Vi er nået til 18. december, og uha, hvor er vi tæt på julen. Det her går vist aldrig godt. Og hov, hvad er det? De tre venner og Lise ser ophidsede ud, men på en underlig glad måde. Et eller andet flasker sig altså. De har et kort over Århus Domkirke bredt ud på bordet foran sig, og det studerer de ivrigt.
Lise så på de tre venner med et bedende blik, så sagde hun lidt vredt.
“Det kan I altså ikke være bekendt. Hvorfor må jeg ikke være med? Nu, da  jeg alligevel ved alt.”
”Du ved ikke, hvor farligt det her er,” sagde Svend, men hun nærmest bed efter ham med ordene: ”Tror du, jeg er en kryster!!! Og for resten så har fire større chancer end tre.”
”Vi er allerede fire,” kom det fra en ung pige, der pludselig stod i døren og lyste.
Lise så forbløffet på den skinnende hvide pige, der ligesom slukkede alle andre lys end sit eget. ”Hvad vil du her? Og hvem i alverden er du?” sagde hun skarpt og med stemmen fuld af mistro.
”Det burde være indlysende! Men hvem er du? Ud over at være en, der gemmer min ven.”
”Han er min ven – min allerældste ven.”
”Og han er min allernyeste ven.”
”Hør nu, vi har travlt,” skar Svend igennem, ”og vi kan alle være med. Bare vi trækker på samme hammel.”
”Uf, hvor jeg hader det primitive bondebøvs. Hammel my as!”
”Kan du virkelig lide hende? Eller lide på hende?” spurgte Lise og var ved at kvæles af lede ved synet af den smukke pige.
Svend tøvede lidt, så svarede han, og ordene var direkte henvendt til englen: ”Kan jeg det?”
”Hvad”?
”Lide på dig?”
”Skal jeg svare på det hvert tiende sekund?”
”Ja, desværre.”
Tom trak Svend hen mod døren og så vredt på de andre. ”Vi kan for pokker ikke bruge tiden til at kævles vel. Lad os komme til Domkirken!”
De fem når akkurat at smutte indenfor, inden porten lukkes. Pyha, hvor var det i sidste øjeblik. Det synes, som om de hele tiden må gå på en knivsæg, og de lister da også rundt i det store kirkeskib, som havde de alvorlige fodsmerter. I julemåneden er kirkelysene tændte dag og nat, og alt ligger hyllet i et gulligt skær fra de mange kerter. Englen har hægtet sig til Svends arm, og Lise går ved hans anden side og skumler slemt, men det synes jeg, vi skal tilgive hende.
”Hvor er her storslået smukt,” sagde englen, og Svend gav hendes arm et ekstra klem og svarede: ”Ja, her må du da rigtig føle dig hjemme.”
”Overhovedet ikke, jeg nyder tværtimod at være her.”
”Jamen, lille pige,” sagde han ømt, ”du må da undertiden savne din Himmel?”
”Måske, man savner vel altid lidt sine rødder. Men nej, oprigtig talt så flyder alt så alt for roligt i Himlen, aldrig sker der noget dramatisk. Engang var det anderledes, dengang kæmpedes der bravt i Guds Himmel, og han måtte endda smide nogle af sine skabninger ud. Men nu, nu kan man ligefrem tale om stagnation. Lutter idyl og harmoni.”
Svend så på hende og fyldtes igen af en stor ømhed, der lagde sig på hans stemme som honning: ”Men hør, min lille engel, er det ikke netop, hvad menneskeheden stræber efter og altid har villet?”
”De gamle måske.”
De blev afbrudt af lyden fra kirkeuret, der slog 12. De standsede op og så på hinanden. Pludselig gav det et sæt i Lise, og hun stirrede op mod alteret. Så hviskede hun.
”Stille! Vi er ikke alene. Jeg så …”
”En præst måske …?” hviskede Jerry.
”Nej” svarede hun med en stemme, der dirrede, ”det … det var slet ikke et menneske.”
“Et spøgelse, måske?” foreslog Jerry med en slags smil på læben.
”Hold da op! Hvem tror på spøgelser??” spurgte Svend retorisk, men også hans stemme rystede.
Englen trådte et skridt tilbage, så bredte hun armene ud, som ville hun favne dem alle, og med en klar og rolig stemme lød det fra hende: ”kære venner, spøgelser er overtro.”
” – siger en af Guds engle,” kom det fra Jerry, der stadig sloges med et smil, der ikke rigtig ville fæstne sig.
Englen knejsede stolt og hævede stemmen: ”I glemmer, at jeg er jeres skytsengel!”
Svend tog hendes hånd og gav den et klem: ”Dit lille pus, du kan jo ikke engang skytte dig selv, men du har ret, vi må ikke lade os kyse. Og desuden, så har spøgelser det med at vise sig et kort øjeblik ved midnatstide, og så pist ligger de igen smukt i deres kister.”
Hans stemme havde genvundet sin vanlige ro tilbage.
Men Toms stemme var ikke uden skurren, da han lavt mumlede: ”Jo tak, du, men kisterne står i nede krypten, og der skal vi jo ned nu. For der er jo KORSET.”
Han havde knap talt ud, før en ildevarslende hvislen løb gennem rummet. De fem klamrede sig til hinanden, og så hvorledes et uhyggeligt spøgelse rejste sig lige foran dem. Det lignede et halvt opløst kadaver med skeletdele, der stak ud alle vegne, og kødtrevler, der hang og dinglede. Og et øjeblik var de ved at kvæles af ligstanken. Og nu strakte det sin trevlede, halvt opløste arme ud imod dem og hvæsede: ”Hvem har hidkaldt BLODET???”
Svend forsøgte at se på uhyret i øjenhøjde, mens han svarede, at det i al fald ikke var dem, de havde ikke udgydt en eneste blodsdråbe, de var faktisk ganske almindelige studenter, der ikke engang kunne lidt at slås.
”Men det ruller … det ruller,” rallede skelettet.
”Hvor? Hvad?” kom det fortumlet fra de unge.
”Jeres friske, unge blod. Det ruller og risler i røde kanaler, og er så varmt, så levende, så rødt som ild, som solopgangens flammehav. Og det skyller ind over mig, og Åh …  jeg kvæles i alt det BLOD!”
Smilet forsvandt fra Jerrys læber, men han så næsten normal ud, da han henvendt til det uhyggelige gespenst sagde: ”Altså helt ærlig, mand! Hvad fanden vil du os? Vi har ikke gjort en kat fortræd.”
”Endnu!”” kom det prompte fra englen.
”Ja, nemlig,” kom det fra Svend, som heller ikke mere følte uhyggen risle gennem kroppen. ”Du kan godt springe over alt det gas med blod og den slags. Og være lidt glad.”
