Engle 5. Rafael og drengen – første del

Tobias og Englen

af

Marianne Hesselholt

Hver morgen gik Tobit ind i sit lønkammer og bad til sin Gud, og hans bøn blev ikke blot mere og mere inderlig for hvert ord, efterhånden som dagen skred frem voksede stemmen i styrke og lød til sidst som en ulykkelig blanding af jammerskrig og klagesange.
Og nu var de akkurat, hvor de plejede, tænkte Tobias og følte ubehaget risle i kroppen. Far, der lå i timevis på sine trætte knæ og med de blinde øjne rettet mod loftet, mens ordene silede i en lind strøm ud i det lille rum og, efterhånden som stemmen steg i styrke, syngende forlod trangheden og flagrede rundt i gården som løse ordbrokker, der bredte sig helt ud på vejen, hvor folk standsede op og stod i små klynger og lyttede og nikkede eller rystede på hovederne, som de hviskende og tiskende stak sammen, og Tobias kunne sagtens forestille sig de giftige ord, der nu slangede sig ud over deres læber: nu gik det for vidt, nu var Tobit gået for vidt – en sådan provokation – og midt på den lyse dag – derinde lå han time efter time og anråbte en ukendt og fremmed Gud. Ganske vist var manden både gammel og blind, og kong Assarhaddon så skrækkelig mild, og det kunne Tobit prise sig lykkelig for, men der var grænser, og de var for længst overskredet, og nu måtte man snart tage sagen i egen hånd og udføre retfærdighed og kaste den første sten for at lukke munden på den skamløse jøde.
Tobias kikkede ud gennem en sprække i porten. Jo, netop sådanne ord hviskede og tiskede de, det kunne ses på de onde blikke og de hårde, lukkede ansigter. Den sitrende fornemmelse af ubehag rislede atter gennem ham og bredte sig i kroppen, så han næsten ikke kunne få vejret, han lukkede øjnene og knyttede næverne og rasede stumt mod sin hårde skæbne. Snart ville de bitre dråber få bægeret til at flyde over, og giften, den ville sive ind i alle sprækker og langsomt dræbe dem. Vi må dø, hviskede han forfærdet over sine egne ord.
Men mens han stod sådan og forestillede sig det værste kom en anden følelse til. Han trak vejret dybt, åndede ud i et suk og mærkede hænderne åbnes. Så åbnede han porten og gik skælvende ud på vejen – helt hen til lågen bar benene ham, og han så på de ophidsede borgere uden at slå øjnene ned. En tid stod han helt stille og trak dem ind i sit blik en efter en, så sagde han højt: “Vi er jøder, og vi er ikke bange for jer.”
Det første var sandt, men det sidste var løgn, for hans hjerte hamrede af skræk, og dog var stoltheden den stærkeste følelse i ham, og for første gang vidste han, at han havde grund til at være stolt. Stolt af sin far. Ham havde de ikke kunnet knække under fangeåget, skønt det ikke havde skortet på ond vilje.
Tobias lo højt ved tanken om far, der i sin tid var blevet slæbt den lange vej til Ninive i lænker, men lige fra den første dag havde trodset alle forbud og knejsende erklæret sig som Herrens tjener. Og det var ikke kongen, han kaldte Herre. Og kongen, ja han havde jo studset over en sådan skamløshed, men der var noget i jødens blik, der tiltrak ham og som han måtte bøje sig for.
Og til ærgrelse for byens borgere havde han ansat jøden ved sit hof, og Tobit havde tjent ham tro i alle årene. Men aldrig et øjeblik havde han fornægtet sin tro på Gud Herren. En gang gik det galt. Tobit harvde hørt, at man igen havde slængt et jødelig på gaden for at lade fuglene hakke dets øjne ud. Da havde han forladt kongeslottet og var gået lige ud til den døde, som han tog i sine arme og bar til sit hjem og begravede. Og han havde sunget sørgesange ved graven. Da var kongen blevet rasende og havde kastet Tobit i hullet og stillet ham for dommerne. Han skulle jages ud af byen for at dø af sult og tørst under den brændende sol, lød dommen.
Tobias smilede, mens han stadig holdt borgerne i skak med sit blik. Hans far. Jo, men ham havde de ikke kunnet forjage, nej, han var gået mod byporten med oprejst pande og syngende for fuld hals, mens han svingede med en palmegren, og det havde mere lignet et triumftog end en sølle forbryders uddrivelse, oven i købet en forbryder, der kun ledsagedes af en lille grædende dreng og skælvende kvinde. Han havde trampet i jorden og hilst hele vejen rundt på menneskemængden, som om den ikke hujede, men tiljublede ham. Vist havde det været et triumftog. For Tobit gik ikke ene. Han gik med sin Gud.
Og man kunne vist roligt sige, at hans Gud havde fulgt ham dengang og holdt sin hånd over ham, for aldrig så snart var han borte i ørkenen, før kongens soldater fik ordre til at hente ham tilbage. Og Tobit, der kendte sit værd, mødte glad og smilende op hos sin konge. Der sågar omfavnede ham. Jo, kongen kunne bruge hans visdom. Det kunne de alle – og de beundrede hans mod. Trods alt.
Tobias vendte sig om og gik ind i huset med alle de tavse blikke stikkende i ryggen.
Så var det jo, at Tobit blev blind. Havde hans Gud så alligevel forladt ham? Tobias turde ikke spørge.
Sådan sad drengen og tænkte og drømte, mens mor var gået i byen, og far blevet hæs som en syg krage. Roen havde sænket sit blide slør over det lille hus. Og nu kom mor hjem fra sit arbejde. Hun syede og tjente godt. De led ingen nød. Og i dag medbragte hun ikke blot penge, men et levende gedekid.
“Se Tobias, for fint det er,” sagde hun og rakte ham det lille kræ, der kælent lagde sig ind til ham og brægede henrykt, da han kærtegnede det.
Men så fik han øje på far og slap kiddet.
“Hvor kommer den brægen fra?” stemmen lignede et forkølet tordenskrald. “Vi har ingen husdyr, har vi vel, Anna?”
“Nu har vi. Et kid. Og det er mit.”
“Dit?” forsøgte far at brøle, og han svajede som en, der var ramt af solens stik.
“Jeg har fået det,” sagde mor.
