Regn

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I dag regner det. Og naturen ånder lettet op. Og jeg er præcis så meget natur, at jeg ånder med. Jeg elsker regn. Silende, styrtende, drivende, rislende regn og stille regn og endda skybrud, når det skal være.

Jeg skriver her nogle smukke regnvejrsdigte af Knud Sørensen. Han siger det så enkelt.

Regn 1


Regnen falder på grønne græsplæner
Og sortbrogede kvæg.
Regnen får landskabet til at se ud
Som et billede i en avis.
Man kører forbi det.
Man sætter varme på
For at klare ruden.
Regn smager ikke af noget særligt.
Men regn bliv til mere grønt græs
Mere kvæg, mere mælk, mere smør, mere ost.
Alting afhænger af regn. Huse, mennesker
Menneskelig lykke og frugtbarhed.
Alt stammer fra disse ucharmerende dråber.
Man affinder sig med dem.
Man kører igennem dem. Pludselig
Fuld af forståelse.


Regn 2


At stå ved vinduet
En søndag aften
Og kaffen er drukket
Og det bliver mørkere
Og det er endelig begyndt at regne
Og træerne er sprunget ud
Og jordbærrene blomstrer
Og pludselig husker man
Hvordan det er at gå i regnen
En forårsaften
Og blive våde sammen
Og endnu ikke ha noget sted at gå hen

50erne – havnen – en legeplads

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Havnen er vores legeplads. Og samtidig er havnen det forbudte sted. Det eneste, tror jeg, hvor vi ikke må færdes. Men det er alligevel der, vi mødes med de andre, det er der, vi leger, da vi bliver lidt større end småunger.    

I må ikke lege på havnen. Nej, nej. Men det gør vi. For barndommens drømme folder sig friest ud mellem molerne, der rækker armene ud mod det vilde hav. Og vi springer om på broerne, på molerne, på hyttefadene og i bådene. Og far og mor skulle bare vide.

Navnlig molerne tiltrækker os, for her under kæmpestenene kan man forsvinde helt. Man kan kravle ned mellem de største, og dernede, hvor havet slår ind mod benene, mens fødderne hviler på de flade bundsten, der befinder sig et godt stykke under havets overflade, føles livet farligt og fint.

Og vi sejler. Vi har vores egen fladbundede jolle. Det er vores fars, selvfølgelig, men vi sejler i den. Og uden sejl. Fra vi er ret små, forstår vi den kunst at håndtere et par årer, der er så store, at de får vores arme til at ligne tynde pinde, og som vi tumler med, lige indtil vi kan klare opgaven og ro uden at dejse bagover. Somme tider mister vi en åre – og så består kunsten i at vrikke sig hen til det tabte klenodie med den anden åre og få den hevet indenbords. Også den kunst lærer vi.  

Vi sejler i havnen og uden for havnen. Vi sejler ud på havet. Det er vores havn, det er vores hav, det er vores båd. Vi behersker verden.

Jeg ved ikke, hvor stor havnen er. Hen under aften ligger der båd ved båd langs alle broer. Der er trængsel, for pladsen er knap. Om morgenen virker havnebassinet gabende tomt, det har bådene ud på havet og er en glinsende flade, når vi børn kommer vrimlende for at tage det i besiddelse.

Vi kan høre bådene i den tidlige morgenstund, længe før vi selv vågner, lydene fra de mange både sniger sig ind i vore drømme. Dunk dunk dunk lyder det, og lydene snor sig ud og ind mellem søvnens mange billeder og fylder de sovende børn med en kappe af tryghed og ro. Dunk dunk dunk.  

I løbet af dagen vender bådene tilbage og læsser fangst af i de store hyttefade.

Hvor mange både der er, når alle er i havn, har jeg ikke tal på. Jeg er ikke ret sikker i det med tal, men jeg kan godt lide tanken om, at der er over 100. Ja, det er der mindst, og flåden vokser, mens jeg vokser, og det er far, der sætter gang i vokseværket, ligesom det er mor, der styrer vores vækst. Kalk og levertran. De store børn har endda vokseværk og jamrer, for det gør ondt at blive stor.  

Og havnen har sandelig vokseværk i de år. Og når den truer med at gå i stå, for det koster mange penge at bygge nye moler, så rejser far til København, og her aflægger han visit i Snaptinget, som er mægtigere end Sognerådet og desuden styrtende fuld af penge, som man kan få del i, hvis man arbejder på sagen. Far arbejder på sagen. Og han sidder i timevis i Snapstinget og taler med fiskeriministeren, og sammen finder de en løsning, så havnen kan udvides, selv om fiskerne ikke har penge nok. 

