Kategoriarkiv: Mennesker og Meninger

Tanker i anledning af en mindedag

Udgivet den af
Svar

Støvring 1999

Randers 2015

NOGLE TANKER I ANLEDNING AF EN MINDEDAG
I går var det 71 års dagen for koncentrationslejren Auschwitz’ befrielse. Hvilken befrielse!?
 
Primo Levi har beskrevet den i bogen: ”Hvis dette er et menneske” – og det er langt fra at være en fortælling om en befrielse. Lejren blev åbnet, ja, men ingen stod parat til at modtage for de forpinte skeletmennesker, der nu blev ”befriede” – ( nu ser vi bort fra “de hvide busser”, som var et skandinavisk fænomen) Nej, de fleste blev tværtimod overladt til sig selv, og mange af dem til en trøstesløs og lang vandring efter et sted, de kunne være. De var prisgivet flygtningens udsigtsløse liv.
Selv kom Levi først hjem efter endeløse måneder på flugt. Ingen steder var de velkomne. Man skal huske, at antisemitismen ikke forsvandt med et pennestrøg, selv om krigen hørte op. Mange af Levis medfanger omkom på flugten af sult, kulde og udmattelse, og andre (som Levi selv) forvandt aldrig den skade, de havde lidt. De begik selvmord, da de omsider nåede ”hjem”, hvor modtagelsen sjældent var hjertelig. Primo Levi fik dog skrevet tre bøger, inden han tog sit eget liv, og de vidner i dag om det, alle helst vil glemme: at vi mennesker under en tynd fernis af civilisation og humanitet stadig er brutale bæster.
Befrielsen blev kort sat en lang række rædselsår, der fulgte efter en lang række af rædselsår.
I tiden efter fik verden kun få vidnesbyrd om livet i lejrene. Mest var det billeder og enkelte skrifter. Sjældent mundtlige vidnesbyrd, for de overlevende talte helst ikke om det, de ikke kunne leve med, at de havde set og hørt.
Jeg havde en kollega, der ligesom jeg var lærer i fransk, og vi havde været sammen på kursus og været censorer for hinanden. Hun hed Arlette Levy Andersen, og jeg troede, at jeg vidste, hvem hun var, men det gjorde jeg ikke. Jeg anede ikke, at hun havde været i Auschwitz som ganske ung. Det gjorde de færreste, ikke engang hendes nærmeste familie. Den sorg var for stor. Den bar hun i tavshed. Indtil en dag for nogle år siden. Hun var blevet gammel, og nu begyndte hun først tøvende, men efterhånden mere og mere flydende at fortælle. Hun tog ud på gymnasier og fortalte. Og det blev også til en bog. ”Pigen fra Auschwitz”.
Pigen fra Auschwitz
Og sådan er der heldigvis mange, der de senere år har åbnet de sår, der ellers måske næsten var lægte, og som har fortalt så stærkt om det, de oplevede i kz-lejrene, at jeg håber, det vil få nye generationer til at forstå.
Nej, ikke forstå. Det er noget man ikke kan forstå. Men man kan vide det.
Vi SKAL vide det. Vi skal vide, at vi mennesker er i stand til at opføre os som svin. ”Hvis dette er et menneske.” – Ja, men det var det jo. Det var et menneske, der torterede og dræbte.
I de her dage er der kommet en dansk oversættelse af historikeren Gideon Greifs bog: ”Vi græd uden tårer.” Den har jeg ikke læst, men jeg ved, at den indholdsmæssigt ligger tæt på Levis bog, dog med den forskel, at Levi kom til Auschwitz som ung mand og selv gennemlevede alle rædslerne, mens Greifs bog er bygget på samtaler med fanger, der arbejdede med det mest modbydelige af alt tænkeligt – det var nemlig dem, der førte medfangerne til gasovnene og bagefter sørgede for cremering af ligene. Ja, bare det at sidde her og skrive det, får mig til at ryste på hånden.
Det er vild fiktion, kan jeg ikke lade være med at tænke. Det kan ikke være rigtigt, for så megen ondskab kan ikke tænkes i virkeligheden.
Faktisk er der store grupper overalt i verden, som fornægter holocaust.
Men det var virkelighed engang. Jeg har selv været i Auschwitz som besøgende på det museet der nu findes der.

