En af mine to læsere henvendte sig for nogle dage siden til mig og spurgte, om jeg ikke mere kunne huske koden til min blog. Eller om der var noget andet i vejen, siden jeg ikke havde skrevet på bloggen i hen ved et par måneder.

Og der kan jo sagtens være så meget i vejen. Hvornår ligger der ikke lige et eller andet og spærrer? Noget, som man skal tage tilløb for at komme (springe) over?

Det er efterår nu. Mørket kommer snigende og tætnes for hver dag, og jeg gribes hvert år på denne tid af et indvendigt mørke, som flyder sammen med det udvendige og gør det svært at være rigtig glad. En slags mørkets konspiration.

I efteråret – i al fald i november – er Brorson min poet. Vi synger i samme tone.

Det var storsnudet skrevet. Brorson er ubestridt Danmarks største lyriker, og jeg er kun en lille digter og kan slet ikke synge.

Men jeg kan nynne sammen med ham, for jeg forstår hvert ord han siger.

Og vist må vi vente.

Kun ved at vente.

Så kan vi hente.

Og selv om dagene længes og vinteren strenges, så varer det kun nogle få uger, så kan vi begyndte at skimte lyset. Så bliver dagene længere, og hvis vi har svært ved at tro på det, så behøver vi blot at vandre en tur i haven. For sandelig om ikke buske og træer allerede er fulde af knopper.

Jovist, forsommers minde er at finde.

Vi skal bare åbne øjnene og se os omkring.

Og blæse mørket et langt stykke.