Så bliver der ekstra travlhed. Fremmede både stævner ind og lægger til kaj med de andre. De er lange og sorte har store kraner og ligner ikke noget, vi kender. Det er ganske vist fiskerbåde lige som vores egne, men de fisker døde sten, som de finder på havbunden og som de stabler op i en stadig voksende rundkreds, der lidt efter lidt danner et nyt og større bassin udenfor det gamle.

Sådan vokser havnen. Sådan vokser vores legeplads.

På bådene bor hele familier, og det vrimler med børn i alle aldre, og deres mødre hænger tøj til tørre på dækket, og vi forsøger at lokke børnene med i vore lege. Vi vil gerne høre om deres frie liv på havet og i havnene. Jeg føler et stik af misundelse. Drømmer om at slutte mig til dem og leve på det store brusende hav og ikke i et tavst hus af mursten, der står bumstille.

Undertiden kommer børnene i skole hos os, så er der stenfiskerbørn i skolegården, børn med vildt hår og vilde øjne og ru stemmer og som er farligt gode til at slås. Det har de også brug for. Jeg bliver næsten venner med en dreng, der hedder Briand. Sådan et navn har jeg aldrig hørt før. Det er der ingen Strandbybørn, der hedder.

MAJ

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Kan du høre
Det lyse kor
Hen over majnattens
skumringsjord?


Nattergalen
I grønne grene
Varmt og vidunderligt
Lykkeligt ene


Ingenting
Kan forhindre at
Små struber skælver
En forårsnat.

Nu synger nattergalen i engene – nu er alt lysegrønt og bliver ikke smukkere. Gå ud i dagen. Gå ud i natten. Gå ud. Se. Hør. Mærk. Det gør dig stærk.

Og ingen siger det smukkere end Morten Nielsen i ovenstående digt.

Ovenstående billede er et udsnit af Mols Bjerge

Børnene

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi løber. Jens og mig og lille Knud. Vi er syv år, og vi skal begynde i skolen til april. Så tager du hul på et nyt kapitel, lille Janne, siger Bedstemor og ser alvorlig ud, som om det er et af de uhyggeligste kapitler i en bog, hvor man ikke kan trække vejret af skræk.

Men vi har september nu, og der er længe til april. Millioner af sekunder og minutter, og mange dage og døgn og uger og måneder og år. Nej, siger Jens, ikke år. Kun måneder. Vi kender begge to ugedagene og månederne ved navn. Jens kan endda remserne udenad, og han holder ingen pauser, når han lirer dem af, han er klogere end mig, jeg må gøre ophold, når månedernes forvirrende navne skal hales frem, af sig selv dukker de ikke op. Jens kan også læse, flydende endda. Det kan jeg ikke. Hvorfor er jeg så dum?

Men både Jens’ far og mor er lærere, og i deres stue er der bøger fra gulv til loft. De læser altid. Hr. Bjørn Hansen er den klogeste i verden, og Fru Bjørn Hansen ved også meget mere end min mor, og Jens er godt på vej. Jeg halter bagefter. Min far hakker sig gennem ordene. Vi kan ikke læse i vores familie, siger han, men det gør ingenting, for vi kan så meget andet. Og vi kan blive til noget alligevel. Husk det! Far er blevet til noget. Han er auktionsmester i Strandby.

Men lige nu halter jeg ikke bagefter, vi løber side om side. Nu krydser vi sportspladsen bag skolen. Jens og Marianne og Knud. Og gummiskoene slipper græsset, mens vi flyver tværs over den grønne mark med retning mod skoven, som vi skal nå, inden fjenden får øje på os, for så er vi dødsens. Vi mærker allerede hans ånde i nakken.

Nu dukker skoven op. Det vil sige, en rigtig skov er det jo ikke, for vores by har kun forblæste frugttræer og små buske og grønne enge og masser af sand og klitter og hav. Men det skal der laves om på, ja det er faktisk ved at ske lige nu, og det er fars skyld. For selv om han ikke læser så godt som Bjørn Hansen, så er han klog, og derfor sidder han i noget meget fint, som kloge mænd kan sidde i, mens de ser hinanden i øjnene og bestemmer over verden. Det hedder Sognerådet. Og nu har det bestemt, at Strandby skal have en skov, og derfor er alle engene bag skolen plantet til med bitte små nåletræer. De største når akkurat Knud til navlen, og han er ikke ret stor. Men for os rækker det. For os er det selveste Nyskoven, og uden den var vi fortabte, for vi er forfulgte børn. Cromwells mænd. De er overalt.

