Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Kriseåret
1985
Når jeg ved slutningen af et langt liv forsøger at fange
de vigtigste signaler fra den fortid, der var min, slår den tanke mig, at 1985 skiller
sig ud som det sværeste af alle de år, jeg var gift og havde børn i hjemmet. At
det var et kriseår.
Og min næste tanke er, at nå ja, så var det vel
heller ikke værre … der skete jo hverken mig eller min familie noget ondt. Og
når jeg betragter mine fotos, ser jeg da også mest smil i ansigterne. Også i
mit. Ja, det lyser jo ligefrem, som om jeg vil overbevise verden om, hvor glad
jeg er. Og er det så sært? Jeg var jo gift med den rigtige mand, havde det
rigtige job, de rigtige børn, og jeg var på det rigtige sted.
Så kernefamilielykkeligt alt sammen? Så krise? hvordan?
Det må jeg finde ud af. Der må være et svar. Men
hvor? Der er ingen dagbøger fra 1985. Kun kalenderen, altid den samme lille bog
med plads til notater. Så er det jo næsten en dagbog alligevel, tænker jeg. Den
må kunne lukke op for alt det, jeg har lukket ned. Men jeg ryster på hånden, da
jeg får lirket den rigtige bog frem af stakken. 1984-85 står der på omslaget. Indeni
alle navnene. Og hvad mere? Der må være noget mere. Mellem linjerne?
Jeg åbner bogen og snubler gennem siderne. Jamen? jeg
lukker den igen og mærker, hvordan en kulde breder sig i mig. Jeg fryser, og jeg
føler mig tom. Som om læsningen har lænset mig for energi.
For hvad er det her? Hvem handler det om? Jeg åbner
bogen igen og læser den en gang til. Langsomt denne gang, famlende finder jeg
vej gennem kragetæernes vildnis. Og mens jeg tvinger mig til at fortsætte, begynder
konturerne af en kvinde at tegne sig. Og da jeg lægger bogen fra mig, har de samlet
sig til billedet af hende, der skrev de mange sider.
Det, jeg ser, er følgende: en lærer, der holder øje
med sine elever og nedfælder små bemærkninger om frem- og tilbageskridt for
hver enkelt, en hustru, der støtter sin mand i hans politiske arbejde, en mor,
der engagerer sig i sine børns skole- og fritidsliv og en samfundsborger, der
møder op og deltager i lokalområdets aktiviteter.
Hvem er hun?
Det er ikke mig.
Jeg er hende, der grædende må forlade biografen og mine
børn, fordi Bambis mor bliver dræbt.
Jeg er hende, der ikke tør læse højt af Tove Janssons
Mummitrolden, fordi den skræmmer mig.
Jeg er hende, der må sættes af på en landevej og
løbe efter bilen, mens den langsomt triller videre – kilometer efter kilometer,
og hun løber og løber, indtil hun udmattet når frem til den og igen og kan
trække vejret og lade sig transportere hjem.
Jeg er hende, der ligger vågen nat efter nat.
Jeg er hende, der forstår kvinden i avisen, som tager
sit eget liv, selv om hun er mor til små børn.
Men hun er ikke nævnt.
Det er i midt-firserne. Landet er i krise. Jeg gennemlever
min egen, og jeg kapsler den inde, mens jeg smiler til verden.
Der står ingenting om den glasklokke, der omslutter
mig så tæt, at jeg ikke kan række ud til dem, jeg elsker. Jeg tror ikke, jeg
når mine børn. Nu græder jeg ved tanken, det gjorde jeg ikke dengang. Jeg græd
over så meget andet. Men ikke lige det. Det kunne jeg slet ikke rumme.
Der står ingenting om Fru Hauerbach, min psykiater, ingenting
om de endeløse samtaler, ingenting om den langsomme bedring.
Hvem er jeg det år?
Jeg er 42 år, gymnasielærer, gift og mor til tre
børn på fire, tretten og sytten år. Jeg elsker min familie, og jeg holder af
mit arbejde. Set udefra er det hele så fint. Set indefra er det et liv på
krykker.
