt!!! og værdier, blavadr … hvor vil du hen, din gamle Satan?”
Men nu eksploderede Den Gamle Satan – det knaldede og bragede og sprøjtede med ildgnister i alle retninger, og mere end en djævel mistede både syn og hørelse, men de fleste hørte dog Den Ledes brøl:
”Skal I blive ved med at modsige mig i dag!? Der er plads til flere i gryden, ja, jeg kan koge jer alle til hobe, indtil der kun er små blævrende klatter tilbage af jer. Er det
forstået!”
Der gik en skælven gennem den forsamlede djævleklump, og et par stykker begyndte i munden på hinanden at skrige på ”Nåde”.
”Nåde!!!” brølede Fyrsten endnu mere ude af sig selv, ” Det er jo ikke lige mit bord!!!! Vel!!?????”
 

 
Ved Julemandens Skæg
Julemanden gik og mumlede i skægget, en vane, han havde tillagt sig, lige som skægget, der de sidste par år var vokset så langt, at det var til at snuble i. Det var kort
sagt ikke fri for, at han lignede en kliche, som han der kom traskende hen over
pløjemarken med nissehuen trukket godt ned om ørerne og det lange, hvide skæg
flagrende for vinden.
Pludselig standsede han op. Hans fod var stødt på en sten, og i det samme så han, hvor han var. Nær Elverhøj var han, og stenen, se det var selve indgangen. Så kom jeg så
vidt, mumlede han, bandt skægget om stenen og trak til. Ømmende sig en smule
sivede han ind i højen.
Han så sig om. Der var halvmørkt. Hallo, nikkede han til Mosekonen,
der selvfed og udflydende ragede op over en krands af florlette elverpiger, der hang som engblomster i hendes skørter. Lige over for hende havde Elverkongen stablet sig til rette på en slags trone. Ved hans fod sad en lille trold og trykkede sig.
En fe flagrede rundt helt oppe under loftet, og julemanden forsøgte at vinke hende på plads, men hun blev hængende og tillod sig endda at skrue op for sit lys.
”Menneskene er på vej mod afgrunden,” begyndte han sin mørke tale, og blev straks afbrudt af en lille ivrig stemme helt nede fra gulvhøjde. ”Det er fordi … øh …,” den lille trold rødmede slemt. Den var ny i højen og ikke vant til at blande sig.
”Sig blot frem, troldepus!” Julemanden nikkede mildt til pjevset. ”Det er, fordi de er blevet blinde. Når de løber i skoven, sparker de til os, som om vi var sten.”
En elverpige rejste sig og begyndte en hjertegribende dans om sig selv, så standsede hun midt i en piruet og lod tårerne trille, som de ville. ”Jeg kan ikke mere fange så meget som fligen af en ungersvends boxershorts, for slet ikke at tale om hans hjerte.”
Mosekonen lækkede en hørm af nybryg, ”Ha! Tidligere berusedes menneskene af min trylledrik, nu sidder de og kæver den på snuskede bodegaer.” En lille nisse tog tilløb, så hviskede den: ”og vi kan ikke drille dem mere. Før gav de os grød, nu sætter de musefælder op.”
Feen svingede sin stav og lod et væld af stjernedrys dale ned over forsamlingen. ”Når jeg drysser mit støv over menneskene, tror de, at de har fået grøn stær og iler til øjenlægen.”
”Ja, ja,” sukkede julemanden, ”blinde er de jo rigtignok, og som lemminger driver de mod afgrunden.” I det samme fik han øje på englen Gabriel, der hidtil havde
siddet ubemærket i den inderste mørke krog, men nu tændte sin glorie. ”Gabriel,
du er dog en engel! Kunne du ikke …!”
”Åh nej …” sukkede englen og rejste sig. Den gik stadig sukkende på halv blus. ”Menneskene har mistet troen, og jeg kan bare stå på sidelinjen og sukke.”
Og så gjorde han det igen.
Nu rejste Elverkongen sig og det så hastigt, at den lille trold tumlede om kuld. ”Krukkeri!” råbte han vredt, ”hvis vi alle stillede os så kostbart an, så ville det sandelig se sort ud.”
”Det ser sort ud,” sagde englen og slukkede atter sit lys.
Pludselig lød der et brag, stenen bumpede ind i højen, og hen over den trampede Julebukken. Han virkede ikke alt for ædru.
”Her kommer vi!” skreg han.
”UD!” Julemanden greb ham i hornene og forsøgte at vride dem rundt, men bukken bukkede sig og skovlede den gamle højt til vejrs. Her hang han i en hvirvel af brølende latter.  Så hørte bukken de andre hvæse og satte ham forsigtigt på plads.
”OK – men hvorfor har I glemt mig?” sagde han, og nu stod han så trist og roligt i deres midte som en gulvspand midt på et stuegulv.
”Vi har ikke glemt nogen, men DU har ikke noget at gøre i vores selskab, træske overløber.” Julemanden rystede stadig efter den hårde behandling, og stemmen rystede med.
”Nå ikke? Og hvad mener du med overløber? Og hvad så med ham der?” Bukken pegede med dirrende klove på trolden.
”Han har valgt side. Vi kan stole på ham.”
”Og vi kan ikke stole på mig?”
Nu rejste Elverkongen sig for anden gang, denne gang dog så sindigt, at den lille trold blev siddende og blot klamrede sig til hans ben. ”Vi får brug for alle gode kræfter,” sagde han.
”Ja, gode kræfter!” Julemanden fnøs og spyttede sig selv i skægget.
”Vi har ikke råd til at være kræsne,” replicerede Elverkongen og svingede for en sikkerheds skyld med sit cepter.
”Ja, jeg fralægger mig ethvert ansvar.”
Julemanden gloede vredt på bukken, der slog en latter op og sagde: ”Jamen, selvfølgelig, det er du jo så god til, din skinhellige hykler. Så er det da godt, at vi er nogen, der vil påtage os et ansvar.”
”Nu ikke mere kævl. Det er første december, og menneskene er ved at gå amok. Vi må komme dem i forkøbet, og med julemandens tapperhed, nissernes snarrådighed, troldenes humor, Gabriels trofasthed og julebukkens listighed, så har vi de bedste kort på hånden.” Elverkongen så sig om i kredsen.
Julebukken stavrede over til ham og sagde langsomt: ”Siden du nu kalder mig listig, så kan jeg røbe, at jeg faktisk har udklækket en plan – fuld af den ledeste list.”
”Hmmm … og som kan gøre hvad?”
”Som kan hjælpe menneskene til at genfinde de tabte insignier, KORSET for troen, ANKERET for håbet og HJERTET for kærligheden.”
”Nu lyder du som en af os.”
”Jeg er en af os.”
”Og hvad skal vi da gøre?”
”Vi skal finde et menneske.”
”Dem er der en fandens redelighed af.”
”Ja, men ham, vi skal bruge, skal være uspoleret.”
”Dem er der ingen af.”
”Jo,” sagde bukken. ”Der er EN.”
Gabriel syntes at vågne op ved de ord. Han tændte sin glorie, fjernede den fra issen og holdt den ud i strakt arm. En kegle ramte bukkens horn.
”Det kan vi ikke,” sagde han, ”de vil spotte ham og gøre ham fortræd.”
”Det vil de, ja. Men så er vi der, og vi svigter ham ikke.” En bifaldende mumlen hørtes fra alle sider.
Gabriel gled atter ind i sit mørke, og det samme gjorde feen. Et øjeblik henlå alt i det dunkle, men havde man lyttet efter, ville man have kunnet høre de spinkle toner fra håbets åndedræt.