Læser for tiden Klaus Høecks digte fra samlingen HJEM. De handler om kærlighed og alt hvad der gør godt og ondt på et menneske i kærlighedens favn.
Men jeg snyder lidt, når jeg citerer nedenstående digt.
Undskyld Klaus – men så ved I det kære læsere, og du ved det, kære Klaus:
Jeg tager dit smukke digt, fordi det lige nu rammer ind i min virkelighed af kærlighed og smerte – men jeg skifter pronominerne ud, så de passer på mig. Låner altså digtet og skriver det en smule om.
Det er jo stadig Høecks ord. Og så bare lidt mine.
Du bærer mig på / din drøm der er mere blå / end dine øjne / du bærer mig på / dit ord der er fjernere / end polaris du / bærer mig på dit håb / mens jeg bærer dig på / kærlighedens kors.
Ja, verselinjelængderne er underlige, men det er ikke det væsentlige, selv om det måske engang var med til at gøre digteren så berømt.
Det var en bred overskrift. Og egentlig ville jeg bare skrive, at livet altid ALTID er værd at leve. At den tanke kom til mig i dag. Som så ofte før.
Jeg har tilbragt hele dagen i min have. Den var groet til i ukrudt, sol og regn har veklet hele sommeren, og det var første gang, jeg tog mig tid. Og brugte den til at luge. Det føltes som en fest.
Jeg har luget igennem = jeg har festet igennem.
Jeg har luget så flittigt, at jeg er sikker på, at mine drømme i nat vil bestå af lange, meget lange padderok- og senegræsrødder, som jeg haler og hiver og trækker i. Lange seje træk. Fugtige mod huden – den sorte muld i mine hænder..
Det lyder måske som et mareridt, men tro mig, for mig er det en fryd. At forvandle et vildnis.
Jeg holder af vildskab, men det er mig, der skaber det vilde.
Når jeg racer af sted på skovvejene uden at tænke på andet end glæden ved at cykle. Når jeg svømmer i søen uden tanke for andet end glæden ved at svømme, når jeg går i engene uden tanke for andet end naturen omkring mig, når jeg læser en god bog uden andre tanker end dem, der myldrer gennem hovedet ved læsningen, når jeg samler børn og venner og ser min rigdom blomstre for øjnene af mig. Ja, så er jeg med.
Koblet til verden.
Så er jeg koblet på livet.
Men når jeg slås med min håbløse og umulige tilgang til den moderne teknologi: når min PC, især den, men også alle dens til- og fra- koblinger hårdnakket gør modstand mod min nænsomme tilgang, altså når den kort og godt nægter ethvert samarbejde med mig, så føler jeg mig fortabt i verden.
I dens verden. I IT-verdenen. Som jeg er pokkers bundet til.
Denne sommer har den strejket og koblet mig af et utal af gange. Og den er ellers spritny. Min PC altså.
For Hans (vores ældste) har slået sine folder i familiens skød en tid denne sommer, og han har bl.a. revolutioneret min udgang og indgang til min PC og til vores Fjernsyn, som ikke mere lystrer almindelige små kontaktforsøg, men skal kildes igang med op-og ned-pile..
Efter omhyggeligt og eftertrykkeligt at have ajourført sine forældede forældre med hensyn til det nyeste i IT- er han rejst igen, og her sidder jeg.
Og se, om pivtøjet vil lystre mig. Nej.
Jeg er og bliver disconnectet den nye virkelighed.
Så fat det dog!
Til gengæld har jeg nu et armbåndsur, som ikke frivilligt fortæller mig, hvad klokken er, men som siger mig en hel del om min fysiske færden – og hvordan den påvirker hjerte og lunger og ben og blodtryk.
Jeg må se at lære det.
Ja, det er nok den eneste vej.
Læringens.
Men det kan vente.
Lige nu vil jeg glæde mig over, at min mands gamle slidte PC tager venligt imod mig.
Tak gamle jas!
Men også tak til Hans for de nye tilgange, som jeg skal lære at gå på.
Her i færd med at hjælpe Bedstefar med RAV-arbejde.
