Kategoriarkiv: Mennesker og Meninger

Sapere aude – Kant kunne, kan du?

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Da B.S. Ingemann var en lille dreng, oplevede han et sandt drama i den ellers så fredelige præstegård i Torkildstrup. Hele familien var samlet om det store bord i stuen. Grandmaman tronede for den ene ende, pastor Ingemann for den anden, og rundt om sad store og små børn. Men de havde ikke som vanligt blikket rettet mod faren, og det var ikke hans fortællinger, de slugte. For Søren var hjemme fra København, og han sad der og lyste med al sin nye viden, og det var ham, de lyttede til, for alt det, han dog kunne fortælle om den store by. Forældrene var tavse. Men på et tidspunkt blev det for meget, også for børnene, for nu begyndte broren at fortælle om det, han lærte på universitetet, og det forstod de ikke et ord af. Søren var i København blevet medlem af Jacobinerklubben. en sammenslutning af revolutionære unge studenter. Den franske revolution havde fundet sted, og de nye tanker om frihed spredte sig som ringe i vandet. Nåede også København. Og Søren flammede af iver.
Som Ingemann skriver i sine erindringer “Levnetsbog” så husker han endnu som gammel mand farens reprimande til Søren, der ikke mere troede på Jesus Kristus. Senere vendte han dog tilbage til troen og blev præst.
Der står i “Levnetsbog” om Søren, da han blev præst:
Han følte sit hverv “som en høiere Kaldelse fra den sande Kirke-Herre, som han havde hørt fornegtet af Tidens stærke Aander og selv engang været nær ved at tabe Troen paa. Han havde vist ikke forgjæves hørt det mægtige Ord af Faderen i Torkildstrup Præstegaard, som nærmest var rettet til ham, den unge hjemkomne Student, men som den yngste Broder også hørte og aldrig kunde glemme.”
Tidens stærke ånder: der er en lang række af oplysningsfilosoffer, men i det her indlæg vil jeg beskæftige mig med Immanuel Kant, og så vidt jeg husker, er det også ham, der diskuteres i præstegården.
Kant og de fleste andre af tidens tænkere mener, at kun det, man kan fatte med forstanden, er sandt. Og man skal bruge SIN EGEN FORSTAND til at finde frem til sandheden. Ikke GUDS ORD, eller LOVENS ORD. Og sådanne tanker kunne jo ikke gå an i den konservative Torkildstrup Præstegaard. Sørens far, der også hed Søren, må have svaret sin søn noget i retning af: “Fornægter man Jesu Kristi guddommelighed, så fornægter man kristendommen.” Og han ville nok have tilføjet, at så er man ikke en sand kristen.
En sand kristen. Som om der findes usande kristne…
Selv har jeg altid ment, at man kan være både et oplyst menneske og kristen. Og jeg er i det mindste enig med Grundtvig i et af hans udsagn, nemlig at det gælder om at være “menneske først, kristen siden.”
Det vil jeg argumentere for herunder.
Sapere aude! – du skal turde vide! – sådan et valgsprog havde Kant, og det lyder jo som noget vås i vore moderne ører, men det var det ikke i slutningen af 1700tallet. Dengang og langt op i 1800tallet kunne det være dødsensfarligt SELV at forsøge at finde frem til en erkendelse af VIRKELIGHEDEN – AF SANDHEDEN. Gud/ Kongen/ Øvrigheden alene VIDSTE og kunne altså fortælle dig, hvad du skulle tro og mene.
Sapere aude!
Det tør vi vel i dag. Gør vi ikke? Eller er vi bange for hademails og lignende, som den moderne IT virkelighed har velsignet/belemret os med.
De unge studenter i den tids København i al fald de turde godt –  og de har sikkert læst Immanuel Kants  Kritik der Reinen Vernunft (1781) og Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785)
I disse værker fremsætter Kant sit berømte KATEGORISKE IMPERATIV
Det nye påbud lyder: du skal tro på din egen forstand.
Jeg vil ikke her gå dybere ind i Kants filosofi, – han har f.eks. en moralfilosofi, som jeg slet ikke har omtalt –
Jeg har ikke selv studeret Kant, siden jeg tog  filosofikum i 1963 – Altså der er jeg slet ikke ekspert, men taler kun om det, som er almen viden: at Kant gør op med autoriteterne og påbyder mennesker SELV at kaste sig ud i erkendelsesteoretiske  spekulationer og finde ud af, hvordan alt hænger sammen.
Og det kan man efter min mening gøre og stadig være kristen.
For resten siger Kant alligevel også lidt om det med det religiøse? for han siger i al fald flere steder, at der er noget, som vi kan begribe med forstanden. Men også noget, som vi ALDRIG når til at begribe med forstanden.
Han kalder det DAS DING AN SICH – her må forstanden melde pas.
Og jeg er ret overbevist om, at den moderne videnskab, der selvfølgelig er nået milevidt længere i de århundreder, der er forløbet siden Kant, kun har afdækket en lillebitte del af sandheden.
Das Ding an Sich ligger stadig og slumrer.
Sagt i kristne termer kunne det måske lyde det sådan her ( 1. Kor. 12, 13):
“Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Men lad os stadig vove at vide – men også vove at tro.
 
