Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
I går var en fin dag for min mand. Vi fejrede hans fødselsdag. Det var nr. 79 i rækken af fødselsdage, og jeg spurgte ham for nogen tid siden, hvem han gerne ville invitere til fest.
“Det er jo dig, der inviterer,” krøb han udenom.
“OK, men hvem vil du så gerne se?”
“Det bestemmer du,” lød hans standardsvar.
“Dine søskende?” Foreslog jeg.
Han så tænksom ud, men ville ikke svare.
“Hans og Maja og Mie og Per og Niels Arne og Helle.”
“Nå dem.”
“Ja, vil du gerne se dem?”
Nu syntes han nok, jeg spurgte dumt, for det ville han i al fald ikke svare på. “Skal jeg så invitere dem?” Og det vidste jeg godt, hvad han ville svare på, og det gjorde han også: “Det bestemmer du.”
Så det bestemte jeg. Og de kom i går. Til middag. Og det var en af de dejligste dage, vi har haft længe, og jeg, som sad ved den modsatte ende af bordet (og derfor ikke kunne tage ordet ud af munden på ham), lagde mærke til, at han var utrolig livlig og MEGET glad under hele middagen.
Jeg er ingen ørn i et køkken (og hvad skal man også med ørne der), så jeg er altid nervøs, når jeg skal fremstille en middag fra bunden for fremmede. Nu hvisker jeg til jer, for det er lidt flovt i vore dage: men jeg er altså heller ingen gourmet- type, og finere (eller moderne) mad ligger langt nede på min interesseliste. Men jeg havde bestemt, at jeg til den her lejlighed ville fremstille en ”rigtig” menu selv og en god en af slagsen og ikke bare bestille en færdigret ”udefra” – hvad jeg ellers hælder mere og mere til i manglende tillid til mine egne evner, ikke som ørn, men som kok.
“Jeg vil gerne hjælpe,” sagde Ole.
Men jeg bliver endnu mere forvirret, hvis han også er køkkenet, og to forvirrede kokke er for mange i et sådant foretagende. Jeg bad ham i stedet dække bord. Tallerkener, knive og gafler og skeer havde jeg lagt frem. Vores spisebord er langt, men jeg fortalte ham, at han skulle sætte 4 kuverter ved hver langside, så gæsterne kom til at sidde lige over for hinanden. Da jeg lidt efter smuttede ind i spisestuen, havde han anbragt kuverterne meget mærkeligt. En for hver bordende og resten tæt sammen ved den ene langside. Jeg hjalp ham med at omplacere dem.
“Fint,” sagde jeg, “så mangler der bare glas, og dem skal du tage fra glasskabet i biblioteket, (ligesom Fru Hyacint har vi et skab til særligt fine glas) for vi får jo gæster, og hør nu godt efter: der skal være et hvidvinsglas, et rødvinsglas og et vandglas til hver.”
Så gik jeg tilbage til køkkenet. Da jeg kiggede ind, var han gået ud af stuen, og der stod et dagligglas til hver kuvert, taget fra hylden i spisestuen. Han havde glemt, at vi har et helt skab til glas i værelset ved siden af. Og ordet bibliotek siger ham ingenting, selv om der ikke befinder sig stort andet end bøger i det rum. Så svært er det somme tider for ham, og det glemmer jeg gang på gang, for han ligner jo sig selv, og vores liv sammen ligner jo også sig selv.
Dagen i går var som sagt rigtig vellykket. Jeg vil ikke tale om maden. Gæsterne spiste den uden vrøvl. Så det var godt nok. Men de morede sig fortræffeligt, som gode søskende gør, og de forstår at inddrage Ole så fint.
Senere forsvandt ”drengene” ud i ”snedkeriet”, og pigerne morede sig over, at det nu skal hedde ”snedkeriet” der hvor de undslipper ”pigerne” for at være sig selv. Gad nok vide, hvad de snakker om derude? Jeg ville gerne være en flue på vægen og lytte. Nå, de snakker vel om udstødningsrør og jagt og træfældning, og måske er der kommet lidt flere emner til. Prostata? Nattetisseri?
Vi er så heldige – det tænker jeg tit på – at vi har en dejlig, forstående familie, som stiller op og støtter op. Ikke fordi vi ikke kan stå selv. Det kan vi godt. Og vi har tænkt os at blive ved med at være stående ( ikke enestående), men stående på egne ben. Ole og mig. Vi skal nok klare os. Men en god familie, gode venner og gode naboer, det er noget, der hjælper gevaldigt.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det sker sjældent – eller jeg er i al fald meget sjældent stødt på det – at en Alzheimersramt person SELV påtager sig at beskrive sygdommen ud fra egne erfaringer og tilmed lykkes med at gøre det helt ned i detaljen og i et velformuleret sprog. Og det lyder da også som en umulig opgave for en dement, og det ville det også være for de fleste. Men ikke for alle. Det kræver imidlertid, at vedkommende er i besiddelse af to ting: et stort mod og en sproglig kunnen.
Men så bliver det også den flotteste og den mest sandfærdige fremstilling af sygdommen, man kan tænke sig. Alzheimers Syge er oftest beskrevet af 1) pårørende, og de har som regel så ondt af sig selv, at beskrivelsen bliver alt for farvet af det og 2) lægerne, og sidstnævnte, i al fald hvis det er specialister, er så snæversynet fokuserede på sygdommens kliniske (biologiske) univers, at det blænder for udsynet til den syge og dermed også til sygdommens sande væsen. De er kort sagt lige så uvederhæftige som “de pårørende” er det med deres rørende historier om, hvor svært livet er blevet for dem selv.