“Stjålet det, mener du,”kom det hæst fra far, og Tobias så mor blive helt hvid i huden og synke ned på vaskeskamlen og forvandles til en bunke rystende, hvide klude. Han ville ikke se far. Han klemte øjnene i og vidste ikke, hvad han skulle tro. I en sprække skimtede han mor, der nu dukkede op af kludebunken og tumlede hen til far og slog en klo i hans arm og ruskede ham frem og tilbage, som ville hun trække ham ud af koften.
“Hykler!” skreg hun op i  det blinde ansigt.
Tobias bed sig i læben og turde ikke gå efter far eller nærme sig mor, da de skiltes i så stor vrede.
Far forsvandt ind i sit lønkammer, hvorfra de lidt efter kunne høre ham bønfalde Gud om at tage ham hjem til sin himmel, så han kunne være i fred for svigefuldhed og løgne.
”Jeg er dybt fortvivlet, Herre. Udfri mig af denne svare nød og lad mig gå til Det Evige Sted. Vend ikke fortsat dit ansigt fra mig, Herre, for det er bedre for mig at dø end at leve i så stor skændsel.”
*
I den samme time, men fra en ganske anden mund lød den samme bøn til HERREN. Og hvilken mund! Sarte, letsvungne, røde pigelæber. Og så rørende unge de var. Og så fortvivlet, den lille pige …
HERREN  lyttede forundret. I det ene øre knasede Tobits tørre stemme, og i det andet klang denne unge kvindes, men så enslydende var ordene, at de flettede sig sammen til bare én bøn.
Det var alt sammen ord om død og udfrielse.
Men pludselig blev der stille i det ene øre. Tobit tav. Og Sara, for det hed pigen, fortsatte, mens hun sænkede stemmen til en hvisken.
”Å, min Gud, hjælp mig! Jeg vil ikke dræbe, og dog dør alle, der vover at favne mig. Syv mænd har jeg ægtet, og syv mænd ligger i hver sin grav. Og jeg er kun 18 år. Åh, Herre min Gud, så hjælp mig dog ud af denne grumme verden og over i Din Evighed. Sig, at jeg må blive taget bort og at jeg ikke mere skal høre på hånsord. Du ved, at jeg er ren.”
Da pigen tav vendte HERREN sig mod ærkeenglen Rafael.
Hørte du det, min engel?”
”Hørte … hvad?”
”Bønnerne fra jorden.”
Der herskede en himmelsk ro i haven ved denne tid. Englene var for længst gået til ro, og kun den gamle Vorherre og de utrættelige ærkeengle holdt endnu stand og vågede som hver nat over menneskevrimlen.
”Jo. Men det kunne jeg jo ikke undgå. De to talte jo synkront.”
”Netop! Det var sært, ikke? Og se dem nu, Rafael, nu forlader de samtidig deres lønkammer. Betragt engang deres ansigter. Så forklarede.”
”Jo, men HERRE, nu har de jo også lige bedt til dig. Og de er begge troende. Det ved du da.”
”Det er sandt,” indrømmede Herren, og tænkte på de to dernede. Længe havde Tobit ikke kunnet se Herrens lys, og lige så længe havde Sara ligget og jamret, fanget som hun var i dæmonens klør. Nu bad de om hans hjælp.
Han vendte sig atter mod englen.
”Du må af sted,” sagde han.
”Det må jeg vel.”
”Nu.”
”Jeg kan da ikke rejse sådan her.”
Rafael lod en hånd glide gennem det lange, hvide skæg og så lidt sørgmodigt på Herren.
”Du ved, hvor forfærdede menneskene bliver, så snart de ser mig, og det hjælper ikke, at jeg siger: frygt ikke.”
”Du har ret. I den skikkelse går det næppe an.”
Han betragtede granskende sin gamle trofaste engel, og foreslog så, at han steg ned på jorden i en ung mands skikkelse. Uden yderligere omsvøb og ind til mindste detalje forklarede Gud sin plan, der havde til formål ikke blot at redde de to ulykkelige menneskebørn fra deres elendighed i Jammerdalen, men samtidig at knytte deres skæbner sammen i et så fuldendt mønster, at det på ingen måde ville virke kunstfærdigt.
Lidt senere satte en solbrun yngling med vildt krøllet, ravgult hår kursen mod Jorden.
Vi lader Rafael flyve og tager et helt andet sted hen, langt fra Nineve. Vi skal til Ekbatana. Lyt engang til navnet. Hvor det klinger kønt. Ekbatana. Som en sang, en tone fra himlen. Jeg har levet en dag i Ekbatana. Og her levede pigen Sara, som vi nys har hørt om, og hun var ligeså smuk som navnet på sin by, men det havde hun ingen glæde af. Hun havde slet ingen glæder.
Netop nu sad hun i det dejlige Ekbatana og græd. Det var en vane, hun havde lagt sig efter på det sidste, og mens hun sad sådan og hang med det yndige hoved og lod de salte tårer vande det røde blomsterflor, der ufortrødent groede ved hendes fødder, gik hendes gamle forældre rundt inde i huset og vred deres magre hænder. Det var nu blevet deres vane.
Sådan levede den lille familie, spundet ind i et net af vaner, som ingen af dem mere kunne bryde. Faderen gik, når hans sørgevandring var til ende, ud i byen og spejdede efter en ny mand, der ville og turde gifte sig med deres barn, hvis liv havde taget en tragisk drejning, der dag for dag førte hende længere og længere ned i den sorteste af alle afgrunde. Undertiden hændte det, at han hjembragte et ungt, håbefuldt menneske, og syg af angerfuld skælven tog han sin datters hånd og lagde den i den unge mands, og derpå velsignede ham dem uden overbevisning. Så gik han ud og gravede en grav. Og han skjulte sin lede, ligesom han dagen efter skjulte liget.
Nu gik far ud i byen. Nu rejste Sara sig og gik ind i huset. Nu bad hun til Gud. Nu lagde hun sig på sengen. Nu så hun Den Onde tone frem. Lige så stille sivede han ind gennem væggen og stod foran hende i en skikkelse, der til forveksling lignede den dæmon han var.
Bukkehorn og hale.
Kvalmen og afmagten spændte hende fast til lagnet.
”Du siger ingenting, luder. Sådan er I. Tavse, men villige. Og nu skal vi to lege.”
Hun lukkede øjnene. Vidste, at han ikke kunne røre hende, for hun var ren og havde Gud i sit hjerte.