(fortsættelse følger måske)

Alderdommens velsignelser og forbandelser

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:
www.hesselholt.com.
Jeg har i de seneste 20 år holdt mange foredrag om alderdommen. De første mange år hed foredraget “de ældste og de yngste”. Og det handlede om de to aldre i menneskelivet, der i år ligger længst fra hinanden, men som også er kendetegnede ved, at de deler vilkår med hensyn til det forhold, at både de helt små og de meget gamle er svage og sårbare. Og ret så afhængige af de “voksne” = de stærke, der befinder sig i den midterste livsfase.
Kort sagt: de lever i samme udsathed.
Den seneste tid har foredraget ændret navn og indhold. Det hedder nu: Alderdom er visdom.”
Ligesom det første foredrag tager det udgangspunkt i en historisk rejse. Hvordan har man set på begrebet “alderdom” i fortiden, og hvordan har det forandret sig med tiden.
Jeg hørte engang i et radioprogram Rane Willerslev ( socialantropolog og direktør for Nationalmuseet) hævde, at det KUN er i vor tid og i vor kultur, at man ikke agter og ærer de gamle. At det kun er Nu og Her, at alderdom ikke er omgærdet med stor prestige og respekt fra det omgivende samfund.
Det er jo ikke helt rigtigt.
Men langt hen er det.
Dog kan man se, at man i den græske oldtid dyrkede ungdommen (som aldrig før eller siden) og at i al fald nogle af de førende tænkere foragtede alderdommen. Det har vel så været provokerende, set i lyset af det “normale” syn på gamle folk.
Aristoteles ( 384 – 322 f. Kr.) ser først og fremmest “de gamle” som egoister, der har mistet kontakten til det levende liv. Han skriver i Retorik Xlll bl.a., at de gamle er ondskabsfulde, smålige og nærrige.
Platon (428-348 f. Kr.) ,som i øvrigt var Aristoteles’ lærer var ikke enig med ham i de anskuelser.
I Staten fremstiller han de ældre som selve visdommens kilde – dem kan man spørge til råds og lære meget af.
Senere i historien, nemlig i Det gamle Rom var synet på alderdom helt igennem positivt. At opnå en høj alder var ensbetydende med at opnå stor viden og magt. Alderdom er Visdom – Ja, den overskrift passer fint her.
Cicero ( skribent og statsmand, 106-43 f. Kr.) ) er en modpol til Aristoteles angående synet på de gamle. Han skriver endda et værk om det: Cato Maior de Senectute. Det skriver han, da han selv er en ældre herre, og her er ordene lagt i munden på den 84-årige Cato den Ældre ( statsmand,234 -149 f.Kr.). Han fortæller, hvordan han i sin alderdom bliver levende på en ny måde. Her et lille citat:
“Jeg har kastet mig ud i dette studium (= om den græske digter Solon) med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig det! Med hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats. Men for nu at vende mig til en anden påstået fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette sin aktivitet efter, hvad man kan magte.”
Og senere skriver han: 
“…det er hos de gamle, man finder den forstandige tanke og det kloge omdømme, og havde vi ingen af dem, hvad var der så blevet af staten og samfundet?”
Og sådan fortsætter hans forsvar for synet på alderdommen som den mest positive periode i menneskelivet.
Det er også den almindelige mening i Det gamle Rom, idet landet styres af SENATET.  Ordet senat kommer af ordet senatus = samling af gamle. Senex = en gammel mand. Altså for at få indflydelse og magt skulle man være gammel. Det vil faktisk sige, at man skulle være senil for at være agtet. Ikke lige en tanke, der fænger i dag.    
 