Auschwitz. Foto fra 1991

Så onde har vi virkelig været engang. Så onde er vi stadigvæk. Så onde bliver vi ved med at være.
Nu skriver jeg VI.
Det var almindelige mennesker, der forfulgte jøderne. De havde almindelige liv. Almindelige hverdage med almindelige familier. Man kunne ikke se på dem, at de var onde. De betragtede ikke sig selv som onde. Deres venner og familier og landsmænd betragtede dem heller ikke som onde. Mange syntes, at de gjorde noget godt: Sørgede for, at de forkerte mennesker  – de onde jøder, de livsuduelige svæklinge, de dovne zigøjnere og flere andre uønskede grupper – forsvandt, så livet kunne leves af de rigtige. Smukt og uden pletter.
Hitler kaldte det ”die Entlösung”.
Det kunne vi aldrig gøre.
Jo, det kunne vi godt.
Hvis vi fik pisket en stemning op.
Hvis vi bliver overbevist om, at nogle bestemte mennesker er skadelige for vi andre.
Hvis vi begynder at synes, at vi er nødt til at stramme op – sørge for, at de ikke har det så godt, de uønskede, dem, der truer os. For de er jo helt forkerte, det kan vi godt blive enige om: de voldtager både kvinder og ytringsfriheden – og så er de terrorister.
De er ikke humane og rigtige som os.
Hvis de fik (=tog) magten her hos os, så er det færdig med os. Så har vi ingen velfærdsstat mere. Så mister vi friheden. Så mister vi alt, hvad vi har kært. Hør selv!
Jo, det er skam grund nok til, at vi skal være forskrækkede og glæde os over, at der er nogen, som vil stramme (g)rebet. At der så også er nogen, der bliver kvalt i det (g)reb, det kan vi da ikke gøre for.
Det er jo ikke os, der gør det.
De oversvømmer os, og er det ikke kloakvand, vi lugter?  – måske er de i virkeligheden rotter. Vi må passe på. Vi må stamme op. Vi må lukke øjnene for det, vi ikke vil se, og spærre dem op, så vi ser truslen.
Og vi kan slet ikke tillade os den luksus at tænke som kristne mennesker.  Kristendommen er direkte skadelig. Blødsødenhed og øllebrødsbarmhjertighed.
Den slags må vi overlade til GUD.
————————————————————————————————————-
ISLAMOFOBI OG ANTISEMITISME: to hæslige ansigter, der er begyndt at fylde alt for meget i alt for mange bevidstheder.
Jøderne er bange. Muslimerne er bange.
Det er nu, vi må holde fast i, at ingen kan defineres ud fra en gruppe: jøder er mennesker, muslimer er mennesker.
Hvad var det gamle Grundtvig sagde? : menneske først, kristen siden.
Det gælder også for de andre trossamfunds medlemmer: menneske først, jøde siden – menneske først, muslim siden.
——————————————————————————————————————–

noget om kropskultur

Udgivet den af
Svar

 
 
  

Tidens dyrkelse af den perfekte krop

 
 
 
Det er ikke noget nyt, at man dyrker menneskekroppen, det viser bl.a. de mange overleverede statuer fra oldtiden. Den spændstige atlet, den skønne kvinde, den fuldkomne krop. Det var ikke menneskekroppens biologiske under af samspillende væsker og kød og knogler og nerver osv., der var genstand beundring. Det var forestillingen om den plastisk skønne krop, som man kunne udødeliggøre ved at hugge den i sten og marmor. Så stod statuen der og kunne beses, men selv drømte folk ikke om at ændre på den krop, de nu engang var blevet velsignet med fra naturens hånd. De glædede sig over det smukke kunstværk.
 
