Foredrag i min barndoms kirke – metodistkirken i Strandby

Ja, det er det jo ikke, min altså. Min barndoms kirke er for længst forvandlet til diskotek eller burgerbar eller noget andet, jeg har glemt hvad.  Allerede for adskillige decenier siden byggede man en ny metodistkirke i Strandby, og det var jo den, jeg var inviteret til d. 28 april for at fortælle om Ingemann og hustru. Desværre var jeg for sløv til at tage et billede af den smukke nye kirke – det kommer på næste gang, jeg har været i Strandby. Jeg var inviteret af

Som sagt kirkebygningen er ny, men ånden den samme. Nogle af de smukkeste barndomsminder, jeg har, knytter sig til den kirke og det liv, der udfoldede sig inden for  dens rammer.
Jeg var der for at fortælle om Lucie Ingemann, og på billedet her er jeg i færd med at signere et eks. af Digteren og Malerinden, der handler om det egendommelige kunstnerpars liv.

Herunder et billede af min kære “gamle” kirke:

60. Hulsigfolk – men hvem er de?


Nu vil jeg blive glad for hjælp – for nogen tid siden fandt den nye ejer af huset på Strandvej 18 i Strandby ( vores barndomshjem) et par billeder på loftet. Da der mig bekendt kun har boet mine forældre og min bedstemor i huset, så må det være forfædre til en af dem – men hvem? Min farmor og farfar ( Janus og Elise Hesselholt ) er det ikke, og min bedstemors forældre er det heller ikke.
Billederne er efter klædedragt og frisure at dømme vel fra 1880’erne –
Det kunne være morsomt med et anegalleri – det vil nok komme – lidt efter lidt. Men anerne skulle gerne have navne.
Bedstemors forældre så sådan her ud, så dem er det jo ikke:

Christian og Maren Larsen født h.v.1840 og 1846
 

59. Tillæg til anekdote 1 – og vi er tilbage i Hulsig –

I anekdote nr. 1 fortalte jeg historien om min far, Magnus Hesselholt, der var den, der indførte traktoren i Skagen Landsogn, og efter hvad han selv fortæller, så var han i Nordtyskland til en stor landbrugsmesse, hvor fænomenet blev demonstreret for interesserede landmænd. Og han fik altså vist nok muligheden for gratis at hjemføre en traktor mod at demonstrere den for de nordjyske landmænd – jeg kan tænke mig, at bror Otto har været med i det foretagende, men her er jeg på gyngende grund.
Så var jeg så heldig, at et gammelt album, som jeg troede kasseret ( DEN SLAGS GAMLE BILLEDER MÅ ALDRIG KASSERES!!!!!!!) alligevel eksisterede hos min nevø Søren, som har sans for gamle tings værdi. Og deri fandt jeg billedet af far i færd med at opdyrke Hulsig Hede.
Så, mine venner, nu har jeg et årstal: Det var i 1924. Far var altså 23 år, og på det tidspunkt ejede han gården på Tranevej, som senere overgik til familien Husth, senest ejet af Erling Husth – nu er en borte og erstattet af den nyopførte ejendom: STADUM.
Her kan I se billedet:

Klik på billedet for at forstørre

Et klima- og naturspring

Så mangen en sommer har vi gået her og stønnet i den ålumske varme og så pludselig taget springet til Jyllands nordspids – deroppe, hvor solen nok skinner flere timer end her i Østjylland, men hvor vinden altid har en skarphed i sig, og hvor vinterens mørke, fastholdt i den sorte lyng, møder det skærende forårslys i grelle modsætninger – så meget lys og så meget mørke, – ja, så er det som at skifte til et helt andet land på en anden breddegrad.
Det skift oplevede vi forleden, hvor vi tog hjem efter nogen tid deroppe ved strand og hede.
Her er et par billeder taget d. 3 maj i Ådalen:



