Månedsarkiv: oktober 2018

INTERMEZZO

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette lille intermezzo for at meddele, at jeg i den kommende tid vil fortælle en livs-historie. Den er ikke opdigtet. Lad os kalde den “Kristian”.
Dem, der har læst “Hændelser fra Hulsig” vil måske huske, at der i kapitlet “Socialismens indtog” figurerer en lille, vaks dreng ved navn Kristian Kokholm. Han er på alder med min far, Magnus. Det meste af omtalte kapitel foregår i den lille skolestue i Rannerød Skole.
Drengen Kristian, der er Christen Kokholms næstældste søn, er født i 1901, og hans liv blev omtumlet og på alle måder vanskeligt. Han havde uden tvivl også et vanskeligt sind, og heldet lsmilede ikke til ham. Måske var han blot uheldig, måske var han ikke gjort af det stof, der holder til alt – selv den krasseste modgang.
Samtidig må jeg komme med en tilståelse: I min Hulsig-bog har jeg gjort Kristian til Kristina – det er dog kun et sted, men alligevel en fatal fejl. I navnefortegnelsen sidst i bogen er alle hovedpersoner listet op i et familieskema, og der tildeler jeg rigtignok Christen og Elisebeth 7 børn, men en stavefejl gør så, at en af dem skifter køn. Undskyld Kristian. Håber, du får fuld oprejsning i den lille historie om dit liv. Den kommer, så snart jeg får lidt tid. Det kniber det med i øjeblikket.
Jeg vil fortælle Kristians historie, stykket sammen af de mange breve, han efterlod sig, de fleste skrevet til hans mor og hans søskende. Ingen af dem er stilet til hans far, og det er der en forklaring på.
Men derom senere.
Blandt de mange papirer, som jeg har lånt af Lise Troldborg, er der en meget stor stak, skrevet af og til Kristian. Brevskrivning er en meget privat og fortrolig form for kommunikation, og jeg ved ikke, hvordan Kristian ville have reageret på en sådan “offentliggørelse” af deres indhold. Men jeg vil bruge hans breve med den største nænsomhed og respekt. Og jeg kan tilføje, at jeg har familiens tilladelse.
Jeg blev selv meget berørt af at læse brevene, der ud over det helt private også tegner et billede af livsvilkårene for de mange unge mænd, der i 1920’erne forlod Danmark og drog ud i verden for at finde lykken.
De fleste fandt noget andet. Derom senere.