I dag er det anderledes.  Nu er det nærmest blevet et krav til folk, at de skal gøre ALT for at omforme kroppen og komme til at ligne noget andet end det, de er, og rigtig mange bruger en stor del af deres tid og kræfter på at forsøge at skjule eller forandre den naturlige krop. De lemlæster den med dramatiske operationer (bryster, kønsdele og uønskede ”deller”), og de camouflerer sig bag sminke og lånte fjer og knokler løs med fysisk træning i et af de talrige fitness- eller wellnesscentre. Og alt sammen for at kunne leve op til det umulige ideal: at fremstå toptunet hele livet og presse kroppen ned i tidens idealform og det helst gennem hele livet. Ikke så sært, at nogen af dem afkorter omtalte liv!
 
I forrige århundrede svor de såkaldte meningsdannere til gamle Kaptajn Jespersens ideal: en sund sjæl i et sundt legeme. Det lyder godt, og hver morgen i noget nær en menneskealder brølede kaptajnen sit budskab ud i æteren og ind i stuerne. Følgende citat er taget fra bogen ”Viljestærk og Hjerteglad”, som er skrevet af Helle Kolding, og det er kaptajnen, der her taler:  ”Ret ryggen! … I ønsker jo ikke at være kagekoner eller ormstukne og mølædte personer med stive knæ, diskusprolapser og blodpropper.”
 
Som jeg husker det, fokuserede den gamle kaptajn nu mere på kroppen end på sjælen. Men allerede i hans tid lå der en god portion foragt i synet på de gamle og syge (diskusprolaps og blodprop) eller de ”grimme” ( kagekonen). Det lå i tiden, at kun raske mennesker for alvor duede, og man vedtog eugenetik-programmer, der kan få mine grå hår til at rejse sig, ja, hele den første del af 1900-tallet herskede en racehygiejne, som man skulle tro var løgn efter holocaust, og selv kloge folk som Thit Jensen og hendes bror Johannes V. Jensen spillede med på den melodi. Og i arvehygiejnens navn tvangssteriliserede man langt op i 50’erne psykisk syge, og en del af dem dræbte man åndeligt ved lobotomibehandling ( = det hvide snit).
 
Så slemt er det ikke mere, men måske er vi på vej derhen? I al fald genkender jeg foragten for den svage ( syge, gamle, arbejdsløse). Man skal helst føle skam, hvis man er førtidspensionist og ikke kan arbejde, eller hvis man er tyk eller har for små/store bryster, for mange hår på kroppen, for små/sære kønsdele, for dårlig hud eller andre fysiske skavanker. Det lyder alle steder fra, at man jo bare kan tage sig sammen og investere tid og penge (som man i den situation ikke har) på et bedre udseende, en raskere krop, en stærkere psyke osv. Hvilket for omtalte mennesker som regel er umulige krav. Værst er måske, at mange ganske normale unge går rundt med en voldsom selvforagt, fordi de ikke formår at kravle synderlig langt op ad skønhedsstigen eller score høje points med hensyn til succes i karriereforløbet.
Det kristne/humanistiske menneskesyn: – at vi alle er gode nok, som vi er- det er ikke bare på retur. Det er yt!
 
 

Klar tale

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I min ungdom – men det er jo så længe siden og måske husker jeg forkert. Men det kommer mig for, at vi udtalte ordene så tydeligt, at de kunne forstås af alle. I dag japper de unge helt forfærdeligt, og ingen lærer dem åbenbart at tale tydeligt. Det hurtige sms-sprog har måske noget af skylden –  alt skal gå så hurtigt, og fingrene flyver over tasterne – således også, når ordene flyver over tungen?