Vi smider os på jorden mellem de små fyr, og Jens sætter sig straks op igen og peger på mig. Hvad nu, siger han, vi er jo kun tre. Ja, siger jeg, men Anders har fået en dampmaskine, han gider ikke lege med os. Og han er en dreng, vi mangler en pige. Vi har da dig, siger Jens. Du kan sagtens gå for to. og Knud kan være Humphrey, og jeg er selvfølgelig Edward.

Mig – en pige. Jeg er ikke en pige. Nej, to piger, retter Jens, og du hedder Edith og Kate. Jeg kan mærke, at jeg bliver rasende, og inden jeg ved af det, er jeg over ham, og vi tumler rundt mellem de små tæer, og Jens er stærkere end mig, men jeg er vredere end ham, og så sidder jeg overskrævs på ham og hyler, at jeg vil være Edward, og Knud kan være pigerne, og så kan Jens være den åndssvage bondeknold til Humphrey.

Knud begynder at græde, og jeg rejser mig fra Jens for at trøste ham, men Jens siger rask, at det er fint nok, for piger græder altid, så Knud er alle tiders pige. Og så græder Knud endnu højere, men han holder snart op, for legen er jo lige begyndt, og han vil alligevel hellere være to piger end slet ikke være med.  

Fra nu af er vi børnene i Nyskoven, og bag os brænder Arnwood, vort elskede hjem. Vi ser på hinanden, og Jens gør et kast med hovedet, så rækker han mig sit sværd, som godt nok ikke er så lige så smukt som det i bogen, men i min hånd forvandler det sig til stål, der lyner i solen. Og vi tager hinanden i hænderne og sværger, at vi vil hævne den udåd, der er øvet mod os. Nu er vi både hjemløse og forældreløse.

Vi har forladt Danmark, og 1950 er langt borte. Vi er i et andet land og i en anden tid. Det med tiden har vi ikke styr på, men vi ved, at landet hedder England, og at den onde Cromwell har brændt vort hjem ned til grunden og at alle tror, at vi fire stakkels børn brændte inde og ligger døde i asken.

Men vi er i live, og nu skal vi blot finde en hytte, hvor vi kan bo, indtil det hele løser sig. Og det ved vi, at det gør. Vi bliver endda gift til sidst, men det kommer ikke med i legen. Og allerførst skal vi slås mod de onde. Det glæder vi os til. Ærgerligt, at Anders ikke ville lege med, han ville være rigtig god som ond. Nu må vi forestille os det hele, men det er vi heldigvis gode til, og lidt efter kæmper vi tappert med de åndssvage rundhoveder, der usynlige for alle andre end os, kaster sig over os.

Fru Bjørn Hansen læser tit højt for os, og min mor læser højt for mig og Anders og Annelise og Hanne, men det er ikke de samme bøger, de læser. Heldigvis. Mors bøger handler mest om livet på landet i gamle dage, og om unge, som ikke må få hinanden, men som heldigvis altid bliver gift til sidst. En dag tog far og mor os med i biografen i Frederikshavn og vi så en af bøgerne på Film ”De røde Heste”. Men ”Børnene i Nyskoven” kan man ikke se på film, så vi er nødt til selv at lege den frem nu, hvor Fru Bjørn Hansen har læst det sidste kapitel og vi endnu ikke kan slippe den.  

Suk hjerte

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At skrive er at lide
At leve det er smerte
Hvis man da ikke ejer
Et veldresseret hjerte


Hulda Lütken skrev det lille vers for snart 100 år siden.

Det er ikke alle hjerter, der frivilligt underkaster sig dressur.

Hun blev ikke regnet for en stor digter i samtiden og er glemt i dag, og digtet her er jo ikke stor poesi. At rime hjerte på smerte!

Men selv dårlige vers kan bruges. Og for resten var Hulda Lütken ingen dårlig forfatter, hun skrev fine ting, som stadig kan læses. Og så er hun for resten født i Elling sogn. Vi er sognebørn.