Lægen har et billede af sygdommen i hovedet, og det er urokkeligt, og det er forkert, men desværre er det lige netop det billede, som er overført til almindelige menneskers hoveder, så også de langt hen går rundt med et forvrænget sygdomsbillede. En karikatur.
Men nu faldt jeg over en forfatter, som er langt inde i sin Alzheimers sygdom og som både besidder sproget, viljen og evnen til at formidle sin viden til andre. Det er ingen lyserød fortælling, for den er sand fra ende til anden. Men det er netop sådan, som hun beskriver sygdommen, at vi her i huset har oplevet den de tre år, hvor vi har haft diagnosen hængende over hovedet.
Hun hedder Wendy Michell og har, efter at hun har fået diagnosen, skrevet to bøger – jeg har kun læst den ene, som på dansk hedder: “En jeg kendte engang” og den anden er ikke oversat, men den hedder:”What I wish people knew about demensia – from someone who knows.”
Her er et citat fra bogen. Wendy arbejder som logistiker på et hospital. Hun er skrap til at koordinere diverse skemaer og vagtplaner, er en kompetent medarbejder, og det lykkes hende at holde fast i sit job i meget lang tid, hun arbejder godt nok langsommere, tager ikke mere bilen, men bussen, eller hun går på arbejde – og det lykkes hende at skjule sygdommen meget længe. Til sidst beslutter hun dog, at chefen bør vide det. Hun har skrevet et brev til ham i forvejen. Og hun beskriver sit møde med chefen således:
“To dage efter banker jeg på min umiddelbare overordnedes dør med henblik på det første møde. Mit hjerte banker så voldsomt, at jeg spekulerer på, om det kan ses gennem min skjorte. Jeg siger til mig selv, at han ikke ved, hvor nervøs jeg er. Faktisk virker han mere usikker end mig, da jeg går ind og sætter mig foran ham.
“Jeg må tilstå, at jeg godt nok ikke har så meget kendskab til demens … ” begynder han.
Jeg prøver at forklare den smule, jeg ved om det: jeg fortæller ham, hvad jeg først bemærkede, hvad det er for problemer, jeg har på mit arbejde.
“Hvor lang tid har du igen?” spørger han.
Denne gang er det spørgsmålet ikke demensen, der stjæler ordene fra mig. Jeg holder et par sekunders tænkepause og forsøger at sætte mig i hans sted for at tage brodden af ordene. Jeg ved præcis, hvad det er, han vil have mig til at sige: Hvor lang tid, der vil gå, før jeg er ubrugelig på arbejdet.
Jeg var kommet til mødet forberedt, fordi jeg godt vidste, at den slags spørgsmål kunne blive taget op, samtidig med at jeg håbede det ikke ville ske.
“Måske kunne I henvise mig til arbejdsmedicinsk afdeling?” foreslår jeg roligt og tager føringen, for jeg kan se, at han har det svært med det. “Jeg er ikke parat til at gå på pension endnu. Jeg er blevet diagnosticeret med demens, men det er ikke ensbetydende med, at jeg pludselig har mistet min arbejdsevne, jeg skal bare indrette mig, så jeg kan fortsætte med at arbejde. De ved, hvordan det skal gøres.”
Jeg foreslår, at jeg måske kan arbejde hjemmefra hver anden dag. På den måde kan jeg få den ro, jeg behøver for at koncentrere mig.
Han går med til det, men da jeg forlader hans kontor, virker han ikke overbevist. Alt det, jeg frygtede, er blevet til virkelighed. Medlidenheden er uundgåelig. Jeg ser den i hans øjne, da jeg lukker døren efter mig.
Hun bliver henvist til hospitalets arbejdsmedicinske afdeling for at få en mere permanent ordning, og her er et lille uddrag fra mødet:
“Jeg var ikke nervøs på samme måde som ved mødet med min chef, eftersom det er lægens opgave at tage sig af sager som min. …. Jeg skubber døren op, og idet jeg gør det, snurrer lægen rundt for at hilse på mig, men mit blik falder ikke på hendes smil eller hendes hoveds medfølende hældning, men på computeren bag ved hende, med en hjemmeside, som jeg genkender, en af dem, jeg har på min favoritliste derhjemme. Hun har siddet og kigget på Alzheimerforeningens hjemmeside, og overskriften på siden lyser :
“Symptomer på demens”
Hun kaster et blik bagud og bliver klar over, hvad jeg har set.
“Æhhh … jeg …” Hun skynder sig at slukke for skærmen og drejer den lidt til siden for en ekstra sikkerheds skyld.
“Jeg har fundet et virkelig godt website, og der er masser af informationer”
“Ja,” siger jeg, “jeg kender udmærket den side.”
“Ja, selvfølgelig.”
Hun ser lidt forlegen ud, da jeg sætter mig med min mappe med papirer, og jeg prøver, så godt jeg kan, at ignorere den sugende fornemmelse i maven, den tanke, der siger, at jeg allerede har udstyret mig selv med mere viden end disse såkaldte eksperter.
Ligesom min chef fortæller hun mig, at hun aldrig før har været involveret i at rådgive nogen om at leve godt med demens. “Og da slet ikke at arbejde godt,” siger hun med et usikkert smil.”