”Glad?” undredes det lange rær.
”Ja, for ser du, vi fem er kommet hele dem lange vej for at besøge dig, og så står du der og skaber dig.”
”Be … besøge MIG?”
”Ja, er det så utroligt.”
Spøgelset nikkede. Og sagde med en næsten barnlig røst: ”Har I så også en gave med til mig?”
”Selvfølgelig, hvad ønsker du?”
”JERES FRISKE RØDE BLOD!” Spøgelset satte af og svævede savlende hen over den atter temmelig forskræmte flok.
”Hvorfor sagde du ikke, at du var vampyr?” hviskede en af dem, og spøgelset lo larmende.
”Hvis vi giver dig vores blod, så må vi jo dø.”
“Ja, en lille smule,” indrømmede vampyren, der i det samme åbnede munden og tabte et par løse tænder.
”Nej, rigtig meget,” sagde Svend, ”vi kan slet ikke leve uden vores blod.”
”Nå, det var en skam. Men kan jeg ikke få lov at sutte bare lidt blod i mig fra jeres hvide halse – bare en dråbe fra hver?” tiggede den. Så tog den et fast tag i Tom og begyndte at slikke ham på halsen.
Han skreg. Og da råbte englen med en skinger stemme: ”Vorherre siger tit til os småengle, at et Fadervor i farens stund vil fri os fra alt ondt.”
”Ja, for pokker, det synger vi jo også: ”Med et Fadervor i pagt/ skal du aldrig gyse. Og hold da kæft, hvor vi gyser.”
De unge foldede fromt hænderne og bad Fadervor højt og tydeligt. Ingen lagde mærke til, at englen ikke deltog i bønnen. Men spøgelset rallede ulykkeligt, tabte resten af tænderne, og al kødet raslede fra benene og forvandledes til støv for øjnene af de bedende.
”Men hvor er englen?” spurgte Jerry forundret. De så sig om til alle sider. Hun var borte.
”Men hun var her da lige før?” sagde Svend forundret.
”Og nu er jeg her igen,” kom det med latter fra englebarnet, og hun fortsatte, ”Så er det klaret. Og vi kan gå hjem.”
”Klaret, hvad er klaret?” spurgte de i munden på hinanden.
Hun holdt KORSET ud i strakt arm: ”Sådan!!”
”Jamen, hvordan?”
”Det var da let nok. Det lå under vampyren, og nu var han jo det bare støv, så jeg rodede lidt i det og fandt det straks.”
”Fint, så giv mig det!” sagde Svend og rakte hånden frem.
”Nej, det er ikke dit, det er mit!” sagde englen.
”Nu skændes I igen, I to. Hold dog op med det. Vi skal jo blot finde de tre Klenodier, og nu har vi ANKERET og KORSET.”
”Har vi?” Svend så surt på englen, der smilede engleblidt tilbage.
”Selvfølgelig har vi det,” sagde hun.
”Men forbandelsen er først hævet den dag, hvor de tre Klenodier er samlede i en uskyldigs hånd,” sagde Svend og så bedende på hende.
”Ja, selvfølgelig – og hvem er mere uskyldig end en engel?” Hun gemte Korset ved sit bryst og så på ham, med øjne, der skinnede som stjernerne julenat.
 

 
Mørkt er der i Fausts ensomme kammer. Men nu kommer Gretchen og lyser op:
Vi kigger lige ind i Faust’s allerhelligste: hans studerekammer. Her sidder han som altid under lampens skær og fordybet i sine elskede bøger uden at ænse den ydre verden. Men nu træder englen ind og går hen til ham og forsøger, men længe forgæves, at fange hans opmærksomhed. Endelig bliver han klar over hendes tilstedeværelse. Uden at se på hende, fortrækker han læberne i et surt smil, der dog mere ligner et surt opstød. Vi vil nu lytte til den sære samtale, der udspinder sig mellem de to.
”Hør, min egen Gretchen, du skal læse! læs! læs! læs! … kun ved uophørlige studier kan magten og æren tilfalde dig.”
“Det ved jeg nok. Men det vigtigste for mig er ikke magten. Det er din kærlighed.”
”Min hvad?”
”Kærlighed.”
”Kender jeg ikke noget til.”
”Jo, du gør. Den slumrer dybt i dig. Det så jeg i nat.”
”Hvad så du?”
”Jeg så længslen.”
For første gang vendte han sig mod hende, og en dyb smerte, han ikke selv vidste af spejledes i hans ansigt. Hun lod en hånd glide hen over hans magre kind og strejfede let hans tørre læber.
”Du har mistet så meget,” sagde hun.  Og kun jeg kan give dig det tilbage.”
”Du er en klog pige. Men det vidste jeg jo.” Han tog forsigtigt hendes lyslokkede hoved i sine store benede hænder og så hende ind i de dunkeltblå øjne, der pludselig gav ham en svimlende fornemmelse af druknedød, og han slap hende med et lille forskrækket udråb.
”NEJ!”
”Du er bange. Det skal du ikke være. Jeg tror nemlig, at du ejer Håbet – at ANKERET er i din varetægt. Men du mangler stadig Troen og Kærligheden.” Hun sagde det langsomt og blidt, mens hun forsøgte atter at fange hans blik, og da det lykkedes, holdt hun det fast.
”Jeg mangler …” mumlede han og følte en tomhed, han nok kendte, men ikke ville vide af.
”Men jeg må være sikker på, at du virkelig har Håbets Tegn.”
Han nikkede.
”Vis mig det!”
Som i trance rejste han sig og gik hen til væggen, tog et par af stenene ud og rakte et anker frem. Det skinnede som det pureste guld i hans grove hænder.
”Godt,” sagde hun køligt, ”giv mig det, og jeg skal fortælle dig, hvor de andre Klenodier findes.”
”Virkelig?” Hun nikkede, og han gik hen til hende med ANKERET lukket inde i sin benede næve, der knugede det så hårdt, så knoerne blev hvide. Men hun lagde kærtegnende sin lille bløde hånd over hans og blev ved med nænsomt at stryge hen over den, indtil hun så ham slappe af, og da lænede hun sig ind mod ham og kyssede hans læber, og skønt erotik og sex ikke sagde ham noget som helst, så skete der alligevel det underlige, at der tændtes en ild i hans blod, og den strømmede så voldsomt gennem ham, at han tabte både ANKERET og fatningen og faldt besvimet om. Hun snuppede ANKERET. Fint, tænkte hun og løb ud af kammeret med Klenodiet i sin favn. Inde i kammeret greb hun Tom i armen, for han stod nærmest, så sagde hun: ”Hurtigt! Vi må væk!”
”Jamen, fik du ANKERET?” spurgte vennerne i munden på hinanden, og hun nikkede, og Svend greb hendes arm og sagde: ”Så hit med det!”
