Min farfar, Janus Hesselholt, skrev i sin ungdom dagbog. Noget af det skrevne er bevaret, og nu har jeg lånt en del af det af min fætter Jørgen. Og tak for det.
Herunder et lille snit af den unge mands betragtninger over sit liv. Der er så sandelig noget at leve op til for alle os efterkommere – jeg håber, mine børn sluger hvert ord og lever derefter.
Ha ha  … og så tænkte jeg efter at have læst hans tekst,  at vi  netop nu i disse tider måske er på vej ind i en lignende og lige så belastende moralisme. Når man f. eks. ser på, hvordan den nye skolereform er skruet sammen, så skriger NYTTETANKEN akkurat så højt som dengang og måske endnu mere skingert, for på farfars tid var der dog også tale om åndelige værdier, som han vægtede akkurat ligeså højt som de materielle.
Den slags er svære at få øje på i tidens værdisætning. Her gælder det den knaldhårde materialisme. Vi skal ikke mere opdrage vor børn til hele og harmoniske mennesker, men til flittige nyttedyr, der kan skabe innovation til erhvervslivet og valuta til landet.
Jeg citerer lige fra en artikel af Pernille Stensgaard, Weekendavisen 17. oktober. Det er her en præst og mor til to børn, Rikke Juul, der udtaler sig:
“Vi tager barndommen fra dem og indpoder dem også en lille frygt. Som om de måske ikke kan klare sig, hvis de ikke lærer netop dette. De skal lege med LEGO, fordi det er “godt for dem”, og fordi vi ellers er nervøse for, at de ikke får viden og forspring nok.
I England har en legetøjskæde taget skridtet fuldt ud og kaldt sig Early Learning Centre.
…… De (= børnene) skal være udadvendte, stille sig op og sige noget, se folk i øjnene, lære at indtage forskellige roller. Der er for meget fokus på at gøre dem til dygtige, små voksne. Endnu dygtigere end vi selv var Jeg tror, det ender med, at deres egen leg dør ud. Den er unyttig. Den leg, der måske bliver tilbage, er styret af forældre. Vi stikker næsen ind i et rum, der egentlig er deres for at være sikre på, at de bliver dytigere af det. Selv når de render ude, tænker man på, om de får motion nok. Vi er med dem alle steder. De får ingen alenetid, dels fordi det er farligt, dels fordi de skal lære noget.”
LÆRING – ja, det er blevet det nye matra. Men se nu, hvordan farfar så på sagen:
 

Men her kommer råt for usødet hans ord, som er nedfældet 27. marts 1883:
Betragtninger og Grundregler:
Om kort tid er fire og tyve Aar henrunden, hvilket mindst maa betragtes som en tredie Del af mit korte lIv, og ved at betragte mig selv og hvad jeg har udrettet, maa jeg bedrøvet tilstaa: intet er jeg, og intet har jeg udrettet, som kan vise, at jeg har levet paa Jorden saa hvis jeg i dag skulde rejse herfra, vil jeg og min Gjerning om kort Tid være glemt.
Og hvad er Grunden til, at jeg ikke har udrettet mere end hvad jeg har? Jeg maa takke Gud, jeg mangler ikke Forstand, skjønt mange ere bedre begavede end jeg, har jeg dog mig selv at takke for, at min Forstand ikke er bedre udviklet end den er. Jeg mangler heller ikke legemelig Begavelse, mange ere vel større og stærkere end jeg, men jeg har dog nærmest mig selv at takke for, at jeg ikke er stærkere end jeg er i legemelig Styrke og Helbred, og jeg mangler heller ikke Villien til at udrette noget godt, men den er for svag, og derfor kan jeg ikke skyde Skylden paa andre end mig selv; thi Gud har sat mig her i Verden med en fri Villlie og under frie Forhold. Fejlen ligger helt ved mig selv og for største Delen deri, at jeg ikke har villet forsage mine egne Lyster.
Jeg vil fra denne Time vende om og søge at blive et nyttigt Menneske, min Gud til Glæde og Ære, mig selv til Gavn og mine Medmennesker til et godt Exempel. For at opnaa dette vil der meget forandres ved mig. Først af alt vil jeg bede Gud om Hjælp i al min Gjerning, thi uden ham er jeg intet og kan intet udrette, men ved hans Hjælp er intet umuligt.
Jeg har ikke forset mig værre mod Gud end, at han jo vil tilgive mig, naar jeg beder ham derom i en sand Tro paa Jesus Christus.
Jeg staar endnu ung i Verden og med et Legeme og Helbred saa stærkt, at jeg tør begynde forfra. Jeg har aldrig begaaet nogen vanærende Handling eller i mindste Maade været straffet eller tiltalt for Forseelse imod de Værdslige Love, der kan forhindre mig paa min Vandring i Livet; i Tillid hertil tør jeg i Guds Navn dristigt begynde.
Imod min Forstands Udvikling har jeg forset mig meget, jeg har ladet mangen Lejlighed, hvorved jeg kunde have gjort mig bekendt med mange Ting slippe mig forbi. Mangen Time har jeg sovet bort i hvilken jeg kunde have lært meget, og nu har jeg slet intet for al den Tid, som er gaaet bort til ingen nytte. Jeg har mangen Time beskæftiget mine Tanker med Luftkasteller og andre umulige Ting, i hvilken Tid jeg ved at fæste mine Tanker paa en nyttig Ting, kunde have lært den til Gavns, saa jeg med en Mesters Dygtighed kunde have udført den til Verdens Forbavselse.
Jeg vil stræbe efter for Eftertiden ikke at lade en Time eller Lejlighed slippe bort til ingen Nytte, men al Tid beskæftige min Forstand med nyttige Ting, hvorved Forstanden bliver skærpet og øvet.
Hvad min legemelige Udvikling angaar, saa har jeg ogsaa derimod forset mig meget. Selve Legemets kraft og Størrelse, som er nødvendig for strengt Arbejdes Udførelse, er adskillige Gange blevet hemmet ved Sygdom, som jeg maaske ofte selv har paaført mig, ved at føje mine Lyster og føre et uordentligt Levnet; men skjøndt jeg desværre maa betrate mit Legemes Væxt for omtrent afsluttet, vil jeg dog endnu prøve paa at udvikle det bedre og mere fuldkomment. 
Jeg vil for Fremtiden søge at føre saa ordentligt et Levnet som muligt, øve mine Lemmer i Bevægelse ved nyttig Beskæftigelse hvorved jeg kan opnaa Styrke, Udholdenhed og Færdighed i mit Arbejdes Udførelse. Ved et uordentligt Levnet og sine Lysters frie Gang opnaar man kun, naar Øjeblikkets Tilfredshed er forbi, en lang Tids Smerter og Ærgrelser, Slappelse og Ulyst til sin Gjerning.
Den største Forseelse ligger maaske dog i, at jeg ikke har øvet min Villie til Styrke i det gode og nyttige, thi af Villien fødes al anden Gjerning. Hvor mange Timer har jeg ikke mange Steder drevet bort til ingen Nytte, jeg har tit i lang Tid staaet fordybet i Beskuelsen af en Ting, som jeg lige saa grundigt kunde have iagttaget et Øjeblik og saa benyttet den øvrige Tid til en anden nyttig Gjerning; men Villien har ikke kunnet eller rettere ikke villet drevet Legemet ud af sin rolige magelige Stilling, som for Øjeblikket kan tilfredsstille en eller anden Lyst, men tillige lader Legemet fortæres i Uvirksomhed, i stedet for i nyttig Gjerning at øve det i Styrke og Udholdenhed. Hvor mange Timer om Dagen driver man ikke bort ved uvirksom at lytte til dumme menneskers Tale og Sjov, hvor mange Timer i Sengen om Morgenen uden det mindste Udbytte endten paa Sjæl eller legeme, men kun for at sløve begge Dele, hvor mange Timer ved lad og doven at nøle over sit Arbejde: der mangler bare, at jeg med en stærk Villie tvinger mig selv ud af denne Uvirksomheds Tilstand. Villiens Styrke kan kun overvinde doven Dumskab; men denne faste Villie kan kun opnaaes ved selvanstrengende langvarig Øvelse; men den kan naaes og saa sandt hjælpe mig Gud skal den ogsaa naaes af mig. Jeg vil for Fremtiden søge at indrette mit Levnet efter bestemte Regler. Jeg vil ikke lade nogen Tid gaa unyttet bort, men altid benytte hvert Øjeblik til nyttig Syssel endten legemelig eller aandelig og helst begge Dele. Ikke beskæftige mine Tanker med unyttige Ting. Udføre alt til den bestemte Tid, som er fastsat dertil, aldrig bie et Minut over Tiden. Ikke opsætte et Arbejde, som er nødvendigt, til i Morgen, naar det kan udføres i Dag. Være nøjagtig i alt, Ord saavel som Gjerning. Være venlig mod alle, aldrig blive vred, men altid være munter ved min Gjerning, om jeg endog er bedrøvet.
Naar noget skal udføres, da altid give en bestemt Befaling, aldrig være vaklende i mine Udtalelser. Naar jeg skal udtale mig om en Ting, da altid først nøje undersøge den, og saa give en bestemt Forklaring derover; hvis dette ikke er muligt da hellere tie stille, at jeg ikke skal give en forkert Forklaring og min Mening blive forkastet. Søge ved enhver Lejlighed at danne mig en bestemt Mening om Tingene, jeg kommer i Berøring med, thi ved Øvelse faar man Færdighed og denne er nødvendig i et afgørende Øjeblik.
Jeg vil for Fremtiden i Sommer staa op kl. 5 om Morgenen, ikke nøle Tiden hen endten ved Frokost eller Middagsbordet, altid søge Beskæftigelse om ikke legemeligt saa med aandeligt Arbejde. Helst gøre en Ting færdig, inden jeg begynder paa en anden, dog aldrig opsætte noget, som er lovet eller skal være færdig til en bestemt Tid for en anden tings Skyld, som jeg kan tage fat paa igen, hvor jeg slap.
Disse var ordene, som den unge mand ville holde sig selv fast på livet igennem. Man må næsten håbe, at det ikke lykkedes alt for godt. Men meget tyder dog på, at han lidenskabeligt forsøgte at leve det liv, som han selv forestillede sig var det perfekte liv. Og at han prøvede at være det perfekte menneske. Og hvor må det have været svært for de nærmeste at leve op sådanne forestillinger.
Men alle sønnerne elskede og beundrede ham. Det er der i det mindste ingen tvivl om, så han har i sin omgang med dem sikkert ikke være så hård, som man skulle tro, og som han var over for sig selv. I det mindste blev den yngste søn et meget harmonisk menneske. Og han var mild og venlig mod alle, ikke mindst mod sine 5 børn. Jeg har aldrig set ham vred. Selv om jeg vist nok var en uvorn unge, der forsøgte at drive ham til vanvid.
Selv kunne min farfar ikke nå de mål, han satte sig som ganske ung. Han ville gerne være dyrlæge, men det var der ikke økonomi til. Så skulle den ældste søn opfylde drømmen, men heller ikke det lykkedes jo, idet Lars fik ødelagt sit syn. Og den næste søn var måske ikke så brillant som sin far, og søn nr. 3 var sindssyg. Den yngste, min far, var ordblind, og det var på den tid noget af et stempel at rende rundt med, selv om alle vel vidste, at det lå til familien.
Jo, skuffelserne stod i kø for den gode Janus.
Sådan ser det i al fald ud set på afstand.
herunder et billede af Janus foran gården et par år før sin død i 1919:

 
Måske har jeg enkelte læsere endnu, som stadig venter på bogen om Hulsig. Til dem vil jeg sige:
Nu har korrekturlæseren været i gang og afleverede manus til mig i går. Men men men … min tvivl gnaver i hjertet … vil der være nogen læsere til den bog? Den handler jo kun om et lille bitte sogn, og der har aldrig boet mange mennesker, og de har aldrig gjort sig bemærkede som lysende genier, hvis bedrifter har slået verden med undren og ærefrygt.
Nå ja, og så skrives der jo bøger nok.
Og jeg er for resten træt.
Og til sidst lige en bemærkning snuppet fra Biblen, som jeg faldt over i dag ( det var ikke Biblen, men bemærkningen, der fik mig til at falde): der står i Prædikerens bog kapitel 12, vers 12 følgende vise ord:
Der er ingen ende på, som der skrives bøger, og megen granskning trætter legemet.
 
 

Det følgende kapitel handler lidt om, hvordan det har været at være barn i Hulsig: barn på landet i tiden før 2. verdenskrig. Det kunne udvides og vil også blive det, men måske kun med en række billeder. Jeg ved det ikke – jo nærmere, vi kommer den dato, hvor jeg egentlig havde tænkt mig at sende bogen ud, jo mere synes jeg, den mangler i flyvefærdighed.
Vi flyver i al fald ikke i år.
 