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Lige en sidebemærkning, inden jeg igen kaster mig over min fødeby. Billedet i forrige indlæg er det rene pral for så vidt som det signalerer, at forfatteren arbejder. Forfatteren bestiller ikke et hak.
Ingemann skrev til H.C. Andersen: Denne vinter har jeg være skinddoven.
Det er jeg også: skinddoven.
Men det går over.
Og snart vender jeg tilbage. Til siderne. Til fortiden. Til min bys prægtige historie og til min egen lillebitte refleks deri.
Så må vi se, om det går godt. Karin Michaëlis, der skrev rigtig meget selvbiografisk, siger et sted, at man ikke kan skrive om sandheden uden at skære sig på løgnen. Jeg vil siger det sådan her: man kan undertiden ikke skrive om sandheden uden at skære sig på den.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Mit arbejdsbord i januar – et billede, som skal minde mig om “hellige pligters betydning for almenvellet”
I det nye år vil jeg bla bla bla … og det vil vi jo alle sammen … og det gør vi så en tid … og så falder vi tilbage til slik og flæskesteg og halvdårlige film og kedsommelig glanen på ingenting og alt for lidt motion og alt for få besøg og og og …
Men alligevel tror jeg, at jeg kommer til at holde fast i mit nye projekt: At samle stof om min fødeegn. Og måske at slutte med at skrive en bog. Men mens det første forekommer mig sandsynligt og endda en smule dragende, så synes lysten til at skrive mit eget liv ind i den historie at være så lille bitte, at den næsten ikke er til at få øje på. Og foreløbig kan den tanke ligge og simre, hvor den hører hjemme: i mørket. Og i mellemtiden vil jeg, måske for at vække den til live, fortsat lade små ufarlige tilbageblik dryppe ind på bloggen i den rækkefølge, de opstår i mit hoved.
Jeg vil ikke love mig selv (og skynder mig at skrive det) at være flittig med projektet, for mit liv og mit liv sammen med mine nærmeste, er, om ikke et projekt, så dog et foretagende, der skal have første prioritet, og dertil kommer, at jeg har lovet mig selv, at jeg vil læse alle de gode bøger, der byder sig til. Og de byder sig til. Forleden gik jeg en tur i mit yndlingsantikvariat i Randers og slæbte en hel bunke med hjem – og gnasker løs hver aften – i øjeblikket er det Dorrit Willumsens: Bruden fra Gent … og jeg er i den lykkelige situation, at Hans (min søn) har startet en familiebogklub, hvor vi skiftes til at vælge bøger, som vi så mødes for at snakke om en gang om måneden. Så dejligt. Der har vi netop læst Solsjenytsins “En dag i Ivan Denitsovits Liv” og den næste er Karen Blixens “Vintereventyr”.
Og døgnet har alt for få timer. Men de er heldigvis alle helt spækkede med fedt indhold. Sikke en ulækker sætning. Men du ved jo, hvad jeg mener, og jeg kan altså ikke gøre for, at vort sprog udarter. Men det er vel så fedt nok! Super!
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Hermed et kort rids af den metode, jeg har valgt til at realisere det projekt, som jeg nu halvt om halvt har påtaget mig: At skrive om opvæksten i en lille fiskerby, der på mange måder kan minde om den, som Hans Kirk beskriver i “Fiskerne” – også her ernærede de fleste sig ved fiskeri, og også her spillede religionen en hovedrolle i byens daglige såvel som festlige liv. Indre Mission stod for en del, men Metodismen fyldte nok så meget. Alt det har jeg med i bagagen, men den ligger foreløbig hulter til bulter i den sæk, jeg aldrig har åbnet, og som jeg også kvier mig lidt ved at åbne.
Og hvorfor så det?
Det vil jeg foreløbig lade stå åbent.
Men selve genren “memoirer” virker ikke tiltrækkende for mig, det forekommer mig at være et minefelt, som jeg frygter for at begive mig ud i. Og det hænger bl.a. sammen med, at begivenhederne flyder os forbi, mens vi er midt i dem, og selv om det er en slags fællesgods, de efterlader i vort sind, så husker vi de samme begivenheder forskelligt. Nej, siger du, sådan var det da ikke! For du fæstnede dig ved noget andet.
Og desuden: nu, hvor jeg snart har levet i et åremål på fire snese, er rigtig mange af mine livsvidner døde.
Jeg faldt over et citat i dagens avis, Kristelig Dagblad d.8/1 2022. Et lille vers, som skulle være skrevet af Tomas Tranströmer, og som strejfer det der med at skrive om sig selv. For hvem er man i grunden? Han skriver:
“Indvendigt bærer jeg alle mine tidligere ansigter/ som et træ har sine årringe/ det er summen af dem/ der er mig/ spejlet ser kun mit nyeste ansigt/ jeg kan mærke alle mine tidligere.”
Måske vil man nødig gense alle de gamle ansigter. Nogle af dem har man med vilje skjult, men i en erindringsbog må man kalde dem frem. Et gensyn på godt og ondt. Ellers er det snyd.