”Aldrig!” hvæsede hun og lod det forsvinde ind under kjolen.
”Jamen, det er jo mig, der er …”
”Der er hvad?” afbrød hun hidsigt. ”Du kunne ikke en gang finde det. Jeg er nemlig lige en tand bedre end dig, væn dig til den tanke, kammerat!!!”
”Nej, nu må I altså ikke skændes igen,” kom det nervøst fra Jerry. ”Vi har ikke tid.”
Sammen ilede de ned til den lille havn, der lå modsat det sted, hvor smuglerne gik i land. I løbet af nul tid havde de fået startet en lille båd og var på vej mod Århus.
Hvordan gik det dem der? Noget let spil var det jo næppe, og turde de overhovedet vise sig i byen? Og englen? Hun var pludselig væk. Var hun på vej til Herren, altså VORHERRE, for at overdrage ham ANKERET?  Det håbede Svend, men jeg ved det ikke. Kun det ene ved jeg med sikkerhed: Svend er flyttet ind hos Lise, I husker nok den unge pige fra første kapitel?
Lise strøg ham kærligt over håret og forsøgte at trøste ham, men han rejste sig og gik bort fra hende. ”Du er blevet så underlig,” sagde hun med en lille forsigtig stemme.
”Det er mit liv, der er blevet underligt,” forsvarede han sig.
”Kan du ikke bare gå til politiet og sige, at du har dummet dig, og at du aldrig vil gøre det igen.”
Svend vendte sig hidsigt mod hende: ”Hvor mange gange skal jeg sige dig, at jeg IKKE har gjort noget forkert.”
”Men du er eftersøgt, I er alle tre eftersøgte.”
”Ja, og det er jo derfor, jeg skjuler mig her. Og at de andre gemmer sig andre steder. Og undskyld, Lise, jeg er bare ikke mig selv.”
”Nej, det er du sandelig ikke.” Hun greb fjernbetjeningen og tændte for TV, hvor nyhederne var i fuld gang. Man hørte en speaker sige:
Politiet har haft held til at optrævle endnu en smugleraffære, og afhøringen af medlemmerne kaster nyt lys over sagen om de forsvundne unge mænd, der undslap fra fængslet forleden, og hvis færden er blevet sat i forbindelse med en omfattende heroinsmugling, der har haft hovedkvarter på øen Hjelm. Men politikommissær, hvordan opdagede man i grunden bandens forretninger?”
”Det skete nærmest ved et tilfælde. Det lykkedes os at opspore en stjålen bil ved  Jernhatten på Djursland, og her bekræftede ejeren af det hvide hus, kaptajn Pedersen, at hans båd var blevet stjålet et par dage tidligere. Vi foretog en undersøgelse af øen Hjelm, men fandt desværre ikke de unge mænd. Kun deres kæntrede båd, der var kastet op på stranden. Til gengæld fik vi fingre i en rockerbande, der camoufleret som sejlsportsfolk længe har holdt kontakt med narkohandlere. Der er intet spor af de unge, og vi formoder er omkommet i stormen.”
”Åh nej, nu hører vores familier det!” Han begyndte at vandre frem og tilbage, som han havde for vane, når tingene gik op i en spids.
”Vær nu rolig. De sagde jo ikke jeres navne. Men du må gerne ringe hjem.” Hun rakte ham mobilen. Han rystede på hovedet.
”Nej,” sagde han. ”Det er bedst,at alle tror, vi er døde. Det håber jeg, at Tom og Jerry er kloge nok til at fatte.”
”Ja, jeg fatter ikke en brik.”
”Nej, for du kender jo ikke puslespillet. Men nu skal jeg forklare dig det.” Han trak hende hen til sengen og satte sig med hende, så lænede han sig mod hende og begyndte lavmælt at forklare.
Om natten sov han uroligt. Pludselig skar et lys sig ind i hans drøm og flåede ham ud af den. Han satte sig forvirret op i sengen. Da så han, at det var hende: Den gode Fe.
“Du har fundet ANKERET,” sagde hun.
”Hvordan kan du vide du det?” spurgte han forundret, men hun lo blot og ymtede noget om en spion. Et lille troldepus, der holdt hende ajour med både det ene og det andet. Pludselig tog hun hans arm og ruskede i ham. ”Sover du eller hvad? Jeg fortæller dig gode nyheder og du ligner en, der lige har slugt en snedrive.”
”Du ved så meget,” sagde han bittert, ”og så ved du alligevel ingenting.”
”Sig frem!” beordrede hun.
”Du sagde, at jeg ikke kunne stole på englen.”
”Ja.”
”Men det er jeg altså nødt til.”
”Hvorfor?”
”Fordi hun har ANKERET.” Nu hviskede han.
”Hvad siger du? Jamen så kom dog i omdrejninger – lok det fra hende, og helst inden du drager ud efter KORSET.”
“Jeg drager ikke flere steder, jeg vil hjem til Ålum. Fat det!”
”Jamen alt afhænger af dig!”
”Det har jeg efterhånden hørt nogle gange nu, og alligevel har jeg kun forkludret det hele.”
”Men hør nu: din engel er måske OK. Hun har i al fald ikke givet ANKERET videre til Fanden, for så ville jeg have vidst det.”
”Er det sandt?”
”Ja, og nu skal du høre godt efter, for jeg vil fortælle dig, hvordan du finder KORSET.”
Han nikkede og så på hende uden entusiasme.

Her er englen næsten alt for glad, måske er hun det, fordi hun for en gangs skyld oplever noget spændende. Det elsker hun jo.

Og nu fortsætter fortællingen. 16. december.
Drengene havde fulgt det lille optrin, og nu så de på hinanden.
”Det var hende,” hviskede Svend ude af sig selv.
”Stakkels pige,” sagde Tom.
”Ja, uden vinger ser hun ikke ud af meget,” kom det fra Jerry.
“Vi må redde hende.”
”Du begriber vel, at det er for sent, hun er i Det Ondes magt. Det kan man da se.”
”Hør nu … hun er fleksibel. Vi skal nok få hende omvendt. Men vi har allerede d.16. december og ikke skyggen af et Klenodie. Vi må altså kort sagt ind i det hus, jo før jo bedre.
Nu begyndte de at undersøge døre og vinduer og fandt omsider et kældervindue, der stod halvt åbent, og ad den vej lykkedes det dem at trænge ind i villaer. Langsomt og forsigtigt begyndte de at gå fra rum til rum. Faust sov. Og i huset herskede en dyb stilhed, der
kun nu og da blev brudt af stemmer fra køkkenet, hvor kokkepigen stod og hersede
med et ungt, temmelig fortabt pigebarn.
