Det er sådan, jeg føler det.

Afkoblet.

Når jeg racer af sted på skovvejene uden at tænke på andet end glæden ved at cykle. Når jeg svømmer i søen uden tanke for andet end glæden ved at svømme, når jeg går i engene uden tanke for andet end naturen omkring mig, når jeg læser en god bog uden andre tanker end dem, der myldrer gennem hovedet ved læsningen, når jeg samler børn og venner og ser min rigdom blomstre for øjnene af mig. Ja, så er jeg med.

Koblet til verden.

Så er jeg koblet på livet.

Men når jeg slås med min håbløse og umulige tilgang til den moderne teknologi: når min PC, især den, men også alle dens til- og fra- koblinger hårdnakket gør modstand mod min nænsomme tilgang, altså når den kort og godt nægter ethvert samarbejde med mig, så føler jeg mig fortabt i verden.

I dens verden. I IT-verdenen. Som jeg er pokkers bundet til.

Denne sommer har den strejket og koblet mig af et utal af gange. Og den er ellers spritny. Min PC altså.

For Hans (vores ældste) har slået sine folder i familiens skød en tid denne sommer, og han har bl.a. revolutioneret min udgang og indgang til min PC og til vores Fjernsyn, som ikke mere lystrer almindelige små kontaktforsøg, men skal kildes igang med op-og ned-pile..

Efter omhyggeligt og eftertrykkeligt at have ajourført sine forældede forældre med hensyn til det nyeste i IT- er han rejst igen, og her sidder jeg.

Og se, om pivtøjet vil lystre mig. Nej.

Jeg er og bliver disconnectet den nye virkelighed.

Så fat det dog!

Til gengæld har jeg nu et armbåndsur, som ikke frivilligt fortæller mig, hvad klokken er, men som siger mig en hel del om min fysiske færden – og hvordan den påvirker hjerte og lunger og ben og blodtryk.

Jeg må se at lære det.

Ja, det er nok den eneste vej.

Læringens.

Men det kan vente.

Lige nu vil jeg glæde mig over, at min mands gamle slidte PC tager venligt imod mig.

Tak gamle jas!

Men også tak til Hans for de nye tilgange, som jeg skal lære at gå på.

Her i færd med at hjælpe Bedstefar med RAV-arbejde.