”Se på mig! Se min tunge!” læspede han, og hun klemte øjnene endnu fastere i, men hørte jo tungens hvislen og forestillede sig den vokse ud af flabet og piske rummet rundt, og nu mærkede hun den ganske nær. Stanken var frygtelig, og slimklatter sprøjtede ned over hendes ansigt og hals, og hun holdt vejret og gjorde sig helt kold og fraværende. Så fulgte den velkendte syden og derpå en klynken som fra pinte spædbørn. Og der blev helt stille.
Nu var det hende, der klynkede. Som et forsinket ekko i stilheden. ”Åh Gud, jeg beder dig, fri mig fra Den Onde.”
*
”Tobias, min egen dreng!”
“Ja, far.”
”Nu skal du snart begrave mig. Herren vil ikke fortsat lukke sine ører for min bøn.”
”Ja, far. Nej far.”
”Sørg for, at jeg får en smuk begravelse.”
”Ja, far.”
”Og begrav mor ved min side.”
”Mor!”
Tobias blinkede forskrækket, men det kunne far jo ikke se, så han fortsatte ufortrødent sin lange moralprædiken, der kørte i de sædvanlige riller, idet den bevægede sig fra en dvælende beskrivelse af den snarlige begravelse til en skarp påmindelse til sønnen om at træde omhyggeligt og uden afvigelser i faderens fodspor og således lydigt fortsætte slægtens ærefulde gang på jorden, og den sluttede ganske forventeligt med en indskærpelse om endelig ikke at gifte sig med en fremmed kvinde.
”Hold dig til vor egen stamme, når du skal vælge. Det har vi altid gjort.”
Tobias nikkede.
”Og nu vi er ved det med ægteskab, så har du en kusine i Ekbatana i Medien.”
”Nå.”
”Ja, og hun skulle være køn.”
”Javel.”
”Og ugift tilmed.”
”Der er langt til Ekbatana, far, og måske er hun slet ikke så køn, som de siger.”
Tobias havde ingen lyst til at begive sig ud på en lang og usikker rejse for måske at hjemføre en kvinde under al forventning. Kusine eller ej.
Desuden havde han et godt øje til flere af pigerne i Nineve. Men far hørte ikke efter. Han havde lagt ører til nogle rygter, og nu troede han åbenbart på dem, blot fordi de passede i hans kram. Men rygter bar løgnens maske, tænkte Tobias.
”Og når du nu alligevel er på rejse, så kan du samtidig hente nogle penge, som min slægtning Gabael skylder mig.” Sluttede han og gned sig i hænderne.
”Penge? I Ekbatana?”
”Nej, i Rages.”
”Jamen …”
Det svimlede for Tobias. Rages lå endnu længere borte. Omtrent ved verdens ende, så vidt han vidste.
”Du er en frygtsom dreng.”
”Ja.”
”Men husk, at den der går med Herren intet har at frygte.”
”Det kan gerne være, far. Men jeg har aldrig gået ret langt, og jeg kender ikke vejen til Medien.”
”Jamen, så gå da ud i byen og find en mand, der kan vise dig vej.”
*
Midt ude på vejen stod en ung mand. Han så ikke en dag ældre ud end Tobias, som han ganske ugenert fikserede med et sært gennemtrængende blik. Nu smilede han, som om de var fine venner.
Det var de ikke.
”Hvem er du?”
”En israelit. Som du selv.”
Den fremmede gik hen imod ham. Lige foran ham standsede han og ville lægge en hånd på Tobias’ skulder.
”Flyt dig, du står i vejen,” sagde Tobias uvenligt. ”Og jeg har faktisk travlt.” Ordene prellede af på manden, der vedblev at klistre på det ubehageligste.
”Hvad vil du mig?” Tobias skubbede til ham.
”Ingenting. Det er dig, der vil mig noget.” En myndighed i stemmen, der passede dårligt til det ufærdige drengeansigt og den spinkle skikkelse i den lysende blå kjortel med det gule skærf.
Tobias knyttede næverne og så trodsigt på ham, men mødtes af et blik så skarpt, at det skar sig ind i ham og sendte en bølge af uro gennem kroppen. Han opdagede, at han stod og rystede, som om han frøs.
”Undskyld,” sagde den unge mand stille. ”Det var ikke meningen.”
”At … hvad?” hviskede Tobias.
”At gøre dig bange.”
”Jamen, jeg skal til Medien,” plumpede det ud af ham, og han kunne have bidt sig i tungen. Her stod han og plaprede dumt til en fremmed.
Men denne lo stille, og så nikkede han, som stod han og ventede på lige den meddelelse.
”Ja, du kan sagtens le. Men det er ikke morsomt. Jeg kender ikke engang vejen.”
”Det gør jeg.”
”Dig kender jeg jo heller ikke.”
”Sig mig, unge ven: tvivler du på Herren din Gud?” Stemmen var uvenlig nu, og dræberblikket ramte og fik Tobias til at skælve. Han stammede forvirret.
”Nej da … eller … det … det vil sige, hvis jeg skal være helt ærlig, så …”
”Det skal du ikke. Du skal blot følge mig.”
Tobias forsøgte at kalde vreden frem og le hånligt, men latteren blev stikkende i halsen, og han lignede nok snarere en, der havde ondt, end en, der kunne le sig fri.
”Nu går jeg ind og taler med din far,” afgjorde den fremmede og vendte sig om. Og Tobias hørte sig selv råbe, at det skulle han da endelig gøre, det var alligevel ham, der bestemte alt i deres hus.
”Ja, de patriarker,” sukkede den fremmede.
Så gik han ind.
Tobias blev stående en tid.
Havde han fundet en rejsefælle? Næppe.
”Hvad mener du,” bralrede Tobit op og så på den unge knægt, der stod der og blærede sig af sine kundskaber. Han var jo næppe en dag ældre end Tobias. Og skulle man lade sådan en årsunge ledsage sin dyrebare søn!!
”Sådan en hvalp!”
Jeg er ældre, end jeg lyder.”
”Og hvor kommer sådan en ældre knægt fra? Lad høre!”
”Det vil føre for vidt at udrede hele min lange anetavle for dig.”
”Ja, så kommer du ingen vegne. Og i al fald ikke til Ekbatana med min søn.”
Rafael bed sig i læben. Undertiden komplicerede Herren nu også opgaverne unødigt. Som nu den tossede ide med at sende en grønskolling ned til en gammel forbenet patriark. Men han lod sig ikke mærke med noget, knælede blot ærbødigt foran den gamle og tog hans hånd.
”Jeg er Azarja, søn af den store Ananias.”
”Det er da ikke sandt!” udbrød Tobit overvældet. For bedre herkomst kunne ingen prale af.
Nej, du har ret, tænkte Rafael, men her kommer man nok ikke langt med sandheden.
Højt sagde han, at Tobit kunne være rolig, for lagde han rejsen i Azarjas hånd, så lagde han den i Guds. Den gamle glippede med de blinde øjne og lod en tåre trille ned på englens hånd. Så løftede han sin egen og velsignede ham.

