En lille opsummering af dagens læsning ( Det danske Landbrugs Historie, reg. af Claus Bjørn):

Kelds tid er en brydningstid på alle måder: åndshistorisk ( kristendommens sejr over asatroen), nationalt ( landet konsolideres som kongedømme) og produktionsmæssigt ( skove ryddes, nyt land dyrkes)

Det er det sidste, jeg kort vil ridse op i det følgende.

Landbruget gennemgår en voldsom udvikling i senmiddelalderen, det er, som om al den energi og styrke, der har været brugt på erobringstogter og kolonisering, nu anvendes på at dyrke jorden og avle så meget som muligt. Og det blev muligt netop nu: togterne rundt om i Europa havde bragt velstand med sig, og en af de vigtigste tilskud til landet var trællene. Det gav den nødvendige arbejdskraft til den skovrydning, som måtte foretages for at få gang i et større agerbrug, og dertil kom den teknologiske udvikling, vigtigst var opfindelsen af hjulploven, der erstattede arden, og som gjorde det muligt at vende jorden og gøde den samtidig og at dræne fugtige områder.

Trællene, ja, de lå nederst i samfundspyramiden. Omtrent samme status havde tyendet. Trællene var ufrie på papiret, der var tyendet frit, men ikke mere end at bonden ejede deres arbejdskraft og havde revselsesret over dem. Det havde han også over kvinder og børn.

Næsten ligeså langt nede på ranglisten var fledføringer. En slags aftægtsfolk, som bonden bespiste, men som havde mistet enhver myndighed.

Af bønder var der mange slags: “landboere” =selvejende bønder og fæstebønder – “brydere” = godsbestyrere ( forvaltere) adelbønder ( herremænd)

Ledingspligtige bønder betalte ledingsafgift og måtte efter tur møde i ledningshæren ( kongens hær) – mere frie var de altså ikke.

Landboforholdene i 1100 – 1200 tallet fortæller om voksende velstand – i al fald hos jordejerne.

Der var tale om stor omstrukturering: skovrydning – stenrydning – opdyrkning

Det var før pestens tid, og selv om vikingetogterne var slut, så var der ledingstogterne med stort udbytte og erobring af nyt land ( Nordalbingen – Venden – Pommeren.)

Et par ord kun. Mest til mig selv. Bloggen vil i de kommende måneder blive min notesblok, og jeg vil forsøge her at samle så meget, som jeg kan, af solid viden om den tid, bogens handling udspiller sig i. Det er en ordentlig mundfuld, det ved jeg godt, og måske tager jeg også munden for fuld. Men jeg vil forsøge.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så befinder vi os med Keld i en underlig tid: et historisk vadested – vi er ikke i vikingetiden mere, overalt ser vi kristendommen buldre frem. Eller – buldre – det er ikke det rigtige ord, for det skete uden bulder og brag. Og det skete langsomt, bønderne i Danmark lod sig ikke kristne uden samtidig at holde fast i den gamle asatro – Tors hammer lod sig ikke uden videre skifte ud med Kristi kors. Og de vante forestillinger om verdens indretning blev hængende i de hoveder, som nu gav (en smule) plads til den nye tro.

Hvorfor gjorde de det? Det vil jeg undersøge.

De var jo seje vikinger, eller hvad? Og den nye tro? Helt ærligt, var det ikke lidt vel meget en tro på en taber og ikke en sejrherre? Det var jo en mand, der holdt sig til de fattigste og mindste, de udstødtes ( trællenes ? ) ven – og han blev dømt til en pinefuld død, som han gik i møde med vidt åbne øjne. Havde man hørt mage?

Hvordan kunne vikingernes nærmeste efterkommere tage imod Kristus?

Men det gjorde de.

Og vi er nødt til at undersøge den sag, inden vi går videre.

Keld, vores helt hører til i den øverste del af samfundet. Hans bedstefar var måske (sikkert) viking. Hvordan kunne han så fuldt og helt tage Kristi budskab til sig.

For det ved vi, at han gjorde.