 
 
 

ONDSKABENS TRÆ

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
Ondskabens Træ
Bibelen taler i skabelsesberetningen om to træer, Livets Træ og Kundskabens Træ, men der var et tredje: Ondskabens Træ. Det har vi alle spist af, og det vidste vi jo godt, men vi har aldrig villet være ved det, og så pyntede vi os med fortællingen om Kundskabens Træ.  Men de frugter nippede vi kun til. Og vi blev ikke så forfærdelig meget klogere af det.
Ondskabens Træ, derimod, det åd vi af. Vi kunne slet ikke få nok.
Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger. Det siger vi hver søndag i trosbekendelsen, eller rettere præsten gør, for i vores protestantiske kirke er det jo mest præsten, der taler, vi andre står som tavse skygger, der ikke rigtig tør træde frem og stå ved ordene.
Og ærlig talt: tror vi på Djævelen? Men det, der kommer efter, er jo næsten endnu sværere at tro på: Jeg tror på Gud Fader den Almægtige. For hvordan kan vi tro, at Gud magter alt, når vi tænker på børnene i det sønderbombede Aleppo og i Mosul, på jøderne i gaskamrene, på flygtningene i deres skrøbelige både, på de incestramte børn og de voldtagne kvinder osv. osv.
Hvor er Den Almægtige i al den rædsel? En ond gud kan vi ikke tro på.
Den israelske forfatter Amos Oz skriver i ”Fortælling om Kærlighed og Mørke” om sin familie. Hvordan moren begår selvmord, da han selv er en dreng på kun 12 år. Først 50 år senere kommer han til en forståelse af, hvorfor hun gjorde det.
Han forstår den smerte, hun ikke kunne leve med. Hun stammer fra byen Rovno i Polen, og her levede hun en ubekymret barndom og ungdom i en jødisk overklassefamilie i 1920’erne. Hun klarede sig godt i gymnasiet, blev indskrevet på universitetet – var begavet, smuk og livsglad. Fremtiden tegnede til at blive lys.
Men i 1930’ernes Europa voksede antisemitismen, og som nogle af de få jøder valgte hun at emigrere til Israel. De fleste andre blev tilbage, alle hendes venner og det meste af hendes familie. Og nu citerer jeg fra bogen (s.267):
I treogfyrre eller fireogfyrre, eller måske tidligere, vidste hun, at alle var blevet dræbt der, i nærheden af Rovno. Nogen må have fortalt hende, hvordan tyskere, litauere og ukrainere, bevæbnet med maskinpistoler, havde ført hele byen, både unge og gamle, ud i Sosenki-skoven. Den samme skov, hvor de alle havde nydt at gå ture, når vejret var godt, hvor de havde været spejdere, sunget sange rundt om bålet eller sovet i soveposer på vandløbets bred under stjernehimlen.
Der, i Sosenki-skoven, mellem grene, fugle, svampe, ribs og skovbær, åbnede tyskerne ild og dræbte på kanten af grave, på to dage, omkring femogtyve tusind sjæle. Blandt dem var næsten alle min mors skolekammerater.
Det er i situationer som den ovennævnte, hvor helt almindelige mænd dræber mænd, kvinder og børn, blot fordi de anser dem for værdiløse, at vi rigtig fatter, hvor giftige ondskabens frugter er.
I dag har vi næsten glemt alt det, der skete dengang. Det er bare tal. Og det var jo ikke os, der dræbte. Men vi har et ansvar for, at det ikke sker igen: at vi ikke skal opfinde nye grupper, som vi kan finde uværdige og pine og dræbe.
Nu, hvor højreekstremismen i Den vestlige Verden blomstrer ligeså frodigt som i 1930’erne kan man blive bange for, at Det Onde = Den Satan, vi forsager om søndagen, skal få magten igen.
Jeg er ikke bange for mit eget liv, jeg har levet så mange gode år, og på trods af al fornuft tror jeg på Gud. Og har tillid til ham. Det skal nok gå.
Men for mine elskede børns og børnebørns liv er jeg bange. Og for alle de små liv, der skulle folde sig ud og blive smukke, men som måske bliver grimme, fordi de er inficerede af de onde kræfter, der spirer overalt i landene, også i Danmark. Bange for, at de bliver grimme nok til en dag at skyde på dem, der står ved kanten.
Og jeg er bange for alle de små liv, som skulle folde sig ud og blive smukke, men som tilfældigvis hører til en ”forkert” gruppe og derfor er bestemt til et liv i fattigdom og forfølgelse og udryddelse. De liv, som vi skulle værne om, men som vi behandler som ”småt brændbart” og helst skiller os af med.
 