Ultrakort intermezzo


 
Dette blot for at berolige mine Skagen-læsere. Jeg vender tilbage til Skagen.
Englene har fået lov at kile sig ind i en lille periode.
Når fortællingen om Tobias er færdig, vender vi tilbage til sandflugt og klitter og tilsandende kirker og gårde og folk og fæ i Skagen og ikke mindst i Skagen Landsogn.
Jeg har i dag hjembragt en dejlig stak litteratur fra biblioteket – og jeg glæder mig til at pløje dem igennem på kryds og tværs, og jeg lover at dele alle mine nye informationer med dig, min kære læser.
 

Engle 4. Englen Rafael og drengen Tobias – en føljeton

Praktisk nok, så er Rafael forsynet med to sammenhængende funktioner – han vogter den rejsendes fod, så denne ikke snubler på sin færd, og gør han det alligevel, så står englen parat med lægetasken. Han er på en gang rejse- og lægeengel.
I stedet for at beskrive ærkeenglen Rafael, vil jeg tage jer med ind i en af de dejligste fortællinger, der overhovedet findes om engle. Synes jeg.
Og så for resten også af en anden grund. For engle lader sig i grunden slet ikke beskrive, de lader sig kun fortælle.
Fortællingen om Rafael og drengen Tobias er lang, og den har sin helt egen bog iblandt de apokryfe skrifter, men skønt den aldrig fandt vej til Bibelen, så har den fra tidernes morgen ubesværet fundet vej til kristnes hjerter.
Tobits Bog hedder den. Og jeg vil fortælle den i min egen gendigtning i de kommende indlæg.
Tobits Bog som følgeton!
Fra år 586 før Kristus og langt tid frem levede jøderne i eksil. Det hører vi om i Bibelen, mest kendt er sikkert historien om Daniel fra Daniels Bog. Daniel, der var en dannet jøde, som kong Nebukadneser satte højt og derfor gav en høj stilling. Hans liv lignede kort sagt en succes. Indtil det en dag gik galt, og Daniel blev kastet for løverne. Han blev dog reddet af ærkeenglen Mikael.
Tobit er en jødisk fange i byen Ninive i Assyrien. Han skiller sig ud fra de andre jøder på samme måde som Daniel ved sin visdom og bliver hurtigt en af kongens betroede mænd.
Indtil han en dag bliver blind.
—————————————————-
 

Engle 3b. Ærkeenglene Gabriel og Mikael

Ærkeenglene er de mest ophøjede af Guds engle. De går virkelig hans ærinde på jorden og udretter her store ting. Jeg bad Alexander tegne en engel til mig, og hans 5 årige fantasi ramte jo ret præcist. Det ophøjede – her næsten opstyltede – fornægter sig ikke.
Der findes mange ærkeengle i de gamle religiøse tekster. Men i Bibelen er der ikke mange. Kun to møder vi jævnligt, og det er Mikael og Gabriel. De har til gengæld fået store beføjelser af Herren, og når vi møder dem i teksterne, så har de både navn og karakter. De er ikke for ingenting Guds højre hånd. Den vigtigste er måske Gabriel, som er bebudelsesengelen – den kommer med nyt fra Gud til det enkelte menneske, og det er ikke nyheder i småtingsafdelingen – det er de store overskrifter, vi har fat i her. Så lad os kaste et blik på Gabriel.
Gabriel er et fornemt navn, for det betyder Gudsmanden eller Guds Styrke – altså næsten ikke til at skelne fra Gud Herren selv. Vi finder ham første gang i Daniels bog, og han er for resten den første engel i biblen, som er forsynet med vinger. Det er måske Gabriel, Alexander har tegnet. Her hører vi Daniel fortælle: “(k.9 v.21) … medens jeg endnu bad kom Manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i synet, hastigt flyvende nær hen til mig …” Og det er så bl.a. her Gabriel fortæller Daniel, hvad der skal ske i fremtiden, så han kan blive i stand til at profetere om de største ting: Menneskesønnens komme.
I mange tekster er Gabriel også ægteskabets og det ægteskabelige samlivs engel, og han forbindes med månen ( og mandagen ) og med kvinden, væksten, foråret, sommeren og de modne frugter. Engle er altid mænd, men lige Gabriel har noget fint og næsten feminint over sig. Det er også ham, Gud sender for at fortælle Johannes Døberens forældre, at de skal føde et helt usædvanligt barn, og lidt senere besøger han Jomfru Maria med en
lignende nyhed på læben. Hun skal føde et barn, forkynder han. Det lyder jo som et glædeligt budskab, men ifølge skriften blev Maria ikke ligefrem glad. Det forstår man nok, hvis man tænker sig lidt om. Hun er en ganske ung pige, i nogle tekster kun 14 år. Og Gabriel, ja han er jo selve Guds Styrke, og han står foran den lille pige med sine sære ord, må det have virket mere end voldsomt på det lille menneske. Og så er han jo endda ikke ene mand i jomfruburet: Helligånden er også til stede ( undfanget ved Helligånden, står der som bekendt) – ikke så mærkeligt, at hun frygter. Også selv om englen siger: “Frygt ikke!”
Billedkunsten har forståeligt nok fundet et stærkt og smukt motiv i denne scene, og vi ser Bebudelsen fremstillet igen og igen. I dem alle optræder Gabriel, ikke altid i samme skikkelse. Her vil jeg referere fire eksempler fra Renæssancen: Fra Angelica understreger det kvindelige ved engelen: han er i lyserød pliseret kjole med guldpynt og ansigtet er et blidt kvindeansigt i absolut ro, der er intet fremfusende eller skræmmende, kun måske det, at han peger med højre hånd på Marias hjerte. I Tizians fremstilling er englen derimod en kraftig rødmosset karl, som nærmest vælter sig ind på Maria, mens han i Van Eycks billede tværtimod er fremstillet som en høflig dørsælger: “Undskyld, men skulle det være noget med en ubesmittet undfangelse?” synes han at spørge nedenfor trappen til Marias plalads (!). Tintorettos bebudelsesbillede er til gengæld vildt og voldsomt: Maria overfaldes nærmest, og det er ikke sært, at hun virker meget chokeret. Englen braser lige ind gennem væggen, efterfulgt at en hel hær af engle, der ganske vist er børn og på den måde tilpasset budskabet, men de flyver dog lige ud af et landskab, der er hærget af krig og ødelæggelse. Dog er også Helligånden til stede og hænger som en lysende due over Maria. due.
I mere moderne tid har man leget med bebudelsesenglen i frit fald. Det gælder f.eks. i myten om Jeanne d’Arc – hun er jo ikke særlig bibelsk, men også hun fik et “kald” som 14 årig. Hun skulle gå i krig, skulle Gabriel hilse fra Gud og sige. Og i Tirons ( romantiske) fremstilling af scene føres vi ind i et erotisk univers, hvor man virkelig kan tale om forførelse. En voldsom maskulin kraft omgiver det lille pigebarn, parat til at slutte hende i sine arme – ikke sært, at hun bevæges på salig vis, for han er dejlig!!! Billedet er omslag til Charlotte Kristensens bog ENGLE – se nævnt andetsteds.
 