I kilderne til Sankt Kjelds liv skiftes der mellem de tre stavemåder. Forældrene har uden tvivl kaldt ham Ketil, som er det navn, han er døbt. Men mit barnebarn er dødt Alexander, og vi kalder ham rask væk Alex, og i England og Sverige er det endnu mere almindeligt at kalde barnet (personen) en forkortet form af navnet. En svensker, der er døbt Lars vil altid blive kaldt Lasse. Selv er jeg døbt Marianne, men kaldtes som barn og ung Janne. Det ville på svensk være et kaldenavn til en dreng.

Keld er kaldenavn for Ketil, som betyder hjelm.

Det vidste forældrene godt, og måske har de set en lille kriger i drengen. Han skulle i leding ligesom bedstefar, der var viking og drog med kongen på plyndringstogter. Vikingetiden var slut, da lille Ketil så dagens lys, og ganske vist blev han både undfanget og født ind i en urolig tid, men det var en helt ny epoke, der tog sin begyndelse – den barske vikingetid ebbede langsomt ud – det sidste store vikingetogt strandede i Limfjorden og kom aldrig til England, som planen var. Middelalderen stak sit mørke fjæs frem og forlangte nye vaner og nye tanker, og når jeg skriver mørk, så ved jeg godt, at jeg nu skriver ind i en tradition: det er sådan, vi plejer at betragte Middelalderen: mørk og grå og trist – som en kontrast til Vikingetidens farverige og kampglade tid.

Men det var lyset, der brød frem.

Og lyset blev båret af unge mænd, der ville noget andet end vold.

En af de førende var Keld.

Derfor skriver vi om ham.

For han bar lyset.

KELD 4

Okay Okay … jeg ved det godt, alt det der med mig og sport og at jeg altid ligger i spidsen, det er ikke 100 % sandt … men altså, jeg syntes, det lød supergodt og megafedt. Men helt ærligt: jeg skrev det kun, fordi så jeg gerne ville give dig det bedste indtryk af, hvem jeg er. Vores klasselærer siger altid, at vi skal bestræbe os på at blive den bedste udgave af os selv … og altså, når man skal det, og når man også gerne vil det, så kommer man jo nemt til at træde ved siden af sandhedens smalle sti, eller hvad man nu skal kalde den vej, vi helst skal følge, og så ender det undertiden i det rene pral og digt.

Og det er helt ærlig kun i min fantasi og ikke i den virkelige verden, at jeg er nr. 1 til alting.

Faktisk er jeg ikke nr. 1 til så meget.

Men jeg ligger bestemt heller ikke i bunden. Det må du ikke tro om mig. Jeg hører ikke til i den tunge ende. Og jeg lover dig, at hvad jeg fra nu af fortæller om mig selv, det kan jeg stå inde for, det kan du roligt citere mig for uden at rende med sladder eller sprede fake news. For at sige det med min mormors ord, så står hvert ord til troende.

Hvis du alligevel synes, at noget af det, jeg skriver, er lige i overkanten, så skal du tænke på det, jeg sagde med puslespillet – der ER mange brikker i mit liv – og de hænger ikke altid lige godt sammen. Jeg kan kun samle en del af brikkerne og så håbe på, at de viser det væsentlige.

Altså: Jeg hedder Kjeld, jeg bor i Ålum, og jeg er en almindelig dreng.

Så er der bare det at tilføje, at almindelig er et ualmindeligt farveløst ord og derfor ikke passer på nogen dreng. Eller rettere: det passer på alle drenge. Og så er vi lige vidt.

Men det med almindelig og ualmindelig har jeg jo skrevet om en gang, og der er ingen grund til at tærske langhalm på det.

Langhalm! Der var den igen. Aakjær. Bondelivet. Tja, det liv klæber måske til en i mange generationer, og mine forfædre var helt sikkert bønder. Det var alle drenges forfædre, lige fra dengang Adam og Eva gik og knoklede i deres ansigts sved på den sølle jord, Vorherre undte dem, fordi de ikke gad rette sig efter hans bud.

På visse punkter har vi ikke forandret os siden da. Jeg gider f.ek. heller ikke altid rette mig efter de bud, man har stillet op i min verden.

Findes der bud i din verden? Spørger du.

Ja selvfølgelig, men det kommer vi nærmere ind på, når jeg omsider får så meget hold på mig selv, at jeg kan begynde min historie.

Det er jo meningen med alt det her grifleri: at jeg skal fortælle en historie om ”Kjeld fra Ålum”