Kronik i Amtsavisen lørdag d.30/1 2016

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mange emner, men hvis indhold, du kan orientere dig på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com

Skagen Bibliotek 2015

Billedet er taget af Lars Rasborg

For at læse artiklen skal du klikke med musen, indtil den når en læselig størrelse.

Tanker i anledning af en mindedag

Udgivet den af
Svar

Støvring 1999

Randers 2015

NOGLE TANKER I ANLEDNING AF EN MINDEDAG
I går var det 71 års dagen for koncentrationslejren Auschwitz’ befrielse. Hvilken befrielse!?
 
Primo Levi har beskrevet den i bogen: ”Hvis dette er et menneske” – og det er langt fra at være en fortælling om en befrielse. Lejren blev åbnet, ja, men ingen stod parat til at modtage for de forpinte skeletmennesker, der nu blev ”befriede” – ( nu ser vi bort fra “de hvide busser”, som var et skandinavisk fænomen) Nej, de fleste blev tværtimod overladt til sig selv, og mange af dem til en trøstesløs og lang vandring efter et sted, de kunne være. De var prisgivet flygtningens udsigtsløse liv.
Selv kom Levi først hjem efter endeløse måneder på flugt. Ingen steder var de velkomne. Man skal huske, at antisemitismen ikke forsvandt med et pennestrøg, selv om krigen hørte op. Mange af Levis medfanger omkom på flugten af sult, kulde og udmattelse, og andre (som Levi selv) forvandt aldrig den skade, de havde lidt. De begik selvmord, da de omsider nåede ”hjem”, hvor modtagelsen sjældent var hjertelig. Primo Levi fik dog skrevet tre bøger, inden han tog sit eget liv, og de vidner i dag om det, alle helst vil glemme: at vi mennesker under en tynd fernis af civilisation og humanitet stadig er brutale bæster.
Befrielsen blev kort sat en lang række rædselsår, der fulgte efter en lang række af rædselsår.
I tiden efter fik verden kun få vidnesbyrd om livet i lejrene. Mest var det billeder og enkelte skrifter. Sjældent mundtlige vidnesbyrd, for de overlevende talte helst ikke om det, de ikke kunne leve med, at de havde set og hørt.
Jeg havde en kollega, der ligesom jeg var lærer i fransk, og vi havde været sammen på kursus og været censorer for hinanden. Hun hed Arlette Levy Andersen, og jeg troede, at jeg vidste, hvem hun var, men det gjorde jeg ikke. Jeg anede ikke, at hun havde været i Auschwitz som ganske ung. Det gjorde de færreste, ikke engang hendes nærmeste familie. Den sorg var for stor. Den bar hun i tavshed. Indtil en dag for nogle år siden. Hun var blevet gammel, og nu begyndte hun først tøvende, men efterhånden mere og mere flydende at fortælle. Hun tog ud på gymnasier og fortalte. Og det blev også til en bog. ”Pigen fra Auschwitz”.
Pigen fra Auschwitz
Og sådan er der heldigvis mange, der de senere år har åbnet de sår, der ellers måske næsten var lægte, og som har fortalt så stærkt om det, de oplevede i kz-lejrene, at jeg håber, det vil få nye generationer til at forstå.
Nej, ikke forstå. Det er noget man ikke kan forstå. Men man kan vide det.
Vi SKAL vide det. Vi skal vide, at vi mennesker er i stand til at opføre os som svin. ”Hvis dette er et menneske.” – Ja, men det var det jo. Det var et menneske, der torterede og dræbte.
I de her dage er der kommet en dansk oversættelse af historikeren Gideon Greifs bog: ”Vi græd uden tårer.” Den har jeg ikke læst, men jeg ved, at den indholdsmæssigt ligger tæt på Levis bog, dog med den forskel, at Levi kom til Auschwitz som ung mand og selv gennemlevede alle rædslerne, mens Greifs bog er bygget på samtaler med fanger, der arbejdede med det mest modbydelige af alt tænkeligt – det var nemlig dem, der førte medfangerne til gasovnene og bagefter sørgede for cremering af ligene. Ja, bare det at sidde her og skrive det, får mig til at ryste på hånden.
Det er vild fiktion, kan jeg ikke lade være med at tænke. Det kan ikke være rigtigt, for så megen ondskab kan ikke tænkes i virkeligheden.
Faktisk er der store grupper overalt i verden, som fornægter holocaust.
Men det var virkelighed engang. Jeg har selv været i Auschwitz som besøgende på det museet der nu findes der.

