Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Havnen er vores legeplads. Og samtidig er havnen det forbudte sted. Faktisk det eneste, tror jeg, hvor vi ikke må færdes. Men det er der, vi mødes og leger, da vi bliver lidt større end småunger.    

I må ikke lege på havnen. Nej, nej. Men det gør vi så alligevel. For de vildeste og herligste drømme kan folde sig ud der, og vi springer kåde om på broerne, på molerne, på hyttefadene og i bådene. Navnlig molerne tiltrækker os, for her kan man forsvinde helt. Man kan kravle ned mellem de store kampesten og dernede, hvor havet slår ind mod benene, mens fødderne hviler på de flade sten, der befinder sig et godt stykke under havoverfladen, der føles livet godt, farligt og fint.

Og vi sejler. Vi har vores egen fladbundede jolle. Det er vores fars, selvfølgelig, men vi sejler i den. Og uden sejl. Fra vi er ret små forstår vi den kunst at håndtere et par årer, der er så store, at de får vores arme til at ligne tynde pinde, og som vi tumler med lige indtil vi kan klare opgaven og ro uden at dejse bagover. Somme tider mister vi en åre – og så består kunsten i at vrikke sig hen til den tabte med den anden åre og få den hevet indenbords igen. Også den kunst lærer vi.  

Vi sejler i havnen og uden for havnen. Vi sejler langt ud på havet. Det er vores havn, det er vores hav, det er vores båd.

Jeg ved ikke, hvor stor havnen er. Hen under aften ligger der både ved alle broerne. Der ligger de så, båd ved båd. Tre eller fire tæt klinet op mod hinanden. Der er trængsel, for pladsen er knap. Om morgenen virker havnebassinet meget større, det er helt tomt, og der ligger ingen både. Alle er på havet.

Vi kan høre dem i den tidlige morgenstund, længe før vi selv vågner, lydene fra de mange både sniger sig ind i vore drømme. Dunk dunk dunk lyder det, og lydene snor sig ud og ind mellem søvnens mange billeder og fylder de sovende børn med en kappe af tryghed og ro. Dunk dunk dunk …  

I løbet af dagen vender bådene tilbage og læsser dagens fangst af i de store hyttefade.

Hvor mange både der er, når alle er i havn, har jeg ikke tal på. Jeg er ikke ret sikker i det med tal, men jeg kan godt lide tanken om, at der er over 100, måske endda over 1000 både, når alle tælles med. Ja, det tror jeg.

Der er altså tusindvis af både i vores havn, og der bliver flere og flere, mens jeg vokser fra rolling til større barn, og det er far, der sætter gang i vokseværket, ligesom det er mor, der styrer vores vækst. De store børn har endda vokseværk og jamrer, for det gør ondt at blive stor.  

Også havnen har vokseværk i de år. Og når den er ved at gå i stå, for det koster mange penge at bygge nye moler, så rejser far til København, og her besøger han Snaptinget, som er mægtigere end Sognerådet og desuden styrtende fuld af penge, som man kan få del i, hvis man arbejder på sagen. Far arbejder på sagen. Og han sidder i timevis i Snapstinget og taler dybsindigt med fiskeriministeren, og sammen finder de en løsning, så havnen kan udvides, selv om fiskerne ikke har penge nok. 

Derfor kommer der fremmede både ind i havnen. De er lange og sorte og ligner ikke de andre hverken i farve eller facon. Det er ganske vist også fiskerbåde lige som vores egne, men de fisker kun sten, som de finder på havbunden og nu kommer ind med, og som de stabler op i en kæmpe rundkreds, der danner et helt nyt bassin udenfor det gamle.

Sådan vokser havnen. Sådan vokser vores legeplads.

På bådene bor hele familier, og det vrimler med børn i alle aldre, og deres mødre hænger tøj til tørre på dørken, og vi forsøger at lokke børnene med i vore lege. Vi vil gerne høre om deres frie liv på havet og i havnene. Jeg er lidt misundelig. Drømmer om at slutte mig til dem og leve på det store bølgende hav og ikke i et hus, der står bumstille.

Undertiden kommer børnene i skole hos os, så er der stenfiskerbørn i skolegården, børn med vildt hår og vilde øjne og ru stemmer og som er farligt gode til at slås. Det har de også brug for. Jeg bliver næsten venner med en dreng, der hedder Briand. Sådan et navn har jeg aldrig hørt før. Det er der ingen Strandbybørn, der hedder.