Inden vi forlader Gabriel, vil vi aflægge vi et besøg i Islam, for i Koranen findes en del flere ærkeengle end i Bibelen, men Gabriel er vi fælles om, og sigende skulle det være ham, der som Herrens sekretær dikterede Muhammed Koranen.  En rettroende muslim ville sige, at profeten Muhammed i nedskrivningsøjeblikket kun var en menneskehånd, der førtes af englen Gabriel, og ved Gabriels side stod Gud ( Allah, men det er den samme) og dikterede ham hvert eneste ord.
Det er derfor Koranen er hellig for muslimerne på en anden måde end Bibelen er det for os. Vi mener at vide, at det ikke er Gud selv, der har siddet og hvisket højt eller lavt til de kloge mænd, der i sin tid nedskrev de tekster, som vi regner for vor religions fundament. Dog er ikke alle kristne enige på det punkt.
Det var et sidespring – og nu tilbage til Gabriel. Som vi jo for resten forlader for at kigge på en anden og mindst ligeså spektakulær skikkelse, nemlig Mikael.

Mikael optræder også i Bibelen og ofte i scenerier, som i voldsomhed langt overgår dem, hvori vi træffer på Gabriel. Nu er vi virkelig i MANDENS VERDEN. Krigen og kampens og den rå volds verden – elsket af mænd til alle tider ( Gud bedre det!).

Det er også i Daniels Bog, vi første gang møder Mikael. Her står i 10,13: “Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til hjælp …”

Og det er det, han mest foretager sig Bibelen igennem – kommer til hjælp. Mest i kampens hede, men også andre sammenhænge, hvor Guds Barn er i fare. Han er altså ikke bare en krigsengel, men også en frelserengel. I mange religiøse tekster udlægges det f.eks. sådan, at det er Mikael, der griber ind, lige i det øjeblik Abraham er på nippet til at myrde sin søn. Og det skulle også være ham, der kom stakkels forfulgte Hagar til hjælp i ørkenen. Han har altså andet end slagsmål på dagsordenen. Men det er fra krig, vi kender ham bedst. Her er han på hjemmebane, og Det gamle Testamente vrimler krig og ufred. Somme tider synes jeg, at Mellemøsten ligner uhyggelig meget sig selv: der har altid været og vil altid være krig.

Nå, men altså Mikael og hans hær, for sådan en har han under sig ( af engle forstås!), er altid med i de krige, og han er selvfølgelig et stort plus for Guds Udvalgte. Også i det nye testamente ser vi ham i fuld kampuniform – f.eks. i den underlige Johannes Åbenbaring, den såkaldte Apokalypse. ( Det er mig, der kalder den underlig, fordi jeg aldrig har begrebet et muk af den.  ) Men den handler jo altså om Verdens Undergang og fortælles i billeder af den største gru.

Og her spiller MIKAEL en kæmperolle – og en rolle som Kæmpe, for det er ham, der tildeler SATAN det afgørende banesår og på den måde fuldender den evige kamp mellem de gode og de onde kræfter. Han dræber DRAGEN, SLANGEN, DJÆVELEN … hvad navn, vi nu vil give det. Og derefter kommer GUDSRIGET til de frelste. I Bibelen står: “Og han greb Dragen, den gamle Slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde Aar.”( 20,2) Hvad der skal ske derefter, må vi gætte os til – og inderligt håbe, at det hele ikke begynder forfra.

Men Mikael er som sagt ikke kun en kampfigur. Han kommer også til hjælp. Et par eksempler: Da Daniel kastes for løverne, er det Mikael, der flyver ned og fisker ham op. Da de tre jøder af Nebuddkaneser ( eller hvordan det nu staves) kastes i den brændende ovn, fordi de er vegetarer, træder Mikael lige ind i flammerne og henter dem uskadte ud. Og da Peter langt senere kastes i fængslet og tror sig døden nær, går Mikael lukt gennem fængselsmuren og direkte ind i cellen og tager ham ved hånden og med ud i friheden. OSV … Mikael er til at stole på, når man er i nød.

Og en hel moderne Mikaelfortælling skal I lige høre, Her meget kort fortalt:

Historien har vi fra en røvers mund. I et forhør indrømmede han, at han havde besluttet at dræbe den populære salmedigter Ingemann og stjæle hans penge, men da digteren nærmede sig røverens baghold, så denne tydeligt, at han ikke gik ene. Bag ham vandrede en engel.

Hvis man googler “engle” på Nettet, kan man møde mange, der fortæller lignende oplevelser med engle.

Så Mikael lever.

Vi forlader nu de to første ærkeengle, dem vi møder i Bibelen, og i næste indlæg skal vi stifte bekendtskab med en hel anden slags ærkeengel – nemlig Rafael, som vi ikke finder noget om i Den store Bog, men derimod i utallige andre hellige skrifter. Og han er noget særligt, også han, for han er alle unge menneskers ven. Det er ham, der ledsager dem, når de drager ud på den obligatoriske dannelsesrejse. Ud i det, man kalder LIVET.