Auschwitz. Foto fra 1991

Så onde har vi virkelig været engang. Så onde er vi stadigvæk. Så onde bliver vi ved med at være.
Nu skriver jeg VI.
Det var almindelige mennesker, der forfulgte jøderne. De havde almindelige liv. Almindelige hverdage med almindelige familier. Man kunne ikke se på dem, at de var onde. De betragtede ikke sig selv som onde. Deres venner og familier og landsmænd betragtede dem heller ikke som onde. Mange syntes, at de gjorde noget godt: Sørgede for, at de forkerte mennesker  – de onde jøder, de livsuduelige svæklinge, de dovne zigøjnere og flere andre uønskede grupper – forsvandt, så livet kunne leves af de rigtige. Smukt og uden pletter.
Hitler kaldte det ”die Entlösung”.
Det kunne vi aldrig gøre.
Jo, det kunne vi godt.
Hvis vi fik pisket en stemning op.
Hvis vi bliver overbevist om, at nogle bestemte mennesker er skadelige for vi andre.
Hvis vi begynder at synes, at vi er nødt til at stramme op – sørge for, at de ikke har det så godt, de uønskede, dem, der truer os. For de er jo helt forkerte, det kan vi godt blive enige om: de voldtager både kvinder og ytringsfriheden – og så er de terrorister.
De er ikke humane og rigtige som os.
Hvis de fik (=tog) magten her hos os, så er det færdig med os. Så har vi ingen velfærdsstat mere. Så mister vi friheden. Så mister vi alt, hvad vi har kært. Hør selv!
Jo, det er skam grund nok til, at vi skal være forskrækkede og glæde os over, at der er nogen, som vil stramme (g)rebet. At der så også er nogen, der bliver kvalt i det (g)reb, det kan vi da ikke gøre for.
Det er jo ikke os, der gør det.
De oversvømmer os, og er det ikke kloakvand, vi lugter?  – måske er de i virkeligheden rotter. Vi må passe på. Vi må stamme op. Vi må lukke øjnene for det, vi ikke vil se, og spærre dem op, så vi ser truslen.
Og vi kan slet ikke tillade os den luksus at tænke som kristne mennesker.  Kristendommen er direkte skadelig. Blødsødenhed og øllebrødsbarmhjertighed.
Den slags må vi overlade til GUD.
————————————————————————————————————-
ISLAMOFOBI OG ANTISEMITISME: to hæslige ansigter, der er begyndt at fylde alt for meget i alt for mange bevidstheder.
Jøderne er bange. Muslimerne er bange.
Det er nu, vi må holde fast i, at ingen kan defineres ud fra en gruppe: jøder er mennesker, muslimer er mennesker.
Hvad var det gamle Grundtvig sagde? : menneske først, kristen siden.
Det gælder også for de andre trossamfunds medlemmer: menneske først, jøde siden – menneske først, muslim siden.
——————————————————————————————————————–

