Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne sommer har for første gang gjort begrebet hjemløshed smerteligt aktuelt i mit hoved. Ikke fordi jeg er blevet hjemløs. Alligevel var det den her sommer, at jeg er blevet mig bevidst, at det bedste i mit liv: det her sted, det her hus, den her mand, den her udsigt til træer og buske og landsbyhuse og til landets smukkeste kirke, der endda er oplyst efter mørkets frembrud, er noget, jeg kommer til at miste. At det virkelig sker.

Nå ja, vi mister jo alle sammen. Det er ikke noget nyt. Sådan er det at være menneske. At være i live.

Så altså: da jeg skulle skrive min månedlige kronik, blev hjemløshed emnet. Selvfølgelig.

Herunder manus til kronikken:

Hjemløs

Vi har haft børn og børnebørn boende under coronakrisen, fordi de pludselig var blevet en slags hjemløse. De bor normalt i USA, og det var ikke muligt at rejse tilbage fra ”ferien” i Danmark, som altså blev noget længere, end de havde planlagt. Det var dog en tryg form for hjemløshed, tænker jeg, og de led næppe voldsomt meget ved at skulle bo hos os en tid, og de vidste jo, at de kom hjem igen. Men det fik mig til at tænke på begrebet hjemløs. Og hvor relativt, det er.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” For nogle år siden deltog jeg i en fest langt ude på den argentinske Pampa. Her sang jeg disse smukke ord fra H. C. Andersens nationalhymne i kor med en flok argentinere, der aldrig havde sat deres ben i Danmark, og som var født i en anden verdensdel og på den modsatte side af jordkloden. Men de sang højt og smukt, at de havde hjemme i Danmark, og ordene kom fra hjertet, det var tydeligt, men det var nu også meget underligt, syntes jeg.

Deres forfædre var født i Danmark, de var ikke, de var født rundt om i Argentina og var opdraget til hver morgen at hejse det argentinske flag i skolegården og synge den argentinske nationalsang, og da jeg senere på aftenen gik nogle af dem på klingen og spurgte, om de var danskere eller argentinere, fik jeg ganske enslydende svar: ”vi er da argentinere.”  ”Men sang I så ikke falsk lige før?” ”Nej,” påstod de, for de havde rødder i Danmark, deres forfædre kom derfra, så der var fødsler nok at tage af i det gamle hjemland, så derfor kunne de roligt synge: ”I Danmark er jeg født…” For når de sang det, så blev de ét med slægten.

Men hvad vil det sige at have hjemme et sted? Det blev mit barnebarn, Anna på 8 år, spurgt om forleden, og det gik hun så en tid og grublede over, og det endte med at blive en lang smøre, som hendes mor skrev ned ord for ord, og her er den uredigerede slutning på hendes lange forklaring: ”Du er fri, du hersker over din krop, dit hjerte og dit sind. Der, hvor du går, har du hjemme, der, hvor du står, er du fri og der, hvor du sidder, er du dig.” Jeg har sat kommaerne, ellers er ordene hendes. Og de gav mig da noget at tænke over.

Da jeg for år tilbage underviste i dansk på gymnasiet, læste vi bl.a. dannelsesromaner. Den slags fortællinger har en fast struktur: en helt, som først er hjemme, så bliver han en tid hjemløs og så finder han hjem. Hjemme – hjemløs – hjem. Vi kender samme struktur fra eventyret, og vi vil så gerne tro, at det er sådan, det forholder sig i virkeligheden: vi forlader trygheden, så kommer vi ud i verden, og her må vi igennem mange prøvelser, men vi havner heldigvis altid hjemme.

 De argentinere, jeg mødte på Pampaen, havde et andet perspektiv på sagen: vi forlader hjemstavnen, og vi kommer ikke tilbage, men vi forlader aldrig tanken om, hvor vi kommer fra. Og nu kobler jeg til barnets udsagn: ”Der, hvor du går, har du hjemme.” Vi er altså aldrig hjemløse. Hvilken fantastisk tryg tanke. Og sådan tænker barnet. Gudskelov.

Og så kunne jeg jo passende slutte her, og vi ville alle kunne hygge os med det glade budskab om, at vi har hjemme overalt i verden. Men helt så enkelt er det jo ikke. For det danske barn er det sådan, det forholder sig: hun har hjemme alle steder. Og mit barnebarn er et moderne barn med rejselystne forældre, og hun har været mange steder på kloden, i Nord- og Sydamerika flere gange, og i et par omgange har hun boet i Tanzania, hvor min datter underviste. Og hun har rejst alle mulige steder i Europa. Og altid i tryghed. Altid sammen med far og mor og søskende. Og verden har taget imod hende med åbne arme.   

Men vi ved det jo godt. Det er ikke alle, der har så trygge vilkår som de fleste af de børn, der vokser op her i Danmark. Og idyllen krakelerer for alvor, når vi kaster blikket ud i verden omkring os. Det lille flygtningebarn fra den brændte Moria-lejr i Grækenland finder næppe tryghed i at sige til sig selv, at det har hjemme overalt. Det har ikke tag over hovedet, det fryser og sulter, og det må leve på gaden eller i en ny, overfyldt flygtningelejr. Og det lille krigsbarn, som Nordbrandt skriver om i sit digt ”Vuggevise,” har heller ikke hjemme noget sted i verden. Henrik Nordbrandt slutter sit digt med stroferne: ”Lille krigsbarn, hvor vil du dø/ hvor bomberne falder/ eller i åben sø. /Lille krigsbarn/ hvor vil du hen?/Vælg selv/ Bare vi aldrig skal se dig igen.”

Og der er hjemløse i vort eget land, og nu tænker jeg ikke kun på asylansøgerne, de er trods alt på vej, og man kan håbe, at de finder et hjem, men på de folk, der er faldet igennem velfærdsstatens sikkerhedsnet og er endt på gaden. For dem er håbet bristet for længe siden. Der er ingen vej hjem. De er og bliver hjemløse.

Nogle billeder af haven lige nu sidst i oktober og et par stykker fra sommeren. Det her sted.