Men det er der ingen, der ved.
Jo, Ole ved det. Selvfølgelig gør han det. Og måske aner
børnene det. Jeg beder til, at de ikke gør.
Jeg siger det til Ole, jeg siger det igen og igen. ”Jeg
har det forfærdeligt,” siger jeg. Og han svarer det samme hver gang: ”Det gør
ingenting.”
Som om det er en forbrydelse, han tilgiver mig.
En dag græder jeg i skolens garderobe. En kollega
ser det. ”Hvad?” Siger hun. ”Dig, der altid er så glad.” Og det buser ud af
mig, at jeg er syg, at jeg lider af angst. Hun inviterer mig på café. Fortæller
mig, at jeg skal være glad for alt det, jeg har. ”Du har jo så meget,” siger
hun. ”Børnene, tænk på dem!” Jeg ryster på hovedet. Børnene er endnu et
smertepunkt. Det gør SÅ ondt at tænke på dem, hvor lidt jeg kan være der for
dem. At jeg svigter. At jeg er langt væk, når jeg holder om dem. Når deres
hjerter slår mod mit. ”Jeg har min mand,” siger jeg så. ”Nej,” siger hun. ”Mændene
skal ikke være vore krykker.” Jeg siger ingenting. Jeg takker himlen for min
krykke. Uden den faldt jeg. Uden ham var jeg færdig. Jeg er levende takket være
ham.
Det år begynder jeg at drikke. Og jeg læser i smug
alt, hvad jeg kan finde om alkohol og alkoholisme, og jeg tror, at jeg er
blevet dranker, og jeg konsulterer min læge for hjælp, og da han spørger, hvad
og hvor meget, jeg drikker, og da jeg svarer, at jeg drikker øl og somme tider
op til flere om dagen, smiler han og siger, at jeg ikke er alkoholiker og ikke har
brug for lægehjælp.
Men det har jeg. Når jeg drikker, kan jeg være i mig
selv – en tid – alkoholen dulmer det værste.
Jeg er i Frankrig det forår med mine elever. Studietur
med franskholdene. To klasser. Jeg rejser alene. Kollegaen, som skulle have
været med, er blevet syg. Sådan som jeg har det, kan jeg ikke rejse, tænker
jeg, og nu må jeg melde klart ud. Men det kan jeg så ikke, og desuden er det
min pligt at rejse, tænker jeg og tager mig sammen.
Chaufførerne på den bus, jeg har lejet, har aldrig
været i Paris, de er egentlig ikke vant til det her job. Den ene af dem er lærer,
forklarer han mig. Han har taget det store kørekort, siger han, og har nu fået det
her bijob, men han virker nærmest, som om han aldrig har kørt en bus før, og det
er før GPS’ ens tid, og manden kan ikke læse et kort, og kammeraten er ikke stort
bedre, og da vi krydser Paris for at komme sydpå til Loiredalen, forvilder han
sig i virvaret af omfartsveje og avenuer, og jeg, som dårligt kan finde rundt i
Randers, er til ingen hjælp.
Vi skulle ankomme til Saumur ved 19-tiden, men klokken
er langt over midnat, da vi endelig triller ind gennem skolens port, ind i
gården, hvor elevernes værtsfamilier har ventet i mange, mange timer.
Alle er dødtrætte og har svært ved at skjule det. Og
værst står det til med mig, der glemmer tasken med sovepiller i bussen og følgelig
ikke lukker et øje den første nat. Jeg er heldigvis god til at klare mig efter
en hvid nat, det har jeg prøvet så ofte før, alligevel er det et vaklende vrag,
der møder op til arbejdet næste morgen. Gymnasiet, vi besøger, er ledet af
nonner, og mine chauffører logerer på klosteret, de er godt tilfredse, nonnerne
kappes om at forkæle dem.
Jeg tror, at den nonne, der modtog os, reddede hele turen.