noget om kropskultur

Udgivet den af
Svar

 
 
  

Tidens dyrkelse af den perfekte krop

 
 
 
Det er ikke noget nyt, at man dyrker menneskekroppen, det viser bl.a. de mange overleverede statuer fra oldtiden. Den spændstige atlet, den skønne kvinde, den fuldkomne krop. Det var ikke menneskekroppens biologiske under af samspillende væsker og kød og knogler og nerver osv., der var genstand beundring. Det var forestillingen om den plastisk skønne krop, som man kunne udødeliggøre ved at hugge den i sten og marmor. Så stod statuen der og kunne beses, men selv drømte folk ikke om at ændre på den krop, de nu engang var blevet velsignet med fra naturens hånd. De glædede sig over det smukke kunstværk.
 
I dag er det anderledes.  Nu er det nærmest blevet et krav til folk, at de skal gøre ALT for at omforme kroppen og komme til at ligne noget andet end det, de er, og rigtig mange bruger en stor del af deres tid og kræfter på at forsøge at skjule eller forandre den naturlige krop. De lemlæster den med dramatiske operationer (bryster, kønsdele og uønskede ”deller”), og de camouflerer sig bag sminke og lånte fjer og knokler løs med fysisk træning i et af de talrige fitness- eller wellnesscentre. Og alt sammen for at kunne leve op til det umulige ideal: at fremstå toptunet hele livet og presse kroppen ned i tidens idealform og det helst gennem hele livet. Ikke så sært, at nogen af dem afkorter omtalte liv!
 
I forrige århundrede svor de såkaldte meningsdannere til gamle Kaptajn Jespersens ideal: en sund sjæl i et sundt legeme. Det lyder godt, og hver morgen i noget nær en menneskealder brølede kaptajnen sit budskab ud i æteren og ind i stuerne. Følgende citat er taget fra bogen ”Viljestærk og Hjerteglad”, som er skrevet af Helle Kolding, og det er kaptajnen, der her taler:  ”Ret ryggen! … I ønsker jo ikke at være kagekoner eller ormstukne og mølædte personer med stive knæ, diskusprolapser og blodpropper.”
 
Som jeg husker det, fokuserede den gamle kaptajn nu mere på kroppen end på sjælen. Men allerede i hans tid lå der en god portion foragt i synet på de gamle og syge (diskusprolaps og blodprop) eller de ”grimme” ( kagekonen). Det lå i tiden, at kun raske mennesker for alvor duede, og man vedtog eugenetik-programmer, der kan få mine grå hår til at rejse sig, ja, hele den første del af 1900-tallet herskede en racehygiejne, som man skulle tro var løgn efter holocaust, og selv kloge folk som Thit Jensen og hendes bror Johannes V. Jensen spillede med på den melodi. Og i arvehygiejnens navn tvangssteriliserede man langt op i 50’erne psykisk syge, og en del af dem dræbte man åndeligt ved lobotomibehandling ( = det hvide snit).
 