Jeg ved det ikke, men det er en kendsgerning, at det danske sprog generelt jappes, mere end det tales. Det skrev jeg en lille klumme om forleden i Randers Amtsavis, og her kommer den med NEX’s herlige illustration:

Apropos klar tale.
Når man bor i landsbyudkanten, har man ikke samme adgang til kulturelle adspredelser som folk inde i byen (= Randers), men vi har heldigvis samme adgang til aviser, radio og TV. Vi burde derfor sagtens kunne følge med herude.
Der er heller ingen problemer, når det drejer sig om avislæsning. Det er fortsat en fornøjelig hverdagssyssel. Anderledes forholder det sig desværre med radio og TV, og nu taler jeg ikke om indholdet – det hører til i en anden apropos – nej, jeg taler om sproget. Det danske såmænd.
Og nu må jeg skynde mig at forsikre, at jeg langt fra er pedantisk. Tværtimod. Man skal ikke hænge sig i småting, og når jeg i sin tid rettede danske stile, så lod jeg gerne små sprogfejl passere, når blot budskabet gik klart igennem.
Men sådan er det ikke med sproget i TV og i radioen: budskabet går ikke klart igennem – ja, ofte går det slet ikke igennem. Og det er der to grunde til. For det første sjusker rigtig mange med artikulationen, og det gælder også de professionelle speakere, de snupper endelserne, og de japper, så kun halvdelen af det talte når lytterens ører.
Dertil kommer, at de åbenbart er blevet enige om, at visse udtalefejl er ”smarte” – der er i al fald næsten ingen af TV- speakerne, der forstår at bruge modalverberne rigtigt. Således har ordet ”skulle” helt mistet sin betydning som hjælpeverbum. Når der spørges: ”hvad skal I lave i aften?” så lyder det korrekte svar: ”Vi skal i biografen” med tryk på det sidste ord i sætningen. Lægger man trykket på modalverbet: ”Vi skal i biografen,” så betyder det, at vi er tvungne til det. Det er noget vi skal.
Men i TV og Radio, og det gælder navnlig de fastansatte, professionelle speakere, hører man gang på gang sætninger som: ”Nu skal vi over til vejrudsigten,” i stedet for: ”Nu skal vi over til vejrudsigten.” Og ”nu skal vi til vores korrespondent i Syrien,” i stedet for: ”Nu skal vi til vores korrespondent i Syrien.”
Nu synes I nok alligevel, at jeg er pedant, men nej, lad folk ”på gaden” tale som de vil, men de professionelle ”talere” bør kende til de simpleste ting om sproget. Og i ovennævnte tilfælde ændres betydningen så radikalt, at udsagnet helt mister sin betydning.
Salmedigteren Thomas Kingo skrev engang i 1600 tallet til dronning Charlotte Amalie, at de folk, der ikke gad lære deres modersmål ”burde af landet med rådne æg udjages.”
Så radikalt går vi heldigvis ikke til værks i dagens Danmark. Men vi kunne jo sende dem til en danskprøve.

En strø-tanke efter søndagens prædiken

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Ja, vi forlader lige et øjeblik Skagen Landsogn og vender os til Den kristne Forkyndelse. Det var da ellers noget af et spring.
Men vi vover det.
Jeg var i kirke i søndags, og dagens tekst var den om Lazarus, I ved ham, der opvækkes fra de døde.
Det er en pokkers svær tekst. Det er mirakelteksterne i det hele taget, og jeg har aldrig rigtig kunnet forliges med dem.
Lazarus bliver levende igen og kan gå hjem til sin familie og leve lykkeligt til sine dages ende. Og derefter? Når dagene ender? Skal han så opvækkes igen? Og igen? Og igen? Og igen  …?
Og hvad med alle dem, der ikke opvækkes? Alle dem, der sidder magtesløse ved deres børns dødslejer? Er det ikke lidt tarveligt. Og uretfærdigt.
Jo, det er det da.
Og det var efter min mening aldrig Guds mening, at de der mirakler skulle ske. Og jeg kan næsten høre ham sige til Jesus:
“Nu må du snart holde op!”
og Jesus svare: “Jamen, fader det er så synd for dem. Og jeg kan ikke lade være.”
Og Gud sige: “Hør nu her, min dreng! Det er ikke synd for dem. Jeg er deres GUD. De har intet at frygte.”
Og Jesus: “Men fader, de lider.”
Og Gud: “Ja, det gør de. Men jeg forlader dem ikke. Heller ikke i lidelsen. Jeg er med dem alle dage, og hvis de troede på mig ( og på dig for den sags skyld) så ville de sagtens kunne bære deres lidelser.”
“Det ved jeg godt.”
“Ja, du ved det. Men du glemmer det så tit. Og så skal du absolut lave dine mirakler. Det må du holde op med. Du er ingen tryllekunstner. Du er min søn.”
“Ja, fader,” siger Jesus og ved godt, at næste gang, så gør han det igen, for han kan ikke andet. Han er ikke kun GUDSSØN, han er også MENNESKESØN. Og mennesket i ham lider med menneskene omkring ham. I teksten græder han sammen med Lazarus’ søstre. Og han MÅ simpelthed hjælpe dem. Det er det, vi kalder medmenneskelighed.
Men hvis jeg skal kunne tro på Gud – og det vil jeg af hele mit hjerte – så er Gud ikke vilkårlig, og han går ikke rundt og strøer om sig med mirakler. Han ER miraklet. Og det underfulde og mirakuløse er, at han altid er hos os, også når vi lider og dør. Og han slipper ikke sit menneske, når det ligger som Lazarus i den kolde grav.
Men Jesus er menneske. Eller han er OGSÅ menneske. Og mennesker kan ikke se lidelsen uden at reagere på den.
Og Gudskelov for det.