I første omgang vil jeg vandre ad ufarlige stier: de skrevne kilder. Og jeg vil læse alt det, jeg kan finde om min fødeby Strandby. Og der er heldigvis skrevet en del. Og så vil jeg selv blive klogere på, hvad det er for et sted, jeg er vokset op. Først når alt det står klart, vil jeg glide over i det personlige og skildre så sanddru som jeg nu formår, hvordan det var at være barn i Strandby i 1940’erne 0g 50’erne.,
Lad os begynde med denne fine bog af P. Chr. Pedersen: Strandby Folk – tegningerne er af Erik Skjoldborg. Sidstnævnte levede fra 1940 – 1997. Jeg har googlet forfatteren, men er ikke sikker på, hvem han egentlig er (var) – så vidt jeg umiddelbart kan se, så har han udgivet bøger i 30’erne og lever derfor sandsynligvis ikke mere. Men jeg vil blive MEGET glad for oplysninger om ham.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Her begynder en ny kategori: Strandby. Det er et projekt, som kommer til at strække sig over i al fald et år, men mere sandsynligt over to år. Måske over endnu længere tid. Strandby vil være det sted, hvor jeg samler materiale til den selvbiografi, som jeg ikke vil skrive, men som jeg måske og måske ikke ender med alligevel at skrive.
Her først en lille hilsen til mine læsere:
Tak til alle jer, der holdt fast og ikke slap mig i de mange år, jeg svævede over vandene som en anden Vorherre og skabte verdner, der helt var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg stille op med dem helt alene.
De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, der har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Og mens tiden gik, visnede vi alle sammen en smule, eller jeg gjorde i al fald, men jeg tror og håber, at vi har sat frø, som vil spire og gro og sætte nye blomster i den fremtid, som nu ikke mere er vores.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det er nu tre år siden, vi fik diagnosen ”alzheimers”.
Det var ikke breaking news for os.
Vi havde snakket om det i lang tid. Vi var forberedte.
Vi var bare ikke forberedte.
Og nu ved jeg, at det er noget, man ikke kan forberede sig på. Ligesom man ikke kan forberede sig på døden. Memento mori, husk, at du skal dø. Men det kan man aldrig huske. Kun glemme. Og vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist.
Sådan er det også med alzheimers. Vi er raske, indtil det
modsatte er bevist. Og når det så er bevist, så holder vi fast i normaliteten.
Og det er også det eneste og desuden det bedste, der er at gøre, når den
diagnose slår ned i dit liv. Lev normal!.
Jeg læste en artikel skrevet af en pårørende til en alzheimerspatient.
Overskriften lød: ”Min mand er dement – og hvad så!”
Den artikel kom lige til tiden for os, for vi havde lige
fået diagnosen. Og vi så på hinanden og sagde: alzheimers – og hvad så!
Og det er også sådan, vi lever. Kun ind i mellem brister det,
og vi kan ikke holde fast i det.
Forleden ville jeg hjælpe min mand med at ”lege” med de nye
virtuelle briller, som børnene har givet ham i julegave. Da græd han næsten,
fordi han ikke kunne finde ud af at bruge brillen. Og lysten til at blive ved
med at forsøge, og som ellers kendetegnede hans normale adfærd: ”det her er
ikke et problem, det er en opgave, der skal løses!” – den er borte.
Og for første gang hørte jeg ham jamre: ”åh … åh, mit hoved
er gået i stykker.”
Det gør ondt at høre, hvor smerteligt det er, men så ved jeg
jo også, at han hurtigt glemmer – og at han bliver glad igen. For det er
heldigvis grundstemningen: glæde. Og det er SÅ let at gøre ham glad.
Igen – for det vender jeg tilbage til: det er vigtigt at møde alzheimersramte med
venlighed og med lys i alle lygter.
Sluk aldrig lyset! Især ikke dit eget.
Lad det skinne hver dag, også selv om du synes, det er
begyndt at blafre lovlig meget! Så stå helt stille, indtil flammen igen er
rolig og dit lys kan nå ind i hans mørke.
Du ved, at du har muligheden for at tænde hans lys, når det
er slukket. Og ind imellem slukkes det. Så pust på dine egne gløder, eller lån
nogen af de andre. Der er altid nogen, du kan nå. Og et par gløder kan de altid
unde dig, når alt er blevet lidt for koldt – når det er blevet sådan, at dit
eget liv trues af kulde og mørke.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Fra skovbunden i december
Når jeg som lille barn gik tur med bedstemor – og det forekommer mig, at vi gik en tur hver dag. “Skal vi spadsere?” spurgte hun – og det var det, vi gjorde: vi spadserede, så lærte hun mig fra helt lille at gå med rank ryg og øjnene rettet mod himlen – sådan husker jeg det i al fald. Min bedstemor blev gammel, men hun gik med ret ryg og himmelvendte øjne. Sådan lærte hun også mig at gå. “Ret ryggen! sagde hun. Se mod himlen! Vis, at du er fri og frejdig! Og ingen Kain.”
Senere sænkedes blikket, og når jeg går i skoven i dag – og nu er jeg på alder med min bedstemor fra den tid, hvor hun lærte mig den rette gang på jorden, så går jeg med sænket blik. Og det er ikke den dårlige samvittighed, der tynger mit hoved. Nej, det er skovbundens sære vækster. Så forunderlige og smukke. Navnlig nu, hvor der hverken er frost eller sne, men alt ligger så sårbart blottet.
Himlen ved Hulsig – fra sommerhuset i Tråen
Her et billede fra det nordligste Danmark – det er nogle år gammelt, men motivet er evigt det samme og alligevel altid i forandring – ligesom skovbunden.
Over os og under os: det samme mirakel af skønhed.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Længslens metamorfose
Lige nu lovpriser jeg min mands vane med at gemme
alt. Således har han gemt de breve, jeg skrev til ham i de første to år, vi
kendte hinanden. Dengang, der spirede en tro i os på en fælles fremtid. Ægteskab?