Så slemt er det ikke mere, men måske er vi på vej derhen? I al fald genkender jeg foragten for den svage ( syge, gamle, arbejdsløse). Man skal helst føle skam, hvis man er førtidspensionist og ikke kan arbejde, eller hvis man er tyk eller har for små/store bryster, for mange hår på kroppen, for små/sære kønsdele, for dårlig hud eller andre fysiske skavanker. Det lyder alle steder fra, at man jo bare kan tage sig sammen og investere tid og penge (som man i den situation ikke har) på et bedre udseende, en raskere krop, en stærkere psyke osv. Hvilket for omtalte mennesker som regel er umulige krav. Værst er måske, at mange ganske normale unge går rundt med en voldsom selvforagt, fordi de ikke formår at kravle synderlig langt op ad skønhedsstigen eller score høje points med hensyn til succes i karriereforløbet.
Det kristne/humanistiske menneskesyn: – at vi alle er gode nok, som vi er- det er ikke bare på retur. Det er yt!
 
 

Klar tale

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I min ungdom – men det er jo så længe siden og måske husker jeg forkert. Men det kommer mig for, at vi udtalte ordene så tydeligt, at de kunne forstås af alle. I dag japper de unge helt forfærdeligt, og ingen lærer dem åbenbart at tale tydeligt. Det hurtige sms-sprog har måske noget af skylden –  alt skal gå så hurtigt, og fingrene flyver over tasterne – således også, når ordene flyver over tungen?

Jeg ved det ikke, men det er en kendsgerning, at det danske sprog generelt jappes, mere end det tales. Det skrev jeg en lille klumme om forleden i Randers Amtsavis, og her kommer den med NEX’s herlige illustration:

Apropos klar tale.
Når man bor i landsbyudkanten, har man ikke samme adgang til kulturelle adspredelser som folk inde i byen (= Randers), men vi har heldigvis samme adgang til aviser, radio og TV. Vi burde derfor sagtens kunne følge med herude.
Der er heller ingen problemer, når det drejer sig om avislæsning. Det er fortsat en fornøjelig hverdagssyssel. Anderledes forholder det sig desværre med radio og TV, og nu taler jeg ikke om indholdet – det hører til i en anden apropos – nej, jeg taler om sproget. Det danske såmænd.
Og nu må jeg skynde mig at forsikre, at jeg langt fra er pedantisk. Tværtimod. Man skal ikke hænge sig i småting, og når jeg i sin tid rettede danske stile, så lod jeg gerne små sprogfejl passere, når blot budskabet gik klart igennem.
Men sådan er det ikke med sproget i TV og i radioen: budskabet går ikke klart igennem – ja, ofte går det slet ikke igennem. Og det er der to grunde til. For det første sjusker rigtig mange med artikulationen, og det gælder også de professionelle speakere, de snupper endelserne, og de japper, så kun halvdelen af det talte når lytterens ører.
Dertil kommer, at de åbenbart er blevet enige om, at visse udtalefejl er ”smarte” – der er i al fald næsten ingen af TV- speakerne, der forstår at bruge modalverberne rigtigt. Således har ordet ”skulle” helt mistet sin betydning som hjælpeverbum. Når der spørges: ”hvad skal I lave i aften?” så lyder det korrekte svar: ”Vi skal i biografen” med tryk på det sidste ord i sætningen. Lægger man trykket på modalverbet: ”Vi skal i biografen,” så betyder det, at vi er tvungne til det. Det er noget vi skal.
Men i TV og Radio, og det gælder navnlig de fastansatte, professionelle speakere, hører man gang på gang sætninger som: ”Nu skal vi over til vejrudsigten,” i stedet for: ”Nu skal vi over til vejrudsigten.” Og ”nu skal vi til vores korrespondent i Syrien,” i stedet for: ”Nu skal vi til vores korrespondent i Syrien.”
Nu synes I nok alligevel, at jeg er pedant, men nej, lad folk ”på gaden” tale som de vil, men de professionelle ”talere” bør kende til de simpleste ting om sproget. Og i ovennævnte tilfælde ændres betydningen så radikalt, at udsagnet helt mister sin betydning.
Salmedigteren Thomas Kingo skrev engang i 1600 tallet til dronning Charlotte Amalie, at de folk, der ikke gad lære deres modersmål ”burde af landet med rådne æg udjages.”
Så radikalt går vi heldigvis ikke til værks i dagens Danmark. Men vi kunne jo sende dem til en danskprøve.