89 – Intermezzo – Kan nogen hjælpe her?

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.
I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.
 
Hvem er dog disse mennesker? Jeg fandt billedet, da jeg ryddede et pultekammer herhjemme i Ålum forleden, men er det Ålum-folk – eller er det et billede fra min bedstemors ungdom? Det forestiller sikkert et møde ( Indre Mission? = bedstemor, Grundtvigsk = Ålum? Jeg gætter på det første, navnlig fordi ingen af dem ligner Anna Andersen ( Larsen). Hvis jeg ikke får respons på billedet, vil det lige så stille glide ud af bloggen og ned i glemslen, hvor det tilsyneladende  allerede har ligget længe.HVORNÅR LÆRER FOLK AT SKRIVE BAG PÅ DERES FOTOGRAFIER ?????

 

Påske

Udgivet den af
Svar


Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.
I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.
Her et par ord fra mit tastatur:
Apropos Påske
Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.
Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.
Og vi er aldrig i tvivl.
I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”
Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.
Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”
Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.

Den moderne Middelalder

Udgivet den af
Svar


Apropos oplysning
I øjeblikket sidder jeg begravet i gamle skrifter, samler stof til en roman, hvis handling udspiller sig på grænsen mellem 1700-1800 tallet. Lige nu gælder det overtro. I 1700 tallet havde oplysningstanken tændt et håb om, at det var muligt at kaste et lys af viden og fornuft ind over samfundene, så at uvidenhedens mørke og dermed det onde forsvandt.
Håbet lyste så stærkt og smukt, men lyset blev til bål og brand, og revolutionerne trak deres blodspor hen over samfundene. Og i kølvandet fulgte diktatur og absolutisme. I dag er humanisme i mange kredse blevet et skældsord. Oplysningstidens ideer er yt!
Og overtroen fik de bedste vækstbetingelser. Det var, som om Middelalderen vendte tilbage med al dens angst og mørke. Og krigene blev ikke afskaffede, de blev mere grusomme end nogensinde: læs f.eks. Tom Buk-Svientys ”Slagtebænk Dybbøl”.
Nej, men oplysning er godt nok, og Grundtvig har ret, når han skriver: ”Hvad Solskin er for den sorte Muld/ er sand Oplysning for Muldens Frænde.” Desværre var det ikke Grundtvigs tanker, der sejrede, og folk blev ikke oplyste i den forstand, han havde tænkt sig. Vi lever stadig i Middelalderen.
I denne uge så vi to grelle eksempler i TV: Whitney Houstons (selvmord ?) – et liv på toppen af poppen, men som ikke var til at leve. Den slags succes slår ihjel, det ser vi gang på gang, for vi er som frådende udyr i vores dyrkelse af POPidolerne – de SKAL levere varen, og vi forventer mere og mere, indtil de segner.
Men det er ikke desto mindre lige akkurat den verden, vi foregøgler almindelige mennesker som ideel, når vi indbyder dem til X-Factor. Og her kommer det andet eksempel fra ugens TV. Den behandling af mennesker, vi oplever her, er en moderne udgave af Middelalderens gabestok. Ikke engang bødlen mangler ( Blachman).
At vi kan falde for det oppiskede følelseshysteri, viser, hvor formørkede, vi er. Ondskaben lyser ud af bødlen, og samtidig holder han tårepersende sentimentale monologer om ÅND og KÆRLIGHED, to fænomener, som i den grad strider mod hele X-Factor konceptet. Manden taler jo som et ugeblad, og hvordan kan kloge og oplyste danskere holde ud at høre på det vås uden at få ondt?