Måske og måske ikke … ser min tøven i
brevene – jeg kunne sandt for dyden ikke se mig selv i husmoderrollen. Og den
var stensikker dengang, hvis man som kvinde indgik i ægtestanden – vi var jo
lige kravlet ud af 50’erne – så lå rollen og ventede.
Den fælles fremtid – ja, den drøm gik jo i
opfyldelse, trods alle mine betænkeligheder. Og nu er vi her – næsten 70 år
senere. I den landsby, hvor vi slog os ned dengang midt i 60’erne.
I et af sine breve til mig må han have skrevet om længslen. Og han har fundet den irriterende og forstyrrende – han var nu heller ikke synderlig romantisk anlagt, og han dyrkede bestemt ikke den slags højstemte følelser. Det gjorde jeg vist nok, havde læst Goethe og Chateaubriand – i al fald kan jeg af mit svar til ham se, at jeg betragtede længslen som en slags drivkraft i sindet, – ligeså nødvendig for mennesket som benzin er det for bilen.
Se, nu glemte jeg rent elbilen!! – bilen behøver ikke benzin, men sjælen behøver længslen. Det skrev jeg til ham.
Vi boede jo langt fra hinanden i de første par år –
og begge længtes helt basalt efter hinanden i hverdagen. Men vi havde også en
anden længsel, eller jeg havde i al fald, som vi ikke kunne sætte ord på.
En længsel efter Det Største. Og jeg var ret sikker på, at det ventede på os – langt, langt ude – og om meget længe – måske – Ikke nu – men engang skulle vi forløses i lykke. Ikke lykke, men LYKKE.
Alle de store ords opfyldelse, alt det, digterne
skrev om. Ingenting kunne tænkes stort nok i mit hoved. Dengang.
Nu har vi levet sammen i snart 60 år – det er i sig
selv stort – og især, fordi ingen af os ville have ønsket sig et andet liv. Og
hele tiden syntes vi, og synes vi, at der ligger noget stort foran os. At vi
stadig har noget at blive overrasket over.
Det sidste er måske underligt for andre end os, man
vil måske sige, at vi jo ikke bevæger os synderlig meget omkring mere. Engang var
Sydamerika vores hjem i månedsvis. Engang rejste vi rundt i Sovjet. Engang
brugte vi alle ferieugerne i Tyrkiet, og hvor har vi rejst Europa tyndt – og nu
– rejser vi ingen steder. Højt en tur til Nordjylland.
Vi bliver altså her. Så vores verden må jo set med
andres øjne være gået i stå. Ja, men det gør verden jo med alderen – på det ydre
plan. Den snævres ind geografisk.
Men jo ikke nødvendigvis mentalt. Det er vist en af
mine kæpheste det her: at vi kan rejse i sindet, i kunsten, i kærligheden, i
naturen, i troen, i venskabet. Og at de rejser er så langt smukkere og meget dybere
og længere end nogen ferietur med Spies.
Når jeg i gamle dage besøgte min mor på plejehjemmet,
sang vi fra en sangbog med store bogstaver, så alle kunne se dem, og vi sang
ulideligt mange gange sangen om ”de nære ting” af Aase Gjødsbøl Krog.
Den var (er) så drivende sentimental, at man får
sved på hænderne, men min mor, der var stærkt dement de sidste år, fik tårer i
øjnene. Hun elskede den. Jeg kendte den igen fra min barndoms giro 413. Jeg
kunne høre Rachel Rastennis stemme, når vi sang den på plejehjemmet. Her et par
citater:
“Dit sind flyver altid så viden omkring/ det er, som du glemmer de nære ting./ du drømmer om lande i syd og mod nord/ og ser ikke skønheden, hvor du bor.“
Helt alvorlig: Det var ikke ligefrem skønheden, der
stak i øjnene på plejehjemmet.
“Gå ind i din stue, om end den er trang/ og hør, hvor den nynner en stille sang/ den rummer dog ting,/ som dit hjerte har kær/ du ved bare ikke, hvad de er værd.”
Men hør nu! Mors stue var virkelig trang. Og hun var bedre vant: store stuer, smukke malerier og ting, hun holdt af, hele sit liv havde hun levet i smukke omgivelser – og her var der gråt linoleum på gulvet, og jernsengen stod midt i rummet, og det eneste, der var stort, var handicaptoilettet.
Men nu sidder jeg så her og er på alder med min mor,
da hun sad på plejehjemmet. Og så kan jeg på en forgræmmet måde forstå hende.
Melodien. Og Rachel Rastenni. Og de banale ting om ”hjertet”. Og det ”at have
kær”.
Nå, ja. Det er ikke dybe ting, og de er trivielt
udtrykt, og hjerte rimer på smerte. Men det gør ingenting, for der var ærlige
følelser på spil, og jeg kan se de gamle ansigter for mig, mens de sang. De
blev SÅ glade, og ordene løftede dem.
Ja, og måske ender vores liv altid ret banalt. Måske er det virkelig ”de nære ting,” der gør os glade. Men jeg tror nu ikke, at det er et spørgsmål om dimensioner og afstande. Alt det store findes i det små. Og jeg tænker på alt det, der er bag tingene.
Min mor
Min skov
Min strand
Et nu et llille kig ind i en fjern fortid, hvor vi alligevel var hinanden så nær (undertiden smerteligt nær – undertiden lykkeligt nær)
Jeg læser som sagt de gamle breve nu, hvoraf jeg ofte skrev et hver anden dag, og jeg undrer mig som sagt over meget. Og så er alligevel grundsubstansen genkendelig. Jeg kan godt genkende hende, der sidder og skriver hver anden aften til ham, hun har valgt at følges med hele vejen.
I det her brev kan man se lidt om, hvordan vi tænkte om opdragelse og kærlighed, da vi var så unge, at vi ikke vidste alverden endnu:
Risskov d. 22. marts 66
Kære Ole
Nu kan jeg aldrig rigtig lade være med at sende dig
et par ord, og jeg håber også at få et af dig i morgen.
Jeg er fuld af forårsenergi lige i dag. I går holdt
jeg næsten fri, fordi jeg var forkølet og noget træt, men i dag har jeg lyst
til at kaste mig over en hel masse, også til at gå ud og mærke det er forår.
Når du kommer søndag, og hvis vejret er pænt, vil vi gå en tur i skoven og se
om vi kan finde anemoner; de må vist være på trapperne nu.
Måske er jeg også i godt humør, fordi det går så
vældig godt med russisk – i dag f.eks. holdt jeg en slags foredrag, hvor jeg
rent uvilkårligt brugte en masse indviklede ord og vendinger, som det både
undrede min lærerinde og mig, at jeg kendte, og som de andre slet ikke forstod.
Det er også sjovt at gå til de timer, fordi stemningen mellem studenter og
lærere er af helt venskabelig karakter – vi griner og har det, som om vi var
sammen til kaffeslabberas, samtidig med at forstanden virkelig er i første gear
hos alle, fordi det er nødvandigt for at begribe lærerens bestemt ikke
langsomme russisk. Det er mit store ønske næste år at komme med på den
studietur, som arrangeres til Leninggrad universitetet – det er med
obligatorisk 6 daglige timers russisk med russiske professorer – 20 dage, og
prisen er 13.000 kr. Men senere synes jeg også, det kan blive morsomt at komme
til Rusland på bilferie og sammen med dig og Grethe og Kethil – det er det
bedste ved at være så unge, som vi er, at vi stadig kan lægge planer (store)
for fremtiden med tro på, at de kan realiseres.
I aftes kom Else herned for at få nogle tips om
forprøven – hun skal op nu, det stakkels får – men hun læser også hele tiden og
synes derfor, det var hyggeligt at slappe lidt af hernede og snakke. Det er
sjovt, for hun er faktisk meget sympatisk, og når hun læser så meget (næsten
altid) er det simpelthen usikkerhed, der gør det og ikke lyst – det må være
skrækkeligt. Bodil kender hende jo også, og vi har tit grinet af hende, når vi
tænker på, hvordan hun sad sidste forår bag nedrullede gardiner, mens vi lå på
græsplænen og læste i søvne og lyttede til fuglene og så på træerne og følte
solen, mens det så alligevel var os, der skulle til eksamen. Men nu kan jeg
forstå, at hun slet ikke ved, hvad hun går glip af.
Jeg glæder mig meget til maj. Så vil jeg prøve at
være ”lærerinde” – det skal more mig at tage fat på det igen, og gode råd kan jeg
jo få hos min mand. Men jeg er ikke så sikker på det med det meget arbejde –
det er også lige meget, bliver der arbejde hver anden dag, kalder jeg det flot!
I weekend’en vil du komme, og vi vil tage i sommerhus og bad, eller jeg rejser
til Lild, og så skal vi snakke en hel masse – det er da for resten godt, at vi
begge to er glade for at sludre.
Lige før sad jeg og hørte båndet fra i lørdags – det
er sjovt, det bånd, og Anders må bestemt høre det, for vi skåler jo for ham og
kalder ham nok så smigrende for en slap militærpadde; nå, måske vil det gøre
ham ked af det at høre, hvad vi i det øjeblik følte for ham, for alt i alt kan
vi jo godt lide fyren, trods hans særheder! – ja da! Vi får først ferie torsdag
d.7. april nu til påske, men så kan jeg ikke få nogen ordentlig ferie i Lild,
så hvis I ikke er trætte af at stirre på mig i så mangfoldige dage, vil jeg
ankomme til Frøstrup hovedbanegård eller hvortil det nu bliver, allerede lørdag
d.2., eller, hvis jeg skulle få moralske skrupler på grund af disse fordømte
foredrag (som jeg nu er glad for at lave) – som jeg skal holde efter påske,
d.3. april ( det var sørme en indviklet smøre – spring den bare over, det er
alt sammen noget, jeg kan fortælle dig om på lørdag!)
Ja, du har ret, på lørdag kommer den kære Hækkerup
ikke – han skulle være kommet begge aftener, men må have meldt afbud; til
gengæld kommer Ole Bj. Kraft og mange andre gode mænd, hvis meninger jeg i
hvert fald gerne vil vide. Desuden vil en del forfattere og skuespillere
medvirke i debatten. Men det begynder allerede klokken fire, så du vil nok
komme så snart, du kan, ikke?
Jeg synes, vi havde en herlig tur sidste lørdag –
søndag. Jeg kendte ikke Kethil før, fordi jeg kun har set ham ved større
fester, og der lærer man jo ikke hinanden at kende, og jeg troede egentlig slet
ikke, at han var så sympatisk og flink, men det er han bestemt. Kun syntes jeg
engang imellem, at det var synd for ham, at vi snakkede så meget skole og børn,
for her sad han af gode grunde tavs og havde ikke store muligheder for at
deltage. Det er glædeligt, at Edith er så tilfreds, hun er også en pige fuld af
evner til at udnytte hverdagens muligheder, synes jeg, og jeg tror virkelig, at
der er ved at ske noget spændende, når hun åbent siger, at hun meget snart
(efter et par år) vil dumpe ned i et lykkeligt ægteskab – det har hun vist ikke
været vild med tidligere. — mon ham Poul konkurrerer Anders ud?
Nej, Ole, nu kan du vist ikke tage mere sludren
denne gang. Jo, for resten, jeg har læst artiklen i Hjemmet, men ved du hvad,
Ole, jeg synes nu, det meste var almindeligheder – og den skarpe adskillelse
mellem naturen af mænds og kvinders jalousi er forkert, synes jeg absolut.
Jalousi er en menneskelig meget stærk og meget kompliceret følelse, der ikke
kan forklares så almindeligt som i den artikel og ikke fastslås som stærkere
hos ham end hos hende. Hvem har for øvrigt skrevet den? Det er ikke en
psykolog. Det med at vække hinandens jalousi,, sådan som der er et par
eksempler på, vil vist også kun være et sikkert tegn på, at der er noget
rivende galt i de to elskendes forhold – enten er det ikke fæstnet og
fortroligt endnu, eller også er det ved at gå i opløsning. Det med at mindreværdskompleks
kan få et menneske (for det er jo ikke kun mænd, der er kønsvæsner, sådan som
artiklen fremlægger det) til at være utro, vil jeg da godt tro på, selv om der
vist også i det tilfælde må være lidt mere end almindelig knas i det ægteskab.
Og jeg synes i hvert fald, den mand er lidt dum eller måske nærmere umoden, som
går og opstiller et supermandsideal at leve op til, og artiklen fremstiller den
mand, som den normale mand, det er han ikke; den slags er
pubertetsfølelser, noget der tydelig ses blandt teenagers idoldyrkelse; mens
den modne voksne mand forstår, at han netop er fin, fordi han er sig selv –
altså helt sig selv. Jo, også denne sætning fik mig til at studse: ”kvinden er
anderledes skabt(?!). Naturen har skænket kvindekønnet den rolige sikkerhed, og
hun tvivler ikke ustandselig på sig selv, som manden gør.” Det er simpelthen en
grov generalisering – bortset fra, at det er usandt, der findes bestemt ligeså
mange kvinder, der er usikre som mænd og omvendt – jeg tror endda at vide, at
kvinder normalt oftere er neurotiske end mænd er det p.g. af kærlighedsulykker
= ulykkelig kærlighed. Nå, det kan jo godt være, mænd er noget mere barnlige og
naive og selvglade, end jeg troede, men det er bare noget underligt noget at
udtale sig generaliserende om halvdelen af jordens befolkning, når det drejer
sig om sådan noget som psyke (sind). Jeg tror nemlig, men ved det selvfølgelig
ikke, at to mennesker, det ene en mand, det andet en kvinde, rent åndeligt,
psykisk kan være helt parallelle, begejstres over samme ting, stødes over samme
ting, føle noget ens, trods deres biologiske og fysiske helt divergerende
følelser. Hvis manden alligevel i de fleste tilfælde får visse karaktertræk,
der er helt forskellige fra den piges, han lignede som lille, skyldes det, at
man opdrager ham i en helt anden retning og allerede fra dreng af indprenter
ham, at han skal være mand med alle dertil hørende ”egenskaber” , ligesom pigen
opdrages til at være ”kvinde” ved at få at vide, at det og det og det er ”kvindeligt”
– det er ofte ting, der slet ikke ligger til hende, og som knuser hendes
personlige frie udvikling til at realisere de helt store muligheder, hun har
fået i vuggegave. Det sammen gælder manden. Lad os bare tage det seksuelle
opdragelsesmønster – her bliver drengen i de fleste ”civiliserede” samfund
opdraget til mere eller mindre tvungen tidlig seksuel udfoldelse, uanset hans
behov og vilje, mens pigen den såkaldt pæne pige, opdrages til kyskhed og
sværmeri trods hendes eventuelle behov for seksuel udfoldelse. Det forhold
resulterer helt automatisk i, at man tillægger den pæne pige jomfruelighed og
den pæne mand en vis erfaring. Den direkte antiseksuelle pigeopdragelse (der
her i Danmark vel ikke mere er så udbredt) fører alt for ofte til tragedier i
den unge kvindes liv – prøv at høre hvad Karl Evang skriver om dette: ”Man
skelner ofte mellem to sider af kærligheden: ømheden og erotikken. En af
farerne ved den almindelige opdragelse af pigen er netop, at der sker en
spaltning af kvindens kærlighedsliv, således at ømheden sættes i højsædet og
dyrkes stærkest, mens erotikken bliver forkrøblet. Sådanne kvinder vil ofte
være særdeles velegnede til som unge at tiltrække sig mænds opmærksomhed og
udvikle et ømt platonisk forlovelsesforhold, men må forholdet udvikles, viser det
sig, at de ikke kan følge med …. Og det synes, at en sådan skæv udvikling af
kærlighedslivet er idealet for en ung piges opdragelse.” Jeg mener, at dette
igen er et eksempel på en kunstig adskillelse af mænds og kvinders natur. Jeg
ved godt, at mange mænd har et større sekuelt behov end kvinder, men jeg gad
vidst, hvor meget af det, der skyldes den hæmmende og forkerte opdragelse.
Omvendt opdrages mænd ofte til at vise mindre tegn på ømhed (det er
kvindefølelser, mener man) – og det tror jeg, er lige så galt, for hos manden
er der da givet den samme trang til at beskytte og være god mod pigen, som der
er hos hende til at vise ham ømhed – og hun har brug for den del af hans kærlighed
også. Jeg ved ikke, om jeg forklarer mig lidt tåget, det er alt sammen noget,
jeg tidligere har tænkt over, men ved at diskutere med dig, kan jeg måske komme
til større klarhed, du er jo en mand, og bortset fra dig kender jeg ikke vældig
meget til mænd. Men det med den forkerte moralske opdragelse er jeg sikker på –
det er en ulykkelig ting, som sikkert har voldt flere mennesketragedier, end
man umiddelbart forestiller sig. Hvis jeg får børn, vil jeg da lære dem at
udvikle de gode ting hos dem og lære dem, at det bedste er kærligheden, og at
netop det bedste lettest kan misbruges – en ting misbruges, hvis den gør
mennesker ondt, og det kan kærligheden vist gøre mere end noget andet på
jorden. Men jeg vil også fortælle dem, at hvis de kommer til at føle for og
elske et andet menneske, så vil de blive meget lykkelige mennesker; og være
lykkelig sammen med et andet menneske, det er den bedste moral. Det ved jeg.
Nu må jeg da se at holde op, ellers skriver jeg bare
hele natten. Jeg glæder mig til at se dig snart, ja, det kan du tro, jeg gør.
De kærligste hilsner fra din Marianne
Hils familien fra mig.
Ole som ung lærer. Han er i avisen, fordi han vil indføre noget så underligt som elevdemokrati på skolen
Et pat år tidligere og et enkelt år efter brevet så var jeg nok heller ikke sværere at overtale
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Ikke om min fremtid – den overlader jeg til Vorherre! Men om bloggens fremtid, som er overladt til mig.
Tænk at være enehersker! Om så bare på det ene felt: min blog – og endda en sådan hvor indsigelser og kommentarer modtages med kyshånd. Jo, det vil jeg fortælle lidt om.
Og så må jeg jo alligevel til en vis grad lade tilfældet bestemme – mere behersker jeg ikke engang bloggen. Men jeg vil skrive om det, jeg hen ad vejen bliver optaget af, ja, det har jeg jo altid gjort.
Strandvej 18 i Strandby – mit barndomshjem.
Nogle tilbageblik vil få plads på bloggen ligesom tidligere – det er jeg ret sikker på. For tiden rydder jeg op, og i den forbindelse genlæser jeg de breve, vi skrev til hinanden, da vi var ganske unge. Og jeg undrer mig såre: er hende, der har skrevet det her, virkelig mig? Og igen: vi forandrer os så gennemgribende gennem livet, at vi jo selvfølgelig ikke er den samme fra årti til årti – og dem har jeg snart oplevet 8 af. Mindst otte forskellige personer træder ud af mit erindringsvildnis.
F.eks. kan jeg ikke begribe og næsten ikke huske, at jeg i 1965 stod på Rådhuspladsen i København til en stor demonstration imod tyske tropper på dansk jord ( natoøvelser i Danmark) – hvor hørte jeg selv til i den forsamling? Mit ståsted lige der var på pladsen sammen med tusinder, og det var folk fra den yderste højrefløj og fra den yderste venstrefløj. Ekstremister. Hvad skulle jeg dog på den galej? Jeg har aldrig haft ståsted nogen af de steder. Heller ikke dengang. Men jeg husker, at jeg blev grebet, da pastor Søby tog ordet. Han var noget særligt og jeg havde absolut respekt for ham.
Men hvorfor stod jeg der mellem vrede unge! Måske fordi det var den tids ideal: den vrede unge mand. Jeg havde på det tidspunkt helt sikkert læst John Osbornes “Look back in anger.”
Jeg vil senere, når jeg har læst nogle flere breve, skrive lidt om det med erindringen. Nu, hvor jeg leger med tanken om at skrive mine egne memoires, er det jo godt nok at få repeteret, hvor svært, det er at huske så langt tilbage. Og da slet ikke detaljerne – eller måske netop dem, og så giver de bare ikke altid mening. Tror jeg?
Det vil jeg finde ud af.
Men også et andet lidt større arbejde frister mig lige nu, for jeg er blevet, jeg havde nær skrevet slugt af en bog. Men det er vel mig, der er i færd med at sluge den. Og den KAN for resten ikke sluges, for den er en meget grundig afhandling af forholdet mellem dyret, mennesket og det guddommelige.
Jeg har aldrig læst teologi, og bogen er skrevet af Lars Albinus og hedder “Livsvæsen” – og han er religionshistoriker – men jeg synes, at bogen er ret let at læse. Så den vil jeg sikkert skrive om, når jeg når helt igennem den. Men den er på næsten 500 sider, og nu er det snart jul. Så den får vente til januar.
Men her kommer en lille godbid fra en af de første sider:
Vi har … tiltaget os den magt over dem (dyrene), som gør det muligt at betragte dem som blotte genstande snarere end livsvæsner.
De grusomheder, almindelige mennesker udsætter dyr for i vanens og effektivitetens tjeneste, og som vi alle stiltiende bakker op om i vores daglige forbrug, er – ud over at være en grusomhed i sig selv – et eksempel på, hvad vi også kan udsætte vore medmennesker for i det øjeblik, deres liv ikke regnes for mere værd end dyrets.