En strø-tanke efter søndagens prædiken

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Ja, vi forlader lige et øjeblik Skagen Landsogn og vender os til Den kristne Forkyndelse. Det var da ellers noget af et spring.
Men vi vover det.
Jeg var i kirke i søndags, og dagens tekst var den om Lazarus, I ved ham, der opvækkes fra de døde.
Det er en pokkers svær tekst. Det er mirakelteksterne i det hele taget, og jeg har aldrig rigtig kunnet forliges med dem.
Lazarus bliver levende igen og kan gå hjem til sin familie og leve lykkeligt til sine dages ende. Og derefter? Når dagene ender? Skal han så opvækkes igen? Og igen? Og igen? Og igen  …?
Og hvad med alle dem, der ikke opvækkes? Alle dem, der sidder magtesløse ved deres børns dødslejer? Er det ikke lidt tarveligt. Og uretfærdigt.
Jo, det er det da.
Og det var efter min mening aldrig Guds mening, at de der mirakler skulle ske. Og jeg kan næsten høre ham sige til Jesus:
“Nu må du snart holde op!”
og Jesus svare: “Jamen, fader det er så synd for dem. Og jeg kan ikke lade være.”
Og Gud sige: “Hør nu her, min dreng! Det er ikke synd for dem. Jeg er deres GUD. De har intet at frygte.”
Og Jesus: “Men fader, de lider.”
Og Gud: “Ja, det gør de. Men jeg forlader dem ikke. Heller ikke i lidelsen. Jeg er med dem alle dage, og hvis de troede på mig ( og på dig for den sags skyld) så ville de sagtens kunne bære deres lidelser.”
“Det ved jeg godt.”
“Ja, du ved det. Men du glemmer det så tit. Og så skal du absolut lave dine mirakler. Det må du holde op med. Du er ingen tryllekunstner. Du er min søn.”
“Ja, fader,” siger Jesus og ved godt, at næste gang, så gør han det igen, for han kan ikke andet. Han er ikke kun GUDSSØN, han er også MENNESKESØN. Og mennesket i ham lider med menneskene omkring ham. I teksten græder han sammen med Lazarus’ søstre. Og han MÅ simpelthed hjælpe dem. Det er det, vi kalder medmenneskelighed.
Men hvis jeg skal kunne tro på Gud – og det vil jeg af hele mit hjerte – så er Gud ikke vilkårlig, og han går ikke rundt og strøer om sig med mirakler. Han ER miraklet. Og det underfulde og mirakuløse er, at han altid er hos os, også når vi lider og dør. Og han slipper ikke sit menneske, når det ligger som Lazarus i den kolde grav.
Men Jesus er menneske. Eller han er OGSÅ menneske. Og mennesker kan ikke se lidelsen uden at reagere på den.
Og Gudskelov for det.

89 – Intermezzo – Kan nogen hjælpe her?

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.
I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.
 
Hvem er dog disse mennesker? Jeg fandt billedet, da jeg ryddede et pultekammer herhjemme i Ålum forleden, men er det Ålum-folk – eller er det et billede fra min bedstemors ungdom? Det forestiller sikkert et møde ( Indre Mission? = bedstemor, Grundtvigsk = Ålum? Jeg gætter på det første, navnlig fordi ingen af dem ligner Anna Andersen ( Larsen). Hvis jeg ikke får respons på billedet, vil det lige så stille glide ud af bloggen og ned i glemslen, hvor det tilsyneladende  allerede har ligget længe.HVORNÅR LÆRER FOLK AT SKRIVE BAG PÅ DERES FOTOGRAFIER ?????

 

Påske

Udgivet den af
Svar


Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.
I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.
Her et par ord fra mit tastatur:
Apropos Påske
Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.
Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.
Og vi er aldrig i tvivl.
I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”
Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.
Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”
Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.