Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Havnen er vores legeplads. Og samtidig er havnen det forbudte sted. Det eneste, tror jeg, hvor vi ikke må færdes. Men det er alligevel der, vi mødes med de andre, det er der, vi leger, da vi bliver lidt større end småunger.    

I må ikke lege på havnen. Nej, nej. Men det gør vi. For barndommens drømme folder sig friest ud mellem molerne, der rækker armene ud mod det vilde hav. Og vi springer om på broerne, på molerne, på hyttefadene og i bådene. Og far og mor skulle bare vide.

Navnlig molerne tiltrækker os, for her under kæmpestenene kan man forsvinde helt. Man kan kravle ned mellem de største, og dernede, hvor havet slår ind mod benene, mens fødderne hviler på de flade bundsten, der befinder sig et godt stykke under havets overflade, føles livet farligt og fint.

Og vi sejler. Vi har vores egen fladbundede jolle. Det er vores fars, selvfølgelig, men vi sejler i den. Og uden sejl. Fra vi er ret små, forstår vi den kunst at håndtere et par årer, der er så store, at de får vores arme til at ligne tynde pinde, og som vi tumler med, lige indtil vi kan klare opgaven og ro uden at dejse bagover. Somme tider mister vi en åre – og så består kunsten i at vrikke sig hen til det tabte klenodie med den anden åre og få den hevet indenbords. Også den kunst lærer vi.  

Vi sejler i havnen og uden for havnen. Vi sejler ud på havet. Det er vores havn, det er vores hav, det er vores båd. Vi behersker verden.

Jeg ved ikke, hvor stor havnen er. Hen under aften ligger der båd ved båd langs alle broer. Der er trængsel, for pladsen er knap. Om morgenen virker havnebassinet gabende tomt, det har bådene ud på havet og er en glinsende flade, når vi børn kommer vrimlende for at tage det i besiddelse.

Vi kan høre bådene i den tidlige morgenstund, længe før vi selv vågner, lydene fra de mange både sniger sig ind i vore drømme. Dunk dunk dunk lyder det, og lydene snor sig ud og ind mellem søvnens mange billeder og fylder de sovende børn med en kappe af tryghed og ro. Dunk dunk dunk.  

I løbet af dagen vender bådene tilbage og læsser fangst af i de store hyttefade.

Hvor mange både der er, når alle er i havn, har jeg ikke tal på. Jeg er ikke ret sikker i det med tal, men jeg kan godt lide tanken om, at der er over 100. Ja, det er der mindst, og flåden vokser, mens jeg vokser, og det er far, der sætter gang i vokseværket, ligesom det er mor, der styrer vores vækst. Kalk og levertran. De store børn har endda vokseværk og jamrer, for det gør ondt at blive stor.  

Og havnen har sandelig vokseværk i de år. Og når den truer med at gå i stå, for det koster mange penge at bygge nye moler, så rejser far til København, og her aflægger han visit i Snaptinget, som er mægtigere end Sognerådet og desuden styrtende fuld af penge, som man kan få del i, hvis man arbejder på sagen. Far arbejder på sagen. Og han sidder i timevis i Snapstinget og taler med fiskeriministeren, og sammen finder de en løsning, så havnen kan udvides, selv om fiskerne ikke har penge nok. 

Så bliver der ekstra travlhed. Fremmede både stævner ind og lægger til kaj med de andre. De er lange og sorte har store kraner og ligner ikke noget, vi kender. Det er ganske vist fiskerbåde lige som vores egne, men de fisker døde sten, som de finder på havbunden og som de stabler op i en stadig voksende rundkreds, der lidt efter lidt danner et nyt og større bassin udenfor det gamle.

Sådan vokser havnen. Sådan vokser vores legeplads.

På bådene bor hele familier, og det vrimler med børn i alle aldre, og deres mødre hænger tøj til tørre på dækket, og vi forsøger at lokke børnene med i vore lege. Vi vil gerne høre om deres frie liv på havet og i havnene. Jeg føler et stik af misundelse. Drømmer om at slutte mig til dem og leve på det store brusende hav og ikke i et tavst hus af mursten, der står bumstille.

Undertiden kommer børnene i skole hos os, så er der stenfiskerbørn i skolegården, børn med vildt hår og vilde øjne og ru stemmer og som er farligt gode til at slås. Det har de også brug for. Jeg bliver næsten venner med en dreng, der hedder Briand. Sådan et navn har jeg aldrig hørt før. Det er der ingen Strandbybørn, der hedder.