LIDT BRAGESNAK

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
 
Nogle tanker om Grundtvig og alle de andre hovedhjørnestene i dansk kulturliv. Set fra køkkenet og vaskebaljen.
Ja såmænd, Jeg er på vej ind i Ove Korsgaards nyeste bog: ”Grundtvig rundt”, og da kom jeg til at tænke på, hvor forskelligt, man kan vurdere den herre, og mange andre. Alt efter hvilke øjne, der ser og fra hvilken vinkel.
Jeg sætter stor pris på Korsgaards bøger – han har en både pædagogisk og videnskabelig pen. Man bliver klogere på så meget af at læse hans bøger. Men det her er jo ingen anmeldelse, og desuden har jeg endnu ikke læst bogen.
Men nu er det altså Grundtvig.
Grundtvig ja.
Sagen er den, at jeg netop i nat nåede til vejs ende i den alenlange erindringsbog ( to tykke bind) , som præstekonen Eline Boisens skrev i 1800-tallet om de mennesker, hun mødte på sin vej. Og hvilken vrimmel. Alle de kendte. Og Grundtvig i høj grad. Og hun har ikke for fem flade ører agtelse for ham. 1800-tallet var et århundrede, hvor folk fra embedsstanden og det pæne borgerskab løb ud og ind af hinandens døre, spiste ved hinandens borde og sov i hinandens senge ( i al ærbarhed).
Man var sammen, trods pladsmangel og mangel på alt muligt andet. Man sultede jo ikke ligefrem, skønt maden ofte var enkel, mad var der nok af, men man sparede, man frøs, og man havde altid en eller flere syge personer i husstanden. Navnlig børnene var syge og mange døde. Det forstår man godt. Det virker, som om hygiejne var et ukendt begreb, og små børn, der ikke ville amme – og som man ikke lige kunne skaffe en amme til ( og hun var som regel snavset og havde fnat) – de børn fodrede man med vælling – det tålte små maver ikke.
Det enestående ved Eline Boisens erindringer er imidlertid, at det for første gang er en kvinde, der ”taler ud” – og det gør hun til gavns og lige ud af sit fortravlede koneliv.
Men det var Grundtvig, vi kom fra.
Grundtvig. Han er i hendes øjne totalt blottet for empati. Han mishandler sin stakkels kone med sin surhed og åbenlyse foragt for alt, hvad denne står for, og han flirter åbenlyst med andre damer, mens hans hustru er ved at græmme sig ihjel – hvilket til sidst lykkes, og så gifter han sig igen, og så snart han er gift, retter han sin surhed mod den nye kone. Osv.
Og det er jo et billede af Grundtvig, som vi slet ikke bryder os om. Vi kender det dog en smule fra Ingemann, der også undertiden bebrejder Grundtvig det heftige og iltre temperament – det ser vi i brevene, de to skriver til hinanden. Af denne korrespondance hører vi også, at Grundtvigs sønner har været hjemme fra 3-årskrigen uden at opsøge deres far.  Ja, tænkte jeg, da i sin tid læste Grundtvigs syrlige brev til Ingemann om de to unge mænds dårlige opførsel over for far, måske kunne de ikke helt tilgive ham, at han sendte dem i krig. En krig, han selv var for gammel til at deltage i. Og den gamles bragesnak om romantisk heltedåd for konge og fædreland var måske ikke lige det, de unge mænd så og oplevede ved Dybbøl.
Ja. Grundtvig var muligvis akkurat så uomgængelig, som den gode præstekone mener. Men han var jo alligevel Grundtvig. Og vi vil ALTID elske hans salmer. Ligesom vi altid vil elske Ingemanns og Jakob Knudsens. Lige meget, hvor fåret, de så bar sig ad i livet – så havde de jo alligevel talentets nådegave. Og til min begravelse, vil jeg stadig gerne, at man synger: Hil dig Frelser og Forsoner –
 
 
 

KOKHOLM 3 – Harboøre og et løfte som bandt

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Begyndelsen. Hvordan begyndte det hele?
“I begyndelsen var ordet” – hedder det i Johannesevangeliet.
“I begyndelsen var lyset” hedder en vældig fin bog om Kandestederne, redigeret af Kirsten Obelitz Rode.
Man kunne også sige: “I begyndelsen var mørket.” I indledningen til Skabelsesberetningen står der nemlig: “Og der var mørke over Verdensdybet … og Gud sagde: “Der blive Lys”. Og der blev lys.
Når vi skal tale om dagligdagen, som den levedes ved den jyske vestkyst i 1800-tallets slutning og det nye århundredes begyndelse, handler det mere om mørke end om lys.

Og en novembernat i 1893 var det mørket, der sejrede over lyset ved det lille fiskerleje Harboøre. En storm rejste sig pludseligt og uvarslet, og fiskernes robåde kastedes ind mod kysten. Mange af dem endte som vragstumper, og 47 fiskere omkom i bølgerne.