For mig i al fald. Hun var fuld af livsglæde og humor, og hun havde lagt en
detaljeret plan for hver dag, og det gik fint med at nå det hele. Vi skulle
bare følge med.
Og mine elever, som i forvejen var dygtige til
fransk og som elskede faget, kastede sig med krum hals ud i foretagenet, og jeg
tror næsten, de talte sproget flydende efter en uge. Og de havde knyttet varme
venskaber med de piger og drenge, de boede hos. Da de skulle hjem, blev der
grædt af sorg. Jeg græd også, men af lettelse.
Da vi kom hjem, kastede jeg håndklædet i ringen. Det
var sådan, jeg følte det, at jeg gav op i stedet for at kæmpe videre. Men jeg
kæmpede jo ikke. Så fik jeg en henvisning. Kom i behandling. Fik en diagnose: endogen
depression.
Det var der, jeg mødte Fru Hauerbach. ”Og hvad er
det så, du går og gemmer på?” var det første, hun sagde, og jeg snakkede og
græd mig igennem en pakke kleenex. Jeg fortalte hende om en grim hændelse fra
min barndom. Hun lyttede. Så sagde hun endelig noget: ”Nu har du så fortalt,
hvad der har plaget dig, og det er godt at få det sagt. Men det vil vi ikke
snakke mere om. Fortiden er ikke interessant.
Færdig med den! Nu gælder det fremtiden, og lad os se den i et
nyt lys. Først må vi have dig på højkant, det skulle jo ikke være så svært. Du
får noget medicin, så du sover godt igen. Og så kommer du nok til hægterne. Jeg
er også læge for krigsflygtninge, og der kan man jo ikke rigtig komme nogen
vegne, hverken når man snakker fortid eller fremtid. Men dig er det jo ingen
sag. Du har en fremtid.
Jeg havde en fremtid.
Fru Hauerbach var ikke psykolog. Nej, det var hun
sandelig ikke. Jeg tror endda, at hun var en ret gammeldags psykiater, der
troede fuldt og fast på, at medicin i de rigtige doser kunne kurere hvad som
helst. Og med mig fik hun ret. Medicin, samtale, tid, og en dag havde jeg det
godt.
I dag er jeg ikke i tvivl om, at depressionen ikke
opstod af ingenting, som diagnosen endogen indikerer – men at den havde rødder
langt tilbage til den del af mit liv, som lå indkapslet og aldrig havde fået
den opmærksomhed, som var nødvendig, for at jeg kunne slippe fri af den. Dertil
kom, at jeg det forår levede i skræk for at miste mit arbejde. Vi var for mange
fransklærere, og jeg var den yngste, og så var der også det, at min alzheimersramte
mor blev markant dårligere i den periode. Og en sidste ting, der hjalp godt
til: nabokonen, gode, gamle Laurine, skrantede, hun blev så svag, at jeg ind
indimellem måttet gøre rent og se til, at hun fik mad. Der var ingen
hjemmehjælp dengang. Og så døde hun alligevel, og det skete, mens jeg var i
Frankrig, og jeg kunne næsten ikke holde ud af komme hjem til den meddelelse,
at hun var væk.
Jeg blev jo rask. Samlivet med min mand og mine børn
fik igen farver og indhold, og vigtigst af alt: jeg kunne vise, at jeg elskede
dem. Og mit job blev sikret. Skolen fik tildelt en ny gren, Gymnasiale Indslusningskurser
for Flygtninge (GIF) – det var flygtninge fra krigen mellem Iran og Irak, og
jeg blev sendt på et lynkursus i islamisk kultur og i undervisning i dansk for
udlændige.
Jobbet som GIF-lærer blev på mange måder en
øjenåbner for mig. Her mødte jeg ansigt til ansigt unge mennesker, der havde
været i Helvede. Midt i en krig. Nogle af dem havde oplevet tortur. Og de havde
bevaret latteren og glæden og livsgnisten. Jamen så… Jeg husker f.eks. den dag,
Teheran blev bombet, husker deres øjne, der var sorte af frygt.
Meget blev sat i perspektiv.