 
 

Fattigdom i Danmark

Udgivet den af
Svar


Nej, forresten tror jeg ikke, det var vrede, jeg følte – snarere lede. Over vores passivitet. Min passivitet. Jeres passivitet. Vi lever i vore egne, trygge verdner, og det er godt nok, og det har vi selvfølgelig lov til, og hvorfor skal vi så ikke nøjes med at værne om den? Vores egen verden.
Ja, hvorfor?
Måske fordi, der ikke er så langt til  “de andre” – dem, der ikke kender ordet “tryghed”. Dem, der er udsatte.
Det er ikke de uskyldige ofre i de mange krige, eller torturen eller ondskaben eller … der giver mig lede … og mens jeg skrev det, kom jeg i tanker om et digt af Halfdan Rasmussen, det lyder sådan her efter hukommelsen:
ikke døden gør mig bange/ ikke hadet og torturen / ikke dødens riffelgange/ eller skyggerne på muren/ ikke nætterne / når smertens sidste stjerne styrter ned / men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.
Den nådesløse verdens BLINDE LIGEGYLDIGHED.
Vi tolererer jo, at det sker lige her – så tæt ved. Børn, der mistrives ( men vi skal ikke blande os), kvinder der mishandles hver dag og hver time, ( men vi skal ikke blande os.) I Viborg Kommune er der indenfor kort tid lukket 5 bordeller , men de blev genåbnet kort efter ( det har ikke engang stået i aviserne, men jeg har det fra pålidelig kilde! – Ganske få kilometer herfra i den nærmeste nabolandsby har et faldefærdigt hus i årevis fungeret som bordel – kvinderne bliver kørt dertil hver morgen og hentet igen hver aften. En af mine bekendte, som ser dem blive afleveret og hentet, fortæller, at det er kvinder af anden etnisk herkomt.
Jeg er lige blevet færdig med at læse Sofi Oksanens roman: Renselse. Den handler om prostitutionsmafiaen: hvordan de finder og bortfører piger i fjerne egne af Rusland og kører dem til vesten og bruger dem som ludere, indtil de dør af det. Jeg kan ikke citere fra bogen, for der kunne være børn, der læste min blog. Men til voksne: læs den og tænk over, hvad det er, vi vender det blinde øje til!
Og den fattigdom er på en måde ikke “vores egen” – men vi har jo også fattige og frysende og socialt lidende folk, der er født her i vores eget lille sukkerland. Jeg skrev nedenstående klumme forleden for at blive af med noget af min egen følelse af magtesløshed. Ja, den blev vel ikke mindre for det, men så fik jeg sagt det. :
Klumme i Amtsavisen:
Min far var konservativ og politisk aktiv både i byråd og i amtsråd. Alligevel, eller måske derfor, var der sider af samfundet, han ikke vidste meget om, og som vi ikke hørte om i vores opvækst. Vi lærte, at alle mennesker er frie og lige, og at de selv er skyld i det, hvis de ikke styrer deres liv på en ordentlig og fornuftig måde.
Men ingenting er mere forkert. Sådan er livet ikke, og alle fødes ikke med de samme muligheder. Meget afhænger af, hvor ens vugge stod. Jeg var bare heldig: min stod i hjem, hvor der hverken var mangel på kærlighed eller materiel velstand.
I dag som dengang er der børn, der fødes i hjem med svigt og misbrug og fattigdom, og hvor forældrene ikke har overblik eller evner til at leve et ”normalt” liv. Nu og da popper der et lille glimt af den sociale elendighed op i aviser og fjernsyn, for det kan være godt stof, især hvis der er incest involveret. Så hører vi om nogle misrøgtede børn og nogle forkvaklede forældre og føler vel med dem i øjeblikket. Men vi glemmer dem hurtigt igen.
Men vi må ikke glemme, at der i vores samfund er mennesker, som lider social nød. Og det er ikke deres egen skyld. Og de kan ikke tage ansvar for deres valg – ja, mange af dem har aldrig haft noget valg.
Jeg læste en artikel i Information i dag, hvor en læge, Mogens Elmer, skriver om, hvor svært det er at leve op til lægeløftet i dag. Her er et lille citat fra hans artikel: Som læge er jeg tvunget til at være med i en klapjagt på svage og syge medborgere, fordi de bliver udråbt som en trussel mod dansk økonomi.”
Det er nødvendigt med nedskæringer, det hører og læser vi hver dag, men man kan blive rigtig bange for, at det er de svage og de mest sårbare, der først mærker kniven. Der er kommet en anden holdning til mennesker, der ikke kan holde sig oppe i livets stride strøm: de er tabere og kun foragt værd! Nassere som de er – kun ude efter vore elskede penge. Jo, min fars tro på at: enhver er sin egen lykkes smed” trives desværre i bedste velgående.
Men et stærkt og godt samfund kendes på, at det gavmildt deler sin styrke og sine goder med de svageste.