Og det er her, vores historie om Christen (eller Chresten) Kokholm tager sin begyndelse. For han var en af de mænd, der natten igennem måtte kæmpe med døden. Og mange af dem tabte den kamp, og ikke så få har sikkert tryglet Gud om hjælp og lovet ham at de ville omvende sig, hvis bare de blev reddet. Nogen af dem har måske råbt: “kommer jeg levende i land, så vil jeg tilhøre Jesus den Korsfæstede af hele mit hjerte.”
Men der var en som råbte noget helt andet. Og han kom faktisk levende i land. Det var Christen, og han sagde omtrent sådan til Gud (det har vi hans datters ord for): “hvis jeg kommer levende i land, så vil jeg tilhøre Elisabeth i Kandestederne.”
Her er den pige, som Christen lovede troskab, hvis han slap levende fra stormens helvede:

Man behøver blot kaste et blik på pigen for at forstå, at hun var værd at drømme om.
Her er et andet billede af samme pige, men på det er hun yngre. Konfirmand måske. Hun virker sårbar, sart … men hun var livet igennem en stærk kvinde – det fremgår af alt, hvad jeg har læst om hende og hvad hun selv har skrevet. Hun skal måske være hovedpersonen i den bog, som jeg måske skal skrive. Ja, det ville være en ide. At lade Christen ( eller Chresten) komme i anden række. KOKHOLM er nok så meget Elisabeth, som det er Christen. Hun var hotellet. Poul Reumert titulerer hende i et af sine breve: Dronning Elisabeth.
Her ser vi den unge prinsesse:

Chresten kom, så og sejrede. Men der skulle kamp til. Let var det ikke. For hendes far, Mads Houkjær, var en stolt mand, gårdejer og sognefoged, og hans eneste datter skulle indgå et ordentligt ægteskab og det med en fra egnen, som man kunne stå inde for, fordi man kendte slægten. Og dem var der da også nogle stykker af. F. eks. havde Mads’ egen bror, Ole, en søn i passende alder. Peder Houkjær hed han, jo han var et rigtig godt parti, arving til Klarup, en stor og veldrevet gård.
Så Christen kunne rejse hjem, hvor han kom fra, kunne han – og det gjorde han så. Han rejste hjem til Harboøre. Hvad han lavede der, ved vi ikke. Det finder jeg måske ud af senere i min research.
 
 
Men så kom katastrofenatten, og der lige midt i orkanens øje aflagde han sit løfte.
Og hvordan kan jeg nu vide, at han vendte tilbage til Harboøre? – det står der ikke noget om i Hulsigbogen. Nej, men den er jo også langt hen fri digtning. Men takket være det materiale, som jeg har lånt af Lise Troldborg, har jeg faktisk belæg for at mene, at Chresten kom tilbage til Harboøre og at han var med på havet den nat, da 47 fiskere druknede.
Den yngste af hans børn, Rigmor, skrev nogle små lapper papir – noter til noget større, ligner det, og de ligger spredt i papirbunkerne, og her fandt jeg nogle ark, hvor hun skriver løst og fast om sin far, og der står på et af siderne sådan her:

Klik på billedet, hvis du vil have det forstørret!
Desværre er der som sagt tale om løsrevne ark, og det lyder jo lidt mærkeligt, at hestene er “juleudhvilede” – det vil jo sige, at Elisabeth kører Chresten til toget i december, og katastrofen indtræder i november.
Det kan kun forklares på en måde. De to skilles i næsten et år. Mon ikke?
På en anden papirlap skriver Rigmor næsten det samme som i ovenstående. Der står:
Far rejser til Harboøre da Redningstationen er færdig – dengang var kun Romantik i Luften. – Da Far er ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han straks op at fri rigtigt til den søde Lise.
I Troldborgs arkiv finder vi også et par artikler om katastrofen i Harboøre, og det er Rigmor ( den yngste datter) der i 1993 har klippet dem ud fra avisen, hvor de står i anledning af 100 dagen for katastrofen.
Der var i alle landets aviser lange referater af ulykken ved Harboøre, men den, der huskes, er sikkert Politikkens journalist Henrik Cavling.
Her er et lille uddrag fra en af hans artikler:
Vi skal ikke referere prædikenen. For den maa præsten staa til ansvar for sin Herre. Men vi skal referere, hvad der i den tidlige morgen efter rædselsnatten foregik paa selve stranden. I det øjeblik, da havet brølende kastede lig og baade op paa land, kom pastor Madsen ned til 4 fiskere, der stod i begreb med at bortbære en druknet kammerat. 
Saa sagde præsten til fisker Peter Olsen, der hører til reningsbaadens besætning og forøvrigt selv er formand for et baadelav:
“De var det første menneske, jeg tænkte på imorges, Peter Olsen”
“Hvi saa, hr. pastor?”
“Fordi”, svarede præsten, “at var De ogsaa druknet, saa var Deres sjæl faret lige ned i Helvede!”
Fiskeren svarede: “De er sjælesørger, hr. pastor, og ikke hjærtekender. Herrens veje er ikke vore, hr. pastor.”
Og Cavling refererer senere om begravelsen, hvor først pastor Madsen og senere pastor Moe får ordet. Moe siger bla. disse ord til de sørgende:
…”syndens sold er døden, men Jesus er Satans overmand og kan frelse os fra djævelens haand. Jeg spørger: hvem frelser han idag? Han frelser sine øjestene, de helllige. Hvorledes handler han mod de vantro, der staar om denne grav og véd, at de ikke lever deres liv i Jesus? Guds evangelium er prædiket for dem i mange aar, men de har ikke sluppet deres synd. De véd ikke, at et vantro menneske er et stykke kød uden aand, en muldvarp, en træl af hovmod, forfængelighed, gærrighed og kødes lyst. Hvem der hin nat aflagde Gud et løfte og ikke holder det, vandrer lige ind i helvede. Jeg roser ikke de døde. Det er at gøre nar ad dem, og det kan ikke frelse dem af satans haand. Sidst jeg var her, begrov jeg druknede, Gud straffede Eder da; han har endnu en gang besøgte Eder, fordi de vantro levede i synd og løgn!”
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

KOKHOLM 2 – det første spadestik

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, så tænker jeg på at skrive en bog om KOKHOLM. Den tanke kom ikke ud af den blå luft; jeg fik tilbudt at låne Lise Troldborgs private arkiv om familien Kokholm. Det kunne jeg ikke stå for.
Derfor ser mit arbejdsbord kaotisk ud lige nu. Kig engang:

Familien kendte jeg i forvejen, for jeg fandt stof til Hulsig-bogen i hele Skagen Landsogn, også i Kandestederne. På Houkjærgården, den, der senere skulle blive til hotel (skønt gården levede videre som gård) boede mine forfædre i begyndelsen af 1800-tallet og tidligere endnu, og dem, der tog over, da min tipoldefar Peder Houkjær gik på aftægt (han døde 1891), er jo også min familie. Min oldefar Ole Houkjær, arvede ikke gården, det gjorde broderen Mads, og hans datter Elisabeth giftede sig med den navnkundige CHRESTEN KOKHOLM og sammen byggede de det  HOTEL KOKHOLM, der hurtigt skulle blive et yndet feriested for mange af tidens store kunstnere. Og et årligt udfulgtsmål for kongehuset.
Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. 
Og hvis jeg finder at fortællingen er OK – , så bliver det til en bog. .
Jeg er ikke forsker. Det vil jeg uddybe.
Fik som ung tilbudt en forskerstilling på Århus Universitet, og et par dage efter fik jeg besked på, at jeg havde fået jobbet som gymnasielærer i Randers. I tre dage gik jeg hvileløst om – jeg prøvede at se mig selv i de to roller:
– fordybet i ord og borte fra verden omkring mig. Det var et godt syn. Jeg er sær nok til det.
Så forsøgte jeg at se mig selv i et klasseværelse, hvor jeg skulle VÆKKE en flok 15-18årige drenge og piger. Det billede foretrak jeg efter lang tids usikker vaklen frem og tilbage. Måske mest, fordi jeg erkendte, at jeg er for usystematisk ( eller for rodet i hovedet) til forskerrollen.
Rollen som pædogog og formidler skræmte mig nu også lidt – jeg er den generte type, men alligevel kunne jeg mærke, at det var en udfordring, som jeg fandt meningsfuld. Og som jeg måske nok kunne klare. Og derfor blev jeg lærer og ikke videnskabsmand.
Jeg var lærer i 25 år.
Og hvad kommer de betragtninger mit nye bogprojekt ved? Jo, det er sådan fat, at jeg ikke tror, at jeg kan skrive sagprosa, så nogen gider læse det. Og desuden, jeg er hverken systematisk eller pedantisk nok til at få alle detaljer til at spille sammen i et tilstrækkeligt autentisk og præcist mønster.
Så det bliver vel noget i retning af Hulsigbogen, hvor jeg ind imellem “snyder” ved at opdigte situationer og begivenheder, men hvor hovedindholdet dog hviler på et solidt kildemateriale af faktuel karakter. Jeg sov ikke de mange timer på Skagen Lokalarkiv. Jeg har heller ikke tænkt mig at sove i den kommende tids intense researcharbejde. Først går turen til Harboøre, for der kommer hovedpersonen fra. Og var de ikke indremissionske? især fiskerne – og var Chrestens far ikke fisker? var han landarbejder? Alt det skal jeg finde ud af og desuden noget solidt om, hvordan det var at være barn i Harboøre i slutningen af 1800-tallet.
Nok om det.
Jeg har de seneste dage læst i 100vis af breve fra Lises arkiv og er dybt bevæget af læsningen. Navnlig Elisabeth Kokholms breve har rørt mig. Det vender jeg tilbage til. Nu ved jeg, at min oldefar Ole Houkjær havde en elskelig søster. Selv var han noget af et bæst, men det var “mandfolkene” ofte i den gren af familien. Og så var kvinderne dog i al deres blidhed de stærkeste.
Mere om det senere.
herunder et billede af min tipoldefar, Peder Houkjær:

Karakterfast. Ja vist. Men hans sønner, Mads, Ole og Jens blev vidt forskellige. Jens blev blid og venlig, Hans barnebarn Christian Houkjær har skrevet så smukt om sin bedstefar Jens Houkjær.
Ole blev skør – det ved vi fra Lars hesselholts erindringer: Hulsigminder.
Og Mads, ja, hvordan var han i grunden?. Han holdt i al fald ikke livet ud og måtte selv gøre en ende på det.
Det må have sat sine dybe spor i børnene? Og i alle vi efterkommere?
Tja … min anden tipoldefar; Christian Krøg, tog også livet af sig. Hmm … hvad skete der egentlig?
Men Jens Houkjær var som sagt et venligt og rart menneske. Harmonisk tror jeg. Det afspejles nu også fint på nedenstående billede, som Hjørring Lokalhistoriske Arkiv sendte mig for år tilbage:

Det er Jens, der her er fotograferet med hustruen Andrea.
Ole Houkjær ( min oldefar) så streng ud, og det var han jo:

Jeg har (endnu) ikke noget billede af den 3. søn, Mads Houkjær – og ærgerligt nok, for han er en af hovedpersonerne i den måske vordende bog, da han jo er svigerfar til Chresten Kokholm og far til den elskelige Elisabeth. Hun er for resten en kusine til min farmor Elise Houkjær. Og hende husker jeg tydeligt. Hun var bestemt rar mod os børn, men sandelig også en bestemt dame.
Hvis du vil læse mere om Hulsigbogen og Hulsig i det hele taget, kan du klikke ind på den kategori i højre side, der hedder “Hjemstavnsroman” – der er over 1000 sider om den lange vej til bogen, og du gider jvelikke læse dem alle. MEN: du kan skrolle eller springe til næste indlæg og det næste igen osv. indtil det hele stopper, og så kan du vælge det lille ord nede til venstre: Older posts – klik på det og du kan fortsætte i Husligbogens spor.