Da vi i sin tid slog kludene og meget andet sammen og således dannede par og familie, skulle vi finde et sted at bo, det er klart. Jeg syntes, det var lige meget hvor vi boede, dog satte jeg en betingelse: der skulle være hav og sand og klitter og store vidder. Det var for resten en skrap betingelse og min kære nye ægtemage, svarede at han da også var ligeglad. Dog satte han en betingelse: der skulle være frodigt. Når man stak en pind i jorden skulle den slå rod og blive til et træ.
Så vi kunne jo sådan set ikke leve sammen.
Det har vi alligevel gjort i snart 45 år – og vi valgte altså den frodige egn. Og se blot, hvor den tager sig ud iklædt forårsdragt og solskin.
Prøv at sammenligne med billederne i forrige indlæg1 Der er kun få dage imellem billederne
 
 
 
 

58. Tranestederne i april

Så er maj allerede smuttet indenfor landegrænsen, og her i Ålum er alt forvandlet til lyse og glade forårsfarver. I Tråen nåede vi ikke at opleve maj-fryden – det var april lige til vi rejste hjem i forgårs. Og april, når den er mest drilagtig. Så koldt og mørkt – eller mørkt? der var jo lyset fra hver morgens solopgang og til sent, men alligevel: den gode sol gemte sig hårdnakket, og vinden larmede i træerne og satte havet i oprør hver dag. Men havet er jo også smukkest, når det buldrer løs i sin egen utæmmelige vælde ( vrede, synes man ind imellem, og sådan er vi gode til at lægge vore følelser ud i naturen). Men havet er så vist aldrig vredt. Det er blottet for følelser. Men det vækker følelser, det er sikkert og vist.
Her et par billeder fra de seneste dage. Men læg mærke til, at dybt nede i mosset, spirer farver frem, og om få uger står det hele og lyser af glæde. Og så er der de pludselig solstrejf ind over klitterne, der allerede nu lyser så smukt i kontrast til den omliggende sorte hede.
 

Intermezzo

Til mine Hulsiglæsere!
Jeg holder ferie for tiden – og skriver altså ikke på bloggen – ferier har jeg aldrig været god til – plejede at sige: “Så fik vi has på den ferie!”
Men jeg er blevet MEGET bedre til at stå sent op, læse aviser i l a a n g tid, gå ture uden at tænke på, hvordan man formidler bølgernes skvulpen verbalt og i en sådan kvalitet, at det bliver litteratur og dog stadig forbliver naturen tro i den forstand, at læseren oplever bølgebruset og ser havet for sig …
Skulle i dag tale med Hans Nielsen, som bestyrer Skagen Lokalsamling – og tror i ham at have fundet en åndsfælle i al fald med hensyn til ovennævnte feriesnak. Han skrev nemlig til mig forleden, at han ikke kunne møde mig i dag, fordi han lige nu “afsoner” ferie.
Har dog ikke undladt at fotografere en del, og i morgen vil jeg forsyne en side her på bloggen med sorte aprilsbilleder. Sorte, fordi naturen stadig knuges i vinterfavnen. Vejret er lusket og koldt og Hulsig Hede brun og barsk – men … som Ibsen skriver i Terje Vigen: “men med vilde blomster iblandt”.  Helt nede i det grå mos titter små røde øjne frem. Snart myldrer det med farver.
April er forventning – maj er opfyldelse.
 

57. Hulsigdamer?

Hjælp mig!
 
I min bedstemors gemmer fandt jeg disse damer, som er umulige ( for mig) at navngive. Kender nogen dem? Hvis du ved, hvem de er, så vær så venlig at skrive det til mig.  Min bedstemor, i hvis gemmer billederne på er Anna Andersen, født Anna Larsen ( Krøgh ), hun blev gift med min bedstefar, uddeler Andersen i Hulsig.

NB: du forstørrer billederne ved at klikke på dem – ny dimension for hvert klik.