”Så hold dog op med det skaberi. Du er vel ikke noget luksusdyr! Du er kommet her for at arbejde – så se at komme i gang. Der skal bages boller, og mens de hæver, kan du skure køkkengulvet.”
”Jeg er så træt. Jeg kom jo i nat, og har ikke sovet.”
”Pjat med dig. Vi andre sover sjældent. Det må du lære.”
”Hvem tror du, jeg er?”
”Åh,” sagde kogekonen lidt mildere. ”Du er en stakkels forført pige, dem fisker han op – og efter brug får jeg dem.”
”Du stakkel!” sagde englen, ”du lever i mørket.”
”I … hvad siger du …?” Kogekonen så usikkert på hende. ”Er … er du frelserpige?”
”Det kan man godt sige.”
”Det er da noget nyt. Sådan en har han aldrig slæbt til huse før. Jamen, det var klogt af ham. Omvend ham, min pige! Han er så ond og trænger så hårdt.”
”Jo, det ved jeg.”
”Men er … det rigtigt? Er du virkelig en frelserpige?”
”Ja.”
”Skal vi så ikke synge en salme?”
”Jo,” sagde englen og smilede, ”det var da en god ide.”
Snart genlød tonerne af I ”Østen stiger Solen op” i det store hus.
”Hvor er det velsignet, at du er kommet. Jeg var så bange og ensom, for han er så ækel og så dyster som en lurende tordenvejr.”
”Ham omvender jeg i en håndevending.”
”Tak min søde pige. Men er du ikke træt?”
”Jo,” sagde englen og slog armene om den svære kone og kyssede hende midt på maven.
”Du er sød.” Sagde hun ind i den tykke mave.
”Det har ingen sagt før.” Konen tørrede en tåre af kinden med et snip af sit store forklæde.
Lidt efter var englen anbragt i en stor blød seng. Kogekonen puttede hende blidt under en blød dyne og kyssede hende godnat. Hun nåede ikke at falde i søvn, før de tre venner stod lænede over hendes leje.
”Er I her? Åh … Gudskelov. Jeg troede, at I var druknede.”
”Det er der heldigvis flere, der gør. Men hvad med dig? Hvad skete der? Og hvorfor fløj du fra os.” Svend tog hendes hånd, og hun lod ham holde den.
”Undskyld.”
”Det behøver du ikke sige, jeg var en idiot, og jeg skal aldrig mere tvivle på dig.”
”Jeg gjorde noget ærkedumt. Men jeg kom til at betale for det.”
”Og dine vinger? Hvad er der sket?”
”Det gider jeg ikke snakke om. Lad os fokusere på det positive og al den styrke, som vi fire har, når vi står sammen.”
”Du har ret.”
”Min seng er stor nok til os alle. Læg jer og sov. Vi får brug for energi i nat.”
”Men … ”
”Jamen, så lyt nu for en gangs skyld til mig: jeg er den eneste, der kan narre Korset fra Faust.”
”Det må du ikke. Det er for farligt. Overlad det til os.”
”Aldrig i livet!” Pludselig lynede hendes øjne, og det engleagtige gled af ansigtet. Nu lignede hun igen den mest upålidelige pige, og Svend følte et stik af smerte fare gennem sig. Han knugede hendes hånd.
”Hvordan skal du kunne klare det?” hviskede han.
”Åh, jeg klarer mig altid.”
”Men … ”
”Hold nu kæft Svend, ellers smutter hun bare igen.” Tom så vredt på ham, og Svend listede sin hånd ud af hendes.
Da de lidt efter lå hyllet i hendes englevarme,  var han den eneste,
der ikke sov.
 
Hun hentede mad til dem flere gange i løbet af dagen, og hen
mod aften faldt Svend i en dyb søvn. Han vågnede ved at midnatsklokken slog og
for på. De to venner sov dybt. Englen var ikke at se.

 
Svends engel med edderkoppehår og kravevinger. Men hun er ikke til at slå ud. Det er tydeligt. Selv den værste Satan må give op over for hende.
 
Jeg faldt over denne lille tegning i dag. Utroligt, som mine børn har tegnet engle – men de har selvfølgelig haft en fin model ganske tæt på. Nu siger jeg ikke mere, men I må gerne tro, at det er Ole.
For resten er engle jo et besynderligt folkefærd. Mon nogen tænker på, at Satan i sin spæde ungdom var den mest hengivne af alle Guds engle? Men det var han. Han skabtes som seraf, og serafer brænder af lidenskabelig kærlighed til Gud. Han hed den gang Lucifer, og det betyder Lysets Engel, og han var den, der stod nærmest Gud. Men så gik det alligevel sådan, at han ikke kunne styre sit eget store ego og ville tiltuske sig ikke blot Guds magt, men også hans pragt. Og så ved vi jo nok, hvordan det gik: han fik et spark og havnede i Helvede. Og det er jo også mest her, vi træffer ham i vores lille fortælling, som fortsætter nu:
 
14. december:
Men hvem der glædede sig var Det Ondes Fyrste. Han sad på sin trone og foretog sig unævnelige ting, som han imidlertid blev afbrudt i, da der tonede en veltilfreds Vestenvind ind på hans helvedes skærm. Den lo og sagde ham, at alt var klaret. De skide unger var frosset ihjel i det iskolde vand.
En tid hørte man kun de tos umenneskelige latter. Så blev der stille en stund, men pludselig jublede Fanden op mod sit lave loft: “Færdige – de er totalt færdige! Totalt! Det var for resten et herligt ord.” Og han smagte på det og skreg: TOTALITARISME – det bliver det næste. MIT TOTALE VERDENSHERREDØMME. Fra nu af kaldet: DEN TOTALE GLOBALISERING!  – Juhuuuu … sådan blev han længe ved at juble i sin ensomhed. Men så voksede just ensomheden ham over hovedet, og han piftede voldsomt i sin djævlefløjte. Og det varede rigtig længe, inden der kom nogen. Og det var kun et lille djævlepjok, der nu stod og hang foran ham, mens det suttede på sin halespids.
”Hvor er de andre?”
“De har ikke tid. Men jeg måtte ikke være med. Jeg er for lille.” Og han lod den forsuttede hale forsvinde helt ind i flaben.
Fanden vendte sig om, det var et ækelt syn med sådan en lille suttende djævleunge. Så gentog han: ”hvor er de andre?”
”De har travlt.”
”… med hvad?”
”Med at pille fjerene af en engel.”
”Hvilken engel?”
”Hende den frække, du ved.”
”HENDE!!!  Åh, min Gud … havde jeg nær sagt.” Så vendte han sig mod pjevset: ”Hør, du må straks blive voksen og hente hende ned til mig!”
”For sent … hun er allerede grydeklar. Og jeg er for lille.”
”Kan du så adlyde! Hent hende! Eller jeg plukker hvert eneste hår af din pels, og bagefter får du dem i din havregrød!”
Den sidste replik skulle den lille fyr lige fordøje, inden han bestemte sig: han syntes så godt om sin hale, og hvis resten af pelsen smagte lige så godt  … . Men så ombestemt han sig og for i rasende fart op mod Guds grønne Jord.
Fyrsten sad atter helt ene og forladt. Han kløede sine horn – åh, havde han bare haft et træ at gnubbe dem imod – men intet vil gro hernede. Han sukkede dybt, men ingen hørte det, og de hørte heller ikke den lille monolog, der fulgte:
”En lille, dum djævel er den eneste, der møder op, når jeg kalder. Verdensherredømme! – my as! Men det skal blive løgn, skal det, så sandt, som jeg er den, jeg er.” Med en trist stemme fortsatte han: ”Men hvem er jeg i grunden?”
Med ét bliver helvedets port slået op og ind vrikker en sælsom djævlefolk, slæbende på en halvdød engel. Hun er stadig utrolig smuk, men vingerne ligner en parasol, der har været udsat for orkan. Og der er for anden gang i vores fortælling gået hul på hende.
”Hvad i Helvedets Navn bilder sådan nogle forbandede rottehoveder og rævehaler sig ind! Udøve selvtægt! Forgribe sig på en af mine! Læg hende ved mine fødder!”
”Måske sku’ du huske at indvi os i dine planer, så vi ikke kommer til at forgribe os på dine udvalgte. Vil jeg lige sige.”
”Ja, og hende der, hun var selv ude om det. Hun fløj lige ind i vores flok. Som om hun hørte til.! Sagde en af de andre.
”Hun hører til!” brølede Den Ondeste.
”Hun er da ingen djævel!” parerede en dristig en af slagsen.
”Men det bliver hun. Under min behandling.” Han lo ondt.
”Vi har haft hende under behandling. Selv uden fjer og med knækket vingestativ, ligner hun en lækker spiseengel. Og se lige på hende! Hun er ikke syv sure sild værd for dig, men for os … giver du hende til os, så skal vi ikke fodres i flere dage.” Djævlen lo ondt, og Satan så på englen og mærkede sit eget spyt samles og sive ned langs skægget.
”Der ser du,” lo den lille djævel, men den store slog ud efter ham, og lige med et var djævleflokken spredt for alle vinde. De skulle ikke nyde noget. Fyrsten kunne godt fortære et par stykker, når han var sulten nok. Og han var sulten nu. Og englen lå så lækkert og indbydende foran ham.
”NEJ!” brølede han til sig selv, og råbet vækkede den unge pige, som så op på ham med sit engleblik, hvori alt kunne læses.
 
 

Jeg gik i gamle arkiver i dag og fandt børnenes tegninger frem. Her er en engel, tegnet af Mette, og måske ligner den ikke englen i vores historie, men det skulle ikke undre mig, om der dog er mange ligheder. Se lige rigtigt på hende!
tegnet af Mette ca.1977
 
13. december:
Til at begynde med var det blot en svag rødmen langt ude, hvor hav og himmel mødtes, men lidt efter lidt steg solkuglen op og spredte sine lange, brede purpurstråler ud over himmel og hav længere og længere ud, indtil alt flammede i rødt. Vinden havde lagt sig, og de fire unge mennesker rørte sig heller ikke, de sad helt stille og så på naturens trylleri.
”Hvor er det smukt,” brød Svend tavsheden, og englen sukkede dybt, så nikkede hun og sagde: ”Ja, den slags forstår han sig på, Den Gamle. Det må man lade ham.”
Nu vil vi et øjeblik forlade vore tre helte og englen, og imens kan de så ro ud til øen, og der finder vi dem nok igen, vil jeg tro. Men lige nu skal vi en tur til Helvede og se, hvad Fanden tager sig til. Ved han, at han har været nær ved at vinde? Vi finder straks det uhyrlige monster, som han jo er, og han er netop i færd med hvileløst at trave henover helvedesgulvets glas og gløder. Av – råber han ind imellem, men han ligger jo som han har redt, så vi ynkes ikke over ham. Hov! Nu åbner han munden og vi kan snart blive klogere på hvor meget han ved. Vi lytter:
Fyrsten vendte sig mod de tre djævle, der nævenyttige var mødt frem i håb om en særlig ond medfart til alle andre end lige akkurat deres egen behårede og langhalede skikkelse.
“Har I hørt det?”
”Hvad?”
”Den lumske fjerbisse.”
”Fjerfisse?
”Bisse!”
”Vi må skride ind!” hvæsede Fanden og greb den nærmeste i halen og vred den rundt.
”Skide ind!” Vrælede den lille forvredne djævel, som altså ikke engang kunne tale rent.
”Vi behøver hjælp. Og fra en som er stærk. Og som ikke er til at lide på!”
”Ikke til at skide på! Hylede Den lille sorte Satan, mens Den store stygge Ditto svingede den rundt og pludselig slap den, så den fløj gennem luften og landede i stegegryden. De andre djævle slikkede sig om munden og glemte at lytte af bar forventning.
”Har I forstået!!!” brølede Den sorteste, og de små djævle hviskede i kor deres lille beklemte ”n . ..e … j…”
”Vestenvinden selvfølgelig! Hvem ellers! Hent ham fluks!”
En lille djævel smiskede foran ham og gjorde tegn til at kysse hans kløer, men de rev hans sorte ansigt til blods, og mens blodet silede ned over de uredte og snavsede djævlehår på den lille toppede mave, slyngede han atter ordren ud og mødtes med en knurrende
tavshed. Et øjeblik syntes han at tøve, så brølede han: ”GÅ MOD VEST OG FANG
HAM I EN STORM!!!”
”Altså i flagrant déli,” kom det fra en djævel, som ikke uden udbytte længe havde huseret ved Sarkozys franske hof.
”Af sted! March!!!”
I mellemtiden tegnede alt så lyst for vore venner, der stadig roede mod Hjelm. Englen var begyndt at fryse i sin tynde fjerdragt, men Svend havde åbnet sin store duffelcoat og hun havde puttet sig hos ham, og med saligt suk faldt hun i søvn. Svend havde aldrig været mere vågen og sjælden mere lykkelig. Han sad og holdt om den skrøbelige skikkelse og ønskede blot, at Hjelm var en langt fjernere ø, så turen derud kunne vare rigtig længe.
Men pludselig ændredes alt. På et splitsekund forvandledes det blanke hav til et rasende og frådende uhyre. Det var Vestenvinden, der fór hen over det. Årerne flåedes ud af drengenes hænder, og det så voldsomt, at blodet randt. Alle fire trimlede om i båden og lå skrigende og klamrende sig til hinanden, mens kaskader af vand styrtede ned over dem.
Langt fra dem sad Den Onde og lo.
Pludselig skar englens stemme gennem storm og skrig:
”Jeg er her jo,” næsten brølede hun, og det varede en rum tid, inden ordene gik op for de tre andre.
”Ja, men det er sandt! du kan jo flyve!” Råbte Svend.
”Ja, jeg kan.”
”Men vil du så hjælpe os?”
”Det har jeg jo sagt,” bed englen ham af – ”hvis du ellers gider slippe mig!” Hun lå stadig halvt inde under duffelcoaten, og Svend var ikke hørt om med at klemme hende tæt ind til sin egen sitrende krop.
”Ja,” råbte han, ”det har du sagt, men pludselig var der en anden stemme, jeg ved ikke hvor den kom fra, men den sagde, at du var en forræder.”
”Den stemme kender jeg.”
”Men er du så med eller imod os?”
”Det rager ikke dig!!” Hun viklede sig ud af hans arme og klamrede sig til rælingen, mens hun brølede hun ned mod ham: ”Du skal ikke bestemme over mig!” Og pludselig spredte hun vingerne, viftede voldsomt med dem, og så var hun borte.
”Hun flyver efter hjælp,” råbte Jerry, som klamrede sig til Tom.
”Nej, det tror jeg ikke. Hun var så ædende sur.”
”Det er også dig! Hvorfor skal du altid tirre hende?”
”Åh, men hun er ikke til at stole på, så meget har jeg da fundet ud af.” Mere nåede han ikke at sige, før en voldsom brådsø væltede ind over dem, båden kæntrede, og straks åbnede havet sit gab og slugte dem, og Vestenvinden tog flugten, og havet blev atter så roligt som et sovende barn. De tre venner dukkede op en efter en og klamrede sig til den kæntrede jolle.
Jeg er ked af, at vi må forlade dem i denne håbløse situation. For vandet var iskoldt, og de havde sandt at sige ikke en chance.

 
Tre slukørede unge fyre sidder i Århus Arrest, og de har ikke fundet skyggen af et klenodie endnu, og tiden tikker, og det går aldrig godt.
Svend rejste sig og begyndte at gå de ti skridt frem og tilbage, der var plads til. Der var halvmørkt i cellen og de to andre kunne mere høre ham end se ham. Til sidst blev det for meget med vennens hvileløse tramperi, og Tom sprang op og spærrede vejen for ham og gjorde ham opmærksom på, at den der forbandede Christian d. 2 leg gik ham på nerverne.
“Noget så grusomt, og jeg gider ikke se på dig.”
Svend satte sig og gloede surt på vennerne.
”De siger, vi slipper fri, så snart vi fortæller, hvad vi skulle med den båd”, sagde han, og det har vi fortalt 117 gange, men de bliver alligevel ved at fable om, at vi er med i en skide narkobande.”
”Det er din egen skyld, du fortalte dem, at vi var på vej mod Hjelm.”
”Men det var vi jo. Og jeg kunne da ikke vide noget om de narkobanditter på Hjelm, vel?”
”Nu er det hele i al fald revnende lige meget, og her sidder vi, mens jorden går under.”
I det samme blev cellens vægge selvlysende. ”Den går ikke under, så længe jeg er i live!” lød det triumferende, og lyset samledes i en lille, smuk engel. Hendes hele ansigt udstrålede triumf.
”I har jo mig!”
Svend gik et skridt frem mod hende og sagde: ”Hvor har du været? Du ville være en skytsengel, og så lader du os i stikken!”
”Jeg er da lige her!”
”Ja, men nu er det for sent.”
”Vel er det ej. Jeg kastede et blik på jeres fangevogter, og han ser helt igennem fredelig ud. Ham ordner jeg.”
“Hvordan ordner?” spurgte Svend med bange anelser og tog hende i hånden.
”Det rager ikke dig,” afskar hun ham.
”Du er en pæn og ordentlig pige, er du ikke?” fremstammede han, og hun lo højt og perlende: ”Det kan du selv være,” sagde hun.
”Det ka’ jeg i hvert fald ikke!”
”Det ka’ jeg i hvert fald heller ikke!”
Tom stillede sig imellem dem og skubbede dem fra hinanden og sagde, at nu måtte de ikke skændes. Det var der slet ikke tid til.
I samme øjeblik skraslede det i låsen, døren blev åbnet, og vogteren kom ind og blev forbavset stående i døråbningen, mens han gloede på engelen, der havde slukket sit lys, men alligevel bevaret en enkelt gnist eller to.
”Du var her ikke lige før! Hvor kommer du fra?”
”Hun … hun …” begyndte Svend, men englen afbrød ham vredt.
”Tak, jeg kan tale for mig selv.”
Hun gik hen og tog vogteren i hånden og så indtrængende på ham. Han rødmede dybere end man skulle tro, han var i stand til, og også Svend blev gloende rød i kinderne, han vaklede et par skridt frem for at trække englen til sig, men de to venner var ligeså hurtige,
og det blev dem, der trak, nemlig i Svend, som de holdt så fast som i en skruestik.
”Du vover at blande dig,” hvæsede Jerry, ”eller vil du blive siddende i det her forbandede hul til juleaften.”
”Nu kan De bare spørge mig ud, hr. bøddel. Jeg er villig til alt. Og jeg er aldrig før blevet forhørt.” Hun lagde sine bløde arme om hans hals og kyssede hans kind.
”Du har det vist ikke godt, min tøs.” Vogteren vred sig forlegen.
”Nej hr. bøddel, men vil De ikke nok hjælpe mig?”
”Hold dog op med at kalde mig bøddel!”
”De kaldte mig tøs!”
”Ja, det plejer jo ikke lige at være engle, vi burer inde.”
”Nåhhh … de er såmænd så vant til det.”
”Nu går vi to ud, så du kan komme af den der fjerdragt, den må være morderlig irriterende at slæbe rundt med.”
”Mere end De gør dem begreb om, hr. bøddel. Men vil De ikke hjælpe mig med at få den af.”
Uden et ord og trods Svends vrede tilråb trak han englen med sig ud og låste døren efter sig.
Tom og Jerry slap deres tag i Svend, og han sank om på gulvet – det var ikke til at se, om han græd, men jeg tror det.
Særlig længe varede det dog ikke, før lyset atter strålede i cellen om kap med englens lysende øjne.
”Nå,” det var det.”
Svend rejste sig og stod helt stiv foran hende.
”Jeg vil ikke høre om det,” sagde han med en halvgrødet stemme.
”Det må du selv om, men som du ser, beholdt jeg mine vinger, og englestøvet sidder der endnu.” Hun baskede med vingerne og stjernedrysset dryssede ud over cellens mørke gulv, hvor det lagde sig i et smukt funklende mønster. Så kastede hun nøglen hen til Svend, der tog sig sammen og fik åbnet cellens dør.