Uden Rafaels beskyttende vinger turde vi mødre og bedstemødre ikke sende vore børn og børnebørn ud i den store vide og farlige verden. Nytårsaften var han en tur i Australien for at holde sin hånd over min niece Lises Jeppe – så kom han uskadt fra den lidt vilde aften.

Intermezzo – hvad vil jeg egentlig med min blog?

Formålet med min blog er dels at bruge den som notesbog – Jeg samler stof til næste bog, og dette stof vil så vandre ind på bloggen i en lind strøm og samle sig smukt og ordentligt i den rette kategorie ( Hjemstavnsroman). Her kan både I og jeg få glæde af det. Håber jeg.
Bliver det da en roman?
Både … Og.
Hvad betyder det?
At jeg i udgangspunktet vil samle ALT, hvad jeg kan finde om området: Skagen Landsogn. I bogen vil stoffet optræde som i en hvilken som helst anden fagbog om et område: her som en historisk/geografisk fremstilling af en egn. Dernæst har jeg tænkt at følge arbejdet op med en fiktionsfortælling – ja, måske en roman, måske en række små fortællinger om nogle af de mennesker, der har beboet området fra sidst i 1700tallet til først i 1900tallet.
Det bliver altså en hybrid?
Det kan man kalde det. Ja.
Er det muligt?
Det vil vise sig.
———————–
Det var det ene formål. Og hvad er det andet?
De andre. For der er flere. Som du ser, så laver jeg lige nu en lille Englenes Historiebog. Det er, fordi jeg også har skrevet bøger om engle. Og måske gør det igen.
Ind imellem vil jeg vende tilbage med nyt stof til gamle emner: engle, salmedigtere, demens, børn og unge – alt det, jeg har skrevet om. På den måde vil man kunne orientere sig i de enkelte bøgers baggrundsstof efter behag og behov.
En fortegnelse over mine bøger står på hjemmesiden: www.hesselholt.com
Det var lidt om formålet med min blog.
Men som trofaste læsere ved, så bliver jeg meget glad for enhver kommentar. Det kan også være en information, som er gået min næse forbi. Kom endelig med den! Rigtig flittige kommentatorer må bestemt være selvskrevne til et frieksemplar af den vordende bog.
Men der skal også være tid og plads til lidt pjank. Det kan jeg ikke lade være med. En Julespøg er sådan en vrøvlehistorie. Håber ikke, at den har (vil) forarge(t) alt for meget. Mine børn blev vist lidt kuldslåede, da de læste den: “har vores mor skrevet det!!!???”
Når det i den kommende tid vil handle om engle, så er der flere årsager til det. Et par af mine læsere af “En Julespøg” efterlyste en mere seriøs tilgang til emnet: jeg var blevet lidt for pjattet! – Dels har englene i al deres ustyrlighed spøgt både i min litteratur og i min bevidsthed i så lang tid, at det måske var passende, at jeg greb ind og greb fat og fik styr på de fyre! – nå, nu er du der igen!!! pas nu på.
Men jeg lover: alt om engle vil flyve ærbart ind på siden, hvis jeg da kan styre indflyvningen. Det kan jeg måske ikke altid. Det får I nok at se.
På mandag skal vi snakke om ÆRKEENGLE – og snak endelig med! Det skulle glæde mig og det ville pynte på siden.
 

Intermezzo

Vi vender tilbage til englene og al deres væsen og uvæsen i næste uge.
Denne uge har budt på distraherende udenværker af familiemæssig art – men skønnere og vigtigere at stemme i med end selv det blideste englekor.
Dette mellemspil for at informere om et (nødvendigt?) tiltag, der også vil rane lidt af min tid. Jeg har ofte ærgret mig over, at Kingo- og Brorsonbøgerne i så mange år har været udsolgte, og dog har jeg ikke vovet at se dem genoptrykt med alt hvad det kræver af hårdt arbejde og anden risikabel investering. Så derfor har jeg tænkt, at jeg muligvis kunne få dem udgivet ( eller udgive dem? ) som e-bøger.
Det er overkommeligt ( tror jeg) og ret tiltrækkende, ved jeg efter selv at være blevet e-bog-læser. Jeg fik en sådan ebogs-læserdims i julegave og har nu læst en række bøger på den. Og sådan en lille let og luftig skærm er en yderst behagelig ting at læse på, navnlig for en, der som jeg ligger og læser den halve nat – man bliver ikke træt i armen, for “dimsen” vejer ingenting, og den er let at blade frem og tilbage i, og skriften er smuk og tydelig, og læsefladen behagelig.
Derfor har jeg meldt mig til et kursus om e-bogsudgivelse. Ole deltager også, og han er så teknisk begavet, at han forstår alt det, der glider min sølle forfatter-fatteevne forbi.
Kurset vil holde mig fra skærmen en tid, men forhåbentlig give bonus på anden vis.
Så i de næste par dage kommer der ikke nyt stof på siden her, og ÆRKEENGLENE, som jeg glæder mig til at fortælle om, må vente en uges tid eller så.

Engle 3. Bibelens engle

 
 