Intermezzo

Nu vi er ved engle og djævle – så vil jeg dele et fund fra skuffen med jer – håber ikke, at nogen ( jeg siger ikke hvem ) synes, at jeg går over stregen. Somme tider er det ikke til at lade være.
I 80’erne var Ole meget aktiv i det kommunalpolitiske liv, og måske syntes hans børn, at han var for fraværende ind i mellem, eller måske tværtimod for formynderisk, grænsende til det enevældige, og det var jo just i den tid, hvor det begyndte at blive moderne at lytte til børnene og indføre et forsigtigt familiedemokrati.
Et af mine børn, og jeg siger ikke hvem, har i al fald haft en særlig ejendommelig måde at føre valgkamp på – og det har sikkert været i forbindelse med et kommunalvalg at vedkommende barn, jeg siger stadig ikke hvem af dem, har syntes at denne valgplakat af far var lige i øjet –

13. Engle i hverdagen – skytsengle

Skytsengelen er den mest populære af alle engle. Det er ikke så sært, det er jo den der passer på de små og store menneskebørn. Vi kender den mest fra ret glansbilledagtige fremstillinger.
Sådan en engel vil vi gerne tro vogter over de små børn. Og de store. Kingo skriver i “Nu rinder solen op” : Han har i denne nat / med engleskare / mit hus og hjem omsat / at ingen fare / har mig og mine ramt i nogen måde / men jeg er frelst og fri / fra dødens mørke sti / og sjælevåde.
Som sagt overgår denne engel alle andre engle, og som I måske ved, findes der et utal af engle – nogle angelologer har endda opstillet endeløse og sindrige englehierakier.
Men den mest populære er altså skytsenglen. Det kan man f.eks. konstatere ved at google tre forskellige typer.
Den mindst populære er Ansigtsenglen, skønt den forekommer flere steder i Bibelen, så scorer den kun 7 sites på Google – den næststørste gruppe er Ærkeenglen, som hitter med hele 9.000 sites, men Skytsenglen vinder over dem alle med hele 122.000 hits. Så den bliver man ikke færdig med at læse om sådan lige med det samme.
Man kan google sig til utrolig mange fortællinger om folk, der har oplevet engle gribe beskyttende ind i deres liv og endda reddet dem fra store ulykker. Og nogle af dem har virkelig set lysende væsner og andre overjordiske fænomener træde frem.
Sådanne tildragelser har jeg kun læst fremmede fortælle om. Men der er andre engleberetninger, som jeg har hørt fra venners mund eller rettere pen, for de to oplevelser, jeg kort vil fortælle om, har jeg fået på skrift. Men det er fra personer, jeg kender, og som jeg ved fortæller lige præcis, hvad de har oplevet og sådan som det skete. Og begge tolker oplevelsen som en himmelsk indgriben i deres liv.
Den første fortælling har jeg fra en beboer i min lille landsby Ålum, der ikke er større end at vi kender hinanden. Han hedder Erik Søndergaard og er en herre i 80’erne, og en dag cyklede han tur i Ålum Skov, der har mange stier og veje, hvoraf nogle er mindre befærdede end andre, og den her dag var han cyklet ud i en del af skoven, hvor der sjældent kommer folk. Nu skete der det, at han var uheldig og væltede med cyklen, og der lå han på skovvejen og kunne ikke rejse sig. Han havde også store smerter og troede nok, at han havde brækket benet. Der er ingen mobilnetdækning i skoven, og han kunne ikke råbe nogen op. Kort tid efter kom der en bil kørende ad den lille skovvej. Det var en kvinde fra en nærliggende landsby, som havde et dagligt ærinde i skoven, men som aldrig valgte denne her vej. Nu var det imidlertid sådan, fortalte hun Erik, at “noget” havde sagt hende, at i dag skulle hun vælge den. Det gjorde hun så. Og fandt Erik. Og han er i al fald ikke i tvivl om, at Gud sendte ham en engel.
Lars Busk Sørensen har skrevet en salme, der handler om, at vi er hinandens engle, at Gud handler gennem os. Jeg vil citere et par af versene:
Menneske, din egen magt / gør dig svimmel og forsagt / du skal selv på denne klode / skelne ondskab fra det gode / dybt ansvarlig for din jord.
Du skal bringe verden fred, / dagligt brød og kærlighed / Livets Gud har dine hænder, / derfor er det dig, han sender, / når din næste lider nød. ( Salmebogen nr. 370)
Den anden beretning har jeg fra en af mine bekendte. Hun hedder Ellen Åmand og har sommerhus i Tranestederne ikke langt fra vores hus. Den pågældende dag var hun gået en tur ud i Hulsig Hede, som er vidstrakt og øde, og lige i den del af heden kommer der næsten aldrig mennesker. Ellen er ligesom Erik over 80 år, og hun er ikke mere så let til bens, alligevel gik hun den dag langt ind i det øde klitlandskab, og nu skete der det, at hun faldt og ikke kunne rejse sig. Der er ikke nogen mennesker at råbe op på det sted, og hun følte sig  virkelig nødstedt. Da bad hun Gud sende en engel til hjælp, og kort tid efter dukkede to unge mennesker op, og de hjalp hende. Også hun er sikker på, at Gud sendte hende engle til hjælp i nøden. Og hvad andet kan man tro?
Nu vi er ved anbefalelsesværdige bøger om engle, så er der en, jeg særlig vil anbefale, for den er grundig og har næsten alt med ( alt om engle kan ikke stå i én bog), og så er den baseret ikke på følelser og tro, men på dokumenteret viden. Det kan jeg godt lide. Det er Jørgen Hansens “Englene og al deres væsen.”
Dette sidste gælder ikke Malcokm Godwins “Engle en truet Art”. Denne bog er rigtig flot, og også baseret på dokumentation og viden, men den er noget rodet efter min mening og spreder sig for meget. Så er til gengæld illustrationerne meget flotte og flottere end i Hansens englebog.
Jo, det kan være uhyre medrivende at læse bøger om engle, som er baseret på følelser og tro – og af dem findes der en uendelig række bøger. Men jeg er nu engang lidt af en hund efter viden. Og det finder man ikke noget af.
Og tro. Ja. Jo. Jeg VIL tro, men det er ikke altid evnerne strækker så langt, og jeg får i al fald aldrig bugt med tvivlen. Men så igen: tro og tvivl hører sammen.
Det er for resten det, jeg har prøvet at sige med min gendigtning af den gamle apokryfe tekst om Tobias og Fisken. Den kan læses i Engle nr. 5, 6 og 7.