En halv time senere ser vi de fire igen og nu i en bil. Englen sidder ved rattet, Svend ved siden af hende, og bag i bilen har vi de to venner.
”Var det ikke fedt, at jeg stjal betjentens nøgler! Og at vi fandt hans bil.” Hun satte farten en smule op.
”Kunne du ikke sætte farten bare en smule ned! ”kom det indtrængende fra Svend, og vennerne var ikke sene til at slutte sig til hans bøn. Det her endte for pokker da galt, hun kørte jo som en jetjager flyver.
”Ihhhh … det her er meget sjovere end at flyve,” hvinede hun og trådte speederen helt i bund. ”Og jeg elsker fart.”
”Det gør vi andre også, men ikke den her djævlefart – det passer sig slet ikke for en engel, og vi skulle jo gerne komme levende til Jernhatten,” sagde Svend og lagde forsigtigt en hånd på hendes arm.
”Du kan da bare overtage rattet,” sagde hun stødt. Nej, det kunne han bare ikke, sagde han, for han havde ikke kørekort, og det havde de andre heller ikke.
”Det har jeg da heller ikke!”
”Det beroliger os ikke ligefrem.”
Som I vist kan regne ud, varede det ikke længe, før de ankom til Jernhatten. De satte bilen på parkeringspladsen lige før det store hvide hus, hvis græsplæne skrånede lige ned til havet. Ved stranden lå et bådehus og heldigt nok en jolle, som var trukket op på det lille stenrev, der dækkede stranden.
 

De tre unge mænd sad klistret til skærmen, hvorpå der flimrede en tekst frem, som de ivrigt slugte, mens de flittigt tog notater. Bag dem stod en urolig englen, som de ikke lige havde plads til ved skærmen, det ene øjeblik blegnede hun – i det næste tegnede der sig et næsten lykkeligt smil på hendes røde læber. Pludselig gav det et sæt i hende. Hun vendte sig om og fægtede med armene, som om hun vilde holde en angriber i skak.
”Lad mig være!” hviskede hun ud i luften, men da var det, som om usynlige hænder greb
hende og ligesom sugede hende ud af rummet. Ude på gangen blev hun trængt op i
en krog, og her faldt hun gispende sammen.
Hun løftede hovedet og så lige på Den Lede, der spærrede hendes udsyn.
”Gå din vej! Jeg har ingenting gjort.” Næsten råbte hun.
”Nej, det har du nemlig ikke, DIN LUREPASSER!” Satans stemme skurrede af had, og det var en af hans ækleste skikkelser, der nu tonede frem og lænede sig ind over hende, og næsten tog stemmen fra hende.
”Jeg har ikke lovet dig noget,” hviskede hun og holdt hånden op for ansigtet.
Satan skubbede hendes lille hånd til side og nev hende i den ene kind, mens han hvæsede: ”Men jeg har lovet dig noget.
Det gjorde så ondt, at englen begyndte at græde.
“Ja, dit tuderi hjælper ingenting, min pige. Men det må du selvfølgelig selv om. Hvis du virkelig foretrækker at spille artig resten af dit liv, så velbekomme, siger jeg bare,
men jeg havde nu indtryk af, at der var spræl i dig.”
”Du er tarvelig!”
”Ja, mildt sagt.” Han trak djævlekloen til sig. Der sad lidt blod på spidserne.
”Og du skal ikke bilde dig ind, at du kan få mig til hvad som helt,” sagde hun uden overbevisning.
”Mon ikke? Du er jo ingen dødbiderengel, er du vel?” Hun rystede på hovedet, og det var umuligt at se, om det var af skræk eller om hun gav ham ret. ”Nå, men vær du blot rolig, vi to forstår hinanden, det ved jeg. Og jeg kom blot for at advare dig imod de såkaldte ”gode gerninger” som jeg kunne have dig mistænkt for at udføre, blot fordi HERREN har hjernevasket dig og desuden lagt en vis portion dødvægt i din ellers så sprælske og levende karakter.” Han greb hende i kraven, men hun rev sig løs og styrtede ned ad alle trapperne, og han blev stående tilbage med den løsrevne krave i sin klo. Han kastede den fra sig og spyttede galde ud over den. Så var også han væk.
Men drengene var i mellemtiden blevet færdig med læsningen, og nu lo Tom en befriende latter.
”Du malede næsten Fanden på væggen før, og så er opgaven så enkel: vi skal blot finde en båd og så sejle ud til øen Hjelm og følge et kort. Det er jo Skatteøen uden pirater, mand!”
”Ja,” svarede Svend, ”hun overdrev, Den gode Fe. Det her er jo som en leg.”
En times tid senere kunne man se tre drenge gå søgende om fra båd til båd. Selv de allermindste joller var låste. De kunne ikke en gang finde en robåd.
”Vi bliver altså nød til at dirke en lås op. Hvad ellers?” sagde Svend og sprang op på kajen.
”Det kan vi sgu’ da ikke.” Tom så på ham.
”En leg, var det det, du sagde, Svend?”
”Vi er altså nødt til at finde en fyr, der kan dirke en lås op, hvem kan det?”
”At dømme efter aviserne, så hænger der fyre nok om i gaderne i Århus, som kan lave alverdens ulykker. Og for resten også gør det.”
De traskede op i byen, og allerede i en af de første gader så de en flok indvandrerdrenge stå og hænge ud. Hurtigt løb de derhen. Og standsede op lige foran flokken og var pludselig blevet mundlamme.
”Hvad fanden er I ude på?” En stor dreng skubbede til Tom, der stammede, at de bare lige ville høre, om der var nogen, der ville hjælpe dem.
”Dyp snablen et andet sted, moster,” kom det fra drengen, som nu knyttede næverne. De andre drenge fulgte trop, og pludselig stod vennerne foran en mur af knyttede næver.
”Kom, vi skrider,” sagde Svend og greb Tom i armen. Lidt efter gik de i en mørk gade, og her fik de øje på en dreng, der gik søgende fra bil til bil.
”Bingo,” sagde Svend. ”Ham der! Hej du der! Vil du tjene en hund?”
Drengen kom tøvende nærmere.
”Hvordan?”
”Du skal dirke en lås op.”
”Let nok.”
”Og du får en hund.
”To.”
”OK.”
”Tre.”
”Nu strammer du den.”
”Jep.”
”Kom med!”
De var kun nået halvvejs ude af havnen, da de hørte en motor bag sig. En lille båd
nærmede sig hurtigt.
“For pokker da også. Det er havnepolitiet. Hvad skal vi sige?”
”Øh … at vi skal ud og fiske.”
”Hvor er så lige vores fiskegrej?”
”Det … har vi øh … glemt.”
”Det lyder fint, men for pokker nu er de her. Vi må finde på noget.”
De nåede ikke et ord mere, før politibåden lå på siden af dem og beordrede dem til at standse motoren.
”Vi har lige fået en båd meldt stjålet.”
”Nå. Hvor mon den kan være henne?” Tom forsøgte at se uskyldig ud, og de to andre lagde også deres ansigter i de rette folder, men det hjalp ingenting, for nu sagde betjenten:
”Jeg ved, at det var jer. En dreng, som jeg stoler på, fortalte mig det.”
”Ham ka’ du overhovedet ikke stole på. Det var ham, der dirkede låsen op.”
”Det ved jeg, der var et øjenvidne, som så hele forløbet og fangede knægten og ringede os op. Så I kan godt vende kajakken og skifte den ud med kasjotten.”
Svend så bedende på ham. ”Det må De ikke gøre mod os, hr. betjent. Det gælder selveste verdensfreden.”
”Ha ha ha … verdens … ha ha ha.”
Jerry stillede sig op foran ham, ”men det er sandt nok. Vi er ude i en vigtig mission. Vi skal nemlig … øh … vi skal … faktisk … øh …”
”frelse verden,” tog Tom over.
Manden bukkede sammen af grin. ”Frelse verden”, lo han, ”den har jeg sørme ikke hørt før. Ha ha ha …”
”Jamen det er vel ikke forbudt? Tænk på Jesus!” sagde Tom og Jerry supplere: ”Ja, eller Harry Potter, hvis du bedre kender ham.”
Betjenten skiftede fra latter til vrede. ”Så er det nok. Blasfemiske er I oven i købet – I trænger virkelig til en straf. Ind til kajen med jer!”
 

 
Vi skifter ikke scene denne gang, men befinder os stadig på det lille studiekammer, og vi kan se, at Svend ikke er alene, heldigvis, han sidder sammen med sine bedste venner, og han har netop fortalt dem om alt det underlige, der er hændt ham i den seneste tid.
Pludselig rejste Svend sig og begyndte at trave op og ned ad gulvet, som han med et dystert blik gloede ned i.
”Hvornår er du færdig med at lege Christian d.2.?” spurgte Jerry og så irriteret på ham. ”Og du kommer ingen vegne ved at traske frem og tilbage.”
“Jeg kommer ingen vegne uden jeres hjælp.”
”Jo, men alt det ævl! Du er lige til at indlægge i en gummicelle.”
”Ja, og du siger jo selv, at det var ligesom i en drøm, ”forsøgte Tom.
”Englen var ingen drøm.”
”Mon ikke … bare en lille bitte smule drøm. Bevar mig vel, vi har alle sammen haft den slags drømme, de forsvinder, når du får en kæreste.”
”Nu kan I jo selv dømme.” Svend kiggede på sit ur. ”Hun kan være her når som helst.”
Pludselig veg al farve fra hans ansigt, og han begyndte at ryste. Vennerne så bekymrede på ham, men han syntes ikke at ænse dem. Jerry gik hen til ham og begyndte at ryste ham kraftigt. Skulle han mon ikke ringe efter en læge? Svend så på ham med et blik, som undrede han sig over, hvem Jerry egentlig var.
”Hallo! Det er mig, Jerry. Men hvad pokker går der af dig?”
”Sig mig, mærkede du ingenting? Kulden, der fór gennem rummet. Og så den uhyggelige hvislen … som fra en slange.”
”Du kan selv være en slange.”
Tom gik hen til dem, han havde taget sin mobil frem. ”Vi må skaffe hjælp til ham,
Jerry. Det her kan vi to ikke klare alene.”
Svend skubbede til vennerne og sagde: ”Det er så håbløst med jer. Gå bare jeres vej! Jeg må klare det her alene.”
I det samme skar et lys sig ind i kammeret og blændede for et kort øjeblik de tre unge mænd.
”Du er ikke alene.”
Det var englen, og nu slukkede hun det skarpe lys og lod blidere og varmere stråler strømme gennem rummet.
”Hun kom ikke ind ad døren,” sagde Jerry målløs. ”Jamen, det gjorde hun altså ikke.”
“Er du virkelig virkelig?” spurgte Tom og stirrede på hende, ”eller er vi et skingrende skørt trekløver, der bør indlægges straks? Og de der vinger, hvad er de lavet af?”
”De er lavet af det stof, drømme er gjort af. Men vi skal ikke snakke om mine vinger, men om tiden. Vi har ikke for meget tid, og inden vi ved af det, er det jul.”
”Nu lyder du som min mor,” kom det fra Tom.
”Og som min,” supplerede Jerry. Svend sagde ingenting. Han stod sært fortabt i den varmt oplyste stue.
”Hvis I ikke tager jer sammen, når vi det aldrig!”
”Ordret min mors ord. Hvad pokker er det egentlig, folk tror, de skal nå inden juleaften? De fiser rundt og hyler op. Som om Fanden var løs,” sukkede Tom og gik helt hen til englen og rørte ved hendes vinger.
”Men det er jo det, han er,” sagde det sære væsen.
”De virker nu meget naturtro, det må jeg sige, og så det nummer med pludselig at stå der og lyse. Det trick ku’ du optræde med.”
”Måske er der et gran af sandhed i din fortælling, Svend,” sagde Jerry med en alvor i stemmen, som var ny for ham. ”Jeg begynder at tro det.”
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, men jeg tør ikke lade dig være ene med den sære snegl af engel.” Tom stillede sig ved siden af Svend og så kampberedt ud.
”Så kan jeg altså regne med jer?” Svend lyste op.
De nikkede. Pludselig gled der atter et mørke over Svends ansigt. ”Feen fortalte mig, hvad jeg skal gøre, og det lyder fælt, og jeg er ingen helt, bare en helt almindelig studerende i Århus.”
”Du er ikke spor almindelig,” sagde englen.
”Hør så her, alle tre! I nat vil jeg modtage en besked om, hvor vi skal finde det første klenodie.”
”Som er …”
”Et anker.”
”Det kan ikke være så svært, havnen vrimler med dem.”
”Vi skal finde A N K E R E T.  Det tabte håb.”
”Den er vi med på, ikke Jerry?”
Jerry nikkede, men englen rystede energisk på sit kønne hoved.
”Det går aldrig an,” sagde hun, ”det er Svend og kun ham, der er den udvalgte, og desuden: jeg står ved hans side.”
”Det gør vi også – væn dig lige til den tanke, moster!!!”
”Ja, eller flyv op til Vorherre og bed om godt vejr.”
Englen knejsede og så koldt på de to venner. ”Det her er ingen leg, og jeg er ingen mariehøne. Husk lige det! Det er dødelig alvor.”