 
I det gamle Testamente møder vi mange engle. Og efterhånden flere og flere engle – undertiden endda hele hærskarer. Men den allerførste engel vi støder på optræder helt alene. Og han er en “rigtig” engel,  hvis vi da skal holde fast i, at engle er Guds sendebud.
Vi er stadig i Første Mosebog – det er i den bog, de mest elskede og kendte fortællinger findes – grundfortællingerne om vi mennesker. Historierne om Noa og hans Ark og om Abraham og Isak og Rebekka og om Esau og Jakob og om Laban, den laban, og om Josef og hans sønner. Hele denne brogede familie, der ligner alle kommende familier gennem flere 1000 år, ja til alle tider.
En familie med stærke følelsesbånd og ligeså stærke konflikter, der skiller dem. Når jeg læser 1. Mosebog synes jeg, at jeg kan nikke genkendende til så meget. Det er eviggyldige fortællinger.
Men nu gælder det englene, og de begynder virkelig at spille en rolle i disse historier. Det første menneske, der ser en engel, er nu slet ikke medlem af famlien – hun er en fremmed, en slavinde ved navn Hagar.
Sagen er den, at Abraham og Sara, der lever ganske lykkeligt i Mamres Lund, er barnløse, og det er noget rod, for Herren har åbenbaret for Abraham, at han skal blive stamfader til et helt folk: lige så mange efterkommere, som der er stjerner på himlen, har Gud lovet. Men hvor skal de komme fra? Sara er oppe i årerne, faktisk har hun rundet de 90, og i den alder er håbet om at føde andet end fantasibørn stærkt dalende, dengang som nu.
Abraham og Sara bliver enige om, at den unge Hagar passende kan fungere som rugemor – og hun bliver da også gravid, men kommer selvfølgelig i klammeri med Sara, der i sin jalousi piner og plager hende, så hun til sidst må flygte ud i ørkenen. Og her møder hun en Herrens Engel. Den har ikke noget navn, men En Herrens Engel optræder mange steder i Det gamle Testamente, og nogle angelologer (= engleforskerne ) mener, at denne anonyme engel er identisk med Gud selv – men så er den jo ingen engel, så den køber jeg ikke (helt). En engel er en engel – men sandt nok falder den undertiden (næsten) sammen med Gud: f.eks. da Moses ( langt senere ) ser en Herrens Engel i en brændende tornebusk.
Englen får i al fald Hagar til at vende tilbage til Mamres Lund.
Senere flygter hun igen ud i samme ørken og nu med sin lille dreng Ismael ved hånden. Hun farer vild under den brændede sol og lægger sig til at dø et pileskud fra sin lille dreng, hvis gråd hun ikke kan tåle at høre. Men Gud hører barnets gråd, og Guds Engel råber til Hagar fra himlen, at hun skal gå tilbage til sin dreng og tage ham ved hånden, og netop som hun griber den lille barnehånd, skyder en brønd op foran hende.
Men hvorfor flygter Hagar?
Jo, Sara fødte en søn trods sin høje alder – og fødselen gik fint. Lille Isak så verdens lys. Men 9 måneder forinden havde der været fornemt besøg hos det aldrende ægtepar i Mamres Lund. Der kom tre fornemme mænd vandrende, og Abraham så straks, at det ikke var almindelige vejfarende, og han diskede nervøst op med dejlig middag ude under de skyggefulde træer. Hvem de mystiske mænd er, får vi ikke at vide, men de introduceres som hellige, for der står i indledningen: Siden åbenbarede HERREN  sig for ham.: Og en af dem taler med Guds stemme: “Da sagde HERREN til ham,” står der.
De tre mænd er altså Gud og to engle, eller det er tre engle, der er sendt af Gud og gennem hvis mund HAN taler, eller de er måske alle tre inkarnationer af Gud. Det er her som andre steder lidt uklart.
Næste gang en engel optræder er i den frygtelige historie om Abraham, der af Gud har fået befaling om at dræbe sin søn. Netop i det mest højdramatiske øjeblik, hvor faderen hæver kniven for at gennembore sin søns hjerte, lyder der en røst fra himlen. Og der står: “Da sagde Englen: “Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget.”
Reddet i sidste sekund.
Og det er karakteristisk, at englen er der, når der er brug for den. Herrens Engel er som sagt anonym i den forstand, at den ikke har noget navn og i øvrigt er blottet for karakteregenskaber. Den er en frelserengel – det er dens funktion, der kendetegner den.
Anderledes er det med ÆRKEENGLENE, som mit næste indlæg skal fortælle lidt om.
 