56 -Tre billeder fra skuffen – Vera og Magnus' bryllup. Bedstemors forældre – og en lille trold


Billede fra mors ( Vera Andersen) og fars ( Magnus Hesselholt )bryllup. Selv om personerne er utydelige, kan jeg genkende de fleste – længst til venstre morfar ( Anders Andersen)  imellem mor og far ses farmor ( Elisa Hesselholt) imellem hendes og fars hoved ses bedstemor ( Anna Larsen, senere Andersen) ovenfor hende i døråbningen ses tante Nete ( mors kusine fra Ørum) øverst til højre for døråbningen fars bror ( Lars Hesselholt )Hans fire sønner ses nedenfor ham, alle i matrostøj: Janus, Poul, Knud og den fjerde, som jeg aldrig har kendt, jeg tror han døde ung. Mellem de to drenge til venstre ses mormor ( Magdalene Andersen ) Mellem de to øverste drenge til højre ses deres mor Magda Hesselholt. Mellem fars og Magdalenas hoveder ses Marie Larsen ( søster til bedstemor ). Sært nok er min onkel Otto og tante Kirsten ikke med på billedet – eller det er dem, jeg ikke genkender. Billedet er desværre meget utydeligt – jeg vil se, om jeg kan finde et bedre et sted …
 
Neden for ses et billede, som jeg fandt forleden, og som jeg er MEGET glad for. Mor har skrevet bagpå, at det forestiller bestemors forældre. Det er altså Hr. og Fru Larsen fra Krøghgården eller Krøggården – de er forældre til Marie og Anna Larsen:

herefter endnu et billede – det er Vera – her ikke som brud, men som baby: