Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De fleste forfattere skriver, fordi de ikke kan lade være, og ved at sætte ordaftryk i verden, sætter de aftryk i sjælen, i bevidstheden, i psyken, i sanserne, i hovedet og i kroppen på alle vi andre, så vi får lettere eller sværere ved at trække vejret og blive ved med at være rigtige mennesker af kød og blod og følelser.

Ja, somme tider løfter en forfatters magtfulde ord en ud af fortvivlelsen, og man genfinder glæden ved at være i live. Og somme tider kaster en forfatters magtfulde ord en ud i fortvivlelsen, og man får svært ved at genfinde glæden. Tør næsten heller ikke.

Sådan har jeg haft det i nogle dage nu. Og det er jo min egen skyld. Men det begyndte uskyldigt nok. Vi har stadigvæk gammeldags flow-TV her i huset – og så ser vi det, vi kan lide at se på DR1 og DR2 efterhånden, som det popper op. Og i nogen tid har vi fulgt en udsendelse om Stalins udryddelseslejre i en ikke så fjern fortid.

Det er en engelsk udsendelse, og den bygger på et utal af dokumenter i form af interviews med overlevende ofre og bevarede film fra lejrene. Det er selvfølgelig rædselsfuldt ud over enhver beskrivelse, og vi kunne jo bare slukke. Men det kunne vi så ikke. Og værre endnu: jeg fandt mine Solsjenitsyn-bøger frem forleden – har alle de oversatte af hans bøger. Gulag Øhavet (der er 5 bind) har delt skæbne med SAXO Grammaticus – nogle bøger, jeg skulle læse engang.

Jeg er ingen habil svømmer, det har jeg aldrig været, men nu har jeg kastet mig hovedkulds ud i det bundløse hav, Solsjenitsyn beskriver. Og det gør han jo så ikke alligevel, selv om han skriver bog efter bog. For det kan ikke beskrives. Det ved han godt. Men han skriver. Og man kan høre hans gråd imens, og man kan mærke, hvordan pennen skærpes af ironi og vrede, mens han skriver, og man kan mærke, hvordan han kuer sin vrede og tvinger sig til at fortælle nøgternt og koldt om det hæsligste af alt: ondskaben, når den slippes fri.

Hele den lange serie handler om terror og frygt som en del af ALLE menneskers hverdag i Stalintidens Sovjetunion. Man kunne blive arresteret for INGENTING. Jeg vil citere en passage her, som jo nok er grinagtig, men på en frygtelig måde. Det handler om en partikonference: (Citat side 89, Bind 1)

“Alle rejser sig naturligvis (ligesom også alle under konferencens forløb er sprunget op, hver gang hans (Stalins) navn er blevet nævnt). I den lille mødesal lyder “bragende klapsalver, som går over i ovationer”. Tre, fire, fem minutter har de bragende klapsalver nu lydt, stadig på vej over i ovationerne. Men nu begynder det at gøre ondt i hænderne. Det begynder at snurre i de løftede arme. De ældre er ved at miste pusten. Det er ved at blive pinligt, selv for dem som oprigtigt beundrer Stalin. Men hvem vover først at holde op? Distriktssekretæren, som står oppe på podiet, og som lige har læst erklæringen højt, kunne have gjort det. Men han er jo ny -, erstatter den indsatte, han er selv bange! Her i salen står jo også folk fra NKVD og klapper, de holder øje med, hvem der først holder op med klapperiet! … Og klapsalverne i denne ukendte lille sal fortsætter uden at føreren ved af det – 6 minutter – 7 minutter – 8 minutter! … De er døden nær. De er fortabte! De kan ikke længere standse, før de falder om med bristet hjerte! … Direktøren for den lokale papirfabrik, en utålelig stærk mand står i præsidiet og klapper – fuldt ud klar over det forløjede i situationen og umuligheden af at slippe ud af den – 9 minutter – 10 minutter! Han ser fortvivlet over på distriktssekretæren, men denne tør ikke holde inde. … distriktets ledende mænd vil blive ved med at klappe, indtil de falder om og bliver båret ud! Selv da vil de tilbageværende ikke Vakle! I det 11. minut påtager direktøren for papirfabrikken sig en forretningsmæssig mine og sætter sig på sin plads i præsidiet.”

Episoden ender med, at fabriksdirektøren bliver arresteret. Da han beder om en forklaring, svarer forhørslederen ham “Hold aldrig op med at klappe!”

Og så er der dem, der tror, at Satan har udspillet sin rolle! At vi er blevet civiliserede mennesker, der for længst har kastet overtroen overbords! At vi ikke mere har behov for at sige de her ord igen og igen og mene dem: ”VI FORSAGER DJÆVLEN OG ALLE HANS GERNINGER.!”

Og jeg tænker på min egen ungdom. Dengang jeg selv fjollede rundt som en anden komsomoltøs og troede, at jeg var kommunist. Jeg er jo for pokker vokset op i et pietistisk miljø, hvor man blev opdraget til ”et renfærdigt” liv. Og ville leve det. Ville være ren. (Camus: ”Les mains sales” – falder mig i pennen nu) – Det problematiske ved at ville leve med rene hænder – og så alligevel … netop derfor ende med ”les mains sales” (=snavs på hænderne).

Jeg tænker på min egen ungdom. Jeg tænker på den lethed, hvormed man gik fra en frelst gruppe til en anden. Nu var det bare ikke Gud, man ville tjene, men Mennesket.

Jeg gider ikke skrive om, hvad der skete i mit hoved, efterhånden som årene kløvede tankerne og viste mig, at ingenting er så let at begribe, som den unge tror. At verden er et filternet, og at vi fanges deri gang på gang. Og holdes fast. Jeg vil ikke skrive om kampene for at vriste mig fri af fangarmene, der fik fat og holdt så knugende om det, der var mig. Jeg gider ikke skrive om den omvæltning, det var at blive rigtig voksen. At finde andre veje. Måske endda at finde hjem.

Det ville blive ulideligt at læse og alt for meget ligne en kliche. Hvad det jo ikke var. Eller er.

Men jeg vil fortælle lidt om det, jeg så, da jeg selv som ganske ung og næsten overbevist socialist besøgte Sovjetunionen.

Næsten socialist? Nej, vist ikke. Og da vi besøgte Sovjet var det med en sund skepticisme i bagagen. Selv om jeg ikke dengang havde hørt om Stalins koncentrationslejre. Kun om Hitlers.

Men en overgang var jeg kommunist. Af hjertet. Da var jeg 13 år. Vores skole skulle ”spille” et ”folketingsvalg” med valgtaler og debatter og afstemning osv. Vi skulle vælge en leder fra hvert parti, og jeg blev valgt til at repræsentere kommunisterne – det var jeg med på og gik med en 13årigs krumme hals i gang med at blive klogere på det der med socialisme. Vi hørte alle folketingsdebatter derhjemme i radioen, så retorikken kendte jeg. Vore forældre interesserede sig for politik – det havde de altid gjort i fars familie, og de havde også altid været venstrefolk. Var jo bønder. Men far skilte sig ud: var konservativ hele sit liv – han var konservativ amtsrådskandidat det år, jeg blev valgt til at repræsentere kommunisterne.

Så kom jeg i opposition til min far. Det var jeg lidt beklemt ved, men også lidt stolt. Og han var vist også, for jeg husker, at han sagde: ”Du ender i Folketinget,” da jeg nogen tid efter blev konfirmeret.  

Suezkrisen var på sit højeste dengang. På den ene side stod Israel, Frankrig og England og på den anden side Ægypten og palæstinenserne. Jeg plæderede for Ægyptens ret til selvbestemmelse og skumlede om kap med Aksel Larsen imod de imperialistiske landes indblanding.

Ja ja … men da var jeg 13 år. Jeg kan ikke huske, om jeg fik nogen stemmer. Det gjorde jeg nok ikke.

Da jeg blev russiskstuderende 7 år senere, var det ikke for at læse Lenin, men Dostojevskij, for nu stod jeg på række med eksistentialisterne – og havde forladt min 13årige barnetro.

Jeg læste russisk på Århus universitet, men rejsen var for seminarieelever – vordende lærere, og jeg var kun med, fordi der var manglende tilslutning – det var en dyr rejse. Så kom jeg med. Kunne praktisere mine sprogkundskaber – finde Dostojevskijlitteratur – besøge hans museum.

Vi mødte glade veltilpassede børn i dagtimerne – som på billedet – og utilpassede børn om natten – sortbørshandlere (det var også børn) – vi så stålgebisser gnistrer i mundene, men vi så også systemkritikere. I al fald en. Ham mødte vi en sen nat i Leningrad, og vi mødtes med ham andre aftner og nætter i træk (sov vi nogensinde i Leningrad?)

Han hed Rolf, og nu er det sikkert ufarligt at lægge ham på bloggen, men dengang ville det have været at lægge hans hoved på blokken. I bogstaveligste forstand. Og selv nu holder vi hans hoved udenfor den her fremvisning. Stalinprocesserne er ovre, det var de også i 1964, Gulagøhavet tørret ind, men repressalier for upatriotisk virksomhed levede i bedste velgående. Det gør de jo stadig? .Vi mødtes i stor hemmelighed. Rolf tog os med til sine venner, og på den måde fik vi et andet indblik i landet end det, vi i flok fik lov til med vor daglige og meget nidkære “tolk”, som kun slap os et øjeblik – når det f.eks. lykkedes os (mig og min nye ven Ole, som jeg forførte til at være rebelsk mod styret) – at stikke af. Det gjorde vi et par gange. Men ikke uden, at det fik følger. Herom senere.

Det vil føre for vidt at fortælle om alt det, Rolf viste os – alt det, vi så og ikke måtte se. Men en bestemt aften vil jeg kort fortælle om. Han tog os med til et ægtepar, unge som os, han ingeniør, hun gartner – de havde et barn i en vugge, som var hængt op i snore under loftet. (var der rotter?) De boede i et rum i en etageejendom med mange “lejligheder” på hver sal. I midten et fælles køkken. Vi måtte ikke tale, mens vi gik op. Det var forbudt at medbringe udlændinge. Vi forsøgte at se russiske ud – jeg sagde lidt på russisk, og Rolf skubbede til mig og hvæsede, at jeg skulle holde mund. Der var en del mennesker i køkkenet. Inde i “lejligheden” slog vi os løs og snakkede og snakkede, og nu blev de rigtig russere – vældig nationale endda – stolte – og jeg husker, at Rolf sprang op på sengen, slog ud med armene og læste et digt af Jevtusjenko. Digtet kan ses her:

Rejsen til Sovjet fandt sted i 1964, så jeg var voksen. Og så med kritiske øjne på det store land. Og der skete meget på den rejse, som totalt ændrede mit liv. Jeg vil forsøge at huske.

1964 i Moskva. Det 57 år siden, og meget er glemt. Det var i oktober. Det forekommer mig, at vejret var  mildt og tørt både den uge, vi var i Moskva og ugen efter i Leningrad. Og jeg husker de særeste ting. De mange birketræer alle vegne og det rødlige sand på stierne i parkerne. Den røde plads, paladserne, katedralerne med deres guldkupler. Men når jeg prøver at huske moskovitterne, falmer de for øjnene af mig, jeg kan ikke se dem klart. De er blevet sært farveløse i min erindring. Det, jeg ser, er et flow i gadene af mennesker klædt i gråt eller i sort. Dekolorerede. Måske er det, fordi alle mine fotos er sort/hvide – måske er det, fordi fænomenet ”mode” ansås for et dekadent vestligt begreb. Man klædte sig ens. Jeg husker, at omtrent alle damer bar lilla hatte, og i GUM, det store varehus ved Den røde Plads, var virkelig alle de udstillede hatte lilla. Så husker jeg nogle smil, hvor et stålgebis blottedes. Det var ikke smukt. Jeg husker også en gammel kone, som gik og fejede, og jeg stillede mig op og ville fotografere hende, men hun for løs på mig. Rasende. Jeg forstod ikke alle ordene, men hun skammede mig ud, fordi jeg ville fotografere det, som var skamfuldt. Jeg skulle fokusere på guldkuplerne og pionerpaladserne.

Jeg husker vareknapheden. Ikke fordi vi studenter savnede at shoppe. Danmark var langt fra et forbrugersamfund i begyndelsen af 60’erne – vi var lige kommet ud af en knaphedsperiode, og vi havde spinket og sparet for at kunne rejse til Sovjet. Men moskovitterne havde slet ingenting – og det lidt, vi havde med hjemmefra som f.eks. kuglepenne, nylonstrømper og cowboybukser, solgte vi til dem på det sorte marked. Jeg husker snævre porte og ildelugtende baggårde, hvor vi i ly af mørket vekslede vore “vestlige” varer til rubler. Takket være den trafik havde vi råd til at ”gå i byen” hver aften.

Det her er ikke en rejsedagbog set i erindringens uklare lys. Det er ikke som B. S. Ingemanns “Rejselyre” hvor han en menneskealder efter en rejse endelig tør at huske, at han blev forelsket på den rejse. Og ikke i sin forlovede, som sad og flettede fingre hjemme i København.

Men der er to episoder, jeg vil nævne, især fordi jeg allerede har varslet den ene: at vi stak af fra gruppen. Det KUNNE man ikke dengang. Men det gjorde vi. Jeg ville se Dostovejskij-museet. Og tolken virkede forbavset og svarede, da jeg spurgte, om det kunne arrangeres, at der ikke var noget museum for ham. At Dostojevskij var en sovjetfjendtlig forfatter. At han var religiøs. At han ikke blev læst. Så var det vi stak af.

Vi fandt langt om længe en taxachauffør, som godt vidste, hvor Dostojevskij-museet lå, men han ville ikke køre os dertil. Vi bestak ham. Og han kørte os til nabolaget og forklarede os, hvordan vi skulle finde det. Jeg tror, vi var lidt bange. Jeg husker, at husene var anderledes i det her kvarter – det lignede noget fra før revolutionen, blev vi enige om – billedet af Ole ovenfor er taget på vores lille eskapade. Vi fandt museet. Det var i en gammel bygning – det var ikke stort, og det var MEGET forsømt. Alligevel var det en fantastisk oplevelse, det husker jeg, selv om jeg har glemt, hvad der egentlig var udstillet. Jeg skrev i gæstebogen, at museet var en skændsel, at Sovjetunionen på den måde vanærede ikke bare deres største digter, men især sig selv.

Nu har jeg læst på nettet, at Dostojevskij har fået et museum. Officielt. Det er indviet i 1971. Men der var altså et i 1964. Bare ikke kendt af ret mange.

Om aftenen blev vi indkaldt til forhør. Det var højst ejendommeligt. Vi blev spurgt om, hvor vi havde været, hvem vi havde mødt? Om vi havde snakket med nogen borgere? (= kammerater?) og hvorfor? Hvor godt, jeg talte russisk … osv, osv … Vi indrømmede alt. Og jeg tilføjede, at jeg jo faktisk var litteraturstuderende, og at jeg derfor som en del af mit studium var meget interesseret i litterære museer og jo var nødt til selv at finde dem, når jeg ikke fik hjælp af vores guide. Det blev accepteret. Vi blev ikke sendt til Sibirien.

Hmmm … men det troede jeg så, at jeg blev dagen efter. Det blev en af de mærkeligste dage, jeg har oplevet i mit liv. Og det har jo ellers været begivenhedsrigt nok, synes jeg. Men dagen efter fik jeg et udslæt i ansigtet. Jeg tror, at det var nervøsitet. Men guiden så meget streng ud og sagde, at der ville komme en ambulance og hente mig om lidt. Jeg kan ikke huske, om jeg var bange – tror faktisk, at jeg tog det lidt som et ekstra krydderi. Sært nok, for jeg er ikke modig af natur. Det forekommer mig, at min bror, som også var med på rejsen, så mere nervøs ud, end jeg følte mig.

I al fald blev jeg kørt på hospitalet og kom til at sidde ret længe i et venteværelse sammen med Leninitter af alle slags, og på et tidspunkt kom jeg faktisk ind til en læge. Jeg husker, at der var lidt halvsnusket og nedslidt på sygehuset og at lægen var en ikke særlig velsoigneret ældre dame, der så med væmmelse på mine knopper – vi snakkede lidt på russisk – min tolk var ikke med, og jeg kunne forstå så meget af lægens diagnose, at det ikke var noget farligt. Det var ikke kopper, sagde hun flere gange. Og jeg blev da også sendt tilbage til hotellet i god behold.

Jeg vil slutte dette indlæg om Sovjetunionen, som vi fik en duft af hine historiske oktoberdage i 1964. Udsendelsen fra TV om Stalin sluttede med, at Krustjov i 1953 (hvor Stalin døde) afløste den gamle diktator og som noget af det første løslod 1 million Gulag-fanger. Da Krustjov senere viste tegn på at være tilhænger af perestrojka, blev han som nævnt væltet. Det overværede vi.

Og jeg må helt ærligt indrømme, at jeg druknede under læsningen af det værk, der startede dette indlæg. Soltjenitsyns 7 binds værk om Stalins inferno. Ja, jeg gik under – allerede i slutningen af bind 1 af Gulag-Øhavet. Jeg fik stadig ondere drømme og kvælningsfornemmelser, der ikke ville gå over. Det var som at være vidne til uendelige rækker af torturscener Som at se ind i Helvede og ikke kunne gribe ind.

For Satan da også!!!

Og nu er det gamle Rusland så genopstået. Det Rusland, revolutionen knuste i 1917. Zaren hedder Putin. Terroren er tilbage. Mindre synlig vist nok, og den rammer “kun” Putins erklærede modstandere. Tror vi. Men hvad ved vi? Samfundskritikeren og forfatteren Sergej Lebedev har netop udgivet en bog om de ting. Den er endnu ikke udkommet på dansk, men titlen bliver: Debutanten.

Herunder et citat fra Weekendavisen 12. marts 2021. Andrey Kazankov er intervieweren:

“Det er næsten 30 år siden, Sovjetunionen faldt fra hinanden, og Rusland blev en uafhængig stat. Og på disse 30 år har vi spildt så meget blod, som der ikke har flydt på vores jord siden Stalin-tiden….. Vi vil gerne tale om magthavernes korruption og deres store paladser. Men vi ønsker ikke at vende tilbage til spørgsmålet om ansvaret for forbrydelserne i de to russisk-tjetenske krige, selvom disse forbrydelser er veldokumenterede. Som jeg ser det, er det helt store problem ikke, at Vladimir Putin har klistrede hænder på grund af penge, men at han har klistrede hænder på grund af det blod, der er blevet spildt i Tjetjenien, Georgien og Ukraine.”