 

Vort daglige brød

Udgivet den af
Svar


Mens julemaden endnu står klar i erindringen og i mavens urolige indre sidder jeg tænker på det med mad, sådan ret generelt:
Jeg var 18 år og gik på sprogskole i Paris og havde absolut ingen penge og var næsten altid sulten. Annie hed hende, jeg delte værelse med, og en morgen, hvor vi sad og nød vores café au lait til en duftende nybagt baguette, sagde hun: ”Hvor er det dejligt at spise!” Og det er jo rigtigt. Det er dejligt. Og aldrig har noget måltid været dejligere end det brød og den kaffe, vi drak til.
Jo, jeg holder af mad. Enkel mad. Frisklavet mad. Mad fra bunden. Men i juletiden er jeg lige ved at blive vænnet af med den glæde, der erstattes af noget, der ligner madlede. Det er bare for meget. Og det er, som om det drejer sig om at fylde maven konstant og så oven i købet med ret hæslige ting, når man tænker efter: fedt og sødt i vild forvirring. Hele kroppen protesterer da også julen i gennem, men den får ikke et fornuftigt ord indført:
julen er bygget på urokkelige traditioner, og en af de mest hårdnakkede hedder: vi skal spise og helst som grise.
Men det er nu ikke kun i julen, at maden har møvet sig ind på en førsteplads i folks bevidsthed. Man behøver blot vende blikket mod medierne, og man vil straks se, at både blade, aviser, og navnlig fjernsynet svælger i programmer, der handler om mad – et af de populære er endda forsynet med en ret vulgær overskrift: ”Nak og Æd” hedder programmet. Her er brutalitet og svineri sat i højsædet: ”at nakke” er voldeligt, og kun dyr æder. Men det ”bøvede” og primitive har jo fået stjerneplads i mange andre programmer også, så det tiltaler åbenbart folk. Underligt.
Hvorfor har maden fået en så central plads i vores medieverden? Hvorfor kan vi ikke åbne et ugeblad eller tænde for TV’et uden at blive budt på lækre retter? Det må betyde noget, men jeg kan kun gætte – og måske har du andre forklaringer. Jeg forestiller mig, at det er, fordi det moderne menneske altid er sultent – akkurat som den unge pige i Paris – men nu er det bare ikke mere en sult efter mad, for den er jo ingen mangelvare, det er snarere en søgen efter noget, vi har mistet, og som vi i vor kvide erstatter med overspisning og kulinarisk forherligelse af maden. Det giver os en umiddelbar fornemmelse af mæthed, men den varer kun kort, og snart efter gnaver sulten videre, og vi, ja vi haster også videre i vor søgen – og stadig mere febrilsk leder vi i madskabet, i kogebogen, i delikatesseafdelinger og lignende steder.
”Supersize-me” hed en amerikansk film, som handlede om vores overspisning og problemer med at have et afslappet forhold til mad. Mad er for mange blevet et problem, der styrer deres liv og undertiden fører dem i døden. Mange unge går helt amok i madpyramiden – den bliver et helvede, der styrer deres liv. Det skrev jeg engang en novelle om: Yoghurt, hed den.
Men hvad er det da, vi søger i maden? Er det kærlighed måske? Engang lå hver eneste af os ved et bryst og næredes af kærlighed og mad. Der var tale om en totaloplevelse, en tilfredsstillelse, som vi aldrig genfandt, og som vi måske netop derfor søger der, hvor vi fandt den som spæde: i maden og varmen fra et andet menneske, den, der har lavet mad til os, har tænkt på os, akkurat som vores mor. Vi forbinder ganske enkelt mad med omsorg – eller med omsorgssvigt, for det var jo ikke os alle, der blev lagt ved en kærlig mors bryst.
Men det kan også være en sult efter noget helt andet. Det kunne tænkes at være en erstatning for noget åndeligt, som vi har mistet? Sekulariseringen skar jo den religiøse dimension ud af vores daglige liv. Vi kan ikke leve uden en mening med livet, men den taler vi ikke ret mere om, og få vil vedkende sig noget så gammeldags som at tro på Gud. Så fik vi måske andre guder? Brød og skuespil? Tja … jeg ved det ikke.
 

 
 
 

Lidt smalltalk med en smule mening alligevel

Udgivet den af
Svar

Forleden skrev min sms-ven omtrent sådan her: ”verden er mørk og trist og fuld af
ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”
Og det er da godt nok den følelse, man ofte sidder tilbage med efter at have set
nyhederne: at verden er en jammerdal, og at næsten alt er krise og modgang. Ja,
medierne er sandelig med til hælde vand på pessimismens mølle, så den fortsat
kan male ad helvede til.
Så derfor: på vej op til min computer blev jeg enig med mig selv om, at min næste
apropos skulle handle om det lyse og positive!
Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange moderne psykoterapier, og det hedder
her, at man skal fortrænge alt det, der nager og plager og fokusere på det
positive. Og så skulle det mørke forsvinde som dug for solen.
Men sikke dog noget vrøvl!!! Det triste kan sikkert fortrænges, men dybt nede i
sindets mørke lever det videre og det i en usund grobund, som giver det næring
i stedet for at kvæle det. Det er vist nok psykologi for burhøns.
Men hvad så? Skal man da holde krampagtigt fast på de mørke tanker og ikke åbne sig
for lyset. Nej, vel skal man ej. Men man skal snakke frit og frejdigt om det,
der gør ondt. Man skal dele det med de andre, for så mister det sin magt over
sindet, og så først kan man åbne sig for lyset.
Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han
sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ikke til at komme udenom, nej vist,
men vi skal lukke øjnene op og se alt det vidunderlige, der også er i verden. Ja,
endda lige i nærheden.
For nogen tid siden cyklede jeg i skoven, det gør jeg hver dag, men lige den dag
brød lyset frem gennem disen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran
mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn på syv år: ”Jeg savner
dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte
af glæde.
I går sagde min mand uden et eneste ord, at han elskede mig. Tænk, at man har en
sådan ufortjent lykke. Og i næste uge skal vi sammen med hele familien fejre,
at vi fik en lille efternøler for 30 år siden. Han kom til os i snevejr, men
solen skinnede, og vi havde aldrig set et smukkere Ålum end den dag, vi kom
hjem med den lille dreng. For sådan er det jo: den ydre verden farves af vores
glæde.
Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også gøre. Du kan lave dig en lang
eller en kort liste over alt det, der er en velsignelse i dit liv. Men der skal være plads til alle sindets nuancer. Også de mørke.