Barnelivet

Hvordan var det mon at være barn i Hulsig? For det fattige barn var det uden al tvivl en nådesløs tid. Det var reglen mere end undtagelsen, at børn fra husmandssteder og landarbejderhjem kom ud at tjene fra de var små. Og der var rigeligt med både fysiske og psykiske knubs i vente for et lille, fattigt barn.
Og selv om det ikke var et fattigt barn, så var barndommen ofte en skærsild, det gjaldt om at komme helskindet igennem, og ikke alle børn var så heldige. Optugtelsen var hård.
Jeg talte for et par år siden med en ældre landbokone, Rene Nielsen. Hun var gårdmandsdatter, og familien var ikke fattig. Hun fortalte mig, hvordan hun som 7 – 8 årig var blevet sat til at vogte gårdens heste, og så skete der det ulyksalige, at det lille barn glemte dyrene og ”kom til at lege” i stedet for at holde vagt, og i den tid, hvor hun var uopmærksom, havde de set deres snit til at gå ind i kornet og æde løs. Da hendes far kom og opdagede ulykken, fik barnet en omgang prygl, og der blev ikke lagt fingre imellem.
Fattigdommen lå overalt som en trussel i tiden, og den kunne ramme de fleste familier, om man ikke gjorde sig umage i det daglige, og her havde selv det lille barn et medansvar for, at det ikke skete.
Min mor var Hulsigpige, og det var hendes hjertensveninde gennem hele livet, Sigrid, også. Mor var uddelerens eneste datter og sikkert forkælet, men hjertensveninden var barn af Laurits Christensen, der i folketællingen står opført som arbejdsmand. Han var ud af en slægt, hvor mændene i generationer havde været bådsmænd, altså redningsfolk, og de har uden tvivl været respekterede for deres mod og handlekraft, og man har i den forbindelse sikkert ikke skelet til social status. En slags adelsmærke trods alt. Ikke desto mindre var der små kår i hjemmet, og Sigrids storesøster, Marie,  kom ud at tjene som lille pige, og hendes barndomshistorie kunne sagtens danne rammen om en roman akkurat så hjerteskærende som Nexøs skildring af Ditte Menneskebarn.
Sådan var tiden. Det vrimlede med små menneskebørn, der fra en tidlig alder lærte at klare sig selv uden den forældrestøtte, ethvert barn behøver, for slet ikke at tale om pædagog- eller psykologhjælp. De var udsatte børn i alleregentligste forstand.
Mor kom ikke ud at tjene. Og som voksen pige blev hun ansat i butikken, og i folketællingerne kan man se, at hun har titel af ekspeditrice.
Hvordan livet formede sig for et almindeligt hulsigbarn i ”gamle dage”, kan man læse i den fine, lille erindringsbog ”Mit Liv”, som er fortalt og skrevet af Kaja Rasmussen, født Thomsen.
Kaja blev født på den store Karredgaard, og skønt meget har ændret sig, siden dengang den unge lærer Chresten, som vi mødte i romanens kapitel 3, løb strandlangs og stak op over klitterne med kurs mod Karredgaard, så har de godt og vel hundrede år ikke ændret voldsomt på vilkårene for et lille barn. Og navnlig når det drejer sig om børneopdragelsen har tiden nærmest stået stille. Jeg citerer nogle passager fra den del af Kaja Rasmussens bog, der handler om barndommen. De er taget fra siderne 5 til 10. Her får vi et indtryk af et Hulsigbarns liv, som det udfoldede sig i årene før 2. Verdenskrig.
Mit barndomshjem indtil 1940 var en gård, som ligger helt nede mod klitterne ud mod Kattegat. Derefter flyttede vi til min fars fødehjem, et lille husmandssted i Hulsig. Her boede jeg til min konfirmation i 1942.
I mit fødehjem boede min mor og far og mine fire brødre. En overgang boede også mine bedsteforældre i huset, fordi de ikke kunne klare sig alene.
Mit hjem omkring 12-års alderen var et lille husmandssted. Der var stuehuset næsten det mindste. Der var en lille stue, et lille kammer og et soveværelse samt et køkken. Der var også et rum, som vi kaldte ”nede i det gamle”. Der var et spisekammer og et lille kammer, som kun blev brugt til at opbevare gamle ting i, da der ikke kunne fyres.
Mit eget værelse var den ene ende af sovekammersengen. Den delte jeg med min lillebror. Jeg havde kun en æske til at opbevare mine ting i.
Det med at bade foregik, når mor havde vasket storvask. Så var der fyret op og godt varmt ude i udhuset og gruekedlen var fuld af varmt vand. Vi fik alle en tur i baljen. Det var festligt. Til daglig vaskede vi os i vaskefadet i køkkenet, når der var blevet fyret op i komfuret. Der skulle jo varmes vand. Pumpen stod ude i gården.
Toilettet – eller lokummet – som vi kaldte det, var også ude i udhuset. Toiletpapir kendte vi ikke. Det var gamle aviser, der blev klippet i pæne stykker med en snor igennem og hængt op på væggen. Det var fint, når far havde fået en gammel telefonbog af centralmutter. Der kunne blive mange stykker af den……
En dag i mit barndomshjem: Jeg er født på en gård, hvor der var 12 køer, 2 heste, grise, får og høns. Når mor og far stod op ved 5-tiden om morgenen var det far, der røgtede dyrene, mens mor tændte op i komfuret, og så var der lunt og varmt vand. Mor gik i stalden og malkede køerne. Det var altid mors arbejde.
Ved 6.30-tiden blev der kaldt på os fem børn. Så var der dejligt varmt vand til at vaske os i, inden vi skulle i skole. Mor smurte madpakker til os og sørgede for, at vi kom afsted….
Om sommeren gik vi små i skole fire dage og de store klasser to dage om ugen. Det var sådan, at vi skulle hjælpe til i marken og med dyrene. Mor sørgede for at få køerne ud på græs. Den gang gik de ikke ude om natten.
Mor var mest ude og arbejde med alt, hvad der skulle gøres. Der var ikke råd til at holde karl. Så når vi kom hjem fra skole hjalp vi også til med at luge roer og gulerødder. Der skulle også laves mad. Vi spiste altid varm mad til middag. Når vi så kom hjem fra skole stod den varme mad og snerrede på komfuret.
Når det blev aften og der igen var sørget for dyrene og lukket for hønsene, spiste vi til aften. Så blev hængelampen over spisebordet tændt. Det var en petroleumslampe. Det var tid til lektielæsning. Mor stoppede strømper og lappede tøj. Det foregik alt sammen ved bordet for, at vi kunne se ved lyset. Far reparerede sine fiskegarn i et hjørne af stuen. Det lugtede ikke altid lige godt.
Far fiskede fra en robåd for, at vi kunne få den daglige mad. Den stod på fisk fem dage om ugen. Der var for det meste lidt kød lørdag og søndag. Nogle gange skød far havmåger. Så fik vi mågebøffer. Det var kun brystet, som kunne spises. Det smagte godt.
Hvis far var heldig og der var mere fisk end der var brug for, kørte han på sin cykel til Skagen ca. 12 km og solgte fisk på auktionen. Så blev der en lille skilling i pungen.
Far var også sin egen smed. Han kunne lave alt muligt, f.eks. ringe til vognhjul og hestesko, ja, jeg synes næsten, han var en tusindkunstner. Far var også med i redningsvæsenet, så han gik strandvagt, når det stormede.
Mor havde nok at gøre med at sy gammelt tøj om, som hun fik fra noget familie i København. Det blev syet om til os børn og samtidig kartede og spandt hun også alt det garn, som skulle bruges til strømper, trøjer, vanter og huer samt uldne undertrøjer til alle os fem børn. Uh, hvor de krassede. Garnet blev også farvet i de flotteste farver til trøjer og sort til lange hjemmestrikkede strømper. Det var kun om søndagen jeg måtte få hvide strømper på.
I forbindelse med, at jeg skriver om, at mor kartede og spandt, kan jeg fortælle, at vi selv havde får, så derfra fik vi ulden…
Vi søskende havde de pligter, at vi skulle hjælpe i marken og i stalden. Jeg som pige skulle vaske op. Jeg var så lille, så jeg måtte have en hummerkasse at stå på for at nå op til vasken.
Om søndagen skulle jeg pudse alle dørgrebene i stuen. Det var messing. Jeg kan huske, hvor svært det var at undgå at komme ud på de hvidmalede døre. Jeg skulle også skure gulve. De var jo ikke ferniserede. Når de var tørre blev der strøet et fint lag af det fineste hvide strandsand på. Det holdt gulvene rene. Der blev fejet ind imellem og så kom en ny omgang sand på.
Jeg hjalp også mor med at karte og spinde. Det kan jeg stadig huske at gøre. Mine brødre skulle sørge for at raspe roer til køerne og hakke hakkelse til hesten.
Maden var ikke meget varieret. Om morgenen fik vi kaffe og rugbrød med sukker på. Far sad og delte sild ud til os, som vi spiste til sukkermaden. Det kunne vi godt lide. Det fik vi hver dag og så en kop sødmælk. 
Skolemadpakken bestod af sukkermadder og æggemad. Når vi kom hjem fra skole stod middagsmaden og ventede på komfuret. Det var de allerfleste dage fisk og vandgrød eller sødsuppe med svedsker og rosiner i.
Om aftenen fik vi varm skummet mælk med brødskorper i og hvis der var fisk tilbage fra middagen. Måske også et spejlæg til hjemmebagt rugbrød….
Når jeg ser tilbage på min barndom var jeg vist et lille skravl, som havde mange sygdomsperioder. Jeg var meget tynd, vel nærmest mager og tilmed hjulbenet. Mejeristens søn, Holger, stod altid på rampen. Hver gang han så mig, sagde han, at der kommer Karl Thomsens hjulbenede unge. Hvor jeg dog ikke kunne fordrage den mand.
Jeg tror, at alle mine mindreværdskomplekser startede der. I skolen var jeg heller ikke den, der rakte fingeren op. Jeg holdt mig helst i baggrunden. Jeg var så bange for at dumme mig, selv om jeg godt vidste det, der blev spurgt om. Sådan har jeg haft det hele mit liv. Men jeg blev en god lytter.
En anden periode følte jeg mig meget uretfærdigt behandlet. Mine bedsteforældre, som boede i Hulsig i deres lille hus, var så gamle og syge, at de ikke kunne være alene om natten. Far sagde, at jeg skulle sove oppe hos dem og løbe hjem efter hjælp, hvis det blev nødvendigt.
Bedstefar havde en meget slem brok i begge sider. Han gik med brokbælte. Hvis han stod op om natten, hvor han ikke havde bæltet på kunne det gå galt og far havde lært at stoppe det op igen. Da protesterede jeg vildt og sagde, at det ville jeg ikke. Jeg var så bange for at skulle løbe efter hjælp om natten, men det resulterede i, at jeg fik en ordentlig endefuld og besked på at gøre som der blev sagt.
Jeg syntes, at mine to ældre brødre eller min fætter, Harald, som var store drenge, kunne have gjort det, men der var ikke noget at gøre. Jeg følte, at det var rigtigt uretfærdigt. Jeg var kun ni år dengang. Det var også slemt, fordi bedstemor og bedstefar var meget senile. Heldigvis fik de efter den sommer en ældre pige til at bo hos sig…
Jeg begyndte at gå i skole, da jeg var knap 7 år i 1935. Jeg gik i Rannerød skole, midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var ca. fire km at gå. Jeg havde ingen cykel, så det var langt at gå, især om vinteren, når der var meget sne, og det var der virkelig den gang – Jeg har aldrig gået i andre skoler og jeg gik ud af 7. klasse.
Jeg var meget glad for at gå i skole i de første fem år.
I første klasse som varede 3-4 år, gik vi kun i skole to dage om ugen om vinteren. I anden klasse gik vi fire dage. Om sommeren var det de store, som gik to dage og første klasse fire dage.
Vores skole havde kun en skolestue og en skolelærer.
Min dag begyndte allerede ved halvsyvtiden om morgenen. Så skulle jeg op og vaskes og spise morgenmad. Den bestod næsten altid af et glas mælk og kaffe med en skive rugbrød med sukker på og så fik vi spegesild, som var trukket lige op af saltlagen. Den skar far i små bidder til os. Vi spiste det til sukkermadderne. Det kunne vi godt lide….
De første fem år var gode år i skolen. Jeg husker især en ting, som var en stor oplevelse for mig. Hvert år, når jeg havde fødselsdag den 22. september, så havde lærer Wilhelmsen lagt en masse æbler, pærer og vindruer på et havebord. Når vi havde frikvarter, blev vi alle kaldt ud i haven. Så måtte vi spise al den dejlige frugt.
Det bedste af det hele var, at jeg måtte tage det, der blev tilbage, med hjem. Det var virkelig en stor ting for mig, da vi jo ikke havde frugttræer eller have, så vi var ikke forvænt med den slags derhjemme.
En anden ting, jeg også husker, var når vi kom i skole om vinteren og der var meget sne. Så var vi nogle gange våde på benene, helt op til rumpen. Vi havde kun træsko at gå i, så vi kom ind til fru Wilhelmsen i deres fine stue og så var det bare af med alt det våde tøj.
Det blev tørret på kakkelovnen og imens fik vi varm mælk og en mad til. Hun var meget sød imod os.

Familien Thomsen på udflugt i klitten. Det er lille Kaja, der sidder på sin mors skød.
 

 
Egentlig er det lidt overflødigt at lægge de følgende kapitler over på bloggen – mange af dem findes der i forvejen – måske i en bedre udgave. Nemlig fra dengang jeg lavede research på egnen.
Det får nu være. Her kommer den version, der kommer i bogen Hændelser ved Hulsig, og den er jo ikke ganske identisk med den tidligere version.

S K O L E N

 

Lærer Wilhelmsen med skoleklasse
 

Samme lærer. Her står min mor, Vera Andersen til højre for den lille pige i forgrunden
 
Rannerød Skole blev bygget i 1868, og før den tid undervistes børnene af såkaldte omgangslærere, der vandrede fra gård til gård og bibragte eleverne de mest elementære kundskaber. En smule læsning, skrivning og regning. Lærerens status var på alle måder lav. Det var først langt senere, at læreren vandt agtelse og fik status i lokalsamfundet. Før den tid var både bønder og øvrighed mere end tilfredse, hvis blot børnene fik lært at læse og regne til husbehov, ja, rundt om i sognene sad en del præster, der fandt, at boglig lærdom var direkte skadelig for almuen. Al for meget viden kunne let føre til oprørske tanker og utilfredshed med kald og stand.
En tilfreds og from bondstand var idealet, indtil det store oplysningsprojekt blev sat i gang sent i århundredet. Og for borgerskabet herskede endnu længe forestillingen om bonden som et væsen, der levede i en slags idyllisk pagt med naturen, sådan som man f.eks. kan se det på romantikkens malerier af livet på landet og i Christian Winthers bondeskildringer i ”Træsnit”.
Omgangslærerne fik da heller ikke egentlig løn for deres arbejde, men kost og logi, og det var ofte arbejdsudygtige mænd, f. eks. tidligere soldater eller flinke konfirmander, der bestred embederne som løbedegne, som disse lærere også blev kaldt.
I sidste del af 1800 – tallet ændrede billedet sig. Et nyt projekt om oplysning af landbefolkningen søsattes, og lærerne fik navigatørstatus på den sejlads. Karle og piger kom på højskole, hvor de tilegnede sig almene og faglige kundskaber. Også mange Hulsigboere tog på højskole. Og rundt om skød nye landsbyskoler op.
Skolen for Hulsig og omegn kom til at ligge i Rannerød af den simple årsag, at der her boede en bonde, Christen Madsen, der var så gavmild at skænke sognet en byggegrund. Den bestod som alt andet i nærheden af flyvesand, og myndighederne var da også lidt betænkelige ved tanken om, at der aldrig ville kunne anlægges en have på en så forblæst og sandet grund, og da lønnen stadig var ussel og læreren jo helst skulle overleve, så ville en smule selvforsyning næsten være nødvendig.
Skolebygningen var ganske lille og særdeles primitiv, bygget som den var efter de forhåndenværende søms princip. Noget strandingstømmer blev valgt, for det var billigt; til gulv brugte man dørken fra et forlist skib.
Det blev da også i de næste mange år særdeles svært at skaffe kvalificerede lærere til skolen. Det eneste, der var stort ved det embede var arbejdet, for selv om løbedegneinstitutionen formelt var afskaffet, så skulle læreren fortsat flere gange om ugen ud på lange løbeture, nemlig de dage, hvor han også skulle undervise børnene i Lodskovad og Bunken. Og i de første år var det da heller ikke eksaminerede lærere, der søgte stillingen ved Rannerød Skole. Man kan undre sig over, hvordan der blev kokkereret, for først i 1873 blev der bevilget et lille køkken øst for skolestuen.
Læreren hed dengang Mortensen, og han skulle giftes med Ane Thomsen og kunne derfor ikke undvære et køkken. Han fik tilladelsen på betingelse af, at han selv betalte arbejdslønnen, som var på 15 rigsdaler, en rigelig udgift, al den tid årslønnen beløb sig til 120 rigsdaler. Det er samme Mortensen, som tegnede den nybyggede skole, så vi i dag ved, hvordan den så ud.
 
Omtalte Mortensen skulle efter sigende have været alkoholiker, men det var der nu mange lærere, der var på den tid. Det fortælles om ham, at han endte sine dage tragisk i København. Hvad der blev af konen Ane og eventuelle børn, hører man ikke noget om.
Sådan har der været en række originale lærere ved skolen i tidens løb, mange af dem højst uegnede til at undervise børn. Herom kan man læse mere i Jens Lampes lille bog: Træk af Raabjerg Sogns Degne – og Skolehistorie fra 1948. Jens Lampe blev i øvrigt selv lærer på skolen efter J. P. Wilhelmsen, der gik af i 1946.
Men på et tidspunkt vendte billedet. Noget nyt var i gærde, ja havde været det længe, og omsider fandt det vej til Hulsig. Det var denne oplysningssag.
For Danmark havde fået et folk, eller skulle man sige ét folk? Efter nederlaget 1864 var landet blevet reduceret fra et multinationalt land med mange forskellige sprog, tysk især og alle de mange dialekter, til at være en lille nationalstat, hvor bestræbelsen bl.a. gik ud på at skabe helhed, og alle skulle derfor lære samme sprog: københavnsk.
Det blev nu landsbylærerens fornemste opgave at medvirke til, at disse bondestanden blev forvandlet fra almue til folk og indgå i nationalstaten på lige fod med de øvrige borgere. Man kunne såmænd godt tale om en integrationsproces, nemlig en indlemmelse i det nye fællesskab, som hele nationen nu skulle lære at leve i.
Integration og sammenhængskraft. To ny ord, som vi bruger flittigt i vore dage, men nu handler det om at integrere de fremmede indvandrere, så de bliver en del af riget. Den gang var det en bestræbelse på at få bønderne til at blive akkurat det samme. En bonde havde tidligere været Morsøbo eller Vendelbo eller Fynbo eller Thybo. Nu skulle han være dansker.
Og forsamlingshuse og skoler og foreninger og andre gode dannelsesinstitutioner voksede frem i denne bestræbelse på at søge og finde en ny fælles identitet. Og samtidig med voksede også agtelsen for skolelæreren. Han fik en central placering i de små samfund, idet han sammen med præsten fik som opgave at lære bønderne at navigere i det nye farvand, der hed folkestyre.
Også manden bag ploven skulle være et dannet menneske, der læste litteratur og var i stand til at tale med om de store åndelige spørgsmål. Foredrag for folket blev et hit. Dertil kom, at bonden, eller landmanden, som han nu helst ville kaldes, naturligvis skulle vide meget mere om sit fag, og højskoleundervisningen skulle derfor ud over at være almendannende med udvidede skolefag også have en faglig dimension. Der skulle undervises både i Sokrates og i pløjning.
Med grundtvigianeren Wirring kom folkeoplysningen til Hulsig. Han var som helt ung blevet optaget af Chresten Kolds og Grundtvigs tanker og ideer og gjorde en stor indsats for at sprede det glade budskab, og hans virksomhed i den retning vendte efter sigende op og ned på mange Hulsigboeres liv. Det var faktisk ret utroligt, hvad han ene mand nåede på de kun elleve år, han virkede ved skolen. Min ”bedstemor”, Ane Andersen, holdt meget af ham og var overbevist om, at han havde givet hende mod og vilje til at finde sin egen identitet og ”blive til noget”. Og hun blev en mønsterbryder. Under afsnittet Kirken og det religiøse liv kan man læse mere om Wirring.
I Martin Nielsens bog: ”Mennesker jeg mødte paa min Vej” giver han et portræt af det afholdte lærerpar. Jeg citerer fra bogen: (s.204):
De to Mennesker udfyldte paa en saare skøn Maade hinanden, og deres Liv, Hjem og Færd var præget af en egen Harmoni. Man lagde mærke til deres Stemmers Samklang. Han havde en mandig, dyb Stemme, medens hendes var ægte kvindelig, blid og klangfuld …
Wirring var i Besiddelse af stor Virkelyst, og den blev taget rigeligt i Brug paa mange Omraader. Han hørte til de Lærere, der blev Høvdinge paa deres Egn i kraft af det Tjenersind, de ejede, og slet ikke fordi de havde Lyst til at herske.
M. Nielsen medbringer i sin bog en mindeartikel, skrevet af Jens Kristian Jensen Sovkrog, en Hulsigbo.  Artiklen er fra Vendsyssel Tidende, og skribenten fortæller her, hvad fru Wirring betød for en lille forfrossen barnesjæl, der var uvant med kærtegn, men som tøede op ved den varme, der udgik fra Rannerød Skole. Her under et citat fra artiklen:
En god Kvinde er død. Det var først i Halvfemserne, at jeg som niaarig Dreng første Gang saa hende. Da kom det nye Lærerpar til Rannerød Skole, deroppe mellem Klitterne ved Skagen. Jeg husker tydeligt, da hun første gang besøgte mine Forældre. Jeg kan se hende sidde i Stuen med sin Førstefødte paa Skødet. Jeg syntes aldrig, jeg havde set saa venligt et Ansigt, og saa denne melodiøse, hjertevarme stemme, den glemmer jeg aldrig!
Naar det nye Lærerpar hurtigt blev saa afholdt blandt Beboerne i Rannerød Skoledistrikt, saa var det jo væsentligt, fordi de begge, baade Lærer Wirring og Frue, forstod den Kunst at vinde Skolebørnenes Hjerter. Hver Skoledag blev en Glædesdag. Vi Børn følte, at i Skolen var der godt at være; der var gensidig Tillid og Forstaaelse.
Tit fik vi Lov at smage Fru Wirring Smaakager. Hendes Kagekasse var vist aldrig tom. Naar der i Bibelhistorien blev fortalt om Profeten Elias, hvor han siger til Enken i Sarepta: ”Hverken Melet i Krukken eller Olien i Kruset skal slippe op”, ja, saa syntes jeg, at det var ligesom Fru Wirrings Smaakager.
Og der var noget andet, der heller aldrig slap op: Fru Wirrings venlige Ord. Med Kagerne fulgte altid et muntert, venligt Ord; ja, hvor saadant et lille Ord kunde gøre godt! Og som hun var mod Børn, var hun mod alle. Hun strøede om sig med Smil og Venlighed. Aldrig fattedes hendes varme Hjerte gode, kærlige Ord. Vi Skolebørn elskede hende, og naar hun en gang imellem havde en Time i Skolen, som Regel Oplæsning, ja da var der en fornøjet glad Stemning over hele Linien.
Hvor kunde hun tage os om Hjertet, bare ved sin Stemme. Og hendes Hjem, de smaa Stuer i Rannerød Skole, hvor var der hjemligt, hvor var der hyggeligt, og det var smaa Midler! Embedslønnen var, særligt til at begynde med, saa ganske ubegribelig lille, saa det var uforstaaeligt, at det kunde slaa til for en Familie. Men Fru Wirring havde en kærlig Haand og en heldig Haand, det slog til, og der blev endda lidt tilovers til at glæde andre med.
Ja, det var et Hjem, det følte man straks, man kom i Berøring med de to Mennesker. Der var Fred. Kærlighedens Arneflamme brændte altid klart. Hjælpsomhedens og Selvopofrelsens Aand havde her til Huse. Det var en Sjælens Harmoni, saa man følte sig som paa et helligt Sted, hvor den lille Lærerkone var Livet i Huset, den stille Kraft, der er af en saa uvurderlig Betydning for et Hjem og for Børnenes Fremtid
Det var omtrent fem og tyve Aar siden, hun flyttede fra Rannerød Skole. Men i Skoledistriktet er her mange, baade gamle og ældre, som aldrig vil glemme Fru Wirring for de venlige Ords Skyld. Thi venlige Ord er en stor Magt; de er som Himmelmanna for forknytte Sjæle, ja for Børn er de det samme som Sollys for Planten. Er der noget, en Barnesjæl kan hungre mere efter end netop et venligt Ord, et kærligt Smil, en kærtegnende Haand?
Nu er hun død. Hun, der altid var rede til at gøre godt. Og Mindekransen flettes. Vi kommer hver med sin lille Blomst for at ære hendes Minde. Mange af os føler vel nok, hvor fattigt, hvor lidt det er imod, hvad hun har været for os.
 
Efter Wirring fulgte en række vikarer, men den næste lærer af betydning var lærer Pinholt, som efter sigende var et kvikt hoved. Han trivedes imidlertid ikke på egnen, fandt livet i Rannerød kedsommeligt, og lærergerningen uinspirerende. En overgang forsøgte han at indføre cricketspillet i Hulsig og desuden at tage børnene med til stranden for at lære dem svømning. Ingen af delene faldt heldigt ud. Men efter min onkel Lars’ mening var Pinholt alligevel ingen dårlig lærer. Der står om ham i Hulsig- minder:
 
Efter forskellige vikarer kom lærer Pinholt. Han kunne fortælle, så jeg i dag kan huske meget af det. Vi begyndte altid dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre. Den største og stærkeste dreng fik så facitlisten og katederpladsen. Mens Pinholt gik ud og sludrede med naboerne 1-1 ½  time, regnede vi – og vi regnede. Der var aldrig uro eller spektakler. Hvis én lavede uro i klassen, var han hjemfalden til prygl af os alle. Men vi arbejdede.
Den lærer, som virkede i længst tid ved skolen var lærer Wilhelmsen, som ses nedenfor sammen med sin kone og nogle af børnene. Det er i 1919, og min mor, Vera Andersen, står til højre for Wilhelmsens lille datter forrest i billedet.
 
Wilhelmsen var ved skolen i perioden 1912 – 1945. Forgængeren, lærer Wirring, havde gjort det umulige, nemlig forvandlet flyvesandet omkring skolen til en frugtbar have, og dette arbejde fortsatte Wilhelmsen med fornyet energi, og nu blev haven udvidet med frugttræer, og desuden opdyrkede han et nyt stykke klitjord sønden for skolen. I hans tid udskiftedes det gamle stråtag med et nyt rødt teglstenstag.
Min mor var glad for lærer Wilhelmsen, han var efter hendes mening en dygtig pædagog, der forstod barnesindet, og jeg kender ham kun gennem hendes fortællinger om hans inspirerende undervisning og store venlighed. Et varmt og gavmildt menneske er det eftermæle, hun har givet ham. Og det er da også det billede af ham, vi får ved at læse om Kaja Rasmussens skoletid.
Kaja føjer dog til, at hun var meget ulykkelig over at gå på skolen i krigsårene. Dels var hun bange for at færdes på sin skolevej, hvor der ofte marcherede tyske soldater, og dels havde hun og hendes søskende det ikke godt med, at lærer Wilhelmsen omgikkes venskabeligt med de tyske soldater. Hans datter blev senere gift med en tysk officer og flyttede efter krigen til Tyskland, hvor den gamle lærer for øvrigt døde på et at sine besøg hos hende.
Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke. Grundtvigianer kan han næppe have været og har vel ligget langt fra Wirrings Kold-Grundtvigske ideer. Men jeg har gransket lidt i Wilhelmsens ungdomstid, og heraf fremgår det, at han var grebet af de samme tanker om sundhed og styrke, som begejstrede rigtig mange af 10’ernes og 20’ernes unge mænd, f.eks. de unge futuristiske digtere som den unge Emil Bønnelycke, der ligefrem dyrker krigen for dens storladne udfoldelse af kraft, og til en vis grad også den mere folkekære Johannes .V. Jensen. Ja, selv digterpræsten Kaj Munk var en tid forblændet af tanken om overmenneskets ret til magten, og man kan desuden nævne gode navne som Mylius Erichsen og Niels Buck.
Alle var de i kortere eller længere tid begejstrede for de strømninger, der kom hertil i 20’erne og 30’erne fra det sydlige naboland. Og navnlig den sidstnævnte, Niels Buck, der var højskolelærer i Ollerup, havde stor indflydelse på de unges udvikling og holdningsdannelse.
Mange var begejstrede for tanken om muskelsunde, stærke og handlekraftige mennesker. Og der var ikke så få, der omtalte tidens folkevalgte politikere med stor foragt og kaldte dem ”sniksnakkende demokrater med vattede holdninger”.
Denne dyrkelse af styrke og kraft var en tendens i tiden, men det var også tanker, der kunne føre unge, ubefæstede sjæle ud på dybt vand, så de endte i en dyrkelse af idealer med fascistoide undertoner. I digtet ”Tilegnelse” skriver J. V. Jensen: ”Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget.” Og hans søster Thit Jensen gik højrøstet ind for racehygiejne. Jo, der var en del gode folk på den vogn, hvis retning de næppe helt havde styr på, og som endte i krig og kaos.
En anden forklaring på Wilhelmsens vildveje, og den holder jeg mere af, kunne jo være, at den gode lærer slet ikke sympatiserede med Hitler og hans nazisme, men var i stand til at se mennesket bag soldaten. Min svigerfar Marius Hansen var plantør under krigen, og mens tyskerne ”indtog” plantørboligen, blev hele familien forvist til stalden. Her sad min svigermor som en anden Jomfru Marie og fødte sine børn. Hun har fortalt mig, hvordan tårer og mælk flød sammen, når hun ammede sin lille dreng. Det kunne sagtens have skabt et tyskerhad uden lige, men det gjorde det ikke, min svigermor brugte i stedet sine kræfter på at trøste og hjælpe de unge soldater, der længtes hjem til deres forældre, og som fandt en slags mor i hende. Hun så drengen bag uniformen og ikke soldaten.
Verden er aldrig sort hvid. Det synes jeg, man bør huske, inden man dømmer andre mennesker.
Det højeste antal børn, der har gået på skolen i den periode, vi her beskæftiger os med, er 46, og det var i 1906 og det laveste er 19 – det var i 1946.
 
 
 
 

HULSIG I DE FØRSTE ÅRTIER AF DET NYE ÅRHUNDREDE

I det følgende vil vi springe lidt rundt i Hulsig og omegn og kigge på livet, som det udfoldede sig fra Janus Hesselholts død ved indgangen til et nyt årti og frem til 2. verdenskrigs begyndelse. Nogle af personerne og mange af deres nærmeste efterkommere lever stadig, og mit kildemateriale til denne del af bogen stammer delvis fra samtaler, jeg har haft med dem, og fra dokumenter og billeder, som de har lånt mig.
Når jeg her vælger en anden form end romanens, skyldes det, at jeg ville finde det ubehageligt at digte folk fra den nærmeste fortid ind i en sådan fiktiv konstruktion. Skulle jeg ”digte” om perioden så nær min egen tid, ville jeg frygte for min forfløjne pen, der ikke altid lader sig styre af den sunde fornuft eller af de gode viljer.
Jeg vil fortælle lidt om det videre hændelsesforløb for Hesselholt og familien der. Og lidt om livet, som det udfoldede sig i det lille sogn, i dagligdagen, i skolen, i kirken og ved særlige hændelser. En del af kildematerialet til disse beretninger stammer fra gamle udgaver af Skagen Avis. Den blev i de år redigeret af Poul Hansen, og så vidt jeg kan se, var det også ham, der skrev det meste af nyhedsstoffet. Hvis der har været ansat uddannede journalister til det, så har de skrevet i Hansens stil, og deres navne er ikke at finde i bladet. Der er dog et supplement af baggrundsartikler af navngivne skribenter og desuden ind i mellem en romanføljeton.
Men lad os først vende blikket mod den gamle gård Hesselholt og livet der, hvor fire unge mænd alt for brat mistede deres far i vinteren 1919.
 

Sønnerne

Lars, Otto, Karl og Magnus. Jeg tror, de var knyttet til hinanden med stærke bånd, og at båndene holdt livet igennem. Jeg husker fra min barndom, hvordan far ofte startede bilen søndag formiddag for at køre til Hulsig eller til Skagen. Han skulle lige ud til gården og snakke med Otto, eller han skulle en tur til Skagen og høre til Lars. Sommetider fik man lov at køre med, men som regel kørte han ene.

Lars Hesselholt

Lars ville have været dyrelæge. I en nekrolog fra Skagen Avis 27. februar 1979 kan man læse: Efter planerne skulle han have været på højskole, hvorefter han ville have indledt et studium til dyrlæge. Imidlertid mistede han sit ene øje, hvorefter disse planer blev opgivet.
I 1917 tog han lærereksamen på Gedved Seminarium og var en tid lærer i Rudkøbing, men da hans far døde, blev han kaldt  hjem, og efter et kort ophold i hjemmet fik han embede i Øster Holmen, hvor han var enelærer for 104 børn, senere kom han til Gammel Skagen, og de sidste mange år og indtil sin pensionering i 1963 virkede han på Kappelgårdskolen i Skagen. Han giftede sig med Magdalene Skyggebjerg, som han havde lært at kende på seminariet, og de fik fire sønner: Jens Janus, Søren Jacob, Poul Ole og Knud Erik. Jeg husker min onkel som en lun og venlig mand, som var god til at fortælle og som havde en udpræget humoristisk sans, en tone, man tydeligt sporer i de skrifter, han har efterladt. Også min tante Magda var et rart menneske, og jeg kan forestille mig, at de havde et godt liv både som lærere og sammen med deres fire  drenge, hvoraf de dog var så ulykkelige at miste den næstældre, Søren Jacob, der døde som stor dreng.
Lars’ pædagogiske virke har mig bekendt ikke sat sig synlige spor, men det har derimod hans store interesse for historie, idet han deltog i flere lokalhistoriske projekter, bl.a. var han en af initiativtagerne til det museum, der kom til at hedde Skagen Fortidsminder, i dag Skagen By- og Egnsmuseum. Han underviste i historie og tysk og var meget engageret i begge fag, og jeg har talt med et par af hans elever, som var enige om, at han var fagligt dygtig, men kunne være temmelig skrap og forlangte, at eleverne skulle møde velforberedte til timen, ellers vankede der ørevridere. Men en sådan holdning og læreradfærd kendetegnede sikkert de fleste af den tids lærere, og jeg kan ikke forestille mig, at han har været særlig brutal. Så har han i al fald slet ikke lignet sine brødre.
Hvis man vil vide lidt om ”ånden” på Kappelborgskolen, kan man finde fornøjeligt stof i Hanne Marie Svendsens lille erindringsbog ”Himmelsten.” Hun fortæller levende om både sin egen og sin mors skoletid og nævner i den forbindelse flere afskrækkende eksempler på de lærere, hun og moren blev udsat for i deres skoletid i Skagen, f.eks. skriver hun: ”Lærer H havde et djævelsk temperament og slog lussinger.” Men det H står heldigvis ikke for Hesselholt, for vedkommende var nemlig en lærerinde. Og i det store hele var Hanne Marie Svendsen glad for at gå på skolen, men hun var jo også en pige. De elever, jeg har kontaktet for at høre om min onkel, var alle drenge, og drenge kunne man roligt trække i ørerne, uden at nogen fortrak en mine af den grund.
Noget egentligt portræt af min onkel Lars er jeg ikke i stand til at give. Og mine fætre lærte jeg aldrig at kende. De var så meget ældre end os og vist nok flyttet hjemmefra, da vi var børn. Når onkel besøgte vores familie, talte han ikke direkte til os børn, men jeg husker, at han talte meget, og jeg tror, vi lyttede. Jeg husker, vi lo. Til min søster Dortes konfirmation rejste onkel Lars sig spontant op og beklagede, at han ikke havde forfattet en sang, hvorpå han på stedet gjorde fejlen god ved på stående fod at digte en vrøvlevise.
Jeg vil slutte afsnittet om min onkel Lars med et par små episoder fra hans Hulsigminder. Det er et erindringsglimt fra hans barndom og ungdom, der giver en fornemmelse af det frie liv, der var hans. Der skulle arbejdes, det er klart, men der var også tid til et drengeliv så frit og undertiden så vildt, at det kan lede tanken hen på Mark Twains kendte drengeportrætter Huck Finn og Tom Sayers. Det er også ganske interessant, at Lars bedste ven var Kristian Nielsen, barnebarn af Hans Nielsen Rump, der boede i et lille husmandssted, udstykket fra Klarupgaard. Og Kristian var tilmed det, der dengang hed et ”uægte” barn, Hans mor, Hans’  Ane fik hele to af slagsen, en dreng og en pige. Og drengen Kristian var altså Lars’ bedste ven i barne- og ungdomsårene.
Anes hus ligger der ikke mere, men det kan ses nedenfor. Kristians bedstefar kunne mere end sit Fadervor. Han havde afluret den kloge mand, Hals Præst, nogle kunster bl.a. ved at læse i Cyprianus. Lars Hesselholt fortæller:
”Hans Nielsen kunne … standse løbske heste. Hans datter Ane havde en søn, Kristian, der blev vejmand og som jeg gik i skole sammen med. Kristian havde mellemmadder med med hjemmekærnet smør og speget gås. Vi byttede tit madpakker. Senere gik vi på jagt sammen. Vi skød måger, tit 40-50 stykker. Hos dem blev de plukket og brugt til sengefyld. Vi drev også lidt fiskeri sammen, Kristian og jeg. Om sommeren var det mest dybsvod. Når den ene af os hejste en kurv op i flagstangen, var det tegnet pa, at vi skulle drage dybsvod. Det var mest fra kl. 21 til 2 – 3 om natten. Det var et morsomt fiskeri, og det gav også et udbytte, der var meget varieret, makrel, knurhaner og fjæsing, de sidste havde dog nogle giftig pigge. Jeg blev ofte stukket, men det gjorde mig intet. Kristian Nielsen og jeg havde 2 fisketure, som jeg ofte mindes. En dag, jeg var nok 15 – 16 år, hvor jeg lå og tyndede roer, havde Kristian set, at der lå 4 – 5 Aalbækbåde i bugten og snurrede. Der var mange små rødspætter, men det var forbudt område. Når man kom til dem, kunne man få 5 – 6 snese småfisk i land. For at betale lidt, løb jeg over til købmanden og fik en flaske cognac med. Vi roede ud mod bådene, men de blev nok bange, og troede, at det var fiskerikontrollen, hvorfor de lettede og sejlede væk. Der lå vi med en tom sæk og en flaske cognac. Da Aalbækkerne var væk, besluttede vi at dele cognacen og ro i land, men var meget ”søsyge.”
En anden gang tog vi ud til Kløerne, nogle koralrev mellem Hulsig og Bunken, ca. 3 kvarters roning fra land. Vi fandt Kløerne og fik pilket 6 – 8 pæne torsk. Så trak det op med en forfærdelig tæt tåge. Vi kunne ikke se en alen fra os, og det var helt stille vejr. Kristian mente, vi skulle ro hjem, men hvor var ”hjem? Vi havde ingen vind og intet ompas at rette os efter. Derfor blev vi liggende. Da vi havde ligget ca. 1 kvarter begyndte Højen sirene at tude. Vi tog kurs efter lyden og landede velbeholdne i nærheden af Tranestederne, så vi kunne ro langs stranden til vort landingssted.”
 

Otto Hesselholt

Efter sin mands død overtog Elise Hesselholt gården. Der var ganske vist en arving, nemlig Otto, men han stod ikke på spring. Og vi kan af folketællingerne og andre dokumenter se, at skønt han var 22 år,  da hans far døde, var det i de første mange år ikke ham, der stod opført som ejer af Hesselholt. Han får benævnelsen tjenestekarl på listerne, og var så vidt jeg kan se medarbejder på sin mors gård.
Akkurat som min oldemor Kirsten i sin tid nødigt ville give tømmerne fra sig og række dem til den unge Janus, så ville heller ikke Elise uden videre slippe sit tag og overgive styret til sin søn. Sådan ser det i al fald ud i min optik.
Vi ved fra Janus’ journal, at han skumlede slemt over sin mors måde at drive landbrug på; han fandt den utidssvarende og urentabel, men talte for døve øren, når han foreslog forandringer. Det var et gammelt mønster, der her gentog sig, for også hans far, Lars, havde i sin tid haft vanskeligt ved at overbevise sin onkel Jens om, at man kunne drive Hesselholt på en langt bedre og mere effektiv måde. De kæmpede begge mod vindmøller, når de forsøgte at ”kloge sig” over for de gamle. Lars ville modernisere, onkel Jens ville ikke. Janus ville modernisere, mor Kirsten ville ikke.
Jeg ved ikke, om min onkel Otto havde det på samme måde med sin mor, men jeg tvivler. Hun var måske nok af samme støbning som gamle Kirsten, begge var i al fald stærke kvinder, men Otto var anderledes end sin far, og jeg fornemmer her på mange års afstand, at han nok har følt sig tynget af det store ansvar, der så uventet blev lagt på hans skuldre. Og at hun har forstået det.
Og det var tungt, for hans far havde bestridt et utal af tillidshverv, min onkel Lars skriver hele 20, og dertil kom, at han var et belæst menneske, hvis kyndighed rakte langt ud over hans eget fagområde. Det var f.eks. ham, egnens folk henvendte sig til, når de ville have råd angående syge dyr eller havde andre problemer, der skulle løses. Og hvem af sønnerne kunne i grunden leve op til en sådan far? Endsige løfte en sådan arv? Lars måske, men han var jo fløjet fra reden. Så Otto har sikkert følt det som en tryghed, at Elise valgte at tage over efter den afdøde ægtefælle og køre videre i hans spor. Hun har, som jeg ser det, været en slags dronning. Og tronfølgeren har hun måske fundet for umoden. Han kunne vokse med opgaven.
Men Elise var ikke blot en stout gårdejer, hun var også en myndig moder. Lars havde som sagt frigjort sig og var uden for rækkevidde, men de tre yngste var ved farens død tilbage på gården, og jeg tror, at de har været nødt til at lytte til hendes ord og følge hendes vilje, nu hvor patriarken var død. Matriarken levede. Og det gamle bibelske bud gjaldt i den familie: Du skal ære din fader og din moder. Det gjorde de. De var gode, lydige sønner.
På Tranevej, nogle hundrede meter ned mod Tranestederne ( Tråen ), ligger i dag en moderne ejendom ved navn STADUM. Grunden tilhørte i sin tid Hesselholt, og herfra udstykkedes i 1921 en parcel, hvorpå Elise lod bygge en lille ejendom til sønnen Karl. Han havde nemlig fået indfriet det statslån, som hans far i sin tid søgte, og som han forestillede sig kunne garantere, at den syge søn fik mulighed for at leve et normalt landmandsliv. Nu døde Janus jo aldeles uventet, og måske som følge deraf udviklede sønnens sindssygdom sig dramatisk, og han blev aldrig i stand til at overtage ejendommen. Af folketællingerne kan vi se, at det var den yngste søn, Magnus, altså min far, der i de følgende år kom til at drive det lille sted. Han står på listen opført som bestyrer. Senere blev stedet solgt til Chr. og Marie Husth, og deres søn Erling overtog det, da Marie døde.
Tilbage på Hesselholt var der Otto. Og på et tidspunkt overtog han bedriften og de forpligtelser, han følte, han havde i den forbindelse, men rigtignok med det resultat, at det på et tidspunkt var nær ved at knække ham. Lars Hesselholt skriver i sine erindringer, Hulsig-minder:
Efter hans ( farens ) død blev min bror, Otto, hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham, men med lidt knirken og knagen fik han det hele afviklet.
Otto udviklede sig imidlertid til en dygtig landmand, og blev lidt efter lidt en aktiv medspiller i det lokale liv, hvilket man kan få bekræftet ved at tale med folk på egnen, der har kendt ham. De fleste husker ham som ”en lun jyde”, der var fornøjelig at snakke med.
At han også eksperimenterede lidt med nye avlstiltag, kan man læse om i en artikel i Vendsyssel Tidende fra 4/7 1939, hvor der bl.a. står:
Umiddelbart ved Hulsig Station ligger den gamle Gaard  H e s s e l h o l t, i sin Tid kaldet Hejselholt, som paa Grund af Sandflugten sidste Gang blev flyttet til dens nuværende Plads ved Skagen Landsogns sydligste Grænse ca. 1810. Gaarden har i det sidste Hundredaar været i Slægten Hesselholts Eje og blev for et Par Aar siden af Sparekassedirektør Janus Hesselholts Enke, Fru E l i s e He s s e l h o l t, afstaaet til Sønnen O t t o H e s s e l h o l t, som i Begyndelsen af Aaret 1937, sammen med Chr. H e i l e s e n, Tornby, anlagde en Sølvrævefarm ved Gaarden, i en 2 Tdr. Land stor Plantage.”
Også på det personlige plan skete der i de år store  forandringer, både for Otto og for hans bror Magnus. De skiftede nemlig begge status fra ungkarle til ægtemænd.
Det var sædvane på Hesselholt, at sønnerne giftede sig i en sen alder. Ægteskabet var ikke noget, som man i ungdommeligt letsind sprang ind i. Det krævede lang betænkningstid, inden man lod det skab åbne og lukke efter sig.
Og Otto var da også omkring de 40 år, da springet omsider blev taget. Til gengæld tvivler jeg på, at han behøvede nogen særlig lang betænkningstid, da pigen først dukkede op. Min tante Kirsten kom med de nye tider, som turismen bragte til egnen, og med hende kom der fart over feltet. Også på gården. Hendes verden stod ikke stille, vant som hun var til at færdes blandt kunstnere og folk med højt til loftet. Kirsten var husbestyrerinde for skuespiller på Det Kongelige Teater, Poul Reumert, og man kan jo forestille sig, at hun alene ved den fagkundskab, hun erhvervede sig i en sådan stilling, havde en del at byde på som vordende gårdmandskone. Desuden passede navnet jo som fod i hose. Kirsten. Jamen, bedre kunne det ikke blive. Og dertil kom så, at hun var køn.
Kort sagt, Otto havde skudt papegøjen, og den kom flyvende med hele sit repertoire af fest og farver, og den pige må have været omsværmet, så jeg forestiller mig, at han har måttet gøre sine hoser grønne i en for ham uvant fart. En kendsgerning er det i al fald, at hun af alle valgte min onkel.
Her er et lille uddrag af en artikel om Hesselholtgården fra Aalborg Stiftstidende d. 1. nov. 1964:
Paa eet punkt er sket et brud med traditionen. Den nuværende kone paa Hesselholt er indvandret – helt nede fra Flauenskjold. – Den store verden kom jo til os i slutningen af forrige aarhundrede, da kunstnerkolonien gjorde Skagen mondæn, siger Otto Hesselholt. Sommergæster fra hele landet fulgte efter. De kendte navne boede paa Skagen om sommeren. – Skal det være forklaringen paa mig? Fru Kirsten Hesselholt kommer ind fra sit nye køkken. Det er næsten forklaringen. Fru Hesselholt tog til København i sine unge dage og blev stuepige hos Poul R e u m e r t: – Det var seks aar fra 1927, fortæller hun – de sidste som husbestyrerinde, netop i den periode, da Reumert grundlagde sit ry som den store skuespiller, baade paa vort eget Kongelige Teater og på La Comedie Francaise i Paris. Poul Reumert fik hus i Kandestederne, og jeg kom med herop for at holde skik paa husførelsen. Det endte altsaa med, at jeg i stedet kom til at holde skik paa husførelsen paa Hesselholt. Poul Reumert, det dejlige store menneske, havde sin gang her. Det har han og hans familie stadig, naar den kommer til Kandestederne om sommeren. Men han giver sig lidt, naar vi laver om paa tingene. Nu er bageovnen forvandlet til badeværelse, fordi vi har mere brug for den ting end at bage vort eget grovbrød. Men ovnen og det tilstødende rum, hvorfra vi skød brødet ind, har den oprindelige dimension. Vi siger det som en slags undskyldning, for vi hænger ved det gamle. Hesselholt er et stykke af det Skagen, der er gaaet tabt.
Otto og Kirsten rejste til København og giftede sig på rådhuset der, og så kunne man jo tænke sig, at det gik som i alle gode eventyr: at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men helt sådan kom det ikke til at gå; de blev ikke skånet for en stor sorg i begyndelsen af deres ægteskab, for d. 16. juni 1938 fødte Kirsten tvillinger, en dreng og en pige. Drengen var dødfødt, og pigen levede kun en dag. Den lille pige fik navnet Kirsten Hesselholt. Året efter fik de en sund og rask datter, Vibeke, og et par år efter fulgte sønnen, Jørgen.
Skal jeg give en ansats til en karakteristik af min onkel, så må det være, at han lignede sine forfædre ved at være en stærk personlighed med et skrøbeligt sind. Og som sine forfædre giftede han sig med en stærk kvinde.
D. 26. januar 1970 døde Otto Hesselholt. En af naboerne, Søren Christensen, skrev nogle mindeord i avisen, hvoraf jeg finder, at  følgende rammer meget præcist:
Otto Hesselholt var ikke af den slags mennesker, der higer efter embeder af nogen art, men han undgik det dog ikke helt. Han var f.eks. vurderingsmand og medlem af flere bestyrelser samt sogneraadet. Otto Hesselholt var en omgængelig mand, der ikke fornærmede nogen. Naar man saa alle de nabobørn, han til tider havde omkring sig, forstod man tydeligt, at han var afholdt.
Selv har jeg mange gode minder om min onkel og tante og livet på gården. Og et af mine bedste teenageminder er høsten på Hesselholt, hvor jeg et par gange fik lov at deltage i en lille del af arbejdet. Om dagen, hvor vi kørte ud på markerne og bjergede hø. Morten Korcks tid var for længst forbi i 50’erne, i al fald i Hulsig. Her blev traktoren indført i 1920’erne, og det hele foregik vist nok på meget moderne vis. Det heftede jeg mig ikke ved den gang, men det, jeg husker bedst og med stor glæde, er cykelturene til Kandestederne efter fyraften eller til Hulsig Strand, hvor vi badede i de lune sommeraftner. Den lyse stemning. Som taget lige ud af en af Thøger Larsens sange om sol og sommer og sorgløs ungdom.
Herunder min kusine Vibeke og min fætter Jørgen

Karl Hesselholt

Onkel Karl. Hvem var han? Ja, sært nok ved jeg på en måde mere om ham end om de to andre, for hans liv blev dag for dag registreret og nedfældet i de lægejournaler, der fulgte ham i de 26 år, han levede som patient på Jydske Asyl i Risskov. Lægejournaler, ja, og de fortæller jo ikke, hvad der foregik i Karls hoved eller noget som helst om de følelser, der rørte sig i ham. Så det er Karl set udefra. Og man kan frygte, at tidens syn på og viden om sindssyge har spærret for en oprigtig tilgang til den unge mands sind.
I min barndom var onkel Karl lidt af en myte, på samme tid virkelig og uvirkelig; jeg så ham jo aldrig, og alligevel fyldte han temmelig meget i min bevidsthed. Vi talte aldrig om ham, men en gang om året rejste far til Risskov for at besøge ham, og når han kom hjem, var han uvant stille i flere dage, og det er muligt, at han fortalte mor om sine oplevelser på hospitalet, men til os sagde han ingenting. Karl var og blev et mysterium.
Det ændrede sig imidlertid for et års tid siden, og den ændring kunne jo være sket for længst. Jeg tog til hospitalet i Risskov og bad om at se min onkels journal, og det viste sig at være ganske uproblematisk; kun måtte jeg ingenting kopiere, men gerne tage notater. Og der var nok at tage af, og i lang tid sad jeg og læste og skrev og læste igen og kom så hudløst nær et menneske, hvis hele liv havde været én lang rejse i mørke.
Hvem der fører pennen i de mange nedfældede notater fremgår ikke af journalen, men det er vel de læger, der har haft det daglige tilsyn med ham. Håndskriften og retskrivningen viser, at der er tale om forskellige afsendere. Fælles for dem er imidlertid, at de noterer ganske kortfattet og nøgternt, kort sagt, at de gør deres arbejde. Men for mig kom de kølige ord til at danne en sær kontrast til de følelser, som læsningen vækkede i mig. Det var bevægende at kigge ind i Karls liv og se, at det var levet år efter år uden glæde og uden håb og i et evigt savn efter dem, han elskede. Og jeg tænkte på min farmor. Elise. Hvor må hun have lidt. Og jeg tænkte på farfar. Janus. Godt, at han ikke skulle opleve det, som han frygtede mest af alt: at sønnen skulle ende på en anstalt.
I det følgende vil jeg citere lidt fra journalen og begynde ved indlæggelsen i januar 1923. Her som ved en senere indlæggelse ledsages Karl af sine brødre. Nu og da kan vi læse, at der har været besøg af en bror, men der står ikke hvem pågældende er, og jeg tænker, at de har været der på skift. Min far besøgte ham i al fald hvert år på fødselsdagen d. 18. november. Det lader ikke til, at andre end brødrene har været der, men det kan jo være sket, uden at det er noteret i journalen. Om hans mors besøg har jeg ingenting kunnet finde, men synes, at hun må have været der. Hun må have savnet ham forfærdeligt, men måske ikke kunnet overvinde sig  til at besøge ham. Det sidste forekommer mig dog usandsynligt, for hun var langt fra nogen svag kvinde.
Jeg vil citere ordret og følge lægernes retskrivning. Nogle af dem skriver f.eks. navneord med stort, andre gør ikke.
Af et skema ved indlæggelsen kan man læse følgende om Karls familie:
Farfaderen sindssyg, har ikke været hospitaliseret. Farfaderens moder ogsaa sindssyg. Moderens farbroder skal ogsaa have været sindssyg ( suicidium ). En kusine til faderen skal være død paa sindssygehospital.
Her er et andet udsnit af en af de første optegnelser:
Patienten skal have været ”sær” fra 15 – 16 Aars Alderen. Men har altid været meget samvittighedsfuld. Meget mistænksom. Mener f.eks. naar han ser nogle Mennesker tale sammen, at det er om ham de taler, eller, at de lægger Raad op om at gøre hans Familie ondt. – Familien havde i Efteraaret 1922 søgt og faaet et Byggetilskud til ham af Staten. 27/2 1922 tog han til Generalforsamling i en Forening. Han mente, at denne var indkaldt for at fratage ham Tilskuddet. Han tog rolig hjem, men sov ikke de følgende Nætter, klædte sig ikke af, men gik rundt i Huset.
Lidt senere står der:
Han erklærede, at han saa Folk gaa til Kirke, og at han ”kunde høre de huggede Hovederne af Folk henne ved Kirken.” Han var meget forpint derover.
1/1 1923 blev patienten indlagt paa Frederikshavn Sygehus; var straks urolig, vilde ikke blive i sengen, faldt dog til ro i løbet af et par dage. Han erklærer, at hukommelsen er taget af i den senere tid. Han skal have været meget ”tung i hovedet” lige før jul. Har i det hele taget lidt en del af hovedpine. Har sygdomserkendelse; er stadig selvanklagende, ”vil nødig dø nu, da han saa er sikker paa at komme i helvede, fordi han ikke har gjort nok for sine medmennesker.” Mener stadig, at folk taler om ham og vil have ham bort fra egnen, ”fordi han ikke er saa god som han skulde være.” Er klar og orienteret, bedømmer sine omgivelser rigtigt.
Faderen Død i 1919 gjorde stort Indtryk; henfører mange Ting til Faderens Liv og Meninger – ”saadan vilde Fader aldrig have gjort” o. s. v.
Kort efter indlæggelsen gives denne karakteristik af patienten:
Hans karakter er retskaffen. Hans sindstilstand er svingende. Har altid været mistænksom og indesluttet. Til tider glad for sig selv, til tider selvransagende. Er meget samvittighedsfuld. I 5 – 6 aarsalderen skal han have lidt af raserianfald, naar noget gik ham imod; han slog sig selv og rev sig i haaret. Kom i skole til sædvanlig tid og klarede sig godt blandt kammeraterne; var flittig og omhyggelig. Han har ikke været soldat ( trak sig fri ). Var paa højskole 1918 – 19 og havde svært ved at forliges med de andre elever.
Den 29/1 kan man i journalen læse:
Patienten er naturlig af udseende. Han gør indtryk af at være ret deprimeret. Han siger, at det er nerverne, der er daarlige, han har altid følt sig lidt ”tung” i hovedet, men særlig slemt er det blevet siden jul … særlig galt blev det efter omtalte generalforsamling; i det hele taget følte han sig meget bange i juledagene, bange for, at folk skulde gøre ham fortræd. Han er ogsaa selvbebrejdende, siger: ”Jeg tager mig alt det skidt for, der tænkes kan;” nævner tobak, spiritus og omgang med kvinder som laster, han ikke kan lægge af. … Tror, at han er saa syg, at han snart skal ud paa ”den sidste rejse” og er ked af, at han ikke kan blive noget bedre, før han skal dø. Beder om, at der ikke maa blive skrevet noget op om ham, for at dette ikke skal komme hans brødre og øvrige familie til skade. Er fuldt orienteret, ligger roligt og stille i sengen.
13/2 – er i Dag bekymret for en Verdenskatastrofe. Ogsaa ængstelig for Gaardens Drift hjemme, bange for at Brødrene ikke er kommet hjem, mener, at Moderen lytter efter Raad fra Mennesker, der kun vil hende daarligt.
22/2 – Han tror, at Brødrene er herinde paa Hospitalet og vilde absolut op paa Vagtgangen i aftes for at se efter, om de ikke laa i Sengen deroppe.
2/3 – Er oppe hele Eftermiddagen til kl. 7; der er i det hele mere Ro over ham.
14/3 – Hjælper til i Køkkenet.
9/4 – Har stadig været flink; tilsyneladende naturlig. Taler ikke om de tidligere Ængstelser, meget flittig i enhver Henseende, omgængelig og elskværdig.
Det første ophold på hospitalet varede fra 29/1 til 9/4 1923. Herefter blev han udskrevet som helbredt. Den 18. dec. genindlægges han imidlertid og nu for aldrig mere at vende hjem.
Karls sindssygdom forværres år for år. Ofte læser man, at han må fikseres, medicinsk eller med bælte. Indimellem giver han udtryk for, at han længes hjem. Generelt skildres han som stærkt depressiv, hvilket næppe kan undre en, når man tænker på den behandling, han hele tiden er udsat for: daglig stærk medicinering og jævnlige bæltefikseringer. Senere kommer hyppige elektrochok til, en behandling, der fortsætter, indtil den mister sin virkning. Det må alt sammen have været stærkt angstfremkaldende. Hvorfor denne behandling? Det ser ud, som om al bestræbelse går ud på at gøre ham føjelig. Det er et ord, der gentages overalt i journalen. Karl skal lære roligt at finde sig i sin skæbne og ikke vredes. Og han bliver hyppigt vred. I et lille notat fra 1924 bliver han spurgt, om der er noget han er ked af, og han svarer:
”ja, af at være her” – senere står der: Orienteret i Tid i Dag. Er meget stille, er lidt oppe om Eftermiddagen. Han gør Indtryk af at være lidt friere i det hele taget. Humøret lidt bedre, men talte i aftes ustandseligt om sine Hallucinationer, kan dog ikke rigtig forklare, hvad der bliver sagt. I dag ved Stuegangen ville han gerne have en Patient flyttet fra Afdelingen, men har meget vanskeligt ved at udtrykke sig, saaledes at man maa hale det ud af ham.
 Og sådan videre år efter år.
I en journalnotits fra 1945 står diagnosen skizofrenia. Og i et resume fra samme år kan man læse følgende:
De sidste mange aar ingen væsentlig ændring i tilstanden. Oppe dagligt – minus bælte ( da man kan se paa ham, naar raserianf. kommer og gribe ind i tide). Piller lidt klude, kan dog ogsaa hjælpe til f.eks. med at hente noget i vaskeriet.
Indimellem hører man om besøg hjemmefra.
10/7 1948 står der i journalen følgende:
I de sidste 2 døgn har patienten været meget støjende, snakkende, henvendende sig til medpatienter. Havde i forgaars besøg af broderen. Kender ham tilsyneladende, men taler ikke med ham.
Senere på året ligger han med lungebetændelse. Der står i journalen:
Rolig, ikke til at komme i kontakt med. Ligger med hovedet hævet fra underlaget og med alle muskler spændte. Autistisk. Koopererer nogenlunde under undersøgelsen.
Behandlingen kulminerer i oktober 1951, hvor han indstilles til ”det hvide snit”, også kaldet leucotomi ( eller lobotomi). Herefter bliver han føjelig.
I journalen står:
Leukotomi indiceret, da han er ret velbevaret, men på grund af sin udskælden og sine aggressioner må være på en ret dårlig afdeling.
Her er et uddrag fra Middelfart Museums hjemmeside om den behandling, Karl udsættes for, leucotomi og lobotomi er begge ord for det samme, nemlig ”det hvide snit:”
”En af de behandlingsformer, som var ret udbredt i Danmark fra 1939 til starten af 1950’erne, var lobotomien, også kaldet ”det hvide snit”Metoden gik ud på, at man overskar nervebaner fra pandelappen fra nogle dybere liggende områder i hjernen, som er centrum for følelseslivet. Man mente, at denne operation kunne dæmpe følelsen af angst og uro, som var et problem for mange patienter. 
Der skal indhentes tilladelse fra de pårørende, før man kan gå så drastisk til værks. Elise bliver spurgt og giver sin tilladelse. Kort tid efter Karls operation bliver metoden forbudt i Danmark, men praktiseredes til op i 1970’erne i USA.
Efter operationen er Karl føjelig. Nu er han ikke mere noget problem for anstalten. Han er helt rolig.
I journalen kan man læse følgende:
Status: Efter leucotomi i oktober 1951 har patientens tilstand været afgørende bedre, for så vidt som aggressiviteten har tabt sig, og han ikke længere er udskældende. Han er i det daglige meget stillestående, er ubeskæftiget, men kan klare eget toilette, spiser selv og er renlig. Han virker af stemning nærmest lidt opstemt, synes gerne glad og oprømt, sidder og griner frem for sig. Kun af og til hænder det, at han sidder og hvæser og hvisler, som om han var vred, og han kan da sige enkelte ord, men det bliver derved.
Som det fremgår af journalen gik Karl fra at være skingrende skør til at være en total tumpe. Og det var måske det bedste for ham. Smerten forsvandt tilsyneladende. Men det gjorde livet vel også.
Karl døde 3/3 1957, 59 år gammel. Han ligger begravet på Hulsig kirkegård.

Magnus Hesselholt

Magnus. Min far. Om ham skulle jeg også skrive. Og yderst forsigtigt slog jeg tonen an og hørte straks, at den var falsk. Jeg forsøgte igen, men det var, som om min far unddrog sig, hver gang jeg ville slå pennen i ham. Nej tak! Ikke tale om, at han ville lade sig fiksere i en bog. Glem det!
Og jeg sad meget længe og grundede over, hvorfor det føltes så umuligt at fange ham ind. Og mens jeg således hang modløst over mit genstridige tastatur, blev jeg mere og mere døsig, og til sidst må jeg være faldet hen, og for anden gang dette forår sank mit hoved til hvile på tasterne, og jeg gled hen i en drøm, som kastede mig lige ind i et univers af tilgroede stier. Her var ingen veje åbne, og hvad skulle jeg i det vildnis?
Så var det, jeg syntes at ane en svag bevægelse i det sære landskab, og jeg spærrede øjnene op – og ganske rigtigt: en lille skikkelse tonede frem og kom stadig nærmere, indtil den til sidst stillede sig helt inde i min urørlighedszone, lige der, hvor jeg plejer at træde et skridt tilbage for at forhindre, at nogen kommer mig alt for nær. Og jeg hørte en latter så perlende ren, at det var som om luften med ét fyldtes af de lyseste klokker. Og lige ind i mit ansigt åndede en dreng på 8 – 9 år. Og nu begyndte han at tale.
”Jeg er Magnus,” sagde han.
”Ja, det kan jeg se.”
”Nå, det troede jeg ikke, du kunne.”
”Du ligner billedet. Men hvorfor er du her?”
”Her? Hvor?” ”
”I min drøm.”
”Hvor skulle jeg ellers være?”
”I min bog.”
”Nå … den.” Nu lo han igen.
”Hvorfor ler du hele tiden?”
”Dig,” sagde han bare.
”Hvad er der med mig?”
”Jo,” sagde han, ”det er jo meget morsomt.”
Han holdt en lille pause og så på mig, som om han overvejede, om han skulle fortsætte. Så fortsatte han, og nu var han alvorlig: ”Men du kommer til at tage pennen i den anden hånd.”
”Skeen, mener du.”
”Skriver du med ske?”
”Du vrøvler.”
”Ja. Men det troede jeg du holdt af. Vrøvl altså.”
”?”
”Ja, jeg har jo lige læst din bog.”
”Og den er noget vrøvl?!!”
”Nej, uha da. Eller … jo … lidt.”
”Hvordan?”
”Du mener hvor?”
”Ja.”
”Det synes jeg, du skal lade din læser finde ud af.”
”Men kunne du ikke præcisere? Bare lidt.”
”Jo da.”
”Altså?”
”Ja, altså,” han lo igen. ”Jeg ku’ ret godt lide det der kapitel med altervinen.”
”Der fik du mig, indrømmet. Det kapitel er opdigtet. Men det er min soleklare ret at digte. Jeg er digter.”
”Jeg siger jo også kun, at det morede mig.”
”Tak.”
”Men hvordan kunne du vide noget om vores børnebrannert?”
”Vide …? Jamen, nej, hør nu … vil det sige, at … at …”
Han lo igen. Jeg vidste fra min mor, at han var en værre drillepind som barn. Og blev vist lidt fornærmet og ville forklare.
”Langt det meste i bogen har jeg læst og snakket mig til. Det er faktuelle begivenheder.”
”Det siger du ikke!”
” … men enkelte episoder af mindre seriøs karakter har jeg tilladt mig at opdigte.”
”Mindre seriøs! Man kan sandelig høre, at det ikke var dig, der fik de klø.”
”Klø?”
”Ja. Og du ku’ godt være lidt mere forsigtig, inden du drak os fulde?”
”Hold så op! Og for resten: Det er mig, der er skaberen. Du er kun en romanfigur.”
”SKABEREN, siger du? Det er vist mere, end du kan gabe over. Vor Herre Bevar Os Vel.”
Stemmen havde pludselig forandret sig, og nu kendte jeg den igen.
”Den her drøm er ved at løbe af sporet,” tænkte jeg forskrækket, ”og jeg aner ikke, hvor vi er på vej hen.”
Jeg søgte skjul bag lukkede øjne.
Og da jeg atter åbnede dem, var jeg lysvågen. Alle drømmeskyer var som blæst bort, og i sin gode, gamle plydsesstol sad Magnus behageligt tilbagelænet, og nu var han en gammel mand og så ud, som da jeg tog afsked med ham i 1988. Han iagttog mig med det skæve smil, der var så karakteristisk for ham, så tog han et sidste sug af cigaren, hvis gløder langsomt slukkedes, og lagde stumpen fra sig i askebægeret, hvorpå han straks fiskede en ny op ad æsken.
”Far! Du har lige slukket en.”
Han pulsede voldsomt og betragtede mig gennem tætte røgskyer.
”Ja, men så er det vel også på tide at tænde en ny.”
”Hvor du ligner dig selv, far.”
”Hvem sku’ jeg ellers ligne?”
Der opstod en lille pause, som ikke syntes kunstig, men helt nødvendig. Endelig lagde han atter cigaren på kanten af askebægeret og fiskede sit smil frem.
”Men vi skal ikke snakke om mine rygevaner, vel?”
”Nej. Hvad skal vi snakke om?”
”Din bog,” sagde han, og nu mærkede jeg for første gang en sitren under huden.
”Skal det være nu?”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg er bange.”
”Det skal du ikke være.” Han greb atter cigaren og tog et kraftigt sug, og jeg begyndte at hoste.
”Undskyld, men jeg troede, at du røg.”
”Ja. Dengang. Men jeg har været røgfri i årevis. Mine børnebørn. Og al den forurening.”
Magnus lænede sig tilbage i stolen og studerede cigaren, som han holdt op foran sig. Så lagde han den atter på kanten af askebægeret.
”Så foreslår jeg, at vi venter til en anden drøm.”
”Tak, far.”
Jeg ville smile til ham, men han forsvandt op i den røg, der endnu hang som tykke, mørke skyer i luften.
Jeg vågnende.
Tilbage var en mild duft af Havanna.
Jeg prøvede at kalde billedet af ham tilbage, men det var pludselig Vera, jeg så. Min mor. En lille, meget smuk og forsagt ung pige, stadig mere barn end voksen. Hun stod foran indgangen til Hulsig Kirke, og hun var klædt i en konfirmationskjole med ynde og vidde, så den rigtig kunne blafre i den lette efterårsbrise. Drengene stod for sig og opførte sig ordentligt for en gang skyld, Viggo Hjorth, der var så genert, lignede sig selv, og Svend Husth, der altid skulle spille abekat og være den sjoveste i klassen, lignede i dag en engel med det lysende hvide, vandkæmmede hår, og selv mejeristens Holger opførte sig med en værdighed, som var han sin egen far, og for en gang skyld drømte han vist ikke om at trække den kønne Vera i fletningerne. Det kunne han også have fået vanskeligt ved, for de var kunstfærdigt flettede og lå som en gylden krans om det smalle ansigt. De andre piger var Olga og Anna og Helga. Helgas far var hotelejer, og hun var næsten ligeså fin som Vera, hvis kjole skinnede i det flotteste silketaft, for ingenting var for godt til uddelerens eneste barn.
Mor har engang fortalt mig, at hun som stor pige sværmede for en af Hesselholtdrengene, men jeg kan desværre ikke mere huske, hvem det var. Magnus var det ikke, for han var en drillepind, det har hun selv fortalt, og så er der jo kun to muligheder: Otto eller Karl. Otto kunne hun godt lide, for han var rar og drillede aldrig, men at hun ligefrem skulle sværme for ham … nej, det tror jeg ikke. Og så er der Karl? Vera og Karl? Hvilken kringlet og rørende roman kunne der ikke komme ud af det? Nå, men her taler netop romanforfatteren, og i virkeligheden har det nok ikke været helt sådan fat. Eller? Det sandsynlige er måske, at lille Vera på én gang har følt sig tiltrukket og skræmt af den kønne, unge mand, der sandelig ikke var uden charme og desuden kunne virke yderst sympatisk. I april samme år, som Vera blev konfirmeret, blev Karl udskrevet fra Sindssygehospitalet i Aarhus som erklæret helbredt.
Men tilbage til omtalte konfirmationssøndag d. 30. september 1923. Her er sandsynligvis alle Hesselholtsønnerne til stede, og måske har Vera haft øje for Karl, det kan vi kun gisne om, men der er noget, vi ved med sikkerhed, og det er, at der er en anden person til stede, der har øje for hende eller rettere, som har fået øje på hende. Det er den unge organist, Magnus Hesselholt.
Netop som han slog de første akkorder an, slog lynet ned i ham, og den tanke fór gennem ham, at der gik pigen, som han ville giftes med. Hun var 14 år, og han var 23.
Hun trådte så forsigtigt, den lille pige, som var kirkegulvet brolagt med gløder, og den unge mand ved orglet kunne ikke slippe hende af syne, for også i hans hjerte brændte en ild. Og den skulle blive ved med at sende varme gennem ham, lige indtil den sidste glød slukkedes, da han 64 år senere lukkede sin øjne ”til fredens blund højt op i de 80.”
Alligevel skulle der komme til at gå næsten 12 år, inden det løfte, han gav sig selv hin mindeværdige dag, kunne gå i opfyldelse.
Blandt min mors efterladte papirer fandt jeg et stilehæfte med ansats til en levnedsbeskrivelse. Det er skrevet på plejehjemmet i Frederikshavn, hvortil hun flyttede, da hun allerede var langt henne i sin Alzheimers demens, og man kan både af skriften og indholdet se, hvilken kamp, det har været for hende at finde de rette ord og at stille dem sammen, så de dannede mening. Hele sider er da også absurd læsning. Men så lige pludselig følger der nogle passager, hvor det hele står klart og med den skrift, vi børn kender fra hendes breve til os. Og nu er der pludselig ingen stavefejl. Det er næsten, som om hun her er trådt ud af sin sygdom og for en stund er blevet ”sig selv.”
Jeg vil citere et par steder fra hæftet, som handler om den første tid med far, og jeg lader mors retskrivning stå uændret og tilføjer i parentes de ord, der mangler.
”Jeg har ikke fået (klarhed over), hvorfor jeg blev gift med Magnus han siger selv at den gang han så mig blive konfirmeret bestemte han med sig selv, at vi to ( skulle) blive gift med hinanden men det varede jo nogle aar, inden jeg blev gammel nok til det, men vi havde det godt med hinanden, og jeg tror det var godt vi lærte hinanden at kende. Jeg husker at hver dag vilde jeg hente vores Aviser fra Stationen. Avisen kom først klokken 8 om Aftenen. Magnus hentede sin samme aften, så på den måde kom vi jo en lille smule til at kende hinanden, Lise Hesselholt, Magnus og så mig.
Det er ganske morsomt, at Vera nævner Lise Hesselholt her sammen med skildringen af de allerførste stævnemøder med hendes søn. Har Magnus’ mor blandet sig i forholdet lige fra den spæde start? Eller fyldte hun så meget i Veras bevidsthed, at hun ikke kunne udelades. Ja, for hun deltog vel ikke ligefrem i de daglige møder mellem de to unge?
Der skulle som sagt gå mange år, før de giftede sig. Magnus var da fyldt 34 og Vera 26. Jeg ved ikke, hvorfor de ventede i så mange år. Måske fordi Magnus havde for mange jern i ilden, han var lige så foretagsom som sine forfædre, og vi ved, at han ud over at spille i kirken i en årrække bestyrede sin bror Karls gård, at han opdyrkede heden for fuld motorkraft, at han gravede og solgte martørv, at han kørte taxa i Skagen og omegn og desuden havde et lille vognmandsfirma, og at han købte og drev en købmandsbutik i Hulsig, og der var sikkert et par småjobs mere, som jeg ikke husker. Desuden rejste han nu og da til landbrugsmesser. Fra en sådan messe engang i 1920’erne, jeg tror det var i Tyskland, hjembragte han en traktor, og han fik den billigt eller gratis på betingelse af, at han ville demonstrere den for sine kolleger nordenfjords.
Det er meget interessant, at et så stort teknisk fremskridt som traktoren vinder indpas i Hulsig som et af de allerførste steder i Danmark. Vist var det en fattig jord, og vist var der flest fattige husmænd deroppe i det lille sogn. Men de var mange unge, og de var fulde af virketrang og nærmest i gang med at lave om ikke verden så Hulsig om. Det vender jeg tilbage til i et senere kapitel.
Havde Magnus så slet ikke tid til at gifte sig? Eller ville mors forældre ikke give deres samtykke? Var Elise imod forholdet? Og hvorfor mon? Vi får det aldrig at vide. Men de mange billeder i diverse albums fortæller deres tyste historie, og her ser vi jo, at den unge Vera og den knap så unge Magnus er sammen om så meget, og undertiden er det Vera, der stikker hovedet ud af førerhuset på en af Magnus’ lastbiler.
Fra 1926 var de uadskillelige.
Vera og Magnus. Men alligevel mest Vera og Sigrid i de første mange år. Og nu er vi nødt til at foretage et lille sidespring. For har man sagt Vera, må man også sige Sigrid. De to var nemlig uadskillelige hele livet igennem. Den søster, hun ikke fik, skaffede hun sig i Sigrid.
Og vi ser mange billeder af dem i det gamle Hulsig: to svingpjatter eller backfischer i 20’erne, to rødstrømper i 30’erne? Nej nok alligevel ikke det sidste, skønt de var med på noderne. De ville være selverhvervende og blev det, ikke som tjenestepiger, men for Veras vedkommende som ekspeditrice, ganske vist i brugsen hos far og mor. Sigrid fik job som telefonistinde på centralen hos Christine Høgenhaven. Og min mor har engang fortalt mig, at de to var enige om, at de gerne ville have en mand, men ikke tale om, at de ville have børn og blive husmødre. De drømte. Måske drømte de sig væk fra Hulsig og langt ud i den store verden. Billederne viser piger, der klædte sig i sidste skrig, og vi ser badeliv og fritidsliv. Sandt er det da også, at de begge forlod Hulsig, men et eventyrligt liv blev det vel ikke ligefrem, og langt ud i verden nåede ingen af dem. Vera kom til Strandby og Sigrid til Sæby. Og vist fik de børn og blev husmødre.
Jeg vil citere lidt mere fra mors hefte. Et sted skriver hun om den tid, hvor hun forlader Hulsig første gang.  Hun rejste til Silkeborg for at lære husholdning på Silkeborg Husholdningsskole:
Jeg blev voksen og kom til Silkeborg hvor (jeg) lærte at lave mad og mange Ting (hvor) Skolen lå. Vi havde pæne værelser og vi sejlede til Himmel Bjerget flere gange og fik mange ting at vide. Men jeg var glad den Dag Magnus kom og besøgte mig han havde selv Bil vi var paa Himmel Bjerget sammen vi var glad for hinanden men heller ikke mere. Men efterhaanden blev vi gift og da min mand var Købmand og far var Uddeler flyttede vi til Strandby hvor vi havde Købmandsbutik.
På et par af billederne i det gamle album ser vi, at far tog hende med på en udflugt til Sønderjylland. Hvor langt de nåede kan vi ikke se, men her står de ved Kongeåen. Og bilen er min fars.
Når jeg kigger i de gamle albums fra 20’erne og 30’erne og ud fra dem forsøger at forestille mig mine forældres liv, falder to ord mig ind. Livsglæde og virksomhed.
Da min far fyldte 75 år og stadig var aktiv på sit arbejde og andre steder i lokalsamfundet, holdt min bror Anders en tale for ham, hvori han fortalte om alt det meget, far nåede hver dag, om alle de aktiviteter, han satte i værk, om alle de mennesker, han daglig havde kontakt med, og den samme sætning gik som et omkvæd gennem hele talen: ”men far har aldrig travlt.” Og det var sandt. Han var virksom, men aldrig travl. Der var en smittende ro omkring ham.
Fars ungdom? Før mor. Vi ved, at han kørte taxa, så snart han var gammel nok til at køre bil, og de første bilnøgler fik han stukket i hånden næsten af vanvare en dag, hvor vognmand Saxild ( eller Saxberg) i Skagen stod så desperat og manglede en chauffør og far tilfældigvis var i nærheden.
”Men jeg har ikke kørekort,” mumlede far, dog ikke alt for højt.
”Nej, men det får du. Og du kan køre traktor, så kan du også køre bil.”
Saxild kendte landbetjenten, så det havde ingen hast med det kørekort. På et tidspunkt fik Magnus det jo også og blev chauffør for folk, der skulle køres til og fra de fine nye hoteller. En dag kørte han for en plakatfuld Stauning, som havde købt en mølle i Kandestederne og anbragt den helt oppe på toppen af en klit, og far har fortalt os, hvordan han sled og slæbte med at bugsere det tunge og temmelig berusede menneske helt derop.
En anden minderig køretur var med skuespilleren Poul Reumert, der allerede dengang var så berømt i København, at han havde råd til at holde sommerferie i Kandestederne, og det gjorde han de første år på Kokholms Hotel, senere i sit eget sommerhus. En dag kørte far ham fra stationen i Hulsig og til Kandestederne, og skuespilleren må have været i et usædvanligt godt lune, for han inviterede min far indenfor.
Magnus lod en bemærkning falde om, at det da var grove mange bøger, Reumert slæbte med sig på ferie, og kunne han nu også nå at læse alle dem?
Læse dem??? himlede skuespilleren, ”unge mand, jeg læser dem ikke. Jeg kan dem udenad.”
Far protesterede svagt, mente jo ikke, at nogen kunne lære så meget udenad, og her var det, at Reumert overgik sig selv og trådte ud rollen som arrogant og højt hævet over almuen, og min far fik en af sit livs store oplevelser. Han bad venligt min far tage en bog i stakken, åbne den på en tilfældig side og læse den første linje højt. Far fik sig stavet igennem en linje, og nu rettede den berømte skuespiller sig op, slog ud med armene og glemte, at han ikke stod på scenen i Det kongelige Teater, men overfor en måbende bondeknøs. Og så reciterede han hele resten af Terje Vigen for min far, som bagefter måtte tørre en tåre af øjenkrogen. Far bukkede og sagde tak. Og den store skuespiller vågnede ligesom op, han så strengt på min far og kvitterede med ordene: ”Unge mand, De kan få bogen her, men på betingelse af, at De går hjem og lærer den udenad.”
Det lovede far. Og det løfte holdt han, og alle vi børn fik nu og da Terje Vigen at høre som godnathistorie. Og også vi lærte den udenad. Og vi holdt vist aldrig op med at græde over de lede englændere.
Mine forældre blev gift i 1935 og flyttede fra byen. Far ville ikke være konkurrent til sin svigerfar og blev købmand i Strandby, hvor det ret hurtigt gik det op for ham, at byen nok havde brug for en dygtig købmand, men endnu mere for en velfungerende havn. Fiskerne solgte stadig deres fisk på stranden, og i et interview fra 13/3 1981, på fars 80 års fødselsdag med overskriften ”en sæk kartofler og en kasse isinger var starten,” fortæller han om, hvordan havneprojektet blev søsat. Selv blev han fiskeauktionsmester, en stilling, han bestred med stor stolthed og glæde i mange år.
 
 

Kapitel 18

Rannerød 1911

 
Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre.”
Lars Hesselholt: Hulsig-minder
Mest prominent blandt dem alle var dog daværende kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine. Når kongetoget nærmede sig Hulsig, var det skik, at alle var på perronen for at vinke til dem og byde dem velkommen til det nordligste Danmark … Far kendte de, da han hver sommer kørte dem til Kokholms Hotel i Kandestederne, hvor kronprinseparret drak kaffe og spise æbleskiver … Men nu var der et år sket det, at vi havde fået en ny lærer i Hulsig, der vistnok var lidt af en socialist. I hvert fald havde han forbudt vi børn at vinke til de kongelige. Og respekt for læreren havde vi selvfølgelig.”
 
Magnus Hesselholt: En sæk kartofler og en kasse isinger var starten. Interview i Vendsyssel Tidende 13 marts 1981
 
Lærer Dueholm klappede i hænderne, klask klask klask lød det, akkurat som når det haglede med ørefigner, tænkte Magnus og tog sig til kinden, så pilede han sammen med de andre børn ind mod skolegårdens midte, hvor han fandt sin plads i den lange række af smukt opmarcherede børn. De stod efter størrelse, ikke alder, og Magnus fik som altid en fornemmelse af, at han krympede ligesom de uldtrøjer, Petrea lagde i alt for varmt vand. Lidt efter stod alle børnene på en lang lige række, og bag Magnus grinede mindst tre, der både var yngre og højere end han. En skam, at han hverken kunne læse eller vokse sig ordentlig stor. Han var ikke engang stærk. Han snød næsen, spyttede og prøvede at være ligeglad.
Dueholm gik hen til det forreste barn, mejeristens lille Karl Åge, der stod og trippede, som om han skulle tisse. Han var nok bare bange, det sølle skvat.
Læreren tog hans hånd i sin og kiggede ned på ham med rolige øjne. Ikke være bange, lille ven, sagde øjnene, og drengen faldt til ro. Det gjorde Magnus også.
Så trak Dueholm Karl Åge med sig ned langs rækken af drenge og piger, som han mønstrede med et alvorsblik, som ville han om lidt slippe dem løs på en blodig slagmark. Og Karl Åge gik da også med stive skridt som en rigtig soldat.
”Ret ryggen! Se mod himlen! Lad jeres blikke blive stål!” kommanderede læreren.
Børnene rettede sig lydigt op og stod stive og gloede op mod den sommerblå himmel. Som om man fik ståløjne af det, tænkte Magnus. Enkelte så endda lige op mod solen, og det blev man blind af, det sagde Bedste selv. Magnus gjorde sig alligevel umage og var lige ved at dratte bagover. Dueholm tjattede til ham.
Så marcherede de ind.
Inde i klasseværelset stillede børnene sig ved hver sin pult og ventede. Dueholm foretog endnu en kort mønstring, så pegede han på en halvstor dreng.
”Du Valdemar bliver stående. I andre kan sætte jer og finde tavle og grifler frem.”
”Nå, min dreng. Hvad hedder så du?” sagde han, så snart, der atter var ro i klassen.
Drengen blev gloende rød i hovedet. ”Valdemar Høgenhaven,” mumlede han.
”Valdemar! Netop! Og hvem er du monstro opkaldt efter?”
”Øh … Min oldefar vist nok. Eller …”
”Eller …?”
”Valdemar Sejr.” Drengen rankede sig og så direkte på læreren.
”Bravo, min dreng. En helt altså. En sejrherre. Og skal vi efterligne ham? Skal vi kæmpe som Valdemar gjorde?
”Ja, vi skal kæmpe!” kom det i kor fra børnene.
”Det var ret, nu har I lært det.”
De havde kun haft lærer Dueholm i et par uger, og allerede nu hviskede og tiskede de om ham i skolegården. Han var underlig. Men rar nok. Og de var enige om ikke at snakke alt for højlydt om ham derhjemme på gårdene. For selv om det var svært at sige ham noget på, så kunne forældrene måske finde fejl hos ham, ligesom de havde gjort ved lærer Due. Men det var nu mest, fordi Due havde knaldet en af drengene en lussing, der var så hård, at han blev døv på det ene øre. Og Magnus var mere end en gang kommet hjem med en kind, der var ophovnet og glødende rød, som om den havde fået feber. Og Bedste havde set ham græde omme i haven, og en aften, mens de var samlet omkring bordet, havde hun snakket højt om, hvor skammeligt det var, og far var blevet meget vred og havde sagt, at ingen skulle komme godt fra at slå hans børn. Eller andre børn, havde han føjet til. Revselse var ene forældrenes ret. Og selv de burde holde igen og huske på, at barnesindet var sart og ikke skulle aves unødigt. Og Magnus, på hvis kind det stadig blomstrede rødt efter slaget, havde kigget på far og følt sig så glad. Men far havde ikke gengældt hans blik, han var blevet ved med at se dystert på Bedste, som om det var hende, der havde slået et af hans børn. Magnus lukkede øjnene og sugede mørket til sig, indtil alt i ham blev sort som fars øjne og glæden forsvandt.
Så var Due rejst. Og de havde fået Dueholm i stedet. Og skolekommissionen havde været ovenud tilfreds med hans første undervisningstime, som de sad øverst oppe i skolestuen og overværede, mens de nikkede opmuntrende til læreren, når han vendte sig om.
En mand med en fast karakter, sagde far, da de kom hjem, og far var ikke bare formand for kommissionen, men også for sognerådet, så hans ord gjaldt lige så meget som præstens. Og måske mere.
 
De begyndte altid skoledagen med religion, som var det vigtigste fag, sagde Bedste, for religionen var de vinger, man skulle flyve til Himlen med, når man blev gammel og døde, og det var godt nok ikke sjovt at være uden.
Men Dueholm var uden. Og nu stillede han sig helt hen til børnene og begyndte at tale til dem.
”Denne første time skulle I lære om det himmelske liv efter døden. Det kræver vort såkaldte folkestyre, som imidlertid slet ikke er et folkets styre. Men det ville være spild af tid, for sådan et liv findes slet ikke. I har kun dette ene liv. Husk det! Og I skal leve det i kampen for en ny og bedre verdensorden. Lille Thomas vil du komme herop?”
Thomas rejste sig og gik op til Dueholm, som tog hans hånd. Han var 7 år og så mager og spinkel, at de lappede klæder slaskede om hans krop, når han gik.
”Hvad hedder du, min lille dreng?”
”Thomas,” hviskede han.
”Og hvad hedder dine forældre?”
”Kresten og Jane Thomsen.”
”Og de er daglejere og arbejder for andre og ejer ikke selv jord, ikke sandt min lille ven?”
Drengen kiggede ned i gulvet og sagde ingenting.
”Svar mig, dreng!”
”Jo, men …”
”Men hvad?”
”Far sagde en dag, at bønderne kan leje ham, men ikke eje ham.”
”Ja, din far er ikke så ringe. Han mangler blot viden.”
Dueholm holdt ham stadig i hånden, og nu vinkede han med den anden i retning af Magnus, der blev bedt om at komme op til læreren. Mon han skulle have en lussing? Dueholm vidste da endnu ikke, at han ikke kunne læse. Eller gjorde han? Så stod han deroppe, og læreren tog ham i den anden hånd. Hans hud var varm og tør som fars.
”Se engang på de her to drenge! Thomas er fattig, hans far ejer ingenting, og både hans krop og hans sjæl hænger i en tynd tråd, og måske dør han af sult og kulde. Magnus er rig. Hans far ejer mere jord end nogen anden bonde i Hulsig, og hans drenge er sunde og savner ingenting. Hvor er retfærdigheden i det?”
Der blev frygtelig stille i det lille værelse. Det kunne Magnus godt forstå. Når nu Thomas snart skulle dø og op og ligge på kirkegården. Med det var da ikke deres skyld. Var det?
”Og hvad skyldes denne uretfærdighed? Svar!”
Valborg Houkjær rejste sig op, mens resten holdt vejret. Det her var meget sært.
”Valborg?”
”Det er arvesynden,” sagde hun uden at blinke.
”Mener I andre også det?”
De rystede på hovedet, garanteret fordi de kunne se, at det var det, læreren forventede. Men nu rejste Karl sig, og Magnus følte et lille sug i maven.
”Ja, Karl, sig frem!”
”Man kan godt kalde det arvesynd,” sagde han langsomt, som om han stod og vejede hvert ord, og han fortsatte: ”Men det er ikke den, vi lærer om i religion og som siger, at vi skal straffes for vore forfædres onde gerninger. Det er en helt anden slags arv. Jeg kan ikke helt forklare det.”
”Du er en klog dreng, Karl, og du vil kæmpe for den fattige mands ret til et værdigt liv, ikke sandt?”
Karl nikkede. Så satte han sig. Dueholm slap de to små og bad dem finde på plads.
”Nu skal I høre. Vi fødes alle lige, og vi burde være det hele livet. Men det er vi ikke. Vore kår er forskellige, og man ærer og agter de rige og fornemme og håner og foragter de små og fattige. Har jeg ret?”
Nu rejste Kristian Kokholm sig. Hans far var i hvert fald også rig, tænkte Magnus.
”Ja sig frem!”
”Vi er alle lige meget værd for Gud og kongen,” sagde han alvorligt.
”Vrøvl, Gud er noget forbandet sludder, knægt. Og kongen er en idiot. Og han betragter os alle som undersåtter og ikke som ligeværdige.”
Var Gud sludder? Og kongen idiot? Nu var der ingen, der vovede at sige noget. Men så tog pokker ved Dueholm, og han blev ligesom de foredragsholdere, far inviterede til gården og som kunne snakke i timevis om noget så ubegribeligt, at ikke engang de voksne fattede det.
Læreren fortalte nu, at der ville komme et nyt rige engang, og det havde intet med himlen at gøre. Det var jordisk, og i det nye rige skulle alle eje lige meget og alle skulle arbejde i et stort fællesskab som brødre og søstre. Og den nye tids helte var ikke konger som Valdemar Sejr eller rige bønder som Janus Hesselholt, nej, det var arbejdere som Thomas’ forældre.
Aline fra Klarup rejste sig pludselig midt i det hele, og det hjalp ikke, at hendes storesøster Kristine halede og trak i hende.
”Tal frimodigt, min pige!” sagde Dueholm og afbrød sig selv midt i en sætning.
”Det er bare det, at kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine kommer til Hulsig på søndag med kongetoget.”
Nu blev der røre i klassen. En efter en fik de lov at komme til orde. Karl sagde, at kongetoget godt nok kom på søndag, og at alle børnene skulle stå på perronen og vinke til Kronprinseparret. Og når de havde været i Skagen nogle dage, ville de komme tilbage Hulsig, og det var Karls og Magnus’ far, Janus, der skulle køre dem til Kandestederne. Her tog Kristian Kokholm over og fortalte rivende stolt, at de kongelige kom til Kokholms, fordi de elskede hans mors æbleskiver.
Da de tav, kunne de se, at læreren var vred. De blev musestille, og for første gang så de ham gribe fat om riset, og der gik en gysen gennem børneflokken, da han hævede det højt op over sit hoved. Men så gik han om bag sit eget bord og stillede sig der, stadig med riset højt hævet.  Derpå hamrede han det med al kraft ned i bordet og kastede det fra sig.
”Sådan!” sagde han. ”Kampen kommer, ja den er allerede begyndt. Og I har lovet mig at kæmpe bravt. Glem nu ikke jeres løfte!”
”Hvordan kæmpe?” mumledes der rundt i klassen, og nu sagde læreren, at han ikke slog på børn, men at han ville gøre en undtagelse og slå de børn meget hårdt, der vovede at hilse på de kongelige.
”Altså, jeg vil ikke se et eneste venligt ansigt eller hænder der vinker, når kongetoget standser i Hulsig. Ham der Christian kalder sig nok prins, men han er en ærkeslyngel. Og vi er ikke hans ydmyge undersåtter. Vi er frie mænd. Er det klart?”
Var prinsen virkelig en slyngel? Og prinsessen og kongen og dronningen og alle hofdamerne? Det måtte han spørge Bedste om, når han kom hjem.
 
Himlen var nydeligt broderet med flossede, hvide lammeskyer, og vinden havde lagt sig, tilbage var blot en let brise, der bevægede Dannebrog så tilpas, at det foldede sig ud og sendte sine røde og hvide farver op mod den klare, lyse himmel. Folkene fra Hulsig og Karred og Tranestedet og Rannerød og Starholm og Klarup og Kandestederne havde taget opstilling i små tætte grupper, og om lidt ville kongetoget rulle ind på perronen, og prins Christian ville stå ved vinduet og vinke så venligt til dem, som han plejede. Og han skulle snart blive deres konge, sagde man og blev varm om hjertet, for kong Frederik var syg og døde måske. Tavse og forventningsfulde stod de og biede.
Kun børnene virkede utilpasse og kunne ikke holde sig i ro, og deres lærer marcherede frem og tilbage foran dem og talte formanende til dem. De nærmeste voksne undrede sig over ordene.
”Husk nu, at I er soldater,” sagde han, som om de legede ude i skolegården. Og de små nikkede, men så beklemte ud. Ja Magnus kunne slet ikke lide det, og da han havde fortalt Bedste om det i aftes, havde hun ikke villet tro et eneste ord af det, og hun havde sagt, at han ikke måtte lyve og endda smækket til ham, men det gjorde ikke ondt, for hun gik med det ene ben i graven og havde ingen kræfter. Nu kom toget.
Toget holdt kun et øjeblik, og aldrig havde de set kronprinsen vinke så energisk og smile så anstrengt. Så tøffede det videre mod Skagen, og voksne og børn spredtes i al hast. Navnlig børnene havde forfærdeligt travlt med at komme derfra.
 
Nogle få dage senere var Janus atter på stationen. Denne gang med de sorte heste spændt for den nye, flotte kalechevogn, som karlene og pigerne omhyggeligt havde rengjort og pyntet. Han skulle hente den kongelige familie.
Janus sprang ned fra bukken og overlod tømmerne til banevogter Pedersen, så stillede han sig strunk midt på pladsen. Prinsen havde ikke meldt sin ankomst i dag til andre, han ønskede at arrivere inkognito, som han skrev i sit brev til Janus.
Nu kom toget tøffende og rullede ind på perronen, og prinsen og prinsessen og de to små prinser steg af og så sig lidt om.
”Aha! se engang drenge, der har vi jo selveste Hesselholt. Så fik De mit brev,” småsnakkede prinsen.
”Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede.
Lidt efter rullede de ud ad lyngvejen, der smal og ujævn førte til Kandestederne, og den 11årige prins Frederik havde fået lov at sidde sammen med Janus på bukken. Nu bad han om at måtte holde tømmerne. Modstræbende overlod Janus styringen til drengen, men han måtte slå knude på sig selv for ikke at tage dem fra ham igen, for prinsen sad jo og legede, og nu slog han de tykke reb hårdt mod hestenes bagparti, så de vrinskede og blev urolige og satte farten op.
”Hyp alle mine heste!” råbte den spinkle dreng henrykt. Han var nær ved at miste sit greb om tømmerne og tumle forover. Der lød advarende råb omme fra vognen, og Janus tog hastigt tømmerne fra prinsen og tvang hestene til at standse. Da de igen var helt rolige, gik han om til kalechevognen og kiggede ind.
”Deres kongelige Højhed må undskylde, men Prins Frederik er jo kun et barn.”
Prins Christian sprang adræt ud på lyngvejen.
”Var det hans skyld, Hesselholt, så må De smække ham en ørefigen. Prinsen er jo uartig. Hestene kunne være løbet løbsk.”
”Undskyld mig, men det kan jeg ikke gøre.”
”Nå ikke. Nej, det er måske ikke så let. For Dem. Men streng opdragelse er dog nødvendig, vil De ikke give mig ret i det, Hesselholt?”
”Jeg vil ikke modsige Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede. Så rettede han sig op og så sin vordende konge i øjnene, og det var ikke første gang, de havde haft øjenkontakt og været uenige om vigtige spørgsmål.
”Og så ønsker jeg for resten at blive orienteret om, hvad der dog gik af Hulsigbørnene forleden! De var jo ganske uforskammede imod mig og min familie.”
”Jo, ser De, sagen er den, at vi har fået en ny lærer i Rannerød.”
”Ja, det bliver børnene vel ikke uvorne af,” indvendte Prins Christian. ”Eller hvad?”
”Ham, vi har ansat, er socialist, og han er just ikke royalt indstillet, og jeg er bange for, at han har påvirket vore børn i en skadelig retning.”
”Socialist!” Prinsen lo. ”Det skulle lige have været kongen, der blev så ilde modtaget af sit folk. Min far ville være blevet rasende, og han ville fluks være stået af toget og have forlangt en forklaring. Jeg nøjedes med at vinke min arm af led i et forsøg på at få ungerne til at gengælde min elskværdighed, men der var kun en eneste lille pige, der vinkede igen. Hm … socialist, siger De?”
”Ja, Deres kongelige Højhed.”
”Det må vi gøre noget ved, Hesselholt. Det sørger De vel for, ikke sandt? Vi kan ikke have, at revolutionen starter i Hulsig.”
”Nej, Deres kongelige Højhed.”
Nu lo Prinsen højt og kunne slet ikke blive alvorlig igen.
”Socialismen er nået til Hulsig, har du hørt det, kæreste Alexandrine?” råbte han, og prinsessen stak hovedet ud af vinduet og rystede på det og sagde, at nu måtte de videre. Og ikke stå der og spilde tiden på tåbelig sniksnak.