Engle 2. Englenes skabelseshistorie

Englene har ingen skabelseshistorie. I al fald ikke, hvis vi skal holde os til Bibelen. Her hører vi i første kapitel om, hvordan Herren skabte “Himlen og Jorden med al deres hær” -og med de ord indledes kapitel 2, hvor skabelsen er fuldbyrdet. Måske er hæren at forstå som en englehær, men det siges ikke.
Først ved uddrivelsen af Paradiset møder vi en slags engle, nemlig Keruberne med deres flammesværd. Men er de egentlig engle? Engel betyder Guds sendebud, og Keruberne har den udtrykkelige opgave at spærre for menneskenes adgang til Paradiset. De er altså ikke sendebudsengle, men nærmest en slags spærreengle –  anti- engle måske?
I kapitel 1 hører vi om den hele kreationsproces. Men ikke et ord om engle. Så der må vi kigge andre steder hen, og det gør vi så.
I de gamle religiøse skrifter, dem, vi kalder de apokryfe eller pseudepigrafiske, hører vi, hvordan og hvornår Gud skabte englene og hvordan det videre gik dem.
Hvad er det for skrifter?
Da Bibelen i sin tid blev sammensat til den bog, vi kender i dag og regner for en slags fundament for vores religion, da valgte man en række tekster ud blandt de mange: man “kanoniserede” dem kort sagt – og gav dem således en højere status end de andre, som man undlod at indlemme i den store bog.
Hvem er “man”?
Det er de gamle lærde (MÆND), der tænkte og regnede og bestemte og sluttelig valgte. Og så fik vi Bibelen. Men de andre tekster mister jo ikke af den grund deres betydning eller deres religiøse indhold, og mange af dem har kristne da også gjort stor brug af – ( Kingo skrev f.eks. en af sine bedste prædikener ud fra Enoks Bog).
Jeg nævner nogle stykker i flæng: Jubilæerbogen – Judiths Bog, Enoks Bog – Adam og Evas Bog – Johannesapokryfen – Thomasevangeliet og Petersevangeliet.
I mange af disse skrifter finder vi engle og også fortællinger om, hvordan Herren skabte dem og navnlig om, hvor galt det senere gik (mange af) dem.
Et sted hører vi, at da Gud havde skabt alt, hvilede dette ALT i stor harmoni. Der var fred og ro og ingen fare, og alle enedes. Kort sagt: idyllen var total. Men så skete der noget, og det må der vel gøre der, hvor alt ånder Den Totale Idyl.
Et sted hører vi, at Gud talte til en af sine engle, han hed Lucifer og var en seraf ( der var forskellige slags engle med forskellige grader af betydningsfuldhed )-  seraferne havde den største stjerne hos Gud Herren, og deres kærlighed til ham var brændende. Derfor ser man dem ofte fremstillet som RØDE engle. De flammer for Gud. Og Lucifer var netop en sådan Lysets Engel, og han elskede Gud, og Gud elskede ham. Men så en dag kaldte Gud ham til sig og talte til ham og befalede ham at tjene mennesket Adam.
Og så slog det klik for Lucifer.
“Det kan du da ikke mene!!!!???? skreg han med præcis så mange udråbstegn og spørgsmålstegn, som jeg har sat. For det forstod han ikke. “Mennesket er skabt af ler, JEG er skabt af ånd. Jeg ER ånd!!! Mennesket er STØV!!Jeg vil ikke bøje mig for støv.”
Sådan protesterede Lucifer. Og Herren svarede sikkert noget i retning af: “Du skal bøje dig for MIG!” Men det ville englen altså ikke, og i det skjulte begyndte han at agitere blandt de øvrige engle, store som små, alle gik han til, og hos alle indgød han sin giftige snak om oprør. Oprør mod Herren. For hvad lignede det dog, at HAN skulle sidde der og regere enevældigt, når de nu var så mange!!!! Var det retfærdigt??? Havde ENGLENE måske ikke et ord at skulle have sagt? Var der ikke noget, der hed DEMOKRATI???? Nej, det sidste ord brugte Lucifer selvfølgelig ikke, men tanken var der altså.
Og så gik det, som det måtte. Den Store Kamp begyndte mellem Gud og hans engle og Lucifer og hans engle.
Gud vandt kampen, og han sendte Lucifer Fanden i Vold. Styrtede ham ned i det sorteste Helvede ( i nogle tekster står der ned til Jorden, men det er åbenbart det samme). Og hernede skiftede han navn til Satan eller Fanden, og her har han lige siden raset og regeret med alle sine faldne engle. Alle sine Hells Angels.
Men kampen mellem det gode ( Gud ) og det onde ( Djævelen) er jo ikke ophørt. Det er den evige kamp. Og måske ophører den aldrig. Men skal vi tro “Johannes Åbenbaring” så skulle det dog ske engang. I endnu et drabeligt slag, hvor Ærkeenglen Mikael kæmper med Slangen ( eller Dragen) som er Satan og vinder over den. Og så har det gode omsider sejret. Men der er sandelig lang vej.
I det pseuepigrafiske skrift “Adam og Eva” mødes Djævelen med Adam, og vi erfarer af førstnævntes mund, hvordan det hele startede, og hvordan det som bekendt endte med, at de begge faldt så grueligt dybt –  blev uddrevne af Paradis.
Adam spørger Satan, hvorfor de ikke kan forliges. Hvorfor hader Satan ham så voldsomt? “Hvad har jeg da gjort dig?”siger han fuld af undren, og Satan svarer: “O, Adam, hele mit fjendskab og min misundelse og smerte er imod dig, fordi jeg for din skyld blev jaget ud og fjernet fra min herlighed, som jeg havde i Himlen midt blandt englene, og for din skyld blev jeg kastet ud til jorden.”
Og Satan fortæller nu Adam, hvordan Gud befalede ham at tilbede Adam med det argument, at denne var skabt i Guds billede. “Men hør nu, Adam! Du er og bliver yngre end jeg, og jeg ved desuden, at han skabte dig af støv og jord.”
I samme skrift hører vi om, hvordan Adam og Eva sulter nede på jorden, men så sender Gud englen Mikael, og denne rare engel giver Adam et lynkursus i agerbrug. Der står: “Gud Herren sendte ved englen Mikael forskellige slags sæd og gav dem til Adam og viste ham, hvorledes han skulle bearbejde og dyrke jorden, for at de kunne få frugter, hvoraf de selv og alle deres slægtled kunne leve”. Verdens første landbrugsskole indstiftedes altså og med engle som lærere.
Det var lidt om de første religiøse skrifters beretninger om engle. Det næste indlæg skal handle om Biblens engle, som vi møder dem i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente.

Engle 1. Engle hist og her og alle vegne

 
Et af mine børnebørn spurgte mig: “Findes engle rigtigt?” Og jeg svarede: “Jamen, lille skat, du har jo lige tegnet en.” “Åh ja,” sagde hun glad, “det er også sandt.”
En anden gang holdt jeg foredrag om engle, og en af tilhørerne spurgte mig: “Tror du selv på engle?” Og jeg kunne jo have svaret: “Jamen, kæreste, nu har jeg jo snakket om dem i to timer.” Det sagde jeg ikke, men hvis jeg havde gjort, så ville hun ikke have svaret: “Åh ja, det er også sandt.” For hun var voksen, og voksne mennesker har lang vej til troen. Den voksne vil kun tro det, hun ved. Og det, man tror, det ved man jo netop ikke. Man tror det, og der er ingen grund til at sige “kun” – det er ikke noget, vi “kun” tror. Vi kan sige, at vi “kun” ved det og det, for vores viden er begrænset af forstandens sølle fatteevne. Det er vores tro ikke – den er ufattelig stor og rig og føles med hjertet. Men vi moderne mennesker i en teknologisk verden er opdraget til at være logiske, og der er ingen logik i troen. Og vi skal være forstandige, og det skal vi selvfølgelig, men forstanden hjælper os ikke i trosspørgsmål. Troen er hinsides al fornuft.
Jeg holdt foredrag om engle i Hald ved Randers for nogle år siden. Det var i forbindelse med, at præsten gik på pension, og han fortalte efter foredraget, at det første foredrag, han var med til at arrangere for 25 år siden havde haft samme tema: engle. “Og vi var så nedtrykte, da vi gik hjem, for foredragsholderen tog englene fra os. De fandtes overhovedet ikke, sagde han. Men du har givet os englene igen.”
Da blev jeg glad, og jeg har siden været meget omhyggelig med ikke at tage englene fra nogen.
I de næste indlæg vil jeg i små rids lave en slags “englenes historiebog” – og den har jeg vel ikke fra troens verden, men snarere fra bogens. Alt, det der er nedskrevet om englene i tidens løb, dels i Bibelen og dels i de mange andre gamle religiøse skrifter vil jeg fortælle om. Og så også lidt om de moderne engle. Dem, der viser sig ( for os) i dag og måske vil gøre det i morgen.
I avisen læste jeg forleden om en kvinde, der havde mistet en, hun holdt af, og hun var så bedrøvet og så ensom i sorgen. Men så kom der en engel. Det var nabokonen, og før sin sorg havde den ulykkelige aldrig anet, at hun boede dør om dør med en engel. Den slags engle, der kommer og holder om os, når vi er mest ulykkelige, har mange af os mødt. De er Guds sendebud. For engel betyder sendebud.