FORANDRINGER
Hele livet forandrer vi os. Vi er i stadig bevægelse. Den, vi var i går, er ikke den, vi er i dag, og den, vi bliver i morgen er en anden end … osv.
Bevægelse er liv – stilstand er død.
Det er trivielt at skrive det. Ikke nogen dybsindig tanke i de ord.
Bevægelse – et smukt ord – musik er bevægelse – poesi er bevægelse – og jeg bliver bevæget, når jeg møder mennesker, jeg holder af, når jeg går i naturen og ser livet omkring mig: jeg ser med mine to øjne, og ved samtidig, at der ude på marken, der oppe på himlen og der inde i skoven, ja alle vegne, er der tusindvis af andre øjne, der ser mig. Alle de hundredevis af levende væsner, der omgiver os.
Alt er liv og bevægelse. Ingenting står stille.
Som sagt – det er ingen nyhed. Den græske filosof Heraklit sagde det jo allerede for mere end 2000 år siden – ”alt flyder …”, sagde han. Alt er i evig bevægelse …
Nu springer jeg. Et langt spring. Hørte i dag en podcast om børn, der brød med deres forældre. Den passede så fint til mit lugearbejde. Jeg har børn – jeg er forældre – og jeg kunne ikke tænke mig en værre hændelse end et brud med et af mine børn.
Og mens jeg trak lange genstridige græsrødder op af mulden og ekspederede dem videre til kompostbunken, hvor de kan gøre gavn, hørte jeg Anne Libak fortælle om bruddet med sin mor. Hun havde brudt med hende, og vi fik vist nok ingen forklaring på hvorfor, men det lå i luften, at moren havde været ret utålelig og desuden, at bruddet var gensidigt. Men så kom det, som fangede min opmærksomhed: Nu hvor moren var blevet gammel, var hun blevet ramt af demens, og datteren var vendt tilbage til hende og tog sig kærligt af hende. Og det gjorde hun, fordi hun var kommet til at huske, at hun engang havde været en lille pige, der elskede sin mor. Og som blev elsket af sin mor.
Demensen havde forandret moren. Hun var blevet mild og kærlig, og hun blev ved med at kunne kende sin datter, selv om hun glemte alle andre. Det er sådan er vigtig historie, synes jeg, og Anne Libak fortalte den nøgternt og uden sentimentalitet. Som en naturlig ting.
Jeg synes, den slags historier er værd at huske på. Når vi snakker demens, er det som regel rædselsberetninger, vi præsenteres for.
Demens er ikke altid en rædsel. Der er så meget andet. Også meget opløftende. Måske ikke lige det ord, men det faldt mig i pennen. Min egen mor blev gladere, friere og mildere, da hun blev ramt af Alzheimers. Jeg synes, det er værd at huske.
Min mand har aldrig været kærligere mod mig end nu, hvor han er mange år henne i sin sygdom. Alzheimers er en ond sygdom, den er en dræber. Den kan dræbe hukommelsen, og det er slemt, men den kan ikke dræbe kærligheden. Det er min erfaring. Og den er jeg ikke ene om.
Kærlighedens kraft er stærkere end sygdommen.
